Weekend i August……

Lørdag bød på visit oppe nordpå, nærmere bestemt i Amersfoort. En flere gange planlagt og aflyst sejltur på Eemmeer måtte også denne gang aflyses, idet vejrguderne havde helt andre planer, men vi tager revanche næste år!

Kompensationen blev en tur til en ny bydel i Amersfoort, Vathorst. En bydel, som vi fra motorvej A28 ofte har beundret, idet man kan se nye huse opført i stil med de gamle grachtenhuse i Amsterdam. Det var netop disse huse, som værtsfolkene ville vise os, men ved nærmere eftersyn viste det sig, at husene faktisk så mere interessante ud fra motorvejen.

Som yderligere kompensation blev vi kørt til skønne Spakenburg. For søren da, hvor kan jeg godt lide den by og jeg ved godt, at jeg allerede har været omkring byen flere gange, men jeg kan bare ikke lade være.

Spakenburg var tidligere en fiskeriby ved Zuiderzee, nu beliggende ved indsøen Veluwemeer. Efter Zuiderzee´s afslutning i 1932 gik det tilbage for fiskeriet, men Spakenburg er stadig kendt for sin handel med fisk, disse er dog ikke nødvendigvis fanget af spakenburgere! Jeg har et par gange fået en dansk ”Hollandse nieuwe”, hvilket vil sige en rå sild, der i hel tilstand, men uden ben og skind spises med rå løg (en sand lækkerbisken, især først på sæsonen).  Spakenburg er også kendt for sine gule brødvogne fra bageriet ´t Stoepje, vognene kommer overalt i Holland en bestemt ugentlig dag. Hos os er det onsdag, hvor vi har besøg af en fiskehandel og en vogn fra ´t Stoepje og efter jeg er begyndt at købe brød hos dem, er alle mine klager over hollandsk brød stoppet, de har nemlig rigtigt rugbrød ☺. I onsdags opdagede jeg, at de sandelig også har kransekagekonfekt, ikke at jeg købte noget, men bare tanken om at man kan få det, gjorde mig helt salig. Jeg har utallige gange forsøgt selv at lave det, men resultatet bliver ikke det samme med hollandsk marcipan, som med den fra Odense.

I Spakenburgs centrum ligger et gammelt skibsværft, hvor der indtil slutningen af 80´erne blev bygget de traditionelle hollandske træskibe botter (jeg mener, at min far kaldte dem for hollandsk kog). Skibsværftet er nu beskæftiget med at restaurere de gamle træskibe, dette kan fra kort afstand beses på hverdage. Det er stadig muligt at bestille en botter på skibsværftet, hvis lyst og pengepung skulle være til det. 

Spakenburg er også kendt for at kvinderne, hovedsageligt den ældre del, stadig går i folkedragt. Under et besøg sidste år forsøgte jeg at fotografere et par, men damerne holder ikke af at blive fotograferet, hvilket er forståeligt nok. Denne gang lykkedes det mig at få et billede af en dame i folkedragt, på cykel og bagfra!

Jeg så for nylig en opgørelse, der viser tilbagegangen i brug af folkedragter for kvinderne i Spakenburg:

• 1971: gik 1364 fruer i folkedragt,
• 1985: 985,
• 2000: 513,
• 2010: 270.

Selv om det er synd, at en så  smuk tradition forsvinder, så kan det næsten ikke være anderledes. Der er i dag ikke plads til dette festlige islæt. Men turisterne (mig inkluderet) er selvfølgelig vilde med damerne i de smukke gamle dragter.

Sidst, men ikke mindst, så er Spakenburg kendt for sine arbejdsomme indbyggere. Tidligere var der stor prestige i at have en tjenestepige fra Spakenburg, idet pigerne var utroligt arbejdsomme og jeg har ladet mig fortælle, at Dronning Juliana altid havde stuepiger fra Spakenburg. Med det i baghovedet forstår man også bedre, hvorfor brød- og fiskevognene, der kommer over hele landet og nedarves gennem generationer, kommer lige præcis fra Spakenburg. Den søde pige, der står i ”vores” brødvogn er oppe midt nat for at starte ud mod syd, hun er anden generation på vognen, af og til har hun sin far med som ferieassistance og hun er selvfølgelig i familie med den unge mand, der står for fiskevognen, det siges nemlig at spakenburgere ikke gerne forlader deres by, de bliver hvor de er og gifter sig med en anden spakenburger.

Turen gik tilbage til Amersfoort, hvor vi blev beværtede på fyrstelig vis af vore søde værtsfolk Walter og Gre.

Søndag formiddag havde vi familiebesøg af et dejligt par, som jeg altid ser frem til at møde. Som altid når vi er sammen med dem, tænker jeg at gerne ville, at mit hollandske ordforråd var af samme størrelse, som en indfødt hollænders! Det bliver altid lidt bøvlet, hvis man under en diskussion må ty til engelske ord eller hurtigt slynge et dansk ord ud til min mand og forvente at han i løbet af et splitsekund oversætter til hollandsk ☺. Men det er jo selvfølgelig også en dyd at lytte ☺.

Søndagens lovede regnvejr udeblev og vi brugte eftermiddagen på en cykeltur. Første mål var et kunstværk beliggende midt inde i en skov ikke langt fra hvor vi bor. Jeg har kun set kunstværket  en enkelt gang, rent tilfældigt og det var…..lad mig kalde det bemærkelsesværdigt. Derfor synes jeg også, at min mand skulle se det, men til trods for lang tids cyklen rundt i skoven lykkedes det ikke at finde det. Der må mere research til, før jeg kan vise det frem.

Derefter gik turen til en lille landsby Molenschot, et bedefartssted for mennesker, der gerne vil finde en ny partner eller ønsker sig et barn. Midt i landbyen står et yndigt lille kapel, det er indviet til den hellige Sankt Anna, Jomfru Marias moder.

Ordsproget lyder: “Naar Molenschot gaat ieder Anneke om een Manneke. Ieder Manneke om een Anneke”, hvilket vil sige “Til Molenschot går alle Anneker for at finde en mand og alle mænd for at finde en Anneke”.

Den hellige Anna og hendes mand Joachim var i følge overleveringen barnløse. De levede i overensstemmelse med guds budskab, men alligevel nægtede templet at modtage Joachims offergave, idet han var barnløs. Joachim flygtede med sin fåreflok ud i ørkenen og da Anna troede, at han var død, bad hun til Gud om at få et barn. Hendes bøn blev hørt og samtidig fortalte en engel Joachim, at hans frue var svanger. Joachim vendte tilbage til Jerusalem og  Anna mødte ham ved den Gyldne port i byen, hvor de kyssede hinanden. Anna fik en datter Maria, der som 3 årig blev viet til Gud og bragt til templet, hvor hun blev opfostret af englene.

Søndag nåede jeg også at blive klar med ”Den tredje tvilling”, den har taget mig lidt længere tid end de øvrige Ken Follett bøger, jeg har læst. Men efter nu at have læst 8 af hans bøger er min beundring for forfatterens skrivekunst, hans enorme research og hvor vidt han rækker så stor som aldrig før. Jeg er netop gået i gang med ”A place called freedom” og jeg er min datter og svigersøn dybt taknemmelig for, at de åbnede mine øjne for Ken Follett ved at give mig 2 af hans bøger i julegave.