onsdag den 28. september 2011

Ferie del 3.

Endelig var vi der, det havde jeg ventet på i næsten 10 måneder!

Selv om jeg er blevet krammet et par gange i samme 10 måneder af samme dejlige barnearme, så kan det altså bare ikke gøres for tit, for det hører absolut til toppen, at få en krammer af verdens dejligste børnebørn (i min verden, altså ☺).

Guldklumperne

Fredag var skolen lukket pga. et eller andet med for mange skoledage og vi fik lov til at være barnepiger på Karoline. Fra morgenstunden var der tonsvis af planer for, hvordan dagen skulle tilbringes, men et er teori, noget andet praktik….vi hyggede, vi travede tur for at lede efter kastanjer, vi fodrede ænder, vi var omkring skolen for at se den og vi dryssede rundt og lavede ingenting. Pyha, sådan en dag er guld værd.

Travetur i skoven

tuindekoratie

Undskyld haveejer, at jeg forevigede din havedekoration uden at spørge om lov, men jeg synes, at den var så sjovt, at jeg ikke kunne lade være.

Fredag aften stod i gavemodtagelsens tegn! Jeg havde i fødselsdagsgave ønsket mig en beskeden middag i det nordjyske, men da ungerne ville udvide gaven med en forsinket bryllupsgave middag, var alle sejl sat til! Du godeste for en gave!

De unge mennesker havde bestilt bord på Sohngårdsholm Slot, et fantastisk sted der absolut kan anbefales. Efter modtagelse blev vi ført ned i slottets kælder og kunne under indtagelse af et glas med bobler og lidt nødde/olivenhalløj beslutte os for, hvilke af husets 2 menuer vi ville gå ombord i.

Sohngårdsholm Slot

Det endte med en 6 x overraskelsesmenu med tilhørende vine!!!!
Inden start havde jeg en intension om, at alle retterne skulle foreviges for eftertiden, men efterhånden som den pragtfulde vin kom i glassene, glemte jeg alt om fotografering ☺. Min datter tog et par billeder af den enorme glassamling, det kan blive til, når 5 x m/k er ude at spise ☺. Menuen, den skal opleves, den kan ikke beskrives, den var ekseptionel og utrolig vidunderlig. Ingen tvivl om, at der skal oprettes en sparegris og formålet for indholdet skal være et nyt besøg på Sohngårdsholm Slot ☺.

Glas

Søndag eftermiddag, som et lyn fra en klar himmel, blev jeg overfaldet af en forkølelse. Den gjorde, at energiniveauet for resten af ferien blev nedsat. For søren da også, hvorfor er det altid når vi er i Danmark og sammen med min lille familie, at jeg bliver ramt af et eller andet irriterende.

Men vi nåede da en del af alt det planlagte…..
Middagssvisit hos gode venner.
Et par kaffevisitter hos andre gode venner.
En formidabel frokost hos et kært familiemedlem, der samtidig havde sørget for, at vi fik set andre kære familiemedlemmer.
Der var desværre ting vi ikke nåede, men det må være årsag nok til et snarligt genbesøg.

Mod nord

Vejrguderne var utrolig venligtsindede, da turen gik mod Hjørring.

Hjørring

Hyggelige og dejlige Hjørring, hvor jeg engang drømte om at bo ☺.

Hjørring1

Dette kunstværk har jeg brugt megen tid på at kigge på under øvelser og arbejdsperioder i Hjørring.

Hjørring3Hjørring2

Især kuglernes indhold fandt jeg fantastisk.

Ferien blev også udvidet med jævnlige besøg i forskellige byer, for at lede efter apoteker, der var leveringsdygtige i Hexokain, Ibuprofen og papirlommetørklæder. Af en eller anden uforklarlig årsag, havde jeg fået smidt en næsespray i tasken, inden vi kørte hjemmefra (6. sans?). Nå, men i hvert fald, så håber jeg ikke, at jeg har nået at smitte nogle på vor vej rundt i det Nordjyske og jeg forsøgte at begrænse krammene til det mindst mulige.

Apotek Hjørring

Under et besøg på dette hyggelige apotek i Hjørring, havde vi en sjov oplevelse. Mens den søde  apotekerassistent betjente os, snakkede hun om valget og ville vide om vi var tilfredse med udfaldet. Vi var ikke helt i stand til at følge hendes snak og efter nogen tid fortalte jeg hende, at vi ikke boede i Danmark, men i Holland. Til det svarede hun “Hvor snakker du godt dansk til at bo i Holland” ☺☺☺.

Onsdag morgen var det tid for julegaven fra min datter og svigersøn….. Brunch med bobler! Vi havde gransket den tykke brochure adskillige gange, for at finde det helt rigtige sted for gavens indtagelse, men da vi under Danmarksbesøg altid er forbi ”Luna”, blev vi enige om at kombinere, hvilket resulterede i en pragtfuld brunch i dejligt kendte omgivelser. Jeg brokkede mig ganske vist over, at sofaen var væk, da jeg inden besøget havde forestillet mig, at jeg skulle sidde og trone i den og samtidigt overskue hele etablissementet. Men sådan går det, når man ikke lige har sin gang i Aalborgs gader hver dag. Tjeneren påstod, at det var ca. 5 år siden at sofaen var afgået ved døden.

Brunch

Onsdag eftermiddag var helliget indkøbsraid i Aalborg og omegn af alle de ting der nu SKAL med til Holland! Jeg er sikker på, at husbond har nok Belsø´s morgenknas til vintermånederne, vi har plastposer i alle afskygninger, frugtstænger, Ajax´en med salmiak til vinduer, osv. osv. og vi blev endda enige om, at droppe nogle af de ting, der sædvanligvis skal med sydpå.

Aalborg

Vi nåede også at besøge min datter på jobbet og fik set den pragtfulde udsigt hun har fra kontoret. Den gad jeg godt at have ☺.

Aalborg1

Sidst, men ikke mindst, så fik vi begge købt nye støvler til at imødegå vintervejret. Husbond havde ellers hjemmefra meldt ud, at han denne gang IKKE ville købe fodtøj i Danmark og at han havde nok, men fristelsen var for stor.
Jeg faldt pladask for mit livs første Angulus støvler! De minder utrolig meget om et par Bubetti støvler, som jeg købte i 1998 og som har holdt indtil sidste år, hvor skomageren sagde, at nu kunne han altså ikke reparere den mere ☺.

 

 Angulus

24 kommentarer:

Salix sagde ...

Nej, hvor blev i kræset for - både middag og brunch - begge steder ser super ud.
Og så bekræfter dine billeder jo iøvrigt, at der ikke findes noget sted så skønt/smukt som Danmark. Når man bor der, tager man det sikkert for givet; som udlænding (ja, du er jo fra Holland :-))- måske med hjemlængsel - kan man ikke få nok af kulturen, husene, torvene, hækkene ........
Billederne bekræfter selvfølgeligt også, hvor uendeligt dejlige dine børnebørn er.
Lene

Tina - omme i London sagde ...

For hulen en tur Annette og rigtig hjertelig tillykke med dagen. :)

Inge sagde ...

Ajj hvor har I haft en dejlig ferie, og sikke skønne gaver, slotsmiddagen lyder helt vidunderlig. Knus til dig

Lavendel sagde ...

Sikke en "udflugt"! De støvler vil du ikke fortryde, er selv den lykkelige ejer af et par røde Angulus.

Unknown sagde ...

Dejlige billeder fra det nordjyske.
Jeg må da forbi den flotte kugle - den har jeg aldrig kigget nærmere på, og brunch på cafe Luna - mums, hvor ser det godt ud.

Sjovt at høre hvad i køber med hjem - som når vi kommer til Tyskland og i sin tid Holland, er der jo favoritting der skal med i indkøbskurven hjem.

Knus fra Marianne.

Mai-Britt, den danske slikmund sagde ...

Dejlige og kønne børnebørn du har der!! Det ser ud til, at have været en skøn ferie på trods af snotnæse. Og så fik du da bekræftet, at du stadigvæk taler godt dansk ;-D

Anonym sagde ...

Det var pokkers! Det er jo ikke sådan at jeg ligefrem dyrker danske slotte og herregårde, men jeg mente alligevel, at jeg var rimelig orienteret via interesse for historie og kultur. Men jeg har da aldrig hørt om Sohngårdsholm Slot - aldrig nogen sinde.

Sikken et fantastisk bord. Man skal aldrig undervurdere, hvor meget borddækning betyder for et godt måltid. Maden smager altså bedre, når der er hvide servietter og levende lys på bordet. :-D

Pia sagde ...

Jeg har med glæde fulgt alle 3 ferieafsnit. Fyn er en dejlig plet, og så taler de mit sprog :-)
Jeg holder meget af brombærmarmelade, men ikke med kanel, det hører til på risengrøden :-)
Et par dejlige børnebørn. Især billedet af Karoline er skønt :-)
Jeg håber da du forkølelsen er aftaget, om ikke helt forsvundet. Ellers rigtig god bedring :-)

Madame sagde ...

Det lyder som en virkelig skøn ferie, Annette - og sikke en dejlig overraskelse med slotsmiddagen!
Klem og en god aften til dig!

Nille sagde ...

Jeg ved ikke, om det psykisk det med sygdommene i Danmark - men jeg har oplevet det flere gange. Jeg tænker, at vi er så spændte på gensynet med familien, og kroppen er lidt oppe at køre inden afrejsen, og så er den mere modtagelig - og når den så endelig slapper af hjemme... så kommer bacillerne.

Men det var skønt, at I alligevel nåede mange gode dage og mange gode kram!

Det ser ud til at være et smukt sted - som Jens havde jeg heller aldrig hørt om det gods eller herregård.

Velkommen hjem :-)

Annette sagde ...

Lene, jeg kunne ikke have skrevet det smukkere end du gør. Det er ofte de små ting, som en dansker bosiddende i Danmark sikkert ikke ligger mærke til i dagligdagen, som jeg godt ind i mellem kan savne. Det er bestemt ikke fordi jeg ikke holder af Holland, men Danmark er og bliver mit land ☺.
Spiseorgiet stoppede ikke ved dette ☺. Inden vi flyttede til Holland, boede Frank i Danmark i et halv års tid og han sagde altid, at danskerne spiser meget i forhold til hollænderne. Dengang kunne jeg selvfølgelig ikke se det, men det kan jeg godt nu (og hvor jeg nyder det, når vi er hjemme ☺).
En rigtig skøn weekend til dig.

Annette sagde ...

Tina, ja det er godt at komme en tur hjem og få fyldt op på de forskellige konti. Det er noget vi kan lide ☺.
Også en dejlig weekend til dig.

Annette sagde ...

Inge, den var bare så vidunderlig, den middag. Det var en helt igennem perfekt aften i et dejligt selskab og med skøn mad.
En rigtig dejlig weekend til dig.

Annette sagde ...

Lavendel, det er jeg glad for at høre. Jeg har igennem mange år sværget til Bubetti og selv om jeg har kviet mig ved prisen, så har det vist sig, at de bare har holdt år efter år. Nu skal Angulus prøves og jeg glæder mig. Men de er stadig lidt for varme til disse Indian Summer temperaturer, som vi pludselig er blevet velsignede med ☺.
Jeg forestiller mig, at du drøner ned gennem Tyskland nu. Rigtig god tur, ferie og weekend.

Annette sagde ...

Marianne, lov mig at du går hen og kigger på kuglerne, de står lige ved kommunekontoret på hjørnet af Nørregade. Når jeg var på øvelse og arbejde i Hjørring, boede jeg som regel på et hotel i Nørregade (jeg tror ikke, at det eksisterer længere) og havde derfor rig lejlighed til at beundre kunstværkerne.

Ja, det er en rig import/export, der eksisterer når vi skal til/fra Danmark. Det sjove af det hele er, at det meste der bliver exporteret fra Danmark, faktisk er til Frank ☺.
En skøn weekend til dig.

Annette sagde ...

Mai-Britt, jeg er også bare så skidestolt over, at jeg taler så godt dansk ☺ ☺ ☺. Det har vi grinet meget af, men sød var hun den lille apotekerassistent.
Snotnæsen hænger stadig ved, men gudskelov i mindre og mindre omfang.
Jeg kom til at tænke på dig i går, kender du "Jobrapido"? Den kigger jeg af og til på.
En rigtig skøn weekend til dig.

Annette sagde ...

Jens, jeg kan sådan set godt forstå, at du ikke lige kender Sohngårdsholm Slot. I min ungdom for uendeligt mange år siden, da hørte det under musikkonservatoriet.

Jeg havde en ide om, at jeg engang har været der med en eller anden, der studerede ved konservatoriet og fik bekræftet af betjeningen at det havde hørt under musikkonservatoriet. Senere blev det overtaget af så vidt jeg husker et advokatfirma og har kun eksisteret som spisested siden 2005. Men skønt det er det.

Vi er helt enige, der er noget jomfruelig smukt over et bord dækket helt i hvidt (lyder jeg nu frygtelig gammeldags ☺).
En skøn weekend til dig.

Annette sagde ...

Pia, jeg bliver pludselig i tvivl, var det nu kanel eller var det vanille? Marmeladen smagte fantastisk og vi sad og gættede på, hvad det kunne være, at der var sammen med de brombær, Franks bud var nelliker.
Den søde dame, der stod for morgenmaden fortalte, at det var....utroligt, at jeg nu pludselig er i tvivl ☺.
Forkølelsen holder stadig ved, sørens osse, men den forsvinder vel på et eller andet tidspunkt. Min søde bonusdatter hernede mener, at jeg skal holde mig væk fra Danmark, meeen jeg tager gerne en gang forkølelse med, for at komme hjem en tur ☺ ☺.
En rigtig dejlig weekend til dig.

Annette sagde ...

Madame, ja hvor er det dejligt at komme hjem og blive lidt forkælet ☺.
Klem og en dejlig weekend til dig.

Annette sagde ...

Nille, det gik lidt stærkt med at få kommenteret hos dig i aftes ☺.
Jeg har tænkt lidt i de samme baner, som du nævner, for det er ofte sket, at jeg bliver syg når vi er i Danmark.
Karolines barnedåb foregik på langs med en spand ved siden af sengen, mens jeg kunne høre de feststemte gæster i stuen.
Men uanset hvad, så er det utrolig dejligt at komme hjem og være sammen med den lille familie.
Tusinde tak skal du have. En rigtig god weekend til dig.

Ellen sagde ...

Det lyder helt utroligt godt med slotsmiddagen - og sikke nogle omgivelser. Jeg kan blive helt ked af, at jeg ikke har min daglige gang i det område :-)

Det med forkølelsen kan jeg desværre godt genkende - jeg kom hver gang hjem med en generalforkølelse efter at have besøgt familien i England. Var lidt til grin en overgang på arbejet af samme årsag: "NÅ... du snotter nok... har du været i England igen?"
Det går over igen, men det er slemt, så længe det varer. Nu er jeg vist ved at have vænnet mig til deres baciller.

Tak for turen og alle dine skønne billeder - og hvor er jeg glad for, at du kan huske dit danske sprog :-)

Jønne sagde ...

I får da noget ud af ferien må man sige!
Jeg troede støvler var ca ens i Holland og Danmark. Er det prisen der er god eller er de beregnet til et lidt koldere klima dem i plejer at købe her i DK.
Det er et dejligt billede af dine guldklumper. Jeg syntes den store udstråler så meget livsglæde at det må smitte af på hendes omgivelser hvor hun færdes. Det billede kan man da kun blive i godt humør af at se på.
God Weekend..

Annette sagde ...

Ellen, utroligt hvis det er bacillerne i de lande vi besøger der er årsagen til, at vi bliver vage under familiebesøg. For mit vedkommende er det altså ikke samme type baciller hver gang ☺.
Slotsmiddagen, huha det var hoftecreme i XXL størrelse ☺.
Håber I nyder livet udi det svenske.

Annette sagde ...

Jønne, jeg ved heller ikke hvad det er for en underlig ide, at vi altid køber fodtøj i Danmark ☺. Det startede da vi havde sommerhuset i Tranum, hvor vi altid var en tur i Fjerritslev, bl.a. for at frekventere en fantastisk slagter, der har leveret mange kartoffelspegepølser til Holland. Da vi som regel også kom forbi skobutikken, ja så blev Frank altid fristet af et eller andet, men han påstår, at han nu har sko/støvler nok til resten af sine dage.
Hun er skøn, mormors guldklump. Lidt forkælet, men helt igennem vidunderlig, du kan godt forestille dig hvor meget jeg savner dem, ikke sandt. Rigtig god weekend til dig også, vi kan brilliere med en temperatur på 24,3 lige nu.