onsdag den 21. april 2010

Og der males videre......

Det skrider fremad, malerprojektet.
Ikke fantastisk hurtigt, men i et adstadigt tempo med mange indlagte pauser. Jeg mangler kun en væg samt det sidste stykke loft, som så absolut er det værste, da det befinder sig lige præcis ovenover de fleste af stuens møbler, som der så skal findes plads til, mens loftet males.

Væggen har været årsag til mange samtaler indenfor det seneste stykke tid, idet min mand en aften sagde, at han faktisk godt kunne tænke sig, at den blev malet rød.
Rød!!!!! Nu er rød nok ikke lige min farve, må jeg indrømme og under mange aftenture i vinterens mørke, hvor jeg har mulighed for at kigge ind i stuerne kan jeg se, at mange, rigtig mange har en eller flere røde vægge og jeg har nok altid haft det lidt svært med at følge det store flertal.
Jeg gik og tænkte lidt over den røde væg og fik overbevist min mand om, at det ville være bedre, at det hele blev hvidt (det er altså også lettere at male ☺). Alt omkring en udvidelse af farveskalaen blev glemt lige indtil en aften, hvor jeg så ”Escape to the country”, et BBC program som jeg en sjælden gang ser, det sendes nemlig på det mest irriterende tidspunkt af dagen, lige omkring kl. 18.

I det store og hele ligner det alle andre hus- og ejendomsmæglerprogrammer, som i hvert fald hernede er meget in i tiden, dog er der den forskel, at ”Escape to the country” handler om, at finde en bolig for mennesker med rigtig mange penge på kistebunden og man ser derfor de mest fantastiske boliger, ombyggede lader, mindre herregårde osv. Og i et af de hjem da så jeg væggen og jeg var tændt med det samme. Farven mindede om dybrøde kirsebær, den var varm og helt vidunderlig og jagten på kirsebærvæggen er gået ind.

Nu er indkøb af maling her som regel forbundet med en del besvær, hvis kunden er en irriterende dansker. Inden den famøse glasplade i køkkenet (som alle mine indlæg i november/december vistnok handlede om) skulle males, fik vi uanset hvilke farvehandler/byggemarked vi frekventerede at vide, at man IKKE kunne male på glas. Sadolin sagde til gengæld, hvorfor skulle man ikke kunne det og den importerede maling har nu siddet på glaspladen i ½ år uden problemer.

Der findes vægge, bl.a. i køkkenet hvorpå jeg helst vil have blank maling, jeg mener at kunne huske, at det kaldes glans 80 i Danmark, men det kan man ikke få her. Når jeg hos en farvehandler beder om maling med glans, så kigger de opgivende på mig og hvis min mand er med, så fortsætter de simpelthen med at snakke med ham og ignorerer mig totalt. Således også lørdag, hvor vi indledte jagten på den dybrøde kirsebærmaling, vi fandt farven men i lak til udendørs brug og bad om at få den farve blandet til vægmaling, helst med en lille smule glans. Svaret var, at det ikke kan lade sig gøre, maskinerne kender ikke koden, man kan ikke male med rød maling ovenpå det famøse korrelpleister, man maler ikke vægge med glans osv. osv. osv. Det hjalp ikke engang, at jeg forsøgte at være lidt morsom og sagde, at der ikke er noget der er umuligt, det tager bare lidt ekstra tid ☺

Jagten på kirsebærvæggen fortsætter og indtil den er fundet, så har jeg ikke så travlt med at få malet det sidste stykke loft. Men det dejlige er, at der nu i stuen findes op til flere steder, hvor alt nu er vasket af og nypudset, så der er fremgang og i de mange indlagte pauser er fryser og køleskab blevet gjort rent, der er bagt et utal af brød og boller. Så alt i alt så er det slet ikke så slemt at male ☺.

30 kommentarer:

Lavendel sagde ...

Min svoger har et par Flügger-forretninger, og han siger at glans 90 i alkydmaling er udgået...alt for giftigt! Øv,det var ellers min favorit, især en rigtig flot sort..
samme svoger har malet en enkelt (ende)væg dyb mørk rød med hvid kant (5cm) hele vejen rundt - det ser kanonflot ud!

Annette sagde ...

Aha, rød med 5 cm hvid kant udenom. Gad vide om jeg kan finde ud af det?
Når engang malingen er i hus, så skal det prøves og hvis ikke det virker helt efter hensigten, så kan de resterende 5 cm. jo altid males røde. Rigtig god ide, tusinde tak skal du have.
Jeg synes blank maling er så flot, foruden at der er rum, som f.eks køkken, hvor det er meget lettere at vaske af end den matte.
Jeg savner en dansk farvehandler, tror du ikke din bror har lyst til at lave en filial i Holland ☺

Lavendel sagde ...

Det er min svoger...joo, han er meget ildsjælsk...men min søster er nok ikke så vild med det :-) det er noget med maletape og en meget smart teknik, du kan sikkert google det og se fotos af hvordan man gør, så det bliver snorlige.Og ja, den blanke maling er vi helt eninge om!!

Lavendel sagde ...

prøv at se her:
Du starter med f.eks. at male området med kanter. (den hvide) Mal lidt "over
stregen" uden brug af tape el.lign. Lad malingen tørre, sæ nu tape på
hvor du ønsker kanten. Mal tapen over med samme maling, derved lukkes
huller under tapen. Mal nu det tilstødende felt, træk tapen af og du
har en helt skarp overgang.

Annette sagde ...

Tusinde tak skal du have. Mens jeg har været i gang med støvsugeren, har jeg gået og tænkt på hvordan hjørnerne skal være, runde eller firkantede, men er nået til den konklusion at det nok vil se bedst ud med rund.
Operation kirsebærvæg er ongoing ☺. Jeg tror jeg har fundet et sted i nærheden, hvor jeg kan finde en farve der ligner, men jeg vil lige have husbond med, så vi får lige præcis den farve vi begge kan lide. Igen tusinde tak for din grundige instruktion.

Tina Liel sagde ...

Tænk at der indenfor Europa er så store forkselle på "maling kulturen". Kan godt forstå at du venter til du finder den rette farve. Kan være at dit projekt kan få mig igang med at male her - har jeg vist sagt før ha ha. Sådan nogen bolig programmer kan give en en MASSE ideer ;-) KNUS♥

Annettes space sagde ...

Annette, du er ved gud et meget meget tålmodigt menneske. Jeg var gået skrigende banzai over sådan en opførsel fra de der ekspedienter. Alternativt må du jo en tur til Danmark og købe maling :-))

Iøvrigt tror jeg at ideen med dybrød omkranset af hvid vil blive rigtigt flot..

Pøj pøj med jagten på maling :-))

Mette Lykke sagde ...

Det siges at der skal være noget rødt i enhver stue.. Jeg tror det er den rigtige beslutning..
Det er mit abselut hade at male.. Sejt du er gået i gang.
Knus fra Øen.

Mia Folkmann sagde ...

Rød er heller ikke lige min farve, men jeg kender godt den dér røde, du fortæller om, og jeg kan godt forestille mig, at det kunne blive rigtig flot!

Jeg har set en masse af udsendelserne Escape to the Country - og jeg elsker dem! Før vi fik hus derovre, sad vi og bedømte alle dem, vi så - og der var selvfølgelig adskillige, vi gerne ville have.

Når jeg er i England, kan jeg som regel se de udsendelser, jeg er gået glip af, på min computer. Men når jeg er i Danmark, kan BBC desværre godt registrere det, og så får jeg IKKE lov at se dem. Pokkers! ;-)

MissMuffin sagde ...

Altså, Holland lyder til ikke at være særligt kreativt:)
Ville nok passe godt til mig, for jeg er vild med neutrale nuancer og matte vægge, haha...
Jeg er meget spændt på at høre om den kirsebærfarvede væg!

Ellen sagde ...

Vi er åbenbart rigtig gode i DK til det med maling. C&T købte deres udendørs vægmaling her, da de sidste år havde bilen med hertil.
Den dækker nemlig meget, meget bedre den den, de kan købe i England, siger de. De fortæller bare ikke nogen derovre, hvor malingen er køgt, for de havde slet ikke fået lov til at bruge noget ikke-engelsk :-)

Jeg så engang den farve, jeg tror du beskriver her, på en endevæg i en dagligstue. Det var meget, meget flot.

God videre jagt - jeg vil sige som Annette, at det da må være en kanongod undskyldning for at køre en tur til Danmark.

Madame sagde ...

Jeg elsker at se, hvad andre finder på - men jeg er ikke ret modig selv hvad angår farver på væggene. Alkydmaling er udgået, som Lavendel siger - det var alt for giftigt! Jeg håber du viser os resultatet, for det lyder rigtig spændende, Annette!
Varme klem ...

Conny sagde ...

hej Annette
Jeg synes du er modig, hvis du tør laven en rød væg, det turde jeg nok ikke våge,men jeg er spændt på,at høre om det når du få den malet.Jeg synes ikke det lyder til, at de hollandske butikker, er særlig imødekommende over for deres kunder. Du er da myreflittig maler ,bager og gør rent.
Kan du have en god dag og aften

Tina - omme i London sagde ...

Hov - jeg skrev en lang kommentar om mine to knaldroede vaegge i spisestuen og mine planer om lunch i Eindhoven omraadet (ved A67/E34 motorvejen) i morgen. Hmmm... pist vaek, verschwunden! Anyhow - nogen tips om gode lunchsteder? :)

Lone sagde ...

Da jeg læste dit indlæg, tænkte jeg netop på at foreslå dig at male med hvid kant, men ser at Lavendel allerede har skrevet om det. Én rød væg er alt rigeligt. Vi har haft den dybrøde farve i en af stuerne på alle vægge - men med hvide kanter.
Vi (jeg) blev dog ret hurtig træt af farven. Det blev for meget på alle vægge, og det blev sværere at dække bord. Dug/pynt og væggene passede ikke altid sammen.
Når vi havde gæster og tog billeder, kunne blitzen ikke oplyse rummet fuldt ud pga. den mørke farve. Man skal også tænke på, hvad der skal hænge på væggene.
Nu lyder jeg for negativ, og det vil jeg ikke være. Det er nemlig en smuk farve, man skal bare tænke på, om den passer til inventaret.
Jeg vil ikke anbefale dig at male hele rummet rødt - men kun én væg.

Held og lykke med projektet, Annette :)
Jeg er igang med at male grå kabler...

God weekend til jer i Holland. Knus fra mig.

Sol sagde ...

Kære Annette,

Rød... jeg elsker rød... Jeg begyndte med en lillebitte entré på Amager, men den havde så mange hvide døre og karme, at jeg aldrig rigtig forstod, hvad rødt gør.
JEg fortsatte med at male en stue i Odense rød, helt rød, alle vægge røde, og så forstod jeg det. Det var som at opholde sig i en livmoder, og det var ikke lgie den effekt, jeg havde forestillet mig, eller brød mig om.

I vores hus her i Champagne nøjedes vi derfor med én rød væg i stuen, og det fungerer rigtig godt i samspil med hvide vægge og vinduer i teak.

Vi har et ret mørkt hus, så vi passer meget på med farver. Helt hvidt har til gengæld aldrig været mig, så den ene røde væg er et godt kompromis.

Jeg glæder mig til at se billede af din røde væg, når du engang når vejs ende med den.

Mange hilsner
Solveig

Lotte Glensnov sagde ...

Hej Annette!
HVOR ER DU FLITTIG og så er jeg helt vild med, at du ikke lader dig føje af uforstående hollandske malings-sælgere, der siger at det ikke kan lade sig gøre og hvor hader jeg bare, at de begynder at tale med "manden"...som om....*skrupgriner*
Well - jeg glæder mig utroligt til at se din kirsebærfarvede væg, når holland er blevet moden til den farve - ellers må du sende en farveprøve, så du kan få sendt maling fra Danmark!
Sig blot til!
Rigtig god week-end og stort knus herfra

Annette sagde ...

Tina/nede i varmen. Hvis jeg bliver spurgt, så vil jeg ikke indrømme det, men jeg er lidt vild med boligprogrammer og boligmagasiner. Som du skriver, så får man så mange gode ideer ☺.
Knus fra Holland.

Annette sagde ...

Annette, tusinde tak skal du have.
Normalt er jeg absolut ikke tålmodig, tværtimod. Af og til så bliver jeg så rasende over den måde udlændinge bliver behandlet på her. Men efterhånden så vænner man sig til det og tænker...ja, ja, når de nu ikke er klogere!
Malingen blev købt i går ☺ ☺

Annette sagde ...

Mette, herligt at læse, at der skal være noget rødt i enhver stue, det vidste jeg ikke ☺.
Jeg kan vældig godt lide at male, men jeg hader til gengæld alt det pakken ned og dækkes af ☺.
Knus fra Holland

Annette sagde ...

Mia, jeg kender det og føler med dig.
Når jeg forsøger at se dansk TV via computeren, så checker de min IP adresse og skriver sødt til mig, at de ville gerne lade mig se det, men kan desværre ikke fordi jeg bor i udlandet, ØV.
Men til gengæld så har vi 6 BBC kanaler at hygge os med ☺.

Annette sagde ...

MissMuffin, jeg er også mest til det neutrale, så jeg forstår dig.
Det var i første omgang min mands ide med den røde farve og jeg var ved at skrige da han foreslog det ☺. Men da jeg så farven i fjernsynet, så kunne jeg godt se ideen i det og var med på at prøve det af ☺.

Annette sagde ...

Madame, du kan være helt sikker på, at resultatet nok skal komme på bloggen ☺.
Jeg er så spændt på, at komme i gang med at læse blogs, for at se om du har fået din fars hus solgt.
Knus

Annette sagde ...

Conny, jeg synes altid når jeg læser hos dig, så tænker jeg hvordan overkommer Conny dog alt det hun gør.
Jeg kan godt lide at være i gang hele tiden, men tager mig også af og til en dag med slægtsforskning, det skal der også være plads til.
Den røde væg var slet ikke min ide fra starten og da min mand sagde, at han synes vi skulle have en rød væg, da var jeg ikke glad for det ☺.
En fortsat rigtig god søndag aften til jer deroppe i Viborg.

Annette sagde ...

Ellen (hovsa, det gik lidt galt med rækkefølgen af svar, undskyld), det er lykkedes og det endte med en belgisk maling ☺.

Jeg forstår glimrende C & T, udbuddet indenfor maling i Danmark er godt, man kan få det man beder om og skal ikke stå og argumentere for hvorfor man nu gerne vil have lige præcis den maling til det brug osv.
Men nu er det lykkedes og i løbet af den kommende uge, skal jeg i gang. Jeg glæder mig til at se resultatet ☺

Annette sagde ...

Tina/omme i London. Det var da ligegodt pokkers, jeg har ikke været ved computeren siden...jeg tror det var onsdag aften og har derfor overhovedet ikke set dit svar.
Nu er det selvfølgelig alt for sent, men lige omkring A67 kender jeg ikke rigtigt nogle steder, men en anelse længere nordpå, da ligger der den yndigste by hvor man spiser rigtig god frokost og der kunne jeg jo have stået og blafret med et Dannebrog i hånden.
ØV, ØV, bedre held næste gang. Håber at I har/har haft en skøn, skøn tur til lille DK.

Annette sagde ...

Lone, tak fordi du videregiver dine erfaringer, det er altid godt at høre andres mening, inden man hopper ud i et sådan projekt.

Det bliver kun en væg der bliver malet rød, de andre er hvide (de er allerede malet ☺). Pga. meget lidt lys i stuen, er de øvrige vægge nødt til at forblive hvide. Da min mand foreslog den røde væg, kunne jeg slet ikke se det for mig, men efterhånden så er jeg blevet varm på tanken og glæder mig til at begynde i den kommende uge.
Med hensyn til inventaret så har du ret, et er hvad man ser i TV fra et engelsk herskabshjem hvor alt bare ser hamrende godt ud og så til ens eget hjem, men lykkeligvis har vi af en eller anden grund en hel del i dybrød (bl.a. har jeg i årevis altid købt dybrøde stearinlys, mærkeligt).
Jeg håber, at du efterhånden er blevet klar med kablerne og nyder din nye vaskemaskine.
Weekenden er ved at være slut nu, så derfor en rigtig god mandag til dig.
Knus fra det sydlige Holland.

Annette sagde ...

Solveig, hvor er det en skøn sammenligning du laver ☺.

Jeg har aldrig tidligere haft en rød væg, jeg tror aldrig, jeg har tænkt på det som en mulighed. Til gengæld har jeg malet mørkegrøn fuldstændig uhæmmet, både som en af stuens vægge og da jeg i en kortere periode, før jeg flyttede til Holland, boede i en lejlighed, da malede jeg alle stuens vægge i dyb mørkegrøn, hvor jeg dog elskede den farve, men den passede præcis til rummet, hvad den ikke ville gøre her.

Vi har det som jer, en stue med ikke meget lys, derfor bliver det kun den ene væg der bliver malet.

Du kan være sikker på, at der nok skal komme et billede af resultatet ☺

Annette sagde ...

Lotte, ja de stakkels hollandske malingssælgere, de aner ikke hvad de er oppe imod, når de får en jyde som kunde ☺. Jeg bliver så pokkers rasende, når de bare ignorerer mig og snakker videre med min mand.

Det var rigtig flot tilbud, men malingen er købt. For at det ikke skal være løgn så blev den købt i en antikvitetsforretning (det stod i hvert fald undenpå døren, utroligt hvad man kan finde på at blande sammen ☺) og når vi ikke kunne få, hvad vi nu havde besluttet os for, så gik vi over på den anden side af grænsen og købte belgisk maling, sådan!!!
Jeg glæder mig til at læse blogs, så jeg kan se hvordan det går med jobsøgningen.
Knus til dig og igen tak.

Anonym sagde ...

you are truly a good webmaster. The web site loading pace is amazing.
It sort of feels that you're doing any distinctive trick. Also, The contents are masterwork. you've
performed a great activity on this matter!
Visit my site :: Instalación geotermia en Toledo