Drengene (gæsten var også af hankøn) nåede at i løbet af weekenden at få lavet lidt håndværksmæssigt (som jeg er dem dybt taknemmelig for), at få snakket en hel del IT samt andre "mandeemner" som passer sig for mænd sidst i 50´erne ☺
Jeg har altid elsket at lave mad, især gæstemad, hvor jeg kan eksperimentere og afprøve opskrifter som vi ikke hopper ombord i til hverdag, men jeg må indrømme at det er efterhånden blevet en blandet fornøjelse, for hollandske gæster er ikke altid lige vilde med dansk mad og den hollandske mad er heller ikke altid i lige høj kurs hos danske gæster. Belært af erfaringen fra et af sommerens tidligere besøg fra Danmark, hvor jeg i flere dage havde kigget opskrifter og endte med et mix af hollandsk og dansk mad, som ikke lige faldt i alles smag, tænkte jeg at der måtte ske noget nyt til denne weekend og da min søde hollandske nabo for nyligt fortalte mig, at hun har en hjemmeside som udelukkende indeholder opskrifter blev den udgangspunktet for weekendens kulinariske udskejelser.
Fredag aften stod menuen på Svinemedaljon a la Picasso (kødet var ikke helt efter ønske, men ellers ok) og til dessert fik vi Skovbærbavarois med hvid chokoladepynt. Billedet yder desværre hverken desserten og mit kunstfærdigt udformede ☺ hvide chokolade pynt fuld retfærdighed.
Jeg glemmer altid at fotografere maden, selv om jeg synes at det er en god ide at gøre det, for så kan man altid se tilbage på hvad ens gæster nu har fået at spise og sørge for at de ikke bliver præsenteret for samme menu næste gang. Det der med at skrive det ned, det forsøgte jeg at praktisere hjemme i Danmark i nogle år, men det virkede ikke rigtigt for mig.
Lørdag skete der ikke de helt store udskejelser, vi fik handlet lidt fornødenheder som skulle med hjem til Danmark, drukket kaffe med appelgebak (æblekage) på en cafe beliggende i skovene lidt syd for Breda samt kigget på - men ikke købt - nyt køleskab.
Da vi kom hjem gik drengene i gang med et job som jeg er utrolig glad for de gad gøre. Den ene ende af vor køkkenø har hele tiden været en smule skæv og selv om det naturligvis er i småtingsafdelingen, så er det noget som jeg ligger mærke til hver dag. Det viste sig at være noget som sagtens kunne rettes og i løbet af ca. 1 time var hele køkkenøen i vater. Tusinde tak drenge.
Lørdagens hovedret kom også fra Hanny´s hjemmeside og den synes jeg faktisk var ret god Kylling med appelsinsherrysovs og mandler og dertil ris med safran. Da jeg gik i gang med madlavningen fik jeg at vide, at drengene ikke var ovenud sultne, så derfor ville jeg ikke lave den planlagte dessert som var Hvid chokoladetærte med appelsinflødeskum. Men da hovedretten var spist, havde de alligevel lyst til et eller andet til den søde tand og måtte derfor nøjes med noget så hollandsk som vla, som jeg vil sammenligne med ikke stivnet gammeldags dansk budding. Hvert eneste supermarket hernede har i hvert fald mindst 15 forskellige slags vla og det kommer som regel med i de fleste indkøbsvogne når der handles ind. Min mand har fortalt, at det kom frem da han var dreng, på daværende tidspunkt kendte man kun vanillevla, den findes stadig sammen med mange andre slags, vi fik med rom/rosinsmag og da jeg nu havde lagt en eiswijn på køl til desserten (den planlagte), så kom den også på bordet til vla´en og selv om kombinationen sikkert vil få nogle til at græde, så gled det hele ned uden problemer.
Min mand og jeg har længe haft en sejltur rundt i Rotterdams havn på ønskelisten over weekendaktiviteter og endelig søndag var det tid for det. Selve sejlturen var måske ikke lige hvad vi havde forventet, men vi sad oppe på soldækket og nød det gode vejr under hele turen som varede i 75 minutter.
Vi kom også forbi Holland America Line´s tidligere så stolte cruiseship SS Rotterdam, det ligger for kaj i Katendrecht. Der har været utroligt meget fremme i pressen om det skib, jeg skal undlade at komme ind på det her, men så vidt jeg husker har det kostet Rotterdam noget med 70 - 90 mill. €.
Efter en travetur rundt i Rotterdam var vi et smut omkring det maritime museum, hvor der som regel altid er en eller anden form for aktivitet udenfor og heller ikke denne gang blev vi skuffede. Man havde fyret op i en gammel kran der skulle flytte nogle kulsække og drengene var selvfølgelig helt opslugte af det scenarie (sammen med mange andre drenge ☺).
3 kommentarer:
Den ser ret professionnel ud, den madhjemmeside - men jeg tør endnu ikke helt vove mig ud i at lave mad efter en hollandsk opskrift ;-)
Vla må være det vi kalder flan - samme princip! Jeg er ikke den store fan - men det er da en nem dessert - og med eijswijn glider ALT ned ;-)
Jeg er sikker på, at du let kan klare de hollandske opskrifter, men på den anden side set jeg vil nok skulle bruge en hel del tid ved ordbogen eller kalde på min mand hvert andet øjeblik, hvis jeg skulle lave noget efter en fransk opskrift.
Jeg er ikke klar over om flan og vla er det samme, men du har fuldstændig ret med hensyn til eiswijn :-)
Hej Annette. Faldt ved en tilfældighed over din blog. Bor selv i Kina pt og elsker at læse med på andre danskere uden for Danmarks blogge. At du så til og med bor i Holland, hvor vi boede(Rotterdam) i 2007 gør det kun mere interessant. Så nu er du fundet og gemt;-). Normalt bruger jeg ikke google kontoen(jeg kan heller ikke altid se blogspot fra Kina, da ce cencurerer)Kan du ikke også lave muligheden at man kan lægge sin kommentar med navn , hvis du altså har lyst til at få kommentarer i ny og næ? Lisbeth(www.lisbeth.smartlog.dk)
Send en kommentar