søndag den 24. januar 2010

Ude med rygsækken....

Søde Nille nede fra nabolandet mod syd, skrev for et par dage siden om sin første udenlandsrejse alene og det fik mig til at tænke på en oplevelse jeg havde i foråret 2001.

Eventyrtrangen har jeg nok altid haft, jeg tror jeg har den fra min far, der var lidt af en eventyrer og i mange år rejste Europa tyndt via sit job.

I foråret 2001 havde jeg ferie til gode og jeg havde bestemt, at jeg ville på mit livs første tur med rygsæk, dog med hotelovernatning. Turen var pragtfuld, jeg var blandt andet for første gang nogensinde i Amsterdam og travede rundt i ”Red light district” med et oldgammelt kort af min fars. Det blev efterhånden mere og mere laset og til sidst endte det med, at jeg havde kortet over den venstre del af Amsterdam i venstre lomme og højre del i højre lomme. Overalt hvor jeg kom frem var folk søde, rare og hjælpsomme. Jeg brugte utroligt mange timer på at køre i tog og fik set en stor del af Holland og den vestlige del af Tyskland.

Da jeg fandt ud af, at det var på tide at stikke næsen hjemad tog jeg om aften toget fra Holland, så vidt jeg husker fra Eindhoven mod Tyskland. Jeg landede 31. april sen aften på banegården i Duisburg med min godt fyldte kæmperygsæk. Da jeg stod ud af toget var der på perronen et par unge mennesker med 10 – 15 hunde, manden lå på perronen og pigen forsøgte at få liv i ham, alt imens alle hundene gik rundt og kiggede. Et ældre par blev meget fortørnede, da en af hundene gerne ville snakke med deres lille hund, der var i snor. Min første tanke var selvfølgelig, om det unge par nu sørgede godt for alle de hunde, en tanke der blev ved med at forfølge mig igennem længere tid derefter.

Det hele var lidt dystert og da jeg ville ringe hjem til min datter for at fortælle, at jeg var undervejs, stod der en fejlmelding i displayet på mobiltelefonen. Jeg kan ikke længere huske fejlmeldingen, men den bevirkede i hvert fald at mobiltelefonen ikke virkede. Tyske mønter havde jeg ingen af, kun sedler samt hollandske og danske penge. Perronen var fyldt med feststemte mennesker, da Tyskland netop denne dag havde ”Ruhetag” og da der var 1. maj dagen efter, var der god grund til at bruge et par dage på fest. Jeg kan huske, at jeg også blev inviteret til et par fester, men jeg havde bare lyst til at komme hjem til Nordjylland, hjem under bruseren og i min egen seng.

Jeg kom til at tale med et nydeligt svensk par lidt oppe i årene, de var blevet frarøvet den taske hvori de havde papirer, pas og billetter og ville forsøge om de for gode ord og snak kunne komme med toget nordpå. Parret var smukt klædt med adskillige smykker og jeg kom til at se ned ad mig selv, et par cowboybukser som efterhånden ikke var helt rene længere, støvler og en stor sort strikket trøje og så vidt jeg husker hestehale, mig var der bestemt ingen der mistænkte for at have noget af værdi på mig.

På et tidspunkt kom der et tog ind på perronen, dets destination var et eller andet sted i Polen, så det regnede jeg ikke med havde noget med mig at gøre. Efter at have siddet og kigget på det tog i meget lang tid tænkte jeg, at jeg var nødt til at finde ud af et eller andet med det Danmarkstog, hvis ikke jeg skulle tilbringe hele natten på en bænk på Duisburg banegård og det havde jeg bestemt ikke lyst til. Det viste sig at den bageste del af Polenstoget kørte til Danmark.

Fint, kort tid før afgang fik jeg en pladsbillet og kom ind i en kupe hvor jeg gik i gang med at læse manual for mobiltelefon. Jeg havde købt mobilen kort tid før rygsækferien og da jeg langtfra har teknisk snilde, havde jeg også taget manualen med. Det lykkedes mig til alt held at få dyret til at virke efter at have haft batteri og simkort ude. Hurra, bare nu var det blevet for sent at ringe og sige at jeg var på vej. Resten af turen gik fint, men jeg var glad da jeg sidst på formiddagen stod på Aalborg Banegård efter en skøn tur.

22 kommentarer:

MissMuffin sagde ...

Sikke en skøn tur, du må ha oplevet en masse!
Jeg er slet ikke modig nok til at rejse alene, jeg ville se røvere og voldtægtsforbrydere over alt, haha:) Jeg kan godt li mit eget selskab, men er nok lidt en pivskid!

mommer sagde ...

Haha - nej for en herlig historie om en midaldrende backpacker :-D
Undskyld... det var venligt ment, men det tror jeg godt du ved.
Det må have været en fantstisk oplevelse med helt andre vinkler, end hvis du havde været en grøn teenager på den samme tur. En teenager ville til gengæld have haft check på mobilen...

Tak for en dejlig fortælling - jeg synes faktisk, du er ret modig.

Bettys blog sagde ...

Det var noget af en oplevelsesrig og nogen gange sindsoprivende tur, du var ude på. Det var modig gjort. Jeg bliver så imponeret. Jeg er nemlig ikke så modig, at jeg rejser alene. Jo, sådan fra det ene punkt til det næste for at møde nogen. Men ikke for at rejse rundt på egen hånd. Spændende at læse om dine oplevelser.

Annette sagde ...

MissMuffin, det var en herlig tur. Og det var sjovt at være helt alene og bestemme/finde ud af det hele selv, da jeg altid havde været vant til, at vi var 2 afsted og vi har aldrig været afsted med rygsækken.

Annette sagde ...

Ellen, jeg er helt med på hvad du mener ☺
Ud over at det var sjovt at prøve, så var det også dejligt at føle den accept, der var fra alle aldersgrupper, fra unge mennesker fordi jeg nu kom med rygsæk og fra min egen alder samt ældre, fordi jeg nu havde den alder jeg havde. Det eneste tidspunkt hvor jeg tænkte over mit outfit, var ved indcheck på hoteller, da ville jeg godt have haft lidt andet tøj på, men der var ingen der (åbenlyst) rynkede på næsen af mig. Tak skal du have ☺

Annette sagde ...

Betty, det er sjovt, for jeg så at du havde skrevet et sted at du er krebs, det er jeg også ☺
Jeg tror ikke, at jeg tænkte så meget på faren ved at tage afsted alene og det eneste tidspunkt hvor jeg egentlig følte mig lidt utryg, var netop den nat i Duisburg med en mobiltelefon der ikke virkede, men jeg mener ikke at kunne huske at jeg på noget tidspunkt var decideret bange. Jeg mødte utroligt mange søde mennesker, der alle havde en fascinerende historie at fortælle og det gjorde det hele spændende. Tak skal du have.

Madame sagde ...

Du må oplevet en masse spændende ting på den tur, Annette, men jeg synes også, du var utrolig modig at rejse rundt alene. Det har jeg aldrig selv prøvet.
Ha' en dejlig mandag :-)

gamla skolan sagde ...

Kul att läsa om din resa , du fick ju iallafall uppleva en hel del ! Tack för titten på min blogg ! Kramar Susanne / den gamla skolan

Kom så igang sagde ...

Kære Annette
Hvor er du god til at fortælle, jeg synes også du var en sej pige, at tage på rygsæktur alene.Man oplever nok mere når man rejser alene.Får man ikke nemmere kontakt med andre?
Kan du have en god mandag

Nille sagde ...

Sikken herlig beskrivelse - det er nemlig det, der gør det så fantastisk at rejse alene. Den der fornemmelse af, at man er 'alene' - man kan foretage sig, hvad man vil... når man vil. Man kommer i kontakt med nogle helt andre mennesker end, hvis man rejser med andre.

Jeg får faktisk helt lyst til at rejse med tog igen - der oplever man virkelig en hel masse, som ikke længere foregår i en lufthavn!

Tina Liel sagde ...

Sikke en dejlig rejsebeskrivelse. Det er en helt helt anden oplevelse når man rejser alene og på en måde bliver det lidt mere sjovt når der er lidt strabadser undervejs! KNUS

Lene sagde ...

ja jeg synes også du er modig, det turde jeg ikke :-)
Men jeg kunne godt tænke mig det :-)

Sol sagde ...

Kære Annette,

Jeg har rejst en hel del med rygsæk og tog.

Jeg elskede at rejse med de gamle tog, især nattog.

Jeg kunne til gengæld ikke så godt lide banegårde om natten med alle de lidt for mærkelige personnager, som du også beskriver fra din tur. Jeg bruge en del energi på at finde tog, der kørte igennem hele natten (så sparede jeg også en overnatning)

Sjovt nok tror jeg at Holland - især Amsterdam - er det sted, jeg er stødt på flest problemtyper.

Til gengæld har jeg også altid mødt en masse dejlige mennesker, fordi jeg var alene og derfor åben. Når jeg har rejst med nogen, har disse menneskelige møder næsten altid været færre og anderledes.

Har du mon gentaget alenerejsen?

Jeg er kommet helt ud af vanen.

Mange hilsner
Solveig

Tina - omme i London aka teeweewonders sagde ...

LOL - tak for turen. :)

Annette sagde ...

Madame, det var også første gang jeg havde begivet mig ud i noget sådant. Men utroligt spændende og et enormt skub for selvtilliden ☺
En dejlig tirsdag til dig.

Annette sagde ...

Conny, jo det var utroligt alle de mennesker jeg kom i snak med og de spændende historier de havde at fortælle. Jeg husker endnu en dansk dame - oppe i årene - der fortalte, at da hendes børn var små, da havde hun flere gange rejst til Grækenland med børnene og de havde sovet på strandene. Hendes børn takkede hende stadig fordi hun havde givet dem den oplevelse. En rigtig dejlig tirsdag til dig.

Annette sagde ...

Nille, du har ret der er en helt anden atmosfære og hjælpsomhed på banegårde og i tog end i fly, det er også min erfaring.
Og tak til dig, for det var pga. dit indlæg, at jeg pludselig kom til at tænke på den tur ☺
En rigtig god dag til dig.

Annette sagde ...

Tina/Israel, ja du har ret. Det er netop strabadserne og at man har klaret dem helt alene, der gør sådanne ture til noget helt specielt.
En rigtig god dag til dig.
Knus

Annette sagde ...

Lene, det var for mig en stor oplevelse, da jeg aldrig havde prøvet det før. Jeg tror egentlig ikke at jeg tænkte så meget på faren ved at være alene, men selvfølgelig havde jeg øjne og ører åbne for hvad der foregik omkring mig. Uanset hvor jeg kom frem mødte jeg utrolig stor hjælpsomhed.
En rigtig god dag til dig.

Annette sagde ...

Solveig, du har fuldstændig ret.
Banegårde i de sene aften og nattetimer, dem undgik jeg også så vidt muligt.
For mig var det netop mødet med de mange spændende mennesker, der alle havde en historie at fortælle, der gjorde hele turen speciel og jeg kan fint forestille mig, at man ikke bliver kontaktet i samme omfang hvis man rejser flere sammen.
Nej, jeg har ikke gentaget rejsen siden, det eksotiske begrænser sig i en køretur alene til Danmark af og til ☺ Jeg synes på en eller anden måde slet ikke at jeg har behov for at komme ud og opleve alene længere, jeg tror at jeg nu vil savne en at dele oplevelserne med.
En rigtig god dag til dig.

Annette sagde ...

Tina/London - selv tak ☺

Annette sagde ...

Susanne (undskyld du smuttede i rækkefølgen). Jeg har længe villet fortælle dig, hvor meget jeg nyder at se dine billeder fra jeres smukke hus og dine evner med hensyn til indretning.
En rigtig god dag til dig.
Knus