mandag den 1. marts 2010

Hverdag igen…..

Det har været 3½ hæsblæsende og ganske vidunderlige dage med besøg fra Danmark, hvor har jeg dog nydt det.

Vi nåede en tur til Turnhout i Belgien, hvor et besøg hos Dille og Kamille selvfølgelig stod allerøverst på listen. Heller ikke denne gang kunne jeg undgå at blive fristet og det blev til både lidt nyt til hjemmet og lidt lækkert indenfor madvarer.

På hjemvejen spiste vi pandekager i Barle-Nassau. Nu skal jeg nok prøve at undgå den helt store historiske beskrivelse, men jeg synes historien om de 2 små enklaver Barle Nassau og Barle Hertog er sjov.

Begge enklaver ligger tæt forbundne med hinanden i Holland, ca. 5 km. fra den belgiske grænse, men Barle Hertog er belgisk og hører under provinsen Antwerpen. Nogle få steder er grænsen aftegnet, men generelt er det umuligt for ikke-lokale at vide præcis, om man er i Holland eller i Belgien, idet også bygninger er delt imellem de 2 lande. Jeg har læst, at grænsen et sted går igennem en kro og da man i Holland iht. lovgivningen skal lukke tidligere end i Belgien, så går gæsterne over i den belgiske del, når det var lukketid i Holland - dejligt, at det kan lade sig gøre i denne verden med ufred over alt og alle.

Den besynderlige konstellation kommer sig af, at hele området tidligere hørte under Hertugdømmet Brabant, der nu er splittet op i den hollandske provins Noord Brabant og den belgiske provins Antwerpen.
Da man i 1843 skulle fastligge grænsen imellem Holland og Belgien, var det umuligt at indgå kompromis angående Baarle-territoriet imellem grænsepæl 214 og 215. I stedet for at definere en grænse, besluttede man sig for, at definere grænsen enkeltvis på 5732 parceller. Det er mit indtryk, at den anderledes grænseinddeling ikke volder problemer indbyggerne imellem, men det har selvfølgelig givet hovedbrud på det administrative og juridiske plan. Jeg har tidligere haft en del kolleger, der boede i Barle Nassau/Hertog, idet det – som jeg tidligere har været inde på – er en givtig forretning, at bosætte sig i Belgien og arbejde i Holland.

Vi nåede også et besøg i Sealife i Scheveningen, det var en prøvelse for mormor ☺ men barnebarnet nød det. Den nordlige del af Holland har ferie (Krokusvakantie) og der var mange, mange, mange børnefamilier, der havde besluttet sig for at benytte ferien til et besøg i Sealife. Man havde udenfor reklameret med, at der var nyfødte søhesteunger, det lykkedes ikke at se dem, men Karoline synes det hele var sjovt og tussede rundt og så på fisk. Jeg tror ikke, at det er sted jeg vil anbefale til en ferieaktivitet, ikke når jeg ved hvilke fantastiske centre der findes i Grenå og Hirtshals.

Fredag aften havde vi inviteret alle vore sammenbragte børn ud at spise og det blev en skuffelse af de helt store. Vi kommer af og til på van der Valks restauranter, også denne i Nuland når vi har været i området og som på alle van der Valk hoteller har servicen været i orden, maden er altid god og priserne på et rimeligt niveau. At vi denne gang havde valgt netop Nuland skyldes, at det hele skulle passe sammen med vore hollandske børns arbejdstider, lille Karolines spisetid samt at vi altid har været rigtig godt tilfredse med at spise der. Men aldrig, aldrig nogensinde kommer vi der igen, betjeningen var under al kritik (det tog bl.a. 3 forsøg at få menukort til alle), maden var kold da vi fik den, Karolines mad kom ca. 30 minutter efter vi andres og hun måtte vente yderligere 15 minutter på at få ketchup til sine pommes frites, drikkevaren der var inkluderet i børnemenuen kom aldrig osv. osv. osv.. Da vi klagede over betjening og maden blev vi tilbudt en gratis omgang drikkevarer, den var så sandelig også med på regningen da den kom og det tog ½ time at få fundet ud af, at vi ikke skulle betale for det. Der vankede ingen drikkepenge overhovedet og de får en e-mail med en udførlig beskrivelse af vore oplevelser, der desværre ødelagde den ellers så gode stemning, som altid er når alle vore børn er sammen, til trods for sprogbarrieren.

Van der Valk er kendt for kvalitet til rimelige penge og den nu afdøde ejer af hele imperiet Gerrit van der Valk sagde altid, at han ville have det sådan at uanset hvilke af alle hans hoteller han kom på uanmeldt, så ville han have en ordentlig service og et godt måltid mad. Efter Gerrit van der Valk døde har vi spist på Van der Valk hotellet i Gilze-Rijen og der var maden lige så god som den plejer at være, ellers kunne man forledes til at tro, at kvaliteten døde med den tidligere ejer.
Tiden går bare alt for stærkt når den lille familie er her. Men Karoline fik cyklet hver dag, det har hun savnet at kunne gøre hjemme i Danmark på grund af sneen. Selv om vi har haft en del regn mens de har været her, så har temperaturen ligget omkring 10 graders varme.

24 kommentarer:

Kom så igang sagde ...

Dejlig at høre fra dig igen Annette.En dejlig beretning om gransene og om hvordan de får løst problemerne på en fredelig måde.Hvor var det ærgeligt, at jeres middag blev ødelagt på den måde, når nu hele familien var samlet,jeg synes virkelig det var rigtig syn for jer, for selvfølig bliver den gode stemning ødelagt.Men nu kan Karoline komme til bage til danmark og cykle igen da det meste af sneen er væk

Bistels Brenneri sagde ...

Hej!! Det høres ordentlig dejligt og hyggeligt ud at have besøg i fra Danmark. Hvor ærgelig at i fik så dårlig behandling på resturanten, det kan hurtig ødelegge den gode stemningen..
Her blir det ved at sne, nu er jeg godt træt det hvide som ligger udenfor...
Venter på forråret.
Ha de godt :-)
Lisbeth..

Bettys blog sagde ...

Det lyder som dejlige dage, I har haft med familien. I har oplevet mange ting.
Spændende at læse om grænsen mellem Holland og Belgien.
Krokusvakantie - det er et sødt ord. Svarer det til vores vinterferie?
Det var synd, at jeres familiemiddag blev sådan en kedelig oplevelse. Det må have været svært for Karoline at vente så længe på sin mad. De små skal have først, synes jeg.

MissMuffin sagde ...

Øv, hvor var det bar ærgeligt!
Jeg hader dårlig betjening, det er simpelthen en dårlig opfindelse!
Men lyder ellers til i har nydt dagene sammen:)

Madame sagde ...

Det lyder utroligt hyggeligt med jeres 3½ dag sammen, Annette, også selv om I havde den ærgerlige oplevelse på restauranten. Er det dig, der agerer tolk, når I alle er samlet - eller taler I fx engelsk? Krokusferie lyder meget sjovere end vores vinterferie :-)

Klem og ha' en rigtig god aften!

Mia Folkmann sagde ...

Hvor sjovt at høre om jeres udflugter og om "Barle-byerne"... Dem kendte jeg slet ikke, men til gengæld kender jeg "Dille og Kamille" (fra Brugge, hvor ellers...?) :-)

Det var synd med restauranten, men sådan er det tit, synes jeg. Når først ejeren selv er væk, så går det hele lidt den gale vej. Men godt, at du ellers har haft nogle dejlige dage med familien... :-)

Tina - omme i London aka teeweewonders sagde ...

Det lyder jo helt som min weekend, bortset fra maden. :) Jeg vinkede, da jeg floej over dig i dag. Forresten, jeg tog et billede af et spaendende udseende sted, som jeg lige skal have kigget paa Google Maps. Jeg er rimelig sikker paa det var i Holland. :)

Rosemary and Thyme sagde ...

Det hørtes ut som du har hatt herlige dager med dn familie på besøk.
Jeg syntes også det var meget interessant lesing idag om grensen mellom Belgia og Holland. Artig med kroen som de gikk til den andre delen av lokalet ved stengetid!
Ergerlig med dårlig service. Godt at du skriver til dem og setter dem litt på plass!!!
Det er på sin plass.

Ha en fin kveld
Klem Tove

Sol sagde ...

Hej Annette

Det lyder som nogle hyggelige dage i familiens selskab.

Søhesteunger lyder ellers ret eksotisk.

Jeg har set flere af de havcentre i Danmark, og de har alle været supergode. Vi har set et par stykker i Thyborøn og kerteminde, der er rigtig gode.

Når vi har besøg af bedsteforældre fra Danmark er det meget stort for mine børn. Det er to-tre gange om året, og de ser meget frem til de lege, der skal udføres undervejs.

Den store fordel ved ikke at bo i samme land som sine forældre - og mine børns bedsteforældre - er, synes jeg selv, at vi bor en uge sammen, og så bliver der tid til at gøre også almindelige ting som at cykle en tur i Netto eller lignende, som vi næppe ville bruge tid på ellers.

Ved den dansk-tyske grænse er der forresten også sådan en delt by. I Rudbøl ved Tønder ligger der også en sten, hvor man kan se den danske del til den ene side og den tyske til den anden.

Smart trick forresten at bo i Belgien og tjene penge i Holland. Er det lønningerne, der er så forskellige? Jeg plejer at sige, at det er en meget dårlig plan at tjene penge i Frankrig og bruge dem i Danmark, men den anden vej er til gengæld ret smart.

Mange hilsener fra
Solveig i Champagne

Lone sagde ...

Den er bare for morsom - historien om kroen, som er delt op i en belgisk og hollandsk del :))

Det er en fornøjelse at læse, at I har haft nogle dejlige oplevelser i samvær med jeres børn.

Nu sidder jeg og bliver helt harm over den mangel på service, der var på den restaurant, I besøgte. Tænk, at maden var kold. Bagefter kunne man godt have ønsket sig, at man havde nægtet at indtage det og havde forladt restauranten.
Det er en rigtig god idé at sende dem en mail om jeres oplevelse.

Det er en speciel skulptur - det "ituslåede" hoved i landskabet. Ligger det på en skrænt?

Det ser ud som om, I er helt fri for sne nu. Her er den langsomt ved at trække sig tilbage.
Rigtig god tirsdag, Annette :)

Annette sagde ...

Conny, ja det har været skønt at vi har kunnet hygge os sammen med den lille familie, jeg har nydt det meget.
Med hensyn til grænsen i Baarle Nassau/Hertog, så synes jeg det er dejligt at se, at det kan lade sig gøre at klare sådanne ting på en fredelig måde, det sker ikke så tit at vi hører om det.
En rigtig god dag til jer oppe i Viborg.

Annette sagde ...

Lisbeth, jeg har nydt at have den lille familie på besøg, det er jo ikke så tit jeg har chancen for et knus fra barnebarnet ☺
ØV, kommer der stadig nyt sne oppe hos jer, det er næsten ikke til at holde ud.
Jeg forstår godt, at I er trætte af det, man vil bare have forår, varme og sol, det har du ret i.
Du må også have det rigtig godt helt deroppe nordpå.

Annette sagde ...

Betty, ja er det ikke sødt -krokusvakantie -, jo det er vinterferien.
Jeg har nydt at have dem på besøg og at følge Karolines udvikling, det er især på det sprogmæssige at jeg hører udviklingen fra gang til gang.
Jeg holder med dig, børnene skal have først, så er de beskæftigede, men sådan gik det desværre ikke.
En god dag til dig.

Annette sagde ...

MissMuffin, du har ret, det er en opfindelse som slet ikke burde eksistere.
Du kan tro, at vi (i hvert fald jeg) har nydt det meget.
En god dag til dig.

Annette sagde ...

Madame, ja hvor er det dejligt, når vi har besøg af vore børnebørn (samt deres forældre, selvfølgelig ☺).
De unge taler engelsk sammen, men selvfølgelig står jeg gerne til rådighed, hvis det skulle knibe ☺. Desuden taler Frank også rimelig godt dansk og forstår næsten alt, så alt i alt går det godt med at tale sammen, når alle "vore unger" er samlet ☺
Knus og en rigtig god dag til dig.

Annette sagde ...

Mia, hov der er du forud for mig, jeg har ikke været i "Dille og Kamille" i Brugge, kun i Gent ☺. Selv om jeg fortæller mig selv, inden jeg træder indenfor, at jeg ikke mangler noget, så går det altid galt. Kender du det?

Ja, det er trist, at det ofte går sådan når ejeren er væk. For van der Valk´s vedkommende så har ejeren ikke været aktiv i en del år, alle hoteller/restauranter er overgået til familiemedlemmer. Men det er givetvis også strenge tider for den branche, jeg mener bare ikke, at dette er måden at komme ud af krisen på ☺

Annette sagde ...

Tina, jeg havde på fornemmelsen, at der var en der tænkte på mig i dag, var det dig ☺
Jeg er lidt vild med at flyve mellem DK/NL, jeg synes det er så flot med al vandet og de små øer, men rent bortset fra det, så er jeg en komplet klovn til at finde ud af lige præcis hvor jeg er, når jeg er i luften.
Nyd det nu rigtig meget "hjemme" på øen.

Annette sagde ...

Tove, ja du kan tro jeg har nydt at have dem på besøg, det er desværre alt for sjældent vi ses.
Mailen er sendt til restauranten. Det er ikke fordi jeg vil have noget ud af det, jeg synes bare, at de skal vide hvordan vi opfattede deres syn på service. Det er irriterende, da man ved, at det tidligere var anderledes. I hvert fald kommer vi ikke der mere ☺
Hav det rigtig godt helt deroppe nordpå.
Knus

Annette sagde ...

Solveig, tak for tippet angående Thyborøn og Kerteminde, jeg var slet ikke klar over, at der også var havcentre der, det skal jeg huske næste gang vi kommer til Danmark. Det plejer mest at være Hirtshals, som vi bliver lokket med til af Karoline (og hendes forældre), men det er jo rart også at se andet.

Du har fuldstændig ret i, at man gør ting som man ikke gør normalt, når flere generationer er sammen og hvor er det dog dejligt. Jeg kan ikke beskrive min lykkefølelse, da Karoline og jeg cyklede til bageren om morgenen, bare at se de små ben piske rundt, når hun cyklede ved siden af mig på sin lille lyserøde cykel ☺

Du har ret med hensyn til Rudbøl, det er lidt af samme princip, men det er mit indtryk at grænsen er mere "lige" end i Baarlerne, hvor man let kan have en gård der er belgisk, men arelerne omkring samt tilkørselsvejen kan være hollandsk (utroligt, at det ikke volder problemer).

Fidusen ved at bo i Belgien og arbejde i Holland er, at boliger generelt er en del billigere og lønningerne en del lavere i Belgien. Men til gengæld er skatten lavere i Holland og da man betaler skat i det land, hvor man tjener pengene, så er det en fin forretning. Og hvis man så yderligere sørger for at foretage sine dagligvareindkøb i Holland på vej fra arbejde, så er det endnu bedre, da dagligvarer er billigere her ☺

Også her gælder det at det er en dårlig forretning at tjene pengene her og bruge dem i Danmark, den anden vej er meget mere givtig ☺

En god dag til dig, forhåbentlig har foråret så småt fundet jer.

Annette sagde ...

Lone, ja er historien om kroen ikke sjov, jeg kan fint forestille mig, at man roligt går over i den anden side af lokalet, når klokken er nået hollandsk sovetid ☺

Med hensyn til den kolde mad på restauranten, så kom maden i mange delleveringer, hvad vi også klagede over og da vi nået til desserten havde vi slet ikke lyst til at blive der længere. Men da eneste alternativ i nærheden var McDonalds, så blev vi og fik desserten/kaffen med hos van der Valk. Men ledelsen har fået en vred mail med alle klagepunkter, vi forventer ikke at de skal tilbyde os en ny middag, men at de skal ændre serviceniveauet og maden til den standard det havde tidligere og som vi oplever på andre van der Valk restauranter.

Ja, er det ituslåede hovede ikke skønt, det ligger i klitten ved siden af et museum i Scheveningen og ser ud over havet. Jeg har forsøgt at finde kunstneren og navnet, men det er desværre ikke lykkedes mig endnu.

Jeg er jo langt bagud med at læse blogs, men jeg håber, at det går bedre med Rufus, jeg læste at han ikke havde det så godt under en travetur.

En rigtig god dag til dig.

Nille sagde ...

Sikken en skøn historie om grænsen; hvorfor kan den slags lade sig gøre mellem Holland og Belgien - men indenfor Belgien kan de ikke komme overens!

Jeg synes der er så skønt i Scheveningen ude ved den mole; det er fantastisk at sidde i caféen helt derude på spidsen, mens bølgerne kastes op mod én. Jeg synes, at der er bedst at være udenfor højsæsonen, hvor jeg kan forestille mig, at der er proppet med mennesker som ved den belgiske kyst.

Dejligt at læse om dit familiebesøg - men ikke om restauranten. Jeg kan godt forstå, at du vil klage - det synes jeg absolut, at man skal i sådanne tilfælde!

Ellen sagde ...

Så er der én til, der har fået fyldt op på mormor-kontoen... dejligt, ikke? Det ved jeg jo, at du synes.
Jeg måtte også smile højt af historien om kroen :-D
Og sige øv til den om restauranten. Din lille Karoline må være en meget tålmodig sjæl - jeg sad her og fik meget ondt af hende.
Jeg synes helt klart, at den eneste kompensation, der kan blive tale om, er en gratis middag med det hele til jer. I en selvvalgt filial og som I kan tage, lige når det passer jer.
Sjældent har man da hørt om så ringe en betjening, og nej, det er bestemt ikke den måde, man kommer ud af krisen på.

Annette sagde ...

Nille, du har fuldstændig ret, hvorfor lykkes det hele i al fred og fordragelighed i Baarlerne og ikke i Belgien. Jeg ville ønske, at jeg kunne give svaret.
Jeg foretrækker også Scheveningen udenfor sommersæsonen, vi har en gang været der i højsommeren, heldigvis på motorcykel, da vi ellers havde måttet opgive at finde parkering.
Jeg mangler stadig at besøge den belgiske kyst, men jeg forestiller mig at det ikke er meget anderledes end den hollandske.
En god solskinsdag til dig.

Annette sagde ...

Ellen, du kan tro jeg nyder at der er fyldt op, så kan vi klare os et par måneder igen ☺
Jeg håber også at din tur til England gik godt.
Generelt synes jeg ikke at Karoline er særlig tålmodig ☺, men hun var nok lidt benovet over det hele og absolut ikke sulten da hun endelig fik sin mad.
Jeg afventer spændt om der kommer en reaktion fra restauranten, indtil nu har de været forbavsende tavse.
En god dag til dig.