Ude med rygsækken....

Søde Nille nede fra nabolandet mod syd, skrev for et par dage siden om sin første udenlandsrejse alene og det fik mig til at tænke på en oplevelse jeg havde i foråret 2001.

Eventyrtrangen har jeg nok altid haft, jeg tror jeg har den fra min far, der var lidt af en eventyrer og i mange år rejste Europa tyndt via sit job.

I foråret 2001 havde jeg ferie til gode og jeg havde bestemt, at jeg ville på mit livs første tur med rygsæk, dog med hotelovernatning. Turen var pragtfuld, jeg var blandt andet for første gang nogensinde i Amsterdam og travede rundt i ”Red light district” med et oldgammelt kort af min fars. Det blev efterhånden mere og mere laset og til sidst endte det med, at jeg havde kortet over den venstre del af Amsterdam i venstre lomme og højre del i højre lomme. Overalt hvor jeg kom frem var folk søde, rare og hjælpsomme. Jeg brugte utroligt mange timer på at køre i tog og fik set en stor del af Holland og den vestlige del af Tyskland.

Da jeg fandt ud af, at det var på tide at stikke næsen hjemad tog jeg om aften toget fra Holland, så vidt jeg husker fra Eindhoven mod Tyskland. Jeg landede 31. april sen aften på banegården i Duisburg med min godt fyldte kæmperygsæk. Da jeg stod ud af toget var der på perronen et par unge mennesker med 10 – 15 hunde, manden lå på perronen og pigen forsøgte at få liv i ham, alt imens alle hundene gik rundt og kiggede. Et ældre par blev meget fortørnede, da en af hundene gerne ville snakke med deres lille hund, der var i snor. Min første tanke var selvfølgelig, om det unge par nu sørgede godt for alle de hunde, en tanke der blev ved med at forfølge mig igennem længere tid derefter.

Det hele var lidt dystert og da jeg ville ringe hjem til min datter for at fortælle, at jeg var undervejs, stod der en fejlmelding i displayet på mobiltelefonen. Jeg kan ikke længere huske fejlmeldingen, men den bevirkede i hvert fald at mobiltelefonen ikke virkede. Tyske mønter havde jeg ingen af, kun sedler samt hollandske og danske penge. Perronen var fyldt med feststemte mennesker, da Tyskland netop denne dag havde ”Ruhetag” og da der var 1. maj dagen efter, var der god grund til at bruge et par dage på fest. Jeg kan huske, at jeg også blev inviteret til et par fester, men jeg havde bare lyst til at komme hjem til Nordjylland, hjem under bruseren og i min egen seng.

Jeg kom til at tale med et nydeligt svensk par lidt oppe i årene, de var blevet frarøvet den taske hvori de havde papirer, pas og billetter og ville forsøge om de for gode ord og snak kunne komme med toget nordpå. Parret var smukt klædt med adskillige smykker og jeg kom til at se ned ad mig selv, et par cowboybukser som efterhånden ikke var helt rene længere, støvler og en stor sort strikket trøje og så vidt jeg husker hestehale, mig var der bestemt ingen der mistænkte for at have noget af værdi på mig.

På et tidspunkt kom der et tog ind på perronen, dets destination var et eller andet sted i Polen, så det regnede jeg ikke med havde noget med mig at gøre. Efter at have siddet og kigget på det tog i meget lang tid tænkte jeg, at jeg var nødt til at finde ud af et eller andet med det Danmarkstog, hvis ikke jeg skulle tilbringe hele natten på en bænk på Duisburg banegård og det havde jeg bestemt ikke lyst til. Det viste sig at den bageste del af Polenstoget kørte til Danmark.

Fint, kort tid før afgang fik jeg en pladsbillet og kom ind i en kupe hvor jeg gik i gang med at læse manual for mobiltelefon. Jeg havde købt mobilen kort tid før rygsækferien og da jeg langtfra har teknisk snilde, havde jeg også taget manualen med. Det lykkedes mig til alt held at få dyret til at virke efter at have haft batteri og simkort ude. Hurra, bare nu var det blevet for sent at ringe og sige at jeg var på vej. Resten af turen gik fint, men jeg var glad da jeg sidst på formiddagen stod på Aalborg Banegård efter en skøn tur.