tirsdag den 24. november 2009

Rundt i landet.....

Jeg får løbende chancen for at komme med rundt i Holland, Belgien og Tyskland og i sidste uge, da stormen rasede over det meste af Europa, var jeg med i den del af Holland, der kaldes det grønne hjerte (Het groene hart). Området ligger i den vestlige del af landet og dækker dele af provinserne Noord-, Zuid Holland og Utrecht. Det er forholdsvis tyndt befolket, grønt, grønt og atter grønt med græssende køer og får, vandløb både på marker og i landsbyerne, med andre ord rendyrket hollandsk idyl.

I området findes der også et utal af gamle vindmøller, hovedparten er smukt restaurerede og lavet om til beboelse og i under stormen var der enkelte der fik lov til at arbejde.
Jeg beklager billedkvaliteten, men fotograferingen foregik under kørselen.

Få dage efter jeg var flyttet herned, var jeg på besøg i min første hollandske mølle i Oirschot og mølleren synes, at det var sjovt at have en dansker på besøg, så vi fik den udvidede guidede tur og jeg tror egentlig, at det var det møllebesøg der pirrede min interesse for møller, idet vi siden har besøgt en del.

I provinsen Zuid Holland findes en af Hollands helt store turistattraktioner ”Kinderdijk”, det omfatter 19 møller beliggende på rad og række, en af møllerne er indrettet som museum og der kan sejles rundt i området, så alle møllerne kan ses udefra. Det ser flot ud, ingen tvivl om det, men der er nok lidt for meget turist over det efter min smag.

Hvert år afholdes der Mølledag, hvor man kan besøge en del af de istandsatte og arbejdende møller. Man bliver vist rundt af entusiastiske hobbymøllere, der ofte selv har deltaget i restaureringsarbejdet.
Hvad jeg finder utroligt interessant er den måde man tidligere brugte møllerne til at kommunikere med hinanden på, før opfindelse af telefon, bil mv. Herunder de mest brugte former for kommunikation, som dog ikke er ens overalt i landet, da der også inden for det område findes dialekt ☺
(Billedet er tyvstjålet fra internettet)
1. Glædestilstand.
Hvis mølleren var glad, for eksempel i forbindelse med en fødsel, så ville han lade alle se det og satte derfor møllevingerne så de ikke stod helt i midten, men en smule mere til venstre.
2. Sorgtilstand.
Hvis der var dødsfald i møllerens familie blev vingerne sat ikke helt i midten, men en smule mere til højre. Ofte blev denne vingestand brugt i 6 uger. Hvis et medlem af kongehuset døde, blev møllen holdt i denne tilstand til og med bisættelsen.
3. Kort pause.
Hvis mølleren holdt fri i et par dage, lod han på denne måde bønderne vide, at de ikke behøvede at køre vejen til møllen. Møllevingerne stod fuldstændig ret og dannede et kryds.
4. Lang pause.
Hvis mølleren holdt fri i et par uger, blev vingerne sat på skrå og lignede et x. Af og til ser vi møllevinger i denne tilstand.
5. Alarm- eller hastetilstand.
Hvis der er skete et eller andet alvorligt i nærheden af møllen, f.eks. en stor brand eller lignende satte mølleren vingerne som vist på billedet, samtidig blev der sat et stykke klæde på hver møllevinge. De omkringboende vidste så, at der var sket et eller andet alvorligt og hastede afsted til møllen.
6. Festtilstand.
Denne stand blev ikke brugt overalt i Holland. Ved specielle lejligheder som f.eks. et bryllup blev vingerne udsmykket. Enkelte steder bruges udsmykningen stadig på Møllens dag.

18 kommentarer:

May Anna sagde ...

Et dejligt oplysende og interessant indlæg som jeg virkelig nød at læse.
For mange år siden var jeg i en gammel mølle, der var indrettet som kro. Der var en sjælden atsmofære, men desværre kan jeg ikke huske, hvor møllen ligger.

Tina Liel sagde ...

Hvor ser de flotte ud. Spændende at de brugte møllevingerne til at kommunikere med! Udover en enkelt mølle i Jerusalem har jeg ikke mødt nogen hernede he he. Må lige chekke historien bag den. KNUS

Anonym sagde ...

Nej, hvor var det interessant at læse, Annette.
Det var helt nyt for mig, at møllerne kommunikerede på denne måde.
Jeg er dybt fascineret af møller, og lige siden jeg for 30-40 år siden besøgte nogen, der boede i en mølle, har jeg også ønsket mig at bo i sådan én. Det var en helt vildt spændende indretning.
Det bliver nok aldrig til virkelighed, men man har da lov at drømme... :-)

Bettys blog sagde ...

Tak for mølle-turen. Meget spændende at læse.

Conny sagde ...

Kære Annette
Tak for et meget interessant indlæg.Hvis jeg kommer holland igen en gang, så vil jeg se møller og ikke tulipaner.
Kan du have en god onsdag

Mette Lykke sagde ...

det er så spændende når du fortæller om Holland. Tak for turen og ny viden..
Smil fra Ærø

Annette sagde ...

Manna, kan det tænkes at den mølle du tænker på, kan være et eller andet sted i det nordjyske? Jeg kan huske, at jeg har været med mine forældre på en mølle, der var indrettet som kro og den må have været et eller andet sted i nordjylland.
En god dag til dig.

Annette sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Annette sagde ...

Tina, glæder mig til at læse om du finder en eller anden spændende historie.
Sjovt nok, så havde jeg slet ikke forestillet mig, at der fandtes møller i Israel, men det skyldes jo ene og alene min uvidenhed om landet ☺
Knus

Annette sagde ...

Ellen, jeg så for nogen tid siden et af de sædvanlige ejendomsprogrammer i fjernsynet og der viste de indretningen i et par møller, det var utroligt spændende at se hvordan det var gjort.
For os bliver det sikkert også ved drømmen, men pyt, det er jo godt at have drømme ☺

Annette sagde ...

Betty, velbekomme ☺

Annette sagde ...

Kære Conny, jamen du er nået længere end mig, du har da set tulipaner.
Indtil nu har jeg kun set påske-, pinselilje og hyacintmarker, men det var også flot. Vi har altid været i Danmark, lige præcis når tulipanerne blomstrede, men næste år så vil jeg prøve om ikke det kan lykkes at få dem at se.
Også en rigtig god onsdag til dig.

Annette sagde ...

Mette, velbekomme!
Jeg synes også det er så spændende at læse om hvad der sker på Ærø, man får så meget ny viden.
Knus til dig.

Nille sagde ...

Hvor er det interessant med deres måde at kommunikere på. Det vidste jeg intet om! Men så kunne de ikke male i flere uger, hvis der var et dødsfald?

Det må være fascinerende at bo i - men også en udfordring med de skæve vægge; jeg har aldrig set en indefra... men det vil jeg da forsøge næste gang jeg kommer til Holland!

Madame sagde ...

Det var sjovt at læse, at man har brugt møllevingerne til at kommunikere med! Dejligt at du fortæller os om Holland, Annette. Jeg har været der et par gange og var især fascineret af Amsterdam.

Ha' en rigtig god dag, varme klem til dig :-)

Annette sagde ...

Nille, ja dengang var en sørgetid lig med mistet indtjening.
Nogle af møllerne sælger også friskmalet mel, det har jeg endnu aldrig forsøgt mig med, men det skal prøves på et tidspunkt ☺

Annette sagde ...

Madame, ja du har ret Amsterdam er pragtfuld og fascinerede, det er en by som jeg nyder meget at tage til og bare gå og kigge.
Men Holland er også meget andet interessant og spændende og selv om jeg af og til savner "mit Danmark", så er Holland fyldt med så meget, som jeg nødig vil undvære ☺
Håber at det går bedre med din far og du har fået fat i hjælp til ham.
Knus til dig og en rigtig god aften.

Lone sagde ...

Det var spændende at læse om møllernes sprog, Annette :)
Man har kunnet sende meddelelser til hinanden, som indianere gjorde det med røgsignaler.
Jeg har besøgt to møller i mit liv. Én i Holland og Dybbøl Mølle.
I min barndoms landsby havde vi også en mølle, som fungerede som sådan til jeg var i syv-års alderen.

Rigtig god weekend til dig :-)