Søde Jeanette fra Hengelo og jeg besluttede for et par måneder siden, at vore mænd trængte til at blive luftet og vi havde derfor inviteret dem med til Amsterdam i fredags. Meningen var, at vi ville besøge Rijksmuseum, som ingen af os havde set efter den store ombygning.
Vi mødtes udenfor Centraal station og første stop var Damrak, hvor vi under kaffen blev opdateret med hinandens gøren og laden siden sidst. Mens vi sad i solen og kiggede på turisterne, blev vi enige om, at vejret simpelthen var for godt til at gå på museum, det måtte vente til efteråret. I stedet ville vi lege turister og Jeanette foreslog, at vi skulle på marked, det var jeg selvfølgelig straks med på og “drengene” fulgte trop uden overhovedet at beklage sig ☺.
På vej mod det første marked i Albert Cuyp straat, fotograferede jeg på livet løs og det var som om et eller andet var galt, det kneb med at fokusere og der var en svag dis på alle billeder. Efter at have pudset både briller og linse uden det hjalp, tænkte jeg at det måtte være tid for nye briller, for kameraet kunne der bestemt ikke være noget i vejen med, da det ikke engang var et år gammelt.
Endelig, efter at have fotograferet de første 55 billeder, opdagede jeg hvad der var galt, kameraet stod til at fotografere med effekt! Og effekten var altså svagt dis og billeder der så lidt uldne ud i kanten. Altså ingen nye briller i denne omgang, jeg har ellers fået øje på en model, som jeg mente ville passe mig godt ☺. Hvis du kigger med her, så kan jeg berolige dig, det er hverken dine øjne eller briller der er noget i vejen med, det er bare mig der er en klovn.
Da vi nåede Amstelkerk, stod der mennesker overalt, langs med Prinsengracht, på fortove og broer og alle var pænt klædt på. Vi blev enige om, at vi hellere måtte vente og se, hvad der skulle ske. Det viste sig, at være en begravelse og de mange mennesker ventede på ligtoget (måske hedder det i denne situation noget andet). Hvorfor, kan jeg ikke forklare, men det gjorde et vist indtryk, at se kisten blive transporteret via båd. Jeg spekulerede på, om man tidligere altid gjorde det på denne måde eller kisten blev transporteret via hestevogn på samme måde, som det i dag foregår med bil.
Jeg var lidt usikker på, om man kan tillade sig at fotografere et ligtog, så derfor foregik det i det skjulte. Kisten står på skrå i agterstavnen.
Albert Cuyp markedet var noget af et tilløbsstykke. Det siges, at være det længste marked i Holland og det skal såmænd nok passe, for langt var det. Der var uendeligt mange ting, alt hvad hjertet kan begære, godt og skidt mellem hinanden og mennesker af alle nationaliteter og hudfarver. Alt i alt rigtig hyggeligt.
Var det måske noget med en pindsvinetaske? 
Eller måske en pink korsettaske? 
Efter en hurtig kaffepause af sted i skarpt trav til det næste marked på Waterlooplein, som vi lige kunne nå inden lukketid. Jeg har hørt meget om netop det marked, bl.a. havde jeg, da jeg arbejdede i Eindhoven en kollega, der 2 gange om året kørte til Amsterdam og købte alt sit tøj på Waterlooplein. 
Der er selvfølgelig fordele ved havearbejde i en forhave som denne, man vil altid kunne se hvor langt man var nået.
Sikker cykelparkering! 
Det er ikke så tydeligt, som jeg gerne ville have det skulle være, men som håndværker i Amsterdam må man være kreativ. Al materiale hejses op i øverste lejlighed.
Stor var min overraskelse, da vi gik forbi ”Magere Brug” og ind på markedspladsen, idet jeg vidste, at jeg med sikkerhed havde været der før. I 2000 var jeg på en rygsæktur, hvor jeg bl.a. boede i Amsterdam. Mens jeg var der, var jeg på et marked og efter jeg er flyttet herned, har jeg ofte tænkt på, hvilket marked det mon var, jeg havde besøgt. Jeg kan huske, at jeg i 2000 forelskede mig i en taske, men pga. pladsmangel i rygsækken, måtte jeg lade den stå ☺.
Efter Waterlooplein gik vi lidt rundt på må og få i håb om at finde et sted at spise aftensmad. Vi startede med at kigge efter restauranter og cafeer, hvor vi kunne sidde ude og nyde solen, men den ide var der tusindvis af andre der havde fået før os, så det kunne vi godt glemme. 
Mens vi stod på Nieuwmarkt og kiggede på politibetjentene, der var ved at sadle hestene op til aftenens runde, kom Jeanette pludselig til at tænke på, at en af deres venners søn var bestyrer af en restaurant beliggende på Nieuwmarkt. 
Vi fandt restauranten ”De Bekeerde Suster”, vi fandt også vennernes søn og vi fandt sandelig også et bord, hvor aftensmaden kunne indtages. Restauranten har eget bryggeri og serverer dejlig mad, så den kan absolut anbefales. 
Efter en dejlig dag med mange skridt (hvornår mon jeg husker at få købt den skridttæller?), megen snak og hyggeligt samvær, var det tid til at skilles og jeg glæder mig allerede til næste Amsterdambesøg.
