lørdag den 2. juli 2011

Lidt af hvert……

Jeg har fået ny titel – sanitær ekspert!
Nu skal titlen ikke tages særligt seriøs og der følger heller ikke en stor gage med. Det drejer sig i al enkelthed om, at jeg har brugt de sidste par dage på at male loft, vægge og vinduer blandt andet  på toilet og i badeværelse i bonussønnen og hans søde kærestes nye hus. Da min lige så søde bonusdatter og hendes kæreste sidste år flyttede i nyt hus, var det blandt andet også i toiletrummet, at jeg svingede penselen, så derfor den fine titel.

Der arbejdes

Ud over at slibe og male, så har vi brugt tid på at få has på en del af den enorm dynge af  murbrokker, der automatisk hober sig op på terrassen, når det bliver revet vægge ned, flyttet døre osv. Det bliver så utrolig flot det hus, når de unge mennesker engang er helt færdige med projektet.


Det kører bare derud af

Dejligt er det, når ”ungerne” har brug for én og jeg er blevet sørget for på ypperligste vis under arbejdet.

Den altid nærværende radio med musik af en kategori og lydstyrke, om måske ikke helt passer til min alder og mig, fik mig til at tænke på, hvad der foregår på et større nybyggeri et par hundrede meter fra, hvor vi bor. På byggeriet arbejdes med forskellige hold håndværkere på samme tid. Hvert hold har naturligvis sin helt egen gule håndværkerradio med og ingen af radioerne står på samme station. Når Roxy og jeg går tur, så hører vi en salig sammenblanding af forskellig slags musik, der alle prøver at overdøve hinanden. Indrømmet, jeg var blevet skingrende skør, hvis jeg skulle arbejde i den larm.

Mens jeg arbejdede hos Ericsson fra 2002 – 2006 sad vi i et større kontorlandskab og på et tidspunkt stod mit skrivebord mellem 2 kollegers skriveborde. Begge kolleger holdt af at høre musik til arbejde, men fra hver sin station! Mit job var af den type, hvor jeg skulle holde øje med mange bolde på samme tid, alt sammen på forskellige sprog og for ikke at ”tabe noget på gulvet” (læs: glemme), så skulle der være 100 % koncentration, hvilket ind i mellem godt kunne være temmelig svært. Og selvfølgelig fik jeg et mindre hysterisk anfald en dag, da stressen var på sit højeste og begge kolleger hørte hver sin yndlingsmelodi, hvilket gjorde, at volumen fik en tand ekstra opad ☺.

Til og fra mit job som sanitær ekspert ☺ tog jeg toget og nu er Nederlandse spoorwege (NS) ikke ligefrem kendt for at være de mest stabile med hensyn til tog tider (men jeg læser rundt på danske blogge, at det er de ikke ene om). Ud over den normale ustabilitet, så gjorde det ikke sagen bedre, at der tirsdag aften/nat bredte sig et enormt uvejr over vort lille land. Enkelte steder faldt der op til 100 mm regn i løbet af en time. I Vught, knap 40 km. fra hvor vi bor, sørgede en mindre tornado for, at store gamle træer blev rykket op med rod, for så igen at blive lagt ned ovenpå smukke gamle patricierhuse, biler osv. Heldigvis skete der ingen personskader. Hos os, nøjedes vi gudskelov med regn, blæst og tordenvejr. Men uvejret gjorde, at NS var endnu mere ustabil end normalt, tog udeblev, tog der normalt stopper ved alle stationer blev erstattet af Intercity tog, der bare standser ved de større stationer osv.

Termometret
Lige før uvejret brød løs…..

Men alt besværet bliver skubbet i baggrunden, når man kommer til stationen i ´s Hertogenbosch (i daglig tale den Bosch). Selve stationen er ikke noget at skrive hjem om, det er en moderne bygning fra 1998, men til gengæld er de gamle perronoverdækninger en umådelig stor fryd for øjet. Jeg husker endnu, hvor imponeret jeg var, da jeg så overdækningerne for første gang under en rygsæktur i 2000.

station den Bosch1

Den Bosch har gennem årene i alt haft 4 togstationer og perronoverdækningerne stammer fra den 2 station, der var i brug fra 1896 og indtil den blev ødelagt under 2. verdenskrig.

station den Bosch

Selve overdækningerne, der er lavet af stål, blev fremstillet i 1894 og sat op i 1896 og stationen i ´s Hertogenbosch var den første bygning i Holland, hvor sådanne konstruktioner blev anvendt. Overdækningerne har en længde af 450 meter, hvilket ifølge kloge hoveder er de længste i hele Holland.

station den Bosch2

I 1998, da den 4 station blev bygget, blev overdækningerne gennemgribende renoveret og imellem de 6 perroner blev der lavet en gangbro af glas i stedet for den gamle.

station den Bosch3

Nu er søjlerne, der holder tagkonstruktionen lavet af jern i stedet for mursten, men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på Harry Potter filmene, når jeg går rundt og venter på stationen i ´s Hertogenbosch ☺.

station den Bosch4

24 kommentarer:

Lavendel sagde ...

Hvor ER de flotte, de overdækninger!

Tina Liel sagde ...

Sikke en energi! Skønt at kunne hjælpe de unge! Det er også givende når man arbejder på et ældre hus - man ser forbedringerne med det samme. Lige ved at vejrstationen sprang i luften ;-) Sikke et uvejr! Har ikke spist morgenmad endnu - sådan en tallerken udsmidere kunne godt bruges. Er det dig på billedet? Det er jeg næsten sikker på. Skønt billede♥ God weekend!

Unknown sagde ...

Hvor er det en smuk overbygning.
Sikke dog et uvejr - det har vi heldigvis været forskånet for her i det Nordjydske.
Idag regner det men de lover opklaring i eftermiddag, så måske bliver det alligevel til lidt tid på terassen.

Klem og god weekend i det Hollandske.

Michael Seeger Hanmann sagde ...

Det er dejligt når der er brug for en Annette, skønne billeder af overdækningerne, med tilhørende forklaring.
I kærlige tanker, god Lørdag.

Ellen sagde ...

Jamen vi hjælper da så gerne, når der er brug for os...
Dejligt med endnu et billede af dig :-)

Den med 'musik' til arbejdet kan jeg så glimrende genkende. Jeg var så bare den sædvanlige stride kælling og slukkede simpelthen bare for for radioen. Punktum. Jeg kan abstrahere fra støj, tale og grin og stort set alt muligt, men ikke fra musik, som skurrer i mine ører og slet ikke i usynkroniseret stereo ;-)

Conny sagde ...

Kære Sanitær ekspert.
Der er dejlig de kan bruge os. Det med den lamende radio prøvede jeg da vi fik nyt køkken, for når håndværkeren flytte ind følger radioen med og de spørger ikke lov det en selvfølge og jeg gad ikke sige noget for den korte tid det varede, forstå ikke de kan holde det ud . I nat har der også uvejr her, især i København og ved Roskilde hver der er festival. Hvor er den overdækkede perron på stationen flot.
Kan det godt

Hannie Mommers sagde ...

You always know such a lot of background with the pictures you take! I see my own country in quite a different way now. :)

Inge sagde ...

Jeg arbejder også på et kontor med flere kolleger, vi har støj fra telefoner og snak, hvis man hører musik foregår det med hørebøffer på, så man ikke generer andre..
Hvor er det flotte perronoverdækninger, og dejligt at se et billede af dig.
Knus og god søndag aften. :-)

Bettys blog sagde ...

Hvor er du sød, sådan som du hjælper med at male!
Og sikke et spændende sted, du fortæller om i forrige indlæg.

Madame sagde ...

Hvor er det dejligt, at du giver de unge en hånd med - sikke herlige billeder :-)
Perronoverdækningerne er utrolig flotte, og minder de ikke om Københavns Hovedbanegård?
I København har der også været det frygteligste uvejr - men det har du sikkert læst om.
Klem og god mandag aften til dig!

Annette sagde ...

Lavendel, jeg kunne heller ikke lade være med at fotografere og fotografere igen ☺.

Annette sagde ...

Tina, ja det skønt, når man kan være til lidt hjælp. Jeg nød rigtig meget at være sammen med de 2 dejlige unge mennesker.
Knus og en dejlig dag til dig.

Annette sagde ...

Marianne, ja jeg så lige på din blog, at I var i stand til at spise ude på terrassen, da uvejret på Sjælland stod på sit højeste. Sjovt nok, at der er sådan en forskel. Jeg kan huske fra tidligere, at vi i Nordjylland kunne have sol og høj himmel, mens mine tidligere svigerforældre i Odense kunne have forrygende snestorm.
Vi har bestemt heller ikke noget at klage over hernede, vejret er skønt og når alle de huslige pligter er overståede, så regner jeg med at stige på jernhesten ☺.
Er turisterne ved at indfinde sig oppe hos dig.
Knus og en skøn dag til dig.

Annette sagde ...

Michael, ja hvor er det dejligt. Og skønt at få et indblik i de unges verden og tanker mens vi går og arbejder.
En rigtig dejlig dag til dig deroppe i det Fynske.

Annette sagde ...

Ellen, hvor ville jeg ønske, at jeg havde haft dit mod og have slukket for begge radioer, men jeg turde ikke ☺.
Vi er så enige, jeg lærer heller aldrig at forstå, at nogle mennesker arbejder bedst med musik omkring sig. Jeg kan vældig fint nyde musik, men så skal jeg sidde stille og roligt i sofaen med strikketøjet, ellers bliver musikken til unødig støj i mine ører ☺.

Annette sagde ...

Åh Conny, og så endda i dit eget hus.
Nej, du rammer lige præcis hvad jeg tit tænker, de spørger ikke engang om lov, håndværkerne. Det er som om den evigt gjaldende musik er en menneskeret, jeg fatter det ikke.
Knus og en rigtig dejlig dag til dig.

Annette sagde ...

Hannie, what a compliment! Thank you very much.

Annette sagde ...

Inge, se sådan skal det være, med hørebøffer på. Jeg havde egentlig glemt, at der sammen med musikken var alle de ringene telefoner og mobiltelefoner (alle med hver sin besynderlige ringetinge).
Det er skønt at læse, at der også kan tages hensyn nogle steder.
Knus og en dejlig dag til dig.

Annette sagde ...

Betty, tak skal du have.
Jeg nød vældig meget, at være sammen med de dejlige unge mennesker i et par dage.
En rigtig god dag til dig.

Annette sagde ...

Madame, jeg måtte straks google perronoverdækningerne fra Københaven og jo du har ret, stilen er lidt af det samme. Det er efterhånden så mange år siden, at jeg sidst har været på hovedbanen ☺.
Jeg har holdt mig lidt a jour med det frygtelig vejr I har haft. Forhåbentlig skinner solen snart igen, men så forestår der jo selvfølgelig en enorm oprydning overalt hos de stakkels mennesker, der har haft vandskader.
Varme klem og en god dag til dig.

Rejen sagde ...

Sikke en smuk perron, ja der er lidt Harry Pottersk over den..;-D

Annette sagde ...

Annemarie, rigtig god tur til jer ☺.

Tina - omme i London sagde ...

Nej for hulen, hvor skal vi bare have dig et smut til London, saa skal du se stationstage af den slags. Vi har mange og de er store - og flotte!

Annette sagde ...

Tina, jeg synes også, at der er lidt hyggelig engelsk julefilm over de stationstage. De har garanteret fået inspirationen fra England.
Den med smuttet til London, det sker også en dag, sådan lige pludselig, det er helt sikkert ☺.