“In den Bockenreyder”

Utroligt, som vi flyver og farer rundt i disse dage.
I søndags blev et kobberbryllupsgavekort, som vi sammen med vore naboer, havde givet et andet nabopar, endelig indfriet - efter et par måneders ventetid. I mangel på gaveønsker og kreativitet udi gaveindkøb, fik parret en frokost på en restaurant, hvor vi af og til kommer alle 6.

Restauranten ”In den Bockenreyder” (Bockenreyder/Bokkenrijder = Klodshans) er svær at beskrive, den skal opleves. Den ligger i det sydlige Noord Brabant, i Esbeek, midt i et skovområde.

Tidligere, altså før vi kom der første gang, gik et æsel rundt mellem bordene og tiggede godbidder.

Alle er velkomne, ridende, cyklende, gående og kørende gæster og der er oven i købet et par marker, hvor ridende gæster kan have hestene gående, alt imens ejerne får sig lidt godt at spise/drikke.

Sådan kan man også køre på restaurantbesøg ☺.

Eller sådan…..

Restauranten har ikke mange retter at vælge imellem, men de der er på menukortet er noget helt for sig. Og menukortet er skrevet på Brabansk dialekt, noget der tager lidt tid for en dansker at stave sig igennem.

Der er forskellige supper, uitsmijtere (udsmidere), hvilket vil sige brød med skinke/bacon og ovenpå spejlæg, de er leveringsdygtige i uitsmijtere med hhv. 3, 5 og 10 æg. Den med de 10 æg har jeg aldrig set, men da størrelsen af retten med 5 æg er stor, så må den anden være enorm. Jeg har også set isdesserter båret rundt og de er intet mindre end enorme.

“Drengene” valgte uitsmijtere med hhv. bacon og skinke, utroligt at de kunne kæmpe sig igennem sådan en portion.

I søndags smagte jeg for første gang en bondetallerken og når man har været igennem den, så er man ikke mere sulten den dag. Der er en skive rugbrød (sådan rigtig rugbrød), der er en enorm skive tysk rugbrød, rosinbrød og kruidenkoek (noget i retning af sirupskage) samt forskellig slags pålæg og ost.

Der er altid mange mennesker på restauranten, hvor det meste foregår udendørs, men der er også mulighed for at være indendørs, enten i et lille hus, der er indrettet som beboelsen tidligere så ud på en bondegård eller i stalden.

Mit 4 benede dagplejebarn, hvis “mor” og “far” vi fejrede, nød at kunne kigge på alle de andre hunde, heste samt opmærksomheden fra andre gæster.

På tur med drengene……

Husbond har ofte sagt, at han vældig gerne vil se DAF museet i Eindhoven!

Det er altid på listig kvinde vis lykkedes mig, at få samtalen kanaliseret over på et andet emne, for museet har nok ikke lige ligget øverst på listen af steder, som jeg gerne vil se ☺. Men i denne uge, hvor der har været et andet mandfolk i huset, da skulle DAF museet besøges og jeg SKULLE med ☺.

Det var skam også fint nok, jeg anede simpelthen ikke, at DAF havde lavet så mange forskellige personbiler, at de var de første, der lavede automatgear (Variomatic), at firmaet blev overtaget af Volvo osv., jo, jo det skortede ikke på information og det meste var egentlig spændende nok.

Jeg brugte tiden på at drøne rundt og fotografere, det blev til 100 stk. af forskellig kvalitet (drengene beklagede sig over skarpheden i en del af dem), alt imens drengene fordybede sig i detaljer som motorer, militærkøretøjer osv.

Blandt andet så vi Jackie Kennedy og Ari Onassis strandvogn, flot lille køretøj, som parret brugte til kørsel i og omkring Monaco.

 

Vi så også den hollandske kongefamilies strandvogn ”Daf Kini”, den brugte familien på deres italienske ferieresidens på Port Ercole og var selvfølgelig døbt Willem Alexander ☺.

I den forbindelse kan jeg i øvrigt fortælle, at der er forskel på nummerplader i Danmark og Holland. Hernede beholder en bil den nummerplade, som den får ved første registrering. Nummerpladen  bliver siddende på bilen altid (altså, hvis ikke lige den mistes) og når bilen skrottes, så skrottes nummerpladen også. Den kongelige hollandske families nummerplader starter altid med AA, ikke noget med krone her. I modsætning til alle andre må den kongelige familie overføre AA nummerpladerne til nyere biler. 

Hvis en bil mister sin nummerplade, så kommer der et nydeligt lille 2 tal på nummerpladen og hvis nummerpladen igen forsvinder på en eller anden vis, så kommer der et 3 tal ☺.

Blandt alle bilerne havde man opbygget et scenarie med værksted og forretninger, det var knaldgodt lavet. Blandt andet var der en ”forretning”, hvor jubilæumsgaver og afskedsgaver til medarbejdere fra DAF fabrikken var udstillet. Se, det var spændende.

En politibil til ME´erne (den hollandske udrykkerstyrke) var der også, jeg glemte at se efter, hvor gammel den egentlig var, men sjov og meget primitiv var den.

Der var også en afdeling for miniaturebiler, både last- og personvogne. Og det viste sig sandelig, at en af de biler, som husbond har i den hjemlige samling, var udstillet ☺.

Bygningen, hvori museet befinder sig, blev bygget i 1884, de første mange år rummede bygningen damp-ølbryggeriet ”De Valk”, der i årevis var det største bryggeri i Eindhoven. DAF museet flyttede ind i bygningen i 1993 og jeg synes bygningen passer perfekt til formålet.

Noget, som jeg også fandt uhyre interessant i museet var, at en del af museet var indrettet som en gammel smedje med et hav af udstyr af ældre dato. Årsagen til dette var, at DAF´s grundlægger Hubert Jozef van Doorne egentlig startede sin løbebane i faderens smedeværksted. Rummet passede perfekt til formålet.

Alt i alt vil jeg mene, at selv om man har den holdning, at en bil er noget der skal starte, når man drejer nøglen/trykker på knappen og hvis ens viden om en bil ellers begrænser sig til at fylde benzin/diesel/olie på, så er museet ikke det værste man kan blive udsat for ☺.

På sightseeing……

Dagens udflugt gik til den sydlige del af Belgien, nærmere bestemt til Geraardsbergen, hvor ”Muren” fra cykelløbet ”Flanderen rundt” skulle besøges. Vi har en gang tidligere været der og havde bestemt, at ugens danske gæst skulle se, hvad cykelrytterne udsætter sig selv for.

Vejret var ikke just lovende, gråt i gråt og kort før Gerardsbergen begyndte det at smådryppe. Da vi stod ud af bilen på torvet i byen, havde dryppene ændret karakter til at være temmelig store og kraftige. Men pyt, vi var hårdkogte og travede af sted.

Geraardsbergen er en af Belgiens ældste byer og den var en af de første byer i Vesteuropa, der fik købstadsrettigheder, hvilket den fik tildelt i 1068.

Et kig ind i musikakademiets idylliske gård.

Imens kaffen og den obligatoriske æblekage blev indtaget stoppede regnen og vi travede videre.

Drengene blev vist lidt småtrætte af mig, for jeg kan stå og kigge på sådan et sted meget længe ☺.

Geraardsbergen mindes stadig en legende, der blev skabt tilbage i 1381. Legenden tog sin begyndelse, da byen var belejret af Walter IV af Enghien og hans tropper. For at vise, at byen ikke kunne kues og at den havde mad nok til at modstå belejringen, kastede man madrester ud over bymurene. Hvert år under byens karneval fejres denne legende ved, at man organiserer ”Krakenlingenworp” (Kringlekastning) på toppen af Oudenberg (111 meter).

Så vidt jeg har kunnet finde ud af, drejer dette sig om en cykelrytter ved navn Robbie McEwen, men godt er da lavet.

Efter traveturen begyndte jagten på ”muren” fra “Flanderen rundt”, det kneb lidt med at finde den denne gang. Men da det endelig lykkedes, viste det sig, at vi var nødt til at parkere langt fra murens begyndelse, idet starten lå for enden af en smal blind vej og henset til det ustabile vejr, blev vi enige om, at det var vældig fint, at vi lige havde set starten af den smalle sti med toppede brosten fra bilen ☺.

Nær muren står monument ”Heilig Harbeeld”, det er en variant af den Brazilianske Corcovado. Statuen er et mindesmærke fra ”Den store krig” 1914-1918 og opført i 1920. Selve monumentet trængte lidt til en omgang Ajax vand i toppen, men det gjorde den ikke mindre smuk. Ind i mellem trætoppene, er der en vidunderlig udsigt over Geraardsbergen.

Turen gik videre uden de helt store planer, men da en af bilens passagerer (ikke mig) pludselig fik lyst til chokolade og vi nu var i Belgien, hvor man producerer vidunderlig chokolade, skulle det selvfølgelig udnyttes, derfor blev det til et stop i byen Ath.

Byen har en rig historie, hvilket også ses af de smukke gamle bygninger overalt i byen.

Under traveturen besøgte vi Saint Julien kirken, der oprindeligt stammer fra det 12. århundrede og tårnet er fra 1462.

Indvendig var kirken knap så imponerende som udvendig.

Mens vi travede rundt i Ath skinnede solen og vi blev enige om, at nyde en cappuccino på en af torvets mange fortovscafeer. Vi havde taget forbehold og havde bænket os under en parasol, men da der pludselig blev åbnet for sluserne fra oven, var det ikke nok og vi måtte indenfor.

Da vejret egentlig ikke indbød til mere sight seeing drønede vi hjemad via motorvejen.

Lidt af hvert…..

I søndags, da vi kørte fra udstilling, kom vi forbi denne mark.
Til trods for, at regnen stod ned i meget tykke stråler, så måtte jeg lige ud og fotografere……

Vi har en dansk feriegæst i denne uge, hvor er det dejligt med besøg ”hjemmefra”.

Desserten i går aftes, da gæsten ankom, var selvfølgelig “Den fra Hengelo” i rød/hvide farver ☺.

Jeg glæder mig…..

Vi skal på udstilling i Ulvenhout i dag, hos min mands kusine, kunstneren Hannie Mommers.

Hannie laver fantastiske ting i keramik og vidunderligt smukke foto. Jeg har ikke spurgt om lov, så derfor intet link til blogge med hendes værker. Hun udstiller sammen med 5 andre kunstnere i denne weekend, blandt andet sammen med en, der laver skønne smykker (og der har jeg jo et svagt punkt), så det er nok bedst at lade tegnebogen blive hjemme.

I aften fejres fars dag – nej, nej, det er ikke en fejl, i Holland er det i dag ☺ - hos ”ungerne” i Oss.

Mon virkelig dette er tilladt?

Dette syn blev observeret for et par uger siden på Autobahn 57 på vej fra Venlo til Køln.

Normalt plejer tyskerne da at være ret krakilske med miljøforurening, men det gælder sikkert kun hvis det bliver udført af andre end dem selv.

Heldigvis var det slukket, da vi returnerede nogle timer senere.

Tak for alle jeres søde kommentarer…..

Kære alle,

Tak for alle jeres søde kommentarer på mine sidste indlæg. Jeg kan ikke, hvor gerne jeg end vil svare på dem!!!!

Hver gang jeg forsøger bliver jeg logget af blogger, jeg fatter ikke hvorfor og hvad der egentlig er sket. Jeg har forsøgt utroligt mange ting, men intet af det hjælper…ØV!

En rigtig dejlig weekend til jer alle.

Jeg gjorde det…..næsten!

Siden jul har energien godt nok ikke været verdens største og ofte farer en bestemt sætning fra Matador serien gennem hovedet på mig. Sætningen kommer fra en scene, hvor Albert Arnesen er ude og spadsere med Vicky´s højtelskede hund Daisy (der er i løbetid) og Arnesen siger til hunden ”Kan du nu ikke tage dig lidt sammen” ☺.

Ud over det daglige liv, er der pludselig andre ting, der kræver ekstra opmærksomhed, ting som kostændring, daglig motion og nye tabletter, som jeg skal forholde mig til. Alt i alt småting, men som alligevel fylder en del i hverdagen.

I tirsdags overgik jeg mig selv med mange meter, rigtig mange endda. Hold da op, hvor er jeg stolt, selv om jeg fik lidt hjælp i slutningen af projektet☺.

Dagen skulle have været brugt på at hjælpe bonussønnen og hans kæreste med at male i deres nye hus, men da huset var en stor støvsky pga. intens brug af vinkelslibere, ringede de unge mennesker afbud aftenen forinden. Og hvad så? En vild ide formede sig i mit hoved, en fuldstændig tåbelig ide, men også lidt spændende! Jeg cykler da bare til Turnhout i Belgien…….en cykeltur på 34 km hver vej!!!!!!

Aftenen forinden blev Google maps studeret meget grundigt, for at finde ud af hvilken vej der var den korteste. Et forsøg på at finde cykelstien ”Bels Lijntje”, der ligger på den gamle jernbane linje mellem Tilburg og Turnhout blev opgivet og min tanke, da jeg gik i seng mandag aften var, at jeg nok hellere lige måtte sove på sagen, før jeg kastede mig ud på de vilde vover.

Tirsdag morgen var jeg indstillet på, at forsøget skulle gøres, vejret så lovende ud, ikke megen vind og en del sol. Om jeg så kun kom til den første by på ruten, så var det da i hvert fald motion ☺.

Hvor er der mange ting, som man pludselig ligger mærke til, når man er på cykel.

Cykelstien mellem Gilze og Alphen, lidt trist med marker på begge sider.

Typisk hollandsk husmandssted.

Første stop var i landsbyen Alphen, hvor den lokale ”Plus” forretning blev frekventeret for indkøb af rosinboller. Alphen er en typisk hollandsk landsby med mange smukke gamle huse, et tidligere kloster, der nu tjener som restaurant osv.

Også et nyere byggeri fortjener opmærksomhed ”Pieckhuis”. Jeg tror, at huset er bygget i denne stil, for at ære den hollandske kunstmaler, tegner og grafiker Anton Pieck, hvis vidunderligt dejlige romantiske tegninger passer fint i stil med huset.

Anton Franciscus Pieck (1895 –1987) tegnede blandt andet mange af husene i eventyrparken Efteling.

Det ville ikke være dårligt, hvis man fik chancen for et kig indenfor murene ☺.

Næste stop var ”Kapel van Boshoven”, et kapel til ære for Sankt Christoforus, de vejfarendes skytshelgen. Sjovt nok, så havde min far, der tilbragte sine arbejdsdage på landevejene, først rundt i Europa og senere i Danmark, altid en lille medaljon med Sankt Christoforus i sin tegnebog. Medaljonen ligger nu i min tegnebog og da min mand udskiftede lærerjobbet med et job på landevejene, købte vi i den tyske valfartsby Kevelaer også en til ham.

Det undrede mig, at kapellet først var bygget i 2000, da de mange små kapeller, der findes overalt både her og i alle andre katolske lande, som regel er ældre. Men det viste sig at være en længere historie og kapellet var en ”erstatning” for et ældre forfaldent kapel beliggende i nærheden. Efter at have tændt et lys for mine kære og have skrevet i gæstebogen, cyklede jeg videre. Selv om jeg ikke er katolik, så er det med at tænde et lys for mine kære, noget som er kommet med, at jeg er flyttet til et katolsk område og jeg gør det som regel, når vi besøger kirker og klostre.

Næste stop var enklaverne Baarle Nassau og Baarle Hertog, som jeg tidligere har skrevet om. Jeg mener, at kunne huske, at der dengang var enkelte der skrev, at det var som at stå på grænsen ved en af de små grænseovergange mellem Danmark og Tyskland, men nej, nej det er det absolut ikke. Man kan beskrive de 2 enklaver Baarle Nassau og Barle Hertog, som hvis man gjorde Tønder til en tysk enklave i Danmark og delte byen op, så der også var en del (en enklave), der var dansk! Der vil derved fremkomme utallige grænser mellem Danmark og Tyskland, hvoraf en stor del vil gå midt gennem bygninger.

Jeg synes det er lidt hyggeligt, når man bevarer de gamle skilte på bygninger.

Hollænderne er vilde med Baarle Nassau (den belgiske enklave), idet forretningerne har søndagsåbent (noget man kun må i turistområderne i Holland samt når der er bebudet søndagsåbent, nogle få søndage om året). Benzin og diesel kan købes til belgiske priser, hvilket grundet skatten, er en del billigere end i Holland (pt. sparer vi 0,20 € pr. liter ved at køre til Baarle Nassau for at tanke).

I Baarle Nassau er der store haller, hvor man kan købe uendeligt mange forskellige slags øl (300 forskellige så jeg på skiltet ved Biergrens) og selv om priserne er billigere end de hollandske, så ligger de alligevel højt i forhold til, hvis man kører nogle få kilometer længere ind i Belgien. Tro mig, på en søndag er der sort af mennesker (hollændere) i byen og hovedparten går rundt i gaderne med et kræmmerhus med de så højt elskede pommes frites! Byen er for mange hollændere praktisk, idet man ud over de nævnte fordele også kan købe ting, som man kender hjemmefra og det endda på en søndag ☺.

I Baarle Nassau var jeg nået det punkt, hvor jeg skulle beslutte mig, om jeg ville cykle videre. Der var immervæk stadig knap 14 km til Turnhout, men vejret var godt, selv om der trak nogle mørke skyer ind fra vest. Mit ene knæ, der tidligere har voldt en del problemer lod sig overhovedet ikke mærke med, at det på daværende tidspunkt havde cyklet ca. 24 km. så turen fortsatte.

Efter grænsen var passeret, sker der noget med husstørrelsen! Det er, som jeg tidligere har været inde på, en meget givtig forretning for hollændere at bosætte sig i Belgien og arbejde i Holland, kun skal man huske, at handle dagligvarer ind på vej hjem fra arbejde inden man passerer grænsen☺. Boligpriserne er en del lavere i Belgien og bilpriserne for den sags skyld også.

Ca. 14 km senere kørte jeg ind i Turnhout og jeg kunne næsten ikke få armene ned af bare stolthed og glæde over, at jeg i hvert fald havde fuldført halvdelen af turen ☺.

Normalt kører vi ind til Turnhout centrum via ringen omkring byen, men Google Maps mente, at det var kortere at cykle tværs gennem byen. Gaderne er smalle, der er megen trafik og man henholder sig på det allerkraftigste til reglerne om højrevigepligt (noget jeg ikke var vant til at tage så nøje, da jeg flyttede herned, men efterhånden har jeg da fået lært det ☺). Selv om der var megen trafik, herskede der stor hensynsfuldhed overfor den ældre gråhårede cyklist, der kom asende.

På Grote Markt, hvor der ud over kirken (der i øvrigt har den mest fantastiske prædikestol)  tidligere var en stor parkeringsplads, hvor det som regel altid var muligt at få en plads. Gennem det seneste års tid har der været lidt byggerrod i gang og parkeringspladserne har været indskrænket til et mindre område. I tirsdags var alt kaos, byggeri overalt, fortove og veje var væk og på flere af de mange fortovscafeer, der er på markedet, måtte gæsterne flere steder finde sig i, at fodgængere og cyklister gik omkring bordene. Det viste sig, at den tidligere  parkeringsplads aldrig kommer tilbage, i stedet bliver den erstattet af ”ting, der ægte lever i byen” (det stod der altså) og med plads til mennesker og forskellige aktiviteter. Det bliver spændende at se resultatet, der skal stå færdig i 2012, hvor Turnhout kan fejre sin 800 års beståen. Man lover, at der på stedet bliver den største terrasse i hele Kempenat.

Alt det var jo sådan set fint nok, men hvad der ikke var fint var, at jeg på min meget minimalistiske beskrivelse af, hvordan jeg skulle finde igennem byen, kun havde skrevet lidt gadenavne ned, ikke lige om de nu lå til højre eller venstre og midt i byggerodet var Herentalsstraat forsvundet! Nu er Turnhout en by med godt og vel 41.000 indbyggere og blandt dem, var der en sød dame, der viste vej. Jeg havde endda tidligere været inde på Herentalsstraat, men da havde jeg ikke kunnet se vejskiltet, kun et lille bitte hvidt skilt, hvorpå der stod noget, som bestemt ikke havde noget med byen Herentals at gøre.

Efter kort tid cyklede jeg ind på Carrefours parkeringsplads og kilometertælleren stod da på 38,89 km. waaauw. En anden historie var, om jeg mon nåede hjem mens der var tørvejr ☺.

Der blev foretaget lidt indkøb, blandt andet en pakke belgiske vafler - endelig af Carrefours eget mærke - til naboerne. Årsagen til det var, da jeg startede ud hjemmefra snakkede jeg med nabomanden og han hånede mig lidt for min plan med at cykle til Turnhout og lod skinne igennem, at det kunne jeg ikke klare. Jeg sørgede selvfølgelig også for, at tage Carrefours ugentlige brochure med til ham og fruen som bevis, så havde de den at kigge i, mens de snakkede om deres tossede danske nabokone ☺.

Det var en lidt tungere cykel, der skulle de 38,89 km. hjemad, selv om det ikke var mange indkøb jeg havde foretaget ud over verdens bedste (synes jeg) gulvvask til trægulve, den vejede godt til. Men pyt, jeg havde jo tiden foran mig og husbond var blevet informeret om min tur, da jeg traskede rundt på Grote Markt og forsøgte at finde Herentalsstraat. Jeg ringede til ham i håbet om, at han via Tom Tom´en kunne fortælle mig hvor gaden lå, men han kørte på daværende tidspunkt rundt i total trafikkaos midt i Brussel med de godt og vel 16 meter bag sig, så det var ikke lige tidspunktet for at give vejanvisninger ☺.

Turen fra Turnhout til Baarle Nassau forekom lidt længere end på turen den anden vej, der var en anelse modvind, men ikke noget af større betydning. Jeg begyndte at regne på, hvornår jeg mon ville kunne være hjemme og forestillede mig, at det måtte være omkring ved 21 – 21.30 tiden.

Da jeg cyklede ind i Baarle Nassau lidt i 18 ringede mobilen, det var husbond der spurgte om ikke lige han skulle komme forbi og hente mig? På den ene side var jeg superoverlykkelig og glad, men på den anden side, følte jeg det lidt som en falliterklæring, at kilometertælleren kun stod på 54,32 km., når den nu skulle have stået på knap 80 km.

Den halve time der gik inden husbond nåede frem, brugte jeg blandt andet på at kigge forretningsvinduer….en bil, motorcykel eller cykel i træ, var det noget?

Senere sad jeg på fortovskanten overfor favorit benzinpumpen og nød solen, de 25 graders varme og en rosinbolle. Folk kiggede lidt om der nu var sket noget med den gamle gråhårede og enkelte vinkede endda☺. Det tror ikke det bliver sidste gang, jeg gør det forsøg.