torsdag den 23. januar 2014

Så nærmer vi os normaltilstand……..

Vi havde længe glædet os til, at vi i weekenden skulle have besøg af vort hollandske barnebarn Merijn på knap 2 år. Han blev afleveret af forældrene fredag sidst på eftermiddagen.

Misse har et had/kærlighedsforhold til Merijns besøg, hun elsker at han kæmper den hårde kamp med at lære at spise selv og har, som de fleste kender det, fast plads under hans stol, for at kunne opsamle alt hvad der falder ned (alt det, som hun ikke må få til hverdag). På den anden side set er hun “hundeangst” for ham og for hans hurtige bevægelser og rent bortset fra omkring spisetiderne, forsøger hun at være så langt væk fra Merijn som muligt.

Merijn

Da husbond kom hjem fredag aften, fortalte han at han var faldet i løbet af dagen. Han var hos en kunde, hvor man havde lavet en forhøjning på et par centimeter på gulvet, den havde husbond ikke set og var derfor vredet om på foden. Resultatet var, at han var helt nede og kysse betongulvet og om aftenen, mange timer efter uheldet, gjorde den ene hånd og skulder lidt ondt og højre ankel gjorde ikke kun lidt ondt.    

Merijn er utrolig nemt barn at have på besøg. Blandt andet finder han sig uden videre i at blive lagt i seng, til trods for, at han ikke kommer her så ofte. Når vi kigger ind til ham, kan vi se, at han ligger og kigger lidt omkring, hygger med sine sovedyr og på et tidspunkt falder han i søvn, uden vi så meget har hørt ham en eneste gang. Og lørdag morgen tillod jeg mig at vække ham kl. 8, for vi havde mange planer for weekenden, bl.a. skulle vi på legeplads og til et eller flere kinderboerderijen (børne bondegård) med mange dyr, så tiden skulle ikke soves væk.

Meeen, et er teori, noget helt andet den barske virkelighed ☺.
Da husbond stod op, var hans ankel svulmet op til elefantstørrelse, den var ildrød, meget varm og han kunne næsten ikke støtte på højre ben! Det så ikke godt ud og der blev straks taget kontakt til lægevagten for råd og vejledning. De ville se ham med det samme! Heldigvis stod en flink nabo bi og kørte husbond, for Merijn var ikke klar med formiddagsmaden og jeg var ikke nået ud over morgenkåbestadiet.
Det viste sig, at ankelbåndet på husbonds højre ankel var revnet, den røde farve og varmen var forårsaget af bakterier. Husbond stod (som jeg, da han kom hjem) lidt uforstående overfor de bakterier, idet der ikke var noget åbent sår. Ifølge lægen var det heller ikke nødvendigt, hun fortalte, at vi alle har bakterier i kroppen, de sidder og venter på en lejlighed til at blive aktive og den havde de fået ved husbonds uheld med ankelen. Ordren lod på ro, ro og atter ro, så lidt bevægelse som mulig og en skrap penicillinkur. Desuden skulle ankelen checkes regelmæssigt, for at se om den røde farve havde bredt sig pga. fare for blodforgiftning. Efter lidt snak blev vi enige om, at det bedste nok ville være at tegne omkredsen af det røde område (med blå tusch, selvfølgelig ☺), for at se om farven bredte sig.
Alt imens begyndte lille Merijn at få maveproblemer, sådan maveproblemer fra nakken og ned til anklerne, hvilket gjorde at det var lettest at putte ham i bad og smide alt tøj i vaskemaskinen (det nåede vi en del gange i løbet af weekenden ☺).
Lørdag aften kunne jeg godt mærke, at aktivitetsniveauet i løbet af lørdagen var oversteget hvad jeg var vant til, jeg nåede at få stoppet et par hypoer i opløbet. Jeg glædelig mig utrolig meget til at komme i seng og sove til den lyse morgen, da jeg sad og checkede blodsukker omkring 22.30. Men heller ikke det kom til at gå helt efter planen ☺. Normalt sprøjter jeg langtidsvirkende insulin før sengetid (grøn pen) og om dagen sprøjtes 3 x korttidsvirkende insulin (orange pen). Og lørdag aften, oh ve oh skræk, tog jeg den forkerte pen! For pokker da også, jeg kunne have tudet.
Jeg surfede lidt rundt på nettet for at se, om der var andre diabetespatienter der havde gjort noget så idiotisk som jeg. Egentlig havde jeg ikke forventet det, men der viste sig faktisk at være op til flere. De fleste skrev ”ring 112/911” afhængig af, hvor de nu kom fra. Men det synes jeg overhovedet ikke jeg kunne overskue på det tidspunkt. Andre havde holdt blodsukkeret oppe i 3 – 4 timer ved hjælp af juice m.m. samt målt blodsukker hvert kvarter/halve time og det var gået godt, så det råd fulgte jeg. Fra kl. 23 og indtil 2.30 nåede jeg at konsumere 2 små colaer (ikke noget med light, zero), 1 stk. chokolade, 1 pk. rosinkiks, rosiner, 1½ pk. druesukker, 3 stk. Peperkoek (minder lidt om sirupslagkagebunde, hollænderne spiser det til morgenmad), alt imens blodsukkeret faldt og faldt. Endelig omkring 2.30 var det imidlertid stabiliseret så meget, at jeg turde gå i seng og endelig sove, sove og atter sove. Men kunne konen sove? Overhovedet ikke, maven var så fyldt, at jeg bare ikke kunne falde i søvn ☺☺☺.
Da Merijn var kvik rundt 6 – 6.30, blev han og jeg blev enige om, at det var tid til lidt morgenmad. Derefter var den gal med maven igen for den lille stakkel, et nyt bad blev forberedt, heldigvis havde havde han det ellers fint, han spiste og legede som om intet var galt.

Merijn1 Kyssemund!
Da det var overstået, gik vi ind og puttede os under dynen og det lykkedes at få en times søvn, inden husbond begyndte at røre på sig.
Meningen var, at jeg skulle have afleveret Merijn, men da jeg i løbet af formiddagen fik en hypo, måtte det opgives, idet husbond ikke mente, at det ville være forsvarligt at sende mig på landevejen og da slet ikke med barnebarnet på bagsædet. Heldigvis kom moderen og hentede barnet.
Søndag aften, da oprydningen var overstået, sad vi og hang til hinanden på sofaen og var bestemt ikke til pænt brug.
Den røde farve på husbonds ankel er heldigvis væk, den er afløst af interessante nuancer udi blå/lilla. Hævelsen er aftaget en del, men at komme i et par sko/støvler lader sig stadig ikke gøre. Det går også en del bedre med at humpe rundt, men husbond er stadig ansat i “Ministeriet for gakkede gangarter”.
Øv, for en weekend!
Som et plaster på såret, fik jeg mandag morgen opfyldt et længe næret ønske, men det må jeg fortælle om i et andet indlæg.

20 kommentarer:

Ellen sagde ...

Du GOdeste, Annette ... jeg blev helt svedt bare af at læse om alle jeres fortrædeligheder.
Børn har en forunderlig evne til at være syge uden at være syge. Sommetider er det godt og sommetider skidt. Denne gang var det vist godt, for tænk, hvis du også havde haft et febersygt barn.
Stakkels Frank, men det er forhåbentlig ikke værre, end at det nu 'bare' skal gå den tid, der nu engang skal gå for at få helet den slags op igen.
Du må alligevel også have følt dig lidt stresset, siden du tog fejl af pennene. Godt, den slags weekender ikke er hverdagsmad, høhø.

Inge sagde ...

Det kan man da vist godt kalde en weekend med mange forhindringer.. I må ha' været rigtig godt brugte begge to, da den lille var afhentet.. :-)

Lene sagde ...

Hold da op, syg barn, syg mand og så er du stadig så sej at du klarer dig gennem en nat med selvovervågning. Håber I alle er ved at være jer selv igen. God bedring :-)

Annette sagde ...

Ellen, ja nu er det hele jo bare til at grine af, men ikke lørdag aften ☺.

Den lille mand døjer stadig med maven ind i mellem. Moderen mener, at der måske er en ny tand på vej. I weekenden var jeg selvfølgelig bange for, at vi måske havde givet ham en eller anden form for mad, som han ikke kunne tåle, til trods for at jeg lavede hans yndlingsretter. Moderen og jeg har i dag udvekslet gamle husråd og håber at det måske hjælper.

Ja gudskelov, at den slags weekender ikke er hverdagskost, det er jeg altså blevet alt for gammel til ☺.

Annette sagde ...

Inge, du kan tro at vi var brugte søndag aften. Næste gang Merijn kommer på weekendbesøg, så skal der tages revanche ☺ ☺.

Annette sagde ...

Lene, jo tak skal du have, i hvert fald her i huset går det meget bedre. Den lille mand døjer stadig lidt med maven.
Jeg var ikke helt klar over, om min beslutning mht. selvovervågning var en god ide lørdag nat, men jeg fik da set et par film og alt gik heldigvis godt.

Rejen sagde ...

Puha sikke en weekend, håber det går fremad med både barnebarns mave og husbonds ankel, og at du har fået indhentet noget af søvnen. God weekend til dig, håber den bliver lidt mere afslappet end den forrige. ;-D

Kisser sagde ...

Hold da op for en week-end.
Her passer udtrykket: en ulykke kommer sjældent alene.. jo ganske godt.
Håber du har indhentet din søvn?

Fruen i Midten sagde ...

Milde moster! Godt, du havde så meget styr på dig selv, at du trods alt ikke endte med at ringe 112, for så var det da for alvor blevet festligt!! Håber, du er helt på højkant igen. Og god bedring til din mand :-)

Marianne Sandemand sagde ...

Fy da for en weekend. Håber at i alle er friske igen.

Pia sagde ...

Du milde, sikke en weekend I har haft. Den er bestemt ikke misundelsesværdig. Hygge kan hurtigt ændres til Uhyggeligt. Jeg kan sandelig godt forstå i var lidt slappe i betrækket. Heldigvis kan man klare meget, når man skal, men dette var da lige i ovekanten.

Pia sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Pia sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Pia sagde ...

Jeg ved ikke hvorfor kommentaren ryg afsted 3 gange, men det er jo også en måde at skabe opmærksomheden en selv. Bare slet dem :-)

Annette sagde ...

Rejen, jo tak heldigvis går det hele godt igen. Husbond er tilbage på jobbet og siger, at det går så nogenlunde, når bare han passer lidt på. Merijn har fået en ny tand og jeg kan forestille mig, at det var den der var årsag til weekendens maveproblemer. Weekenden blev mere afslappet, vi lavede intet, ud over lidt mad af og til ☺ ☺.

Annette sagde ...

Kisser, jo tak nu har jeg fået udsovet ☺ ☺ ☺.

Annette sagde ...

Fruen i Midten, helt enig. Godt, at det ikke blev nødvendig med udefrakommende hjælp, når jeg har været et fjols. Men alt er heldigvis tilbage til normaltilstand ☺.

Annette sagde ...

Marianne, jo tak alt er normalt igen, heldigvis ☺.

Annette sagde ...

Pia, de 2 ekstra kommentarer var slettet, nu da jeg endelig kom på bloggen. Af og til opfører blogspot sig underligt, synes jeg.

Ja, du har fuldstændig ret, bedst som man tror, at alt er hygge og ingen fare, så sker der et eller andet. Men vi klarede det hele og alt er tilbage til normalen nu. Heldigvis.

Madame sagde ...

Jamen, det var da frygteligt med så mange uheld og sygdom i løbet af så kort tid. Håber, du er helt på højkant igen, Annette, og rigtig god bedring med din mand!