Amazoner, del 1.

I del 1 af Stieg Larssons bog "Luftkastellet der blev sprængt" nævnes kvindelige krigere - amazoner, det sagnagtige folkefærd af krigeriske kvinder. Dette fik mig til at tænke tilbage på min ungdom, ikke at jeg på noget tidspunkt har følt mig som en amazone (og dog, måske lidt af og til) mere på grund af mit jobvalg.

Da jeg forlod skolen havde jeg absolut ingen ide om, hvad jeg ville bruge mit liv på, jeg vidste en del om, hvad jeg ikke havde lyst til og en af de ting var, at følge min mors drøm om, at jeg skulle være tandlæge. Tanken om, at skulle fortsætte et uoverskueligt antal år på skolebænken for derefter at bruge hver dag på at stå og rode med andre menneskers tænder, den virkede ikke særlig tiltalende på mig.

Indtil jeg vidste mere om hvad jeg ville, fik jeg et midlertidigt job i en dametøjsforretning i den dyrere prisklasse i Aalborg. Meningen var, at jeg skulle i lære i forretningen, men situationen var lidt uholdbar, da jeg stadig boede hjemme i Brovst, der ikke just var verdens navle hvad offentlig transport angik. Det indebar, at jeg på hverdage var hjemme omkring kl. 20 og om fredagen kl. 23 og da kundekredsen i forretningen var speciel (senere har af ofte tænkt på Damernes Magasin fra Matador i forbindelse med forretningen), hændte det ofte, at jeg også på hverdage først var hjemme kl. 23, da jeg som yngste m/k skulle dekorere foran forretningsdøren efter lukketid og dette først kunne foregå efter kunderne havde forladt forretningen.

Jeg var meget i tvivl, forretningens kvindelige ejer var utrolig sød mod mig, hun havde sine bestemte meninger, men havde fra selv at have været ansat i andre forretninger formået at åbne en forretning, hvor kun det ypperste indenfor damemode blev solgt. Jeg var klar over, at hvis jeg holdt ud, så ville der være mange døre åbnet for mig, da jeg kun var en ud af en lang række af piger, der havde prøvet lykken netop der. Men på den anden side set, ud over bøvlet med den mangelfulde transport, så var det måske ikke helt lige mig. Selvstændigheden rakte ikke til at få et værelse i Aalborg, i det hele taget kan jeg slet ikke huske, at det nogensinde kom på tale.

Min mor har sikkert været fortvivlet over, at pigebarnet ingen ambitioner havde og hun har givetvis beklaget sig til veninderne. I hvert fald fortalte hun en dag, at militæret åbnede for tilgang af kvindelige konstabelelever og at hun havde bestilt brochurer, som hun bad mig kigge på.

Det tog mig meget lang tid, i det hele taget at få ansøgningsskemaet om optagelse som konstabelelev sendt afsted. Sjælland synes meget langt væk, når man er 18 år og aldrig nogensinde har været afsted på egen hånd.

I løbet af 1971 kom jeg til optagelsesprøve på Hærens Signalskole på Høveltegård. Alt gik godt og jeg fik besked om, at jeg var velkommen til at begynde som konstabelelev indenfor den danske hær. Lykkeligvis havde jeg ventet så længe med at bestemme mig, at jeg var for sent på den til at starte på det første hold, der inkluderede kvindelige elever, det gav mig en periode hvor jeg igen kunne tænke over, hvad jeg egentlig havde lyst til. Hvad var alternativet? Læse videre og starte på en længevarende uddannelse, hvor hjertet ikke rigtig var med, var det godt?

Endelig blev beslutningen taget, soldaterlivet skulle prøves og jeg sagde farvel til dametøjet. Jeg husker, at ejeren sagde til mig, da vi tog afsked "Jamen frk. Mortensen, det er jo slet ikke noget for Dem, De er velkommen tilbage, hvis De fortryder". D. 1 august 1972 skulle jeg møde på Høveltegård nord for Birkerød og til stor moro for mine kommende kolleger, blev jeg fulgt til København af min mor, dog skal det lige siges (skrives), at hun havde besluttet sig for at besøge min moster, der var bosiddende i København og synes det var hyggeligt, hvis vi kunne rejse sammen.