torsdag den 9. januar 2014

Cykling og gær……

Cykelturene her i januar har ikke helt den ønskede længde, enten kommer jeg for sent af sted eller også blæser det en halv pelikan, som gør at jeg synes at det er lidt synd for mig og derfor vender jeg næsen hjemad. Men snart, meget snart har vi forår og så bliver det til langt flere kilometer pr. dag (tror jeg nok).

Jeg plejer altid at checke vindretning, inden jeg ligger fra land, da jeg synes det er rarest at tage det hårde træk på vejen ud, men det glemte jeg i går! Måske fordi jeg tænkte på gær, altså sådan rigtig gær, ikke den tørre, da jeg for kort tid siden fandt ud af, at man kan købe rigtig levende gær i Dongen.

Altså gær, der er ikke grænser for hvad jeg har slæbt til huse af gær, både fra Danmark og Belgien, hvor man kan købe det. Men adskillige gange er der sket det, at jeg ikke lige har fået gæren anvendt og det er afgået ved en stille død i køleskabet. Derfor er jeg nu ellevild af glæde over, at jeg kan købe gær, når jeg har brug for det. Af en eller anden besynderlig årsag bliver tørgær og jeg aldrig helt gode venner. Måske fordi det ikke føles på samme dejlige måde i fingrene, når det skal opløses i den lune mælk.

MEGA

Er den ikke bare sød? Denne var på almindelige nummerplader, men findes også i en udgave, hvor man ikke behøver kørekort for at køre den, men så er tophastigheden altså også kun 45 km/t. Jeg har foreslået husherren, at vi skal have sådan en lille sag, når han går på pension, så vidt jeg husker, lød svaret noget i retning af ”Glem det!”

Dongen1Dongen2

Dongen3Dongen4

Dongen er bare så fin med alle de gamle huse og små krogede veje og selv om jeg synes jeg har cyklet den by rundt på kryds og tværs, så opdager jeg alligevel jævnligt nye smutveje.

Sidste nyt i projekt fyrværkeriforbud for private! Det kan godt være, at det kommer til at knibe lidt med at få det forbud indført. Jeg læste i avisen, at ud af de 67 mill., der blev brugt på fyrværkeri hernede til årsskiftet, da strøg der 11,6 mill. direkte i statskassen og det er da også en slat penge. Men vi får se, hvad der sker i sagen.

Sidst, men absolut ikke mindst! Jeg tror nok, at jeg så en Forsytia i blomst i går! Nu stod den i en have helt op ad husmuren, så jeg kunne ikke så godt checke om det nu var rigtigt eller ej. Men gratisavisen Metro beretter, at det ekstreme vejr (6. januar var den varmeste nogensinde i Holland i de år man har målt temperaturer, med 13,3 grader) gør, at vintergækkerne, almindelig vorterod og hasselbuske blomstrer og sommerfuglene kommer ud af deres vintersøvn, så måske var det en Forsytia jeg så i går?

11 kommentarer:

Mettsen sagde ...

Hej Annette.

Jeg har boet i Holland siden 2012 og har fundet ud af at min lokale Jumbo sælger frisk gær. Pakkerne er blå og gule og indeholder lidt mindre end 50 g.

Annette sagde ...

Hej Mettsen, det var lige præcis i Jumbo, at jeg fandt gæren.
Hvor længe de har haft gær uden jeg har opdaget det, ja det må stå hen i det uvisse. Så vidt jeg husker, er pakkerne på 40 gr.

Stegemüller sagde ...

Den lille røde bil er da skøn; det kunne være sejt at komme tøffende i sådan en, når I bliver pensionister engang ad åre.

Dongen ser ud som en hyggelig lille by.

Underligt at I ikke bare kan købe gær, når det passer jer.

Annette sagde ...

Stegemüller, jeg kan sagtens forestille mig, fatter bag rattet i den lille røde bil og mig ved siden af med strikketøjet, sjal og selvfølgelig knold i nakken, tøffende af sted mod Danmark ☺. Men måske den ikke er særlig behagelig at køre i ☺.

Nu kan vi heldigvis købe gær og måske har vi kunnet det gennem længere tid, men jeg har først lige opdaget det. Utroligt, så glad man kan blive over små ting ☺ ☺.

Pia sagde ...

Haha..her har jeg sagt til Allan, at når vores tid kommer, skal vi tøffe afsted på hver en elscooter med 15 km i timen :-)
Der kan sagtens være forsytia du har set. Her storblomstrer kirsebærtræer og påskeliljer, altså ikke lige i vores have, men det er langt fremme. Min forsytia står inde med de gule blomster på, sammen med nogle syrener, de har dog kun grønne blade.

Annette sagde ...

Pia, så er min ide altså ikke helt tosset. Hvad siger Allan til dit forslag? Jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke får overbevist Frank.
Det er sjovt nok, jeg har kun set Forsytiaen i blomst i en have, men det skyldes måske, at den stod så tæt på muren.

Madame sagde ...

Det er flot, at du også cykler om vinteren - det får jeg ikke gjort, og vi har købt en kondicykel i stedet for.
Ha' en rigtig god weekend og tak for dine søde ord hos mig.

Annette sagde ...

Madame, det bliver også til for lidt med at cykle på denne årstid. Måske lidt indkøb, men rigtig hyggecykling bliver det ikke til. Vi har overvejet en motionscykel, men er ikke nået længere end overvejelserne ☺.
Også en rigtig god weekend til jer

Fruen i Midten sagde ...

Sært, jeg troede da, at man kunne få alt - og lidt til - i Holland? Det er flot, at du overhovedet får cyklen ud på denne årstid. I dag er det anden gang i år, jeg cykler på arbejde. De andre morgener har det regnet. Den bil er ret nuttet, men vist ikke så velegnet til længere ture :-)

Pia sagde ...

Først grinede han og sagde, nej - aldrig, men da det gik op for ham at jeg mente det, så var han med på den, men det skal vare længe endnu, siger han :-)

Annette sagde ...

Fruen i Midten, nej, nej og atter nej, man kan ikke få alt (altså det samme som i DK) her i Holland ☺.

Indrømmet, det er blevet bedre, meget bedre med årene. Da jeg kom herned, kunne man ikke få ost med lavere fedtprocent end 48%, man kunne kun få det evindelige luftbrød osv. osv. osv. Men heldigvis er det forandret.

Jeg så for mig at vi rullede til DK i en max. 45 km./t bil (husbond vil end ikke tænke på det). Det eneste, jeg ikke helt er i stand til at finde ud af, er hvor mange overnatningen vi mon skal have undervejs. Nej, det bliver nu nok også ved tanken ☺.