søndag den 27. september 2009

Ferie 2009 - del 1 af mange...... ☺

Selv om vi som regel altid holder sommerferie på samme tidspunkt af året, synes jeg i år at det har varet evigheder før september endelig dukkede frem i kalenderen.

Vi havde nogle begyndervanskeligheder i ugen op til ferien, da jeg for det første var så klodset at brække en tå, det gjorde at det eneste fodtøj jeg kunne bruge var mine gamle udtrådte ”Jesussandaler” og da min mand kom hjem fra arbejde fredag var han fuldstændig forvredet af smerter i ryggen og kunne næsten ikke gå eller stå. Men efter et besøg hos vagtlægen lørdag eftermiddag havde han alligevel mod på at tage af sted, så den første del af turen tilbragte han på bagsædet af bilen proppet med smertestillende medicin, mens jeg prøvede kræfter med det belgiske/franske vejnet. Normalt er jeg alt andet end imponeret af en GPS, men jeg må indrømme, at denne gang var jeg ret taknemmelig for at den var med ☺

Den første uges tid blev tilbragt langs med den franske vestkyst, hvor vi først var 3 dage i Cherbourg. Vi har tidligere været i området, så tiden blev brugt på at slappe af, dase på stranden og køre ture langs med kysten vest for Cherbourg, hvor vi så utroligt smukke landskaber og kirker.


Selv om vi hjemmefra havde besluttet, at vi denne gang ikke ville besøge museer og mindemærker fra 2. verdenskrig, så var vi alligevel omkring Colleville-sur-Mer.

Næste stop var La Rochelle, hvor vi også var i 3 dage. Det eneste minus der var, at hotellet havde givet os et værelse på 1. sal og da der kun var en udvendig trappe og ingen elevator fandt jeg lynhurtigt ud af, at vi havde al for megen bagage med, da der altså kun var én til at slæbe bagagen ☺
Vi besøgte blandt andet Ile de Ré, som jeg kun kendte fra en gammel artikel i Alt for Damerne, det var dog et skønt sted. Dog tror jeg nødigt at jeg vil være der i højsæsonen, men september var fin, for de fleste turister var taget hjem. Vi dasede på stranden, spiste lækker, lækker mad og fandt ud af, at en ydmyg lille lejlighed der koster den nette sum af 1,100 000 €, så det blev droppet ☺
Efter en jagt rundt i La Rochelle fandt vi også Hitlers ubådsbunker, som blandt andet blev brugt til optagelser af filmen ”Das Boot”, desværre var der ingen adgang for uvedkommende og vi måtte nøjes med at se stedet fra vejen.
Hvor var det dog dejligt at være tæt på havet og det vel og mærke et hav med brede sandstrande, blikstille vand og høje temperaturer både i vandet og luften. Jeg kan godt af og til savne ”mit” Vesterhav når jeg går rundt hernede og har ca. 1½ times kørsel til nærmeste hav. Yderligere opdagede jeg, da vi forlod havet for at køre mod syd og lidt længere ind i landet, at den forkølelse/allergi som har gjort livet noget surt siden slutningen af juni, den havde været næsten væk i de 6 dage vi var ved havet!

10 kommentarer:

Frank sagde ...

Die straat moet genoemd zijn naar vrouwen zoals jij!

Bettys blog sagde ...

Nåeee, så kan jeg bedre forstå de mange km. Det lyder som dejlige steder, I har været

Irene sagde ...

Smukke steder - ser det ud til I har været!

Annette sagde ...

Frank, heel erg bedankt.

Annette sagde ...

Betty, ja det var en lang tur og vi har set utrolig meget undervejs. Jeg var egentlig også overrasket over at det blev til så mange kilometer.

Annette sagde ...

Irene, måske kan du genkende nogle af stederne fra jeres tur til Normandiet.

Nille sagde ...

VELKOMMEN HJEM!!!

Lol! Ja, Ile de Ré i højsæsonen er ikke sjovt! Men jeg er ikke overrasket over prisen - selvom jeg ikke lige ved, hvem der har råd til det!

I Paris er der en Rue des Mauvais Garçons... den kunne passe fint ind her!

Og det er dejligt at læse dit flamske ;-)

Kom så igang sagde ...

Et dejlig indlæg du har skrevet om din ferie og nogle smukke billeder du har taget

Annette sagde ...

Hej Nille, Du har været i mine tanker flere gange i ferien, men jeg har lige set at der er kommet en løsning på det hele.
Jeg forestiller mig at Ile de Ré i højsæsonen må være Løkken og Blokhus sammen ganget med 2, men der var dejligt nu, jeg følte mig lidt hjemme der ☺

Annette sagde ...

Hej Conny, tusinde tak skal du have.
De mest akavede billeder (for dem var der en del af) er vist heldigvis blevet sorteret fra ☺