mandag den 31. maj 2010

Hoya Carnosa.

Det ender nok med, at jeg skal ud i noget omplantning engang i efteråret....
Vores Hyoa Carnosa/voksblomst, der plejer at berige os med 6 - 8 blomster på en gang og fortsætte med at blomstre hele sommeren, er i år beskedent startet med 2 blomster.
Selvfølgelig kan de nå at komme endnu, men hun er også ved at være en ældre dame på i hvert fald 15 år og har gjort turen med igennem 4 flytninger, alt i alt noget hun har klaret i stiv arm.



Hej igen.....

Så begynder det lille hjem så småt at ligne sig selv igen ☺.
Der er sket en del siden sidst - der er malet, rigtig meget endda, der er blevet brugt det meste af en flaske Ajax (endda den pink Super udgave), der er vasket gardiner og ryddet op i alle skuffer og skabe og hvor har jeg dog nydt det ☺.

Indrømmet, min popularitet har ikke altid været lige stor pga. al denne flytten rundt på tingene og det faktum at intet, gentager intet ligger på samme plads, som det gjorde for ca. 1½ uge siden. Men jeg har et velbegrundet håb om, at vi bliver meget glade for ommøbleringen og jeg er helt sikker på, at der ikke går mange dage før husherren igen kan finde sine ting ☺.

Det er herligt, når man har alt ude af skuffer og skabe, så dukker minderne frem. Man finder ting, som man jo godt vidste, at man havde og endda også hvor de var, men som alligevel var glemt en lille smule. Jeg indrømmer blankt, at ind i mellem de praktiske opgaver, så er der blevet brugt megen tid på fordybelse i dette og hint. Og det er jo nok ikke helt forkert, når mine omgivelser siger, at jeg gemmer ALT!
Min morfar og mormor havde et cementstøberi i Brovst, det var et vidunderligt sted at være på besøg og ferie, både i selve støberiet, hvor der altid var nogle at snakke med, men også udenfor hvor der kunne leges i de store betonrør. Nu vil det måske være på sin plads at bemærke, at cementstøberiet blev nedlagt i 1969, men alligevel så kan jeg da umuligt smide ovenstående notesbøger ud, de var et år julegaven til kunderne ☺

Min far, der døde i 1983, har altid arbejdet meget i træ og da han gik på pension, begyndte han på en større produktion af træfigurer. Denne figur var han lige påbegyndt, da han døde.

Hedder de ikke stoppeknolde? Den ene var min mors og den anden min mormors. Selv om det er yderst sjældent de er i brug, så kan jeg da umuligt sige farvel til dem ☺.

Min poesibog fra 1963, med min fars hilsen (som jeg selvfølgelig ikke har kunnet afholde mig fra at dekorere lidt) på første side.

Og min mors poesibog fra 1936, den må også bevares. Dog undrer det mig en anelse, at min mors er nydelig (lige pånær de sider jeg har overmalet) hvorimod min egen ser temmelig afrakket ud.
Al denne fysiske aktivitet har også været en god terapi for både krop og sjæl ☺. En knæoperation, der egentlig skulle have fundet sted i Maj, men som jeg har skubbet frem til Juni, den har jeg besluttet mig for overhovedet slet ikke skal finde sted! I hvert fald ikke nu, måske senere. Jeg har uden problemer været i stand til at piske op og ned ad trappestige samt kravle rundt på gulvet igennem 1½ uge uden særlige problemer, så derfor vil det være spild af både sygehusets og min tid at gøre mere ved det lige nu. Men som før skrevet, måske bliver jeg nødt til at få det gjort senere.
Der mangler stadig lidt før projektet er færdigt, en enkelt væg mangler at blive malet i soveværelset, nye gardiner til samme rum osv. Men i hvert fald så synes jeg at det lille hjem begynder at se lidt mere organiseret ud ☺.
En rigtig god dag til alle jer ude i Blogland, det kommer nok til at tage et par dage før jeg har været rundt hos jer alle og har set hvad I har fået tiden til at gå med ☺.

tirsdag den 25. maj 2010

Situationsrapport.....

Indrømmet, bloggen bliver svigtet i disse dage. Men jeg vender stærkt tilbage.....

Det hele begyndte med 2 bærbare og disse skønne farver, som ses meget i belgiske boligblade. Jeg har altid synes, at farverne er dejligt varme og smukke; til alt held viste det sig, at husherren var af samme mening.

Undervejs i processen har der set sådan ud hos os....

Midt i al roderiet er det endda lykkedes mig, at få bagt nogle brød og en Drømmekage fra Brovst til fryseren, i tilfælde af uventede gæster.

Vi har skam også nået at:
  • være på storindkøb i Turnhout (Belgien).
  • spise en dejlig frokost på vor favoritrestaurant i Oud Turnhout.
  • bestille bord til Søndagsbrunch på samme restaurant - til kommende søndag.
  • været ude at spise sammen med vore hollandske børn og deres kærester.

Jeg har nået at få malet cirka halvdelen af de 2 rum det drejer sig om, at flytte et sted mellem 400 - 600 bøger og mapper fra et rum til et andet samt at få dem støvsuget ☺.

Jeg har skam også forsøgt at gå murerne i bedene ☺.
Stukværket i det ene værelse havde en bule, men da bulen var bag gardinet, er det lykkedes os næsten at ignorere den i de knap 5 år, vi har boet her. Men jeg besluttede mig for, at nu skulle det være slut, stukværk og korrelpleister blev banket af og med mine bedste evner indenfor murerfaget er hullet blevet repareret, har tørret i et par dage og er nu parat til at blive malet ☺

Nå, det går ikke an at blive siddende, jeg må videre med malerrulle, Ajax osv.
Jeg vender stærkt tilbage, når engang jeg er klar med projektet ☺
Hav en dejlig dag derude i blogland.

mandag den 17. maj 2010

Arbejdsglæde eller hvordan er det nu det er?

Det er vanvittigt, jeg ved det.......
Startskuddet for de indledende øvelser af maling og omrokering af de næste 2 rum har lydt!
Jeg har hele dagen bakset rundt med senge, skruet et utal af skruer af - med håndkraft selvfølgelig! Jeg har en ide om, at jeg nok ikke kan enes med den batteridrevne skruetrækker og håndkraft, det ved man hvad er. Det er jo ikke for ingenting, at jeg nyder "Bonderøven" via internettet ☺.
Jeg føler, at det roder overalt, men har da i hvert fald sørget for, at vi kan komme i seng i aften samt at stue og entre er holdt fri for roderi, i tilfælde af at der skulle komme uanmeldte gæster ☺.
Nu er jeg på vej ud for at købe maling, jeg har i mit hovede en ide om, hvilken farve gæsteværelset skal ende med at have og husherren har meldt ud, at så lang tid han ikke behøver at være involveret, så er alt fint med ham ☺. Nå, lad os se hvad det ender med.....

fredag den 14. maj 2010

Sol, sol kom igen......


Vi har haft sol i dag!!

Ikke at temperaturen af den grund har svunget sig særlig højt op (ca. 13 grader), men alligevel.
Men der er ingen grund til misundelse, solen er væk og himlen har igen antaget "normalfarven", i hvert fald samme farve som den har haft det sidste par uger.... gråt, gråt og atter gråt.

Desværre er jeg ikke i stand til at bevise påstanden om sol med billedmateriale. Da jeg havde lagt an til at fotografere solstrålernes leg med vandet ved "Hollands Diep" og med det skønne grønne landskab i baggrunden, fik bilens chauffør den "gode" ide, at begynde at rulle vinduerne op og ned, ØV!
Derfor måtte jeg finde et billede af en anden lille sol.....☺.

torsdag den 13. maj 2010

Mod varmere tider......

Meteorologen i nyhederne fortæller netop, at vi går imod varmere tider......
Hvor jeg dog håber at han har ret, så jeg igen kan pakke de tykke vintertrøjer væk.

tirsdag den 11. maj 2010

Et smut til Nordjylland.....

Det hurtige smut til Danmark skyldes en dejlig invitation fra min svigersøns mor.
Det var en skøn fest med utrolig meget lækkert mad, dans og snak til langt ud på natten (nej, nej overspisning eller umådeholden druk, var ikke årsagen til mine maveproblemer, erfaringen har lært mig, at jeg skal holde igen med den skønne danske mad ☺).

Jeg havde i tankerne gået og frygtet for, at vi måske var nødt til at klæde om på en parkeringsplads et eller andet sted undervejs, for at nå frem til festen i rette tid og jeg forestillede mig et scenario med styrtende regn og så mit festskrud, der bestod af intet mindre end 4 lag tøj ☺. Men vi var fremme i fin tid, turen tog kun 9,5 timer denne gang, til trods for den sædvanlige mængde vejarbejde (det skyldes måske, at jeg blev kommanderet væk fra rattet allerede inden den hollandsk/tyske grænse ☺).

Jeg håbede, at barnebarnets drøm af en kjole ikke tog skade af ungernes leg, de hyggede sig og havde det herligt hele aftenen. De 2 store kusiner holdt endda ud helt til slut.

Lørdagen var helliget indkøbsraid!
Der er en del ting vi plejer at købe i Danmark, enten fordi de ikke findes i Holland eller fordi de hollandske udgaver ikke passer i smag eller form. Der bliver som regel indkøbt rigelige mængder af norsk myseost, Belsø´s morgenmadsprodukter, frugtstænger, sorte og grå affaldsposer m.m. Indrømmet, det hænder af og til efter et besøg i Danmark, at kælderen ligner et mindre dansk supermarked ☺.

Jeg må lige have et billede af dette broderi af Amsterdam anno 1650 med. Jeg købte det engang mellem 1985 - 1990, men da jeg hovedsageligt broderede på nattevagter gik det lidt langsomt, desuden måtte der af og til pilles op, da lysforholdene på jobbet ikke var de bedste. Min datter spurgte, om hun skulle overtage arbejdet og jeg indvilligede på daværende tidspunkt i, at hun måtte få broderiet når det var færdigt, da hun havde broderet hovedparten. Hvor gad jeg godt at have det hængende nu!

Lørdag aften var vi ude at spise, efter maden kørte vi en dejlig tur til østkysten. Familiens ishungrende frekventerede Nordjyllands bedste ishus (jeg mener det var teksten på husets gavl) i Øster Hurup. Jeg nøjedes med at kigge på udvalget; da jeg havde set det, forstod jeg glimrende teksten, idet der var alt hvad hjertet kunne begære indenfor is.

Nordjyllands bedste ishus i Øster Hurup.

Sjovt nok, så blafrede også det hollandske flag i vinden i Øster Hurup, det var lidt hyggeligt.
Min mands standardbemærkning hver gang vi kører rundt i Danmark er "Hvor er alle danskerne henne?" Det hænder yderst sjældent, at vi ser veje med så få biler her, som vi gør i Danmark ☺.
Efter en hård nat (for mit vedkommende, men også for min mand, da han blev vækket hver gang jeg måtte ud af fjer´ne), var vi parate til afgang ved middagstid søndag. Jeg blev pakket ind i dyne og hovedpude og håbede så bare, at vi kunne nå frem til de forskellige tankstationer, når det var nødvendigt med stop. Men det gik ud over al forventning, det lykkedes mig at sove næsten uafbrudt på hele hjemturen og mange timer derefter ☺.

mandag den 10. maj 2010

Hjemme igen....

Så er vi hjemme igen efter et meget hurtigt og utrolig dejligt besøg i Danmark.
Der må altså være et eller andet i luften i Danmark, som jeg er blevet overfølsom overfor, da det nu er 3 eller 4 gang jeg er blevet syg undet et besøg, ØV. Den ene gang var endda til Karolines barnedåb, temmelig meget ØV.

Men efter nu at have sovet i 24 timer - kun afbrudt af ind- og udstigning af bilen samt få andre afbrydelser, så er jeg ved at være på højkant igen ☺.

mandag den 3. maj 2010

Lidt ro i hverdagen.....

Så faldt der for en kort bemærkning igen en smule ro over det lille hjem.

Malerarbejdet er overstået for denne omgang og det er bare så flot. Stor tak til Lavendel, der anbefalede den 5 cm. brede hvide kant rundt om det røde, den giver lige det ekstra der skal til, for at gøre det hele perfekt. Og den var egentlig slet ikke så svært at lave, som jeg havde frygtet. Malingen (Pure & Original) var hundedyr, men det er nok det bedste maling jeg nogensinde har malet med og tro mig, jeg har været igennem en del forskelligt slags maling.

Det er lidt vildt, men af frygt for at blive arbejdsløs ☺, så er jeg allerede begyndt at planlægge næste projekt inden for maling og omflytning. Min stakkels mand kiggede fortvivlet på mig, da jeg begyndte at snakke lidt om det i weekenden, idet det for hans part indebærer flytning af et fjernsyn, der sidder godt forankret på væggen med et beslag. Nå vi må se, om ikke godt han kan lokkes, da jeg ikke er helt sikker på at mine evner med boremaskinen rækker, når der skal hænges et fjernsyn op.

Det er her i foråret væltet ind med invitationer både fra Danmark og Holland. Sjovt nok så tænker jeg nogle gange, mon de helt har glemt mig hernede, men jeg skal love for at dette forår har vist, at de overhovedet slet ikke har glemt mig ☺. Alle invitationerne indebærer jo, at man er nødt til at skal ud og investere i lidt nyt tekstil, det nåede vi også i løbet af weekenden.

Indrømmet, jeg har haft det lidt problematisk med tøj efter jeg drog udenlands. Tøjindkøb har været noget jeg har skubbet foran mig og kun når det har været yderst nødvendigt, har jeg købt lidt på må og få. Jeg har været lykkelig, når jeg har kunnet overtage tøj efter min datter, for så slap jeg for at skulle ud og købe.

I Danmark var jeg umådelig privilegeret når det kom til indkøb af tøj, stedet jeg frekventerede hørte ganske vist ikke til i den billige ende, men det har vist sig at være en uhyre god forretning alligevel. De 2 Ivan Grundahl frakker, som jeg købte hhv. i slutningen af 80´erne og midt i 90´erne ser stadig ud som nye, selv om de bliver brugt næsten dagligt og har været i vaskemaskinen uendeligt mange gange, så er det ligesom slet ikke så dyrt alligevel.
Stedet var/er ejet af et par, hvor fruen står for den daglige ledelse og hun er i mine øjne skabt til at lave lige præcis det hun gør. Hvis ikke det var fordi jeg var så nysgerrig og ville se hvad der var på hylderne, så kunne jeg ringe og fortælle hvad jeg havde brug for og bede min mand om at køre fordi og hente tøjet. Jeg ville være helt sikker på, at det hun havde fundet til mig, det sad lige i øjet og passede perfekt.

Men nu tror jeg endelig at jeg er ved at være inde på det rigtige hernede og en måske næsten lignende forretning er fundet. Jeg har været der nogle gange tidligere for at købe bukser og nu er festskruddet også købt der og det er bare så flot, noget med jeg ved ikke hvor mange lag tøj, mamelukker og så videre og det allerbedste er, at husherren der udviste en udsøgt tålmodighed, mens jeg var i mindst 10 forskellige kombinationer, har sagt god for det hele ☺.