fredag den 8. maj 2009

Fødsel.

Da jeg i går så den nye danske prins blive præsenteret for offentligheden kom jeg til at tænke på, at også på området familieforøgelse er der forskel mellem Danmark og Holland.

Her i Holland går man generelt ind for hjemmefødsler, hvis ikke der er komplikationer som taler imod det. Til at assistere jordemoderen ved fødselen indkaldes en specialuddannet sygehjælper som forbliver i hjemmet for at hjælpe til i den første hårde tid efter fødselen. Hvor lang tid man får lov til at beholde denne gode fe er afhængig af hvad ens sygesikring vil betale.

Når så den lykkelige begivenhed er overstået skal man indenfor 3 dage henvende sig på kommunen for at fortælle barnets navn, hvilket gør at allerede når man ringer rundt for at fortælle de nærmeste om fødselsen så omtaler man babyen ved det rigtige navn, det er ingen hemmelighed hvad navnet angår.

De fleste nybagte forældres haver eller vinduer bliver dekoreret for at fortælle om den veloverståede fødsel, der hersker stor kreativitet på det område og dekorationerne kan være alt fra kæmpetræfigurer med barnets navn, vasketøjssnore med babytøj til en mere beskeden papirdekoration i pige/drengefarver i vinduet og på det seneste er denne storkebagdel blevet det store hit.


Få dage efter fødselen sender de nybagte forældre et smukt kort til familie, venner og bekendte, kortet beskriver det nye lille vidunder og samtidig gøres opmærksom på hvornår man foretrækker at der aflægges besøg.


Traktementet ved barselsvisitten ligger i helt faste rammer. Jeg tror egentlig ikke jeg havde gjort mig de store overvejelser, da jeg første gang skulle på besøg hos en kollega´s nyfødte søn, men jeg blev lidt overrasket. Man får en tvebak, der er smurt med margarine og derpå er lagt et lag med farvede sukkerkugler i henholdsvis drenge og pigefarver "Beschuit met muisjes". Når den nybagte far skal traktere på jobbet er menuen den samme, han medbringer tvebakker, margarine og muisjes som han møjsommeligt forbereder og deler ud.

Til barnedåben ses flere steder her i den katolske del af Holland at barnet er klædt på i normalt tøj, en kollega fortalte mig engang at det blev betragtet som værende gammeldags med en dåbskjole.

4 kommentarer:

olinesunivers sagde ...

Ja, der er da stor forskel på DK og Holland! Hvor er det en god ide med en hjælper til familien efter fødslen. Jeg fødte yngste hjemme og kan sagtens se ideen i en hjælper til familien i tiden efter fødslen.
Også traditionerne omkring besøg for, at se den lille virker meget anderledes.
Umiddelbart tænker jeg, at Hollænderne har fat i noget rigtigt i forbindelse med fødsler og barsel - og at vi godt kunne lære noget.
God søndag til dig.

Annette sagde ...

Hvis nu man kunne kombinere hvad der er normalt i Danmark og i Holland, så tror jeg at man opnåede det bedste resultat, for barselsorloven hernede er kun på 3 mdr :-(
Rigtig god søndag aften til dig.

Grønlandsposten sagde ...

Sjovt at læse, at det så anderledes i Holland! I Grønland bliver de gravide fra bygder sendt til distriktets sygehus en måned før terminen, og er der mistanke om komplikationer, bliver den gravide sendt til Landshospitalet i Nuuk. Når den nybagte mor vender tilbage til sin by/bygd med babyen, står der som regel en hel velkomstkomité klar til at modtage dem.

Barselsorloven er på 6 måneder og starter 2 uger før terminen, så på den front er der ikke helt så gode forhold som i Danmark.

Nille sagde ...

Det minder på nogle måder lidt om Belgien med hensyn til navngivning, kort og traktement - her er det dog nogle små dragéer i farver, der passer til det kort, der sendes ud. Men hjemmefødsler er ikke særligt brugt hernede! Barselsorlov er også kun 14 uger - så som regel går man jo først en uge inden fødsel; det virker lidt barsk synes jeg nu!