tirsdag den 4. august 2009

Sikken et 1½ døgns tid.

Min barndomsveninde og hendes mand ankom til campingpladsen søndag eftermiddag og vi cyklede ud for at modtage dem medbringende frisklavet kaffe og hjemmebagt kage. Det var rigtig, rigtig dejligt at se dem igen og i løbet af få sekunder gik snakken som den altid har gjort.


Min barndomsveninde er et herligt menneske med begge ben solidt plantet på jorden, hun siger mange kloge ord, hun har et realistisk syn på tingene, er ikke bange for at sige sin mening, hun er meget befriende at grine sammen med og så er hun den eneste som har været i stand til at sætte ord på tanker, som jeg har gået og tumlet med og jeg ikke har villet/kunnet involvere andre i (jeg har husket at fortælle hende hvor meget jeg har savnet hende i løbet af de sidste 7 år). Det betyder ikke at vi altid har været lige enige om tingene, men jeg mener at det er netop hvad der betegner et godt venskab.


I løbet af det halvandet døgn de var her - inden de drog videre til Frankrig - da nåede vi at grine meget, at spise et par gode middage sammen alle 4, drikke rødvin, at spise morgenmad sammen 3 af os, at køre rundt i Brabant, at spise i frokost i den by hvor vi boede før samt at få snakket en hel del, det har været så dejligt og jeg har nydt hvert sekund.


Men da vi var på vej hjem fra seight seeing i går, da havde jeg (vi) en for mig rædsom oplevelse, hvor jeg er dybt taknemmelig for at de var med i bilen.

Da jeg i en stor rundkørsel i Tilburg (hvor jeg kører næsten dagligt) ville skifte bane og havde blinket en rum tid for at få alle biler væk så jeg kunne komme over i den anden bane, kommer der en lille rød Susuki Alto kørende ind foran mig og jeg rammer dens højre bagdør. Nu var farten heldigvis ikke stor, men alligevel så ser det højre hjørne på Audien ikke særlig pæn ud.


Det var en rædselsfuld oplevelse, jeg mente bestemt at jeg overholdt alle færdselsregler, men min modpart påstod at det var min skyld. Min venindes mand skyndte sig at fotografere rundkørsel, kørebaner, skader på bilerne og gudskelov for det, for få minutter efter uheldet var sket dukkede først en bil op med en dame til at give support af den anden bilist og kort derefter kom endnu en bil med 2 herrer som ekstra support.


Jo mere modparten samt de tilkommende hjælpetropper påstod at fejlen var min, jo større blev min tvivl selvfølgelig, men heldigvis havde jeg jo 2 gæve danskere med i bilen, som var i stand til at fortælle mig, at jeg var uden skyld og at jeg havde kørt som jeg skulle.


Hver gang jeg forsøgte at sove i nat, blev jeg meget vågen så snart hovedet ramte puden og tankerne myldrede rundt: Ville de 2 små børn som modparten havde siddende på hhv. forsæde og bagsæde i bilen kunne sove i nat? Var det min skyld? Var min koncentration blevet afledt af et eller andet? Havde jeg gjort noget forkert? Havde jeg sagt noget forkert? Var det forkert, at jeg ind i mellem snakkede med min venindes mand på dansk, hvilket selvfølgelig gjorde modparten mistænksom?


Men igen i nat var min veninde den frelsende engel (uden at hun ved det) idet hun kom med en stor pose "Søndag" til mig og de blev i nattens løb gennempløjet på kryds og tværs, der blev læst kriminal noveller og lavet Soduko indtil det lidt efter 5 i morges hvor det endelig lykkedes mig at falde i søvn i et par timer.

5 kommentarer:

Madame sagde ...

Øv, det var synd, at du skulle opleve det, Annette! Men jeg tror, at alle vi, der kører bil har oplevet noget lignende. Prøv at tænke på, at vi alle fejler ind imellem - det kan simpelthen ikke undgås. Nu bliver det vel en sag, forsikringsselskaberne afgør, men ingen kom til skade, heldigvis. Det er det vigtigste.
Dejligt med sådan en veninde!!!

Annette sagde ...

Hej Madame, tusinde tak for din support.
Ja det vigtigste af alt er, at der kun er skete mindre materiel skade og de 2 små drenge i modpartens bil så gudskelov ikke ud til at være nået at blive bange.
Hav en rigtig dejlig sommeraften

Pernille på 1. sagde ...

Havde ellers skrevet en kommentar og pist borte var den.
Annette det var rigtig synd at der skulle ske sådan noget når I nu havde så dejlig en tur,men desværre så er det jo næsten uundgåeligt at der sker uheld med alt den trafik vi har i dag. Du var jo uden skyld og der skete ikke andet end buler, så lad du være med at bekymre dig mere over det, resten er op til de respektive forsikringsselskaber.

Knus

Annette sagde ...

Tusinde tak for din kommentar, Pernille.
Lige bortset fra uheldet, så havde vi en herlig dag (som jer) med masser af grin og snak (vi måtte undvære Kim Larsen).
Med hensyn til trafikken, så tror jeg næsten kun jeg kan kategorisere den som håbløs, i hvert fald for en tidligere nordjyde :-)
Knus

mommer sagde ...

Husk din herlige venindes besøg og prøv at glemme det fjollede uheld, uanset hvem der har skyldsansvaret. Jeg ved da godt, at det er svært, men som det allerede er sagt, var der jo kun materiel skade.
Det er skønt at have sådan en veninde, I må begge nyde det meget, når I endelig har en chance for at ses. Jeg ved fra min datter, hvor dejligt det er at få besøg fra Danmark, når man er flyttet udenfor landets grænser.
Hilsen Ellen