Jeg så i går morges, at Folketinget må opgive forbuddet mod rabatkuponer! Nu må jeg med skam melde, at jeg indtil i går ikke anede, at det var en Folketingsbeslutning fra 1994, der er årsag til, at der ikke udleveres rabatkuponer i Danmark og at årsagen til forbuddet er et grundlæggende princip om, at skal der gives rabat, så skal det gives til alle.
Hernede lever vi med et utal af rabatkuponer, klistermærker, stempelkort samt diverse pas til forskellige forretninger og min tegnebog ligner en større prangerpung.
Ud over pas til banker, sygesikring, sygehus, opholdstilladelse og bibliotek, så indeholder min tegnebog - som jeg næsten lige har ryddet op i og smidt alle rabatkuponer og pas væk til forretninger, som jeg sjældent kommer i - alligevel en rimelig stak af forskellige rabatpas.
- Albert Heijn (den hollandske superbrugs, sådan cirka), her samler man point, disse points kan omsættes til forskellige indkøb. Ud over dette, så udleverer lokale Albert Heijn forretninger jævnligt forskellige rabatkuponer eller stempelkort, disse giver adgang til at deltage i diverse lodtrækninger eller gratisvarer. Endelig må jeg ikke glemmes, at man med diverse forbrugerblade også får rabatkuponer, disse kan indløses hos Albert Heijn til f.eks. Becels produkter.
- Privilegie pas til parfumeri, hvor man får discount på udvalgte produkter. I byen hvor vi boede før, havde jeg et pas til et andet parfumeri, det gav 10% på alt, det var bedre.
- Airmiles pas, dette giver også point og kan anvendes i en lang række forretninger, hvor man får point/kan bruge point ved varekøb.
- Kort til den økologiske "materialist". Her samler man points og får tilsendt materiale om tilbud. Ud over dette har man også et stempelkort, der giver f.eks. gratis håndklæder ved et fyldt kort. Udmærkede håndklæder i øvrigt.
- Kort til ANWB (det hollandske FDM). Fordelen ved dette er, at man ud over at få hjælp i en nødsituation, også får discount på brændstof til bilen på udvalgte tankstationer.
- Stempelkort til den gode grønthandler i Tilburg. Kortet bliver stemplet ved køb og disse stempler giver gratis frugt/grønt.
- Pas til et belgisk supermarked, hvor man får udleveret rabatkuponer samt opsparer point via sit pas.
- Pas til en tøjforretning, hvor hvert indkøb omsættes i point. Ved følgende handel omsættes points i € og fratrækkes købet.
- Ikea pas, men det mener jeg også findes i Danmark.
Og så har jeg sikkert glemt nogle......Åh jo, cykelstempelkort, som man får udleveret hvis man køber en ny cykel. Det giver adgang til 3 eftersyn, det første er gratis, de 2 efterfølgende er til reduceret pris.
Hver gang man bevæger sig ind i en forretning bliver man tilbudt et pas. Siger man nej tak, ja så dummer man sig jo reelt, da man mister den rabat, som passet giver. Siger man ja, så er der et nyt til samlingen.
Alle kan få de ovennævnte pas, man behøver absolut ikke at være speciel i nogen retning, man skal bare huske at hive det op af tegnebogen, når der skal betales. Men hvor ville det være dejligt let, hvis rabatten blev fratrukket varen i stedet for.
Nok om det, men jeg håber at Danmark undgår rabatkuponerne m.m.
I går eftermiddags var jeg - til trods for tunge og mørke skyer - en tur i Dongen. Jeg har ved flere lejligheder brugt plads på at beskrive byen, så det afholder jeg mig fra denne gang. Men alligevel, på vej rundt i byen opdagede jeg pludelig denne plade, som jeg ikke tidligere har set.
Boligforeningen "Den gode beboelse", der blev "født i strid til fred", hvad mon gemte sig bag denne dystre tekst? Dongen var, som jeg vistnok tidligere har været inde på, tilbage i tiden hjemsted for mange garverier og skofabrikker, ja ikke kun Dongen, men faktisk hele denne del af Brabant var involverede i læder- og skoproduktion.
I 1900 havde Dongen 6000 indbyggere, hvoraf de 320 arbejdede i 97 garverier, 427 arbejdede i 47 skofabrikker og 188 var bønder. Lønnen i datidens læderindustri var selvsagt ikke svimlende, udbuddet af lejelejligheder var ikke stort, men det var til gengæld efterspørgselen, hvilket gjorde, at huslejen var skyhøj.
Da dette naturligvis ikke var et lokalt fænomen, som kun var gældende for Dongen, fremsatte regeringen i 1901 en boliglov. Denne skulle gælde fra 1902 og sørge for, at folk fik gode og billige boliger at bo i. I Dongen blev den romersk katolske boligforening "De Goede Woning" oprettet i 1914, foreningen sørgede for, at der rundt i byen blev bygget gode lejeboliger til en rimelig husleje.
16 kommentarer:
Hej Annette,
Vi har også rabat- og pointskort i alle tænkelige afskygninger tillige med rabatkuponer, som man klipper ud af blade o.lign eller modtager i specielle "tilbudskuverter". For det meste glemmer jeg at tage kuponer med, når jeg handler, skønt det ofte betyder at man får 10-15% afslag i prisen. Et sted hvor jeg handler, har man desuden indført at på særligt udvalgte varer får man et ekstra antal points (som kan omsættes til aeroplan miles). Dette skifter på ugebasis, når deres nye tilbud kommer ud. Der hvor jeg køber hundemad, har man en ordning, som betyder, at hver 11. pose er gratis.
Jeg vidste heller ikke, at det var noget man ikke måtte gøre i Danmark.
Lene
Hold da op det må tage lang tid at handle med alle de kort og rabatkuponer.
Men det er altså så småt ved at blive indført i Danmark. Jeg har netop fået kort til den forretning, hvor jeg køber kattemad. Alle indkøb giver 4% rabat. I Brugsen har man også et kort, hvor man opsparer point, der senere kan købes varer for. På visse tøjmærker kan man også få et kort, hvor man får point.
Min mening - irriterende - men som du selv skriver. Man er jo dum, hvis ikke man benytter sig af det. Desværre tror jeg kun vi har set toppen af isbjerget. Jeg tror det vil gribe om sig.
Hej Lene, du rammer plet. Jeg glemmer som regel også alle de kuponer og kort og snyder derved mig selv for rabatten. Har du vænnet dig til systemet?
Dit indlæg fik mig til at tænke på en oplevelse jeg havde for et par år siden i et fransk supermarked. Det skal lige bemærkes, at mit franske er temmelig begrænset og der skal ledes i lang tid efter ordene ☺. Forrest i køen stod en familie med alle de udklippede kuponer i en stor kuvert og de skulle passes sammen med varerne i 2 til over top fyldte indkøbsvogne! De andre i køen var, for at sige det mildt rasende og snakken gik, selvfølgelig også til mig. Men jeg forstod ikke meget af det der blev sagt og håbede bare, at jeg sagde ja/nej på de rigtige tidspunkter ☺.
En rigtig god dag til dig, når du vågner ☺
God morgen Irene, ja jeg er også bange for at det vil gribe om sig. Og vi snyder jo os selv, ved ikke at bruge alle midler for at få varerne billigere.
I en herreekviperingshandel hvor min mand handler, kom vi til at snakke om det på et tidspunkt og ejeren sagde, at det jo var hans måde at fastholde kunderne på. Men heldigvis holder deres kasseapparat styr på indkøb og points, som så giver rabat ved næste indkøb. Vi skal nok bare acceptere, at sådan er tingene nu engang ☺.
Jeg håber at du har det godt.
OK, jeg indrømmer, at jeg holder meget af rabatkort og lign. Selvfølgelig ville det være nemmere bare at trække rabatten fra, men ikke helt så sjovt! Som barn samlede jeg og min mor på rabatmærker fra et par forskellige butikker - små klistermærker, der blev sat ind i en bog. Og når bogen var fuld, kunne man indløse den og få udbetalt et eller andet beløb - det var nærmest en slags opsparing for os. Jeg har et væld af engelske kort, for derovre bruger man det også meget. Det ville jeg i øvrigt have skrevet om, da jeg var derovre, men det kan jo nås endnu... ;-)
Jeg anede heller ikke at rabatkort i DK var underlagt en folketingsbeslutning. I virkeligheden har vi jo flere rabatkort her i landet.. til Coop (Brugsen) Forbrugs-foreningen - hvor man kan melde sig ind og få 9% rabat i mange butikker, InWear (point-system) Imerco, Dagrofa, LIC.. det er ikke helt det samme som hos jer, men jeg tror det er på vej til os også.
I Sverige har de masser af rabatkort, og jeg tar' imod dem allevegne, hvorefter jeg så ofte glemmer det igen..
Hvis vi får samme system her i DK, skal jeg til at ha' en større taske for at fragte alle kortene rundt...:-))
Ha' en dejlig dag Annette..
Jeg melder mig i koret over de uvidende mht. at rabatkort var underlagt en folketingsbeslutning. Til gengæld har jeg så ubevidst nydt, at der IKKE var rabatkuponner som f.eks. i USA. Jeg kan slet ikke se ideen med alle de rabatkuponner, andet end man skal til at gå med en stor taske i stedet for en tung...til alle de rabatkort!
Jeg siger NEJ TAK :0)
Og så - sikke en dejlig historie om Dongen - du er altså PRIMA til at skrive, så det bliver interessant!
Stort knus Annette og ha en god dag!
Kære Annette
Så er jeg ved, at være frisk igen jeg har været ved, at læse dine indlæg.Jeg kan forstå du er blevet færdig med at male og rydde op.Jeg allerede ved, at være træt af VM, her er det hele rødt og hvidt, jeg frygter den mdr. der kommer lidt, for det meste af min familie er vild med fodbold og det er jeg ikke,danmarks første kamp skal spilles mod Holland.Bare jeg var lige så ihærdig som dig og kunne tage mig sammen til cykle lige som du gør.Der findes rabatter i Danmark, noget med at samle mærker, som klister i en bog, som kan bruges til køb eller udbetaling når bogen er fuld og plastikkort der rabatter.
Kan du have en god dag og aften.
Jeg synes, det er frygtelig besværligt med alle disse rabatkupnoner - jeg glemmer nemt hvor de er, fordi nogle er kæmpestore og ikke kan være i portemonnæen. Jeg var allerhelst fri, hvis man selv kunne vælge ;-)
Ha' en dejlig dag, Annette, varme klem!
Lige nu er der tanke om at indføre det herhjemme, det er mig at forstå et EU direktiv der åbner mulighed for dette, men jeg har også hørt at der er kræfter igang blandt danske EU politikere om at få omstødt dette direktiv.
God dag til dig Annette.
Mia, hvis jeg tænker tilbage på Brugsens dividende system fra tidligere, så synes jeg at det var rigtig hyggeligt. Men jeg må indrømme, at jeg synes, at det er lige i overkanten med et kort til hver forretning ☺. Det ender med, at jeg skal ud og investere i en kortmappe. For rabatten, den vil jeg jo gerne have ☺.
En god aften til dig.
Inge, det er jo det der er det pokkers af det hele, vi glemmer dem igen og går så glip af rabatten, øv.
Men jeg er bange for, at det er noget der er kommet for at blive og hvis ikke jeg af og til rydder ud i mængden, så skal jeg også ud og have en større taske. Men pyt, det går også nok alligevel. Knus og en god aften til dig.
Lotte, du smigrer mig altså ☺ ☺
Men jeg labber det jo i mig, det gør vi jo.
Jeg ville også hellere hvis rabatten blev trukket fra, i stedet for alle de individuelle rabatter, som kun gælder for dem der nu husker at hive lige præcis det rigtige kort frem.
En rigtig god aften til dig og et stort knus.
PS. Jeg er så spændt på jobbet ☺
Conny, hvor er det godt at høre, at det går bedre med dig, det har også været en rigtig drøj omgang. Er der noget du skal passe på for ikke at få en lignende tur i fremtiden?
Ja, den fodbold, de er helt vilde her og alle spørger mig hvad jeg siger til at Holland vinder over Danmark? Og jeg må indrømme, at det ikke gør mig noget. Det vil selvfølgelig være en lille smule sjovt hvis Danmark vinder, ikke så meget på grund af fodbolden, mere fordi så er jeg helt sikker på, at jeg slipper for at høre mere til det.
En rigtig god aften til jer og rigtig god bedring.
Madame, ja jeg har det på samme måde. Ofte har jeg dem liggende og først ser dem igen efter sidste anvendelsedato er overskredet ☺.
Men jeg er bange for at vi nok kommer til at se mere til det i fremtiden.
Varme tanker og en rigtig dejlig aften til dig.
Michael, jeg var næsten klar over, at det nok var på grund af et EU-direktiv at Danmark ikke kunne undgå rabatkupons. Jeg afventer spændt hvad resultatet bliver ☺.
En rigtig god aften til dig.
Send en kommentar