Duisburg…..

Tyskerne har det med at anbringe ting langs deres motorveje, som husbond og jeg ikke kan finde ud af. Vi gætter og diskuterer indtil en af og tager sig sammen og undersøger sagen til bunds.

I går eftermiddags, fik jeg pludselig chancen for at komme en tur til Duisburg og på vej dertil kom jeg til at tænke på alle vore gætterier omkring en høj rød tingest, der er anbragt på en bakketop langs med A40, kort før Duisburg. Hold da op hvor har vi gættet, om dagen så man tingesten som silhuet mod horisonten og om aftenen var den oplyst.

En søndag i januar 2009 blev det for meget, sagen måtte undersøges grundigere og os af sted mod Duisburg.

Det viste sig at være noget såre simpelt som et kunstværk, der forestillede en overdimensioneret minelampe ”Geleucht”! Desværre var der lukket for adgang til udsigtsplatformen, da vi var der, men da dagen bød på diset januarvejr, gjorde det ikke så meget. Flot var kunstværket og udsigten må være fantastisk på en dejlig sommerdag.

Jeg er ellers ikke så vild med Duisburg! Jeg kan ikke huske, om jeg tidligere har fortalt om mine blandede følelser for byen, men de opstod under en rygsæktur tilbage i foråret 2000.

Jeg havde aldrig nogensinde tidligere prøvet noget så vildt, som at være backpacker, men prøves det skulle det. Henset til alder og magelighed havde jeg dog bestilt hotelværelser rundt i Holland og Tyskland, hvilket var en suveræn nydelse. Men hele turen gik godt, jeg fik set utrolig meget, besøgte for første gang nogensinde Amsterdam, som jeg var vildt benovet over og fik snakket med et utal af spændende mennesker. Og det lå bestemt ikke i kortene, at jeg ca. 2½ år senere skulle bosætte mig i Holland ☺.

Da tiden var inde til at vende næsen hjemad mod det nordjyske, tog jeg med toget fra Eindhoven mod Duisburg, hvorfra det var muligt at komme med et tog nordpå. Da toget ankom til Duisburg, en trist og grå banegård med et utal af underlige mennesker rendende rundt på perronerne, bl.a. et ungt par med rigtig mange hunde af forskellig størrelse og race. Manden lå og sov midt på perronen og pigen forsøgte lidt halvhjertet at holde lidt styr på hele menageriet.

Da jeg fik fundet ud af hvilket perron jeg skulle med toget fra, var der øde, som i helt fuldstændig øde. Senere kom der 2 glade fulde mænd, der fortalte, at hele Tyskland havde haft fri den dag og der var blevet festet igennem hele dagen, den følgende dag var også en fridag, nemlig 1. maj.

Da de gik, var jeg igen alene og alt var øde og trist. Alle forsøg på at ringe til Danmark for at høre en kendt stemme måtte opgives, idet der i displayet i min mobiltelefon stod ”Contact operator”! Uanset hvor meget jeg pillede og trykkede, kunne jeg ikke få dyret til at virke. Nå, men det var vel ikke værre, end jeg kunne finde en telefonboks et eller andet sted. Undervejs fandt jeg ud af, at møntbeholdning var så godt som ikke eksisterende, jeg havde faktisk kun D-mark sedler. Jeg vil ikke sige, at jeg var hunderæd, men jeg var nok heller ikke helt stolt ved situationen.

På et tidspunkt rullede et tog ind på perronen, på skiltet stod Rødby-Puttgarten, så det havde ikke noget med mig at gøre. Toget blev holdende flere timer og da vi omkring ved 1 tiden om natten nærmede os tidspunktet for afgang af det tog jeg skulle med nordpå, gik jeg hen til personalet for at spørge om toget til Fredericia ikke kom på denne perron? Det viste sig, at være de sidste vogne i Rødby-Puttgarten toget og stor var glæden. Både over, at jeg havde taget mig sammen til at spørge samt over at jeg ikke skulle tilbringe en nat på banegården i Duisburg.

Da jeg endelig fik plads i toget hev jeg mobiltelefonens brugsanvisning frem, fik batteri og simkortet taget ud og sat i igen og så virkede telefonen pludselig og ind væltede det med sms´er fra familien, der ikke kunne forstå, at de ikke hørte fra mig. Klokken var imidlertid blevet midt på natten, så det var ikke en mulighed at ringe eller skrive, men jeg følte mig ikke længere helt alene i verden.

I dag skal der slappes af!

Husbond tilbragte lørdagen med efteruddannelse og jeg havde lovet at køre til Turnhout (Belgien) for at foretage diverse ”livsnødvendige” indkøb.

Da bilen var fyldt med bl.a. husbonds yndlingskaffe og ditto isthe, som vi af og til kan få i en forretning her, af og til i en anden, men altid i Carrefour, gik det hjemad. Med i bilen var i øvrigt også 2 nye dækkeservietter, der overhovedet ikke passer til noget som helst i hjemmet, men det var, hvad jeg i al hast kunne finde. Til jul har vi altid min mors gamle plastdækkeservietter med en stor gemytlig julemand liggende på bordet, husbond elsker dem og vil helst have dem liggende på spisebordet året rundt. Jeg ved godt, at det er en bagatel, men jeg er altså ikke så vild med at have juledækkeservietter liggende ud over julen og i særdeleshed ikke fordi skabet indeholder op til flere sæt utroligt smukke, skønne og romantiske Lene Bjerre dækkeservietter i stof. De falder ikke lige i husbonds smag og kompromiset var indkøb af nye plast! Så nu gør vi i franske krydderurter.

Fra Turnhout gik turen til Dongen for at handle dagligvarer, egentlig skulle man tro, at vi havde en storfamilie med minimum 5 – 6 børn, så propfyldt var bilen.

Hjemme igen stod opgaven på bagning af fødselsdagslagkage til nabomanden. Manden hører til den type, der absolut ikke ønsker sig noget som helst og siger, at han er glad bare vi kommer.

Vi havde været omkring et par fisk til ham, da han er lidenskabelig akvariemand, men da vi med vores ringe viden omkring akvariefisk, sikkert ville have købt noget helt forkert og i værste fald nogle fisk, der måske havde ædt alle de andre i hans store smukke akvarium, blev det til en ”Faster Helles chokoladekage” i stedet for. Den blev møjsommeligt dekoreret med ”Henry 55 år”, hollandske og et enkelt dansk flag og diverse andre flagrende tingester og så ganske nydelig ud (jeg glemte alt om at tage bevismateriale).

Senere blev stakken af strygetøj ryddet af vejen og da husbond endelig dukkede op omkring ved 18 tiden, var vi parate til at tage til fødselsdag. Og hold da op, hvor samvittigheden er god efter sådan en dag, hvor alle forrådslagre er fyldt op og strygetøjet væk. Jeg fik endda også startet på en babygarderobe til en lille ny hollænder, der bliver Franks første barnebarn og mit første bonusbarnebarn, han/hun forventes at ankomme sidst i maj måned ☺.

En dag på landevejen….

Det er utroligt, så klog man (jeg) bliver på en tur på landevejen.

Jeg ved nu, at befolkningstallet i Tyskland er steget for første gang i løbet af de sidste 8 år. Indbyggertallet er nu på 81 mill. og befolkningstilvæksten skyldes for en stor dels vedkommende tilgang af østeuropæere, hovedsageligt fra Polen samt at fødselstallet er større end dødstallet.

Der er ingen grund til at lede, billedet indeholder ikke noget bemærkelsesværdigt, ud over at dagen bød på en dejlig blå himmel og solskin ☺.

Denne tingest ligger langs A57 mellem Krefeld og Køln. Hver gang vi passerer den, snakker vi om hvad det mon kan være. Vor første tanke var, at det nok var en indendørs skiløjpe, men på den anden side set, det ser ud som om den lige ved et græsdækket affaldsbjerg. Den giver os i hvert fald noget at snakke om, når vi passerer ☺.

Jeg ved nu også, at rumstationen ISS, hvor den hollandske læge og astronaut André Kuipers opholder sig for tiden, var tæt på en katastrofe i morges, da et stykke affald fra en tidligere satellit (på størrelse med en tennisbold) drønede med stor fart med kurs mod ISS. Det lykkedes heldigvis bemandingen på ISS at manøvrere rumstationen udenom affaldet.

Det er ikke ofte, at trailerdekoration gør et større indtryk, men denne synes jeg er smuk.

Vi har skrålet (Frank synger, jeg skråler) med på alle de gamle tyske slagere, som radiostationen WDR4 har underholdt os med i dagens løb og maskerne er fløjet af pindene.

For én der aldrig kunne drømme om at tænde for radioen, når jeg er alene, så er det lidt stort.

Skønt! Jeg elsker det og føler mig utrolig privilegeret over at jeg kan.

Der hersker stor travlhed…….

Jeg har altså bare så travlt ☺☺☺.

Nu drejer travlheden sig hverken om job, rengøring eller noget andet frygtelig praktisk, hvor jeg må piske rundt og lave tusinde ting på en gang - nej, nej jeg sidder trygt og godt inde i varmen foran computeren og nyder det, samtidig med, at jeg mindes svundne tider.

Til jul fik jeg 3 fyldte CD´er med knap 3000 billeder, som min eksmand havde scannet ind til mig og jeg er i gang med at sætte billederne ind under de rigtige årstal og begivenheder.

Enkelte billeder kunne jeg godt huske og har ofte kigget efter dem i arkiverne uden at have kunnet finde dem og nu er de her pludselig. Skønt!

Hvor jeg dog elskede den kjole, til sidst kunne den næsten ikke hænge sammen længere, så slidt var den. Her er den med på ferie ved Gardasøen i 1970 og det viste sig, at en af de andre gæster søde Helle fra Aalborg (så vidt jeg husker) havde samme smag. Jeg mener, at der fulgte hvide bukser med til kjolen, men det var nu ikke meget de blev brugt.

Utroligt at den dejlige unge meget snart fylder 35 år. Hvor er jeg stolt af hende, både nu og dengang.

Dette billede har jeg ledt efter længe og troede, at jeg måske havde drømt, at Oldes kaktus engang har haft så mange blomster på én gang. Kort efter billedet blev fotograferet i 1986, måtte jeg dele den og siden da, er det kun blevet til et par blomster på samme tid.

Mine tidligere svigerforældre boede i Odense, hvor de havde den mest fantastiske have. Jeg prøvede gennem mange år at gøre dem kunsten efter, men det lykkedes aldrig ☺.

Min dejlige kollega Tove og jeg fik i 1993 chancen for at besøge skoleskibet Danmark. Det var en spændende oplevelse og hvor blev vi flot beværtet.

Fra mit arbejdsliv! Billedet blev taget i 1994 i forbindelse med et eller andet F-16 projekt. Jeg håber, at deltagerne undskylder, at de nu pludselig befinder sig på en blog ☺.

Nå, men jeg må tilbage til sorteringen ellers ender det med at blive et mange års projekt. En god dag til jer derude i Blogland.

Smaragdbryllup.

I lørdags var vi til noget så usædvanligt som smaragdbryllup hos min mands tante og onkel. Det må vist være lidt af en bedrift i 2012 og de søde ældre mennesker er begge meget energiske og friske.

Dagen blev fejret på samme vis, som hvis det var fødselsdag, hvor alle stuens siddemøbler er rykket ud til væggene og vi sidder på rad og række og bliver beværtet ☺.  Jeg elsker, når jeg til en sådan begivenhed kan sidde lidt afsides og bare lytte, for der snakkes og der snakkes meget højt og der snakkes meget dialekt. Husbond bekræfter som regel min antagelse om, at der ikke bliver lyttet særlig meget, kun snakket ☺. I lørdags sad jeg ved siden af en sød ældre dame med høreapparater, hun spurgte hvor meget jeg egentlig fik ud af snakken, for hun havde problemer med at følge de forskellige diskussioner i rummet. Det samme gælder for mig, men vi var rørende enige om, at det var uden betydning, så lang tid vi havde det godt.

Traktementet var også fødselsdagstraktement, kaffe med stor flot flødeskumslagkage ved billede af smaragdbrudeparret, som vi fik ved ankomst. Derefter diskes der op med alverdens forskellige salater, ost og kiks samt øl/vand/vin og der er bestemt ingen der går sultne hjem.

Brudeparret er som nævnt friske og energiske mennesker med en meget fyldt agenda. Det plejer at høre til langtidsplanlægning, når vi skal have en aftale i stand. De går stadig efter 55 år og smådriller hinanden dagen lang og det er bestemt ikke mit indtryk, at de er løbet tør for diskussionsemner efter de mange år ☺.

Verdens bedste porretærte….

Jens havde for et par dage siden en opskrift på verdens bedste porretærte. Nu står den bare og venter på, at husbond ringer og siger, at han er på vej hjem, så den kan komme i ovnen.

Jeg vil tillade mig at tilføje, at tærten også er meget let at lave og dejen opførte sig som en drøm. Tak for opskriften, Jens.

Cox Orange….

Jeg blev pludselig helt nostalgisk i går, da jeg stod og vaskede et Cox Orange æble af.

I min barndoms have bag Arentsminde central, var en lille del af haven udlagt som ”frugtplantage”. Jeg tror, at der alt i alt har været 5 – 6 æbletræer af forskellige slags samt et par ribs, sol- og stikkelsbærbuske. Blandt æbletræerne kan jeg huske, at der var et med Cox Orange æbler og for søren da, hvor vi unger stjal af dem, når vi legede. Vi kunne ikke forstå, at æblerne først blev modne så sent på året og vi måtte hele tiden smage, om ikke der var sket et mirakel og æblerne havde nået det spiselige stade ☺.

Da mine forældre flyttede til Brovst, var der fri adgang til endnu mere frugt end vi tidligere havde haft, idet min morfar og mormor havde et stykke jord bag cementstøberiet, hvor der vel var 10 – 15 frugttræer. Dog måtte vi her dele med ponyen Klaus Jørgen, men han var egentlig mest til blommer og ved den tid, at Cox Orange æblerne begyndte at modnes, holdt Klaus Jørgen sig mest inden døre.

Da jeg senere blev gift og flyttede i eget hjem, havde vi i begyndelsen ingen frugttræer i haven, kun bærbuske. Men til gengæld kørte der altid sidst på efteråret en varevogn rundt, hvorfra der blev solgt Cox Orange æbler i kassevis. Sjovt nok, så kom sælgeren altid lige omkring spisetid og det var svært at være et godt eksempel for Jeanett og vente med at begynde at spise æbler til aftensmaden var spist. Selvfølgelig kunne æblerne også købes i supermarkedet, men det var ikke nær så sjovt ☺.

Nu må Cox Orange - i mangel på frugttræer - købes i supermarkedet. Skrællen er en smule gummiagtig, det irriterende lille mærke med navnet skal tages af, nogle gange bliver limen siddende på æblet og de må vaskes godt, for hvad er de mon blevet sprøjtet med. Selv om æblerne smager fint, så er det altså ikke helt det samme som at plukke dem selv eller købe dem i kassevis af frugtmanden dengang tilbage i 70´erne og 80´erne☺.

Godt nytår.

Godt nytår til jer alle i Blogland!

Jeg håber, at I alle må få et fantastisk år og alle jeres ønsker for året må gå i opfyldelse.

Det var ikke lige meningen, at stilheden på bloggen skulle have varet SÅ længe, men den diabetes, der har fyldt rigtig meget i løbet af 2011, fyldte pludselig endnu mere rundt juletid.

Året 2011 har for mit vedkommende budt på både super gode og knap så sjove oplevelser.

Af de gode kan nævnes, at Frank og jeg blev gift i februar, at det lykkedes at samle hele familien, både danskere og hollændere til et par skønne dage i Ardennerne for at fejre Franks 60 års fødselsdag, dejlige besøg fra Danmark i årets løb og at det helt udenfor planen lykkedes at holde jul i Danmark, hvor jeg fik læssevis af knuseture fra mine 2 guldklumper af børnebørn.

Der har også været nogle nedture i årets løb, men stor var glæden, da jeg først i september fik lov til at droppe den ene slags diabetes medicin. Glæden varede dog meget kort, idet en længerevarende forkølelse, som jeg pådrog mig i ferien i Danmark, satte et eller andet i gang, der resulterede i at glukosetallene steg og steg og bliver ved med at stige og tilsvarende gør medicinforbruget.

Siden kort før jul har jeg været på højeste dosis medicin der her gives i tabletform og jeg havde egentlig forventet, at jeg under ekstra kontrolbesøg hos diabetes damen i går, ville få at vide, at tiden var inde for at komme ”på sprøjten”, men jeg fik lidt udsættelse ☺. Nu ved jeg så ikke lige om jeg skal synes det er supergodt eller ej, for udsættelsen skyldes, at jeg blev hundesyg i juleferien i Danmark, så syg at jeg ikke var til pænt brug i et par dage og vi kørte hjem før tid. Vi har en ide om, at det måske var et nyrestensanfald og før det samt alt mulig andet er blevet undersøgt, vil der ikke blive taget stilling til fremtidig diabetes medicin.

Altså 2012, må meget gerne byde på noget andet end at tænke på medicin og sygdom. Jeg har altid udbredt mig til dem der nu gad lytte, at jeg var en af den ”tough guys” og det kniber ligesom lidt at blive ved at fastholde det, når forskønnelsesprodukterne på badeværelseshylden langsomt bliver erstattet af medicinkasserne ☺.

Igen et rigtig godt nytår til jer alle.