Vaccination.....

De hollændere, de hollændere…….
Jeg undrede mig for et stykke tid siden, da jeg læste at man i Danmark kun skulle vaccineres 1 gang mod mexicansk influenza plus den normale influenzavaccination, idet jeg vidste at min mand, der tilhører en af risikogrupperne pga. diabetes, var tilsagt til 2 vaccinationer ud over den normale.

Men hernede vælger man som oftest en anden løsning end alle andre europæiske lande og det gjaldt også i forbindelse med vaccination mod mexicanske influenza, hvor alle i risiko grupperne skal vaccineres 2 gange.

I forrige uge opstod der så pludselig tvivl i Rijksinstituut voor Volksgezundehid en Millieu (RIVM), da WHO meldte ud, at 1 vaccination imod ”mexicogriep” var nok. I fredags meddelte minister for folkesundhed Ab Klink, at alle der tilhører risikogrupperne skal vaccineres 2 gange, altså man holdt sig til den oprindelige plan. Hvad skulle man også gøre med de enorme mængder af vaccination der i henhold til dagspressen er indkøbt?

Ud over de forskellige risikogrupper har voksne og børn i børnefamilier med babyer der er for små til at blive vaccineret samt alle børn i alderen fra 1 til og med 4 år også været indkaldt til vaccination og når 2. vaccinationsrunde starter den 14. december så får de anden omgang.

En enkelt gang har jeg hørt en journalist har vovet at spørge hvorfor dog 2 vaccinationer når alle andre lande nøjes med en enkelt og det yderst videnskabelige svar var, jamen man kan jo aldrig være for sikker!

Rundt i landet.....

Jeg får løbende chancen for at komme med rundt i Holland, Belgien og Tyskland og i sidste uge, da stormen rasede over det meste af Europa, var jeg med i den del af Holland, der kaldes det grønne hjerte (Het groene hart). Området ligger i den vestlige del af landet og dækker dele af provinserne Noord-, Zuid Holland og Utrecht. Det er forholdsvis tyndt befolket, grønt, grønt og atter grønt med græssende køer og får, vandløb både på marker og i landsbyerne, med andre ord rendyrket hollandsk idyl.

I området findes der også et utal af gamle vindmøller, hovedparten er smukt restaurerede og lavet om til beboelse og i under stormen var der enkelte der fik lov til at arbejde.
Jeg beklager billedkvaliteten, men fotograferingen foregik under kørselen.

Få dage efter jeg var flyttet herned, var jeg på besøg i min første hollandske mølle i Oirschot og mølleren synes, at det var sjovt at have en dansker på besøg, så vi fik den udvidede guidede tur og jeg tror egentlig, at det var det møllebesøg der pirrede min interesse for møller, idet vi siden har besøgt en del.

I provinsen Zuid Holland findes en af Hollands helt store turistattraktioner ”Kinderdijk”, det omfatter 19 møller beliggende på rad og række, en af møllerne er indrettet som museum og der kan sejles rundt i området, så alle møllerne kan ses udefra. Det ser flot ud, ingen tvivl om det, men der er nok lidt for meget turist over det efter min smag.

Hvert år afholdes der Mølledag, hvor man kan besøge en del af de istandsatte og arbejdende møller. Man bliver vist rundt af entusiastiske hobbymøllere, der ofte selv har deltaget i restaureringsarbejdet.

Hvad jeg finder utroligt interessant er den måde man tidligere brugte møllerne til at kommunikere med hinanden på, før opfindelse af telefon, bil mv. Herunder de mest brugte former for kommunikation, som dog ikke er ens overalt i landet, da der også inden for det område findes dialekt ☺

(Billedet er tyvstjålet fra internettet)

1. Glædestilstand.
Hvis mølleren var glad, for eksempel i forbindelse med en fødsel, så ville han lade alle se det og satte derfor møllevingerne så de ikke stod helt i midten, men en smule mere til venstre.

2. Sorgtilstand.
Hvis der var dødsfald i møllerens familie blev vingerne sat ikke helt i midten, men en smule mere til højre. Ofte blev denne vingestand brugt i 6 uger. Hvis et medlem af kongehuset døde, blev møllen holdt i denne tilstand til og med bisættelsen.

3. Kort pause.

Hvis mølleren holdt fri i et par dage, lod han på denne måde bønderne vide, at de ikke behøvede at køre vejen til møllen. Møllevingerne stod fuldstændig ret og dannede et kryds.

4. Lang pause.

Hvis mølleren holdt fri i et par uger, blev vingerne sat på skrå og lignede et x. Af og til ser vi møllevinger i denne tilstand.

5. Alarm- eller hastetilstand.
Hvis der er skete et eller andet alvorligt i nærheden af møllen, f.eks. en stor brand eller lignende satte mølleren vingerne som vist på billedet, samtidig blev der sat et stykke klæde på hver møllevinge. De omkringboende vidste så, at der var sket et eller andet alvorligt og hastede afsted til møllen.

6. Festtilstand.

Denne stand blev ikke brugt overalt i Holland. Ved specielle lejligheder som f.eks. et bryllup blev vingerne udsmykket. Enkelte steder bruges udsmykningen stadig på Møllens dag.

Hvor er det dejligt.....

Hvor er det fantastisk og meget, meget dejligt.....
Denne buket fik jeg i dag og vi har ikke engang noget der skal fejres.

Ørnen.

Det er da utroligt, at en smule dansk fjernsyn kan få en til at sidde op den halve nat!
En af vore Tv-kanaler viser udelukkende kriminalserier og jeg opdagede midt på ugen, at de sender den danske serie ”Ørnen”.

Det tog lidt tid at finde ud af hvad de sender hvornår, men i går lykkedes det. Fra 23 – 24 sendes et nyt afsnit i serien, det bliver genudsendt næste dag fra 11 – 12 samt 16 -17 og jeg var altså lige nødt til at skulle se det nye afsnit inden sengetid. Det er lidt sjovt, men dejligt at høre dansk tale og se hollandske undertekster.

Frygten var totalt ubegrundet, han ankom til tiden…...

I går eftermiddags skete det så, Sinterklaas kom til Holland, nærmere bestemt til Schiedam, hvor han som vanligt ankom til med dampskib fra Spanien medbringende alle sine zwarte Piet hjælpere. Hvert år skabes der i medierne en smule panik omkring rejsen fra Spanien og i år sejlede dampskibet for langsomt.

Ovenstående kræver måske lidt forklaring, det gjorde det i hvert fald for mig, da jeg i sin tid stiftede bekendtskab med begrebet Sinterklaas.

Saint Nicholas, Sankt Nikolaus, Sint Nicolaas eller som han kaldes i daglig tale her Sinterklaas blev født i år 270 e. Kr. i Pataras i Lilleasien. Han var biskop i Myra, der ligger i det nuværende Tyrkiet, hvor han døde 6. december 340 e. Kr. Der findes en del historier om Sint Nicolaas´s gode gerninger (og nogle få knap så gode), men allerede før år 1000 var han en af både den østlige og vestlige kirkes mest ærede skikkelser.

I middelalderen udviklede Sint Nicolaas´s dødsdag 5. december sig til at være en fest for børn, hvilket den stadig er hernede. I de lande hvor Sinterklaas fejres, findes der forskellige traditioner for hvordan festlighederne afvikles og i enkelte lande fejres Sinterklaas først d. 6. om morgenen. Den hollandske version indebærer, at Sinterklaas hvert år på en lørdag midt i november ankommer med dampskib fra Spanien til Holland sammen med sine hjælpere. Hvorfor lige Spanien fremgår ikke helt tydeligt af historien, nogle mener det skyldes at Sint Nicolaas var skibsfartens skytshelgen, andre mener at traditionen er kommet til Holland med spanske søfarere.


Mange hollandske byer fejrer Sinterklaas ankomst til landet med stor fest, optog og festivitas (klik på billedet for forstørrelse), men intet overgår den by der er valgt til at være den officielle ankomstby.

I perioden fra Sinterklaas ankomst til landet og frem til Sinterklaasaften den 5. December, besøger Sinterklaas og hans sorte hjælpere alle hollandske børn. Sinterklaas rider på en smuk hvid hest "Amerigo", der har evner ud over det sædvanlige, idet den er i stand til at gå på hustage og tagrygge. Gaverne leveres nemlig, som vi kender det fra julemanden, gennem skorstenen og grunden til zwarte Piet altid er sort skyldes selvfølgelig, at han må tage den hårde tur ned gennem skorstensrøret. Alle de børn der igennem året har været søde får en lille gave, det kan være chokoladebogstaver, chokoladepenge, spekulaaspoppen (spiselige dukker der er lavet af en dej, der minder om den danske brunkagedej), pebernødder med skumfigurer eller andre små gaver, der ligger i børnenes sko når de vågner om morgenen. Sinterklaas kan også finde på at besøge forretninger, idet børn kan aflevere sko hos supermarkeder som Albert Heijn (vores Superbrugs).

Pakkeaften er her Sinterklaasavond, altså den 5. december og det er selvfølgelig hovedsagelig børnenes aften, men også voksne giver hinanden gaver og med de voksnes gaver følger et digt. Efter den store aften drager Sinterklaas tilbage til Spanien, hvor han opholder sig indtil næste år i november.

Holland har egentlig ikke mange traditioner i forhold til Danmark, men det er mit indtryk at Sinterklaasavond er en af de traditioner der fastholdes. Den 24. december er almindelig arbejdsdag her og der findes ingen traditioner hvad maden angår.

Hvilken aften vi fejrer, er altid lidt afhængig af hvilken dag i ugen den falder, i år passer det fint at fejre d. 5 da det er en lørdag, andre år har det været den 24.

I går var vi på årlig indkøbsraid i Tyskland og var oppe frygtelig tidligt for at komme af sted i god tid. Tidligere da vi boede tæt ved den tyske grænse foretog vi mange af vore indkøb i Tyskland, men siden vi flyttede vestpå begrænser turene sig som regel til et par gange om året og er egentlig mest for hyggens skyld.

Hollænderne drager i stor stil til Tyskland for at handle, dog ikke i samme antal som ved den danske grænsehandel, men det hollandske sprog er det mest fremherskende i gadebilledet i Kleve, der er byen hvor de fleste hollændere handler ind. Vi spiste morgenmad i Kleve i går, da man i Tyskland kan få morgenbrød der er en del mere lækkert end det man kan købe her. Sjovt nok så hedder de rundstykkelignende boller som man kan bestille hos bagerne her også Duits brood.

Da indkøbene var overstået kørte vi på digerne langs med Rijn (Rhinen) mod vest.

Vejret havde på forunderlig vis ændret sig fra trist småregn til smukt solskinsvejr med en temperatur på omkring 13 grader.

I Nijmegen lykkedes det mig at overtale husherren til en travetur. Tidligere tog vi ofte til denne smukke gamle universitetsby, der har et utal af fantastiske gamle huse. For mange danskere er byen kendt som udgangspunkt for den årlige Nijmegen march, hvor en del danske soldater deltager hvert år.

Egentlig tror jeg, at vi begge havde glemt alt om Sinterklaas ankomst til landet, men få minutter efter vi havde forladt bilen befandt vi os midt i optoget med Sinterklaas på ”Amerigo”, mange zwarte Piet i store og små udgaver, der alle var fulde af narrestreger samt ledsagende musik.

Da festlighederne var overståede gik vi lidt rundt i byen, der som enhver anden hollandsk storby på en lørdag eftermiddag var fyldt med mennesker.

Jeg kan ikke få nok af den slags bygninger ☺

Turen endte med tidlig aftensmad på en vidunderlig skøn restaurant/café ”De Waagh”, som vi tidligere af og til kom på. Det er en fantastisk smuk gammel bygning fra 1612 og det lyder måske lidt overdrevet, men jeg er meget vild med det sted. Der er fyldt med smukke gamle ting og i restauranten ligger det gamle klinkegulv der er blevet slidt igennem mange generationer.

Nogle gange kan jeg godt komme lidt i tvivl om, hvilken indretningsstil jeg finder smukkest. Er det køligt, hvidt, smukt, rent og minimalistisk eller et det et sammensurium af gamle ting og sager som kan fortælle om generationers liv og levned og når vi af og til er i "De Waagh", så er jeg ikke spor i tvivl om mine præferencer. Alt i alt en vidunderlig dag.

Oh, happy day.....

Har været til check på hospitalet i dag og fik at vide, at jeg ikke skal opereres i næsen, i hvert fald ikke i denne omgang. Måske senere, hvis generne kommer tilbage, men den tid den sorg/bekymring……

Et afsnit lukkes.....

Tidligere ville vi netop nu have siddet ca. 75 meter fra Vesterhavet i det nordlige Danmark og hygget med en god bog, ild i brændeovnen og senere travet en lang tur langs med havet ☺

Det var en lang og hård beslutningsproces, den tog næsten 2 år, før jeg endelig tog mig sammen og ringede til ejendomsmægleren og bad ham om at sætte sommerhuset til salg.
Min morfar byggede omkring 1939 to sommerhuse, som han senere solgte og i 1956 købte han så det sommerhus, som skulle blive vores. Huset, der også var fra 1939, var et muret hus på 45 m2 plus garage og det havde den fantastiske luksus at have et lokum i garagen. Jeg kan huske, at det altid var min mormors job at tømme spanden.

Da min morfar døde i 1969, overtog mine forældre sommerhuset og nu begyndte vi at bruge det til andet end at køre ud og drikke eftermiddagskaffe i om søndagen. Ud over at vi opholdt os der tiere, så kan jeg også huske, at have hørt tale om nogle fantastiske fester som mine forældre afholdt der ☺

Min far var utrolig dygtig med sine hænder og på et tidspunkt, jeg tror i 1976, tog han al indmaden ud af sommerhuset, kun ydermurene og taget stod tilbage, før han startede på genopbygningen. Der blev blandt andet lavet toilet med træk og slip, vi skulle ganske vist ud af hoveddøren for at komme ind på det, men det var lykke i forhold til at skulle ned i garagen hvor diverse kryb fint kunne drøne hen over gulvet, mens man sad og mediterede. Kort før min 30 års fødselsdag blev terrassens størrelse fordoblet og vi kunne holde festen derude i et pragtfuldt vejr.

Da min far døde i 1983 fik min mor lavet badeværelse i sommerhuset, hvilket var en suveræn luksus, da vi indtil da badede i garagen med vand fra en tønde, der blev sat op på taget og fyldt med vand, der blev varmet op af solen.

Min tidligere mand og jeg overtog huset i 1990 og vi fandt hurtigt ud af hvor besværligt det er, at have 2 huse det ene med en stor have, 2 fuldtidsjob (det ene med megen rejseaktivitet og den anden med dag-, natte- og weekendvagter) og en lille pige, der også skal have opmærksomhed. Tog vi i sommerhus, ja så kunne man ikke lade være med at tænke på, at haven derhjemme egentlig burde have haft en omgang og blev vi hjemme, så gik tankerne til sommerhuset, hvor der også trængte til lidt gør-det-selv aktivitet.

Da jeg blev skilt var jeg meget i tvivl om, hvad der skulle ske med sommerhuset, jeg kunne ikke sige farvel til det, det var umuligt. Jeg flyttede derfor nærmere huset og kort tid derefter skete der noget som mundede ud i, at jeg nu bor i Holland.

Efterhånden fandt jeg ud af, at det bedste nok ville være at renovere huset og derefter leje det ud via et bureau. Jeg så på daværende tidspunkt flere fordele i projektet, for det første kom der lidt penge i kassen, det er jo aldrig dårligt og der ville i hvert fald i sommerperioden altid være mennesker, som holdt øje med huset. Renoveringsprojektet blev foretaget af min venindes mand, 2 af hans tidligere kolleger og min tidligere mand og resultatet var uden sammenligning, det blev smukt, indbydende, rent og dejligt.

Der kom tagpap på (jeg har en ide om, at det hører til på et muret sommerhus), stue og køkken blev lagt sammen, loftet blev taget ned og huset ført op til kip for at få det til at virke større, alt træværk blev ludbehandlet, murene indvendig fik lov til at stå rå og blev malet hvide.

Efter jeg flyttede til Holland begyndte sommerhuset langsomt at blive mere en byrde end en glæde. Vi afsatte hvert år 2 ugers ferie til at komme hjem og hhv. klargøre huset til udlejning om foråret og til at lukke det af for vinterperioden. Vi har før siddet i styrtende regn næsten 1 uge, for så først at kunne komme til at male huset dagen før vi skulle hjem.

Udlejningssituationen var absolut ikke optimal, bureauet ringede ofte og sagde nu var der dette og hint i vejen, jeg var rystende nervøs hver gang de ringede, for hvad var der nu galt? På et tidspunkt mente de, at der manglede en dør, et andet tidspunkt manglede de en vandhane, så var der hår i risten på badeværelset, så var mikrobølgeovnen ødelagt af tidligere lejere, der havde lagt en plastmappe ovenpå og startet. En lejer ville endda have bygget om i børneværelset i den uge han var der, idet hans unger fra overkøjen med lidt god vilje kunne nå HFI relæet osv. osv. De ture min datter og svigersøn samt min tidligere mand har taget ud til sommerhuset for at se hvad der var galt, de kan ikke tælles på 2 hænder. På et tidspunkt blev jeg så sur, at jeg sagde til bureauet, at det da for søren ikke var Ritz lejerne havde lejet, det afspejler vores indtjening i hvert fald ikke.

Hver gang enten vi eller min datter og svigersøn kom ud til huset, var der ødelagt et eller andet og hver gang var svaret fra bureauet, at det måtte man forvente når man lejede ud. Selv om bureauet stod for rengøring var der altid beskidt når vi kom, en enkelt gang da vi kom for at lukke huset af for vinteren var der en afskyelig stank, da vi ankom sent om aftenen, det viste sig at der var sat porcelæn i skabet som ikke var vasket af efter brug og det havde så stået og hygget sig der i et par måneder - det tog nogle timer før vi kom i seng den aften.

Jeg blev mere og mere led og ked af det sommerhus, det er et stort ord at sige at jeg hadede det, men der var i hvert fald ikke megen glæde jeg følte. Jeg havde regnet med, at min datter og svigersøn skulle overtage huset på et eller andet tidspunkt, men de har selv stort hus med stor have og da min datters svigermor har også sommerhus, der er en del større end vores, så er det som regel der de er, når de er i sommerhus.

Endelig i efteråret 2006 tog jeg beslutningen om salg og vi var enige om, hvis det blev solgt, så var det godt og blev det ikke solgt, så var det også godt, prisen ville vi ikke røre ret meget ved.

I foråret 2008 blev det solgt og selv om jeg har haft min gang i det sommerhus siden jeg var 3 år og der knyttede sig utallige minder til det, så var det en kæmpebefrielse at sige farvel til det. De søde mennesker som købte det, var lige præcis sådanne mennesker, som vi gerne ville sælge til og jeg tror ikke at der er nogen tvivl om, at de nok skal passe godt på det.

Lørdag i familiens skød.

Et af vore hollandske børn Fleur og hendes kæreste havde i går inviteret på eftermiddagskaffe, hvilket vil sige at vi skulle på besøg i et hjem, hvor der altid er liv og glade dage, idet husstanden ud over 2 voksne også omfatter 3 greyhounds, 1 galgo samt 4 katte.

Da vi lige p.t. lider af en akut mangel på traveture og frisk luft blev vi – til trods for mørkegrå skyer og småregn - enige om, at køre tidligt og trave en tur undervejs. Da vi nåede Vught var det lykkedes os at køre fra regnen, så det gjaldt om hurtigt at finde en p-plads og så af sted på traveturen.

Vught er en skøn by med et utal af smukke gamle herskabsvillaer og bygninger samt enkelte slotte beliggende både i byen og i udkanten og hvis ikke vi var glade for at bo hvor vi bor, så er Vught en af de byer, som jeg bestemt ikke ville have noget imod at bo i.

Snob er der så nogle der vil sige, idet byen har ord for hovedsagelig at have tiltrukket det bedre bemidlede borgerskab. Men det jeg synes gør byen til noget specielt er, at man har gjort et stort arbejde ud af at bevare og vedligeholde gamle bygninger, der er overalt en rig og smuk arkitektur og sidst, men absolut ikke mindst så er der utroligt mange grønne områder i byen. Desuden ligger både motorvejen og storbyen ´s Hertogenbosch tæt på.

Man kan da ikke andet end synes om en by, der vælger en sådan bygning til rådhus. "Leeuwenburg" blev i 1901 bygget af en rig bankier og har fra 1936 til 2006 fungeret som rådhus. På grund af pladsmangel byggede man da et nyt rådhus nær det gamle og "Leeuwenburg" anvendes nu udelukkende til receptioner, festligheder, bryllupper og møder.

Vught var også byen hvor den senere hotelkonge Gerrit Van der Valk begyndte sin hotelvirksomhed på hotellet "De Witte", koncernen omfatter nu 59 hoteller rundt i verden samt en del forsyningsvirksomheder og det siges at alt stadig ledes af familiemedlemmer.

Frit oversat "Der findes ikke større glæde, end den man laver for sig selv".

Videre til kaffevisitten, hvor vi fik en fyrstelig modtagelse af de langlemmede vovser. Roan var den første i familien, selv om han må være ca. 6 år gammel, så er han stadig en stor hvalp, han elsker at være i fokus og er altid fuld af narrestreger og sjov, Silvan fulgte efter, hun er en ældre agtværdig dame på ca. 12 år der holder af at ligge i sin seng og overvåge hvad lømlerne nu finder på. Ifølge hendes mennesker er hun den der bestemmer i flokken. Timo er en utrolig langbenet knægt der ikke kan forstå, at den ikke bare lige kan sidde på skødet af os og blive nusset eller lige indtage få centimeter i yndlingshjørnet af sofaen, den er kælen og bare dejlig og Amon, den sidst tilkomne, han er stadig lidt sky, men efter nogle timer så er vi godkendt og kan så godt snakkes med. Ud over de 4 har der gennem årene været et utal af hunde, der skulle lære at leve i en familie.
Roan blev fundet løbende på landevejen et sted i Brabant og de 3 andre hunde er importerede fra Spanien gennem foreningen ”Greyhounds in nood”, en forening hvor Fleur er medlem af bestyrelsen. Hundene har i Spanien været brugt til hundevæddeløb og når de ikke længere kan indbringe hvad der forventes, bliver de udsat for frygtelige ting, som jeg har frabedt mig at få beskrevet.

Af og til er Fleur og jeg uenige om importen af hundene, idet jeg mener at det i mange tilfælde ville være mere humant at give dem en sprøjte, når de bliver fundet lemlæstede og mishandlede i Spanien. På den anden side set, når jeg ser hvad Fleur får ud af de hunde med kærlig og bestemt opdragelse, så forstår jeg også godt hvad der får foreninger i mange lande til at importere hundene. For at være helt ærlig, så brød jeg mig tidligere ikke om greyhounds, jeg synes de var grimme, men efter jeg har mødt disse og mange andre af racen, så har jeg fundet ud af at det smukke sind de har, det vejer langt mere end udseendet.

Eftermiddagskaffen endte med også at inkludere aftensmad, hvor vor hollandske søn Stijn og hans kæreste også deltog. En rigtig hyggelig eftermiddag og aften med masser af snak og grin.

En skøn overraskelse!

Midt i al mit køkken glasplade maleri (nej, den er stadig ikke færdig) og alle de andre aktiviteter som jeg havde gang i på samme tid, da ringede dørklokken. Ikke en gang men hele 3 gange nåede den at ringe, før jeg fik svaret og det med et temmelig hvast ”ja”. Jeg blev nemlig vækket tidligt i morges af samme dørklokke, da naboens nye møbler blev afleveret og de ringede på det forkerte sted.

Denne gang var besøget til os og det var en pragtfuld overraskelse. Et familiemedlem fra Danmark, som jeg ikke har set i 10 - 12 år, stod uden for døren. Hvor ville jeg dog gerne have gjort en masse ud af hans meget uventede besøg, men det lykkedes desværre ikke – han fik en cola (pinligt).

Men skønt var det at få sludret om hvad der var sket med os begge i mellemtiden, at snakke dansk og at sidst men absolut ikke mindst at se ham igen. Og han har 100 % lovet at komme igen næste gang turen går til Holland, så skal han udsættes for hvad huset formår udi det kulinariske.

Hvor blev jeg dog glad for at se ham igen.

Dagens gæst ca. 3 år gammel sammen med min mormor på stranden.

Mandag......

En mandag hvor jeg har været i gang hele dagen, men nu hvor jeg sidder og tænker på hvad jeg egentlig har fået udrettet, så er det absolut minimalt.

Mon ikke det bliver bedre i morgen......☺