My little pony….

Jeg så et eller andet sted, at Brad Pitt havde købt Shetlandsponyer til alle sine børn. Jeg mener at kunne huske, at der i overskriften også stod, at de fleste mennesker køber ”My little pony” legetøj til deres børn, men Brad Pitt køber ”the real thing” Shetlandsponyer.

Nu var jeg barn utallige år før ”My little Pony” legetøjet blev opfundet, men jeg havde også en Shetlandspony, da jeg var barn. Om den nu egentlig var købt præcis til mig eller lige så meget for mine forældres fornøjelse, det husker jeg ikke længere.

Jeg har stadig stamtavlen for Willem van Maurik, født 18. april 1963, han var søn af Olivier van Tiel og Siesta van Maurik og stamtavlet er stemplet i Arnhem, hvilket vil sige at allerede dengang, tilbage i 1963, da sneg det med Holland sig ind på mig ☺.

Jeg kan ikke huske de nærmere omstændigheder omkring købet, måske har jeg overhovedet ikke været involveret, jeg kan forestille mig, at det nok har skullet være en overraskelse for mig. Men jeg kan huske den aften min far kom hjem med ham, den lille skat. Den første aften sov han i bryggerset eller vaskehuset, som det blev kaldt og min mor besluttede straks, at han skulle hedde Klaus Jørgen, efter Grethe Søncks store hit ”Mon du elsker mig stadig, Klaus Jørgen”.

Jeg må nok erkende, at det blev aldrig rigtig til den helt store flammende kærlighed mellem Klaus Jørgen og mig. Jo, hvis der var mad i farvandet, så kunne man gøre med Klaus Jørgen præcis som man ville, blandt andet så fik jeg af og til lov til at flette hans man og sætte elastikker i. Men hvis ikke han var i humør til at være social, så var det bedst at holde sig i behørig afstand af ham.

2 gange forsøgte jeg at ride på ham og jeg blev med min fars hjælp stablet op på ryggen af ponyen, men det var bestemt ikke noget der passede Klaus Jørgen, jeg blev kastet af hurtigere end jeg var kommet op og det blev ved de 2 forsøg.

Klaus Jørgen havde sådan set kun respekt for én og det var min far. Efter den havde nappet utallige unger, der havde bevæget sig inden for den radius hvor den stod og græssede, besluttede min far, at nu skulle ponyen kastreres. Men om det hjalp særlig meget på temperamentet, det husker jeg ikke længere.

Min mormor og morfar havde et cementstøberi, hvortil hørte en stor frugthave og der tilbragte Klaus Jørgen sine somre. Da ponyen var mindre foregik transporten til sommeropholdet i bil, min far hev simpelthen forsædet ud af bilen og så fik Klaus Jørgen lov til at stå der og kigge ud under turen. Da han blev større, travede de 2 turen mellem Arentsminde og Brovst og så vidt jeg husker tog turen temmelig lang tid, idet der skulle snakkes meget undervejs.

Det var lidt problematisk med den frugthave, hvor Klaus Jørgen tilbragte sine somre, idet skolebørnene havde været vant til at kunne ”gå på mol” (stjæle frugt) i frikvartererne, men efter Klaus Jørgen flyttede ind, betragtede han al frugt som værende til eget forbrug og delte kun nødtvungent med familien. Dette gjorde, at adskillige skolebørn blev tildelt blå mærker, hvis form stemte overens med Klaus Jørgens tandsæt, når de forsøgte at undslippe. Man skulle være meget hurtig for at få nogle af de fantastiske blommer, der var i frugthaven (både gule og blå), for nedfaldsfrugt eksisterede ikke, det skulle Klaus Jørgen nok sørge for.

Selvfølgelig elskede jeg ham højt, for han havde bestemt også gode dage, hvor han var blid som et lam og elskede at blive kælet for. Jeg husker endnu den vidunderlige duft, der var ved ham. Men indrømmet, han var en besværlig herre at elske og i hvor høj grad kærligheden egentlig var gengældt, ja det må stå hen i det uvisse.

Efter mine forældre flyttede til Brovst i 1969 var det ikke nødvendigt med traveturene og Klaus Jørgen levede et herligt liv enten hos min mormor og morfar eller hos mine forældre. Da jeg flyttede hjemmefra i 1972, var han begyndt at blive svagelig (forfangenhed) og på et tidspunkt besluttede min mor, at han skulle have lov til at sove ind. Jeg kan huske, at hun betalte dyrlægen et ekstra beløb, for at han ikke skulle ende som sæbe.