onsdag den 29. februar 2012

Hvidtøl m.m.

Hos Lene (Underet vi er til….) læste jeg, at hun blander hvidtøl med gul sodavand ved juletid, det har jeg aldrig smagt, men det fik mig til at tænke på, at min far altid drak varm hvidtøl til maden i vintermånederne. Jeg har måske engang smagt det, men det har ikke været en smagsoplevelse der har sat spor i erindringen. Jeg har altid holdt mig til min mormors favorit, koldt hvidtøl.

Nu har hvidtøl for mig altid været forbundet med risengrød og jeg har egentlig aldrig forestillet mig, at jeg ville kunne lide det til andet, indtil julen 2011. På grund af sukkersygen reagerer jeg meget kraftigt på øl og vin og selv om jeg ikke synes det er sjovt, så har jeg ligesom set i øjnene, at jeg indtil videre er nødt til at holde mig fra det.

Hvad er der så af alternativer? Vand er fint nok, det drikker jeg meget af, både fra hanen og fra flaske med og uden bobler. Saft/juice må der kun nyder 1 glas af pr. døgn, hvilket er lidt øv, for jeg har lige opdaget en ikke-filtreret æblejuice, der smager som en drøm.

Da vi var i Danmark i jul, var vi så heldige at blive inviterede med til julefrokost i min svigersøns familie og jeg opdagede pludselig, at der stod hvidtøl på bordet. Det var ganske vist indkøbt til børnene, men jeg tror ikke, at de stakkels børn nåede at få ret meget af det, for jeg fandt lynhurtigt ud af, at hvidtøl smager udmærket til andet end risengrød.

Hver gang der går bud herned beder jeg om at få hvidtøl med, men stik mod hvad jeg troede, så kan man ikke få det hele året og hvad så? En sød veninde fandt ad omveje en kasse, som hun tog med fra Danmark, men den holder jo desværre ikke evigt.

Husbond synes, at det var lidt synd for mig, at jeg ikke længere er i stand til at nyde et godt glas øl eller vin og satte sig for at finde en hollandsk erstatning ☺. Det lykkedes og den hedder Oud Bruin (gammel brun), den er en anelse mere bitter end den danske hvidtøl, men det kommer måske af, at den er på 2,5 % mod hvidtøllens 1,9 %.

Oud Bruin

I går stod den på laboratoriebesøg i Tilburg og selv om vejret var lidt trist og det kunne se ud til regn, så piblede forårsbebuderne op overalt.

Tilburg1

Tilburg2

fredag den 24. februar 2012

Karnevalsstemning……………

Energien har simpelthen bare ikke været der til at blogge. Jeg har savnet det og hver gang jeg har set et eller andet sjovt og anderledes, har jeg tænkt, at det må på bloggen, men længere er jeg ikke nået.

Tiden har været brugt på diverse sygehus- og lægebesøg, en proces som givetvis kommer til at tage lang tid. Sidste nye fra den front er, at speciallægen i intern medicin mener, at jeg har en diabetes 1 i stedet for en 2´er! Jeg afventer, men undervejs føler jeg, at jeg er i gode og kompetente hænder.

Vi har netop haft besøg fra Danmark, pragtfuldt! Hvor har jeg dog nydt at være sammen med dem og der er i den grad blevet fyldt op på mormorkontoen, selv om det ind i mellem var en meget træt mormor ☺.

Karoline og Kristian1

Tirsdag var der karneval i vor lille by og børnene synes, at det var herligt. Især Karoline på 6½ var meget betaget af det hele, hun sagde på et tidspunkt, at hun ikke havde forestillet sig, at det var så sjovt. Kristian på 1½ nøjedes med at kigge på, mens han sad trygt og godt pakket ind i barnevognen.

Karneval

Mon ikke snart optoget kommer?

Karneval1

Karneval2

Karneval3

Karneval4

Karneval5

Karneval7

Karneval8

Karneval9

På et tidspunkt blev Karoline, hendes far og mormor fotograferede, jeg er lidt spændt på, om billedet mon kommer i ugeavisen ☺.

I dagene under besøget fik jeg et længe næret ønske opfyldt! Den lille danske familie gav os en Dolce Gusto Piccolo og jeg er bare så glad for den! De sidste mange år har jeg drukket the om aftenen, hvis vi er alene og kaffe, hvis vi har gæster, men nu står den på interessante drikke som Cappucino og Latte Macchiato og jeg kan både i brochuren og på nettet se, at fremtiden vil byde på utallige spændende smagsoplevelser. Måske de har ret hos Krups, når de skriver: I fremtiden bliver intet mere det samme!

Dolce Gusto

Rigtig god weekend til jer derude i Blogland.

lørdag den 4. februar 2012

Lørdag i sne…………

Zaterdag1

Det har igen-igen-igen været lidt småt med bloggeriet, men diverse besøg i ”Den hvide verden” har gjort et indhug i energien og det er kun blevet til lidt pip på Facebook af og til.

I mandags fik Holland sne, nej, nej slet ikke i samme mængder som i Danmark, men lidt har jo også ret. Umiddelbart vil jeg tro, at der faldt 3 – 4 cm, men det er nok til, at hele landet næsten går i stå, det giver problemer med offentlig trafik og de altid tilstedeværende kilometerlange køer på motorvejene blev endnu længere. Til trods for frostgrader, nåede det meste at tø under det pragtfulde solskinsvejr vi havde tirsdag, onsdag og torsdag. Fredag havde vi igen sne og denne gang i så kolossale mængder, at der måtte skovles fortov osv. Jeg så på Belgisk TV, at landet havde rekord i bilkøer på motorvejene og det tog husbond næsten 3 timer at komme fra Zaventem (Brussel) til Breda.

Maandag1

Alle, især de der bor helt oppe nordpå, venter at det i år bliver året, hvor der igen kan skøjtes Elfstedentocht. De skøjteglade håber hvert år, at det vil lykkes, sidste gang var i 1997, så der har været rigelig tid til at opøve skøjtefærdigheder i mellemtiden. Jeg har absolut ingen forstand på skøjteløb, faktisk så begrænser min viden sig til at sidde foran TV og sluge Ard Schenk, da han blev medaljevinder, men så vidt jeg husker var det nu ikke så meget på grund af selve skøjtningen. Det siges, at det er noget helt andet og meget bedre, at skøjte på natur is i stedet for kunstig is. Lad os håbe, at det lykkes med et Elfstedentocht i år.

Maandag2

I dag viser termometeret minus 14 grader, hvilket jeg mener er den laveste temperatur jeg har oplevet i min tid her i Holland, men heldigvis er temperaturen kombineret med flot solskinsvejr og blå himmel. En rigtig god weekend til alle jer derude i Blogland.