onsdag den 17. marts 2010

Tak....

Som altid møder jeg herlige, skønne og dejlige kommentarer fra mennesker, som jeg kender og alligevel ikke kender, når jeg har begivet mig ud i at skrive et eller andet på bloggen og jeg bliver så glad. Tænk, at der er mennesker der har lyst til at bruge deres tid på at sende mig en kommentar/hilsen. Vær søde at blive ved med det, I bringer lys og glæde i min hverdag hernede i træskolandet ☺☺

Dagens billeder er desværre ikke fra i år, men fra april 2005. Det er endnu ikke lykkedes mig at se tulipanmarker, da vi altid har været i Danmark for at klargøre sommerhus til sæsonen, når de stod i fuldt flor. Indtil nu er det kun blevet til hyacinter, som jo også er smukke. Men mon ikke det lykkes med tulipanerne i år…..

Siden i søndags har jeg gået og funderet over, om jeg virkelig er ved at blive et forstokket, surt gammelt ribs!

En af de andre gæster til fødselsdagsgildet i søndags hos min bonusdatter Fleur, var en dame i 40´erne der var tatoveret fra top til tå! Jeg bryder mig ikke om det, jeg synes det er grimt og helt forkert, hvis man ikke lige præcis tilhører en stamme i et eller andet fjerntliggende land, hvor traditionerne byder alle at være tatoverede.

Madame har tidligere været omkring emnet tatovering og skrev blandt andet om farvestofferne der kom ind i huden, det havde jeg ikke tidligere tænkt på, men det gør at jeg synes endnu mindre om tatovering.

Fødselsdagsgæsten havde en tatovering der stak op af kjolehalsen, den må have startet et eller andet sted på ryg/skulder og fortsatte så op på hals og nakke, der var en på hvert håndled og en ny tatovering på den ene ankel blev glædesstrålende fremvist for os alle. Om der var flere tatoveringer på skjulte steder meldte historien ikke noget om. Tatoveringerne var ikke billeder, med sortmalede streger, buer og krøller og et af fødselsdagens hovedemner var, hvor fantastisk dygtig og kreativ netop den tatovør var, da han tegnede alt i hånden på huden. Nej, hvor jeg længtes hjem til sofaens hygge med en god bog ☺☺

Når det så er sagt, så må jeg indrømme at jeg elskede det sejlskib som min far havde tatoveret på højre arm højt og jeg havde en onkel der var sømand, han havde hjerter, klør, ruder og spar tatoveret på hver hånd. Jeg har her til morgen været igennem alle gamle fotoalbums, uden at finde et eneste foto af deres tatoveringer, gad vide om de ikke var så stolte af dem ☺

En rigtig dejlig dag til jer alle ude i blogland fra et solrigt Holland, gad vide om vi får lov til at beholde solen hele dagen, det vil jeg bestemt ikke have noget imod ☺☺

23 kommentarer:

Tina - omme i London sagde ...

Jeg kan godt lide tatoveringer, men alt med maade. Min bror ligner en omvandrende tegneserie, saa snart han tager lidt toej af og det synes jeg personligt er lidt for meget af det gode, men jeg har vaennet mig til det og ser det faktisk ikke laengere. Min bedstefar var soemand og havde ogsaa et godt skiw paa armen og et andet motiv (tro, haab og kaerlighed monstro?) paa den anden arm. Jeg elskede at roere ved hans tatoveringer og kunne slet ikke forstaa at de ikke kunne maerkes. :)

May Anna sagde ...

Hvor er det dejlige billeder. De blomstrende marker har jeg oplevet i foråret 1970. Ak ja, det er nogle dage siden, men det smukke syn glemmer jeg ikke. Hollænderne er jo vidt berømte for blomsterdyrkelse.
Tatoveringer er noget af det mest ukvindelige i mine øje, men jeg er også et surt gammelt ribs.
Her hænger tunge grå skyer, men dagene bliver lunere og lunere, og i haven står erantis, vintergæk og krokus, og de nydes meget - uanset om det er gråvejr eller solskin.

Kan du have en rigtig god dag

Annettes space sagde ...

Jeg har så en enkelt tatovering. Og selv jeg idag ikke ville gøre det igen, er jeg ikke ked af den og har aldrig overvejet at få den fjernet. Den lille sommerfugl, som iøvrigt sidder et meget diskret sted, fortæller jo en del om den meget unge mig :-)
Jeg håber du får fanget nogle tulipanmarker med kameraet. Det er bare et af de skønneste syn man kan se....
Bli'r iøvrigt mere og mere overbvist om at jeg må på ferie i Holland igen på eet eller andet tidspunkt, når jeg sådan læser med på din blog.
Ha' en rigtig dejlig dag :)

Kisser sagde ...

Ih hvor vil jeg glæde mig til nogle gode billeder af tulipanmarkerne, for jeg tror på at du kommer til at se dem i år. Der er jo ikke mere noget dansk sommerhus...
Jeg er nok lige så forstokket som dig mht tatoveringer.
Hav en fin dag nede sydpå.

Nille sagde ...

Jeg håber, at din sol holder lige så fint som mim hernede - det er en glæde at træde ud af døren i disse dage... fortoovscaféer, sol og forår!

Jeg er ikke vild med tatoveringer i overflod - men en enkelt lille sort en kunne nok gå an; men den skal ikke være et sted, hvor den kan ses hele tiden synes jeg. Min svoger fik en i tidernes morgen, da han var sømand... og nu kæmper han for at skjule den under skjorteærmer. Det er i hvert fald en beslutning, der skal overvejes grundigt!

Jeg har en gang været i Holland for at se tulipanmarker om foråret - jeg kan simpelthen ikke huske, hvad stedet hed. Men det var helt utroligt smukt med marker og møller... indbegrebet af Holland! Mon ikke det kan lykkes i år, hvor der ikke er et sommerhus at klargøre?

Nyd din dag i solen :-)

Bettys blog sagde ...

Det må være et fantastisk syn med alle de blomstermarker. Jeg har ikke været i Holland om foråret, men hvis du er der på det tidspunkt,(nu du ikke har sommerhus, der skal gøres klar) så er jeg sikker på, du viser nogle flotte billeder her på bloggen.
Jeg deler din opfattelse af tatoveringer. Jo, en enkelt kan være fin. Min yngste datter har to.

folehave's univers sagde ...

Altså, det der med tatoveringer, det har jeg det meget blandet med. Min ældste søn har en del, den yngste overvejer, min mand er gammel kommunist og overvejer en 5 takket stjerne. Jeg syntes med dette, som med så meget andet, at det mister sin interesse, når det pludselig bliver hvem som helst, der har tatoo'es. Det hørte en gang et bestemt folkefærd til, hvilket Annette også omtaler. Fint nok. Ikke alt var her lige godt lavet, men de havde en anden historie.

Jeg så en tatoo på en blogg: Kurbits-din slojdkompis i indredningsvarlden. Her var der en tatoo med humor, men også meget specielt når man tænker på at den bliver der for altid.

Jeg tror at jeg nøjes med de modermærker jeg har, det må være godt nok. Alene at skulle ligge der og prikkes i, nej. Jeg lever med mig som jeg er. Forøvrigt er jeg heller ikke 20 år længere. Tænk lige på hudens foranderlighed.

Anonym sagde ...

Tak for billederne af de smukke marker! Min mand og jeg har været i Holland og er helt vilde med det, men har ikke haft held til at ramme tulipanernes blomstring. Hvornår er det godt at komme hvis man skal have det smukke syn?

MissMuffin sagde ...

Haha, det er ikke til at vide om du er:)

Jeg er selv tatoveret og piercet, som de fleste på min alder.
Lige for tiden overvejer jeg, at der skal sparres sammen til et større kunststykke...
For mig handler det om personlighed og minder. Min tatovering minder mig hver dag om en dejlig tid i mit liv, hvor jeg virkeligt lærte noget om livet, mig selv og mødte mange dejlige mennesker..

Tina Liel sagde ...

Hvor er hyacintherne flotte - har aldrig set sådan en mark. Kender godt følelsen af taknemmelighed overfor alle de dejlige bloggere ude i blogland. Så mange tatoveringer er lidt for meget. Kan godt lide en enkelt eller to. Min ældste vil gerne have en men har selv bestemt sig for at vente til han er blevet ældre. Håber nogen i familien har et billede hvor man kan se tatoveringerne. KNUS søde Annette

Conny sagde ...

Kære Annette
Jeg synes det er lidt sjov, at jeg har kun været i Holland en gang, men så mange tulipanmarker på den tur.Jeg kan gå med til en enkel tatovering og så ikke mere, for så synes jeg det er grimt.Rigtig smukke billeder.Der har været forårsvejr i Viborg i dag, Poul har været i haven.

Annette sagde ...

Tina/London, jeg tror vi er lidt enige. Jeg elskede min fars og onkels tatoveringer, de hørte ligesom sammen med dem (jeg synes det var sjovt at se tatoveringerne blev lysere jo ældre far/onkel Bruno blev). Jeg kan også godt acceptere en lille sød tatovering, men "den tatoverede dame" fra i søndags, hende havde jeg lidt svært ved at kapere. Havde hun så endda som din bror haft en tegneserie i stedet for alle de besynderlige kunstværker ☺

Annette sagde ...

Manna, ja det er smukt og jeg glæder mig meget til at se tulipanerne i år. For et par år siden fortalte en kollega, at den hollandske blomsterindustri hovedsageligt er overtaget af polakker. Men om det er korrekt, det har jeg ikke kunnet finde ud af.
Som jeg netop skrev til Tina, så kan jeg godt acceptere en sød lille tatovering, men jeg synes det er så synd for en ung og smuk hud, at den ødelægges med store "mesterværker".
Her har vi haft dejligt vejr hele dagen, sidst på eftermiddagen var der 12,5 graders varme på terassen. Bare vent, det kommer også snart til jer. En god torsdag til dig.

Annette sagde ...

Annette, vi laver jo alle et eller andet mens vi er unge, som vi måske ville have gjort anderledes i dag og for mig er der stor forskel på en lille diskret tatovering og at have hele kroppen overmalet.
Du har ret, Holland er et fantastisk smuk land, jeg elsker alle de gamle byer og glæder mig vildt til endelig at skal se tulipanmarker i år ☺

Annette sagde ...

Kisser, jeg er overbevist om, at der kommer så mange tulipanbilleder herfra, så du bliver lidt halvtræt af dem ☺
Indrømmet, jeg nyder at der ikke længere er et sommerhus der skal tænkes på, selv om det selvfølgelig også var dejligt at have en base i Danmark.
Hav en rigtig god torsdag.

Annette sagde ...

Nille, jeg tænkte på dig i eftermiddags da jeg var på cyklen, skønt at du har sørget for at vi også har fået del i det gode vejr, det er jeg yderst taknemmelig for ☺
Jeg har ikke fået checket weekendvejret, men jeg håber at det bliver ligeså godt som det har været i dag og som det skal blive i morgen.
Ang. tatoveringer så er vi enige, en lille diskret tatovering kan jeg også godt acceptere.
En rigtig god torsdag til dig.

Annette sagde ...

Betty, jeg glæder mig også til at se alle markerne. Jeg skal have fundet ud af hvornår det rette tidspunkt er, jeg kan forestille mig at det hele nok er lidt forsinket i år. Og der skal nok komme billeder og mange af dem ☺
Min datter har også en lille tatovering som kan gemmes under tøjet afhængig af hvad hun skal til, det kan jeg også godt acceptere.

Annette sagde ...

Anne, ja det er jo lige det om tatoveringerne bliver ved med at være lige sjove, som årene går.
Jeg så forleden, at vores nabo der er en lille meget kraftig dame på godt og vel 60 år, også har en lille diskret tatovering på ankelen og jeg synes ikke helt, at det var det samme som at se det på en ung og spændstig hud ☺

Annette sagde ...

Karin, velbekomme.
Blomstringstiden, ja vi plejer jo desværre at gå glip af den pga. Danmarkstur og den plejer at være i slutningen af April og begyndelsen af Maj.
Jeg har lige checket åbningstiden for Keukenhof, den kender du måske? Hvis ikke så er det en enorm blomsterpark fyldt med alskens dejlige blomster, mest tulipaner og de har åbent fra 18 marts til 16 Maj.
Jeg håber, at det lykkes for jer at komme på det rette tidspunkt.

Annette sagde ...

MissMuffin, jeg tror du har ret i, at de fleste på din alder har en tatovering, min datter har også en. Jeg kan godt acceptere en lille sød tatovering, der kan skjules hvis det er nødvendigt.
Hvordan ville du have det hvis det var din mor der var tatoveret fra top til tå ☺ ☺

Annette sagde ...

Tina/nede i varmen. Ud over at hyacinterne var flotte, så var der den mest fantastiske duft overalt, det var utroligt. Men selvfølgelig var det ikke muligt at standse, hvor de allerflotteste var, det håber jeg lykkes når vi kommer til tulipanerne.
Lidt dejligt, at sønnen synes han vil vente, det kan jo være han ombestemmer sig ☺ ☺
Knus til dig.

Annette sagde ...

Conny, det er da utroligt, at du har været hernede 1 gang og ramt tidspunktet for blomstring, jeg har boet her i snart 8 år og aldrig ramt det ☺ ☺. Det må der altså laves om på, men mon ikke det lykkes i år.
Da jeg var ude og cykle i dag, så jeg også rigtig mange der var i haven, det kribler i fingrene for at komme ud og rode lidt i jorden.
En god torsdag til dig.

Lone sagde ...

Det var ren nydelse at se de smukke hyacintmarker. Gad vide, om man nipper blomsterhovederne af for at gøre løget stærkere, når de skal sælges som hyacintløg?

I min barndoms landsby var der flere gartnere, som dyrkede forskellige blomster. Det var georginer, tulipaner, asters m.fl. Det var så smukt at se de vidunderlige blomstrende marker.
Tulipanerne skulle ikke bruges til buketter. Vi var flere skolebørn, som tjente en skilling ved at nippe tulipanhovederne af. Efter nogen tid samlede gartneren løgene op og solgte til udplantning.
Nu ser man aldrig blomstermarker mere. De er lukket inde i huse - ligesom børnene, som man heller ikke ser udendørs, med mindre man går forbi en børnehave eller skole :))

Mht. til tatoveringer (og andre ting) er vi nok ved at være nogle sure ribs, Annette :)

God torsdag aften til dig.