Nu er det altså ikke fordi alle mine fremtidige indlæg skal handle om sygdom eller besøg i den hvide verden, men jeg fik lyst til at fortælle om et (for mig) meget anderledes ventesystem, som jeg har set anvendt her i Holland.
Første gang jeg stiftede bekendtskab med systemet, var hos lægen i Oss, hvor vi tidligere boede. Ved et lægebesøg mødte man op til den aftalte tid og gik ind i venteværelset, hvor patienter til lægehusets 5 læger ventede. 5 læger er også lig med 5 døre og fidusen var, at man satte sig så nær ens egen læges dør som muligt og forsøgte at holde øje med hvem der gik ind/ud af døren, for derved at finde ud af, hvor mange der var foran én. Det var ikke altid muligt at finde en siddeplads i nærheden af den rigtige dør og derfor måtte man fra sit fjerne hjørne eller måske en siddeplads, hvor man vendte ryggen til lægens dør, forsøge at finde ud af hvornår det var ens tur og undgå at blive ”sprunget over”.
Jeg hadede det system, flere gange blev jeg sprunget over, idet det ikke var muligt at forcere fødder, tasker og legende børn i et tempo, så jeg nåede døren i rette tid. Det skyldes måske også, at jeg på daværende tidspunkt ikke mestrede det hollandske sprog særlig godt (engelsk var ikke velset at bruge i Oss) og derfor ikke synes, jeg kunne tillade mig at råbe tværs gennem lokalet på gebrokkent hollandsk, at det var min tur.
Jeg spurgte min mand, der gennem mange år var kommet i lægehuset og derfor var vant til systemet, hvordan han gjorde? Jo, han holdt da bare øje med døren! Jamen hvad så, hvis du sidder i den anden ende af lokalet pga. manglende siddepladser? Svaret var, at han flyttede sig da bare nærmere døren, når der blev plads. Alt i alt meget logisk og let, men jeg blev aldrig fortrolig med systemet.
Lykke var, at vi flyttede her til byen, hvor ens aftale hos lægen automatisk bliver ført ind på EDB systemet, når man bestilte tid. Lægen/diabetes sygeplejersken kommer selv ud og henter en i venteværelset, når det er ens tur og man kan i fred og ro fordybe sig i alle de spændende blade, der ligger i venterummet uden at tænke på, om man bliver sprunget over eller ej.
Mellem jul og nytår 2010 begyndte mine trængsler så igen, idet jeg blev fast kunde i byens laboratorium. Inden jeg begynder at brokke mig over ventesystemet, så vil jeg lige sige (skrive), at jeg synes det er utrolig flot, at der i en by med godt og vel 16.500 indbyggere, hvilket efter hollandsk standard er en lille by, i det hele taget er et laboratorium.
Laboratoriet åbner kl. 08.30 og da jeg altid skal møde fastende, sørger jeg for at være en af de første der møder op. Laboranterne møder som regel omkring 8.15 og fra det tidspunkt kan man komme inden døre. Står der flere og venter på at komme ind eller er dørene åbne når man kommer, spørger man ”Hvem er den sidste?” og så er det med at holde øje med ham/hende.
Men så let går det ikke! Diabetikere, der sprøjter insulin har forrang, hvilket de gør meget ud af at fortælle. De kan komme dryssende og kommer alligevel til først! Sidste gang var der en dame, der følte sig foranlediget til at vise os alle hendes indkaldelse, så vi kunne se at hun havde ret til at komme før vi andre ☺.
Ud over, at det for mig er et bøvlet ventesystem, så er det samtidig et spændende studie udi menneskeheden at sidde og vente på, at det bliver ens tur. Som regel er der en eller flere diabetikere, der føler trang til at berette for den øvrige forsamling om deres store medicinforbrug. Det hænder, at det afføder diskussioner, idet andre mener at de skal indtage/sprøjte endnu mere medicin. En del af de diabetikere med højt medicinforbrug tilhører som regel en vægtklasse, der så vidt jeg kan skønne ligger 40 – 50 kg over normalvægten. Dette får mig hver gang til at tænke på, at vor diabetes sygeplejerske engang sagde, at jeg ville blive forbavset, hvis jeg vidste hvor mange af hendes patienter, der sagde ”Giv mig bare en ekstra tablet”, når hun kom ind på emnet motion og bevægelse!
Det anderledes ventesystem er iht. min mand typisk for en landsby og et levn fra tidligere. Jeg har siddet og tænkt på, hvordan det egentlig var førhen i det Nordjyske, jeg mener at kunne huske, at man ved ankomst meldte sig hos en receptionist og at det var hende, der holdt styr på tropperne. I tirsdags var jeg på laboratoriet i Tilburg og her fandt jeg ud af, at det heldigvis også kan være anderledes, idet man her trak numre og det kan jeg ligesom bedre finde ud af ☺.
En rigtig god weekend til jer alle ude i Blogland.
