mandag den 26. juli 2010

Solcremen var ikke lige i tankerne.....

Så er jeg her igen.....

Sidste uge bød på lidt af hvert, bare ikke blogning ☺. 2 af ugens dage var jeg med rundt i Holland, Belgien og Tyskland og det lyder måske besynderligt, men jeg synes det er stort, når jeg i løbet af en og samme dag kører forbi Atomium i Bruxelles og domkirken i Køln, plus det løse.

Nu vi er ved Atomium, så besøgte vi det for et par år siden, lige efter det var blevet renoveret. Jeg har drømt om at se den besynderlige bygning, der i øvrigt blev bygget til Verdensudstillingen i 1958, siden jeg engang først i 60´erne fik et postkort fra min far med Atomium som motiv. Men jeg blev egentlig skuffet, da jeg endelig stod inde i "bygningen", bevares det var en fantastisk udsigt, men det var også det hele.
Nå, men tilbage til solcremen! Det var ikke lige den jeg havde i tankerne, da vi lørdag morgen ved 8 tiden kørte hjemmefra og det resulterede altså i, at jeg der næsten aldrig bliver rød, i går var rødere end rød på arme, hals og i hovedet. Intens brug af "efter-sol-produkt" gør nu, at farven heldigvis er ved at ændre sig til sommerbrun med aftagende rød på samme steder ☺. Men i forhold til den pragtfulde dag vi havde i lørdags, så er den røde farve en mindre detalje.
Formiddagskaffen blev indtaget hos Walter og Gre i Amersfoort og derefter blev cyklerne losset af bilen. Walter guidede os ud af Amersfoort og vi cyklede langs med Eem floden og Veluwemeer til Spakenburg.
Spakenburg er ikke ukendt territorium for os, det var blandt andet her, jeg i sin tid spiste min første "Hollandse Nieuwe".
En "Hollandse Nieuwe" er en specialitet. Det er en sild (ofte fanget i dansk eller norsk farvand), den er fanget i maj/juni og skal have et fedtindhold på minimum 16%. Efter fangsten bliver silden renset for alt, på nær bugspytkirtelen, denne skal forblive i fisken, idet den indeholder enzymer der modner fisken. Derefter saltes silden og ligges på tønde. Efter lagring rengøres silden og serveres med finthakket løg og spises traditionelt ved, at man holder den i halen og lader den glide ind i munden. Lige nu smager en "Hollandse Nieuwe" umådelig dejligt, men når vi kommer senere på året, har jeg lidt svært ved at spise dem, da de er for fede for mine smagsløg.

Det var skønt cykellvejr, vi kunne ikke have ønsket det bedre, blå himmel med små hvide vattotter og afstanden mellem Amersfoort og Spakenburg var præcis 20 km. Herover ses cykelbåden fra Eemlijn, som vi senere skulle sejle retur med til Amersfoort, undervejs cyklede vi om kap med båden - vi vandt.
Cyklerne blev sat ved fiskehandleren, hvor vi lige skulle have en "Hollandse Nieuwe", før lørdagens marked blev udforsket.
Spakenburg ligger nu ved indsøen Veluwemeer. Der er altid fyldt med turister og et besøg kan så absolut anbefales. Byen stammer helt tilbage fra det 15. århundrede og var tidligere en vigtig fiskeplads, hvilket stadig kan ses på huse og røgerier. Det spændende gamle skibsværft, der stadig bygger de traditionelle hollandske træbåde, ligger midt i byen og til hverdag kan man følge skibsbyggeriet fra gaden.
Spakenburg er også kendt for, at en del kvinder stadig går rundt i byens traditionelle folkedragt, jeg prøver hver gang at fotografere dem, men har fået at vide, at det ikke er velset. Lørdag lykkedes det første gang at få et dårligt billede af et par af byens damer, der stod og snakkede sammen på markedet.

Om det stadig gælder ved jeg ikke, men tidligere var tjenestefolk fra Spakenburg i meget høj kurs, idet de var kendt for at være ekstremt flittige. Hvis det lykkedes et herskab at få en tjenestepige fra Spakenburg, så kunne man være helt sikker på, at man også havde fået en god og flittig medarbejder, hvilket blandt andet det hollandske kongehus tidligere nød godt af.
En anden specialitet fra Sparkenburg er deres brød, hver eneste hollandsk by har i ugens løb 1 - 2 markedsdage og uanset hvor man er i Holland, så kommer brød/kagevognen altid fra Spakenburg og kvaliteten er helt i top. På markedet fandt jeg nogle spændende kager og spurgte om ikke de havde dem med til Brabant, for jeg mente ikke tidligere at havde set dem. Svaret var, vi har prøvet, men brabanderne vil ikke spise dem ☺.
Der var utroligt mange mennesker til lørdagsmarkedet og min mand sagde på et tidspunkt, at hvis alle de cykler vi så rundt omkring, de skulle med cykelbåden, så kom det til at knibe med pladsen, derfor blev det ikke til de store markedsindkøb, men i stedet afsted til molen.
Vi havde aftalt, at mødes med Walter og Gre (der tog bussen til Spakenburg) på den yderste spids af molen i Spakenburg, hvorfra båden skulle sejle. Walter, den tidligere danske feriedreng, er nu en uhyre aktiv pensionist, han arbejder blandt andet 2 af ugens dage som frivillig på cykelbåden og det var egentlig grunden til hele lørdagens program kom i stand.

Hold da op for en sejltur, det første stykke af turen sejlede vi ad Veluwemeer, der skiller provinserne Flevoland og Gelderland og senere sejlede vi via Eem floden til Amersfoort.
Undervejs lagde båden til forskellige steder, landsbyen Eemdijk var en af dem. Men vi lå og ventede på afgang kom 3 drenge 7 - 8 år gamle og spurgte, om de måtte springe ud fra båden og forklarede, at de ofte fik lov til det af skipper, men vores skipper sagde nej - ØV.

Under et andet stop, jeg husker ikke om det var Baren eller Soest, kom et ungt par ombord med en lille pige ombord. De satte sig ved siden af vort selskab og kort tid efter gik snakken. Den lille pige hed Anna og det viste sig at hendes mormor stammede fra Aalborg og var draget til Holland som helt ung og boede i Amersfoort. Annas mor havde tilbragt alle sin barndoms og ungdoms ferier i Danmark og kendte bl.a. Blokhus rigtig godt. Familien havde haft et sommerhus i Slettestrand, der ligger lige ved siden af Tranum strand, hvor min familie har haft sommerhus i godt og vel 50 år. Yndige lille Anna på 3 år havde en børnebog der hed "Den lille gris", hvilket hun udtalte på perfekt dansk. Hvor er verden lille ☺.
Forrige sommer, da vi besøgte Walter og Gre var vi på sejltur i kanalerne i Amersfoort (en tur, der i øvrigt også kan anbefales) og pludselig siger min mand, prøv lige at høre, snakker de ikke dansk? Og jo, vi delte båd med et par fra Hjørring samt deres hollandske værter. Hvor jeg dog nyder sådanne små øjeblikke ☺.

Undervejs på turen sørgede Walter for at bidrage med lidt lærdom om livet på vandet, et emne vi ikke kender meget til. Men det er dejligt at høre om deres erfaringer fra 33 års sejlen rundt i på de Europæiske floder.
Sådan en gad jeg godt at have ☺.

Koppelbrug i Amersfoort.
Jeg lærte undervejs, at der skal gå 3 minutter fra brovagten ringer til lukning af denne bro og indtil den må lukkes og ved den følgende bro skal der gå 2 minutter imellem ringning og åbning. Dette gøres af hensyn til brandvæsenet. Samtidig skulle der sejles uhyre langsomt imellem de 2 broer, men årsagen til det er en helt anden ☺. Brovagten, der i øvrigt var en rigtig hyggelig fyr, skulle cykle mellem de 2 broer og for at undgå, at han skulle styrte afsted, sejlede båden langsomt. Det blev til lidt råben frem og tilbage mellem brovagten og besætningen, på et tidspunkt truede brovagten med, at hvis ikke vi opførte os pænt, så åbnede han ikke for os ☺.
Ankomst til Amersfoort havn, hvor vi lagde til ved 6 tiden. Fra havnen cyklede vi til Walter og Gre, hvor middagen stod på "Alt (og jeg mener alt) godt fra havet" Uhmmmm. Vi var alle 4 enige om, at det havde været en dag, som vi kunne tænke tilbage på med stor glæde.
Den kommende uge skal der læses blogs, jeg er utrolig meget bagud og det irriterer min store medfødte nysgerrighed, at jeg overhovedet slet ikke aner, hvad der er sket rundt i Blogland den sidste uges tid. Jeg er ganske vist også kommet til at love mig ud til at hjælpe med at male et HELT hus indvendigt i løbet af de kommende par uger, men mon ikke nok jeg når det hele ☺.

21 kommentarer:

Inge sagde ...

Dejligt Annette, igen en skøn tur. Hvor er I gode til at tage ud og se og opleve i jeres skønne land. Det må være sjovt at møde "næsten" naboer.. Jeg har engang læst at hvis man bevæger sig 2 eller 3 led ud i familie eller vennekredsen, så vil 2 danskere, der ellers er helt fremmede for hinanden, ha' fælles bekrndte.. :-))
Ha' en dejlig aften Annette, knus herfra Roskilde

Pia sagde ...

Det lyder rigtigt dejligt, også at cyklerne er med ☺. En flodtur lyder fristende, desværre er jeg ikke særlig søstærk, så jeg undgår helst ture på vandet.

Mia Folkmann sagde ...

Sikke en sjov tur, du tager os med på... Jeg elsker fisk, men jeg er nu ikke sikker på, at jeg ville være vild med en "Hollandse Nieuwe"...

Til gengæld er jeg MEGET vild med den lille husbåd med tilhørende lysthus. Hvor er den nuttet... ;-)

May Anna sagde ...

Så har man hørt det med - en cykelbåd. Det lyder til at turen på cyklerne og floderne har været meget oplevelsesrige. Og kvinder i nationaldragt, ja det lyder helt middelalderagtig, men hvor var et dog et godt og interessant indlæg og en masse dejlige billeder.

Salix sagde ...

Annette, hvor er det dejligt at fornemme fra din beretning, at du nyder hvert et oejeblik paa saadan en dag. Vand og havneomraader har altid en egen charme - og saa dertil de smaa sjove oplevelser.
Hollandse Nieuwe, spegesild? Jeg har aldrig haft lyst til at proeve; men min veninde paa Sjaelland elsker spegesild, som de spiser paa helt samme maade.
Sikke en pudsig husbaad - charmerende med det lille drivhus.
Lene

Ellen sagde ...

Tak for endnu en underholdende tur rundt.
Jeg synes det virker lidt underligt, at kvinderne render rundt i folkedragter, men helst ikke vil fotograferes... De må da vide, at de af samme grund er interessante?
En flodbåd kunne være sjov at have, og er pragtfuld at feriere i, men jeg må indrømme, at jeg har set kønnere modeller end denne flydende skurvogn :-D
Det er også sjovt at læse, at du nyder at høre dansk i dit land - jeg forstår det godt i dit tilfælde, men os andre, der kommer som turister, klapper selv i som østers, når vi hører vores modersmål i det store udland og passer meget på ikke at afsløret, at vi selv er danske.

Madame sagde ...

Sikke en skøn tur du tager os med på, Annette, tusind tak :-) For mig er vand og oplevelser på vandet noget, der minder om min barndom, hvor jeg har de dejligste minder. En dag må jeg opleve at sejle med en flodbåd i Holland.
Klem og ha' en dejlig dag :-)

Michael Seeger Hanmann sagde ...

Jeg elsker dine gode billeder og tilhørende historier Annette, det er virkelig underholdende at høre om jeres ture rundt.
Det er fantastisk hvor langt rundt man kan komme på en dag, selv på cykel.
God arbejdslyst med maleriet Annette.

Bettys blog sagde ...

Det er en spændende tur, du har taget os med på Annette. I er også rigtig gode til at tage ud, din mand og dig. Det er sjovt, at den fisk skal beholde sin bugspytkirtel.
Der er én ting, jeg ikke misunder dig, og det er at du har lovet at hjælpe med at male et helt hus!! Men når man er flere om det,så er det sjovere.

Annette sagde ...

Inge, det tror jeg på, altså det med at hvis man går 2 til 3 led ud i en familie, så er der fælles bekendte. Selv om det nok kniber lidt for mig hernede, så føler jeg det næsten på samme måde, hvis jeg pludselig møder nogle nordjyder der har "forvildet" sig til Holland ☺.
Jeg har ganske vist skrevet til dig på din blog, at jeg håber at det lykkedes dig at komme tidligt under dynen i aften, men vi gør det igen. Knus til dig og god arbejdslyst i morgen.

Annette sagde ...

Pia, jeg er heller ikke særligt søstærk, må jeg indrømme, men under lørdagens tur var der ikke en eneste gang noget der bare lignede søgang og så tør jeg godt ☺.

Annette sagde ...

Mia, ja den husbåd, den forelskede jeg mig også i. Jeg har et par gange kigget rundt på nettet efter husbåde og fundet ud af, at hvis man skal have noget ordentligt, så er prisen den samme som for et fritstående hus og dertil kommer liggeplads, som i følge dem der nu har forstand på de sager, ikke hører til i den billige ende. Så det bliver sikkert ved drømmen ☺.

Annette sagde ...

Manna, jeg kan love dig, at de dragter kvinderne i Spakenburg går rundt i de er spændende, da jeg skrev indlægget forsøgte jeg at finde et godt billede på nettet, men det lykkedes desværre ikke. Frisuren er også meget speciel, selv om man kun ser pandehåret. Jeg spurgte Gre om hun vidste hvordan de gjorde, hun mente at de satte en valke (hed det ikke godtnok sådan tidligere?) ind under håret for at få lavet den sjove pølse der dukker frem under kysen. Jo, man oplever meget sjovt rundt omkring ☺.

Annette sagde ...

Lene, hvor er du fantastisk. Er "Hollandse Nieuwe" det samme som de danske spegesild? Jeg har aldrig smagt dem i Danmark, men kan huske da vi boede i Aabybro, da havde købmanden en tønde stående med nogle slimede og ikke særligt lækkert duftende spegesild.
Min far elskede alt hvad der havde med vand og hav at gøre, alle vore udflugter kom på et eller andet tidspunkt forbi en havn, hvor min mor begyndte at fløjte, når min far kørte for nær kanten af kajen. Tak for din oplysning, det er jeg glad for.

Annette sagde ...

Ellen, hvor jeg dog kender det. Når jeg af og til ser en flok overstadige og glade danskere hernede, så giver jeg mig heller ikke til kende ☺. Men det har bestemt sine fordele at være med på en lytter, både på det danske og det hollandske, det får jeg meget sjov ud af.
Jeg fatter heller ikke hvorfor kvinderne ikke vil fotograferes, de må jo da være klar over, at de er sensationelle i 2010. Måske det har noget med deres tro at gøre? De er i det område meget troende protestanter, men en helt andet form for protestantisme, end jeg kender fra Danmark.

Annette sagde ...

Madame, selv tak. Jeg kunne også vældig godt tænke mig en ferie på en flodbåd, men tror du ikke at det lykkes for os begge, på et eller andet tidspunkt ☺.
Klem og en god torsdag til dig.

Annette sagde ...

Michael, tak skal du have.
Nu er der jo store fordele ved at være cyklist hernede, der er ingen bakker ☺.
Det var en dejlig tur i et godt selskab og vi er vældig enige om, at den gør vi gerne en anden gang.
Fortsat rigtig god ferie til dig.

Annette sagde ...

Betty, det med bugspytkirtelen var noget min mand fortalte. Jeg må indrømme, at jeg troede det var noget han prøvede på at bilde mig ind, men fandt senere ud af, at det var rigtig nok.
I dag var første arbejdsdag og det var slet ikke så slemt, det var faktisk rigtig hyggeligt og vi fik endda også noget lavet - indimellem.

Kisser sagde ...

TUSIND tak for en herllig tur rundt på vandet. Du har en god fortælleevne, så jeg følte selv, jeg var til stede :)

Anonym sagde ...

Det lyder som en fantastisk dejlig og hyggelig sommertur. Holland må være perfekt, hvis man gerne vil holde cykelferie. :D

Conny sagde ...

Kære Annette
Jeg skal love for du kommer langt omkring lige i tiden.Jeg har også set Atomium ,men kun ude fra.Den specialitet med sild kunne jeg god tænke mig, at smage da jeg er meget glad for fisk og især sild,(men dem kan man nok kun få i holland).En sjov oplevelse i hade med lille Anna og familien, såtten nogle oplevelser synes jeg er så dejlige.Endnu en gang tak fordi du fortæller så levende om det du oplever og ser.
kan du have en hyggelig aften