ANNETTE UDI HOLLAND

Duisburg…..

2012-01-17T21:29:00.001+01:00

Tyskerne har det med at anbringe ting langs deres motorveje, som husbond og jeg ikke kan finde ud af. Vi gætter og diskuterer indtil en af og tager sig sammen og undersøger sagen til bunds.

I går eftermiddags, fik jeg pludselig chancen for at komme en tur til Duisburg og på vej dertil kom jeg til at tænke på alle vore gætterier omkring en høj rød tingest, der er anbragt på en bakketop langs med A40, kort før Duisburg. Hold da op hvor har vi gættet, om dagen så man tingesten som silhuet mod horisonten og om aftenen var den oplyst.

En søndag i januar 2009 blev det for meget, sagen måtte undersøges grundigere og os af sted mod Duisburg.

Det viste sig at være noget såre simpelt som et kunstværk, der forestillede en overdimensioneret minelampe ”Geleucht”! Desværre var der lukket for adgang til udsigtsplatformen, da vi var der, men da dagen bød på diset januarvejr, gjorde det ikke så meget. Flot var kunstværket og udsigten må være fantastisk på en dejlig sommerdag.

Jeg er ellers ikke så vild med Duisburg! Jeg kan ikke huske, om jeg tidligere har fortalt om mine blandede følelser for byen, men de opstod under en rygsæktur tilbage i foråret 2000.

Jeg havde aldrig nogensinde tidligere prøvet noget så vildt, som at være backpacker, men prøves det skulle det. Henset til alder og magelighed havde jeg dog bestilt hotelværelser rundt i Holland og Tyskland, hvilket var en suveræn nydelse. Men hele turen gik godt, jeg fik set utrolig meget, besøgte for første gang nogensinde Amsterdam, som jeg var vildt benovet over og fik snakket med et utal af spændende mennesker. Og det lå bestemt ikke i kortene, at jeg ca. 2½ år senere skulle bosætte mig i Holland ☺.

Da tiden var inde til at vende næsen hjemad mod det nordjyske, tog jeg med toget fra Eindhoven mod Duisburg, hvorfra det var muligt at komme med et tog nordpå. Da toget ankom til Duisburg, en trist og grå banegård med et utal af underlige mennesker rendende rundt på perronerne, bl.a. et ungt par med rigtig mange hunde af forskellig størrelse og race. Manden lå og sov midt på perronen og pigen forsøgte lidt halvhjertet at holde lidt styr på hele menageriet.

Da jeg fik fundet ud af hvilket perron jeg skulle med toget fra, var der øde, som i helt fuldstændig øde. Senere kom der 2 glade fulde mænd, der fortalte, at hele Tyskland havde haft fri den dag og der var blevet festet igennem hele dagen, den følgende dag var også en fridag, nemlig 1. maj.

Da de gik, var jeg igen alene og alt var øde og trist. Alle forsøg på at ringe til Danmark for at høre en kendt stemme måtte opgives, idet der i displayet i min mobiltelefon stod ”Contact operator”! Uanset hvor meget jeg pillede og trykkede, kunne jeg ikke få dyret til at virke. Nå, men det var vel ikke værre, end jeg kunne finde en telefonboks et eller andet sted. Undervejs fandt jeg ud af, at møntbeholdning var så godt som ikke eksisterende, jeg havde faktisk kun D-mark sedler. Jeg vil ikke sige, at jeg var hunderæd, men jeg var nok heller ikke helt stolt ved situationen.

På et tidspunkt rullede et tog ind på perronen, på skiltet stod Rødby-Puttgarten, så det havde ikke noget med mig at gøre. Toget blev holdende flere timer og da vi omkring ved 1 tiden om natten nærmede os tidspunktet for afgang af det tog jeg skulle med nordpå, gik jeg hen til personalet for at spørge om toget til Fredericia ikke kom på denne perron? Det viste sig, at være de sidste vogne i Rødby-Puttgarten toget og stor var glæden. Både over, at jeg havde taget mig sammen til at spørge samt over at jeg ikke skulle tilbringe en nat på banegården i Duisburg.

Da jeg endelig fik plads i toget hev jeg mobiltelefonens brugsanvisning frem, fik batteri og simkortet taget ud og sat i igen og så virkede telefonen pludselig og ind væltede det med sms´er fra familien, der ikke kunne forstå, at de ikke hørte fra mig. Klokken var imidlertid blevet midt på natten, så det var ikke en mulighed at ringe eller skrive, men jeg følte mig ikke længere helt alene i verden.

I dag skal der slappes af!

2012-01-15T12:26:00.001+01:00

Husbond tilbragte lørdagen med efteruddannelse og jeg havde lovet at køre til Turnhout (Belgien) for at foretage diverse ”livsnødvendige” indkøb.

Da bilen var fyldt med bl.a. husbonds yndlingskaffe og ditto isthe, som vi af og til kan få i en forretning her, af og til i en anden, men altid i Carrefour, gik det hjemad. Med i bilen var i øvrigt også 2 nye dækkeservietter, der overhovedet ikke passer til noget som helst i hjemmet, men det var, hvad jeg i al hast kunne finde. Til jul har vi altid min mors gamle plastdækkeservietter med en stor gemytlig julemand liggende på bordet, husbond elsker dem og vil helst have dem liggende på spisebordet året rundt. Jeg ved godt, at det er en bagatel, men jeg er altså ikke så vild med at have juledækkeservietter liggende ud over julen og i særdeleshed ikke fordi skabet indeholder op til flere sæt utroligt smukke, skønne og romantiske Lene Bjerre dækkeservietter i stof. De falder ikke lige i husbonds smag og kompromiset var indkøb af nye plast! Så nu gør vi i franske krydderurter.

Fra Turnhout gik turen til Dongen for at handle dagligvarer, egentlig skulle man tro, at vi havde en storfamilie med minimum 5 – 6 børn, så propfyldt var bilen.

Hjemme igen stod opgaven på bagning af fødselsdagslagkage til nabomanden. Manden hører til den type, der absolut ikke ønsker sig noget som helst og siger, at han er glad bare vi kommer.

Vi havde været omkring et par fisk til ham, da han er lidenskabelig akvariemand, men da vi med vores ringe viden omkring akvariefisk, sikkert ville have købt noget helt forkert og i værste fald nogle fisk, der måske havde ædt alle de andre i hans store smukke akvarium, blev det til en ”Faster Helles chokoladekage” i stedet for. Den blev møjsommeligt dekoreret med ”Henry 55 år”, hollandske og et enkelt dansk flag og diverse andre flagrende tingester og så ganske nydelig ud (jeg glemte alt om at tage bevismateriale).

Senere blev stakken af strygetøj ryddet af vejen og da husbond endelig dukkede op omkring ved 18 tiden, var vi parate til at tage til fødselsdag. Og hold da op, hvor samvittigheden er god efter sådan en dag, hvor alle forrådslagre er fyldt op og strygetøjet væk. Jeg fik endda også startet på en babygarderobe til en lille ny hollænder, der bliver Franks første barnebarn og mit første bonusbarnebarn, han/hun forventes at ankomme sidst i maj måned ☺.

En dag på landevejen….

2012-01-13T21:10:00.001+01:00

Det er utroligt, så klog man (jeg) bliver på en tur på landevejen.

Jeg ved nu, at befolkningstallet i Tyskland er steget for første gang i løbet af de sidste 8 år. Indbyggertallet er nu på 81 mill. og befolkningstilvæksten skyldes for en stor dels vedkommende tilgang af østeuropæere, hovedsageligt fra Polen samt at fødselstallet er større end dødstallet.

Der er ingen grund til at lede, billedet indeholder ikke noget bemærkelsesværdigt, ud over at dagen bød på en dejlig blå himmel og solskin ☺.

Denne tingest ligger langs A57 mellem Krefeld og Køln. Hver gang vi passerer den, snakker vi om hvad det mon kan være. Vor første tanke var, at det nok var en indendørs skiløjpe, men på den anden side set, det ser ud som om den lige ved et græsdækket affaldsbjerg. Den giver os i hvert fald noget at snakke om, når vi passerer ☺.

Jeg ved nu også, at rumstationen ISS, hvor den hollandske læge og astronaut André Kuipers opholder sig for tiden, var tæt på en katastrofe i morges, da et stykke affald fra en tidligere satellit (på størrelse med en tennisbold) drønede med stor fart med kurs mod ISS. Det lykkedes heldigvis bemandingen på ISS at manøvrere rumstationen udenom affaldet.

Det er ikke ofte, at trailerdekoration gør et større indtryk, men denne synes jeg er smuk.

Vi har skrålet (Frank synger, jeg skråler) med på alle de gamle tyske slagere, som radiostationen WDR4 har underholdt os med i dagens løb og maskerne er fløjet af pindene.

For én der aldrig kunne drømme om at tænde for radioen, når jeg er alene, så er det lidt stort.

Skønt! Jeg elsker det og føler mig utrolig privilegeret over at jeg kan.

Der hersker stor travlhed…….

2012-01-11T11:28:00.001+01:00

Jeg har altså bare så travlt ☺☺☺.

Nu drejer travlheden sig hverken om job, rengøring eller noget andet frygtelig praktisk, hvor jeg må piske rundt og lave tusinde ting på en gang - nej, nej jeg sidder trygt og godt inde i varmen foran computeren og nyder det, samtidig med, at jeg mindes svundne tider.

Til jul fik jeg 3 fyldte CD´er med knap 3000 billeder, som min eksmand havde scannet ind til mig og jeg er i gang med at sætte billederne ind under de rigtige årstal og begivenheder.

Enkelte billeder kunne jeg godt huske og har ofte kigget efter dem i arkiverne uden at have kunnet finde dem og nu er de her pludselig. Skønt!

Hvor jeg dog elskede den kjole, til sidst kunne den næsten ikke hænge sammen længere, så slidt var den. Her er den med på ferie ved Gardasøen i 1970 og det viste sig, at en af de andre gæster søde Helle fra Aalborg (så vidt jeg husker) havde samme smag. Jeg mener, at der fulgte hvide bukser med til kjolen, men det var nu ikke meget de blev brugt.

Utroligt at den dejlige unge meget snart fylder 35 år. Hvor er jeg stolt af hende, både nu og dengang.

Dette billede har jeg ledt efter længe og troede, at jeg måske havde drømt, at Oldes kaktus engang har haft så mange blomster på én gang. Kort efter billedet blev fotograferet i 1986, måtte jeg dele den og siden da, er det kun blevet til et par blomster på samme tid.

Mine tidligere svigerforældre boede i Odense, hvor de havde den mest fantastiske have. Jeg prøvede gennem mange år at gøre dem kunsten efter, men det lykkedes aldrig ☺.

Min dejlige kollega Tove og jeg fik i 1993 chancen for at besøge skoleskibet Danmark. Det var en spændende oplevelse og hvor blev vi flot beværtet.

Fra mit arbejdsliv! Billedet blev taget i 1994 i forbindelse med et eller andet F-16 projekt. Jeg håber, at deltagerne undskylder, at de nu pludselig befinder sig på en blog ☺.

Nå, men jeg må tilbage til sorteringen ellers ender det med at blive et mange års projekt. En god dag til jer derude i Blogland.

Smaragdbryllup.

2012-01-09T11:05:00.001+01:00

I lørdags var vi til noget så usædvanligt som smaragdbryllup hos min mands tante og onkel. Det må vist være lidt af en bedrift i 2012 og de søde ældre mennesker er begge meget energiske og friske.

Dagen blev fejret på samme vis, som hvis det var fødselsdag, hvor alle stuens siddemøbler er rykket ud til væggene og vi sidder på rad og række og bliver beværtet ☺. Jeg elsker, når jeg til en sådan begivenhed kan sidde lidt afsides og bare lytte, for der snakkes og der snakkes meget højt og der snakkes meget dialekt. Husbond bekræfter som regel min antagelse om, at der ikke bliver lyttet særlig meget, kun snakket ☺. I lørdags sad jeg ved siden af en sød ældre dame med høreapparater, hun spurgte hvor meget jeg egentlig fik ud af snakken, for hun havde problemer med at følge de forskellige diskussioner i rummet. Det samme gælder for mig, men vi var rørende enige om, at det var uden betydning, så lang tid vi havde det godt.

Traktementet var også fødselsdagstraktement, kaffe med stor flot flødeskumslagkage ved billede af smaragdbrudeparret, som vi fik ved ankomst. Derefter diskes der op med alverdens forskellige salater, ost og kiks samt øl/vand/vin og der er bestemt ingen der går sultne hjem.

Brudeparret er som nævnt friske og energiske mennesker med en meget fyldt agenda. Det plejer at høre til langtidsplanlægning, når vi skal have en aftale i stand. De går stadig efter 55 år og smådriller hinanden dagen lang og det er bestemt ikke mit indtryk, at de er løbet tør for diskussionsemner efter de mange år ☺.

Verdens bedste porretærte….

2012-01-05T18:33:00.001+01:00

Jens havde for et par dage siden en opskrift på verdens bedste porretærte. Nu står den bare og venter på, at husbond ringer og siger, at han er på vej hjem, så den kan komme i ovnen.

Jeg vil tillade mig at tilføje, at tærten også er meget let at lave og dejen opførte sig som en drøm. Tak for opskriften, Jens.

Cox Orange….

2012-01-05T11:53:00.001+01:00

Jeg blev pludselig helt nostalgisk i går, da jeg stod og vaskede et Cox Orange æble af.

I min barndoms have bag Arentsminde central, var en lille del af haven udlagt som ”frugtplantage”. Jeg tror, at der alt i alt har været 5 – 6 æbletræer af forskellige slags samt et par ribs, sol- og stikkelsbærbuske. Blandt æbletræerne kan jeg huske, at der var et med Cox Orange æbler og for søren da, hvor vi unger stjal af dem, når vi legede. Vi kunne ikke forstå, at æblerne først blev modne så sent på året og vi måtte hele tiden smage, om ikke der var sket et mirakel og æblerne havde nået det spiselige stade ☺.

Da mine forældre flyttede til Brovst, var der fri adgang til endnu mere frugt end vi tidligere havde haft, idet min morfar og mormor havde et stykke jord bag cementstøberiet, hvor der vel var 10 – 15 frugttræer. Dog måtte vi her dele med ponyen Klaus Jørgen, men han var egentlig mest til blommer og ved den tid, at Cox Orange æblerne begyndte at modnes, holdt Klaus Jørgen sig mest inden døre.

Da jeg senere blev gift og flyttede i eget hjem, havde vi i begyndelsen ingen frugttræer i haven, kun bærbuske. Men til gengæld kørte der altid sidst på efteråret en varevogn rundt, hvorfra der blev solgt Cox Orange æbler i kassevis. Sjovt nok, så kom sælgeren altid lige omkring spisetid og det var svært at være et godt eksempel for Jeanett og vente med at begynde at spise æbler til aftensmaden var spist. Selvfølgelig kunne æblerne også købes i supermarkedet, men det var ikke nær så sjovt ☺.

Nu må Cox Orange - i mangel på frugttræer - købes i supermarkedet. Skrællen er en smule gummiagtig, det irriterende lille mærke med navnet skal tages af, nogle gange bliver limen siddende på æblet og de må vaskes godt, for hvad er de mon blevet sprøjtet med. Selv om æblerne smager fint, så er det altså ikke helt det samme som at plukke dem selv eller købe dem i kassevis af frugtmanden dengang tilbage i 70´erne og 80´erne☺.

Godt nytår.

2012-01-04T11:40:00.001+01:00

Godt nytår til jer alle i Blogland!

Jeg håber, at I alle må få et fantastisk år og alle jeres ønsker for året må gå i opfyldelse.

Det var ikke lige meningen, at stilheden på bloggen skulle have varet SÅ længe, men den diabetes, der har fyldt rigtig meget i løbet af 2011, fyldte pludselig endnu mere rundt juletid.

Året 2011 har for mit vedkommende budt på både super gode og knap så sjove oplevelser.

Af de gode kan nævnes, at Frank og jeg blev gift i februar, at det lykkedes at samle hele familien, både danskere og hollændere til et par skønne dage i Ardennerne for at fejre Franks 60 års fødselsdag, dejlige besøg fra Danmark i årets løb og at det helt udenfor planen lykkedes at holde jul i Danmark, hvor jeg fik læssevis af knuseture fra mine 2 guldklumper af børnebørn.

Der har også været nogle nedture i årets løb, men stor var glæden, da jeg først i september fik lov til at droppe den ene slags diabetes medicin. Glæden varede dog meget kort, idet en længerevarende forkølelse, som jeg pådrog mig i ferien i Danmark, satte et eller andet i gang, der resulterede i at glukosetallene steg og steg og bliver ved med at stige og tilsvarende gør medicinforbruget.

Siden kort før jul har jeg været på højeste dosis medicin der her gives i tabletform og jeg havde egentlig forventet, at jeg under ekstra kontrolbesøg hos diabetes damen i går, ville få at vide, at tiden var inde for at komme ”på sprøjten”, men jeg fik lidt udsættelse ☺. Nu ved jeg så ikke lige om jeg skal synes det er supergodt eller ej, for udsættelsen skyldes, at jeg blev hundesyg i juleferien i Danmark, så syg at jeg ikke var til pænt brug i et par dage og vi kørte hjem før tid. Vi har en ide om, at det måske var et nyrestensanfald og før det samt alt mulig andet er blevet undersøgt, vil der ikke blive taget stilling til fremtidig diabetes medicin.

Altså 2012, må meget gerne byde på noget andet end at tænke på medicin og sygdom. Jeg har altid udbredt mig til dem der nu gad lytte, at jeg var en af den ”tough guys” og det kniber ligesom lidt at blive ved at fastholde det, når forskønnelsesprodukterne på badeværelseshylden langsomt bliver erstattet af medicinkasserne ☺.

Igen et rigtig godt nytår til jer alle.

En lørdag i det nordlige…..

2011-12-12T19:47:00.001+01:00

Tilliden til Nederlandse Spoorwegen er nu genoprettet!!! De gjorde det godt i lørdags, rigtig godt endda, ingen forsinkelser eller aflyste tog, alt gik planmæssigt.

Vi får jævnligt et tilbud i postkassen/computerens inbox om en hel dags togkørsel rundt i Holland for næsten ingen penge og hver gang siger vi til hinanden, at det kunne være sjovt at prøve, men indtil i lørdags er det kun blevet ved snakken.

Målet for lørdagens tur var Groningen, en tur på 304 km. hver vej og til en for mig ukendt del af Holland.

Vi startede ud med toget kl. 8, det i sig selv var lidt af en bedrift på en lørdag morgen, men det lykkedes og vi var efter et par togskift i Groningen 11.14.

Det første, der mødte os udenfor banegården var Groninger Museum!!! Det kan man så mene om hvad man vil, men så vidt jeg har kunnet læse mig frem til i diverse udklip fra blade, så er museet kendt ude i den vide verden og kendte personer som Bono fra U2, Michael Gorbatjov og Joan Collins har åbnet udstillinger på museet.

Efter en hårdt tiltrængt cappuccino blev byens gader indtaget og vi opdagede, at der i forbindelse med lørdagens marked var en lille byfest med pariserhjul, hvilket jeg ikke kan huske nogensinde at have været oppe i, så det skulle selvfølgelig prøves.

Det var en stor oplevelse at se Groningen fra oven, faktisk havde jeg troet at byen var meget større, end den egentlig viste sig at være.

Vi fik bl.a. set et af byens kendetegn, det smukke og lidt skæve Martinitoren fra oven. Husbond fortalte, at han for kort tid siden havde hørt i radioen, at man var i gang med en undersøgelse af tårnets klokker, idet man frygtede, at de beskadiger tårnet. Tidligere havde tårnet 4 klokker, men det blev i 1995 udvidet med 8 og siden da er der blevet registreret vibrationer i tårnet og revner i murene. Det var nu ikke årsagen til, at vi ikke tog den lange tur op til toppen af tårnet, men vi havde jo ligesom set byen fra oven via pariserhjulet.

Jeg havde i et udklip læst noget om Kornbørsen i Groningen, som jeg ikke helt forstod. Men da vi stod foran bygningen, var jeg helt med på hvad det drejede sig om. Man har simpelthen lavet en Albert Heijn (den hollandske superbrugs) i Kornbørsen, en smuk gammel bygning fra 1826. Umiddelbart synes jeg, at det var lidt synd for den smukke gamle bygning, men på den anden side set, hvorfor ikke? Der er jo også apotek i Jens Bangs Stenhus i Aalborg og det har jeg egentlig aldrig tænkt over, at det var besynderligt. Jeg glemte at tage et foto af kornbørsen og har derfor lånt fra Internettet.

Men til gengæld, fik jeg et billede af det smukke kakkelmaleri, der findes i forhallen. Desværre blev det lidt uldent, men det er da muligt at se, at det drejer sig om en gave fra kornhandlerne i Amsterdam og Rotterdam, som tak for hjælpen til kornhandlerne i Groningen i årene 1944 – 1945.

Vi snakkede flere gange om friheden ved at køre med tog (når de altså kører problemfrit) og at man ikke skal betale en eller anden uhyrlig sum for parkering samt at man kunne tillade sig mere end 1 glas vin til aftenens middag osv. Men den manglende bil på P-pladsen satte også sine begrænsninger for mængden af indkøb. Der var ellers nok af ting der fristede, men intet der ikke kunne undværes og de par småting, som jeg havde sat mig i hovedet, at de 2 små i Danmark skulle have fra Groningen, dem synes jeg ikke lige jeg fandt.

Efter godt og vel et par timers traven rundt i den smukke by, var vi lidt i tvivl om hvad vi skulle. Blive i Groningen eller måske tage et andet sted hen, vi var jo frie til at gøre lige præcis hvad vi ville. Vi snakkede lidt om at tage til Leeuwarden, aftensmad i Amsterdam var også inde i billedet. Men enden på snakken blev, at vi tog toget til Assen, der ud over at være hovedstad i provinsen Drenthe, også er kendt for sine motorcykelløb.

Assen var ikke helt hvad vi havde forventet eller måske skyldes det, at vi ikke gik på de rigtige steder.

Byen var fyldt med, hvad jeg vil kalde japanske lygter, men da vi var i ”Chinatown Assen”, så må det være kinesiske lygter. Indtil i dag troede jeg, at det var byens juleudsmykning, men det drejer sig simpelthen om, at byen fra 17 november til 15 april er vært for en udstilling om ”Det gyldne århundrede fra Kina”.

Efter godt og vel en times tid, hvor en stor del af tiden blev brugt i en boghandel med mange, mange fristelser, var på parate til at drage videre og igen opstod spørgsmålet ”Hvad nu?”

Vi blev enige om, at prøve om det var muligt at få aftensmad, uden at have reserveret, i Zwolle. Jeg er glad for at have set både Groningen og Assen, men Zwolle, den er helt speciel, sikken en by! Desværre var vi efterhånden ved at være sidst på dagen og mørket var begyndt at sænke sig, da vi ankom til den smukke gamle Hansestad.

Da vi kom ud fra stationen, var det som om vi blev omfavnet af skønhed, jeg må simpelthen tilbage til den by……snart. Vi valgte at følge skiltene mod centrum og kom til den imponerende byport Sassenpoort, der stammer fra slutningen af de 14 århundrede og begyndelsen af det 15 århundrede. Den var en del af byens voldanlæg og er bygget i natursten. Der er ikke noget at sige til, at Sassenpoort står på UNESCO´s liste, der indeholder 100 bevaringsværdige Nederlandske bygningsværker.

Overalt hvor vi kom frem dukkede et nyt smukt gammelt bygningsværk frem og for søren, hvor var det trist, at klokken var blevet så mange, at mørket havde sænket sig over byen eller måske var det netop det, der gjorde den så fantastisk.

Jeg har i lang tid gerne villet spise på en restaurant i Zwolle (De Librije), men da det er en begivenhed, man ikke lige farer ud i pga. prisen og da vi ikke havde bestilt bord, blev det ikke der middagen blev indtaget, men til gengæld på en italiensk restaurant “La Toscana” på Oude Vismarkt. Det var et skud i tågen, idet vi intet anede om restauranter i Zwolle (altså ud over den, som jeg gerne har villet besøge gennem de sidste 2 - 3 år), men vi blev bestemt ikke skuffede. Vi fik et fantastisk middag i hyggelige omgivelser og med en herlig betjening.

For år tilbage havde vi en stamrestaurant i Den Bosch, siden den desværre lukkede, har vi ledt efter en ny restaurant som vi kan udnævne til vores stamrestaurant. Jeg tror, at “La Toscana” let kunne overtage pladsen, hvis det altså ikke lige var fordi den ligger godt og vel 150 km fra hvor vi bor.

Efter den skønne middag var det på tide at komme sydpå, første del af turen gik til Utrecht, hvor jeg var fast besluttet på, at jeg ville prøve at smage en kop Starbucks kaffe, men det lykkedes heller ikke denne gang, idet der kun var 4 minutter til afgang mod Den Bosch.

Men til gengæld lykkedes det, at få den smukke rose, som jeg fik foræret på “La Toscana” hjem i hel tilstand og den står endda endnu. Vi var hjemme 21.26 efter en skøn dag med mange oplevelser. Tak til Nederlandse Spoorwegen for en god dag med fin service til 15.50 € pr. person.

Dimsen fra sidste blog indlæg!

2011-11-27T22:04:00.001+01:00

Inge, selv om Lene har givet en forklaring (tak, Lene), så får du lige et par billeder af dimsen ☺. Jeg spekulerede på, inden jeg skrev sidste indlæg, om jeg burde tage billeder af konstruktionen og nu kommer de med lidt forsinkelse ☺. Sov godt.

En skøn dag i dejligt selskab og hvordan man let kan komme til at synes meget dårligt om Nederlandse Spoorwegen.

2011-11-27T19:41:00.001+01:00

I fredags, hvor det endelig lykkedes Jeanette og jeg at få en aftale om et besøg i Utrecht i stand, havde vejrguderne bestemt sig for, at vejret skulle være trist og gråt, iblandet lidt regn af og til. Men pyt, vi er hårdkogte, der skal mere end en smule regn til at slå os ud ☺.

Undervejs på togturen så jeg bynavne, som jeg aldrig tidligere har hørt om, bl.a. Houten Castellum! Det ser for mig ud, som et stednavn fra et Asterix og Obelix album ☺.

Det lykkedes os at finde hinanden på gigant stationen Utrecht centraal, hvilket i sig selv må siges at være en bedrift, idet de skilte, som jeg havde fået ordre på at gå efter, pludselig ændrede navn til noget andet.

Første stop var en fantastisk café “Olivier”, egentlig en Belgisk øl cafe, men vi nøjedes med en cappuccino. Cafeen var indrettet i en tidligere kirke og bl.a. orglet samt forskellige statuer havde fået lov til at forblive på stedet. Der kunne jeg godt have brugt mere tid, end det tog at drikke en cappucino ☺.

Og så var vi parate til at gøre Utrecht! Du godeste hvor vi travede, alt hvad vi overhovedet kunne finde, af den slags butikker som vore mænd ikke er vilde med, blev frekventeret, bl.a. Laura Ashley (selv om de havde ombygningsudsalg, var der slet ikke noget der fristede), Loft (hvor Jeanette fandt en skøn trøje, lige sådan en hun manglede, men størrelsen passede ikke og prisen var ikke for almindelige mennesker ), Dille og Kamille, Sissy Boy osv. Og vi faldt begge for utroligt mange ting, men da eventuelle indkøb også skulle slæbes rundt i byen resten af dagen, nøjedes vi med at ose.

Frokosten indtog vi sammen med Jeanettes ene datter Karoline, der bor og studerer i Utrecht. Stedet var en lille cafe i Zakkendragerssteeg, hvor vi var udsat for den sureste betjening, jeg længe har oplevet (hun fik heller ingen drikkepenge). Karoline havde udstyret os med insider informationer om, hvor i byen vi kunne finde marskandisere, kunst og kitsch, antikvitets- og køkkenudstyrsforretninger og vi var parate til næste afdeling shoppingraid.

Nu kan det godt være, at denne dims er fast inventar i mange køkkener i Danmark, men indtil jeg fik den vendt, anede jeg ikke hvad den skulle bruges til. Den måtte med hjem, for sådan en har jeg ofte manglet, lige nu fortryder jeg faktisk, at jeg ikke købte et par stykker mere.

Og sandelig om ikke der midt i Utrecht, lå en dansk forretning, som jeg ofte har set omtalt på forskellige blogge Tiger.dk! Her lykkedes det endda at finde noget, der er en stor mangelvare hernede sydpå….strømpegarn med 75% uld til husbonds sokker og det til en pris af 1 € pr. bundt og stadig med dansk tekst ☺. Det er noget, jeg kan lide.

Utrecht er en fantastisk by, fyldt med gamle huse og langs kanalerne har man lavet restauranter i de gamle pakhuse. Det er bestemt en by, som jeg gerne vil besøge noget oftere.

Vi var enige om, at aftensmaden skulle indtages i en af de mange restauranter der er lavet i de gamle pakhuse og efter at have kigget indenfor i et par stykker, besluttede vi os for at spise italiensk.

Efter maden hastede vi til stationen for at nå vore tog, Jeanettes mod nord og mit mod syd. Da vi kom til ankomsthallen sagde Jeanette, at det var utroligt så mange mennesker, der var på stationen en fredag aften, det var sandelig noget andet end Hengelo, hvor hun kommer fra! Og straks derefter spottede vi et skilt, hvorpå der stod, at al trafik til/fra Utrecht var indstillet pga. en strømafbrydelse!!!!! Så forstod vi bedre den enorme menneskemængde og vi kunne glemme alt om at sidde hyggeligt i hver vore sofaer i løbet af et par timer.

Vi skiltes og ventede på hver vore perroner, jeg havde sat næsen op efter at komme med et tog 19.41, men klokken blev 21.16, før der gik et tog i sydlig retning. Den ene del af toget, a-delen kørte til Tiel og b-delen kørte til Breda! Men der var ingen, der kunne fortælle, hvad der var a og b-del! Efter en rum tid blev vi alle enige om, hvordan det måtte hænge sammen og da jeg nåede en togvogn, som jeg forventede havde Breda som bestemmelsessted, tændte man for skiltene og jo, den var god nok. Men til gengæld var togvognene så fyldte, at der ikke kunne være så meget som en håndtaske mere, flere måtte opgive at komme med, der var simpelthen ikke plads til alle og dørene kunne ikke lukkes. Alle tog det med godt humør, der blev sunget og grinet under det meste af turen og halvvejs lykkedes det mig endda at få en siddeplads.

På vej mod syd fik jeg fat i husbond, der på det tidspunkt var på vej hjem fra jobbet og jeg kunne fortælle ham, at jeg forventede at være hjemme 22.27! Mens toget holdt i Den Bosch, annoncerede en hektisk stemme pludselig, at toget kørte tilbage til Utrecht centraal!!!!!! På grund af en ulykke med en personvogn, var alle spor i retning af Tilburg lukkede og rejsende, der skulle i retning af Breda, måtte prøve om det måske var muligt at komme dertil via Boxtel eller Eindhoven!!!!

Jeg så ikke andre muligheder end at ringe til husbond, der netop var nået hjem fra jobbet og efter 50 minutter blev jeg hentet i Den Bosch og vi var hjemme 23.40!!! Hold da op for en togtur, det er ikke ofte at jeg er med toget, men jeg skal da godt nok love for, at når det endelig sker, så får jeg oplevelser for alle pengene ☺☺.

Jeg er bare så glad…..

2011-11-24T20:23:00.001+01:00

Forhandlingerne er brudt sammen, helt og aldeles og de vil ikke blive genoptaget!

Nu tænker jeg hverken på Eurokrisen eller regeringsdannelsen i Belgien, nej, nej det drejer sig såmænd bare om det job, som jeg fik tilbudt i begyndelsen af september ☺☺☺☺.

Det hele startede 9. september, hvor jeg blev ringet op af en glad stemme fra job bureauet Undutchables (hernede hedder et job bureau et uitzendbureau og en person, der arbejder gennem et job bureau, hedder en uitzendkracht ☺). De ville høre, om jeg var interesseret i et arbejde! Det havde jeg overhovedet ikke gjort mig tanker om, men hvis de havde noget ualmindelig godt at byde på, så var jeg da interesseret.

Grunden til, at de havde fundet frem til mig, var fordi mit første job i Holland var et, som jeg blev henvist til, af netop det bureau og samtidig så arbejder der en sød svensk pige på bureauet, som jeg gennem årene af og til har haft lidt kontakt med.

Da jeg fik jobbeskrivelsen tilsendt, virkede den bekendt og det viste sig, at jeg allerede havde fået jobbet tilbudt for ca. 2½ år siden, dengang takkede jeg nej! I mellemtiden har jeg set jobbet opslået hos utallige andre job bureauer, uden nogensinde at have reageret på det, selv om det er en dansker de mangler og arbejdspladsen ligger i cykelafstand fra hjemmet.

Nå, men jeg besluttede mig til at se, hvad det hele drejede sig om og efter ferien mødte jeg op hos firmaet og fik en lang snak med en dansk pige, der netop var blevet udnævnt som teamleder for de danske medarbejdere. Da vi i slutningen af samtalen nåede til løn spørgsmålet blev jeg noget, for ikke at sige en del overrasket. Lønnen, de ville tilbyde mig, lå 300 € under den løn, jeg havde fået oplyst via job bureauet! At den så samtidig lå 500 € under den løn, som jeg fik i det job jeg forlod i 2006 og 980 € under det job, som jeg forlod i 2008, det er en helt anden sag!

Under samtalen fik jeg ikke rigtig nogen følelse af arbejdsklimaet i firmaet, hele samtalen gik mest på hypotetiske spørgsmål, men jeg kan huske at jeg tænkte, at der i hvert fald skal være et knagendes godt klima i firmaet, for at kompensere for den lave løn. Ok, der var da også fordele, de 2 x 14 km på cykel hver dag, det vil i hvert fald min diabetes synes godt om og chancen for 3 dage om ugen, at snakke alt det dansk jeg har lyst til, ville jo heller ikke være af vejen. Men alligevel, et eller andet sagde mig, at det hele måske ikke var så rosenrødt, men prøves skulle det, for jeg havde jo ligesom ikke noget at tabe, dog bad jeg job bureauet undersøge om ikke lønnen kunne hæves lidt.

Og så gik der 1½ måned, hvor jeg intet, som i absolut intet, hørte fra job bureauet og man kommunikerer kun via dem, idet de jo også skal gøre noget for den store sum penge, som kunderne må betale. Men livet gik videre, vi lavede aftaler omkring julen og alt halløjet med diabetes og medicin gjorde, at jeg glemte alt om det job.

Pludselig blev jeg ringet op af job bureauet, der havde fået besked af firmaet på at tilbyde mig 200 € mere om måneden samt en 3 dages arbejdsuge! Efter et par dages betænkningstid blev jeg enig med mig selv om at sige ja…igen, igen. Dog lige med den bemærkning, at jeg nu havde lagt planer for julen og hvis ikke det kunne accepteres, så kom jeg ikke. Det blev accepteret!

Der var igen tænkepause fra job bureauet og firmaets side, men kommunikationsvejen var meget lang, jeg taler/mailer med job bureauet, der taler med den unge og uerfarne teamleder, der skal have tingene diskuteret igennem med sin chef og så samme vej tilbage til mig igen, derfor gav jeg dem et par uger, før jeg slog det hele ud af hovedet.

Nye spørgsmål meldte sig. Firmaet mente, at det var en god ide, at jeg begyndte på jobbet 21. november og det fik jeg at vide ugen forinden, så den ide, mente jeg ikke var så god. Jeg kunne begynde 1. december eller 2. januar. Næste hurdle var hvilke ugedage der skulle arbejdes. Hvis det var muligt at bestemme, så ville det passe mig bedst med mandag, tirsdag og onsdag. Firmaet meldte ud, at det blev mandag, tirsdag og torsdag, hvilket jeg dog godt kunne acceptere.

Så gik der igen 1 – 1½ uge uden jeg hørte noget og jeg lod dagene gå. Inderst inde havde jeg nok også besluttet mig for, at det nok ikke lige var et job, som jeg havde lyst til, især de lange svartider fik mig til at tænke på, mon det også er sådan, når man er ansat i firmaet. Der var et par nætter med mange vågne øjeblikke, hvor jeg tænkte, at jeg bare ikke havde lyst til det job, for 5 min. senere at tænke, at det skulle have en chance osv. osv.

Endelig i går morges 5 minutter over 9 (det er meget tidligt for sådan en institution) blev jeg ringet op, firmaet havde meldt ud, at jeg ville bestemme for mange ting og derfor passede jeg ikke ind i deres profil. Du godeste, hvor var jeg lettet, nu behøvede jeg ikke selv at tage beslutningen.

Jeg ved godt, at jeg nok er lidt miljøskadet efter de mange år i forsvaret og at jeg har det bedst i et miljø med ” Ordnung muss sein” og jeg har svært ved at tage tingene seriøst, hvis jeg skal vente 1½ måned på et svar. Jeg forstår nu også bedre, hvorfor jeg har set stillingsopslaget hos så mange job bureauer og igennem så lang tid. Men jeg håber selvfølgelig, at der sidder en dansker et eller andet sted i nærheden, der har lyst til at arbejde i firmaet.

Når man er ny i et andet land, vil man gerne bevise overfor en arbejdsgiver, at man er lige præcis den medarbejder, som de har brug for og som er værd at give en fast kontrakt. Det har for mig i de 2 jobs jeg har haft i Holland, indebåret arbejdsuger på 60 – 65 timer og 2 – 3 personers arbejde, hvilket har medført lange sygdomsperioder pga. stress. Jeg er nu i den fantastisk luksuriøse situation, at jeg kan sige nej tak enten til et job eller vilkår, som jeg ikke bryder mig om, men jeg har det rigtig godt med, at firmaet meldte fra i dette tilfælde, idet det også fortæller mig, at jeg har lært, at jeg ikke skal lade mig byde hvad som helst ☺.

Egentlig var jeg gået i gang med den helt store hovedrengøring, hvor alt har været ude af skuffer og skabe, idet jeg regnede med, at der nok ville blive mindre tid til julerengøringen, det fortsætter selvfølgelig, men bare ikke i samme tempo. Og i morgen vil jeg tage til Utrecht sammen med en god veninde, hvor skal vi hygge os og fejre, at jeg stadig er hjemmegående husmor ☺.

Så smuttede der igen et par uger sådan bare lige uden videre…

2011-11-17T16:42:00.001+01:00

Indrømmet, der er lidt langt mellem aktiviteterne hernede fra det sydlige Holland. En længere sygdomsperiode har gjort, at der har måttet prioriteres hvad energi angik, men jeg håber at energien snart bobler lystigt igen og at der vil være overskud til ALT det, jeg gerne vil☺.

Ind i mellem er det lykkedes mig, at få jernhesten sadlet og hermed lidt indtryk fra turene rundt i den Noord Brabantske natur.

Der er ikke sket meget med huset på N282, et ”Til salg” skilt er kommet op, men det er vist også alt. Det er nok ikke lige tiden for at sælge et hus, der tidligere har været invaderet af besættere. Af ren og skær nysgerrighed, var jeg omkring den webside der henvises til på skiltet, og det viste sig at huset hedder ”De Oude Leij”, hvilket også er navnet på en lille bæk, der løber nær huset.

Skulle der være interesserede rundt i Blogverdenen, så findes kontaktinformationerne i større udgave her.

Der er vejarbejde overalt hernede, især på cykelstierne, hvilket er fint nok, for resultaterne bliver så gode. Ofte bliver man dirigeret via omveje og får derved set steder, som man nok ellers ikke ville få at se. Dette kunstværk dukkede frem under en omkørsel, gad vide hvad det mon skal forestille? Gaden kunstværket står på, hedder Vierwindenlaan, men for mig at se er der kun tale om 2 vinde, så det har nok ikke noget med hinanden at gøre ☺.

Jeg opdagede pludselig, at Tilburg også er med i den verdensomspændende demonstration ”Occupy”, dog ikke i samme målestok som bl.a. London. Tilburgs deltagelse finder sted ved bagsiden af rådhuset og begrænser sig til 6 – 8 telte. Jeg opdagede faktisk kun lejren, fordi jeg hørte et eller andet knase under mine cykeldæk, det viste sig, at jeg var cyklet over et par næsten-til-atomer-smadrede flasker.

Mens jeg stod og undersøgte cykeldækkene for glasskår (indrømmet, når det kommer til glasskår, så er de ”traktordæk”, som hollandske cykler er udstyrede med, fantastiske i forhold til mine gamle racerdæk) så jeg, at der rullede 2 brandbiler ind på fortovet på den anden side af gaden og derved opdagede jeg teltlejren. Jeg forestillede mig, at det ville udarte sig til noget med vandkanoner osv., men efter få minutter kørte brandbilerne igen.

I går så jeg, at Occupy teltlejren i New York var blevet ryddet og at lejren i Oakland blev ryddet for et par dage siden. Uden at jeg vil påberåbe mig den helt store viden om verdensøkonomi, så stemmer mange af ideerne bag Occupy meget godt overens med de tanker, som jeg gennem årene har gået og puslet lidt med omkring det amerikaniserede Holland. Jeg kender ikke meget til situationen i Danmark nu, men for søren hvor var der stor forskel på de 2 lande, da jeg i 2002 skiftede land.

Det får mig i øvrigt til at tænke på forskellen i nyhederne i Danmark og Holland lige pt. Jeg ser danske aviser via nettet og har kun set et par småartikler om Eurokrisen, hvorimod vi hver gang vi enten åbner en avis eller ser nyheder bliver bombarderede med skrækeksempler på, hvad der vil/kan ske med Euroen og EU. For et par uger siden havde Ellen (Mommer) et indlæg om misinformation, kan denne ”malen fanden på væggen” mon kategoriseres som misinformation eller måske agurketider for pressen eller er det den barske sandhed, at den usikkerhed, der er omkring Euroen lige pt. er det største der er sket i EU´s tid og hvis ikke der kommer styr på Euroen, så er det slut med EU? Hvad skyldes denne forskel i informationer i de 2 lande, er det fordi Danmark ikke har Euroen eller er det fordi den danske mentalitet er helt anderledes end den hollandske?

Ind i mellem er der selvfølgelig også blevet tid til at passe guldklumpen Roxy.

Det er og bliver en fantastisk hund, normalt elsker den en rask lille slåskamp, når vi kommer hjem fra en gåtur. Men i den seneste tid, hvor jeg langt fra har været på toppen, så lister den sig roligt hen og putter sig i sin kurv, kommer af og til og ser om alt er ok med mig, giver mig et slik og går så tilbage i kurven. Utroligt, at hunde har den evne.

For et par uger siden var Tilburg i gang med julepyntningen (hvis det altså kan kaldes julepynt ☺), heldigvis er andre byer lidt mere kreative udi det julede og gør i lys og læssevis af plastguirlander ☺.

Og selvfølgelig måtte der lige et par gamle huse med.

Fuji fuldførte for et par måneder siden byggeriet af 5 vindmøller på fabrikkens terræn. Det kan godt være, at de ikke pynter i landskabet og det kan også godt være, at det er vanvittigt irriterende at høre på deres susen, hvis man arbejder lige i nærheden, men for søren hvor er jeg dog glad for de vindmøller. Når jeg af og til cykler rundt på må og få og egentlig ikke aner hvad der er nord og syd og i hvilken retning jeg skal, så rager møllerne så meget op i horisonten, at jeg kan bruge dem til at orientere mig efter. Tak for det Fuji!

Hvor har jeg dog hygget mig med ”Borgen” via nettet. Jeg anede intet om serien, indtil for et par måneder siden, hvor naboen kom med en stak CD´er med de første 10 afsnit og spurgte, om det var noget for os, han havde downloadet afsnittene via et eller andet program, han abonnerer på. Jeg blev så forgabt i serien, at mere vil have mere og stor var glæden, da jeg fandt ud af, at den kan ses via nettet. Hold da op, hvor jeg glæder mig til hver mandag morgen, når jeg kan få lov til at se næste afsnit.

Pludselig spøger jobbet, som jeg blev tilbudt for 1 – 1½ måned siden, igen. Jeg havde ellers definitivt takket nej, men i forgårs fik jeg et nyt tilbud og efter mange spekulationer og vågne nattetimer, har jeg netop besluttet mig for at give det en chance. Arbejdstiden bliver 3 ugentlige dage og lønnen er blevet en anelse bedre end første tilbud, men stadig langt fra på højde med hvad jeg fik i løn hos mine tidligere hollandske arbejdsgivere. Jobbet skal være ualmindelig godt og interessant for at kompensere på den lave løn og hvis ikke det er tilfældet, ja så har jeg i hvert fald prøvet det.

Overalt i Noord Brabant og Belgien ses Jesus på korset, også ved indkørselen til Gilze. Desværre er det ikke lykkedes at finde nogen forklaring på, hvorfor korset står lige præcis hvor det står.

Så går det hjemad……

Her til morgen har jeg netop været hos diabetes damen og jeg var godt klar over, at tingene ikke var helt som de skulle være…ØV! Blodsukkertallet er til trods for cykelture og fitness steget til mere end det dobbelte siden sidste check for 3 måneder siden. En længerevarende forkølelse, som jeg pådrog mig i Danmark har haft indflydelse på tallet, men da forkølelsen nu er væk, så skulle blodsukkertallet også gerne være for nedadgående, hvilket det ikke er, tværtimod. Nye tabletter har indtaget hjemmet…. Grrrr. Diabetes damen klagede over, at jeg havde tabt mig lige rigeligt (tænk, at jeg nogensinde skulle få det at høre), men en omgang maveinfluenza eller hvad nu sådan noget hedder, har sat en stopper for madlysten. Vi får se, jeg satser i hvert fald på, at alt er ok igen om et par uger.

Alder, hvad er det for noget?

2011-11-09T11:20:00.001+01:00

Ikke noget, som jeg tænker specielt meget over. Ok, hvis jeg kigger mig i spejlet, så er jeg da ikke spor i tvivl om, at jeg ikke ser den samme person som tidligere, men det er ikke noget jeg ligger søvnløs over om natten. Faktisk, så er det jo heller ikke noget jeg er alene om, resten af verden følger med.

Men for søren da, hvor blev jeg bekendt med min alder i går eftermiddags ☺.

Jeg var for første gang indkaldt til den gratis influenza vaccination, som jeg nu er berettiget til pga. Diabetes 2 og jeg skal da godt nok love for, at det var landsbyens ældre medborgere, der var til stede ved seancen. Både de, jeg stod i kø sammen med og de, der mente at de var berettiget til at komme før alle os andre og forcerede borde og stole for at komme først ☺.

Mens jeg stod og smågrinede (indvendigt) over de overivrige pensionister, kom jeg til at tænke på engang vi var på ferie i Tyskland. Vi havde hjemmefra bestilt hotel, så vidt jeg husker i Celle, men i hvert fald i nærheden af Wietzendorf, da vi skulle besøge kazerne Langemannshof, hvor husbond tilbragte en stor del af sin soldatertid.

Hotellet var ganske udmærket, ingen problemer der, men hvad vi ikke vidste inden ankomst var, at det var et yndet sted for pensionister. At der i eftermiddagens løb ankom 5 store busser, 3 hollandske og 2 tyske, burde måske nok have fået alarmklokkerne til at ringe.

Ved de få måltider vi nåede at indtage på hotellet, blev vi skubbet og albuet væk, fordi der var nogle der mente, at de havde mest ret til maden ved de 2 enorme buffeter, der var stillet an. Hold da op, aldrig har jeg set noget lignende. En ældre hollandsk dame med rollator bad om hjælp til at få sin mad øset op på tallerkenen, hvilket hun selvfølgelig fik, men det var åbenbart glemt, da der fra køkkenet kom en ny forsyning af et eller andet og hun skubbede mig væk for at komme først☺.

Så glubsk vil jeg altså ikke blive når jeg bliver gammel…..øhhhh, ældre ☺.

En rigtig dejlig weekend til jer alle…….

2011-11-04T09:56:00.001+01:00

Jamen, er det ikke utroligt!
Denne skønne efterårsbuket kom mit 4 benede dagplejebarn med i går.

Om en halv times tid vil jeg gå op på 3. for at hente hende og så skal vi ud og gå en lang tur i det flotte vejr.
Rigtig god weekend til jeg alle ude i Blogland.

48,47 km blev det til i tirsdags…..

2011-11-03T08:16:00.001+01:00

Solen skinnede fra den smukkeste blå himmel og temperaturen lå omkring 16 grader, utroligt at kalenderen viste 1. november.

Jeg kom vidt omkring på mine 48,47 km, indrømmet de sidste 5- 6 km var ikke så sjove, som de første 42 – 43, men hjem kom jeg og der har ingen mén været efter turen. Og dog, jo for søren, blodsukkeret er faldet…..☺.

Selv aspargesmarkerne har antaget efterårsfarver.

Der var ikke megen aktivitet at spore på Wilhelmina kanal, hverken mod vest eller øst.

Wilhelmina kanalen løber mellem Amer ved Geertruidenberg og Zuid-Willemsvaart mellem Beek en Donk og Aarle-Rixtel og har en længde af 68 km.

Jeg tror, at jeg tidligere har fortalt, at jeg i mit første job i Holland fik tiltusket mig en plads, hvor jeg fra 3 sals højde kunne overskue Wilhelmina kanalen, det var fuldstændig vildt for en nordjyde, at have så smuk en udsigt og se alle flodbådene sejle forbi. Desværre varede fornøjelsen kun ca. 3 måneder, derefter flyttede firmaet til et industriterræn med udsigt til en tankstation ☺.

Wilhelminakanalen gør det muligt for større flodbåde på op til 1350 tons at sejle mellem Rotterdam og Tilburg, resten af kanalen kan der kun sejles med skibe op til 650 tons.

Hernede gør vi ikke kun i knallert 45! Nej, nej, her kan man skam få både biler og ”lastbiler”, der max. må køre 45 km/t. Jeg cykler jævnligt forbi denne autoforhandler, desværre er billedet elendigt, men altså en lastbil i den størrelse, der oven i købet hedder MEGA, den er da ikke til at stå for, vel?

Jeg har aldrig set en af ”lastbilerne” på landevejene, men personbilerne ses overalt og det hænder af og til, at de mener, at de har mere ret til at færdes på cykelstierne, end jeg har ☺. Der kræves kun et knallertkørekort til ”Brommobielen” og jeg mener, at bilen oprindelig var tiltænkt ældre eller handicappede. Men ”Brommobielen” ses ofte med en ung fører bag rattet og selvfølgelig er det jo ingen dårlig ide, man sidder lunt og godt og behøver ikke at investere i et kørekort, men farten kommer jo altså ikke over 45 km/t ☺. Jeg har måttet ty til internettet for at finde et billede af en personvogn, men den er da lidt sød.

Noord Brabant havde tidligere ord for at være der, hvor Hollands bønder bor. Mit umiddelbare indtryk er, at bondegårdene i mange tilfælde er erstattet af gartnerier. Der er utroligt mange af dem og de er intet mindre end enorme, i tirsdags kom jeg bl.a. forbi et gartneri, der dyrker peber, hvilket her altså hedder paprika! Tro mig, det voldte af og til problemer i madlavningen i begyndelsen ☺.

Hvide rådyr mellem Dongen og Sprang Capelle! Jeg mener også, at der gik en enkelt hvid lama rundt i indhegningen. Gad vide om ejeren samler på albinoer?

Holland er fyldt med smukke gamle huse, stilen er afhængig af området man befinder sig i. Men for søren, hvor kan jeg godt lide dem. Der står en del til salg for øjeblikket, blandt andet dette.

Men jeg er bange for, at det vil koste rigtig mange penge (alt for mange) og tid, før standarden kommer på højde med et af disse.

Så nåede jeg Walwijk!

Det er yderst sjældent, at vi kommer til Walwijk, uvist af hvilken årsag. Jeg kan huske, at vi i sin tid, var der for at se på en ejerlejlighed samt at vi en enkelt aften har gået aftentur i byen, men det er vist også alt.

“Historien om en by bliver fortalt med vokalerne fra gaden”

I tirsdags fandt jeg ud af, at Walwijk faktisk er en ret hyggelig by, fyldt med smukke gamle huse og mange caféer, der næsten var fyldte på grund af det fantastiske vejr. Jeg nøjedes med at købe en bolle med chorizo, tomat, ananas og ost, den kunne spises mens jeg cyklede rundt i byen. Det samme kunne desserten, der var et medbragt æble ☺.

Jeg fandt endda en garnforretning i Walwijk og da det er noget man må lede efter hernede, så er det en god adresse at kende. Sandelig om ikke også jeg kom forbi et polsk supermarked! Så vidt jeg ved, er der ikke lige noget jeg mangler derfra, men det må være dejligt for de mange polske arbejdere, der arbejder på gartnerierne, at kunne få fødevarer hjemmefra.

På torvet i Walwijk står denne bygning, den mest af alt ligner et gammelt kloster, men det viste sig at være byens tidligere rådhus.

Hvad jeg indtil i går ikke vidste, var at denne bygning er Walwijks nye rådhus. Jeg fulgte byggeriet af kolossen, hver da jeg kørte til/fra arbejde i Oosterhout. Fremskridt, ja måske for de ansatte, men når det kommer til skønhed, så synes jeg bedre om det gamle.

Walwijk har en helt fantastisk katolsk kirke St. Jan. Desværre har jeg aldrig været inde i den, men igen da jeg arbejdede i Oosterhout og kørte forbi den hver dag, tænkte jeg ofte på, hvordan mon den så ud på nærmere hold. Fra torvet ser den sådan ud.

Og tæt på ser kirken sådan ud, den er fantastisk, men desværre ligger den klemt inde mellem bygninger. Hvor ville det være flot, hvis den havde fået lov til at ligge på en stor åben plads. Stik mod hvad der er normalt for kirker, var den i går aflåst (eller måske fandt jeg bare ikke den rigtige dør) men den skal vi altså se ved lejlighed.

Mens jeg stod og lagde an til fotografering, gjorde en lille lastvogn fra Sligro holdt foran mig og chaufføren lagde ansigt og frisure i de rigtige folder til en fotografering ☺. Hvad han ikke vidste, var at han nu er havnet på en blog ☺☺☺.

Den protestantiske kirke er knap så overvældende, jeg har måttet låne billedet på internettet, idet jeg selv kun fik den øverste top fotograferet.

Jeg havde hjemmefra lagt en nogenlunde slagplan for tirsdagens cykeltur, men da jeg vekslede lidt mellem min egen rute og de fastlagte cykelruter, så jeg rigtig mange beboelseskvarterer i min jagt på de rigtige veje. Men pyt, som før skrevet så var vejret pragtfuldt og jeg skulle ikke være hjemme til bestemt tid.

Jeg kom også stik mod forventning forbi indkørslen til en af Hollands største forlystelsesparker ”Efteling”.

Rester fra året karneval, måske de skal genbruges til næste år ☺.

Overalt i Holland hænger lige pt disse bannere ”Giv ikke diabetes en chance”.

Gennem et stykke tid har jeg haft en voldsom trang til brunkål og under cykelturen blev trangen større og større. Menuen stod ellers på linsesuppe, men jeg kunne ikke slå brunkålen ud af hovedet. Jagten på et hvidkål gik ind og det lykkedes at også at finde et lille sølle udseende et samt et stykke bacon, hvor det var muligt at skære al fedtet væk og menuen stod på brunkål i tirsdags, det var en ovenud fantastisk nydelse. Jeg var lidt spændt på, hvad Frank ville sige til det, men selv om jeg ikke lige tror, at brunkål kommer til at figurere på listen over hans livretter, har jeg fået “GO” for at lave det af og til ☺.

ØGG´s

2011-11-01T09:10:00.001+01:00

Under sidste uges cykeltur til Breda, var jeg omkring en gade, hvor jeg rigtig godt kan lide at komme, mest for at kigge forretningsvinduer. Gaden er fyldt med smukke gamle bygninger, pragtfulde forretninger i den dyre ende af skalaen (bl.a. et par skønne køkkenudstyrsforretninger) og en kundeskare, der passer til butikkerne. Jeg var heldigvis afskåret fra at gå indenfor, idet cykeltaskerne var fyldt til bristepunktet og jeg havde ikke energi til at slæbe al indholdet med på shopping ☺ .

Mens jeg går på fortovet trækkende med cyklen, hører jeg pludselig en stemme sige på hollandsk ”Se her er en forretning, hvor de udelukkende handler med Øgg´s”!

Uanset hvor lang tid der går, så vænner jeg mig aldrig til at u udtales som ø i på hollandsk. Tro mig, det engelske sprog får også en ekstra dimension, når rigtig mange hollændere laver u om til ø ☺.

Jeg har fridag for hundepasning i dag og selv om jeg er langt bagud med at læse blogs, er det af sted på jernhesten, idet der stadig ikke er fremgang at spore i blodsukkertallet, tværtimod. Cykelberetning følger ☺.

En god dag til jer derude i Blogland.

Og så smuttede den uge, bare sådan lige uden videre…..

2011-10-28T11:44:00.001+02:00

Ugen har budt på et blodsukkertal, der bare stiger og stiger…..Grrrrr!

Min intense kamp mod det, har budt på timevis af fitness foran WII´en, på daglige cykelture rundt i Noord Brabant og gåture med det 4 benede dagplejebarn og lige lidt hjælper det. Ind i mellem har jeg lyst til at sætte mig på sofaen en hel dag og ikke lave andet end at strikke og læse blogs, for at se om det mon har en positiv effekt.

Ikke mere ynk, weekenden står for døren og solen skinner.

Onsdagens cykeltur gik mod vest, vejret var fantastisk, temperaturen lå omkring de 16 grader og alt var bare så smukt.

Jeg kan huske den første, jul jeg boede i Holland, da kom min datter og svigersøn på besøg og temperaturen på terrassen var hver dag mellem jul og nytår ca. 13 grader. De blev meget begejstrede for Holland den jul, men har siden set, at det er mere undtagelsen end reglen, at December byder på forårstemperaturer.

Onsdagens cykeltur endte i Breda, der er uendelig smuk med alle de skønne gamle historiske bygninger. Jeg har vist tidligere fortalt, at vi egentlig lige så godt kunne have boet i Breda, hvis ikke lige det var fordi, at Falkenberg parken, lige præcis den dag vi gik på huskig, var fyldt med junkies, der var travlt optaget af at handle og tage junk samt ældre mænd med plastposer fyldt med øl, der synes at det var tidspunktet var passende for et større slagsmål ☺.

Breda Museum.

Veemarktstraat.

Det var også denne uge, at jeg efter lang betænkningstid besluttede mig for at takke nej til et jobtilbud, som jeg tidligere har fortalt om. Firmaet kom med et nyt løntilbud, men det var stadig langt fra, hvad jeg synes er rimeligt for jobbet. Så indtil videre forbliver jeg husmor på fuld tid, men det er nu heller ikke så ringe ☺.

En rigtig god weekend til alle jer derude i Blogland.

Og jeg, som troede at mit hollandske var så nogenlunde……

2011-10-26T11:38:00.001+02:00

Tirsdagens cykeltur blev på 28 km, minus 100 meter!
På udvejen kæmpede jeg mod en strid modvind, men på hjemvejen fløj jeg.
Og så var det hele endda forgæves, øv!

For nogle dage siden, var jeg på biblioteket med min liste (tak til jer alle) over svenske forfattere og hurra, der var skam op til flere Liza Marklund bøger på reolen. Og så kom det spændende, at finde ud af, hvilken af bøgerne, der egentlig var nummer 1 i rækken, men heldigvis fandtes der et udgivelsesår, så jeg kunne glad og fro cykle hjem med de 3 første af hendes bøger i cykeltasken.

Da jeg læste Ken Follett var jeg uhyre stolt af mig selv, idet jeg fandt ud af, at det faktisk ikke betød noget om bogen var på dansk, engelsk eller hollandsk. Det samme forventede jeg selvfølgelig ville gøre sig gældende med Liza Marklund. Jeg har læst en bog af hende på dansk og jeg vidste derfor, at teksten er uhyre let læselig. Men jeg skal da lige love for, at der er en oversætter, der har sat sit præg på bogen, du godeste hvor er det en langsommelig affære, at læse Liza Marklund på hollandsk.

I går ”smuttede” jeg så lige på biblioteket for at finde bøgerne på engelsk, men der var ikke en eneste Liza Marklund bog på engelsk, mere øv! Senere har jeg fundet ud af, at der findes 1 stk. ”Postcard killers” den var udlånt, men er nu reserveret og indtil videre slider jeg mig gennem de hollandske udgaver med Gyldendals den røde i nærheden ☺.

Hvad du ønsker, skal du få……☺

2011-10-18T22:36:00.001+02:00

Til trods for diverse dårligdomme på matriklen (husbond slås på 4 uge med Iskias og vi er begge rendt ind i en mild influenza), så bød søndagens visit på utallige grineture. Gæsterne var de sødeste venner fra provinsen Overijssel, som er dejlige at være sammen med. Det hænder yderst sjældent, at der opstår en pause i konversationen, men hvis der endelig gør, så har mændene nok af emner at tage fat på bl.a. drillerier fra soldatertiden, hvor de lærte hinanden at kende eller den store forskel, der er på dialekterne i Overijssel og Noord Brabant ☺.

Værtindebuketten var en skøn efterårsbuket.

Gæsterne opfyldte også et stort ønske, som jeg har haft gennem det sidste par år, en gammeldags sykasse.

Da vi i det tidlige forår var på besøg hos søndagens gæster, snakkede vi loppemarkeder og jeg bad værtinden Jeanette om at holde øjne og ører åbne efter en sykasse ☺. Allerede få dage efter, ringede Jeanette og fortalte, at hun havde skaffet mig en sykasse. Hun og en veninde har hvert år en bod på et loppemarked i Hengelo, hvor de sælger diverse genstande fra oprydning, fejlkøb m.m. Det hænder af og til, at naboer og familiemedlemmer giver de 2 piger ting til loppemarkedet og i den forbindelse var der pludselig kommet en sykasse til huse.

Denne er enorm, jeg husker min mors som værende mindre. Samtidig er den i mørkt træ, hvilket jeg ikke tidligere har set, men det gør bare det hele meget bedre, idet møblementet i stuen netop er mørkt, så sykassen behøver ikke at være henvist til et værelse.

Den er fin, rigtig fin og eneste skade var lidt misfarve af det ene låg, men lidt belgisk møbelpolitur har klaret det meste af det. Men det gør heller ikke noget, at det kan ses, at den har stået i et hollandsk hjem gennem mange år. Nu er der tømt 10 – 15 gamle kagedåser og tingene er flyttet ind i sykassen…..skønt!

Vi burde skamme os…..

2011-10-15T20:08:00.001+02:00

Der er blevet handlet ind til morgendagens gæstebud plus andre fornødenheder…..
Der er blevet støvsuget og vasket gulv….
Der er lavet vanillesyltede abrikoser til desserten i morgen…

Og belønningen, lige om lidt, når chokoladen er tør, er disse, sammen med friske figner….☺

En rigtig god lørdag aften til jer alle ude i Blogland.

Frem- og tilbageblik…..

2011-10-13T14:16:00.001+02:00

Jønne skriver, at der har været lidt stille hernede fra ☺☺☺.

Nu er det skam ikke, fordi jeg ligger på sofaen og driver den af med en god bog, jeg har bare ikke rigtig følt, at der var været det helt store at skrive om, og så alligevel, det har der, men er det nu noget at skrive om på bloggen? Nu gør jeg det i hvert fald!

Fredag før vi rejste på ferie i Danmark, blev jeg ringet op af et job bureau, der ville høre om jeg var interesseret i at komme i arbejde igen? Det var en svær beslutning, jeg gav et delvist tilsagn og brugte så ferien til at tænke, om jeg nu egentlig ville eller ej.

Nu kommer der så en længere fristil over mit arbejdsliv hernede og jeg har fuld forståelse for, at eventuelle læsere hopper af her.

Inden jeg flyttede til Holland natten mellem 31. juli og 1. august 2002, havde jeg fra Danmark taget kontakt til et job bureau ved navn ”Undutchables”, for at forhøre lidt om arbejdsmulighederne for en dansker i Holland.

Grunden til, at jeg kan præcisere tidspunktet for min flytning så præcist er, at det var en afskyelig togtur, som jeg sent skal glemme. Alt mit bohave var flyttet til Holland, der manglede sådan set kun mig, tøj til ca. 3 uger, toiletartikler plus det løse, der dukkede frem hen ad vejen, da jeg ugen før afrejsen faldt og forvred min fod. Skadestuen sagde, den skal du holde i ro i 2 – 3 uger! Men det gik ikke, lejligheden skulle gøres ren, de få ting jeg havde tilbage i lejligheden skulle køres ud til min datter, hvor jeg opholdt mig de sidste dage, mens jeg fik gjort rent bord på mit job. Togturen foregik med en gigantrygsæk, der vejede 19 kg. plus det løse ved siden af, alt i alt en bagatel af 44 kg. (jo, jeg vejede det hele på badevægten) samt selvfølgelig den forbistrede forvredne fod, der sådan set lignede foden på en elefant, hvilket gjorde at eneste aktuelle fodtøj var badesandaler! Var jeg ikke rendt ind i en sød ung professor fra universitetet i Leiden, der var så godt opdraget hjemmefra, at han hjalp med bagagen et langt stykke af vejen, så havde jeg nok sat mig tudende på gulvet i toget ☺.

Nå, men tilbage til sagen! Jeg fik efter 14 dage i Holland job hos et svensk firma, der havde besluttet sig for, at blandt andet alle de skandinaviske landes indkøbsaktiviteter skulle flyttes til Holland. Jeg var en del af det hierarki, der skulle sørge for at de indkøb, der blev foretaget af firmaets skandinaviske medarbejdere, kom igennem godkendelsessystemet. Herligt job og utroligt søde mennesker, de skandinaver. Senere mente man, at jeg da også godt kunne tage England under mine vinger samt et par andre aktiviteter. Kors, hvor jeg knoklede og var sjældent hjemme før ved 20 – 21 tiden om aftenen.

Efter at være sluppet af med England igen, mente man fra firmaets side, at jeg godt kunne stå for implementeringen af det polske kontor til Holland, hvilket endda lykkedes uden de store sværdslag. Den succes gjorde, at man fratog mig alle mine skandinaviske kunder og overlod mig det store slag med også at få det ungarske kontor ind under de hollandske vinger. Hold da op for en bjergbestigning! Det var hele tiden 1 skridt frem og 3 tilbage, jeg kom bare ingen steder, der var ingen hjælp at hente og jeg hadede hver eneste dag, jeg gik på arbejde. Der blev brugt mange aftner/nattetimer på at skrive alenlange forslag til forbedringer af dette og hint og lige lidt hjalp det. Efter 1 år med den ungarske kamp og 4 år i firmaet gav jeg op!

En del af årsagen til jeg gav op var måske, at jeg fik tilbudt et andet job. En dejlig dansk pige, som jeg lærte at kende i mit første job i Holland, havde fået tilbudt et job i et amerikansk firma, men da hun på daværende tidspunkt var ved at pakke hele familien sammen for at flytte til Danmark, henviste hun til mig.

Igen var jeg tilbage hos mine skandinaviske kunder, ren lykke! Det var ganske vist en helt anden type job og en helt anden type varer firmaet solgte, her havde jeg mest kontakt med universiteter, sygehuse og større skandinaviske firmaer. Til trods for, at de skandinaviske kunder havde været vant til, at firmaet havde en repræsentant i hvert land, der tog sig af alt, hvad der måtte opstå af problemer og service, modtog de mig med åbne arme.

Det var lidt en svær balancegang, idet man fra den hollandske ledelses side absolut ikke havde været vant til at skulle tænke på de skandinaviske kunder og intet kendte til de forskellige forretningsgange der. Det der gjorde, at jeg elskede jobbet, var kunderne, fantastiske mennesker og de skandinaviske teknikere, der var villige til at gå gennem ild og vand for deres kunder.

På et tidspunkt ansatte man en hollandsk pige, der sammen med en englænder, skulle stå for den engelske afdeling, men det gad hollænderinden bestemt ikke og på snedig kvindevis lykkedes det at få support for det engelske kontor bugseret over på mit skrivebord.

Da jeg kun havde min skandinaviske kunder, kunne jeg køre hjemmefra omkring 6.15 om morgenen med det resultat, at jeg var på min pind når de morgenfriske Skandinaver havde brug for mig og jeg undgik den forbistrede kø på motorvejene. Men da England kom ind i billedet, blev flextiden suspenderet, idet de engelske kunder var langt vigtigere end de skandinaviske og arbejdstiden kunne først afsluttes efter kl. 18. Jeg har ikke tal på de småveje og mindre landsbyer, som jeg stiftede bekendtskab i kampen for at undgå at sidde i kø på motorvejen. Arbejdsugerne blev desuden på et sted mellem 55 – 65 timer plus selvfølgelig transporten og livet var ikke sjovt. Jeg ved ikke hvor mange gange influenza jeg nåede at have i løbet af godt og vel ½ år, men det var ikke få og lægen advarede.

Efter mange søvnløse nætter med spekulationer sagde jeg mit job op. Jeg orkede ikke længere, jeg var træt, træt og atter træt.

Jeg har nu nydt livet som hjemmefræsende husmor i knap 3 år, det har været uendelig dejligt at kunne gøre lige præcis, hvad der passer mig. Men det sidste halve års tid har jeg kunnet mærke en vis kriblen for at komme tilbage på arbejdsmarkedet igen. Jeg er nu helt ude over mine tidligere oplevelser, jeg vil godt udfordres igen. Men hvor meget/lidt og i hvilken type job, det havde jeg overhovedet ikke gjort op med mig selv, da “Undutchables” ringede den fredag og tilbød mig et job.

Lige nu og her er vi gået lidt i stå ved mine lønkrav! Jeg har besluttet mig for, ikke at gå på kompromis med mine ønsker. Jeg har lært en del af mine tidligere jobs hernede, jeg har lært en del om mig selv, hvad jeg er i stand til og ikke er i stand til. Jeg har lært, at man er nødt til at sige NEJ ind i mellem og holde fast ved det. Jeg har lært, at jeg ikke skal lade mig skubbe ud i ting, som jeg inderst inde ikke har lyst til. Men derudover, så er jeg da vildt stolt over i det hele taget at blive spurgt, for jeg er jo immervæk ikke nogen årsunge længere ☺. Lad os se, hvad det hele ender med, jeg er bestemt åben for arbejdsmarkedet igen, men ikke for enhver pris.

Svenske forfattere…..

2011-10-10T16:46:00.001+02:00

For søren da, hvor de kan noget, de svenskere!

For år tilbage husker jeg, at jeg læste alt, hvad jeg kunne få fat i af Maria Lang og senere af Per Wahlöö og Maj Sjöwall.

Inden jeg sidste sommer lånte Stieg Larssons Millennium trilogi af min datter, tænkte jeg hver gang, jeg så en ny rosende omtale af bøgerne, om de virkelig kunne være så fantastiske? Men jeg var totalt tabt for omverdenen i den lille uges tid, det tog at læse bøgerne, det var en utrolig oplevelse, sikken en research og sikken en evne til at fange læseren. Jeg mente, at min mand måtte have den oplevelse med og gav ham først første bind, for at se om det var noget for ham. Men da den var slugt på meget kort tid, måtte jeg på jagt efter de 2 næste, for han var nøjagtig lige så begejstret, som jeg havde været. Senere var vi så utroligt heldige, at få trilogien forærende på DVD og igen var vi tabt for omverdenen. Jeg plejer at påstå, at der ikke er noget der kan få mig til at koncentrere mig så meget, så jeg ikke ænser hvad der foregår omkring mig, men Millennium kunne ☺.

Da vi var i Danmark på ferie, fik jeg sammen med et eller andet dameblad, ”Søndag” tror jeg, en bog af Liza Marklund ”Livstid”. Den lå uåbnet i et par uger, men nu er den også slugt ☺.

Hvad er det de kan, de svenskere? Jeg tror, at jeg skal holde lidt mere øje med svenske forfattere på biblioteket hernede.

Efterårsvejr og husbåde…..

2011-10-06T19:41:00.001+02:00

Efteråret har indfundet sig, sådan helt og aldeles, i dag!

I formiddags regnede det så meget, at det 4 benede dagplejebarn overhovedet slet ikke trængte til at komme udenfor, heldigvis blev det tørvejr efter frokost og den vanlige ro og orden kunne genoprettes.

I tirsdags nåede jeg at få en cykeltur til Tilburg i det lidt disede morgenvejr.

Halvanden time senere, så det lidt lysere ud.

Indtil for kort tid siden anede jeg ikke, at vi havde husbåde så nær.

Jeg er lidt, nej meget, vild med husbåde og tror godt, at jeg gad at bo på sådan en, men de er altså ikke helt billige, hvis man vil have en af nogenlunde standard og da det drejer sig om, at der er vand, vand og atter vand i kælderen, så tror jeg ikke, det går an at gå på kompromis med standarden.

Eindhoven

2011-10-05T10:27:00.001+02:00

I mandags havde jeg et par aftaler i Eindhoven, Hollands 5 største by med godt og vel 216.000 indbyggere.

Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men jeg har aldrig synes særlig godt om Eindhoven. En af årsagerne kan måske være, at der findes meget lidt ældre byggeri i byen. Det er skam ikke fordi jeg har noget imod moderne byggeri, slet ikke, men nybyggeriet skal helst have en vis charme, før jeg finder det attraktivt. En del bygninger i Eindhoven, får mig altid til at tænke på tidligere østeuropæisk byggestil, med tonsvis af beton og ikke ret meget andet.

Men Eindhoven har alt hvad man overhovedet kan ønske sig, et fantastisk handelsliv, et verdenskendt universitet med et stort viden center, i henhold den yngre generation har byen også for et fantastisk aften/natteliv og sidst, men selvfølgelig ikke mindst PSV. Jeg arbejdede i byen et par år og det var egentlig yderst sjældent, at jeg bevægede mig ind til centrum, det vildeste jeg kunne svinge mig op til var at besøge en garnforretning i et af shoppingcenter i nærheden af jobbet. Dagligvareindkøb blev foretaget på vejen hjem i den idylliske by Oirschot, det kunne jeg ligesom bedre forholde mig til ☺.

Men altså i mandags var jeg i Eindhoven og mellem første og anden aftale havde jeg halvanden time, som blev brugt på at trave rundt i byen.

Rundt 1900 var den industrielle udvikling i Eindhoven stor, der var tekstil-, tobaks-, hatte og tændstik fabrikker, samt selvfølgelig Philips fabrikken, der blev startet i 1891 og DAF der kom til i 1930. Siden 2. verdenskrig er de fleste fabrikker forsvundet, DAF eksisterer stadig i byen, hvorimod Philips kun har videncentret fra Philips Lighting og Philips Research tilbage i byen. Overalt i byen ses de store gamle fabriksbygninger fra Philips, enkelte er blevet omdannede til lækre lejligheder og andre står stadig tomme.

Midt i centrum, på 18 septemberplein foran varehuset Bijenkorf, der er et af Hollands bedste og dyreste varehuse (hold da op, hvor blev jeg fristet mange gange derinde i mandags, men tegnebogen forblev i tasken), kommer der 2 besynderlige rør op fra undergrunden, de var kommet til, siden jeg sidst har været på pladsen. Da min anden aftale, min tidligere kollega Rosemary dukkede op, fandt jeg også ud af hvad der foregik indeni rørene, det var nedgangen til cykelparkering, smart.

Det er specielt at køre gennem Eindhoven om aftenen, de kan noget med lys i den by ☺. Desværre har det ikke helt samme effekt at fotografere de forskellige ”lyskunstværker” i dagtimerne.

Men uanset hvor meget godt, der er at sige om Eindhoven, så bliver det aldrig min by.

Ferie - 4 og allersidste del ☺.

2011-10-02T16:23:00.001+02:00

Torsdag var en stor dag, en meget vigtig dag og egentlig årsagen til, at vi holdt ferie lige præcis på det tidspunkt vi gjorde. Karoline, mormors guldklump fejrede sin 6 års fødselsdag. Ubegribeligt som tiden drøner af sted, jeg synes ikke det er ret mange dage siden, at jeg kørte på Rijksweg N65, kort før Berkel Enschot på vej på arbejde, da min svigersøn ringede og fortalte, at hun var født.

Et af barnets hedeste ønsker for dagen var morgenmad på sengen! Gad vide, hvem hun har det fra? (Det er bare ikke så tit jeg får det ☺).

I løbet af formiddagen blev de sidste exportindkøb foretaget sammen med en lille sightseeing tur rundt i det dejlige område syd for fjorden.

Efter skoletid gik farmor, Frank og jeg i samlet flok op for at hente prinsessen i skole og hyggede med hende, indtil de stolte forældre, morfar og lidt senere lillebror kom hjem.

Efter morfars ankomst blev den sidste gave overbragt……..gaven fra alle os bedster.
Det dejlige barn havde ønsket sig en cykellås samt at få sæde og styr skruet højere op på cyklen! Først kom cykellåsen, denvar hun vældig tilfreds med ☺.

Og i stedet for at få skruet sæde og styr op, så fik hun en ny cykel. Tak til morfar fordi han igen, igen ville tage sig af gaveindkøbet. Hold da op, hvor gaven vakte lykke.

Om aftenen var vi ude og spise (igen, igen), denne gang var det på Bones! Her fik jeg spareribs i en helt fantastisk marinade og salat i overdådige mængder.

Mon ikke snart maden kommer…………

Alt i alt en rigtig dejlig dag for os alle, fødselsdagsbarnet, de stolte forældre, lillebror samt alle os bedster. Da de var 2 i klassen, der havde fødselsdag samme dag, stod den på Disko om lørdagen i klassekammeratens store opvarmede dobbeltgarage! Det ville nu ikke have været helt ringe at have overværet det fra et skjulested ☺.

Det er utroligt, som ens tilværelse bliver beriget med sådan en lille størrelse og nu er der oven i købet 2 børnebørn. Da jeg ikke ser dem til hverdag, følger jeg udviklingen på en helt anden måde end de bedsteforældre, der er nær hende. Hvad jeg husker bedst, fra da Karoline var mindre, var udviklingen i sproget og at perioden fra man skulle tænke over ordvalg og til at hun var med på ”voksentale”, ikke var ret lang. Af og til har jeg lidt svært ved at følge med i hvad en 6 årig egentlig kan og ikke kan, hvilket nogle gange sikkert er irriterende for Karoline og andre gange selvfølgelig skal udnyttes ☺. Vi var så heldige, at lillebror startede på at gå ugen før vi kom, herligt at vi fik lov til at træne med ham, mens vi var der. Savnet er stort i hverdagen og de knap 1000 km. er lang vej, men så meget mere intens er samværet, når vi endelig er sammen.

Fredag var store hjemrejsedag og det lykkedes os ved hjælp af lidt udvidet planlægning og snilde at få plads til det hele ☺.

Vi havde pitstop i Kristiansfeld, hvor kaffen….og honningkagen…..og æblekagen blev indtaget. Som om vi trængte til mere at spise☺, men vi skulle jo sige farvel til Danmark med manér.

Kort før Elb-tunnelen meldte de 7 km kø over radioen! Takket være al den moderne halløj, som nutidens biler er udstyrede med, blev vi enige om, at vi i hvert fald ikke havde lyst til at sidde og vente ved Elb-tunnelen, nej, nej vi ville drøne gennem Hamburg ☺.

Godt gik det, vi ramte Hamburg lige midt i fredag eftermiddags myldretiden, men det lod jeg Frank om at klare.

Men jeg brugte tiden på at kigge og fotografere, vi kom endda gennem St. Pauli.

Jeg tror godt, at jeg gad at bo i Hamburg, hvis jeg kunne bo på 2 eller 3 sal i denne bygning.

Om vi havde sparet tid ved at køre gennem byen, var vi ikke rigtig klar over, men i hvert fald var det (for mig) langt mere sjovere ☺.

Ferie del 3.

2011-09-28T21:09:00.001+02:00

Endelig var vi der, det havde jeg ventet på i næsten 10 måneder!

Selv om jeg er blevet krammet et par gange i samme 10 måneder af samme dejlige barnearme, så kan det altså bare ikke gøres for tit, for det hører absolut til toppen, at få en krammer af verdens dejligste børnebørn (i min verden, altså ☺).

Fredag var skolen lukket pga. et eller andet med for mange skoledage og vi fik lov til at være barnepiger på Karoline. Fra morgenstunden var der tonsvis af planer for, hvordan dagen skulle tilbringes, men et er teori, noget andet praktik….vi hyggede, vi travede tur for at lede efter kastanjer, vi fodrede ænder, vi var omkring skolen for at se den og vi dryssede rundt og lavede ingenting. Pyha, sådan en dag er guld værd.

Undskyld haveejer, at jeg forevigede din havedekoration uden at spørge om lov, men jeg synes, at den var så sjovt, at jeg ikke kunne lade være.

Fredag aften stod i gavemodtagelsens tegn! Jeg havde i fødselsdagsgave ønsket mig en beskeden middag i det nordjyske, men da ungerne ville udvide gaven med en forsinket bryllupsgave middag, var alle sejl sat til! Du godeste for en gave!

De unge mennesker havde bestilt bord på Sohngårdsholm Slot, et fantastisk sted der absolut kan anbefales. Efter modtagelse blev vi ført ned i slottets kælder og kunne under indtagelse af et glas med bobler og lidt nødde/olivenhalløj beslutte os for, hvilke af husets 2 menuer vi ville gå ombord i.

Det endte med en 6 x overraskelsesmenu med tilhørende vine!!!!
Inden start havde jeg en intension om, at alle retterne skulle foreviges for eftertiden, men efterhånden som den pragtfulde vin kom i glassene, glemte jeg alt om fotografering ☺. Min datter tog et par billeder af den enorme glassamling, det kan blive til, når 5 x m/k er ude at spise ☺. Menuen, den skal opleves, den kan ikke beskrives, den var ekseptionel og utrolig vidunderlig. Ingen tvivl om, at der skal oprettes en sparegris og formålet for indholdet skal være et nyt besøg på Sohngårdsholm Slot ☺.

Søndag eftermiddag, som et lyn fra en klar himmel, blev jeg overfaldet af en forkølelse. Den gjorde, at energiniveauet for resten af ferien blev nedsat. For søren da også, hvorfor er det altid når vi er i Danmark og sammen med min lille familie, at jeg bliver ramt af et eller andet irriterende.

Men vi nåede da en del af alt det planlagte…..
Middagssvisit hos gode venner.
Et par kaffevisitter hos andre gode venner.
En formidabel frokost hos et kært familiemedlem, der samtidig havde sørget for, at vi fik set andre kære familiemedlemmer.
Der var desværre ting vi ikke nåede, men det må være årsag nok til et snarligt genbesøg.

Vejrguderne var utrolig venligtsindede, da turen gik mod Hjørring.

Hyggelige og dejlige Hjørring, hvor jeg engang drømte om at bo ☺.

Dette kunstværk har jeg brugt megen tid på at kigge på under øvelser og arbejdsperioder i Hjørring.

Især kuglernes indhold fandt jeg fantastisk.

Ferien blev også udvidet med jævnlige besøg i forskellige byer, for at lede efter apoteker, der var leveringsdygtige i Hexokain, Ibuprofen og papirlommetørklæder. Af en eller anden uforklarlig årsag, havde jeg fået smidt en næsespray i tasken, inden vi kørte hjemmefra (6. sans?). Nå, men i hvert fald, så håber jeg ikke, at jeg har nået at smitte nogle på vor vej rundt i det Nordjyske og jeg forsøgte at begrænse krammene til det mindst mulige.

Under et besøg på dette hyggelige apotek i Hjørring, havde vi en sjov oplevelse. Mens den søde apotekerassistent betjente os, snakkede hun om valget og ville vide om vi var tilfredse med udfaldet. Vi var ikke helt i stand til at følge hendes snak og efter nogen tid fortalte jeg hende, at vi ikke boede i Danmark, men i Holland. Til det svarede hun “Hvor snakker du godt dansk til at bo i Holland” ☺☺☺.

Onsdag morgen var det tid for julegaven fra min datter og svigersøn….. Brunch med bobler! Vi havde gransket den tykke brochure adskillige gange, for at finde det helt rigtige sted for gavens indtagelse, men da vi under Danmarksbesøg altid er forbi ”Luna”, blev vi enige om at kombinere, hvilket resulterede i en pragtfuld brunch i dejligt kendte omgivelser. Jeg brokkede mig ganske vist over, at sofaen var væk, da jeg inden besøget havde forestillet mig, at jeg skulle sidde og trone i den og samtidigt overskue hele etablissementet. Men sådan går det, når man ikke lige har sin gang i Aalborgs gader hver dag. Tjeneren påstod, at det var ca. 5 år siden at sofaen var afgået ved døden.

Onsdag eftermiddag var helliget indkøbsraid i Aalborg og omegn af alle de ting der nu SKAL med til Holland! Jeg er sikker på, at husbond har nok Belsø´s morgenknas til vintermånederne, vi har plastposer i alle afskygninger, frugtstænger, Ajax´en med salmiak til vinduer, osv. osv. og vi blev endda enige om, at droppe nogle af de ting, der sædvanligvis skal med sydpå.

Vi nåede også at besøge min datter på jobbet og fik set den pragtfulde udsigt hun har fra kontoret. Den gad jeg godt at have ☺.

Sidst, men ikke mindst, så fik vi begge købt nye støvler til at imødegå vintervejret. Husbond havde ellers hjemmefra meldt ud, at han denne gang IKKE ville købe fodtøj i Danmark og at han havde nok, men fristelsen var for stor.
Jeg faldt pladask for mit livs første Angulus støvler! De minder utrolig meget om et par Bubetti støvler, som jeg købte i 1998 og som har holdt indtil sidste år, hvor skomageren sagde, at nu kunne han altså ikke reparere den mere ☺.

Ferie del 2

2011-09-26T14:05:00.001+02:00

Tirsdag morgen lagde vi endelig ud med kurs mod Danmark!

Meningen var, at vi ville have spist morgenmad på vort sædvanlige morgenmadssted på 7´eren, Autohof ved Vechta, hvor de i truckersrestauranten serverer et overdådigt morgenmåltid til meget billig penge og hvor en lidt kortskørtet dame oppe i årene bliver ved med at skænke kaffe op, så lang tid man overhovedet orker at drikke den. Men de havde glemt at informere os om ændring af sluttid for morgenmad! Altså blev det cafeteria morgenmad til en anden pris og en anden betjening, for morgenmad skulle der til.

De første feriedage blev tilbragt på Sydfyn og for søren, hvor var det dog hyggeligt at køre gennem byer som Jordløse, Hårby og se vejskilte til Strandby, byer som jeg kender næsten til hudløshed på papiret, efter mange års slægtsforskning i min tidligere mands familie, men som jeg ikke kan huske nogensinde at have været i. Vi nød det bakkede område og følte os på enkelte steder hensat til alpekørsel, skønt!

Vi nåede Svendborg først på aftenen og var hurtigt installerede på hyggelige Hotel Ærø.

De kan noget med morgenmad på det hotel, det var så lækkert, at det næsten ikke kan beskrives. De havde det mest fantastiske brød, de hjemmelavede marmelader burde de sælge, så hele verden kan få del i dem, blandt andet var der en fantastisk brombærmarmelade med kanel. Alt var bare ovenud perfekt.

Onsdag var helliget udflugt til Odense, idet husbond gerne ville se Jernbanemuseet. Igennem mange år har jeg haft min gang i Odense, idet mine tidligere svigerforældre boede der. Jeg har altid elsket byen, idet den i mine øjne trods størrelsen, stadig virker som en hyggelig provinsby og et sted, hvor det er dejligt at gå på opdagelse. Men for søren, hvor er der sket meget i de ca. 12 år, der er gået siden jeg sidst har været i Odense.

Hvis jeg var blevet spurgt om Jernbanemuseet stod øverst på min liste over steder, som jeg gerne ville se, havde jeg sagt bestemt nej. Men hvor er jeg glad for, at det stod øverst på husbonds, for det var bestemt en spændende oplevelse.

Der var de skønneste opstillinger overalt på museet samt et par tilbageblik til barndommens land, da vi kørte med tog til skole om vinteren.

Og sørme om ikke også Jernbanemuseet var i stand til at få husbond tilbage til soldatertiden, der foregik i Holland og i Tyskland, idet de havde udstillet en Leopard kampvogn.

Jeg ville ikke have troet det, men jeg kan på det kraftigste anbefale et besøg på det museum.

Hjemmefra havde jeg planlagt forskellige forretninger i Odense, der skulle frekventeres, men vejrguderne ville det anderledes. Da vi var på vej til Brandt Klædefabrik, blev der i den grad åbnet for sluserne og da de medbragte paraplyer lå selvfølgelig i bilen, blev der ingen shoppingraid til Annette.

Torsdag var der afgang og på anbefaling af den søde dame, der stod for morgenmaden på hotellet, fulgte vi østkysten til Nyborg.

En dejlig tur, som det er mange år siden jeg sidst har været på. Alt var hygge og idyl og så smukt, netop som Fyn er.

I Nyborg gjorde vi holdt, for at se slottet, få en kop formiddagskaffe og foretage lidt shopping ☺.

En helt igennem dejlig by, der viste sig fra sin smukkeste side, da vi var der.

Jeg så engang for mange år siden Nyborg slot og har siden da af og til tænkt på den lille udbygning på muren, som jeg mener at kunne huske indeholdt toilettet ☺.

Fra Nyborg gik kursen mod Nordjylland, hvor vi havde lovet at være barnepiger til mine 2 guldklumper af børnebørn, så forældrene kunne komme ud og afgive deres stemme til valget.

Ferie del 1.

2011-09-25T13:35:00.001+02:00

Ja, så er der 2 ugers godt brugt og meget dejlig ferie billigt til salg.

Ferien startede lørdag med fuld sol og vindstille, det måtte fejres med en cykeltur ud i det blå. Vi endte i Oosterhout, hvor vi efter en travetur rundt i byen, blev fristede af en sen frokost på ”De vrijheid”. Restauranten ligger dejligt ved byens slotspark og da vejen fra byens største parkeringsplads og indtil centrum passerer forbi restauranten, er der altid noget at se på ☺.

Efter frokosten travede vi en tur i slotsparken, hvor denne skønne lille idyl ligger.

I parken står også dette kunstværk ” De Anoniemen”, udført af kunstneren Paul Elshout.

Inden hjemturen var vi forbi Franks onkel og tante, hvor vi sammen med kaffen nød den fantastiske udsigt mod Breda, der er fra deres lejlighed på 9. sal. På hjemvejen fik jeg lokket Frank til at gøre et allersidste forsøg på, at finde det forsvundne kunstværk ” Contemplatieve plek” i skoven. Og sørme om ikke den pludselig stod foran os, uden vi behøvede at søge!

Om kunstværket står i den kommunale folder, at det er en plet, hvor man kan finde fred og ro. En plet, hvor der egentlig ikke er noget. Imellem 3 stykker mur i den Korsikanske skov, finder man sådan en plet. Under fødderne ligger kun sand. Murene skærmer denne kontemplative plet af fra verden udenfor!

Til design og udførelse af muren brugte Frank Bezemer den specielle teknik af Le Roy. Der er kun brugt affaldsmaterialer fra håndværkere og vejarbejdere. Resultatet er bemærkelsesværdigt og den struktur der opstår, giver plads for reder til forskellige fugle.

Endelig er alle kunstværkerne fundet og der er ro i det lille hjem ☺.

“Overraskende kunst”.

2011-09-10T22:27:00.001+02:00

Med fare for at gentage mig selv, så kan jeg ikke lade være med at påpege, at det er fantastisk hvad det at have en blog kan føre til ☺.

Denne gang er bloggeriet den egentlig årsag til, at jeg i går fredag cyklede knap 22 km. gennem mudder og pløre i et skovområde, hvoraf en stor del egentlig tilhører skotske højlandskvæg og vilde heste. Men for søren da, hvor jeg hyggede mig ☺.

Det hele startede, da jeg i et indlæg skrev, at Frank og jeg havde cyklet rundt i en skov og ledt efter noget, der med lidt god vilje kunne ligne ruinerne af et tårn. Et bygningsværk, som jeg engang under en travetur sammen med Roxy og dens menneskemor havde set .

På daværende tidspunkt anede jeg intet om tårnet/ruinen, men på et skilt nær ved bygningsværket stod, at der var tale om kunst! Via en dansk blogger (tusinde tak for dit input) fandt jeg ud af, at der faktisk var flere kunstværker i den skov, der strækker sig over et større område i vor kommune og 2 nabokommuner. Nysgerrigheden var pirret, det måtte undersøges ☺.

Egentlig burde kunstværkerne ikke have været den helt store overraskelse, idet en nøje beskrevet kunstrute på 13 km. med ”Overraskende kunst” faktisk var beskrevet i det kommunale blad, der dumpede ned i vor postkasse i oktober 2008.

Ergo, fredag eftermiddag blev cyklen sadlet og jagten gik ind på det første kunstværk ”Contemplatieve Plek”, hvilket er tårnet/ruinen, der havde startet det hele. Jeg fandt det ikke, men du godeste, hvor fik jeg cyklet meget gennem mudder og plørede stier. Jeg priste mig lykkelig for, at husbond havde fået lov til at bestemme, at min gamle danske racercykel forrige år skulle erstattes af en god gedigen hollandsk damecykel, der passede bedre til en kone i min alder, idet dæktykkelsen på den hollandske er noget nær det dobbelte af racerens dæk. Selv om jeg ikke fandt kunstværket, så jeg til gengæld en del andet under min søgen. 2 steder i skoven var der opsat/lagt blomsterbuketter og kranse, hvilken tragedie mon lå bag de blomster? Jeg fik hilst på rigtig mange mennesker, der var ude at gå eller ride.

Efter at have opgivet jagten på den ”Contemplative plek” gik jagten ind på det følgende kunstværk ”Duiventoren” (duetårnet). Det kostede også et par omkørsler, idet tårnet ikke stod på det sted, hvor den røde klat der skulle forestille tårnet, var på kortet. Pludselig, da jeg fræsede rundt og ledte efter en sti, der skulle føre mig ind i vildnisset var det der, duetårnet. Det stod oven i købet på et større grønt område, som det sikkert vil være rigtig dejligt at besøge på en varm sommerdag.

Det var faktisk ret imponerende og i beskrivelsen står, at duetårnet står i skarp kontrast til det mørke vand og træerne. Den store colombier, der er lavet af arkitekterne Robbrecht og Deam, står som en totempæl, bygget af kalksandstens blokke. Den har en ulige struktur og en naturlig udstråling.

Videre til næste kunstværk på ruten!

På vejen dertil mødte jeg endnu flere ryttere og endda et par hestevogne. På et tidspunkt så jeg en fantastisk smuk hest med et flot seletøj, der nærmede sig i skarpt trav og jeg kunne ikke lade være med at kommentere det flotte syn til kusken ☺.

Rutens 3 kunstværk hedder ”Legetøj i det grønne”.

Om det står der: En rutsjebane i skoven. Ja, det er korrekt. Bebyggelsen, der er udført af Jeroen Veenstra, består af en metalkonstruktion med træplanker. Den får en til at tænke på et stort stykke legetøj, som en togbane der er formet som et 8 tal.

Heldigvis lå det fjerde kunstværk på samme vej og da vejen endda var asfalteret var det ren luksus. Det gik også fint med at finde ”Gezichtsbedrog langs het water” (Synsbedrag ved vandet) fra bagsiden, inde mellem træerne, men at komme ind og fotografere forfra, det var noget af en opgave. Efter lang tid søgen fandt jeg en smal sti gennem mudderet og igen kom den hollandske dæktykkelse mig til hjælp“.

Pludselig tårnede ”Synsbedrag ved vandet” sig op foran mig. Et andet sted kaldes det stalden, men nogle havde i hvert fald forsøgt at holde varmen inde i kunstværket, idet det bar tydeligt præg af brandstiftelse. For at få et par billeder måtte jeg ind på de skotske højlandskvægs domæne og kunne skimte dem græssende på den anden side af en sø.

Udsigt gennem staldens dør.

Om dette synsbedrag står i den lille kommunale fra 2008, at denne stald står ved kanten af de søer, der er opstået ved lergravning. At det netop er en stald, er i sig selv ikke forbavsende, idet der også går græssende højlændere rundt i området. Dog er det noget med den stald. Den står ikke, hvor publikum forventer at finde den og konstruktionen er mærkværdig. Langt fra synes nær og omvendt. Bare rolig, der er intet i vejen med Deres øjne. Jeroen Doorenweerd, der har bygget stalden, har anvendt omvendt perspektiv i konstruktionen.

Undervejs til det følgende kunstværk fandt jeg ud af, at der stadig går vilde heste i skoven. Tidligere så vi dem af og til, men det er lang tid siden sidst. Der er hver vinter en diskussion hernede om man i kommunerne skal fodre vilde heste eller ej og jeg var bange for, at hestene ikke havde overlevet, men de er der heldigvis stadig.

Det følgende kunstværk var ”Vleermuiskelders” (Flagermuskældre) og det lå heller ikke lige på ruten. Det var nok det, der kostede mig flest ekstra kilometer og jeg havde egentlig opgivet at finde det, da jeg på hjemvejen pludselig opdagede noget rødt, der bevægede sig langt inde i skoven på den anden side af en sø. Ergo måtte der være en sti og mig af sted! Det lykkedes at finde kunstværket, men havde jeg ikke haft den kommunale blad i hånden, så tror jeg ikke jeg ville have opdaget dem. Igen overraskende kunst!

Det kommunale blad skriver om Vleermuiskelders: Fra en større afstand opdager De nogle lave bygningsværker. Nysgerrigheden gør, at De gerne vil tættere på, men bygningsværkerne står på en ø, hvortil De ikke bare lige kan komme. Det ligner ruiner fra en gammel kultur og De bliver ved med at tænke på, hvad byggeriet mon er. Indgangen til de 3 flagermuskældre er lavet af Pjotr Muller og hvad man kan se fra stien synes at gå i et med landskabet. Fuglene kan lave reder på de bølgende former og flagermusene kan bosætte sig i kældrene.

Alt i alt en herlig cykeltur med en del overraskelser, som jeg takket være en dansk blogger fandt ud af eksisterede. Egentlig var det meningen, at jeg på hjemvejen ville have søgt efter det første kunstværk endnu engang, men vejret indbød egentlig ikke til fortsat cykelaktivitet. Der var diset, lummert og det begyndte at småregne, så det måtte vente til en anden gang.

Yes, det lykkedes….. Tour de Oisterwijk!

2011-09-07T22:29:00.001+02:00

Jeg kan næsten ikke få armene ned af bare stolthed over, at jeg gennemførte min tur!
Dagens cykeltur til/fra Oisterwijk blev på 48,69 km. Turen dertil tog knap 1½ time, hjemturen var straks en lidt længere fornøjelse, idet den foregik i modvind med regn på en stor del af turen, den tog 1 time og 55 minutter (husbond havde skam tilbudt at komme og hente mig ☺).

Der lå flere ting i, at jeg var stædig og ville cykle turen. Jeg har fået lov til at slippe for den ene slags diabetes medicin, hvilket bare er lykke, idet de 2 forskellige slags jeg har prøvet, har haft en del bivirkninger. Prisen for at slippe, er endnu mere motion samt jævnlig check af blodsukker. Samtidig så ville jeg bevise for mig selv, at jeg kunne!

Idyl ved bygrænsen til Oisterwijk, byen der også kaldes “Brabants perle”. Endnu skinner solen.

Billedmaterialet i dette indlæg vil nok forekomme temmeligt overvældende, men der er en helt speciel årsag til det. En af mine medbloggere har en penneveninde i Oisterwijk og jeg har for lang tid siden lovet, at hvis jeg kom til Oisterwijk, så skulle der komme billeder ☺.

De her, de måtte altså med, selv om de kunne være fotograferet overalt. De var umådeligt yndige de små kyllinger, der trissede afsted efter mor og ikke stod stille i mange sekunder ad gangen.

Tilburgseweg, Oisterwijk.

Sint Petrus Banden kirke, Oisterwijk.

Mere idyl, Kerkplein Oisterwijk

Kerkplein/Begijnhofstraat, Oisterwijk.

Koninklijke Verenigde Lederfabrieken, Oisterwijk.
Fabrikken blev oprettet i 1916 og havde, da den var på sit højeste 1200 medarbejdere. Efter nogle dårlige år i 90´erne måtte fabrikken lukke i 2000.

Oisterwijks smukke centrum De Lind.
På den ene side af gaden findes et utal af hyggelige cafeer, restauranter samt forretninger og på den anden side store gamle majestætiske huse, der tyder på stor rigdom tilbage i tiden.

De Lind, Oisterwijk.
Denne side kaldes også “Trouwlaantje”, hvilket vel må kunne oversættes med “Den lille bryllupsallé”.

De Lind, Oisterwijk.

Vandpumpe De Lind, Oisterwijk.
Pumpen er et kopi af den gamle bypumpe og stammer fra 1980.

Kiosk De Lind, Oisterwijk. Den anvendes til musikarrangementer.

Den romersk katolske St. Johannesparochie kirke beliggende ved den ene ende af De Lind.

De Lind, langsiden med cafeer og restauranter - der er nok at vælge imellem ☺. Det var på en af disse restauranter, at jeg for første gang smagte muslinger kogt i øl, hvilket var en usædvanlig stor nydelse ☺.

De Lind med det gamle rådhus fra 1899.

I fortsættelsen af De Lind ligger Dorpsstraat og for enden af den ligger den skønne gamle villa. Tidligere var der den skønneste forretning med boliginteriør, hvor jeg flere gange har trykket næsen flad mod ruderne. Nu er der boghandel i stueetagen og førstesalen rummer Haute Couture indenfor brudekjoler.

Denne yndige byning, der stammer fra 1863, rummer stationen i Oisterwijk.

Det er ikke kun i Tilburg, at der står mange cykler ved stationen. Her kan Oisterwijk også fint være med.

Her bruger man ikke “Gå ikke over sporet, der kommer tog”!
Til gengæld bruger man “Hvis du vil forblive i live, så vent lidt” ☺.

Nær jernbanesporet står dette kunstværk udført af Nicolas Müller Jabusch.
Kunstværket er lavet af stykker fra et tysk ammunitionstog og jernbanespor. Ammunitionstoget eksploderede den 16 september 1944 under et allieret luftangreb og stykkerne dukkede op under rengøring af sporområdet.

Her spiste min søde tidligere kollega, engelske Rosemary og jeg frokost. Jeg var så sulten, at jeg glemte at tage billeder ☺.

Rosemary og jeg mødtes på jobbet i 2006 og kom til at sidde ved siden af hinanden. Vi forlod begge firmaet, men venskabet fortsætter. En eftermiddag sammen med hende er lig med masser af grin og godt humør ☺.

Oisterwijk.

Dagens cykeltur……

Skal–skal ikke…..

2011-09-06T20:59:00.001+02:00

Jeg skal mødes med en tidligere kollega i morgen, søde Rosemary. Denne gang er vi blevet enige om, at mødes i idylliske Oisterwijk (Kisser, jeg skal nok huske at tage billeder).

Jeg er i tvivl om, jeg skal cykle eller ej og har brugt den sidste halve times tid på at studere vejrudsigter. Uanset om jeg kigger på den hollandske eller den belgiske vejrudsigt, så ser det ikke just lovende ud. Turen vil blive på ca. 42 km og i henhold til hollandske KNMI, så vil halvdelen af turen (hjemturen) blive i stik modvind.

Nå, vi får se hvad det ender med ☺.

ABC restaurant….

2011-09-04T18:13:00.001+02:00

Til trods for, at jeg forsøgte at holde mig tilbage, så gik det alligevel galt!

”Mine” dejlige hollandske børn og svigerbørn havde inviteret os ud i aftes og da det var min fødselsdagsgave, havde jeg fået lov til at bestemme, hvor vi skulle spise ☺. Vi har gennem årene adskillige gange passeret en amerikansk restaurant ABC, beliggende på N324 mellem Oss og Grave og jeg har hver gang sagt, at det kunne være sjovt at spise der, men indtil i går er det aldrig blevet til andet end snakken.

Du godeste, hvor var der megen mad, nogle vil måske gå så vidt og sige, at det var en fabrik! Børnene havde advaret os og sagt, at vi ikke skulle forvente den store kulinariske oplevelse, men god mad og oceaner af det og at stedet samtidig var meget børnevenligt ☺.

Da jeg aldrig har været i USA, har jeg ingen anelse om konceptet virkelig stemmer overens med amerikanske forhold eller man har forsøgt at tilpasse det til hollandsk standard, men overvældende var det.

Stedet bestod af 6 restauranter, kinesisk og wok, italiensk, steakhouse, fiskerestaurant, pandekagehus samt et sted med bagværk og is. Yderligere var der en bar med forskellige supper, salatbar, drikkevarer og en kaffebar. For børnene var der både en inden- og udendørs legeplads, internet og spillehal, så der var muligheder nok for at blive underholdt.

Ved indgangen betales et beløb, alt afhængig af hvor lang tid man agter at forblive på stedet (2 eller 3 timer) og om man ønsker alkohol til maden eller ej. Derefter er det bare at springe ud i det og det største problem der opstår undervejs er at vælge!

For mig gik det galt allerede fra start og jeg vidste at det ville ske, da jeg så udbuddet i fiskerestauranten…...jeg elsker fisk. Kun én gang tidligere, har jeg set så mange forskellige slags fisk, det var på et weekendophold i Skagen, hvor vi blev præsenteret for en fiskebuffet med 20 - 25 forskellige slags fiskeretter. Jeg forsøgte virkelig at begrænse mig i går, men det holdt hårdt.

Den næste tallerken blev fyldt i salatbaren, hvor der var alt hvad man overhovedet kunne forestille sig af grønt og færdiglavede salater.

Hverken den kinesiske, wok eller den italienske restaurant nåede jeg indenfor, men de der havde været der sagde, at det var lækkert.

Jeg var omkring Steakhouse, hvor der lå bjerge af mindst 10 forskellige slags kød, det var for meget af det gode, så jeg holdt mig til majs! Der var 2 forskellige slags, en krydret og en sød og den søde smagte himmelsk.

Dessert udbuddet var overvældende! Pandekagerestauranten indeholdt alt hvad man overhovedet kunne forestille sig at komme i og ovenpå en pandekage samt de første 20 forskellige slags slik, is- og kageafdelingen var mindst lige så velassorteret. Også her kæmpede jeg en hård kamp med mig selv, men et udvalg af de 20 – 25 forskellige slags frisk frugt og skønne brownies kom med på tallerkenen.

Hvad jeg også godt kunne lide ved stedet var, at de unge mennesker der sørgede for bordafrydning var utroligt kvikke til at fjerne brugte tallerkener og der var pænt ryddet op i alle de restauranter som jeg var i. Selv om der i aftes var en del børn, var de på ingen måde støjende og personalet holdt fint øje med dem, blandt andet ved det store udbud af slik i pandekagerestauranten.

Bedankt voor een mooie avond, lieve kinderen. Mag ik dat weer voor volgend jaar wensen ☺

My little pony….

2011-09-02T10:16:00.001+02:00

Jeg så et eller andet sted, at Brad Pitt havde købt Shetlandsponyer til alle sine børn. Jeg mener at kunne huske, at der i overskriften også stod, at de fleste mennesker køber ”My little pony” legetøj til deres børn, men Brad Pitt køber ”the real thing” Shetlandsponyer.

Nu var jeg barn utallige år før ”My little Pony” legetøjet blev opfundet, men jeg havde også en Shetlandspony, da jeg var barn. Om den nu egentlig var købt præcis til mig eller lige så meget for mine forældres fornøjelse, det husker jeg ikke længere.

Jeg har stadig stamtavlen for Willem van Maurik, født 18. april 1963, han var søn af Olivier van Tiel og Siesta van Maurik og stamtavlet er stemplet i Arnhem, hvilket vil sige at allerede dengang, tilbage i 1963, da sneg det med Holland sig ind på mig ☺.

Jeg kan ikke huske de nærmere omstændigheder omkring købet, måske har jeg overhovedet ikke været involveret, jeg kan forestille mig, at det nok har skullet være en overraskelse for mig. Men jeg kan huske den aften min far kom hjem med ham, den lille skat. Den første aften sov han i bryggerset eller vaskehuset, som det blev kaldt og min mor besluttede straks, at han skulle hedde Klaus Jørgen, efter Grethe Søncks store hit ”Mon du elsker mig stadig, Klaus Jørgen”.

Jeg må nok erkende, at det blev aldrig rigtig til den helt store flammende kærlighed mellem Klaus Jørgen og mig. Jo, hvis der var mad i farvandet, så kunne man gøre med Klaus Jørgen præcis som man ville, blandt andet så fik jeg af og til lov til at flette hans man og sætte elastikker i. Men hvis ikke han var i humør til at være social, så var det bedst at holde sig i behørig afstand af ham.

2 gange forsøgte jeg at ride på ham og jeg blev med min fars hjælp stablet op på ryggen af ponyen, men det var bestemt ikke noget der passede Klaus Jørgen, jeg blev kastet af hurtigere end jeg var kommet op og det blev ved de 2 forsøg.

Klaus Jørgen havde sådan set kun respekt for én og det var min far. Efter den havde nappet utallige unger, der havde bevæget sig inden for den radius hvor den stod og græssede, besluttede min far, at nu skulle ponyen kastreres. Men om det hjalp særlig meget på temperamentet, det husker jeg ikke længere.

Min mormor og morfar havde et cementstøberi, hvortil hørte en stor frugthave og der tilbragte Klaus Jørgen sine somre. Da ponyen var mindre foregik transporten til sommeropholdet i bil, min far hev simpelthen forsædet ud af bilen og så fik Klaus Jørgen lov til at stå der og kigge ud under turen. Da han blev større, travede de 2 turen mellem Arentsminde og Brovst og så vidt jeg husker tog turen temmelig lang tid, idet der skulle snakkes meget undervejs.

Det var lidt problematisk med den frugthave, hvor Klaus Jørgen tilbragte sine somre, idet skolebørnene havde været vant til at kunne ”gå på mol” (stjæle frugt) i frikvartererne, men efter Klaus Jørgen flyttede ind, betragtede han al frugt som værende til eget forbrug og delte kun nødtvungent med familien. Dette gjorde, at adskillige skolebørn blev tildelt blå mærker, hvis form stemte overens med Klaus Jørgens tandsæt, når de forsøgte at undslippe. Man skulle være meget hurtig for at få nogle af de fantastiske blommer, der var i frugthaven (både gule og blå), for nedfaldsfrugt eksisterede ikke, det skulle Klaus Jørgen nok sørge for.

Selvfølgelig elskede jeg ham højt, for han havde bestemt også gode dage, hvor han var blid som et lam og elskede at blive kælet for. Jeg husker endnu den vidunderlige duft, der var ved ham. Men indrømmet, han var en besværlig herre at elske og i hvor høj grad kærligheden egentlig var gengældt, ja det må stå hen i det uvisse.

Efter mine forældre flyttede til Brovst i 1969 var det ikke nødvendigt med traveturene og Klaus Jørgen levede et herligt liv enten hos min mormor og morfar eller hos mine forældre. Da jeg flyttede hjemmefra i 1972, var han begyndt at blive svagelig (forfangenhed) og på et tidspunkt besluttede min mor, at han skulle have lov til at sove ind. Jeg kan huske, at hun betalte dyrlægen et ekstra beløb, for at han ikke skulle ende som sæbe.

Er det allerede torsdag?

2011-09-01T09:15:00.001+02:00

Det er utroligt så hurtigt tiden flyver af sted, men det har måske noget med alderen at gøre ☺☺☺. I mandags havde jeg meget mere lyst til at krølle mig sammen i sofaen sammen med Ken Follets ”A place called freedom” og en kop the, men jeg overvandt mig selv og til trods for tunge mørke skyer, cyklede jeg til Tilburg.

Men til gengæld blev mine besværligheder belønnet med nedenstående syn. I udkanten af Tilburg ligger en ny bydel Reeshof, hvor der skal ende med at bo omkring 40.000 indbyggere, når den er helt færdigbebygget. I Reeshof har man valgt, at lade skotsk højlandskvæg stå for vedligeholdelsen af de grønne områder og normalt ser man dem i det fjerne, væk fra veje og stier. Men i mandags havde de åbenbart fundet en lækker grøn plet nær cykelstien, herligt! På hjemvejen var de over alle bjerge og jeg nåede til min store forundring hjem i tørvejr.

Tirsdag og onsdag var jeg med på landevejen og desværre var jeg for sløv til at få kameraet hevet op af tasken tirsdag først på aftenen, idet vi så et fantastisk syn på motorvejen ved Breda. På lysmasterne i midten af motorvejen havde 7 – 8 storke sat sig til hvile, nej hvor ville jeg gerne have haft et billede af dem.

I går var jeg igen for langsom! I en rundkørsel i Etten-Leur, der ligger vest for Breda, står en kopi af brødrene Wrights fly. Vi ser uendeligt mange mystiske og totalt uforklarlige rundkørselsudsmykninger (for mig, i hvert fald) hernede, men denne var flot. Desværre viser billedet slet ikke hvor flot flyet egentlig er, men da vi havde meget travlt var det umuligt, at overbevise chaufføren om at tage en ekstra runde i rundkørselen, så jeg kunne få et ordentligt billede ☺.

Det seneste nye hit hernede er, at Holland skal have et bjerg! Altså sådan et rigtigt bjerg, der tales endda om alpehøjde. Holland er som bekendt temmelig fladt, rent bortset lige fra ” De Vaalserberg”, der ligger i en allersydligste del af Limburg. Bjerget, der har en højde af 322,7 meter, kendes også som Drielandenpunt, idet Holland, Belgien og Tyskland grænser op til hinanden ved bjerget. Yderligere er der lidt naturlige bakker ved Nijmegen samt et utal af kunstigt skabte bakker, der består af indkapslet affald. Men nu skal vi altså have et bjerg.

I gratisbladet “De Pers”, der først bragte nyheden, skrives at det hele begyndte som en joke, men da flere og flere kan se fordelen i at Holland har et bjerg, arbejdes der nu seriøst på sagen. Der kan dyrkes skiløb, paraglidning, traveture, kanoture, elastikspring samt mountain biking. Ja journalisten fra ”De Pers” går endda så vidt, som til at nævne muligheden for at De Olympiske vinterlege i 2026 kan finde sted i Holland! Bjerget skal efter planen anbringes i provinsen Flevoland.

Alt imens det desværre ikke er lykkedes politiet at fange det/de uhyrer, der forlyster sig med at beskyde bagruder på biler, der kører i den vestlige del af Holland, hovedsageligt i området omkring Rotterdam. Uanset hvor meget jeg gør mig umage, kan jeg bare ikke fatte hvilken glæde der skulle være i at skyde mod uskyldige bilisters bagruder, heldigvis har skyderierne indtil nu ikke medført personskader. Det menes, at der skydes med luftgevær, sandsynligvis fra en bil og det sidste antal beskudte biler jeg har set er 25. Hvor er det en utrolig verden vi lever i.

Weekend i August……

2011-08-29T13:47:00.001+02:00

Lørdag bød på visit oppe nordpå, nærmere bestemt i Amersfoort. En flere gange planlagt og aflyst sejltur på Eemmeer måtte også denne gang aflyses, idet vejrguderne havde helt andre planer, men vi tager revanche næste år!

Kompensationen blev en tur til en ny bydel i Amersfoort, Vathorst. En bydel, som vi fra motorvej A28 ofte har beundret, idet man kan se nye huse opført i stil med de gamle grachtenhuse i Amsterdam. Det var netop disse huse, som værtsfolkene ville vise os, men ved nærmere eftersyn viste det sig, at husene faktisk så mere interessante ud fra motorvejen.

Som yderligere kompensation blev vi kørt til skønne Spakenburg. For søren da, hvor kan jeg godt lide den by og jeg ved godt, at jeg allerede har været omkring byen flere gange, men jeg kan bare ikke lade være.

Spakenburg var tidligere en fiskeriby ved Zuiderzee, nu beliggende ved indsøen Veluwemeer. Efter Zuiderzee´s afslutning i 1932 gik det tilbage for fiskeriet, men Spakenburg er stadig kendt for sin handel med fisk, disse er dog ikke nødvendigvis fanget af spakenburgere! Jeg har et par gange fået en dansk ”Hollandse nieuwe”, hvilket vil sige en rå sild, der i hel tilstand, men uden ben og skind spises med rå løg (en sand lækkerbisken, især først på sæsonen). Spakenburg er også kendt for sine gule brødvogne fra bageriet ´t Stoepje, vognene kommer overalt i Holland en bestemt ugentlig dag. Hos os er det onsdag, hvor vi har besøg af en fiskehandel og en vogn fra ´t Stoepje og efter jeg er begyndt at købe brød hos dem, er alle mine klager over hollandsk brød stoppet, de har nemlig rigtigt rugbrød ☺. I onsdags opdagede jeg, at de sandelig også har kransekagekonfekt, ikke at jeg købte noget, men bare tanken om at man kan få det, gjorde mig helt salig. Jeg har utallige gange forsøgt selv at lave det, men resultatet bliver ikke det samme med hollandsk marcipan, som med den fra Odense.

I Spakenburgs centrum ligger et gammelt skibsværft, hvor der indtil slutningen af 80´erne blev bygget de traditionelle hollandske træskibe botter (jeg mener, at min far kaldte dem for hollandsk kog). Skibsværftet er nu beskæftiget med at restaurere de gamle træskibe, dette kan fra kort afstand beses på hverdage. Det er stadig muligt at bestille en botter på skibsværftet, hvis lyst og pengepung skulle være til det.

Spakenburg er også kendt for at kvinderne, hovedsageligt den ældre del, stadig går i folkedragt. Under et besøg sidste år forsøgte jeg at fotografere et par, men damerne holder ikke af at blive fotograferet, hvilket er forståeligt nok. Denne gang lykkedes det mig at få et billede af en dame i folkedragt, på cykel og bagfra!

Jeg så for nylig en opgørelse, der viser tilbagegangen i brug af folkedragter for kvinderne i Spakenburg:

1971: gik 1364 fruer i folkedragt,
1985: 985,
2000: 513,
2010: 270.

Selv om det er synd, at en så smuk tradition forsvinder, så kan det næsten ikke være anderledes. Der er i dag ikke plads til dette festlige islæt. Men turisterne (mig inkluderet) er selvfølgelig vilde med damerne i de smukke gamle dragter.

Sidst, men ikke mindst, så er Spakenburg kendt for sine arbejdsomme indbyggere. Tidligere var der stor prestige i at have en tjenestepige fra Spakenburg, idet pigerne var utroligt arbejdsomme og jeg har ladet mig fortælle, at Dronning Juliana altid havde stuepiger fra Spakenburg. Med det i baghovedet forstår man også bedre, hvorfor brød- og fiskevognene, der kommer over hele landet og nedarves gennem generationer, kommer lige præcis fra Spakenburg. Den søde pige, der står i ”vores” brødvogn er oppe midt nat for at starte ud mod syd, hun er anden generation på vognen, af og til har hun sin far med som ferieassistance og hun er selvfølgelig i familie med den unge mand, der står for fiskevognen, det siges nemlig at spakenburgere ikke gerne forlader deres by, de bliver hvor de er og gifter sig med en anden spakenburger.

Turen gik tilbage til Amersfoort, hvor vi blev beværtede på fyrstelig vis af vore søde værtsfolk Walter og Gre.

Søndag formiddag havde vi familiebesøg af et dejligt par, som jeg altid ser frem til at møde. Som altid når vi er sammen med dem, tænker jeg at gerne ville, at mit hollandske ordforråd var af samme størrelse, som en indfødt hollænders! Det bliver altid lidt bøvlet, hvis man under en diskussion må ty til engelske ord eller hurtigt slynge et dansk ord ud til min mand og forvente at han i løbet af et splitsekund oversætter til hollandsk ☺. Men det er jo selvfølgelig også en dyd at lytte ☺.

Søndagens lovede regnvejr udeblev og vi brugte eftermiddagen på en cykeltur. Første mål var et kunstværk beliggende midt inde i en skov ikke langt fra hvor vi bor. Jeg har kun set kunstværket en enkelt gang, rent tilfældigt og det var…..lad mig kalde det bemærkelsesværdigt. Derfor synes jeg også, at min mand skulle se det, men til trods for lang tids cyklen rundt i skoven lykkedes det ikke at finde det. Der må mere research til, før jeg kan vise det frem.

Derefter gik turen til en lille landsby Molenschot, et bedefartssted for mennesker, der gerne vil finde en ny partner eller ønsker sig et barn. Midt i landbyen står et yndigt lille kapel, det er indviet til den hellige Sankt Anna, Jomfru Marias moder.

Ordsproget lyder: “Naar Molenschot gaat ieder Anneke om een Manneke. Ieder Manneke om een Anneke”, hvilket vil sige “Til Molenschot går alle Anneker for at finde en mand og alle mænd for at finde en Anneke”.

Den hellige Anna og hendes mand Joachim var i følge overleveringen barnløse. De levede i overensstemmelse med guds budskab, men alligevel nægtede templet at modtage Joachims offergave, idet han var barnløs. Joachim flygtede med sin fåreflok ud i ørkenen og da Anna troede, at han var død, bad hun til Gud om at få et barn. Hendes bøn blev hørt og samtidig fortalte en engel Joachim, at hans frue var svanger. Joachim vendte tilbage til Jerusalem og Anna mødte ham ved den Gyldne port i byen, hvor de kyssede hinanden. Anna fik en datter Maria, der som 3 årig blev viet til Gud og bragt til templet, hvor hun blev opfostret af englene.

Søndag nåede jeg også at blive klar med ”Den tredje tvilling”, den har taget mig lidt længere tid end de øvrige Ken Follett bøger, jeg har læst. Men efter nu at have læst 8 af hans bøger er min beundring for forfatterens skrivekunst, hans enorme research og hvor vidt han rækker så stor som aldrig før. Jeg er netop gået i gang med ”A place called freedom” og jeg er min datter og svigersøn dybt taknemmelig for, at de åbnede mine øjne for Ken Follett ved at give mig 2 af hans bøger i julegave.

Hvad skal vi lave?

2011-08-21T21:45:00.001+02:00

Oprydning efter gårsdagens fest var hurtigt overstået. I øvrigt var det den bedste grill/gourmet aften jeg har deltaget i, ud af de 4 der har været, mens vi har boet her. Måske var det netop fordi det var gourmet i stedet for grill, jeg keder mig altid så frygteligt, når jeg skal stå og vente, vente, vente igen, på at det der nu er på grillen bliver spiseligt, her kunne jeg sidde på min stol og snakke, drikke samt småspise, mens maden blev klar ☺. Alt i alt en herlig aften med masser af motion for lattermusklerne.

Hvad skulle vi så bruge søndagen på? Der var masser af aktiviteter i nærområdet, byfest, årsmarked, beach volley på torvet, loppemarked i XL størrelse samt udstillinger og vi kunne jo selvfølgelig også blive hjemme med hver sin gode bog. Men efter at have opdaget, at der var åbent hus på slottet Kasteel Bouvigne i Ginneken, der er en del af Breda, blev vi enige om, at det måtte vi se og at vi sikkert ville have rigtig godt af cykelturen efter gårsdagens indtagelse af mad og alkohol i rigelige mængder.

Kasteel Bouvigne stammer helt tilbage fra 1554. Dog er udseendet ændret undervejs og ejerskabet ligeså. Nu ejes slottet af Brabantse Delta, der er den statslige institution, der søger for at Noord Brabant ikke bliver oversvømmet, forurenet eller udtørret. De sørger også for, at vore diger og naturen omkring dem, bliver holdt i orden.

På vej til slottet kom vi lidt ud af kurs og i stedet for at følge den møjsommeligt nedskrevne cykelrute, havnede vi midt i et kunstnermarked. Der var utallige malere bag staffelier, spændende udstillinger, en karismatisk herre der læste digte om træer samt et lille loppemarked.

Vi fandt det elegante lille slot Kasteel Bouvigne, en smuk bygning som vi ofte har set fra vejen, men aldrig har været inde i. Det viste sig, at vi bestemt ikke var de eneste der havde fået den ide. Slottets størrelse satte begrænsninger for, hvor mange der måtte være inde ad gangen, men vejret var dejligt og det gjorde ikke det fjerneste, at det tog 15 – 20 minutter, før det blev vores tur til at komme indenfor.

Stueetagen, der blandt andet indeholdt Brabantse Delta´s mødelokale samt et lokale, der kan lejes til vielser, var som resten af slottet renoveret i årene 1975 – 77 og man havde forsøgt at komme så nær de oprindelige farver som muligt.

Slottets voldgrav, der før renoveringen havde været utæt som en si, blev ved renoveringen gravet dybere end tidligere, for at give lys til slottets kælderregion via små vindueshuller. Yderligere blev den beklædt med beton, for at holde vandet inde.

Der findes omkring slottet 3 haver, en engelsk, fransk og tysk. I dag huserede falkonerer i haverne. På grund af det varme vejr, var fuglene lidt ugidelige (det var i hvert fald falkonerens forklaring), derfor var det lidt småt med aktiviteterne og mens husbond kiggede fugle, gik jeg rundt og nød den smukke store have.

Egentlig havde det været meningen, at vi på hjemvejen ville finde os en café med lidt godt til maven, men da det blev mere og mere lummert i vejret og himlens farve fra vest antog en meget grå tone, blev vi enige om, at det måske nok var bedst at komme hjemad. En åben Albert Heijn forretning blev i stedet frekventeret og den meget sene frokost, blev i stedet indtaget hjemme på terrassen, som vi nåede efter godt og vel 30 km og lige inden der kom lidt småregn.

De siger, at det skal være så sundt……..

2011-08-20T11:58:00.001+02:00

Jeg overlevede gårsdagens cykeltur, men det var også kun næsten ☺.

Nyt og gammelt i Tilburg.

Du godeste, hvor var jeg dog træt, da jeg endelig nåede hjem efter 35,52 km. cykeltur og lige knap halvdelen af turen var i modvind, næsten stiv kuling (overdrivelse fremmer forståelsen).

Jeg fik hentet ”Den tredje tvilling” og er allerede gået i gang med den. Selv om jeg egentlig havde nået at læse et par sider i en anden bog, så måtte jeg starte på denne, da jeg har læst så meget spændende om den på forskellige blogge.

Wilhelmina kanaal ved Tilburg

Fra Tilburg gik turen til Dongen, hvor der skulle handles lidt ind og det var på den tur, at vinden var temmelig hård. Heldigvis fik jeg et par minutters pit stop hos husbond, der stod klar med lidt sødt for blodsukkeret, inden turen gik videre.

Den første sluse efter Tilburg på Wilhelmina kanaal.

Efter at have fyldt de 2 enorme cykeltasker på verdens smukkeste cykeltaske samt en plastpose, der måtte på styret (jeg fatter ikke, at det er nødvendigt at købe så meget til en husholdning på 2 personer), gik det hjemad.

Endelig er byens kirketårn i sigte efter ca. 30 km på jernhesten.

I dag står den på grill fest eller rettere gourmet aften, som invitationen lyder på, her i opgangen.

Dagplejemor……

2011-08-19T09:40:00.001+02:00

Antallet af dyr, der skal passes er udvidet til det dobbelte i denne uge….

Dejlige Roxy, der stadig ikke synes særlig godt om at være alene mere end 3 – 4 timer ad gangen, når mor og far er på arbejde, har været her i et par dage. Roxy´s naboer finder det faktisk også bedst, at den er her hos mig, idet den hyler uafbrudt, når den er alene i flere end de 3 – 4 timer.

I denne uge har jeg også fået lov til at passe en yndig ældre dame. Dog er hun for gammel til at blive flyttet, så pasningen begrænser sig til at gå op på 2. sal og give hende mad og sidde og nusse lidt med hende en halv times tid 2 gange om dagen. I går morges synes jeg, at hun var lidt trist i humøret og da jeg ikke har særlig megen forstand på katte var jeg lidt bekymret for hende. Midt på dagen ville jeg lige checke om alt var ok og det skulle jeg aldrig have gjort. Hun blev ved med at kalde efter selskab, så nu har jeg i hvert fald lært at man ikke bare lige går indenfor og ser at alt er ok og så går igen. Desværre kniber det med billedskarpheden, for selv om man er en agtværdig ældre dame, så står man ikke stille i ret mange sekunder af gangen.

I morges lå der en mail fra biblioteket, endelig er Ken Folletts “The third twin” i hus, så jeg hopper inden længe på jernhesten og cykler mine godt og vel 30 km. for at hente den. Egentlig er det lidt tosset, for jeg kunne også få bogen leveret til et bibliotek, der ligger lidt nærmere, men på den anden side set det er jo sundt med lidt motion.

En rigtig dejlig fredag og weekend til alle jer ude i Blogland.

Gad vide hvad det ender med?

2011-08-18T10:04:00.001+02:00

For 5½ år siden, da vi flyttede til den vestlige del af Noord Brabant, var dette hus (desværre er billedet lidt uskarpt) pænt vedligeholdt og vi snakkede tit om, at det havde et eller andet udefinerligt spændende over sig. Haven var intet mindre end pragtfuld, fyldt med store gamle buske og træer og med et flor af blomster tittende frem hist og pist.

På et tidspunkt så vi, at krakerne (besætterne) var flyttet indenfor. Vi er normalt aldrig i tvivl når et hus bliver besat, idet der bliver malet alverdens underlige tegn på murene og det flyder med skidt og møg udenfor. Antallet af skure, vogne samt roderi i haven, steg da også i takt med månederne, hvori huset var besat.

I går skulle jeg til biblioteket i Tilburg for at hente en bestilt Ken Follett bog…..”A place called freedom” og da vejret var pragtfuldt, cyklede jeg en omvej og kom forbi huset. Nu er haven ryddet og der er sat træ for vinduerne. Hvad mon der skal ske med huset?

Dovenskab…..

2011-08-15T09:16:00.001+02:00

Nej, hvor har jeg dovnet i weekenden!

Ud over endelig at være blevet opdateret (næsten) med de blogge jeg følger, skrive et par mails samt lave slægtsforskning, så har jeg intet, som i absolut intet, lavet hele weekenden. Det er så sjældent det sker, for der er altid noget vasketøj der venter (det var der også denne weekend) eller et projekt, som lige skal gøres færdigt (det var der også denne weekend), men intet af det har jeg lavet. Dårlig samvittighed, ja en smule ☺.

Sol, sol kom igen…….

2011-08-13T18:48:00.001+02:00

Jeg så den, endda både onsdag og torsdag, solen altså! Den var utrolig flot og varmede dejligt, den kunne jeg såmænd godt bruge noget mere af ☺.

Onsdag så jeg den ganske vist i Belgien, men med de få kilometer vi har dertil, så tæller det lige så mange point.

Blandt andet så jeg den i Mechelen, en by der ligger sådan næsten midt mellem Antwerpen og Brussel. Tidligere kom vi der jævnligt, fordi der er så mange smukke gamle bygninger at se på. Det var også der, at vi for første gang stiftede bekendtskab med begrebet ”doopsuiker”. Det er mandler omgivet af forskelligfarvet sukkerglasur, disse pakkes i et stykke tyl og bindes fast på en lille figur, der foræres til nybagte forældre. Figuren symboliserer det nye liv og frugtbarhed. Da vi opdagede fænomenet, var Karoline lige født og hun fik selvfølgelig en lille bamse (så vidt jeg husker) med doopsuiker.

Torsdag så vi den sandelig også i Holland, solen altså! Både i Eindhoven og i Goirle! I Eindhoven opdagede jeg dette fænomen, mens jeg sad og ventede på chaufføren, det måtte straks googles og det viste sig at være kunst på højeste plan.

I Goirle måtte husbond, der har mere end 20 års erfaring udi windsurfing, lige checke om de nu gjorde det ordentligt og mens han snakkede i telefon og kiggede efter surferne, måtte jeg lige have et par billeder af de dejlige sommerfarver, for ligesom at bevise for eftertiden, at der har været sommerdage i løbet af sommeren 2011.

Det var så den sol vi fik i denne omgang, fredag var grå og det så ud til regn hele dagen. Men jeg nåede da at cykle godt og vel 20 km. uden at blive våd. I dag lørdag, hvor vi skulle have ude og sejle oppe nordpå sammen med et hold gode venner, da regner det rigtig meget. Nå, men den kommer vel tilbage på et eller andet tidspunkt, den sol.

Værtindegaven…..

2011-08-08T13:16:00.001+02:00

Billedmaterialet i dette indlæg er måske en anelse overdrevet……

Jeg kan bare ikke lade være…..

Når jeg kigger på buketten, opdager jeg hele tiden nye smukke blomster i forskellige rosa nuancer…..

Vore gæster lørdag aften, 2 hold naboer, kunne ikke have valgt smukkere buket…..

Husbond fik øl fra “La Trappe”, han var bestemt ikke misundelig…..

Engang for rigtig mange år siden, det må vel være omkring de 28, arbejdede jeg i en kort periode imellem 2 militærjob i informationen på et sygehus. Jeg kan stadig huske en buket, som blomsterbudet en dag bad os om at opbevare indtil kiosken åbnede, den var lavet af den blomst der minder om en maguerit (hvad er det nu den hedder?) og var i svagt rosa. Jeg havde utrolig svært ved, ikke at købe den med hjem ☺.

Til min 50 års fødselsdag overraskede husbond mig med 50 røde roser (der i øvrigt holdt sig flotte i 2 uger og nu eksisterer i hjemmet i tørret form), det er den smukkeste buket jeg nogensinde har fået. Jeg tror bestemt, at denne indtager 2 pladsen…...

Det er som om stuen har ændret sig totalt siden denne enorme buket er flyttet indenfor…..

Utroligt, men sandt……

2011-08-06T15:25:00.001+02:00

Det er da utroligt, igen er jeg bare så klar, som jeg overhovedet kan blive…....

Vi skal have gæster i aften og alt, hvad der overhovedet kan være klart er klart, kyllingerne har ligget i marinade siden i går aftes, agurkerne ligger i saltlage, flutes står og hæver og bordet er dækket.

Forretten bliver Cannelloni af røget laks med fyld af tatar, krydderurtesalat og krydderurteskum fra bogen ”Svinkløv Badehotel - maden og stedet” med Annettes hjemmelavede flutes til. En gammel kending, som jeg har lavet utallige gange i Danmark.

Jeg har ganske vist en dårlig oplevelse i forhold til den forret, jeg håber bestemt ikke at den gentager sig. Lige efter jeg lige var flyttet til Holland, skulle vi have nogle af husbonds venner til middag, alle sejl blev sat til, for de skulle jo selvfølgelig imponeres ud i dansk madkunst.

Alt var klar i rette tid, frisuren sat og værtinden var iført det pæne tøj, da det var første gang jeg skulle møde gæsterne. Vi ventede og ventede og ventede igen, vi ringede for at spørge om de havde glemt aftalen, men ingen svarede! Omkring ved 22 tiden ringede et familie medlem og spurgte, om vi vidste, at vore gæster ikke kom? Jo, det havde vi jo sådan set fundet ud af. Det viste sig, at fruen til parret var faldet næsten uden for vores gadedør med værtsgaven, en flaske rødvin. Da hun ved faldet havde skåret sig i hånden, var de draget til skadestuen. I løbet af aftenen var de kommet til at tænke på, at de nok hellere måtte informere os og det foregik så via familiemedlemmet. Jeg håber, at aftenens gæster tager elevatoren, det er da begrænset hvor langt man kan falde i den ☺.

Hovedretten er en skøn variant af Kylling Tandori, som jeg engang har klippet ud af et dansk ugeblad, hvilket er ikke længere muligt at tyde. Jeg lavede retten for en måneds tid siden, da vi havde gæster fra Danmark og de var meget begejstrede, lad os nu se om den også passer til hollandske smagsløg, den er i hvert fald både hot og spicy ☺.

Desserten er et forsøg! Også et udklip fra et eller andet ugeblad….. Hvid chokolademousse med brombær og hindbær samt marinerede jordbær, da jeg prøvesmagte i morges, inden den kom i portionsglassene, var jeg bestemt ikke utilfreds ☺.

Vi krydser finger for, at maden også passer til de hollandske smagsløg ☺. Og nu vil jeg nyde et langt og meget uøkonomisk brusebad.

Sommervejr i Holland….

2011-08-03T08:14:00.001+02:00

Hele 2 dage fik vi med fuld sol og skyfri himmel, i dag regner det igen……ØV!

Frantz Holm, en af mine forfædre.

2011-08-02T22:30:00.001+02:00

Bag de allerfleste mennesker gemmer der sig en spændende historie, dette gælder også for vore forfædre. Bare er der nogle, hvis historien er lettere at finde frem til end andres. Da jeg i begyndelsen af 90´erne opdagede, at jeg blandt mine aner havde en storkøbmand, der senere blev kaperskipper, synes jeg at det var utroligt spændende. Derfor måtte jeg finde ud af mere om denne mand, end bare lige de gængse oplysninger om fødsel, vielse og død.

Frandtz Thomssøn Holm, som han hed min spændende forfader, blev født på Hirsholmene 22. april 1768. Han var søn af Thomas Ollesøn og Anne Marie Christensdatter Kræmer. Det var Anne Maries andet ægteskab og lille Frantz blev opkaldt efter moderens første mand Frands Wigelsen Holm.

Da Frantz skolegang foregik før den lov, der senere opfattes som den første almindelige skolelov trådte i kraft i 1814, har den måske været begrænset. Et enkelt sted har jeg fundet, at man på landet dengang lærte at læse, nogle lærte også at skrive, men skolegangen drejede sig mest om, at vænne bondebefolkningen til skolens eksistens og til at indse, at de måtte dele børnenes tid med læreren. Jeg har ikke kunnet finde nogen indikationer på, at der under Frantz opvækst har været tegn på, at han – i hvert fald for en periode – skulle være at finde blandt landets bedre borgerskab.

Jeg har en formodning om, at Franz nok har forladt Hirsholmene i en ung alder, idet han i sin ungdom befandt sig i omgangskredsen omkring Wigelsen, Thygesen og Wibroe, der alle var agtværdige aalborggensere.

Den 31. oktober 1797 blev Frantz efter kongelig bevilling viet i Budolfi kirke i Aalborg til Anne Margrethe Speitzer, hun var datter af bondeplageren Mads Christensen Speitzer fra Aggersborggaard. Sjovt nok, så findes Speitzer navnet stadig i vor familie og jeg mener, at have hørt at mine forældre havde lidt af en diskussion om jeg nu skulle have det som mellemnavn. Men det slap jeg heldigvis for, hvem har lyst til at reklamere med at være i familie med en bondeplager.

Frantz startede som selvstændig handlende i Aalborg 1. februar 1801 og familien, der på daværende tidspunkt bestod af hustruen, 1 søn og 3 døtre samt 2 tjenestepiger boede til leje i Østeraa 208 i Aalborg. Det gik åbenbart rigtig godt for Frantz, idet han i henhold til Skøde- og Panteprotokollen var i stand til at købe ejendommen Østeraa 228 i 1803. Det var skam ikke et almindelig lille hus den gode købmand købte, nej, nej det drejer sig om et hus, der til gaden har 28 fag, 2 lofter, et utal af side huse og halvtage, alle af en anseelig størrelse. Der findes kakkelovne, brændevinskedel med Hat og Slange, mæskekar osv. Købesummen var 159990 Rdl, hvoraf der blev udbetalt 3000 Rdl og for resten af købssummen blev der givet pant i ejendommen. Det nye hus, der som før nævnt lå på adressen Østeraa 228, havde en del af sine bygninger liggende ud til andre gader, bl.a. Vesteraagade, lige ved færgestedet, hvor senere pontonbroen kom til at ligge. Som genbo lå den Klingenbergske gård, så familien er kommet i rigtig fint selskab.

I øvrigt, så findes Frantz Holms gård (siden 1800 er Thomassøn forsvundet fra hans navn) i Den gamle by i Aarhus, hvor den huser tekstilmuseet og en længe af den Klingenbergske gård ligger overfor.

Det fortælles, at Frantz og Anne Margrethe førte stort hus med megen selskabelighed på adressen i Østeraa 228 og af en indholdsfortegnelse over familiens bohave fremgår, at man var i besiddelse af en ”så godt som ny wiener vogn og 2 ridesadler”.

I de efterfølgende år er der ikke mange oplysninger at finde om Frantz og hans familie. Han har sikkert brugt tiden på at tjene penge og arbejde sig frem til at blive storkøbmand. Der findes dog optegnelser, der viser at han har handlet med både Italien, Spanien, Frankrig og Norge. Yderligere findes der i hans regnskab en del mindre poster der tyder på, at han har modtaget penge til opbevaring og forretning for bønder fra Aalborgs opland. Hvilket vil sige, at ud over købmandskabet, har han også drevet det, der senere blev til bankvirksomhed.

I 1808, hvor krigen afbrød al forbindelse og handel med udlandet, ses Frantz Holms navn ofte nævnt. Da englænderne havde taget Danmarks flåde, følte en del gode danske patrioter, at denne uret måtte hævnes, der i blandt også Frantz Holm. Sammen med andre købmænd begyndte han at udruste kaperskibe, for med dem at ødelægge fjendens skibsfart. Det har givetvis også været en afgørende faktor, at der forelå en vis mulighed for en hæderlig indtjening ved at udstyre kaperfartøjer.

Den 14. september 1807 åbnede kaperforordningen og dermed lejlighed for hævn over England. Bestemmelserne for denne forordning var ret indviklede, det kom ikke alene til at gå ud over England (og Sverige), idet ved at forbyde al samkvem, også brevskrivning med England, gjorde regeringen det muligt, at alle skibe der havde haft berøring med dette land kunne opbringes, altså kapres.

Alene fra Aalborg blev der i årene 1808 – 1810 udrustet mellem 40 og 50 større og mindre kaperskibe. Frantz Holm satte stærkt ind, vel nok på grund af sin økonomiske evne, idet det var en bekostelig affære at udruste et kaperskib, der skulle skaffes fartøj og kanoner med tilhørende ammunition, proviant m.m. samt at besætningen skulle hyres. Yderligere skulle der stilles sikkerhed til staten, 500 Rdl for hver kanon skibet førte. Frantz Holm var den første i Aalborg, der i 1808, i henhold til kaperbrev af 10. juli 1807 udrustede båden ”Tolderen”, den var på 12 register tons og havde en besætning på 9 mand (et enkelt sted har jeg set, at den skulle have haft en besætning på 18 mand). I begyndelsen havde skibet dog ingen kanoner, de kom først senere, hvor den blev udstyret med 3 kanoner og hovedarmering. Hvor mange skibe Frantz Holm egentlig udstyrede er jeg ikke helt klar over, jeg mener at han i hvert fald egenhændig stod for udstyr til 4 andre skibe ud over ”Tolderen”. Ofte slog flere sig sammen om et kaperskib, idet der var stor risiko for at miste både skib og udrustning. Lidt indtægter er der selvfølgelig også kommet ind, idet blandt andet ”Tolderen” kaprede kuffen ”Die gute Hoffnung” af Poppenberg, der blev prisedømt 18. juli 1808.

De kaprede skibe og varer blev solgt ved offentlige auktioner og Aalborg Amts Adresse avis annoncerede auktionerne med udførlig beskrivelse af fangsten. Blandt andet kan der den 22. september 1810 læses, at ved auktionen over den opbragte og prisdømte brig ”Mary an Betty”, vil blive solgt 212 st. Fyrre østersøiske Bielker fra 18 til 8 fod.

Frantz Holms navn nævnes ofte i forbindelse med auktionerne, om det skyldes at hans skibe har haft held med kapervirksomheden eller om det bare skyldes, at han havde god plads til at afholde auktionerne, ved jeg ikke. Der bortauktioneres så forskelligartede varer som hiemmegiørte Triøjer, ternede lærreder, klæde, tobaksblade, saltede Tronheimske Sild, tougværk, tran osv.

I 1810 var kaperfarten forbi, men krigen varede ved og handelen stod stille, så tiderne var ikke gode. Alle der havde drevet kaperi i stor stil blev fuldstændig ruinerede. Men skipperne levede generelt i håbet om, at det nok skulle gå alt sammen og at man derfor godt kunne tillade sig lidt.

Da Stiftamtmand Pentz henvendte sig til Handelsstandsforeningen i Aalborg, for at høre om ikke dens medlemmer havde lyst til at yde et bidrag til et eller andet godt formål til erindring om og erkendtlighed for byen og dens omegn ”ved den udi sidste Januarii Maaned udi vort Land indtrængte overlegne Fiende nemlig Russere, Svenske og flere nationer blev fri for Overfald og den gyselige Indquartering som deraf havde fulgt”, enedes 18 borgere d. 12. februar 1814 om sammen at give et beløb ”til syge og Sængeliggende Menneskers Pleie”, der blev i alt indbetalt 4000 Rdl, hvoraf Frantz Holm tegnede sig for 300 Rdl. Beløbet på 4000 Rdl., blev i henhold til Aalborg Handelsforenings Protokol ”udlaant imod Oblig: og 1ste Prioritets Pandt i Hr. Frants Holms Gaard wed Westeraa”.

Samme år, altså i 1814, kom det til en strid mellem de aalborgensiske købmænd, idet overkøbmand Jacob Kiellerup beskyldes for at have handlet imod lavets interesser og min forfader følte sig åbenbart nødsaget til på egne og en del andre medlemmers vegne, at skrive et skarpt brev, hvori blandt andet følgende står ”Den Undskyldning De behager at giøre i Deres Brev Dags Dato, er de simpleste Udflugter af Mænd, som ere anfortroede Lavets Rettigheder og man skulde næsten falde paa at tro, det måtte hvilke betydelige interesser under sligt et Forhold…. Jeg opfordrer Dem altsaa endnu en Gang i de Lavsbrødres Navn, som ikke vare tilstede, at offentligiøre Hr. Galsters bevilling, det er Deres pligt som Over Kiøbmand, når De dertil bliver opfordret af Lavet”.

Til trods for at Frantz Holm i 1807 arvede betydeligt, da svigerfaderen døde og igen i 1811 ved svigermoderens død fik en anseelig sum penge, begyndte det at gå ned ad bakke for ham. Økonomien er sikkert blevet anstrengt til det yderste, da kaperskibene blev udstyret og da indtjeningen i årene efter kapertiden ikke var stor, sad han i 1816 med stor gæld og manglende indtjening til at betale renter. Han måtte derfor i 1817 og 1818 undlade at betale renter.

D, 28 juni 1818 gjorde Frantz Holm en slags status, dog uden at gå i detaljer og den viser sig, at aktiverne på daværende tidspunkt var på 109921 Rdl og passiverne på 76680 Rdl, hvilket viser at han for så vidt er solvent, men ikke betalingsdygtig. Kreditorerne bliver utålmodige og den 9. juli om formiddagen møder de af retten udnævnte mænd Over og Underrets Procuator Jens Brix og Kiøbmand Jens S. Herskind op hos Købmand Franz Holm. Med sig har de en protokol, hvori alt optegnes, det være sig indbo, der blev vurderet til 2825 Rdl. og 16 Sk samt skibe for 18000 Rdl.

Den 1. oktober 1818 blev der holdt skiftesamling og de 2 hovedkreditorer Jacob Kiellerup og Kammerråd Svanholm protesterede imod opbudsforretningen, idet de ikke mente, at den var lovlig. De var af den opfattelse, at alt ville kunne klares i mindelighed og at boet skulle udleveres til Frantz Holm, men protesten blev ikke taget til følge. Den 20 marts 1820 blev alt familiens bohave solgt med en offentlig auktion og listen over auktionsgenstande er lang. Senere blev også købmandsgården solgt og den 6. maj 1820 findes en bekendtgørelse i Aalborg Amts adresse avis, hvori der står, ”At jeg fra 9de Dennes boer, i min kiøbte, forrige Hr. Frantz Holms Gaard ved Vesteraa her i Byen og continuerer mine Handelsaffairer i sammen Egenskab som forhen. Niels Chr. Rach.

Frantz Holm med familie var allerede flyttet fra gården i Aalborg i 1819 eller tidligt forår 1820. Han havde sammen med en slægtning til hustruen købt hovedgården Aastrup ved Hjørring, men solgte den igen kort tid efter. Derefter flyttede familien til Hornskougård ved Nibe, en annonce i Aalborg Stifts Avis af 30 september 1820 bekræfter dette: “Paa Hornskougaard pr. Nibe kan i tilstundende Vinter tages 16 stude paa Foder, meest Hoe, man behage at henvende sig til Frantz Holm”.

Frantz Holm evnede ikke at betale alle kreditorerne helt ud, men han havde været i stand til at stille de fleste kreditorer tilfredse og han er igen en fri mand med rådighed over de smuler, der muligvis har været tilbage. Når det nu drejer sig om en af mine aner, så finder jeg det af yderste vigtighed, at der bemærkes, at der under behandlingen af boet ikke har været den mindste antydning af eller hentydning til, at der har været mindre hæderlig eller ulovlig forretningsanlæg, den tidligere storkøbmand synes at have haft en pletfri handelsmoral.

Anne Margrethe Speitzer døde den 7. februar 1833 i en alder af 59 år, parret havde da været gift i 35 år og fået 4 sønner og 7 døtre, hvoraf de 4 børn døde før moderen. Kort derefter flytter Frantz Holm fra Hornskougaard, han flytter ind hos datteren Margrethe Frederikke og svigersønnen, skolelærer Hans Nielsen i Mogensgaden Mat. Nr. 19 i Viborg.

Frantz Holms barnebarn Bolette, der blev født i 1836 har fortalt, at der i hendes barndomshjem i Torning var en ældre herre, en høj og fin mand på besøg og at han i hvert fald blev et par dage.
En af de få ting den lille pige lagde mærke til var, en flaske skosværte, herren altid førte med sig for at kunne få sine støvler blanke.

Frantz Holm døde den 7. april 1850, 82 år gammel i Viborg Domsogn. Den ene af Frantz Holm og Anne Margrethe Speitzers døtre Anna Johanne Holm blev født den 3. maj 1803 og hun er min tip-tipoldemor.

Ud over at have vikingeblod i årene, har jeg altså også sørøverblod (sådan lidt i hvert fald), spændende ☺.

For søren da også……

2011-07-24T10:56:00.001+02:00

Søndagen er helliget besøg af min mands tante og onkel, et sødt ældre ægtepar.

I går blev der bagt kanel- og rosinbrød og i dag var jeg oppe midt nat (sådan næsten ☺) for at bage boller til gæstebuddet. Bordet var dækket, brødet var skåret og jeg nåede under bruseren inden 10.30, hvilket i mit hoved var det tidspunkt gæsterne forventede at komme.

Er det 11.30 de kommer, spurgte husbond! Nej, nej det er 10.30! Men spørgsmålet fik mig alligevel til at kigge i kalenderen og jo, det var 11.30. Tænkt, jeg kunne have sovet en time længere her til morgen…….

Selv om jeg helst vil, at der er fuldstændig check på alt, før der kommer gæster (jeg øver mig i at tage lidt mere afslappet på tingene), så behøver det altså ikke at være en hel time før.

Billedet har ikke det fjerneste med Tante Toos og Oom Bert at gøre ☺. Jeg synes bare, at det er så imponerende, at det kan lade sig gøre at manøvrere med de 4 kasser og så var der sol, da jeg tog billedet i sidste uge ☺.

En rigtig god søndag til jer derude i Blogland fra et regnvådt Holland.

Penge, penge, penge…..

2011-07-22T10:46:00.001+02:00

Nu er det absolut ikke fordi jeg skal gøre mig klog på politik, det være sig langt fra. Og helt galt er det gået med ”klogskaben” efter jeg er flyttet herned, idet jeg mener at man har en vis forpligtigelse til at interessere sig for politikken, i det land man bor i. Men da jeg jo også gerne vil følge lidt med i, hvad der sker i Danmark og samtidig synes, at det pirrer min nysgerrighed hvad der sker syd for grænsen i Belgien, så bliver det hele sådan lidt halvhjertet.

Med hensyn til EU, så har jeg altid haft den holdning, at enten så leger man med eller så gør man det ikke. Et flertal i Danmark bestemte i 1972, at der skulle leges med, hvilket jeg havde det lidt svært med, idet jeg dengang var af den opfattelse, at Danmark nok havde kunnet klaret sig uden EU, takket være de fantastiske danske landbrugsprodukter, fiskeriindustrien og turismen. Men det har måske været en naiv tankegang, idet der selvfølgelig også skulle være aftagere af de danske produkter.

Selv om det på en del områder er upraktisk, at Danmark ikke hoppede med på eurobølgen sammen med andre medlemslande, så har jeg ofte tumlet med tanken om det nu er godt eller skidt for Danmark, at landet har beholdt kronen.

Gennem de sidste par måneder har et af de helt store samtaleemner i pressen hernede været yderligere økonomisk støtte til det forarmede Grækenland. Hver gang der har været besøg fra Danmark har jeg spurgt, om det ikke har optaget den danske presse med den støtte. Men nej, det har det selvfølgelig ikke, idet Danmark ikke skal være med til at støtte.

Pressen har været fyldt med skrækeksempler på, hvordan blandt andet den offentlige forvaltning i Grækenland arbejder, om det er korrekt eller ej, skal jeg lade være usagt. Blandt andet så jeg på et tidspunkt en artikel, hvori der stod, at et stort antal afdøde grækere stadig modtager pension fra regeringen. Familien undlader simpelthen at informere de offentlige myndigheder om dødsfaldet og kan derfor blive ved med at indkassere pension.

Men nu er støtten bevilget - 109 milliarder. Den hollandske regering var fortaler for, at den private sektor også skulle tage del i støtten og det er lykkedes at få sig forhandlet frem til det. Da bankerne vil lide et store tab hvis Grækenland går fallit, er det vel også meget naturligt, at de er med til at yde støtte. Lige her og nu tror jeg, med min ringe viden om tingene, at det er godt at Danmark har beholdt sin krone.

Hvor får I alle de ord fra?

2011-07-17T21:20:00.001+02:00

Husbond sagde forrige weekend ”Det er da utroligt som I kan snakke, hvor får I alle de ord fra?”.

Anledningen til denne bemærkning var, at min veninde og hendes mand var på besøg. Nu er der sådan set emner nok at tage fat på, når vi er sammen og jeg er helt sikker på, at vi sagtens kunne have fortsat med at snakke ud over weekenden. Min veninde og jeg har kendt hinanden siden vi gik i 6 klasse, men det er egentlig først da vi blev naboer i 1974, at den mere intense snak begyndte. Min venindes mand kommer fra den by, hvor mine forældre flyttede til, da jeg var 16 år, så vi løber heller ikke lige tør for samtaleemner ☺. Vi har spillet kort sammen i over 25 år, bowlet med forskelligt held, alt afhængig af hvor mange nyheder vi nu lige skulle have drøftet under kampen, i næsten lige så mange år samt haft mange andre oplevelser undervejs gennem årene.

Alle venskaber er dejlige, nye som gamle. Men der er noget specielt over dem, der går mange år tilbage, man kender hinanden på godt og ondt ☺. Blandt andet kan jeg tillade mig at eksperimentere i køkkenet og afprøve nye opskrifter, uden de sidder og rynker på næsen, for det er bestemt ikke første gang, de har været udsat for et eller andet besynderligt eksperiment udi madkunsten, når jeg har stået ved komfuret. Det får mig til at tænke på, at engang for mange år siden, da fandt min veninde og jeg ud af, at vi skulle servere gamle danske retter til vore kortaftener. Min veninde gjorde mig den enormt store glæde, at lave fyldt hvidkål og det smagte endda næsten som mors og mormors, da jeg var barn. Yderligere, så har hun altid stået parat til at lytte og komme med gode råd, når jeg har haft brug for det. Sådanne mennesker skal skattes ☺.

Vi fik de skønneste Piet Hein lysestager som forsinket bryllupsgave og det kunne ikke have været bedre valgt. Som dansker kender jeg naturligvis Piet Hein fra hans gruk og nu også fra hans design. Hvis man til gengæld er hollænder, så er det en helt anden Piet Hein man kender, det er søhelten Piet Hein, der levede fra 1577 – 1629. Han var blandt andet medlem af det hollandske Øst indiske kompagni og senere blev han vice admiral for det hollandske Vest Indiske kompagni. Yderligere, så var en enorm stor pose blade med fra Danmark og det er jo guld værd for en udenlandsdansker ☺.

Om søndagen kørte vi til ´S Hertogenbosch (den Bosch), hvor vi efter et ”lille beskedent” broodje gezond med tilhørende fadøl til frokost, travede rundt i byen.

Drengene var selvfølgelig meget optagede af disse 2 engelske skønheder.

Vi måtte lige vise gæsterne denne smukke gavl på Kerkstraat nr. 34, som vi altid beundrer, når vi er i byen. Gavlen, der er lavet i egetræ i nygotisk stil, stammer fra 1860. Jeg mener at have hørt, at det er den ældste gavl i byen, men det er jeg ikke helt sikker på. Som det ses, så er der udsalg overalt, men desværre har Holland ikke de samme fleksible åbningstider som Danmark, kun i turistområderne må der holdes søndagsåbent.

Når jeg dør,
så helst,
som
Zarah Bernhardt.
Dramatisk,
storstilet,
gribende.
Og så
igen opstå
for blomsterne.

Historien meldte ikke noget om, hvem der gerne ville dø på denne måde.

Turen gik videre gennem Verwersstraat, den siges at være den mest chikke gade i den Bosch hvad forretninger angår. Om det er korrekt, ved jeg ikke, men til gengæld ved jeg, at der er de skønneste gamle huse, der for fleres vedkommende, daterer sig helt tilbage til det 16 århundrede.

Vi var omkring Markt, hvor der tilbage i middelalderen blev solgt mejerivarer. Da vi var der var der en eller anden form for festivitas med en - for os - ukendt sanglærke på podiet.

Man kan i centrum af den Bosch foretage den mest fantastiske sejltur på Binnendieze. Man sejler under gadeniveau og kommer derved under mange huse og en enkelt kirke. Vi plejer som regel at tage gæster med på denne tur, men i søndags var der over 2 timers ventetid på at få plads i en af bådene, så det opgav vi til næste gang de kommer på besøg.

Det er en sejltur, som jeg vil anbefale alle der kommer i nærheden af Den Bosch, at prøve. Som skrevet, så sejler man langt under gadeniveau, umiddelbart vil jeg tro 3 – 4 meter og der er – når guiden af og til har behov for at trække vejret – fuldstændig stille. Selv man er i en storbys travle centrum, så høres ingen gadestøj overhovedet.

Det er da idyl for alle pengene ☺.

Under turen sejler man også udenfor bymuren, så man fra vandkanten kan se byens fæstningsanlæg. Flere hollandske byer har den slags sejlture, vi har været så heldige at være på flere af dem, hver især er de anderledes, men jeg synes, at den i den Bosch og i Amersfoort har været de mest imponerende.

Kan denne perlerække af dejlige dage mon blive ved?

2011-07-12T23:46:00.001+02:00

Efter en skøn weekend (det kommer der et indlæg om senere), har jeg tilbragt dagen i dag sammen med en pragtfuld pige, kunstner, fotograf og grafisk designer Hannie Mommers (Thank you very much for a lovely day Hannie, I enjoyed every minute of it).

Cykelvejret til Breda var enestående, høj sol med lidt let vind, mere kan man næsten ikke forlange. Da både Hannie og jeg var på cykel, blev vi enige om, at vi måtte have en kop kaffe at styrke os på, inden vi gik videre i programmet. Jeg glemte fuldstændig at fotografere bordet vi sad ved, det burde jeg have gjort. Der var dug på bordet og sikken en dug! Jeg har tidligere set samme type dug hos ældre familiemedlemmer og på museer, hvor man viste hvordan hollænderne levede i 50´erne, men aldrig på en café. Dugen var en lille ”perser” løber med rød bund. Gad vide, hvordan sådan en bliver med tiden, når der er spildt godt med ølsjatter? Eller mon den pakkes væk, inden øllen kommer på bordet? Men ingen tvivl om, at det var et dejligt sted med megen hygge.

Hannie og jeg har været på Grafisk Museum i Breda, en bygning, som jeg jævnligt både cykler og går forbi, tanken om at gå indenfor har ofte været der, men det er aldrig blevet til andet end tanken.

Nu er det ikke fordi jeg vil påstå, at jeg har vældig meget forstand på grafisk design, men når man får mulighed for at se museet sammen med en ekspert, så er det utroligt spændende. Det bliver ikke sidste gang, jeg skal derind.

Ud over den normale permanente udstilling, havde de netop nu en udstilling med forsider fra den protestantiske fjernsynsguide ”VPRO gids”, det var utroligt spændende, at se hvordan trenden inden for grafisk design har forandret sig gennem årene.

Efter en pragtfuld frokost gik vi hver til sit. Selv om vejret havde ændret sig drastisk, siden jeg cyklede hjemmefra kl. 9 i morges, så vovede jeg alligevel at handle og cykle lidt rundt i dejlige Breda, selvfølgelig med fare for at blive drivende våd, inden jeg nåede hjem.

”Spanjaardsgat”, hullet der ligger mellem Granattårnet og Duetårnet fra Breda slot. Legenden fortæller, i 1590 under den spanske besættelse, sejlede et forsyningsskib fyldt med hollandske soldater ind til Breda. Skibet sejlede med tørv og soldaterne lå gemt under tørvene.

Breda med tårnet fra byens vigtigste monument Onze-Lieve-Vrouwe kirke i baggrunden.

Voldgraven langs med Academiesingel.

Baroniemonument, der står ved indgangen til byparken Falkenberg. Det var faktisk den park eller rettere det publikum, der frekventerede parken den dag vi var på besøg i Breda tilbage i begyndelsen af 2005, der er skyld i at vi ikke bor i Breda!

Da himlen blev mere og mere grå og modvinden egentlig ikke var særlig sjov, blev jeg enig med mig selv om at cykle gennem skoven på hjemvejen. Jeg passerede da bronzestatuen ”Mand med ged”, der er opsat til erindring om, at landsbyen Dorst tidligere var kendt for sit gedehold. Den er da sød og lidt hyggelig.

Normalt plejer der at gå vilde heste rundt i skoven, men ikke i dag. Pladsen var overtaget af skotske højlandskvæg, de er nu også dejlige. Jeg må nok erkende, at jeg ikke var særlig modig i begyndelsen jeg boede hernede og vi cyklede aftentur i skovområderne. Af og til holdt en større forsamling af disse løsgående bamser møde midt på cykelstien. Da kunne jeg let finde på, at cykle en større omvej, for at undgå at møde dem (naturligvis til stor moro for husherren), i dag har jeg det fint med dem, men det er måske fordi de holder sig væk fra cykelstien, når jeg kommer cyklende ☺.

Og så lige et billede af den famøse cykeltaske med tilhørende cykel ☺.

Denne skulptur passerer jeg med jævne mellemrum og hver gang tænker jeg på en kobraslange, der er parat til at forsvare sig. Men det må være et tegn på, at jeg i hvert fald ikke skal påberåbe mig nogen særlig stor forstand på kunst, idet skulpturen hedder ”Vægteren” og symboliserer beskyttelsen af den indre følelse.

Dagens cykeltur blev en smuttur på 26,7 km og jeg nåede hjem 10 minutter før det begyndte at regne ☺.

Utrolig dejligt…..

2011-07-11T05:54:00.001+02:00

Jeg er totalt overvældet over al den opmærksom, som jeg fik på min fødselsdag i onsdags. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde tidligere har fået så mange lykønskninger. Utroligt, hvor meget elektronikken via Blogger/Facebook osv. kan berige ens verden.

Jeg havde en herlig fødselsdag, den blev tilbragt på de belgiske landeveje og vejret var godt (lige bortset fra et par enkelte byger). Vi skejede vildt ud i dagens anledning og delte en plade chokolade samt købte hver en kage (jeg fik en chokolade muffins). Noget vi meget sjældent gør, men i dagens højtidelige anledning gav vi os selv lov ☺.

Allerede lørdagen før fødselsdagen, fik jeg min første gave - verdens flotteste cykeltaske! Nu er smag jo selvfølgelig et vidt begreb, men jeg synes bare den er helt vidunderlig. Giveren var knap så begejstret, men når nu konen absolut ville have sådan en broderet tingest med hæklede kanter, plys og guldsnore, ja så måtte han jo overgive sig ☺.

Jeg var ikke i stand til at tage så pæne billeder, som internettet kunne fremvise, da min allerede taske allerede er monteret.

Da jeg for et par år siden fik min nye cykel, blev der samtidig med indkøbt en nydelig enkelt cykeltaske, men i en husholdning af vores størrelse ☺, lykkes det som regel, ud over cykeltasken, at få fyldt et par indkøbsnet, der må på styret. De indkøbsnet, har ikke just vakt begejstring på hjemmefronten, hvor det blev anset for at være så godt som livsfarligt. Det mente jeg nok var en anelse overdrevet, men vi blev enige om, at indgå et kompromis, en slags bagagebærer foran på cyklen, hvor der kunne påmonteres en nydelig stråkurv, en indretning som er meget in lige pt. hernede.

Der er da stil over det, med sådan en kurv! Mange har endda dekoreret kurven med en ranke plastblomster i sommerfarver!

Men desværre, bagagebæreren kunne ikke monteres på min cykel og cykelhandleren måtte ligge hovedet i blød for alternativer. Resultatet er intet mindre end fantastisk og der er så meget plads i de cykeltasker, at hvis vi engang skulle finde på at tage på cykelferie (hvad der nu ikke er særlig sandsynligt), så kan næsten al bagagen transporteres deri.

Meget, meget tidligt onsdag morgen blev jeg ringet op af mit skønne barnebarn, der ville lykønske med de 100 år!!!!! Da jeg protesterede lidt over antallet af år, fik jeg at vide, at det havde far sagt! Jeg skal nok finde en eller anden raffineret metode til at hævne mig på min ellers så utroligt dejlige svigersøn ☺. Jeg fik blomster, 2 store buketter endda, jeg fik gavekort på lækre middage, 2 stk. endda, jeg fik en tingest til at rive og skære grøntsager med, som jeg har ønsket mig meget længe og sidst, men ikke mindst, så fik jeg et billede af husbond, som meget, meget ung sammen med sin farmor ☺. Yderligere, så væltede det ind med kort, hvor er det skønt og hvor blev jeg glad.

Lidt af hvert……

2011-07-02T09:43:00.001+02:00

Jeg har fået ny titel – sanitær ekspert!
Nu skal titlen ikke tages særligt seriøs og der følger heller ikke en stor gage med. Det drejer sig i al enkelthed om, at jeg har brugt de sidste par dage på at male loft, vægge og vinduer blandt andet på toilet og i badeværelse i bonussønnen og hans søde kærestes nye hus. Da min lige så søde bonusdatter og hendes kæreste sidste år flyttede i nyt hus, var det blandt andet også i toiletrummet, at jeg svingede penselen, så derfor den fine titel.

Ud over at slibe og male, så har vi brugt tid på at få has på en del af den enorm dynge af murbrokker, der automatisk hober sig op på terrassen, når det bliver revet vægge ned, flyttet døre osv. Det bliver så utrolig flot det hus, når de unge mennesker engang er helt færdige med projektet.

Dejligt er det, når ”ungerne” har brug for én og jeg er blevet sørget for på ypperligste vis under arbejdet.

Den altid nærværende radio med musik af en kategori og lydstyrke, om måske ikke helt passer til min alder og mig, fik mig til at tænke på, hvad der foregår på et større nybyggeri et par hundrede meter fra, hvor vi bor. På byggeriet arbejdes med forskellige hold håndværkere på samme tid. Hvert hold har naturligvis sin helt egen gule håndværkerradio med og ingen af radioerne står på samme station. Når Roxy og jeg går tur, så hører vi en salig sammenblanding af forskellig slags musik, der alle prøver at overdøve hinanden. Indrømmet, jeg var blevet skingrende skør, hvis jeg skulle arbejde i den larm.

Mens jeg arbejdede hos Ericsson fra 2002 – 2006 sad vi i et større kontorlandskab og på et tidspunkt stod mit skrivebord mellem 2 kollegers skriveborde. Begge kolleger holdt af at høre musik til arbejde, men fra hver sin station! Mit job var af den type, hvor jeg skulle holde øje med mange bolde på samme tid, alt sammen på forskellige sprog og for ikke at ”tabe noget på gulvet” (læs: glemme), så skulle der være 100 % koncentration, hvilket ind i mellem godt kunne være temmelig svært. Og selvfølgelig fik jeg et mindre hysterisk anfald en dag, da stressen var på sit højeste og begge kolleger hørte hver sin yndlingsmelodi, hvilket gjorde, at volumen fik en tand ekstra opad ☺.

Til og fra mit job som sanitær ekspert ☺ tog jeg toget og nu er Nederlandse spoorwege (NS) ikke ligefrem kendt for at være de mest stabile med hensyn til tog tider (men jeg læser rundt på danske blogge, at det er de ikke ene om). Ud over den normale ustabilitet, så gjorde det ikke sagen bedre, at der tirsdag aften/nat bredte sig et enormt uvejr over vort lille land. Enkelte steder faldt der op til 100 mm regn i løbet af en time. I Vught, knap 40 km. fra hvor vi bor, sørgede en mindre tornado for, at store gamle træer blev rykket op med rod, for så igen at blive lagt ned ovenpå smukke gamle patricierhuse, biler osv. Heldigvis skete der ingen personskader. Hos os, nøjedes vi gudskelov med regn, blæst og tordenvejr. Men uvejret gjorde, at NS var endnu mere ustabil end normalt, tog udeblev, tog der normalt stopper ved alle stationer blev erstattet af Intercity tog, der bare standser ved de større stationer osv.

Lige før uvejret brød løs…..

Men alt besværet bliver skubbet i baggrunden, når man kommer til stationen i ´s Hertogenbosch (i daglig tale den Bosch). Selve stationen er ikke noget at skrive hjem om, det er en moderne bygning fra 1998, men til gengæld er de gamle perronoverdækninger en umådelig stor fryd for øjet. Jeg husker endnu, hvor imponeret jeg var, da jeg så overdækningerne for første gang under en rygsæktur i 2000.

Den Bosch har gennem årene i alt haft 4 togstationer og perronoverdækningerne stammer fra den 2 station, der var i brug fra 1896 og indtil den blev ødelagt under 2. verdenskrig.

Selve overdækningerne, der er lavet af stål, blev fremstillet i 1894 og sat op i 1896 og stationen i ´s Hertogenbosch var den første bygning i Holland, hvor sådanne konstruktioner blev anvendt. Overdækningerne har en længde af 450 meter, hvilket ifølge kloge hoveder er de længste i hele Holland.

I 1998, da den 4 station blev bygget, blev overdækningerne gennemgribende renoveret og imellem de 6 perroner blev der lavet en gangbro af glas i stedet for den gamle.

Nu er søjlerne, der holder tagkonstruktionen lavet af jern i stedet for mursten, men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på Harry Potter filmene, når jeg går rundt og venter på stationen i ´s Hertogenbosch ☺.

“In den Bockenreyder”

2011-06-28T12:28:00.001+02:00

Utroligt, som vi flyver og farer rundt i disse dage.
I søndags blev et kobberbryllupsgavekort, som vi sammen med vore naboer, havde givet et andet nabopar, endelig indfriet - efter et par måneders ventetid. I mangel på gaveønsker og kreativitet udi gaveindkøb, fik parret en frokost på en restaurant, hvor vi af og til kommer alle 6.

Restauranten ”In den Bockenreyder” (Bockenreyder/Bokkenrijder = Klodshans) er svær at beskrive, den skal opleves. Den ligger i det sydlige Noord Brabant, i Esbeek, midt i et skovområde.

Tidligere, altså før vi kom der første gang, gik et æsel rundt mellem bordene og tiggede godbidder.

Alle er velkomne, ridende, cyklende, gående og kørende gæster og der er oven i købet et par marker, hvor ridende gæster kan have hestene gående, alt imens ejerne får sig lidt godt at spise/drikke.

Sådan kan man også køre på restaurantbesøg ☺.

Eller sådan…..

Restauranten har ikke mange retter at vælge imellem, men de der er på menukortet er noget helt for sig. Og menukortet er skrevet på Brabansk dialekt, noget der tager lidt tid for en dansker at stave sig igennem.

Der er forskellige supper, uitsmijtere (udsmidere), hvilket vil sige brød med skinke/bacon og ovenpå spejlæg, de er leveringsdygtige i uitsmijtere med hhv. 3, 5 og 10 æg. Den med de 10 æg har jeg aldrig set, men da størrelsen af retten med 5 æg er stor, så må den anden være enorm. Jeg har også set isdesserter båret rundt og de er intet mindre end enorme.

“Drengene” valgte uitsmijtere med hhv. bacon og skinke, utroligt at de kunne kæmpe sig igennem sådan en portion.

I søndags smagte jeg for første gang en bondetallerken og når man har været igennem den, så er man ikke mere sulten den dag. Der er en skive rugbrød (sådan rigtig rugbrød), der er en enorm skive tysk rugbrød, rosinbrød og kruidenkoek (noget i retning af sirupskage) samt forskellig slags pålæg og ost.

Der er altid mange mennesker på restauranten, hvor det meste foregår udendørs, men der er også mulighed for at være indendørs, enten i et lille hus, der er indrettet som beboelsen tidligere så ud på en bondegård eller i stalden.

Mit 4 benede dagplejebarn, hvis “mor” og “far” vi fejrede, nød at kunne kigge på alle de andre hunde, heste samt opmærksomheden fra andre gæster.

På tur med drengene……

2011-06-26T10:24:00.001+02:00

Husbond har ofte sagt, at han vældig gerne vil se DAF museet i Eindhoven!

Det er altid på listig kvinde vis lykkedes mig, at få samtalen kanaliseret over på et andet emne, for museet har nok ikke lige ligget øverst på listen af steder, som jeg gerne vil se ☺. Men i denne uge, hvor der har været et andet mandfolk i huset, da skulle DAF museet besøges og jeg SKULLE med ☺.

Det var skam også fint nok, jeg anede simpelthen ikke, at DAF havde lavet så mange forskellige personbiler, at de var de første, der lavede automatgear (Variomatic), at firmaet blev overtaget af Volvo osv., jo, jo det skortede ikke på information og det meste var egentlig spændende nok.

Jeg brugte tiden på at drøne rundt og fotografere, det blev til 100 stk. af forskellig kvalitet (drengene beklagede sig over skarpheden i en del af dem), alt imens drengene fordybede sig i detaljer som motorer, militærkøretøjer osv.

Blandt andet så vi Jackie Kennedy og Ari Onassis strandvogn, flot lille køretøj, som parret brugte til kørsel i og omkring Monaco.

Vi så også den hollandske kongefamilies strandvogn ”Daf Kini”, den brugte familien på deres italienske ferieresidens på Port Ercole og var selvfølgelig døbt Willem Alexander ☺.

I den forbindelse kan jeg i øvrigt fortælle, at der er forskel på nummerplader i Danmark og Holland. Hernede beholder en bil den nummerplade, som den får ved første registrering. Nummerpladen bliver siddende på bilen altid (altså, hvis ikke lige den mistes) og når bilen skrottes, så skrottes nummerpladen også. Den kongelige hollandske families nummerplader starter altid med AA, ikke noget med krone her. I modsætning til alle andre må den kongelige familie overføre AA nummerpladerne til nyere biler.

Hvis en bil mister sin nummerplade, så kommer der et nydeligt lille 2 tal på nummerpladen og hvis nummerpladen igen forsvinder på en eller anden vis, så kommer der et 3 tal ☺.

Blandt alle bilerne havde man opbygget et scenarie med værksted og forretninger, det var knaldgodt lavet. Blandt andet var der en ”forretning”, hvor jubilæumsgaver og afskedsgaver til medarbejdere fra DAF fabrikken var udstillet. Se, det var spændende.

En politibil til ME´erne (den hollandske udrykkerstyrke) var der også, jeg glemte at se efter, hvor gammel den egentlig var, men sjov og meget primitiv var den.

Der var også en afdeling for miniaturebiler, både last- og personvogne. Og det viste sig sandelig, at en af de biler, som husbond har i den hjemlige samling, var udstillet ☺.

Bygningen, hvori museet befinder sig, blev bygget i 1884, de første mange år rummede bygningen damp-ølbryggeriet ”De Valk”, der i årevis var det største bryggeri i Eindhoven. DAF museet flyttede ind i bygningen i 1993 og jeg synes bygningen passer perfekt til formålet.

Noget, som jeg også fandt uhyre interessant i museet var, at en del af museet var indrettet som en gammel smedje med et hav af udstyr af ældre dato. Årsagen til dette var, at DAF´s grundlægger Hubert Jozef van Doorne egentlig startede sin løbebane i faderens smedeværksted. Rummet passede perfekt til formålet.

Alt i alt vil jeg mene, at selv om man har den holdning, at en bil er noget der skal starte, når man drejer nøglen/trykker på knappen og hvis ens viden om en bil ellers begrænser sig til at fylde benzin/diesel/olie på, så er museet ikke det værste man kan blive udsat for ☺.

På sightseeing……

2011-06-23T15:44:00.001+02:00

Dagens udflugt gik til den sydlige del af Belgien, nærmere bestemt til Geraardsbergen, hvor ”Muren” fra cykelløbet ”Flanderen rundt” skulle besøges. Vi har en gang tidligere været der og havde bestemt, at ugens danske gæst skulle se, hvad cykelrytterne udsætter sig selv for.

Vejret var ikke just lovende, gråt i gråt og kort før Gerardsbergen begyndte det at smådryppe. Da vi stod ud af bilen på torvet i byen, havde dryppene ændret karakter til at være temmelig store og kraftige. Men pyt, vi var hårdkogte og travede af sted.

Geraardsbergen er en af Belgiens ældste byer og den var en af de første byer i Vesteuropa, der fik købstadsrettigheder, hvilket den fik tildelt i 1068.

Et kig ind i musikakademiets idylliske gård.

Imens kaffen og den obligatoriske æblekage blev indtaget stoppede regnen og vi travede videre.

Drengene blev vist lidt småtrætte af mig, for jeg kan stå og kigge på sådan et sted meget længe ☺.

Geraardsbergen mindes stadig en legende, der blev skabt tilbage i 1381. Legenden tog sin begyndelse, da byen var belejret af Walter IV af Enghien og hans tropper. For at vise, at byen ikke kunne kues og at den havde mad nok til at modstå belejringen, kastede man madrester ud over bymurene. Hvert år under byens karneval fejres denne legende ved, at man organiserer ”Krakenlingenworp” (Kringlekastning) på toppen af Oudenberg (111 meter).

Så vidt jeg har kunnet finde ud af, drejer dette sig om en cykelrytter ved navn Robbie McEwen, men godt er da lavet.

Efter traveturen begyndte jagten på ”muren” fra “Flanderen rundt”, det kneb lidt med at finde den denne gang. Men da det endelig lykkedes, viste det sig, at vi var nødt til at parkere langt fra murens begyndelse, idet starten lå for enden af en smal blind vej og henset til det ustabile vejr, blev vi enige om, at det var vældig fint, at vi lige havde set starten af den smalle sti med toppede brosten fra bilen ☺.

Nær muren står monument ”Heilig Harbeeld”, det er en variant af den Brazilianske Corcovado. Statuen er et mindesmærke fra ”Den store krig” 1914-1918 og opført i 1920. Selve monumentet trængte lidt til en omgang Ajax vand i toppen, men det gjorde den ikke mindre smuk. Ind i mellem trætoppene, er der en vidunderlig udsigt over Geraardsbergen.

Turen gik videre uden de helt store planer, men da en af bilens passagerer (ikke mig) pludselig fik lyst til chokolade og vi nu var i Belgien, hvor man producerer vidunderlig chokolade, skulle det selvfølgelig udnyttes, derfor blev det til et stop i byen Ath.

Byen har en rig historie, hvilket også ses af de smukke gamle bygninger overalt i byen.

Under traveturen besøgte vi Saint Julien kirken, der oprindeligt stammer fra det 12. århundrede og tårnet er fra 1462.

Indvendig var kirken knap så imponerende som udvendig.

Mens vi travede rundt i Ath skinnede solen og vi blev enige om, at nyde en cappuccino på en af torvets mange fortovscafeer. Vi havde taget forbehold og havde bænket os under en parasol, men da der pludselig blev åbnet for sluserne fra oven, var det ikke nok og vi måtte indenfor.

Da vejret egentlig ikke indbød til mere sight seeing drønede vi hjemad via motorvejen.

Lidt af hvert…..

2011-06-21T17:37:00.001+02:00

I søndags, da vi kørte fra udstilling, kom vi forbi denne mark.
Til trods for, at regnen stod ned i meget tykke stråler, så måtte jeg lige ud og fotografere……

Vi har en dansk feriegæst i denne uge, hvor er det dejligt med besøg ”hjemmefra”.

Desserten i går aftes, da gæsten ankom, var selvfølgelig “Den fra Hengelo” i rød/hvide farver ☺.

Jeg glæder mig…..

2011-06-19T11:56:00.001+02:00

Vi skal på udstilling i Ulvenhout i dag, hos min mands kusine, kunstneren Hannie Mommers.

Hannie laver fantastiske ting i keramik og vidunderligt smukke foto. Jeg har ikke spurgt om lov, så derfor intet link til blogge med hendes værker. Hun udstiller sammen med 5 andre kunstnere i denne weekend, blandt andet sammen med en, der laver skønne smykker (og der har jeg jo et svagt punkt), så det er nok bedst at lade tegnebogen blive hjemme.

I aften fejres fars dag – nej, nej, det er ikke en fejl, i Holland er det i dag ☺ - hos ”ungerne” i Oss.

Mon virkelig dette er tilladt?

2011-06-18T17:57:00.001+02:00

Dette syn blev observeret for et par uger siden på Autobahn 57 på vej fra Venlo til Køln.

Normalt plejer tyskerne da at være ret krakilske med miljøforurening, men det gælder sikkert kun hvis det bliver udført af andre end dem selv.

Heldigvis var det slukket, da vi returnerede nogle timer senere.

Tak for alle jeres søde kommentarer…..

2011-06-17T20:13:00.001+02:00

Kære alle,

Tak for alle jeres søde kommentarer på mine sidste indlæg. Jeg kan ikke, hvor gerne jeg end vil svare på dem!!!!

Hver gang jeg forsøger bliver jeg logget af blogger, jeg fatter ikke hvorfor og hvad der egentlig er sket. Jeg har forsøgt utroligt mange ting, men intet af det hjælper…ØV!

En rigtig dejlig weekend til jer alle.