Om at føle sig rig………

For et par uger siden skrev en blogger, at hun følte sig rig på grund af en stor blommehøst. Jeg har samme følelse, ikke på grund af blommehøst, men på grund af min kolonihave, hvor hvert eneste ledigt øjeblik tilbringes for tiden.

Turen til/fra haven foregår af denne jordvej, hvor der på den ene side af vejen er skov og på den anden mark. Skoven anvendes hovedsageligt til hundeluftning og på marken går køerne og græsser.

Min viden om køer har indtil nu været ikke-eksisterende, men der arbejdes på sagen med daglige studier på vejen frem og tilbage til haven. En kollega Jacqueline fortalte mig for år tilbage, at hvis der på en mark var en flok køer der lå ned, så var der altid en ko der blev stående. Efter grundig research er jeg nået frem til, at Jacqueline har ret i ca. 95 % af tilfældene, idet det er hændt, at alle køerne ligger ned. Til gengæld fremkom en af de andre havefolk i sidste uge med en anden teori, han fortalte at det altid er “førerkoen” der står op. Hvis ikke det er fordi køerne i flokken skiftes til at være “førerko”, så holder den teori ikke helt stik, for ud fra aftegningerne (hedder det mon sådan på en ko) kan jeg se, at det bestemt ikke altid er samme ko der står op.

Det hænder, at jeg må have en pause i havearbejdet (indrømmet det hænder faktisk ret ofte) og pausen bliver ofte brugt på at kigge på køerne og jeg undrer mig over køernes vandring hen over marken. Gad vide om der er system i den vandring?

Jeg var så heldig, at jeg fik lov til at begynde arbejdet i min nye have allerede i sommer. Da jeg startede var jeg meget i tvivl om jeg nogensinde ville få styr på den. Hold da op hvor var der meget ukrudt og hvor stod det højt! Men efterhånden begynder det hele at ligne noget. I bunden af haven var der en bakke der indeholdt haveaffald fra de sidste 8 - 10 år. På bakken og rundt omkring den groede hindbær og rabarber samt en hel masse udefinerligt. Bakken er nu på størrelse med en større tue, 10 hindbærplanter er plantet ud i haven og rabarberne er afsat til en anden haveejer (fordi der i min nye have allerede stod en lang række). Ok, der er lang vej endnu, men jeg tror, at det hele vil lykkes, måske bliver haven ikke i 2016 en modelhave (som jeg hørte en af de andre havefolk betegnede sin egen have som værende ☺). Faktisk så har jeg overhovedet ingen ambitioner om at få en modelhave, den skal bare været et sted der er rart at være, hvor vi kan få alle vore grøntsager fra og sidst, men ikke mindst, så håber jeg - mod at jeg investerer i en god havestol - kan lokke husbond til at sidde i haven og nyde fritiden i  sommer månederne.

                 FØR                                                    NU

Siden vi kom hjem fra ferie har jeg brugt hvert eneste ledigt øjeblik i haven, regn, sol og storm (heldigvis har der været mest sol) og jeg elsker det. Jeg føler mig meget rig, når jeg går rundt derude og fuglene synger omkring mig. Det eneste der af og til bryder idyllen er, når hundeejerne synes, at vovse skal have lov til at løbe løs i skoven, hvilket så absolut er fint og der er masser af plads til vovserne. Men oh ve, oh skræk, hvis vovse kommer uden for ejerens synsvidde, så skal jeg ellers love for, at der bliver råbt højt, nej skreget højt på det stakkels dyr.

I år har jeg oplevet det fantastiske, at få ros af de gamle garvede herrer i haveforeningen og det er jeg vildt stolt over. Ikke at jeg har ydet en særlig indsats for at få roserne, men det behøver de jo ikke at vide. Det drejer sig om mine hvidkål, som efter en hård start, hvor de blev overfaldet af kållarver har vokset sig store og flotte. Det eneste jeg har gjort, er såmænd at så frøene, plante dem ud samt give dem lidt vand af og til ☺.

I dag har jeg holdt fridag! Hjemmet begyndte at bære præg af, at husmoderen næsten ikke er hjemme og det måtte der rådes bod på. Desuden er der lavet græskarsuppe i rå mængder. Lige nu står der 4 liter til køling, før det skal fryses ned. Det er da en rigdom ☺. Desværre har jeg ikke nået at komme rundt i Blogland, det må lige vente lidt til at der er styr på haven.

Faktisk så skulle der her have været et billede af den skønne buket, som jeg fik fra husbond i sidste uge, men billedet blev desværre ikke særlig godt, så i stedet må det blive et billede af Misse på en af hendes 500 udkigsposter i hjemmet (godt at min mands onkel, der har lavet klokken, ikke ser det).

Vi glemte rugbrødet…….

Rent bortset fra det, så nåede vi faktisk det meste af, hvad vi havde sat os for.

Søndag aften meget sent kom vi hjem efter den dejligste uge i Danmark, en uge med et pragtfuldt vejr, hyggestunder med familie, venner og bekendte samt masser af aktiviteter.

På vej til Danmark spiser vi altid morgenmad i Vechta (Autohof ved frakørsel 64). Vi har efterhånden spist der en del gange, faktisk så mange, at servitricen genkender os og ved, at der skal iskoldt smør på bordet. Betjeningen er i top, maden ligeså og det besynderlige ved det hele er, at det morgenkomplet vi altid bestiller (den mellemste af 3 mulige) er en del billigere i betjeningsrestauranten end i selvbetjeningsafdelingen ved siden. Desuden kommer servitricen svingende med kaffekanden med jævne mellemrum, ganske gratis ☺.

Deutsche brötchen plus diverse, efter det måltid kan vi nemt holde den gående resten af dagen ☺.

Grundet vejarbejder rundt Hamburg samt fra Hamburg og mod nord, tog turen lidt længere end normalt, men i forhold til de år, hvor tyskerne havde gang i 13 vejarbejder fra Hamburg og mod den hollandske grænse, var dette intet at regne.

Siden December, hvor vi sidst var i Danmark, er der sket meget hos vor lille familie udi det nordjyske. De har bygget om og til på huset og selv som vi har set billeder undervejs gennem processen, så er det færdige resultat bare så godt. Det er lidt sjovt at tænke på den forandring huset har taget i de år vor lille nordjyske familie har haft det, starten var et ganske almindeligt parcelhus med en lang gang midt i huset, det er der efterhånden ikke meget tilbage af. Men det hele er rigtig lækkert og flot.

Vi nåede en del kvalitets tid sammen med guldklumperne, også med dem er der sket stor forandring i det halve år, der er gået siden vi sidst har set dem. Kristian, der lige er fyldt 5 år, er i den grad vokset i længden. Han synes, at det var vældig sjovt, at vi hentede ham tidligt i børnehaven et par dage og Karoline, der meget snart fylder 10, droppede frivilligt klubben efter skoletid for at være sammen med os. Hvor jeg savner de 2 i hverdagen.

Bella, den dejlige hund, er vant til at have det hele for sig selv i dagtimerne. I sidste uge måtte hun finde sig i at blive travet nogle ture i dagens løb, men egentlig tror jeg ikke hun havde noget imod det.

Når jeg sidder og tænker tilbage på hvad vi nåede i ugens løb, så er det faktisk en hel del, men alligevel var det hele afslappet. Vi nåede omkring min kære gamle faster og 4 gode venner, var på kirkegården med blomster, fik fødderne skyllet i Vesterhavet, nåede at beundre den nye havnefront i Aalborg, spise på yndlingsstedet Luna i Aalborg samt trave en tur i Aalborgs gader.

Under traveturen kom vi forbi min gamle arbejdsplads Maria Gram. Lidt sjovt at tænke på, hvis jeg ikke var blevet optaget på konstabelskolen dengang tilbage i 1972, så havde jeg måske stadig arbejdet der ☺.  Da husbond så det høje hus på Aalborgs havnefront sagde han, at hvis vi kunne bo der, så ville han måske overveje en flytning til Danmark, når han går på pension ☺.

Vi nåede skam også en tur til Den gamle by i Aarhus sammen med en god ven. Det er andet år i træk, at det er lykkedes os at komme dertil og vi håber begge, at det vil blive en årlig tradition, for vi synes begge, at det er hyggeligt at gå rundt på museet og sidste uges gode vejr gjorde det til en endnu bedre oplevelse. Sidste år købte vi for sjovs skyld en krukke brændevins sennep og da den hurtigt var væk, ja så måtte vi i år have 2 krukker. Gad vide, hvor mange der skal slæbes med til Holland næste år?



Siden sidste år er der kommet et par huse til i 70´er afdelingen og det er lidt underligt, at ens ungdom nu er på museum ☺.


Jeg kan huske, da min mor købte Beocord Belcanto båndoptageren og især husker jeg alle de timer jeg tilbragte foran den for at indspille “Efter skoletid” med Jørgen Mylius. Det var altid en besværlig affære, idet hr. Mylius gerne snakkede ind over musikken og det skulle jo helst ikke med.
Husbond var absolut ikke tilfreds, da han så hvad der var på tv i en af lejlighederne! Det var nemlig VM fra 1974, hvor Holland tabte til Tyskland.
På køkkenbordet stod en kakao dåse fra Bensdorp cacao, præcis samme dåse har vi stående i køkkenet fyldt med poser som bruges, når kattens toilet skal tømmes.
Det er under et sådant besøg, at man nok må realisere sig, at man ikke er helt grøn længere ☺.

På en blog havde jeg læst om ø haverne og dem måtte jeg se, nu vi var i Aarhus. Det er jo godt med nye input til min “mark” til foråret. Sjovt nok, så brokkede drengene sig slet ikke over, at de skulle på havevandring ☺.

Efter at have foretaget alle de obligatoriske indkøb, der som altid ender med en bil der er fyldt til sidste milimeter, gik turen tilbage til Holland søndag formiddag. Siden da er tiden gået med alt det praktiske der følger med at komme hjem med et bil fyldt til randen ☺. Men for søren da, hvor har vi nydt at være i Danmark og være sammen med alle dem, som vi holder så meget af ☺.

Sikken en herlig dag!

Tirsdagen bød på en meget spændende tur gennem de smukke gader i Delft. Vi havde på turen vores helt egen guide, en meget kompetent herre med stor viden om byens historie og det gjorde absolut ikke dagen ringere, at hans søde kone serverede den dejligste chokoladekage for os ☺.

 
Et af de første år jeg boede hernede, tog husbond og jeg en lørdag til Delft. Det eneste vi husker fra turen er, at der var hundekoldt, alt var trist og vi endte på en bruin cafe for at få varmen. Det var nu ikke det værste sted at ende, for de serverede ca. 180 forskellige slags øl og jeg smagte der for første og eneste gang banan øl. Efter den dag var vi vældig enige om, at Delft var temmelig opreklameret og at det sådan set ikke var værd at ofre den by mere opmærksomhed. 

Siden da har jeg lært bloggeren Mai-Britt fra bloggen”At bo i Holland” at kende og hun bor i Delft. Mai-Britt og jeg mødes et par gange om året og udforsker en eller anden hollandsk by. I foråret var hun og hendes mand så søde at vise mig Delft, selv om det var en lidt øv-dag, fordi jeg var snot forkølet og havde utrolig ondt af mig selv, så opdagede jeg at husbond og jeg bestemt havde fået et helt forkert indtryk af byen og at den så absolut fortjente en chance til.

Mai-Britts mand indvilligede i at være guide og i tirsdags fik husbond og jeg den store guidede tur gennem Delfts smukke gader med alle de vidunderlige gamle huse.

 
Vi mødtes hos Mai-Britt og Henk til formiddagskaffe og fik der serveret den vidunderligste chokoladekage. Mai-Britt kunne ikke have gjort mig mere glad, jeg elsker chokoladekage, simpelthen.

Derefter var det tid til at trave kalorierne væk.

Der synes at være vand overalt og det er så smukt.

Henk fortalte, at denne herlige bænk er et yndet motiv i forbindelse med bryllupsfoto.
Efter vi kom hjem, har jeg læst mig til, at kunstneren var inspireret af Park Güell i Barcelona da hun lavede den.

Apropos bryllup, så nåede vi lige at få et bryllupskig uden for rådhuset. Det så flot ud, da alle de lyserøde balloner blev sluppet løs.


Et kig mod Nieuwe Kerk.


Ved Oostport.

 
Uden mad og drikke duer helten ikke og heller ikke vi!
Frokosten blev indtaget på en herlig øl cafe. Husbond og jeg var temmelig sikre på, at det var samme cafe vi frekventerede på den kolde dag i 2002/2003.


Efter frokost brød solen gennem og vi travede videre. Alt i alt nåede vi at trave 12507 skridt, så vi var alle lidt trætte dagen derpå. Tak for en rigtig hyggelig dag, Mai-Britt og Henk.

Kom så afsted, Annette…..

Fredag eftermiddag blev jeg inspireret af en blogger der skrev om at gå en tur, selv om man ikke lige synes, at energien/lysten/tiden var der til at gøre det.

I en gade hvor jeg ofte går/cykler kunne jeg se, at eller andet var forandret, men lige i øjeblikket kunne jeg ikke finde ud af hvori forandringen bestod. Da jeg nåede et stykke længere hen ad gaden opdagede jeg alle træstubbene. Man havde simpelthen fældes alle gadens store gamle træer. Mon de var syge? Mon de var blevet for store og belært af erfaringen fra de store storme blevet for farlige at have stående? Jeg håber virkelig, at det var planen, at de skulle fældes og at det ikke er gået ligesom vi har set både i DK og her, hvor kommunens grønne medarbejdere har fået til opgave at fælde et eller andet og de bliver for entusiastiske eller ikke har forstået opgaven. Gadebilledet er fra Google maps, derfor er der ingen træer på bladene.

På en lille plads midt i et beboelseskvarter står denne gul/brune dims. Jeg ser den jævnligt, når jeg cykler forbi og tænker hver gang om den tjener et eller andet praktisk formål.

Da jeg kom hjem fra traveturen, besluttede jeg mig for at finde ud af historien bag tingesten. Det viste sig at være kunst, lavet i 2001 af en kunstner ved navn Jan Heijn Melis og historien bag Kubus som den hedder, er egentlig meget sjov. Man havde bedt beboerne i husene omkring pladsen om at aflevere et eller om dem selv, det kunne være foto, børnenes tegninger, annoncer for en fødsel m.m. og disse ting blev overført til kakler der så var blevet sat sammen af kunstneren.  

En lille hyggelig vej med gamle smukt restaurerede huse. Eneste negative er, at de ligger få meter fra jernbanesporet. Selvfølgelig kan man vænne sig til larmen  fra togene, men ud over de mange persontog der kører forbi, så er sporet også en del af Brabant routen, et spor med megen godstrafik fra Ruhr distriktet til havnen i Rotterdam.

Til aflastning for Brabant routen stod i 2007 det prestige fyldte projekt Betuwe lijn klar. Det er et 160 km langt spor fra Doordrecht i Holland til den tyske grænse. Der var og er stadig megen omtale af det togspor, idet det var budgetteret til at koste 2,5 milliard, men endte med at koste 4,7 millard. Meningen var, at al godstrafik fra Ruhrdistriktet til havnen i Rotterdam skulle fragtes via dette spor, men i Tyskland var man knap så langt fremme som i Holland og den i 2003 planlagte udvidelse af det tyske spornet går først i gang nu, hvilket vil sige, at der kommer endnu mere godstrafik via Brabant route og forbi de gamle huse. Arbejdet med den tyske udvidelse af spornettet forventes at være klar i 2022.

En dag jeg stod på apoteket, var der en ældre mand der gerne ville snakke, det har jeg det ikke altid lige godt med, for som regel taler de udpræget dialekt og jeg forstår ikke hvad de siger. Men ham her gjorde sig vældig umage med at tale ABN (Algemeen Beschaafd Nederlands, det samme som rigsdansk, bare på hollandsk ☺). Manden fortalte, at der om natten er en intens trafik på jernbanesporet og at togene som regel er fyldt med farligt gods. Kapaciteten var taget til gennem de seneste år og man forventede, at den fortsat ville øges indtil tyskerne var klar med spor udvidelsen. Manden havde førstehånds informationer fra sønnen der var togfører, så der er sikkert noget om snakken.

 

Det er tydeligt at se, at der er ferietid. Normalt er alle stativer plus omkringliggende gangarealer, hække og fortove fyldt med cykler.

Tak fordi du fik mig op af stolen, Lene.

Strøtanker på en regnvejrsdag…..

Faktisk så er mit indlæg passé, idet jeg skrev det i går, da det regnede uafbrudt.

Sørme, om ikke meteorologerne ved KNMI fik ret, det er nu ikke altid, at de gør det. Det undrer mig ofte, de får bedre og bedre udstyr til at forudsige vejret og alligevel bliver forudsigelserne ringere og ringere, hvorfor? Er det fordi vejret i forbindelse med klimaforandringer er blevet mere uforudsigeligt? Hvis det er tilfældet, så forstår jeg ikke, at de vejrforudsigelser jeg finder i bogen ”Vore gamle kalenderdage”, som jeg købte for en del år siden, ofte passer bedre end meteorologernes. En tidligere kollega, der i øvrigt er tysk, sagde engang, at hun altid så på den belgiske vejrmelding for det nordlige Belgien, for den holdt som regel meget bedre stik for det sydlige Holland end den hollandske vejrmelding. Men det glemmer jeg som regel at gøre og i dette tilfælde betød det heller ikke så meget.

Gårsdagens triste vejrmelding for i dag gjorde, at jeg tog i haven og fik sat 21 jordbærstiklinger på det nye jordstykke, der skal flere til, men jeg orkede ikke mere og da der i løbet af eftermiddagen havde småregnet et par gange og jeg var taget af sted i shorts og T-shirt, var det ikke så sjovt længere. Men der blev fjernet ukrudt i begge haver, så samvittigheden fejler ikke noget på det punkt. Jeg har i øvrigt i det tidlige forår sået ”Deense witte kool” som dansk hvidkål hedder hernede. Det hed sig i frø kataloget, at de kunne holde sig i umindelige tider og at de i øvrigt var gode at fryse ned. Jeg har i sommerens løb set, at vi må dele med de mange kålorme der mæsker sig godt og grundigt i bladene, men mon ikke der bliver til os alle. Men det undrer mig, at de hvidkål der står tæt op af broccolien har kålormene ikke været i, det samme gælder de der står op ad stikkelsbær- og hindbærbuskene, men de kål der står alene og nær sojabønnerne, der ligner bladene et fint spindelvæv efter kålormenes besøg. I øvrigt skal jeg have fundet ud af, hvad jeg skal gøre med de sojabønner, jeg fik frøene forærende engang vi var på ”Pure Markt” og de kommer fint op. Men hvordan man får dem omsat til noget spiseligt, det mangler jeg at finde ud af.

Hvad er der så sket i det år, hvor jeg har været fraværende på bloggen?
Vi var så heldige, at vi kunne fejre juleaften i Danmark. Da talen faldt på, at husstanden skulle udvides med et husdyr, havde jeg ligesom set i øjnene, at det nok aldrig blev muligt at holde jul i Danmark mere, men det lykkedes at få barnepige til det lille væsen. Det var helt igennem vidunderligt at være i Danmark i juledagene, at være sammen med mine kære, at kunne mæske sig i dansk julemad og blive inviterede til diverse julefrokoster. Desværre blev vor vært syg mens vi var der, men det gik alligevel.

I det store og hele går det godt med den Diabetes 1, som jeg pludselig tilegnede mig for et par år siden. Medicineren siger, at hvis jeg følger den vej jeg har valgt, så er han nogenlunde tilfreds og diabetes sygeplejersken synes også at være godt tilfreds og viser mig, at jeg er rimelig stabil. Hun er også så sød og sige, at mennesker med mit aktivitetsniveau aldrig vil være helt stabile. Alt i alt lyder det jo meget godt, så lang tid jeg hele tiden har fokus på bevægelse og på hvad jeg putter i munden. Jeg synes egentlig ikke, at jeg lider de helt store afsavn og hvis jeg hele tiden tænker fremadrettet og afholder mig fra at være spontan og finde på at tage på pludselige udflugter m.v., så kan jeg holde insulin indtagelsen på et nogenlunde niveau, selv om kurven er langsomt stigende.

Egentlig synes jeg, at jeg har været travlt optaget hele året, men når jeg kigger billedmaterialet igennem, så er det faktisk ikke det helt store der er sket. Jeg har mødtes med Mai-Britt fra bloggen ”At bo i Holland” et par gange, det er altid hyggeligt og snakken går samtidig med at vi når lidt sight seeing samt diverse kaffepauser. Der er blevet cyklet lidt i lokalområdet, egentlig ikke så meget. Det er helt forkert, det burde have været meget mere.

Desuden har der været bryllup i familien, bonus sønnen og hans smukke Cynthia blev gift i maj. Det var en stor dag for det unge par og jeg fik et indblik i hvordan et bryllup fejres i Holland, hvilket er en del anderledes end jeg var vant til fra Danmark. Men hvert land sine skikke.

Den skønneste weekend…..

Konen (mig, altså) har gennem de sidste 3 – 4 år regelmæssigt ævlet om, at hun gerne vil til havet, det er bare aldrig blevet til noget. I lørdags var så den store dag, hvor jeg endelig skulle dyppe tæerne i havet, selvfølgelig ikke i ”mit” Vesterhav, men Nordsøen og det er jo næsten lige så godt.

Målet for turen var Westkapelle i provinsen Zeeland. Vi var der engang for år tilbage og jeg mente at kunne huske, at der var en bred sandstrand. Alt gik prima, lige indtil ca. 70 km før Westkapelle, hvor køen på motorvejen begyndte. Bilens Tom Tom (som vi i øvrigt aldrig har fået navngivet) meldte om 10 km. stillestående trafik. Det følte vi os ikke fristede til at være en del af, så vi tog første frakørsel.

Det var faktisk slet ikke så tosset, at der var kø på motorvejen ellers havde vi aldrig set en perlerække af idylliske landsbyer, som i hvert fald jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med. I en af dem, Wemeldinge meldte kaffetørsten sig og heldigvis viste byen sig at være i besiddelse af en te have ved navn ”Achterom” (Bagom).

Hold da op hvor var der fint, jeg kunne sagtens være blevet der resten af dagen, hvis ikke lige det var fordi der stod hav på programmet. Ud over at de serverede den mest fantastiske gulerodskage, så blev der spillet 60´er musik af 6 purunge gutter, skønt! Der var lidt gammeldags konditori stemning over stedet, helt igennem vidunderligt. Faktisk så var te haven til salg, inklusive et smukt restaurerede gamle hus, men husbond mente ikke lige at det var noget for ham at vimse rundt med forklæde og servere te/kaffe og kage.

Turen gik videre mod Westkapelle via diverse biveje. Undervejs kom vi til at tale om, at det måske ikke var den sjoveste dag at køre til Westkapelle, idet der jo var en årsag til køen på motorvejen, der i øvrigt hovedsagelig bestod af belgiske og tyske biler. Og pludselig åbenbarede den yndigste lille bitte hvide sandstrand sig for os, den lå ganske vist ikke ved havet, men tæt derpå i Oosterschelde, den blev vi enige om at berige med vor tilstedeværelse og så glemme alt om masseturisme i Westkapelle.

Det var ualmindelig dejligt igen at have sand mellem tæerne! Den lille strand vi havde valgt, var åbenbart et yndet sted for dykkere, måske nybegyndere, i hvert fald var der mange af dem. Det var lidt sjovt at se den forskel, der var på dykkernes gangart når de gik i vandet og når de kom op igen, hvor de dårligt kunne slæbe sig af sted med al udstyret. Vi fik badet, selv om der var ebbe da vi kom og vi måtte gå langt for at vandet nåede længere end til knæene, men bare det at være i og ved vandet var også fint.

Efter nogle timers solbadning og en tiltagende rødlig nuance (solcremen lå ganske vist i tasken) kørte vi mod Yerseke, en større landsby, der er kendt for sin østers og muslinge produktion. Aftensmaden bestod selvfølgelig af muslinger, hvor er jeg dog glad for at jeg har lært den spise at kende. Indtil jeg flyttede til Holland havde jeg kun smagt dem fra konservesdåse, men det er heldigvis blevet ændret.

Efter maden travede vi en lang tur i byen og så bl.a. de mange østers ”brønde” (jeg er ikke klar over, om brønd er det rigtige ord, men det er hvad Google translate oversætter oesterputten til). I havnen lå den ene store luksus yacht efter den anden og byens unger hyggede sig med at hoppe i vandet fra kajen og svømme til en af de mange mindre moler for derefter igen at tage turen. Vi snakkede med en mor, der stod og kiggede på sønnen, der var en af de mange drenge. Hun fortalte, at sønnen ikke mente, at det var nødvendigt at hun kom og så på, men at hun var sikker på, at han nok senere i livet ville takke hende for, at hun havde vist interesse. Jeg tænkte, hvor er det dog vidunderligt at se ungernes leg, de havde det herligt og var alle fantastiske svømmere. Med fare for at lyde uendelig gammeldags, så foretrækker jeg det frem for at de gemmer sig indendøre med Ipad og computer.

Søndag blev motorcyklen luftet rundt i lokalområdet, det er alt for længe siden det sidst er sket og vi nød det begge. Vi nød også kaffen og den herligste jordbærkage i Loon op Zand.