tirsdag den 17. august 2010

Lørdagstur....

Hold da op hvor vi nød det i lørdags, hvor der var dømt idyl og hygge for alle pengene ☺.
De sidste mange weekender har vi enten haft et eller andet praktisk, der skulle overstås eller vi har haft gæster/været gæster, derfor besluttede vi os lørdag morgen for, nu var det tid for lidt luftforandring og kort før frokost var vi klar til at køre nordpå.

Mit eneste krav til turen var, at der skulle traves og at det skulle helst være langs med en eller anden form for vand. Det viste sig, at husherren lige præcis vidste hvor vi skulle hen for at opfylde mine krav.

Første stop var Ameide, en lille by ved Lek floden i provinsen Zuid-Holland. Det var idyl, idyl og atter idyl.

Byen, der stammer helt tilbage fra 866, var fyldt med smukke gamle huse og til trods for at den ligger lige under diget (at køre på de bugtede diger, hører til de fleste hollandske motorcyklisters favorit), var der utroligt stille og den eneste lyd der hørtes, var en flodbod der af og til gled forbi på Lek.

Et kig hos en ejendomsmægler viste også, at til trods for byens vidunderlige beliggenhed, så er prisniveauet på huse mere fremkommeligt i Ameide end her i det sydlige ☺.

Hvad er det dog for nogle træer? "Bladene" var formet som gran, men meget bløde.

Efter en lang travetur sagde vi farvel til Ameide og fortsatte turen på diget langs med Lek.

Næste stop var en af Hollands mindste fæstningsbyer Nieuwpoort.

Vi har gennem hele vinteren (når vi ellers har husket det) fulgt en quiz ved navn "Slaget ved Nieuwpoort" i fjernsynet. Den handlede udelukkende om Hollands historie og var utroligt spændende. Pludselig sad vi i Niuewpoort og ventede på frokost. Det hele var perfekt, det var næsten som vi var på ferie, solen skinnede, maden var god, det øvrige publikum var en blanding af motorcyklister, cyklister og gæster i bil. En af gæsternes hund fik det største gnaveben jeg nogensinde har set og caféens kat veg ikke fra os (den kunne ikke lide den rå oksepølse min mand fik, men synes til gengæld vældig godt om min kylling). Nej hvor vi nød det.

Nieuwpoort fik byrettigheder allerede i 1283 og på grund af byens position på grænsen mellem provinserne Zuid-Holland og Utrecht, har den op gennem tiden været et stridpunkt. Dog fandt jeg ikke tegn på, at "vi" (hermed mener jeg vore forfædre vikingerne) har aflagt en selskabelig visit lige præcis der ☺.

Nieuwpoort spillede også en stor rolle i funktionen af den gamle "Hollandse Waterlinie".
Også her måtte der naturligvis traves og hele tiden var det åh, ih (fra mig), for vi så det ene smukke hus efter det andet.

Det var ikke pænt gjort (at fotografere folks vinduer), men jeg kunne ikke lade være.
Er dette måske en ide til kommende gardin indkøb? Der må skulle bruges utrolig mængder af kartoffelmelsstivelse for at få de cirkler til at blive stående.
Denne lille gavtyv drønede rundt i vinduet, han var overalt og umådelig dejlig.

Et kig mod byens gamle rådhus, der nu rummer et lille bymuseum. Vi havde foden indenfor, men det fristede ikke rigtigt.
Vi er begge meget interesserede i 2. verdenskrig og besøger ofte steder, bygninger og monumenter med tilknytning dertil. Et skilt uden for kirkegården i Nieuwpoort proklamerede at der var krigsgrave og vi gik indenfor for at se disse.

Vi fandt ingen grave fra krigen, men til gengæld smukke og anderledes gravsten. En meget trist gravsten - denne smukke unge pige er død 28 år gammel, givetvis ved en motorcykelulykke.

Hvad mon historien er bag denne gravsten? Hunden der var lavet i samme slags sten som en del af gravstenen våger over sine mennesker.

Alle gange og arealer på kirkegården var belagt med strandskaller. På denne grav var der som man ser på jødiske gravsten placeret hvide småsten, yderligere var der en smuk blå ler "skål".
Skålen indeholdt spilleterninger i forskellige størrelser og farver.
Fra Nieuwpoort kørte vi videre mod Gelkenes, hvorfra vi tog færgen mod Schoonhoven. En færgetur over floderne koster næsten ingen penge her, som regel 10 - 12 kr (0fte er turen gratis i weekenden), denne kostede dog 25 kr. Jeg kan huske engang for nogle år siden i Danmark, hvor vi tog færgen over Limfjorden et eller andet sted vestpå, vi måtte dengang betale en formue og troede at det var en fejl ☺.

Jeg kan bare ikke blive træt af at køre rundt i dette smukke land ☺. Fra Schoonhoven kørte vi langs med Lek mod vest til Vianen.

I Ijsselstijn havde vi endnu et stop, da vore medbragte drikkevarer var sluppet op. Vi nåede byen lidt før kl. 17 og da alle andre forretninger end fødevareforretninger lukker kl. 17 var der - heldigvis for husherren - ikke tid til at ose lidt ☺. Fødevareforretninger lukker kl. 18 og nogle steder endda først kl. 20. Den lokale Albert Heijn blev frekventeret og efter en travetur i Ijsselstijn gik turen hjem motorvejen.

15 kommentarer:

Inge sagde ...

Wauuuu for en smuk tur I har været på i lørdags, spændende at være der, lige midt i historien.
Nej jeg skal ikke ha' sådanne gardiner.. :-)) jeg har slet ikke gardiner nogen steder.
Ja det er alt for dyrt at tage færger i DK, det lyder som den rigitge politik I har dernede, alle skal have råd til at krydse vandet, hvor færgen er, og ikke være tvunget til at bruge benzin på at køre en omvej til en bro eller dæmning.
Ha' en skøn eftermiddag Annette.. :-)

Conny sagde ...

Kære Annette
Tak for en dejlig tur og hvor er der smukt i Holland.Jeg synes der er mange historiske steder i Holland.Det har nok været stor arbejde, at sy de gardiner, det vist ikke lige med jeg skal have, næste gang det stå på nye gardiner.Igen har du fundet nogle fantastiske flotte gravsten, men det kan godt være sørgelig, at se at båre unge og børn også kan dø .Vi har været på ferie i Prag en gang ,da var vi på en jødisk kirkegård, der så jeg også, der var placeret små hvide sten gravstenne Var du ikke træt da du hjem efter en lang tur, med så mange nye oplevelser.

Unknown sagde ...

Tak for endnu en dejlig tur. Min lyst til igen at besøge Holland bliver større og større. Det bliver dog nok først i 2012 - hvor jeg har set at der er Floriade i Venlo - den skal vi ned og se. Vi besøgte "Floriade 2002" i Harlemmermeer - det var en stor oplevelse - hvor de bl.a. havde en hel afdeling med kirkegårdskunst og gravstene.

Irene sagde ...

Hvor er der altså smukt i Holland! Tror snart jeg vil på ferie dér. Jeg har kun været i Holland på en forlænget weekend i Utrecht, men der var også utrolig dejligt. Jeg ville frygtelig gerne til Amsterdam og også køre lidt rundt i resten af landet. Skønne billeder du har taget,

Kisser sagde ...

Tusind tak for endnu en skøn og herlig beskrivelse af Holland.
Jeg kan se, at jeg snart bliver nødt til at tage imod en stående invitation fra min penneveninde i Zuidwolde om at komme og besøge dem en uges tid (og Black er meget velkommen også). Hendes mand vil meget gerne vise mig det halve af Holland - på cykel!! Han har en meget fin humor!
Klem

Michael Seeger Hanmann sagde ...

Hvor jeg bare nyder dine billeder og dine ture Annette, du har så evigt ret, at dømme ud fra dine billeder er det et utroligt smukt land, der er så meget miljø i de dejlige byer i besøger, man bliver altså helt fristet af Holland når man ser de dejlige billeder.
Knus herfra Annette.

Jønne sagde ...

Det er vel nok dejligt at du vil dele dine oplevelser med os! Alle disse dejlige billeder fremkalder altid en masse gode minder hos mig. Denne gang har du været i Ijsselstijn, der har jeg faktisk også gået tur nogle gange for ca 10 år siden. Når jeg var i Holland dengang skulle jeg næsten altid læsse nogle stålprofiler retur til Danmark på en stor fabrik i Ijsselstijn, så der har jeg været mange gange.
Ha' en god dag...

Annette sagde ...

Inge, jeg er heller ikke så meget for gardiner, selv om fandt ud af, at vi var nødt til at have dem her hvor vi bor.
Gad vide hvorfor det er så dyrt at sejle med færge i DK, mon ikke de fleste færgeselskaber er statsstøttede også der. Nå, men der vil jo altid være en forskel, det kan nok ikke undgå´s.
En rigtig dejlig tirsdag til dig fra et ind i mellem solrigt Holland.

Annette sagde ...

Conny, nej jeg tror også de gardiner vil være for besværlige at have ☺.
Det er sjovt nok, at du nævner det at være træt efter en tur. Jeg var det ikke i lørdags, men hvis jeg har været med min mand på landevejene i et par dage, så er jeg bare så træt. Jeg laver ikke noget ud over bare at strikke, læse og kigge ud af vinduerne, men jeg har fundet ud af, at det kan man altså også blive meget træt af. En rigtig god tirsdag eftermiddag til jer deroppe i Viborg.

Annette sagde ...

Marianne, det lyder spændende. Jeg har aldrig besøgt en Floriade, men kunne vældig godt tænke mig det, så måske jeg også får chancen i 2012. Måske det lykkes os at ses i Venlo i 2012 ☺.
En god tirsdag eftermiddag til jer helt deroppe nordpå.

Annette sagde ...

Irene, var der ikke noget med, at en Hollandstur næsten var planlagt sidste år, men I var nødt til at droppe det.
Jeg kan også vældig godt lide Amsterdam, det er bare ikke så ofte vi kommer der, men der er ALT i den by. Resten af Holland er uendelig smukt, så en tur hertil kan varmt anbefales ☺.
En god dag til jer i Aarhus.

Annette sagde ...

Kisser, der er den enorme fordel ved at cykle hernede, at der er ingen bakker. Kun lidt ved Nijmegen og nede i det sydøstlige hjørne af Limburg, så I kan nå langt omkring.
Har jeg helt misforstået det eller har du også en penneveninde i Oisterwijk?
En tur herned kan varmt anbefales.
En fortsat rigtig god ferie til dig og en dejlig eftermiddag.

Annette sagde ...

Michael, der er utrolig dejligt hernede, jeg elsker at være her og især komme rundt i de gamle byer, hvor alt er velbevaret.
Et besøg kan varmt anbefales ☺.
Men på den anden side set, så er der jo også mange smukke steder i Danmark, sydfyn, Sønderjylland osv. osv.
Knus til jer deroppe på Fyn og en dejlig eftermiddag.

Annette sagde ...

Jønne, hvor er det dejligt, at mine billeder fremkalder gode minder hos dig ☺. Men tro mig, jeg glæder mig også hver gang jeg på din blog ser et sted jeg kender godt.
En fortsat rigtig god tur til dig.

Anonym sagde ...

1) For det første er jeg meget imponeret over jeres aktivitet. Jeg tror ikke der er mange mennesker der udnytter tiden som jer og får set så meget. I forstår da virkelig at få noget ud af livet.

2) For det andet synes jeg det er enormt spændende at læse om jeres udflugter og se alle billederne. Jeg er ikke særlig eventyrlysten, men måden du fortæller på, giver virkelig lyst til at se og opleve Holland.