lørdag den 27. juni 2009

Bestået.

Netop i disse dage er mange hollandske huse dekoreret med flag, balloner, skoletasker og -bøger, hvilket skyldes at der i huset bor et ungt menneske som har bestået det der hedder "Voortgezet onderwijs", hvilket vil sige undervisningen fra det 13 år og frem.

Jeg har haft store problemer med at forstå det hollandske undervisningssystem, da det er så meget anderledes end hvad jeg kender til fra Danmark. Man begynder sin "Basisonderwijs" som 4 årig og de første 2 år mener jeg kan sammenlignes med den danske børnehaveklasse.

Fra børnene er 6 - 12 år har hver klasse sin egen lærer som underviser børnene i samtlige fag, hvilket er noget som har givet grobund til utallige diskussioner her i huset. Min mand har været lærer i mange år og han taler selvfølgelig ud fra det rent faglige synspunkt, hvor min viden på området kommer fra da jeg selv gik i skole (for en menneskealder siden) og fra min datters skolegang.
Efter "Basisonderwijs" fortsætter de unge mennesker videre i systemet og første år kaldes "Brugklas", i løbet af dette år finder man ud af hvilken form for "Voortgezet onderwijs" der videre skal vælges og hvor lang tid det tager er afhængig af valget, der kan være gymnasium, MAVO, HAVO osv.

Ingen kommentarer: