Årets første cykeltur.

Solen skinnede flot i dag og da jeg har nogle julekilo, som jeg stadig ikke er kommet af med, var det med at udnytte det gode vejr til en cykeltur, årets første.

Turen gik ad krogede veje i retning mod Gilze, en landsby med ca. 7.500 indbyggere. På vejen passerede jeg flere ”campingarealer” og de får mig altid til at tænke på, hvor heldige vi/man er i Danmark, hvor der som regel er plads nok til alle. Campingarealerne er ikke almindelige campingpladser, hvor man kan køre ind med sin campingvogn/telt for at overnatte. Nej, det drejer sig om store områder, hvor man kan leje et lille bitte stykke jord og opstille sin hytte eller enorme campingvogn, der her kaldes Starcaravan og bruge den som sommerhus i weekends og ferie. Det er mit indtryk, når jeg ser den plads der er imellem hytter/vogne, at man skal være utrolig social anlagt for at befinde sig godt på stedet. Hvad jeg nød mest i sommerhuset i Tranum var, at man på terrassen kunne gå rundt i hvor lidt/meget tøj man var i humør til, uden der var nogle der havde mulighed for at se det, den mulighed vil jeg betragte som ikke eksisterende på disse ”campingarealer”.

Videre mod Gilze, hvor der reklameres for årets ”Sauwelavond” en før-karnevals aktivitet, der i al sin enkelthed går ud på, at man udklædt skal stå på scenen og fortælle så meget vrøvl som man kan finde på, hovedsagelig er det ens medborgere det går ud over og den der gør det bedst bliver årets sauweler. Gyldendal kender ikke ordet sauwelen, men oversættelsen må være at vrøvle. En enkelt forretning havde pyntet op til karneval selv om det først er midt i Februar.

Mens jeg nu var i Gilze, skulle jeg have fundet en forretning som vi af og til får reklame fra. Så vidt jeg har kunnet dømme ud fra reklamerne, er det noget i retning af Søstrene Grene/Notre Dame og sådan en butik er det jo altid godt at vide adressen på ☺
Efter en del cyklen rundt fandt jeg den og det var selvfølgelig et eldorado af alle de ting, som man ikke behøver, men som det er godt at have og lidt kom der med i cykeltasken.

Denne cafe så noget hyggeligere ud lørdag aften da vi kørte forbi, da havde man lavet bål i store tønder udenfor. I dag i kulden så den lidt trist ud.

Jeg kan ikke se mig træt på disse restaurerede gamle gårde. Nu er denne ikke lige den smukkeste, men den eneste på min vej.

På hjemvejen kom jeg forbi 2 ponyer der gik og græssede på en mark, de mindede mig utroligt meget om de dejligt tykke ponyer fra Thelwell´s streg, men inden jeg havde fået kameraet op af tasken, handskerne af, da kom der mad til dem og så havde de ikke tid til at agere fotomodeller. Derfor dette uskarpe billede af de 2 charmerende skønheder.

Lige et sidespring! Som barn havde jeg en pony Klaus Jørgen (min mor døbte ham efter Grethe Sønck´s ”Mon du elsker mig stadig Klaus Jørgen”), det navn var ligesom mere fremkommeligt end hans oprindelige Willem van Maurik. Selv om jeg elskede ham højt, så var der altid en vis distance imellem os (han bed). Om sommeren var han oppe hos min morfar og mormor der havde en stort stykke jord med frugttræer, dette var hegnet ind og Klaus Jørgen gik og hyggede sig til skræk og advarsel for alle skolebørnene, der indtil han holdt sit indtog havde været vant til at kunne stjæle frugt. De få der fra skolen vovede sig over hegnet, de gjorde det kun en gang, da Klaus Jørgen med diverse nap og bid fik fortalt, at han ikke havde lyst til at dele frugten med nogle andre.

Hjem nåede jeg, fuldstændig stivfrossen. Det blev til 19,8 km og der gik cirka 3 timer inden jeg var bare nogenlunde varm til trods for 2 tykke trøjer og et tæppe ☺