mandag den 20. maj 2013

Cykelture…..

Gårsdagens gode vejr (hvor vi dog trængte til det efter mange dage med regn) blev udnyttet med en cykeltur i lokalområdet. Til trods for, at vi egentligt ikke nåede langt omkring, blev turen på 28 km. De fleste kilometer blev tilbagelagt på cykelstierne i Boswachterij Dorst, et skovområde på 1.117 ha beliggende i nærheden af hvor vi bor.

Undervejs gjorde vi en afstikker til Oosterhout, egentlig fordi husbond havde lovet kaffe, men det skulle vise sig også at blive noget andet og meget mere.

For et stykke tid siden var husbond kørt forkert i Oosterhout og havde derved opdaget en større klosterlignende bygning, som vi meget passende kunne benytte lejligheden til at se nærmere på.

Bygningen viste sig at huse Norbertinesseklostret Sint Catharinadal. Sikken skønhed der åbenbarede sig for vore øjne, blandet med fred og ro, til trods for at motorvej A27 ligger i umiddelbar nærhed.

Sint Catharinadal1

Tidligere rummede Oosterhout 8 slotte, nu er der kun 5 tilbage, hvoraf Sint Catharinadal er det ene. Bygningerne stammer fra det 14. århundrede og huser som ovenfor nævnt nonner af Norbertinerordenen.

Sint Catharinadal2Sint Catharinadal3

Slottet kaldes ”De blauwe Camer” pga. et værelse, beliggende i den ældste del af slottet. Indtil 1915 var værelset beklædt med gyldenlædertapeter med forsiringer på en klar blå baggrund.

Norbertinersøstrene tilhører et klosterfællesskab der har eksisteret siden 1271 og de kom til slottet i Oosterhout i 1647. Tidligere boede nonnerne i Breda, som de af politiske årsager måtte forlade. Takket være klostrets gode forhold til kongehuset ”Huis van Oranje-Nassau” blev det beskærmet og var det eneste katolske kloster der overlevede 80 års krigen i Holland.

Sint Catharinadal5Sint Catharinadal6

Det viste sig, at klostret rummer et meget kendt kunstatelier og at der her hovedsagelig arbejdes med restaurering af antikke bøger, kalligrafi og moderne læderarbejde.

Sint Catharinadal4

Da vi i går aftes kom hjem, fandt vi ud af, at der i dag skulle have været åbent hus i klostret, men at det desværre var aflyst. Chancen kommer igen på ”Åben monumentendag” den 7. september.

OosterhoutKaffen

Kaffen med ”glem-alt-om-diabetes-kage” blev indtaget på torvet i Oosterhout. Samtidig fik jeg endelig chancen for at præsentere husbond for 2 lamper, som jeg flere gange har kigget på i en lampeforretning på torvet ☺.

Alt i alt en pragtfuld dag og helt anderledes end den 28 km.´s cykeltur jeg foretog torsdag, hvor det regnede uafbrudt hele dagen.

Torsdag var lidt af en off-dag, Misse var umulig og havde blandt andet ved et uheld fået revet en høj metaldims med en blomst med meget flagrende blade på gulvet, hvilket gav et dybt hul i trægulvet samt fartet rundt på spisebordet utallige gange. Da strygetøjet var væk, tænkte jeg at jeg til trods for silende regn, altså bare måtte ud i frisk luft og væk fra konstant at farte rundt efter Misse med blomstersprøjten og skælde ud.

Jeg var pakket ind som en mumie i regntøj, en frygtelig grim regnhat (endda indkøbt i Lourdes i Frankrig) samt verdens grimmeste gummistøvler, alligevel lykkedes det for regnen at snige sig ind forskellige steder, bl.a. i min ene gummistøvle. Efter et bad var alt godt og Misse var blid som et lam hele resten af aftenen ☺.

torsdagDer var et kamera, som skulle tørres grundigt af, da jeg nåede hjem ☺.

10 kommentarer:

marianne Sa sagde ...

Spændende historie.

Jeg har sat en el-cykel øverst på ønskesedlen, for det er en dejlig måde at komme rundt på, men der er jo så mange bakker her omkring Lønstrup og dem orker jeg ikke.
Håber Misser ter sig ordentligt - en tur med blomstersprøjten virkede godt på Oscar da han var lille - nu her han kun stor, gammel og doven.

Knus fra det høje nord.

Mai-Britt, den danske slikmund sagde ...

Hehe så'n en fræk kat! Kagen ser lækker ud... :-P
Dejligt at I kom forbi et spændende slot, så ka' du gå og glæde dig til september!

Ellen sagde ...

Som sædvanlig en dejlig guidet tur med fru Annette til at holde paraplyen ... en ting, du i hvert fald godt kunne have brugt på den sidste tur.
Katte er lige som børn: man elsker men i langt det meste af tiden, men somme tider har man lyst til at kyle dem hen, hvor peberet gror ... det er nogle voldsomme flip, de kan få en gang imellem, de kræ :-)

Inge sagde ...

Tak for en dejlig tur, godt at husbond kørte forkert dengang.. :-)

Uhhh sådan en kat har jeg også boet sammen med, de er billigt til salg når de opfører sig på den måde. :-)

Henny Stewart sagde ...

Det er jo fantastisk, når man "opdager" noget nyt og spændende i lokalområdet. Nyt for en selv, altså. Den "glem alt om diabetes kage" ser godt nok lækker ud! På dagens diabetesmøde serverede de bl.a. mørk pålægschokolade til rundstykkerne. Det er ikke farligere end ost, fik vi at vide. Men det skal være _mørk_ chokolade.

Jeg håber, dit kamera klarede strabadserne. Vand er normalt ikke godt i den sammenhæng.

Annette sagde ...

Marianne, det ønske håber jeg, at du får opfyldt. Frank købte el-cykel sidste år og er utrolig glad for den. Det tager ham kortere tid at cykle på arbejde (hvis altså vejret er til cykling) på el-cyklen end det tager i bil. Jeg holder stadig ved min almindelige cykel og det er ikke noget problem for os at cykle sammen, selv om han er "motoriseret".

Åh ja den Misse, i dag mens jeg spiste morgenmad, var hun på bordet 3 gange. Hun er efterhånden sjaskvåd pga. blomstersprøjten, men det generere hende overhovedet ikke. Jeg tror ikke hendes respekt for mig er så stor, for hun tør ikke komme på spisebordet, når Frank er hjemme ☺ ☺.

Annette sagde ...

Mai-Britt, kagen var lidt en skuffelse, det var ikke brød, men chokolade bavarois og det er jeg ikke så vild med.
Ja, det er utroligt så fræk sådan knap 4 kg. kat kan være, hun har ikke det fjerneste respekt for mig. Det må der arbejdes med....☺

Annette sagde ...

Ellen, hvor er jeg glad for, at du skriver det. Jeg har haft utrolig dårlig samvittighed over, at jeg af og til ønsker Misse et vist sted hen. For det meste af tiden er hun jo bare ganske vidunderlig.

Annette sagde ...

Inge, også dig er jeg taknemmelig for at du skriver om den kat du har boet sammen med.
Som jeg skrev til Ellen, så har jeg det utrolig dårligt med, at jeg af og til ønsker hende langt væk, for det meste af tiden er hun jo bare utrolig dejlig og skøn.

Annette sagde ...

Henny, ja mørk pålægschokolade er også på OK listen hernede og husbond (har diabetes type 2) spiser det også med stort velbehag. Men jeg kan altså ikke spise det på brød, men meget gerne uden brød ☺ ☺ ☺.
Kameraet klarede turen uden problemer, men indrømmet det var tåbeligt i det hele taget at hive det frem, men jeg ville have et bevis for min færd ☺ ☺ ☺.