Ud i det blå.....

Vi måtte ud og luftes, dårligt vejr eller ej…..
Turen startede i trekantsområdet mellem Eindhoven, den Belgiske grænse og Hilvarenbeek. I dette område, der hører under ”De Kempen” ligger 8 landsbyer, der med en fællesbetegnelse kaldes de 8 saligheder ”Acht Zaligheden”. Alle bynavnene ender på –sel og hedder Eersel, Steensel, Knegsel, Wintersel, Netersel, Hulsel, Reusel, Duizel. I ”De Kempen” har befolkningen ord for at nyde de glæder som dagen bringer, tage lidt afslappet på tingene og generelt være gladere end folk er normalt, med andre ord ægte livsnydere.

Egentlig troede jeg, at landsbyerne havde fået navnet ”Acht Zaligheden” på grund af befolkningens ry som livsnydere (bourgondiere). Men jeg har senere fundet ud af, at historien bag navnet er langt mere alvorlig. Det var de hollandske soldater, der gav landsbyerne navnet ”Acht Zaligheden”, da de sloges med belgiske tropper under den Belgiske revolution i 1830 og årsagen til navnet var, at der overalt var goldt og uhyggelig fattigt.

Tørsten og lækkersulten begyndte at melde sig og da vi ikke var langt fra den belgiske grænse og klostret i Postel, blev det følgende stop på ruten.

Det hænder med jævne mellemrum, at vi ligger turen omkring Postelse Abdij og der er flere grunde til det. De har en vældig dejlig restaurant, faktisk så ligger der 2 restauranter lige over for hinanden (begge kan anbefales), klostret har den dejligste urtehave, hvor 2 Jack Russel terriere hersker og regerer med hård hånd. Sidst, men så absolut ikke mindst, så findes der et lille bageriudsalg på den modsatte side af vejen.

I udsalget kan man købe skønne, skønne abdijbrød (jeg glemte at fotografere kæmpebrødet, før det blev puttet i fryseren), brødene vejer nok det samme som 3 – 4 hollandske brød tilsammen og konsistensen minder om nybagt gammeldags lyst rugbrød (eksisterer det mon stadig) og hvis vi her på matriklen havde uanede mængder af fryseplads, så blev den fyldt med brød derfra ☺. Ud over de skønne abdijbrød, så føres der hos bageren 2 forskellige slags kager, den ene ligner nærmest en spandauer med hindbærmarmelade, dog lavet af en anden slags dej, men dem har jeg aldrig smagt. Til gengæld så har jeg smagt de andre, det er ren nostalgi for mig. De er – tror jeg – lavet af brøddej der er rullet tyndt ud, derefter er der blevet lagt en klat æblegrød ovenpå, stykkerne er klappet sammen omkring æblemassen og kanten er presset sammen med en gaffel. For år tilbage, måske skal vi helt tilbage til 70´erne var der en bager i Tranum, der lavede de samme kager, den eneste forskel var, at Tranum bagerens havde form som et æble. Min mand, der ikke helt har samme forhold til dansk bagværk som jeg, synes kagerne er frygtelig tørre, men jeg elsker dem.

Vi fik en herlig frokost, selvfølgelig med lidt belgisk øl til.

Efter frokosten travede vi en tur på klostrets område, de ældste bygninger stammer fra 1138 og klostret har været selvstændigt Norbertinerkloster siden 1618. Der bor nu 20 brødre på klostret og de får hjælp af 10 udeboende medarbejdere til deres omfattende aktiviteter..

På klostret produceres ost, lækker fuldfed ost, som vi kun har smagt en enkelt gang for år tilbage, da fuldfed ost ikke harmonerer med diabetes. Der produceres alle mulige forskellige cremer og salver, hvis hovedbestanddel er gensing, yderligere så hører restauranten "Debeiaard" også ind under klostret.

Vi var et smut inde i kirken, der er temmelig trist og derfra videre til urtehaven, som jeg er nødt til at skal igennem, hver gang vi er i Postel.

Der er et utal af skønne urter i den have og jeg kunne gå rundt der i timevis. Egentlig er det lidt selvpineri, da jeg savner lidt at have en køkkenhave når vi går rundt der, jeg savner at kunne gå ud og tage løvstikke, basilikum, citronmelisse, timian, peberrod m.v. Men man kan jo ikke have det hele ☺.

Pludselig opdagede jeg et træ, det mindede utroligt meget om et jeg så under en cykeltur til Tilburg og som bloggeren Folehaves univers allerede har sat navn på for mig.

Det var kun den ene af urtehavens 2 chefer, der var ude for at nyde solen.

Vi besluttede os for at følge ”Abdijruten” videre, en plan vi har haft mange gange, men som altid ender med, at vi overser et skilt et eller andet sted ☺.

Pludselig så jeg det, nej hvor blev jeg glad.

Engang for jeg vil tro 6 – 7 år siden passerede vi et kloster. Det eneste jeg kunne huske var, at selve klostret lå på den ene side af vejen og på den anden var der en større parkeringsplads, hvor vi havde smidt vores affald ud i en affaldsspand.

Jeg har utallige gange spurgt min mand, om han ikke kunne finde det kloster igen, men ud fra min vage beskrivelse var det temmelig svært at vide hvor det lå. Jeg vidste bare, at jeg måtte se det kloster igen, men var ikke sikker på om det lå i Holland, Belgien eller måske vi havde set det under en ferie i Frankrig ☺

Men nu var det der lige foran mig, det hed Averbode. Jeg har lovet aldrig nogensinde igen at spørge, hvor det er at det kloster ligger ☺.

Klostret er et enormt etablissement, der stammer fra 1135 og tilhører - som klostret i Postel -norbertinerordenen. Der findes 92 munke på stedet, hvoraf de 39 lever og arbejder i klostret.

Der var gudstjeneste i kirken da vi ankom, men ventetiden blev tilbragt i den uhyre velassorterede boghandel på stedet.

Kirken var utrolig smuk og tydede på enorm rigdom.

Efter besøget i Averbode blev vi enige om, at gemme resten af "Abdijruten" til en anden gang og satte kursen mod nord.