fredag den 26. november 2010

Delfshaven

Husbond har flere gange sagt “Vi må en tur til Delfshaven” og endelig i onsdags, da solen skinnede fra en skyfri himmel, kom det så vidt. Jamen dog, sikken en idyl! Vi er enige om, at vi snarest skal tilbage, om ikke andet så for at besøge ølbryggeriet ☺.

Delfshaven1

Selvfølgelig kunne jeg have orienteret mig lidt bedre inden besøget,  jeg havde dog læst en artikel om Delfshaven, hvor den lille havn var beskrevet. At Delfshaven så i dag ikke omfatter andet og mere end lige præcis den lille havn Voorhaven og Achterhaven (forhavn og baghavn) samt et par enkelte gader og er en lille del af Rotterdam, det kom som en overraskelse for mig.

Delfshaven2

Men uanset størrelse, så var der overalt utroligt smukke gamle huse, hvoraf en stor del stammer helt tilbage til 1600 tallet.

Delfshaven5

En af Hollands store søhelte Admiral Piet Heyn blev født i Delfshaven i 1577. Fødehjemmet står der endnu samt nær hjemmet, en stor statue af helten, der skuer ud mod havet. Piet Heyn er kendt for sin store indsats under 80 års krigen, hvor han bl.a. i 1623 erobrede den spanske sølvflåde, der omfattede 12 millioner gylden. Ikke noget at sige til, at han var og stadig er elsket i landet.

Piet Heyn

Delfshaven opstod  i 1398, hvor byen Delft fik tilladelse til at grave en 10 km. lang vandvej til floden Maas. Tilbage i 1600 tallet var Delfshaven kendt for skibsbyggeri og Jenever distillation, yderligere så havde det hollandske Østindisk kompagni et vigtigt skibsværft og varehuse i byen.

Delfshaven3

Frokosten blev indtaget på det tidligere rådhus “De Pelgrim”, der nu er restaurant og ølbryggeri. Et skønt sted, med lækker mad, som jeg glemte at fotografere. Til gengæld huskede jeg – inden det var for sent – at fotografere årets første Bock øl. Den søde og snakkesalige tjener fortalte, at stedet også er meget brugt til vielser.

De Pelgrim Delfshaven

I Delfshaven ligger på havnens ene kaj, Rotterdams eneste tilbageværende hvedemølle. Møllen var endda åben for salg af alle slags mel og jeg havde næsten den ene fod indenfor, da husbond spurgte, om vi ikke havde mel og rugbrød nok lige pt. Og jo, det havde han fuldstændig ret i ☺.

Delfshaven4

Vi forlod Delfshaven for at trave en tur gennem de omkringliggende gader, hvor der udspillede sig et multikulturelt liv men mange forskellige hudfarver og sjove butikker. Men da vejret i eftermiddagens løb havde forandret sig drastisk og der pludselig blev åbnet for sluserne, foregik den sidste del af traveturen i hastigt trav hen til bilen, hvor paraplyen lå trygt og godt. Et besøg i Delfshaven kan så absolut anbefales, hvis man er til gamle huse og små cafeer.

Svaner

Desværre var der ikke noget brød i tasken, så de sultne svaner kunne blive fodret, det havde de ellers regnet med, tror jeg.

Pernis

På vej hjem var vi forbi Pernis, hvor lysene fra den kemiske og petrokemiske industri skinnede ud over det mørke Holland.

tirsdag den 23. november 2010

Gæt hvor vi var i weekenden……☺

Kristian1

Denne vidunderlige lille fyr blev døbt….

Altaar

I en hyggelig dansk landsbykirke……

Kaa

Hvor der var pyntet med lyseblå sløjfer og
hvor præsten holdt en dejlig prædiken
over emnet fred……

Scheelsminde

Festen blev holdt i skønne omgivelser….

Karoline Hannah

Og jeg hørte for første gang om Hannah
Montanas eksistens ☺……

Guldklumpen

Guldklumpen tog det hele i stiv arm
og fandt sig troligt i at blive flyttet fra arm til arm,
blive nusset, krammet og kysset af gæsterne (mormor
især). Tak for en dejlig fest.

Bilka

Inden hjemturen var der lige tid til en tur omkring
Bilka, for at få tanket lidt op til lager af blandt andet
rugbrød ☺….

fredag den 19. november 2010

Farvel Audi, velkommen VW.

Endelig er vi så vidt, efter at have ventet i 21 uger er den her, den nye Golf og den blev hentet i går aftes. Den er bare så flot og dufter så dejligt, at det var lige før, jeg havde hevet dynen med
ned i garagen, for at sove i den i nat ☺.

Audi 5

Audi eventyret, der kom til at strække sig over 3 x A3´er, er slut (husbond siger, i hvert fald for denne omgang. Mon han regner med at vinde i Staatsloterij? ☺). I henhold til alle planerne for 2 år siden, skulle eventyret havde strakt sig over en meget lang årrække, men da sidste afsnit viste sig, at være lang og trang, blev vi enige om at sige stop.

Egentlig kunne det vel være blevet en hvilken som helst brugt bil, der kom til at erstatte Saxo´en tilbage i 2004. Husbond arbejdede i cykelafstand fra hjemmet, hvorimod jeg dagligt kørte 130 km til/fra job plus det løse, hvis der også skulle handles. Derfor var det nødvendigt med en bil, der ikke forventedes at volde nævneværdige problemer. Også set ud fra det faktum, at min bilforstand – ud over altså lige at køre i den – begrænser sig til at fylde benzin/diesel, olie og sprinklervæske på. Indkøbet blev en brugt Audi, nydelig bil. Sjovt nok, så fandt jeg med den bil ud af, hvor meget snobberi der er på vejene, idet der så vidt jeg husker, aldrig var nogle der viste særlige hensyn og havde givet plads, da jeg kørte i Saxoen, men det ændrede sig straks, da der pludselig var 4 skinnende ringe på dyret. Den grønne tjente os godt igennem 3 år, den havde en lille ulempe, idet den havde kun 3 døre og jeg husker tydeligt, engang vi havde fået min meget højgravide datter ind på bagsædet uden særlige problemer, det var straks en anden sag, da hun skulle ud igen ☺.

Audi 1

Næste del af eventyret var en helt igennem vidunderlig bil. Det vil være meget forkert at påstå, at jeg har nogen som helst forstand på biler, men alligevel, den bil hører godt nok til noget af det ypperste, jeg har nogensinde har kørt i. Den var brugt, men da den 2 år tidligere var rullet ud fra fabrikken, var den udstyret til en af Audi´s salgschefer- Dette indebar, at den havde alt hvad hjertet kunne begære (mit, altså) indenfor ekstraudstyr plus masser af hypheste. En Danmarkstur i den, var en ren drøm og selv de mange timer i kø på motorvejen til/fra arbejde var lidt mindre trælse, da det foregik i den bil.

Audi 1 og 2

Men ikke alt var rosenrødt, ud over at den selvfølgelig var ret grådig hvad diesel angik, så var den det også, når det gjaldt olie. Der er ingen tvivl om, at ham salgschefen, han har givet den lov til at arbejde og ikke har været særlig sød med den.

Da beslutningen blev taget om, at fruen skulle være hjemmeløbende, blev der samtidig taget beslutning om, at vi skulle have en ny bil, sådan helt ny og som skulle holde i mange, rigtig mange år. Husbonds ønsker for den nye investering gik jo selvfølgelig i teknisk retning, automatgear og hvad ved jeg, hvorimod jeg bare havde et lille bitte ønske, at sæderne var præcis lige så gode som i olieslugeren.

Efter 6 måneders ventetid, kom den så til Holland, nøøøj hvor var vi spændte. Vi havde endda snakket om, selv at hente den i Ingolstadt, men som sædvanlig var det ikke muligt for mig at få fri fra jobbet, så det lykkedes ikke.


Audi 3

Der var nogle, der havde stjålet den røde Audi dug, så den var blevet pakket ind i VW´s farve i stedet for ☺. Sælgeren glimrende ved sit fravær, den dag bilen blev afleveret, men suppleaten gjorde det nu meget godt.

Audi4

Og så begyndte trængslerne, pyha. Da jeg første gang satte mig ind i den bil, tænkte jeg, det er løgn! Vi har et par godt og vel 100 år gamle træstole, der stod i sommerhuset, da min mormor og morfar købte det i 1956, det var nøjagtig lige som at sætte sig på en af dem. Min dejlige bonussøn, der er Audi mekaniker, kaldte sæderne 2 pinde med et stykke stof imellem og det dækker nok meget godt. Jeg brokkede mig selvfølgelig, endda en del gange og til sidst afsluttede sælgeren, et arrogant fjols (undskyld), alt mit brok med at sige, at det da ikke var noget at klage over! God bemærkning, når det nu var ham, der havde glemt at bestille de sæder, jeg gerne ville have. Til sidst opgav jeg.

Da bilen var knap et år gammel tog vi på ferie, ”Tour de France”, der kom til at omfatte 5600 km kørsel, under den tur havde vi mange sjove oplevelser. Pludselig, langt uden for lands lov og ret i nærheden af Millau broen, ville cruise controllen ikke længere, for så at komme i gang efter en rum tid. Pludselig ville den ene dør ikke åbne indefra, et par dage senere ville samme dør ikke åbne udefra, hver gang motoren blev slukket, lød det som en gammel fiskekutter, der tøffede af sted ude på havet, af og til ved lettere acceleration lød der en høj hamren et eller andet sted fra motorrummet osv. osv. osv. Ud over selvfølgelig, at jeg bare sad elendigt alle 5600 km.

Audi sagde, nååååh, det er bare elektronikken, der skal have en opdatering. Hallo, bilen er ikke engang 1 år gammel, hvad er grunden til elektronikken allerede skal have en opdatering? Det stod malet i ansigterne på Audifolkene, at de på forhånd opgav at forklare mig det.

En dag, da jeg hentede bilen fra værksted, hvor den igen-igen-igen havde været i nogle dage, lød det som om der sad småsten i alle dækkene. Undervejs ringede jeg og spurgte, hvad de havde lavet ved bilen, for sådan plejede den bestemt ikke at lyde. Retur med den og værkføreren sagde ”Sådan har den altid lydt”! Jeg var rasende, sur og gal og frygtelig ked af, at jeg havde gjort for lidt for at lære sprogets værste gloser på hollandsk, for dem havde jeg brug for på det tidspunkt. Det viste sig sandelig, at gearkassen var gået i stykker og så meget i stykker, at der måtte en ny gearkasse til! Bilen var på daværende tidspunkt godt og vel 1 år gammel.

Inden garantien udløb 31. august i år, ville vi have bilen til et grundigt check og det viste sig til stor forundring for Audi (ikke for os), at der pludselig var op til flere ting, der skulle udskiftes. Ting, som alle var besværlige at skaffe hjem og som blev bestilt forkert osv. Igen 3 værkstedsbesøg og en ny kamp om at låne en bil, indtil vores var klar.

Jeg havde hele tiden sagt, at det er en fredag eftermiddag/mandag morgen bil, men iht. Audi folkene eksisterer sådan noget slet ikke i 2010 og i øvrigt, hvilken forstand har kvinder på biler. Oven i købet en udlænding, der ikke engang taler den Brabantske dialekt, hun kan da ikke have meget hjerne, sådan én.

Efter sidste værkstedsbesøg blev vi enige om, at det vi nok desværre var nødt til at slutte bekendtskabet med Audien. Vi turde simpelthen ikke at beholde den bil længere, idet der nu - efter garantiens udløb – kun var os til at betale og mængden af værkstedsbesøg i de 2 år vi havde haft den, oversteg langt hvad vi begge tidligere havde kendt til. Hvad skulle vi så finde på? For at slutte denne lange historie, så blev vi enige om at droppe Audi og prøve os med en Golf. Den blev bestilt med de rigtige sæder og med al den teknik husherren kan ønske sig, så han har en masse af knapper og dippedutter at sidde og pille, rode og rage med. Og selv om jeg kun har siddet i den en halv time i går aftes, så sad jeg vidunderligt ☺.

Audi 4

Selv om jeg godt ved hvem der betaler, så fik vi en fantastisk service ved købet af Golfen, det var vi ikke vant til fra den tidligere Audi/VW forhandler, som ikke af den grund er billigere. Da bilen blev bestilt, fik vi en flaske rødvin, i går aftes var der ud over den sædvanlige dug over bilen også et tillykke skilt samt en stor buket blomster til fruen og så brokkede han sig ikke engang, den søde unge sælger Gijs, da jeg fortalte ham, at han ville være at finde på en blog ☺.

torsdag den 18. november 2010

Mor, jeg har fået en god ide…..

Sagde min datter, da jeg snakkede med hende først på ugen. Hun fortsatte med at sige, at hjælpen involverede mig!

Ideen gik ud på, at købe 4 vaskeklude i enten brændt orange, gult eller hvidt og brodere Karoline og Kristian derpå. Og det mente jeg da sagtens, at jeg kunne klare.

Jeg har tidligere broderet meget, men det ligger mindst 25 år tilbage i tiden og der er sket et eller andet med lysets styrke siden da ☺. Eller måske kan jeg give sparepærerne skylden ☺.

Vaskeklude

Så mangler der kun 2 stk….. pfffff.

tirsdag den 16. november 2010

Dagen i dag…..

Vejret hernede sydpå er lidt trist i dag. Der er tåge og dis, så man ind i mellem næsten ikke kan skimte gaden udenfor og temperaturen har nået at skrue sig helt op på 4 graders varme.

Men på den anden side set, når jeg tænker på de stakkels mennesker, der rundt omkring i verden sloges med naturkatastrofer, så har vi ikke noget at klage over. Vi bliver hele tiden bombarderet i nyhederne med nye katastrofer, så man næsten ikke kan rumme det mere. Men af en eller anden grund, så gør det et dybt indtryk, når der i nyhederne vises klip fra vore sydlige naboer, der i byer, hvor jeg ofte kommer, lige nu sloges med store vandmasser fra floden Maas.

Dagen tilbringes bag symaskinen og med lidt bloglæseri ind i mellem.

Buddaer

mandag den 15. november 2010

Frokostaftale.

Tilburg2

I formiddags, da jeg gik rundt på Heuvel i Tilburg og ventede på lille William og hans søde mor, min tidligere kollega, der nu bor i Danmark med sin familie, var der tid til at snuppe et par foto.

Tidligere var Heuvel en trist omgang med fliser og en statue af kong William II, men da pladsen i forbindelse med Tilburgs 200 års jubilæum i år skulle ændres, blev byens indbyggere involverede i projektet og  det færdige resultat er i hvert fald bedre end det tidligere. Nu er der både vand, græs, fliser og under hele pladsen er der lavet cykelparkering.

Egentlig er det lidt sjovt at tænke sig, at før 1898 var Heuvel det eneste sted i byen, hvor Tilburgs indbyggere kunne hente drikkevand. 
 Tilburg1

William II, der var konge over Nederlandene (hvilket på daværende tidspunkt vil sige både Holland og Belgien) fra 1840 – 1849 har fået lov til at blive på Heuvel, dog på en mindre central placering.

Tilburg3

På den anden side af gaden ligger St. Jozefkerk, også kendt som Heuvelkerk. Den blev taget i brug i 1873, dog uden de 72 meter høje tårne, idet der i arkitektens budget, der var på 150.000 Gylden, ikke var penge nok til tårnene. De stod først klar i 1889.

William

Og så var der tid til frokost! Dejlige lille William havde under ferien i Holland været i nærkontakt med storesøster, vores skønne gudbarn Isabella, og det havde givet lidt skrammer ☺.

torsdag den 11. november 2010

Godnat…..

Hasselt

Hasselt/Belgien i fredags – gad vide om det er graffiti eller måske ejeren af huset, der er tegnet på muren?
Sov godt derude i Blogland.

lørdag den 6. november 2010

Amazone–del 3.

For nogle uger siden skrev jeg nok så flot, at der ville komme en 3 og sidste del i føljetonen. Den har ligget som kladde i flere uger og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle med den, da den er alt for lang og alt for kedelig og for at gøre det hele endnu værre, så har jeg ikke et eneste lille bitte billede, der har det fjerneste med soldaterlivet at gøre. Sig ikke, at jeg ikke har advaret.

Og så stod man der, frisk udklækket fra konstabelskolen, med al sin tilegnede viden. Jeg kunne skille en maskinpistol ad, jeg kunne skyde med den, jeg kunne kaste med håndgranater, jeg var god til at splejse et kabel og jeg kunne pudse støvler, så selv Den Kongelige Livgarde ville have været imponeret. Var der noget jeg kunne bruge al den viden til? Ud over støvlepudsningen, så NEJ!

Det var en meget anderledes verden jeg kom til. Når jeg tænker tilbage, så kunne jeg vel sådan set lige så godt være havnet på et kommune-, post eller advokatkontor. Eneste forskelle var, at det altså var et signalkontor og på grund af uniformen, havde jeg et tøjbudget, der var noget nær nul. Var jeg skuffet? Jeg kan ikke længere huske det, men jeg havde jo selv valgt og kæmpet for at komme til det tjenestested og så kan man jo ikke tillade sig at være skuffet.

Også på det menneskelige område var det en brat opvågning. Elevtidens beskyttede verden, hvor officerer og befalingsmænd enerådigt bestemte, var væk. Nu skulle man tage hensyn til helt andre personer, uden militær baggrund, der ved hjælp af manipulation bestemte mangt og meget. Velkommen til den virkelige verden, Annette.

Men der var skam også lyspunkter! Mange endda! Et af dem var muligheden for at blive klogere ☺. Allerede på konstabelskolen, havde vi haft mulighed for at tage brevskolekurser fra Danmarks og Hærens Brevskole og da jobbet var i skiftehold, var der på aften- og nattevagterne mulighed for at “studere”. Jeg tog brevskolekurser i alverdens ting, brugbare og ikke-brugbare, bare for at nævne nogle få, så var der indendørsarkitektur, reklametegning, dansk, engelsk, fransk og praktisk militærpsykologi, ikke at forglemme. Jeg var lidt stolt, når jeg kunne føje et nyt kursusbevis til samlingen. Ud over dette, så gav Forsvaret også en anden mulighed for uddannelse, civilundervisning. Efter 3 måneder på tjenestestedet regnedes man for færdiguddannet og fik en kontrakt, der gjaldt til det 35 år. I løbet af denne kontrakttid optjente man undervisningsuger (civilundervisning). Jeg mener, at kunne huske, at 1 arbejdsmåned = 1 undervisningsuge. Flotte vilkår, gad vide om den mulighed stadig eksisterer?

Trangen til at komme væk var der hele tiden, ikke fra Forsvaret, nej slet ikke. Men fra tjenestestedet og det indebar, at Forsvarets jobannoncer blev pløjet igennem og drømmen var, at finde et tjenestested et eller andet sted ude i den store verden, hvor både min mand og jeg kunne gøre tjeneste. Men tiden gik, vi købte hus og i 1977 blev vores guldklump født og “så render man jo ikke lige af pladsen”.

Jeg holdt ud i 11 år sammenlagt, hvoraf jeg var væk i 1 år på civilundervisning. Jeg har givetvis været ganske uudholdelig for mine nærmeste kolleger, for jeg kunne ikke se noget positivt i jobbet, jeg ville noget andet. Selv om jeg i mellemtiden havde fået langtidskontrakt, der gjaldt indtil det 45. år, tog jeg orlov i 1 år, for at være sammen med vor datter det år hun skulle starte i børnehaveklasse, for derefter at forlade Forsvaret.

Egentlig havde jeg troet, at det skulle være et bestemt, absolut definitivt farvel til det danske Forsvar, dengang i 1983, men man har jo som bekendt et standpunkt, indtil man tager et nyt.

Et par år senere, nærmere bestemt i efteråret 1985, fik jeg opsnuset, at et center ved Flyvevåbnet søgte personel med kvalifikationer indenfor lige præcis det område, som jeg havde arbejdet med i 11 år. Da det oven i købet var et job for civilt personel, hvilket betød ikke flere af de forhadte løbeture, tog det mig ikke lang tid at få ansøgningen skrevet, komme til samtale og til al held blev jobbet mit.

I det job havde jeg 5 pragtfulde år sammen med skønne mennesker. En del kolleger havde været pionerer inden for Flyveradiotjenesten på Grønland og Færøerne og det var en sand fryd, at høre dem fortælle om årene deroppe. Jeg hørte for første gang om en klapmyds, lærte at høre P1, fandt ud af, hvor enorme mus kan blive, når kollegerne har ondt af de stakkels dyr og fodrer dem med risengrød og andre gode sager ☺. Af og til kan jeg stadig savne de kolleger og chefen, de er fantastiske mennesker. Men det var også 5 barske år med megen overarbejde, min mand var ofte væk på kurser og øvelser og som om jeg ikke havde nok at bruge min sparsomme fritid til, så havde jeg også meldt mig i hjemmeværnet. Lykkeligvis havde vi min mor, der på daværende tidspunkt var blevet enke, vi udnyttede hende groft, til at være barnepige for barn og hund.

Jeg var godt klar over, at det måtte stoppe med det spændende job. Efter 16 år i skifteholdsarbejde, kneb det med at blive ved med at klare det fysisk. Jeg blev mere og mere klar over, at jeg var nødt til at finde et job med arbejde i dagtimerne. Det lykkedes og endda indenfor Forsvaret ☺.

I det nye job fandt jeg mig selv stående foran en opgave, som jeg ikke havde det fjerneste forstand på. Jeg havde på daværende tidspunkt arbejdet med kommunikation indenfor Forsvaret i 16 år og mit nye job handlede om fly, vel og mærke jagerfly! Det var spændende, meget spændende og takket være en dejlig pige, som jeg kom til at dele kontor med, så lykkedes det os at klare mange sjove udfordringer.  Tak, kære Tove.

Selvfølgelig kunne jeg ikke bare stille mig tilfreds med det ☺. Da staten på samme måde som det kommunale gav adgang til videregående uddannelse ved Forvaltningshøjskolen, besluttede jeg mig for at starte på det. Det indebar, at man havde en ugentlig fridag, der blev tilbragt på skolebænken, gratis lærebøger og fri til eksamen. Da fik jeg min sag for! Jeg husker endnu, dengang den første opgave i Nationaløkonomi skulle afleveres, da tog jeg alene i sommerhus for i al ensomhed at prøve at finde hoved og hale i Nationens økonomi, så vidt jeg husker var det ikke lige i det fag jeg scorede point. Til gengæld kunne jeg slet ikke få nok af fag som Statsret og Forvaltningsret, de passede ligesom bedre til mit temperament.

Det blev til 4 år med job og skolegang samtidig, egentlig ville jeg gerne have fortsat med at gå i skole, men fagene der blev udbudt, henvendte sig hovedsagelig til den kommunale verden, derfor var det lidt svært at forsvare fortsat skolegang. Yderligere hed det sig, at man skulle have Forvaltningshøjskolens 2 årige grunduddannelse, for at få den dengang så eftertragtede overassistent titel, men da jeg så nye kolleger blive overassistenter, uden at have så meget som sat en fod på Forvaltningshøjskolen, tabte jeg ligesom lidt troen på det hele.

Hvad så? Jeg har det jo med at rode mig ud i alverdens ting (sjovt nok, så har jeg set, at der er andre blogskrivere, der har det på samme måde) og det næste var fagforeningsarbejde for civilt ansatte i Forsvaret.

Bestyrelsesarbejdet indenfor Fagbevægelsen bød på en del fantastiske kurser, hvor man arbejdede meget med selvudvikling, de kurser sammenholdt med, hvad jeg havde lært på Forsvarets leder- og mellemlederkurser og ikke mindst de 4 år på Forvaltningshøjskolen åbnede langsomt mine øjne for, at Forsvaret og Annette nok var groet i hver sin retning og ikke passede sammen længere. Under denne øjenåbningsproces søgte jeg forskellige former for orlov, som regeringen havde åbnet mulighed for, alt blev afslået og derefter besluttede jeg mig for at standse samarbejdet. Jeg måtte ud og se hvordan verden så ud uden for hegnet.

Ville jeg have gjort tingene anderledes, hvis jeg havde haft mulighed for det? Jeg har ikke et eneste øjeblik fortrudt, at jeg begyndte som konstabelelev, men undervejs er der måske nogle ting, som jeg ville have gjort anderledes. Min mand plejer at sige, at man tager en beslutning ud fra de givne omstændigheder, der er i det øjeblik beslutningen tages og fortrydelse eksisterer ikke. Og egentlig synes jeg nok, at med 26 år inden for det danske Forsvar, så har jeg aftjent min værnepligt ☺.

Hvad der så skete sidenhen, det må komme en anden god gang ☺.

torsdag den 4. november 2010

Hvad er det lige der sker?

Najaar

Højst besynderligt, men lige nu, hvor klokken er 21.15, har vi 16,2 grader udenfor?

Kærlighedsdigt

På en husgavl, midt i vores lille by, er dette digt malet:

Kærlighedsdigt.
Du har ikke brug for tingene, for at kunne se.
Tingene har brug for dig, for at blive set.

onsdag den 3. november 2010

The English Rose….

Godt, at husherren havde bebudet sen hjemkomst i dag, for han ville givetvis ikke haft mange chancer for at få et ord indført .

Jeg har haft besøg af min gode veninde og tidligere kollega engelske Rosemari og vi har snakket, spist sild og gravad laks, snakket, spist mørbrød med bløde løg, snakket, spist kage, drukket kaffe og set billeder .

Roz

Hvor har jeg nydt det, det var dejligt at se hende igen og blive opdateret med, hvad der er sket i hendes verden siden sidst.

Bloemstuk

Roz, thank you very much for the lovely box with flowers and plants and for a wonderful afternoon.

tirsdag den 2. november 2010

Dengang i 60´erne – nu live med Writer.

Dejlige billeder af meget unge bloggere har på det seneste vist sig på min skærm og mens duften af frisk rugbrød breder sig, fik jeg lyst til at give mit bidrag.

første skoledag

Første skoledag 16 august 1960.
Vi startede sent, da skolen var nybygget og først da, var klar til at blive taget i brug. Det var en stor festdag, Arentsminde havde fået en flot ny skole og jeg husker endnu, at vi fik sodavand og wienerbrød til indvielsen ☺.
Min mor har i min bog skrevet:
”Nille er begyndt at gå i skole, det var en stor dag. Hun var meget beklemt, da hun skulle af sted men efterhånden går det bedre.”
Jeg har senere fået fortalt, at jeg måtte følges til skole i mange uger (afstanden har været max 1 km),  jeg var ikke glad for at skulle væk fra mor ☺.

Nille afdansing

Første afdansningsbal i 1962.
Min mor havde en ide om, at dans hørte med til ethvert barns opdragelse, derfor kæmpede jeg mig igennem Vera Jensens danseskole på Brovst Hotel i et nu glemt antal år. Det er mig med den hvide sløjfe i håret ☺. Så vidt jeg husker, blev jeg aldrig nogen ørn udi dansen, men senere når jeg til familiefester kunne lokke min far med til at danse engelsk vals, det hørte med til lykkemomenterne.

Nille skinny

Konfirmation 10 April 1967.
Billedet er fra dagen derpå og jeg mener at kunne huske, at jeg var lidt misfornøjet, da “alle de andre” i klassen måtte fejre Blå Mandag i Aalborgs gader, hvorimod jeg skulle til den årlige fotografering hos Kehlet Stella Nova.

mandag den 1. november 2010

En smule irriteret......

Ja, jeg blev endda så irriteret, at jeg nåede at lave op til flere fejl i indlægget, men.....

Jeg har tænkt meget længe over følgende indlæg.
Skulle jeg bare ignorere det jeg havde set eller skulle jeg tage til genmæle?

På en blog, så jeg i weekenden, at blandt andet jeg blev advaret mod at have kontakt med en anden blogger!

Til det har jeg 2 bemærkninger:

For det første, jeg aner ikke hvad der er gået forud for hele den historie og det kommer heller ikke mig ved. Jeg plejer nemlig ikke at blande mig i hvad andre mennesker foretager sig og det agter jeg heller ikke at gøre i fremtiden.

For det andet, hvis mennesker vil i kontakt med mig og give mig gode råd og hvad jeg skal og ikke skal, så bliver de nødt til at vise flag og fortælle hvem de er. Anonyme indlæg er som regel skrevet af feje mennesker, der ikke tør stå frem (i henhold til min terminologi).

Belgisk invasion i Breda!

Jeg vidste det jo godt, da min søde nabo nede sydpå allerede på sin blog havde nævnt, at Belgien holder fridag i dag Allehelgensdag, netop derfor var jeg tidligt på den. 7 minutter efter Ikea´s åbningstid kørte jeg ind på parkeringspladsen og da var den udendørs parkering allerede fyldt og den nederste af de 2 parkeringsetager godt på vej til at være det.

Jeg havde hjemmefra tænkt, at jeg endelig ville gøre brug af det tilbud om morgenmad til 1 €, som Ikea har reklameret med længe. 12 minutter efter åbningstid stod jeg ved ved restauranten. Du godeste, hvor var der mange mennesker og alenlange køer for at komme ind og spise morgenmad.

Jeg fik hurtigt overetagen løbet igennem og på vej ned i underetagen passerede jeg restauranten, køen var ikke blevet mindre.


I underetagen kom der et par enkelte ikke-planlagte ting i kurven, det gør der jo som regel, et par reservemåtter til badeværelset, lidt stearinlys, lidt indpakningspapir samt et enkelt spækbræt til samlingen.

Egentlig havde jeg overhovedet slet ikke behøvet at skulle igennem forretningen, da målet for mit besøg var fødevareafdelingen, det var kun tanken om den morgenmad, der fik mig til at rende igennem hele butikken.

Der blev købt rugbrødsblandinger, gravad laks, sild, flødeboller (til husherren), stikkelsbærmarmelade, hyldebærsaft og en lille bitte smule Daim osv. Og så fik jeg endda en gratis kogebog oven i handelen.

Da jeg kom ud igen var klokken 11.25 og da var alle p-pladser fyldt og folk kørte rundt med det kendte forjagede udtryk i ansigtet i jagten på en p-plads. Alle p-pladser vil sige 2 hele etager med oceaner af båse samt en udendørs parkering. Et kig rundt på bilerne viste, at ca. 75% af nummerpladerne var belgiske, men det havde jeg nu heller ikke været i tvivl om, da jeg gik rundt inde i forretningen, idet der var længe imellem jeg hørte andet end belgisk.

Onsdag får jeg besøg af en veninde og tidligere kollega engelske Rosemari og vi forsøger altid at finde på noget spiseligt fra vore respektive lande, når vi ses. I et "Hendes verden" så jeg, at platten (altså ikke dem til at hænge på væggen, men en tallerken med forskellige former for pålæg) igen er ved at få en renæssance. Det skal Rosemari så udsættes for og det kan ikke lade sig gøre at lave uden ordentligt rugbrød, sild fra skandinavien osv. Jeg er lidt spændt på, hvad hun mon siger til det.

Og min morgenmad, ja den kom til at bestå af 2 appelflappen (jeg er ikke sikker, men jeg mener, at jeg engang har set dem i Danmark omtalt som æbletasker), en lille hyldebær drik og et ikke helt lille antal Daim.