Lørdag i familiens skød.

Et af vore hollandske børn Fleur og hendes kæreste havde i går inviteret på eftermiddagskaffe, hvilket vil sige at vi skulle på besøg i et hjem, hvor der altid er liv og glade dage, idet husstanden ud over 2 voksne også omfatter 3 greyhounds, 1 galgo samt 4 katte.

Da vi lige p.t. lider af en akut mangel på traveture og frisk luft blev vi – til trods for mørkegrå skyer og småregn - enige om, at køre tidligt og trave en tur undervejs. Da vi nåede Vught var det lykkedes os at køre fra regnen, så det gjaldt om hurtigt at finde en p-plads og så af sted på traveturen.

Vught er en skøn by med et utal af smukke gamle herskabsvillaer og bygninger samt enkelte slotte beliggende både i byen og i udkanten og hvis ikke vi var glade for at bo hvor vi bor, så er Vught en af de byer, som jeg bestemt ikke ville have noget imod at bo i.

Snob er der så nogle der vil sige, idet byen har ord for hovedsagelig at have tiltrukket det bedre bemidlede borgerskab. Men det jeg synes gør byen til noget specielt er, at man har gjort et stort arbejde ud af at bevare og vedligeholde gamle bygninger, der er overalt en rig og smuk arkitektur og sidst, men absolut ikke mindst så er der utroligt mange grønne områder i byen. Desuden ligger både motorvejen og storbyen ´s Hertogenbosch tæt på.

Man kan da ikke andet end synes om en by, der vælger en sådan bygning til rådhus. "Leeuwenburg" blev i 1901 bygget af en rig bankier og har fra 1936 til 2006 fungeret som rådhus. På grund af pladsmangel byggede man da et nyt rådhus nær det gamle og "Leeuwenburg" anvendes nu udelukkende til receptioner, festligheder, bryllupper og møder.

Vught var også byen hvor den senere hotelkonge Gerrit Van der Valk begyndte sin hotelvirksomhed på hotellet "De Witte", koncernen omfatter nu 59 hoteller rundt i verden samt en del forsyningsvirksomheder og det siges at alt stadig ledes af familiemedlemmer.

Frit oversat "Der findes ikke større glæde, end den man laver for sig selv".

Videre til kaffevisitten, hvor vi fik en fyrstelig modtagelse af de langlemmede vovser. Roan var den første i familien, selv om han må være ca. 6 år gammel, så er han stadig en stor hvalp, han elsker at være i fokus og er altid fuld af narrestreger og sjov, Silvan fulgte efter, hun er en ældre agtværdig dame på ca. 12 år der holder af at ligge i sin seng og overvåge hvad lømlerne nu finder på. Ifølge hendes mennesker er hun den der bestemmer i flokken. Timo er en utrolig langbenet knægt der ikke kan forstå, at den ikke bare lige kan sidde på skødet af os og blive nusset eller lige indtage få centimeter i yndlingshjørnet af sofaen, den er kælen og bare dejlig og Amon, den sidst tilkomne, han er stadig lidt sky, men efter nogle timer så er vi godkendt og kan så godt snakkes med. Ud over de 4 har der gennem årene været et utal af hunde, der skulle lære at leve i en familie.
Roan blev fundet løbende på landevejen et sted i Brabant og de 3 andre hunde er importerede fra Spanien gennem foreningen ”Greyhounds in nood”, en forening hvor Fleur er medlem af bestyrelsen. Hundene har i Spanien været brugt til hundevæddeløb og når de ikke længere kan indbringe hvad der forventes, bliver de udsat for frygtelige ting, som jeg har frabedt mig at få beskrevet.

Af og til er Fleur og jeg uenige om importen af hundene, idet jeg mener at det i mange tilfælde ville være mere humant at give dem en sprøjte, når de bliver fundet lemlæstede og mishandlede i Spanien. På den anden side set, når jeg ser hvad Fleur får ud af de hunde med kærlig og bestemt opdragelse, så forstår jeg også godt hvad der får foreninger i mange lande til at importere hundene. For at være helt ærlig, så brød jeg mig tidligere ikke om greyhounds, jeg synes de var grimme, men efter jeg har mødt disse og mange andre af racen, så har jeg fundet ud af at det smukke sind de har, det vejer langt mere end udseendet.

Eftermiddagskaffen endte med også at inkludere aftensmad, hvor vor hollandske søn Stijn og hans kæreste også deltog. En rigtig hyggelig eftermiddag og aften med masser af snak og grin.