Julefred og afslapning…..

 

Her til morgen blev vi endnu engang bekræftet i, at det var godt at vi valgte at blive hjemme, idet både KNMI (DMI) og ANWB (FDM) varsler ekstreme vejrforhold. Det gjorde selvfølgelig lidt ondt, at vi ikke kom til Danmark for at fejre jul, at vi ikke kunne være sammen med den lille familie i det Nordjyske, at vi ikke skulle spise dansk julemad eller deltage i julefrokost 1. juledag, men vi håber på en ny invitation til en anden jul. Og takket være elektronikken, deltog vi - via webcam - i julegaveudpakningen, fantastisk alle de gaver vi fik.

Det er utroligt, så godt tiden går med at lave ingenting ☺. Husbond fik Millenium trilogien i Sinterklaas gave, han har været fanget fra side 1 og er snart færdig med den sidste bog. Jeg har til gengæld brugt en del tid på slægtsforskning.

Det er ikke fordi der sker så meget hernede lige nu. Elfstedentocht feberen er begyndt at rase oppe i Friesland, det er dog ikke alle, der er lige tilfredse. Ved Bonkevaart i Leeuwarden, hvor togtet slutter, er ruteskiltet forsvundet og erstattet af et brev, hvorpå det stor “Elfstedentoch feberen går for hurtigt. Ved en istykkelse på 15 cm bringer vi skiltet tilbage”. En talsmand for “Den kongelige forening for de Frisiske Elfsteden” er ikke så imponeret af hændelsen og mener, at den skal ses i lyset af nytårsløjer. I øvrigt varer det, i henhold til talsmanden, længe før isen er 15 cm tyk.

Ud over vejrsituationen, Dronning Beatrix juletale 1. juledag, så er alle medier fyldt med reklamer for sygesikring, idet det er netop i disse dage, vi kan skifte. Forbrugerforeningen ”Consumentenbond” har endda åbnet sin webside for ikke-medlemmer, så man kan sammenligne priser og ydelser blandt de forskellige sygesikringer. Vi har hidtil været meget godt tilfredse med den sygesikring vi har og ser ingen grund til at skifte.

En rigtig god 2. juledag til jer alle.

Jul……

I ønskes alle en rigtig glædelig jul samt alt godt for det kommende år.

Vores jul bliver lidt anderledes end forventet, idet den holdes her, i stedet for som planlagt i Danmark.

Bambi på glat is……

I mandags var jeg ude og lege ”Bambi på  is”, bare med den forskel, at Bambi vejede ca. 40 tons og var 16,5 meter lang.

Dagen startede 03.45 og  målet var Wallonien, hvilket passede mig fint. Det tog næsten 4 timer bare at nå Antwerpen, der altså ligger lige om hjørnet (ca. 67 km, så ok næsten om hjørnet).

Undervejs blev der meldt kørselsforbud for alle motorkøretøjer over 7,5 tons i Wallonien, i første omgang  indtil kl. 11, men med den formidable hastighed vi lagde for dagen, var der ingen fare for, at vi blev ramt af det. Senere blev det dog udvidet til kl. 15.

Da vi nåede Wallonien, var der en lystig trafik på motorvejene af køretøjer i alle former og størrelser, selv om der overalt over motorvejene hængte lystavler med tekst som STOP/Danger osv. Nå pyt, hvis de andre kunne, så kunne vi også.

Desværre kunne vi jo ikke forblive på motorvejene hele tiden, den var ellers ok. Vi måtte ud på mindre veje og så blev situationen straks en anden. Der var rigtig megen ”Bambi på is” og da køreforbuddet blev udvidet til at gælde for ubestemt tid, så blev vi enige om at makke ret og holde ind til siden.

Wallonien er smuk om sommeren med dets bakker og dale og regionen er bestemt ikke mindre smuk i vinterdragt og fuld sol.

Efter kl. 15 blev en del veje igen åbnet for al kørsel og det endte med at blive utrolig mange timers kørsel. Jeg var glad for, at jeg ikke sad bag rattet, men så var vi nu nok heller ikke nået særlig langt.

På hjemvejen var der indtil Brussel ikke megen trafik, men derefter ændrede det sig drastisk og vi jullede med ca. 40km/t hjemad.

Tirsdag formiddag……

Hold da op, hvor var jeg sur, tvær og trist i humøret i formiddags, efter endnu et besøg hos de stedlige myndigheder. OK, jeg ved da godt, at hvis jeg bare giver dem de papirer, som de beder om, smiler og slår hælene sammen, så er alt godt. Men da jeg er rimelig sikker på, at der ikke er hjemmel i loven til at bede om de papirer, de vil have (jeg tror, at der pga. uvidenhed er tale om en helgardering), så tillader jeg mig at stille spørgsmål. Og da den lille kommune så oven i købet ikke accepterer hvad EU foreskriver, men henholder sig til egne love, så bliver jeg træt af det hele.

Kravet om, at alle papirer selvfølgelig skal være oversat til hollandsk samt være legaliserede hos Udenrigsministeriet, det har jeg det fint med. Hvilke papirer det drejer sig om samt at jeg må finde mig i, at en eller anden kontorassistent hos kommunen sidder med himmelvendte øjne og sukker dybt, når jeg stiller spørgsmål, det har jeg det bestemt heller ikke fint med.

Det siges, at tingene er besværlige i Danmark, GLEM ALT OM DET!

Men humøret ændrede sig straks til det bedre i det øjeblik, hvor der kom en sms ”Har du tid?” Og mormor har helt sikkert tid, når det drejer sig om at ”snakke” med guldklumpen Kristian, der nu er 67 cm lang og vejen 7,6 kg.

Sne over Noord Brabant.

I blogland ser jeg fantastiske snebilleder og for at vise, at vi skam også kan være med  - i hvert fald lige i dag - hvad sne angår, iførte jeg mig verdens grimmeste gummistøvler (men de var billige og så er de terrængående) og gik på snejagt.

Motorvejssituationen har været kaotisk hele dagen især her i den vestlige del af Brabant. Lige nu og her melder ANWB om 760 km kø på motorvejene. Husbond har været nordpå i dag og på et tidspunkt havde det taget ham 2½ time om at køre 36 km, så der bliver ingen varm aftensmad til ham i aften.

Var dette billede fotograferet, da jeg var barn for rigtig mange år siden, så havde der været et utal af unger i en sneboldekamp.

Jeg ved godt, at i forhold til Danmark, så er vores sne det rene ingenting, men lidt har da også ret ☺.

I morges sneede det, men over middag kom solen frem og hvis ikke temperaturen bliver lavere end minus 1, som den er på nu, så tror jeg at sneen er væk i morgen.

Inden jeg gik hjemmefra, havde jeg lavet Solveig fra Montagne de Reims gløggekstrakt, den stod på køkkenbordet for at køle af, mens jeg var afsted. Da jeg kom hjem, var der den mest vidunderlige juleduft overalt.

Rigtig god weekend til alle jer derude i blogland.

Danmark er et farligt land……

Det sker ikke ofte, at mit fædreland er omtalt i den hollandske dagspresse og når det endelig sker, så handler det om de utroligste ting.

I dagens ”Telegraaf” findes en artikel med overskriften ”Bare bryster for at afskrække”!
”Telegraaf” har artiklen fra det britiske ”Telegraph”, så vi er vidt omkring.

Artiklens indhold handler om, at Peter Skaarup mener, at det vil være en god ide, at vise topløse damer i reklamefilm for turismen. Han mener, at det vil kunne afskrække terrorister!

Sne over Holland…..

Jeg ved godt, at I forhold til hvad Danmark har sloges med hvad sne angår, så er dette intet.

Men det kan altså også sne hernede, kun bliver det som regel ikke liggende så længe.
En god aften til jer derude i Blogland.

Afsked med en kær ven…..

I aftes sent læste jeg om et par, der desværre havde måttet tage afsked med deres dejlige og smukke hund, som de havde haft gennem 12 år. Jeg kender ikke hunden eller dens ejere personligt, men jeg ved hvor frygtelig ondt det gør, at tage afsked med et kært og elsket firbenet familiemedlem.

Kiki og mor.

Jeg har længe haft et muligt indlæg liggende blandt mine dokumenter, det handler om min store kærlighed til cairnterrieren Kiki, som vi havde gennem 13 år. Jeg elskede den hund og det var intet mindre end frygteligt, da vi måtte sige farvel til den. Selv om afskeden foregik i januar 2000, så presser tårerne sig stadig på, når jeg tænker på Kiki.

Goddag, hvad mon du er for en størrelse?
Kiki stifter bekendtskab med min datters 8 uger gamle cairnterrier Fie i Juli 1998.

Den sidste weekend før den uundgåelige dag, fotograferede jeg Kiki og Fie, der var på ferie hos os, det meste af dagen og det tog ca. ½ år før jeg var i stand til at se billederne, det gjorde så ondt og det bliver det ved med ☺.

Kiki og Fie

Jeg håber alt det bedste for parret, der har mistet deres kære ven. Jeg er overbevist om, at den smukke hund har haft et dejligt hundeliv hos jer.

Jubiiih, nul huller.

 

Vi har den helt ekstreme luksus, at vore tandlæge har aftenåbent og vi havde en ”familietid” til kl. 19. Det er helt utroligt, at han gider og han gad endda længere i dag, for efter os kom der 2 hold kunder.

Jeg tror, at det er lige så usædvanligt her, som i Danmark at en tandlæge har åbent så længe og jeg spurgte ham engang, hvor lang tid han egentlig havde åbent om aftenen og svaret var, så længe der er kunder.

Inderst inde er jeg en lille bitte smule bange for at gå til tandlæge. Eller rettere bange for, at det de nu finder på mine bisser skal udsættes for, det gør ondt. Men heldigvis var der nul huller og selv om hans form for tandrensning er en smule lidt hårdhændet, så heller det end alt det andet som han nu kan finde på☺.

Åh, så kommunalt……

Jeg havde, da jeg i sin tid begyndte at blogge, bestemt mig for, at bloggen ikke skulle bruges til brok. Nogle gange smutter det altså, som lige nu.

Det skal ikke være nogen hemmelig, at det er en besværlig affære at flytte til et andet land, selv om vi bliver indenfor EU og selv om EU gør et stort arbejde, for at gøre det lettere for
borgere, at flytte rundt landene imellem.

Vi oplevede det, da min mand flyttede til Danmark og jeg oplever det med jævne mellemrum her, når jeg absolut nødtvungent henvender mig på kommunekontoret.

De første par måneder jeg boede her, blev jeg simpelthen ignoreret ved besøg i den kommunale verden, for så var de jo nødt til at tale engelsk. En engelsk veninde sagde engang, hvor vi ”græd ud ved hinandens skuldre” over vore problemer som udlændinge, at hun mente det kommunale system havde svært ved at skelne imellem EU-borgere og flygtninge fra ikke-EU lande, der kommer til Europa med en helt anden baggrund end EU-borgere.

Så grelt har jeg nu ikke oplevet det, men jeg føler ofte, at jeg bliver behandlet som et eller andet udskud, der ikke har ret til at være her og som prøver at tiltuske mig nogle rettigheder, som jeg ikke er berettiget til. Når det så er sagt, så vil jeg lige bemærke, at jeg får intet fra den hollandske stat, mens jeg arbejdede betalte jeg min skat med glæde (den er nemlig kun på 19% her), jeg betaler min egen sygesikring 143 € pr. måned plus 175 € pr. år i selvrisiko. Der er brugerbetaling overalt hernede, hvilket jeg synes er fint nok (jeg har jo heller ikke små børn, der skal betales for), idet man så selv bestemmer, om man vil være “med” eller ej.

Jeg har den fordel, at jeg forstår sproget og taler det så nogenlunde (indrømmet, af og til er jeg nødt til at ty til engelske ord). Når jeg støder panden mod den kommunale mur, har jeg min mand til at hjælpe mig og sidst, men så absolut ikke mindst, så har jeg den kæmpe fordel, at jeg ikke er flygtet fra dejlige Danmark med halen mellem benene, men kan ringe til min gamle hjemkommune og bede dem om at hjælpe mig, når tingene bliver alt for brogede.

Der er igennem årene blevet sagt og skrevet meget om flygtninge fra ikke EU-lande, der kommer til europæiske lande og når jeg tænker på, hvad jeg har måttet igennem i forbindelse med opholdstilladelse, papirer i forbindelse med dette og hint i den kommunale mølle, så forstår jeg slet ikke, at der kommer så mange til Europa.

Under et besøg hos borgerservice i vor lille kommune i går, blev jeg spurgt om Danmark er et EU land? Ind i mellem nåede jeg, at blive spurgt 3, gentager 3 gange indenfor få minutter af samme person, om jeg virkelig boede her i kommunen, hvor jeg nu har boet i godt og vel 5 år ☺.

Under et opfølgende besøg i dag, fik jeg at vide, at det sandelig ikke er sikkert, at EU´s regler gælder her, da kommunerne har egne regler! Gad vide, hvad de siger til det nede i Bruxelles.

Nå, men rent bortset fra det, så er der nu julepyntet i det lille hjem. Det går bedre med helbredet, selv om jeg går rundt og ligner noget, der burde være pakket ind i en burka pga. et gigantisk forkølelsessår (er det mon noget der kommer med alderen, for sådan noget har jeg da ikke tidligere oplevet) samt dybrøde øjne, der ser ud som om jeg holder mig oppe via et eller andet euforiserende stof og ikke kun Panodil (der sjovt nok hedder Panadol her) samt næsespray ☺.

Oppe og vende igen…..

Der har godt nok ikke været meget fis og ballade over matriklet de seneste par uger. Nøøøøøj, hvor har vi haft det træls. Netop som den ene af os mente, at der er bedring at spore, så brød forkølelsen/influenzaen ud på ny og sådan er det lykkedes os at smitte hinanden et par gange. Alt er gået op i hoste, lommetørklæder, sunde drikke, næsedråber osv. (ikke nødvendigvis i den rækkefølge). Jeg var efterhånden kommet så vidt, hvis denne uge ikke viste nævneværdig bedring, så måtte medicinmanden (damen) have et besøg i den kommende uge. Men heldigvis er der i dag en smule bedring og jeg håber nu, at det bare er fremad i rask tempo.…

Egentlig havde jeg meldt fra til Sinterklaasaften hos bonussønnen og hans dejlige kæreste. I år skulle den fejres lørdag d. 4 i stedet for d. 5. Men pakket ind i efter alle kunstens regler (jeg fik dog forbud mod, at iføre mig ”mormors plyspels”, der er min mors dejlige gamle pels fra 1961) og med varme i sædet (tænk at jeg skulle blive 57, før jeg kom i besiddelse af denne ekstremt suveræne luksus) og sidst, men så absolut ikke mindst, at jeg havde fået lovning på at låne dobbeltsengen, hvis jeg blev alt for umulig, drog vi til Oss ☺.

Heldigvis for det, for de unge mennnesker havde gjort det ypperste for, at det skulle blive en dejlig aften og hvor vi dog hyggede alle 6 samt 3 langbenede vovser og 2 katte, der kun lejlighedsvis viste sig i stuen, de foretrak freden og sikkerheden på badeværelset.

Ud over at spise og drikke alt, hvad der nu hører sig til en Sinterklaasaften, så fik vi gaver og spillede Trivial Persuit til langt ud på natten. Det med Trivial Persuit vil jeg nok mene, var lidt af en vovet affære for mig, idet det var den hollandske version!!! Men det lykkedes et par gange – helt uden hjælp – at svare korrekt og stoltheden kendte ingen grænser, da jeg vidste at det var Billy the Kid, der bestilte chokolademælk i baren i Luky Luke bladene☺☺.

De unge mennesker havde fravalgt juletræ, derfor blev det til gavebord i stedet for og hvilket bord. Jeg venter stadig på en del af min gave! De siger, at den er i restordre, at det ikke er noget jeg havde skrevet på min ønskeseddel og I behøver ikke at spørge om jeg er nysgerrig, for det er jeg. Men til at forsøde ventetiden fik jeg glasdekorationer til juletræet, et stegetermometer en enorm lang pincet, altsammen ting jeg har ønsket mig.

Sinterklaas, ja hvad er det nu for en størrelse? Af ren og skær dovenskab (undskyld), så venligst læs lidt om ham her.

I må bære over med mig, det kommer nok til at tage op til flere dage, før jeg når rundt til jer alle og ser hvad der er sket i mellemtiden, for jeg er jo som sædvanlig kommet laaaaangt bagud med bloglæsningen.

Bacillerne flagrer…….

Og det har jeg bare slet ikke lyst til.

Husbond startede i sidste uge og hans sidste 4 feridage gik mest op i papirlommetørklæder, næsedråber og et hvil på sofaen af og til. Jeg tænkte, herligt at jeg slipper ☺.

Men det gjorde jeg ikke…….

Sunlight reklame fra før verden gik af lave……

Delfshaven

Husbond har flere gange sagt “Vi må en tur til Delfshaven” og endelig i onsdags, da solen skinnede fra en skyfri himmel, kom det så vidt. Jamen dog, sikken en idyl! Vi er enige om, at vi snarest skal tilbage, om ikke andet så for at besøge ølbryggeriet ☺.

Selvfølgelig kunne jeg have orienteret mig lidt bedre inden besøget,  jeg havde dog læst en artikel om Delfshaven, hvor den lille havn var beskrevet. At Delfshaven så i dag ikke omfatter andet og mere end lige præcis den lille havn Voorhaven og Achterhaven (forhavn og baghavn) samt et par enkelte gader og er en lille del af Rotterdam, det kom som en overraskelse for mig.

Men uanset størrelse, så var der overalt utroligt smukke gamle huse, hvoraf en stor del stammer helt tilbage til 1600 tallet.

En af Hollands store søhelte Admiral Piet Heyn blev født i Delfshaven i 1577. Fødehjemmet står der endnu samt nær hjemmet, en stor statue af helten, der skuer ud mod havet. Piet Heyn er kendt for sin store indsats under 80 års krigen, hvor han bl.a. i 1623 erobrede den spanske sølvflåde, der omfattede 12 millioner gylden. Ikke noget at sige til, at han var og stadig er elsket i landet.

Delfshaven opstod  i 1398, hvor byen Delft fik tilladelse til at grave en 10 km. lang vandvej til floden Maas. Tilbage i 1600 tallet var Delfshaven kendt for skibsbyggeri og Jenever distillation, yderligere så havde det hollandske Østindisk kompagni et vigtigt skibsværft og varehuse i byen.

Frokosten blev indtaget på det tidligere rådhus “De Pelgrim”, der nu er restaurant og ølbryggeri. Et skønt sted, med lækker mad, som jeg glemte at fotografere. Til gengæld huskede jeg – inden det var for sent – at fotografere årets første Bock øl. Den søde og snakkesalige tjener fortalte, at stedet også er meget brugt til vielser.

I Delfshaven ligger på havnens ene kaj, Rotterdams eneste tilbageværende hvedemølle. Møllen var endda åben for salg af alle slags mel og jeg havde næsten den ene fod indenfor, da husbond spurgte, om vi ikke havde mel og rugbrød nok lige pt. Og jo, det havde han fuldstændig ret i ☺.

Vi forlod Delfshaven for at trave en tur gennem de omkringliggende gader, hvor der udspillede sig et multikulturelt liv men mange forskellige hudfarver og sjove butikker. Men da vejret i eftermiddagens løb havde forandret sig drastisk og der pludselig blev åbnet for sluserne, foregik den sidste del af traveturen i hastigt trav hen til bilen, hvor paraplyen lå trygt og godt. Et besøg i Delfshaven kan så absolut anbefales, hvis man er til gamle huse og små cafeer.

Desværre var der ikke noget brød i tasken, så de sultne svaner kunne blive fodret, det havde de ellers regnet med, tror jeg.

På vej hjem var vi forbi Pernis, hvor lysene fra den kemiske og petrokemiske industri skinnede ud over det mørke Holland.

Gæt hvor vi var i weekenden……☺

Denne vidunderlige lille fyr blev døbt….

I en hyggelig dansk landsbykirke……



Hvor der var pyntet med lyseblå sløjfer og
hvor præsten holdt en dejlig prædiken
over emnet fred……

Festen blev holdt i skønne omgivelser….

Og jeg hørte for første gang om Hannah
Montanas eksistens ☺……

Guldklumpen tog det hele i stiv arm
og fandt sig troligt i at blive flyttet fra arm til arm,
blive nusset, krammet og kysset af gæsterne (mormor
især). Tak for en dejlig fest.

Inden hjemturen var der lige tid til en tur omkring
Bilka, for at få tanket lidt op til lager af blandt andet
rugbrød ☺….

Farvel Audi, velkommen VW.

Endelig er vi så vidt, efter at have ventet i 21 uger er den her, den nye Golf og den blev hentet i går aftes. Den er bare så flot og dufter så dejligt, at det var lige før, jeg havde hevet dynen med
ned i garagen, for at sove i den i nat ☺.

Audi eventyret, der kom til at strække sig over 3 x A3´er, er slut (husbond siger, i hvert fald for denne omgang. Mon han regner med at vinde i Staatsloterij? ☺). I henhold til alle planerne for 2 år siden, skulle eventyret havde strakt sig over en meget lang årrække, men da sidste afsnit viste sig, at være lang og trang, blev vi enige om at sige stop.

Egentlig kunne det vel være blevet en hvilken som helst brugt bil, der kom til at erstatte Saxo´en tilbage i 2004. Husbond arbejdede i cykelafstand fra hjemmet, hvorimod jeg dagligt kørte 130 km til/fra job plus det løse, hvis der også skulle handles. Derfor var det nødvendigt med en bil, der ikke forventedes at volde nævneværdige problemer. Også set ud fra det faktum, at min bilforstand – ud over altså lige at køre i den – begrænser sig til at fylde benzin/diesel, olie og sprinklervæske på. Indkøbet blev en brugt Audi, nydelig bil. Sjovt nok, så fandt jeg med den bil ud af, hvor meget snobberi der er på vejene, idet der så vidt jeg husker, aldrig var nogle der viste særlige hensyn og havde givet plads, da jeg kørte i Saxoen, men det ændrede sig straks, da der pludselig var 4 skinnende ringe på dyret. Den grønne tjente os godt igennem 3 år, den havde en lille ulempe, idet den havde kun 3 døre og jeg husker tydeligt, engang vi havde fået min meget højgravide datter ind på bagsædet uden særlige problemer, det var straks en anden sag, da hun skulle ud igen ☺.

Næste del af eventyret var en helt igennem vidunderlig bil. Det vil være meget forkert at påstå, at jeg har nogen som helst forstand på biler, men alligevel, den bil hører godt nok til noget af det ypperste, jeg har nogensinde har kørt i. Den var brugt, men da den 2 år tidligere var rullet ud fra fabrikken, var den udstyret til en af Audi´s salgschefer- Dette indebar, at den havde alt hvad hjertet kunne begære (mit, altså) indenfor ekstraudstyr plus masser af hypheste. En Danmarkstur i den, var en ren drøm og selv de mange timer i kø på motorvejen til/fra arbejde var lidt mindre trælse, da det foregik i den bil.

Men ikke alt var rosenrødt, ud over at den selvfølgelig var ret grådig hvad diesel angik, så var den det også, når det gjaldt olie. Der er ingen tvivl om, at ham salgschefen, han har givet den lov til at arbejde og ikke har været særlig sød med den.

Da beslutningen blev taget om, at fruen skulle være hjemmeløbende, blev der samtidig taget beslutning om, at vi skulle have en ny bil, sådan helt ny og som skulle holde i mange, rigtig mange år. Husbonds ønsker for den nye investering gik jo selvfølgelig i teknisk retning, automatgear og hvad ved jeg, hvorimod jeg bare havde et lille bitte ønske, at sæderne var præcis lige så gode som i olieslugeren.

Efter 6 måneders ventetid, kom den så til Holland, nøøøj hvor var vi spændte. Vi havde endda snakket om, selv at hente den i Ingolstadt, men som sædvanlig var det ikke muligt for mig at få fri fra jobbet, så det lykkedes ikke.

Der var nogle, der havde stjålet den røde Audi dug, så den var blevet pakket ind i VW´s farve i stedet for ☺. Sælgeren glimrende ved sit fravær, den dag bilen blev afleveret, men suppleaten gjorde det nu meget godt.

Og så begyndte trængslerne, pyha. Da jeg første gang satte mig ind i den bil, tænkte jeg, det er løgn! Vi har et par godt og vel 100 år gamle træstole, der stod i sommerhuset, da min mormor og morfar købte det i 1956, det var nøjagtig lige som at sætte sig på en af dem. Min dejlige bonussøn, der er Audi mekaniker, kaldte sæderne 2 pinde med et stykke stof imellem og det dækker nok meget godt. Jeg brokkede mig selvfølgelig, endda en del gange og til sidst afsluttede sælgeren, et arrogant fjols (undskyld), alt mit brok med at sige, at det da ikke var noget at klage over! God bemærkning, når det nu var ham, der havde glemt at bestille de sæder, jeg gerne ville have. Til sidst opgav jeg.

Da bilen var knap et år gammel tog vi på ferie, ”Tour de France”, der kom til at omfatte 5600 km kørsel, under den tur havde vi mange sjove oplevelser. Pludselig, langt uden for lands lov og ret i nærheden af Millau broen, ville cruise controllen ikke længere, for så at komme i gang efter en rum tid. Pludselig ville den ene dør ikke åbne indefra, et par dage senere ville samme dør ikke åbne udefra, hver gang motoren blev slukket, lød det som en gammel fiskekutter, der tøffede af sted ude på havet, af og til ved lettere acceleration lød der en høj hamren et eller andet sted fra motorrummet osv. osv. osv. Ud over selvfølgelig, at jeg bare sad elendigt alle 5600 km.

Audi sagde, nååååh, det er bare elektronikken, der skal have en opdatering. Hallo, bilen er ikke engang 1 år gammel, hvad er grunden til elektronikken allerede skal have en opdatering? Det stod malet i ansigterne på Audifolkene, at de på forhånd opgav at forklare mig det.

En dag, da jeg hentede bilen fra værksted, hvor den igen-igen-igen havde været i nogle dage, lød det som om der sad småsten i alle dækkene. Undervejs ringede jeg og spurgte, hvad de havde lavet ved bilen, for sådan plejede den bestemt ikke at lyde. Retur med den og værkføreren sagde ”Sådan har den altid lydt”! Jeg var rasende, sur og gal og frygtelig ked af, at jeg havde gjort for lidt for at lære sprogets værste gloser på hollandsk, for dem havde jeg brug for på det tidspunkt. Det viste sig sandelig, at gearkassen var gået i stykker og så meget i stykker, at der måtte en ny gearkasse til! Bilen var på daværende tidspunkt godt og vel 1 år gammel.

Inden garantien udløb 31. august i år, ville vi have bilen til et grundigt check og det viste sig til stor forundring for Audi (ikke for os), at der pludselig var op til flere ting, der skulle udskiftes. Ting, som alle var besværlige at skaffe hjem og som blev bestilt forkert osv. Igen 3 værkstedsbesøg og en ny kamp om at låne en bil, indtil vores var klar.

Jeg havde hele tiden sagt, at det er en fredag eftermiddag/mandag morgen bil, men iht. Audi folkene eksisterer sådan noget slet ikke i 2010 og i øvrigt, hvilken forstand har kvinder på biler. Oven i købet en udlænding, der ikke engang taler den Brabantske dialekt, hun kan da ikke have meget hjerne, sådan én.

Efter sidste værkstedsbesøg blev vi enige om, at det vi nok desværre var nødt til at slutte bekendtskabet med Audien. Vi turde simpelthen ikke at beholde den bil længere, idet der nu - efter garantiens udløb – kun var os til at betale og mængden af værkstedsbesøg i de 2 år vi havde haft den, oversteg langt hvad vi begge tidligere havde kendt til. Hvad skulle vi så finde på? For at slutte denne lange historie, så blev vi enige om at droppe Audi og prøve os med en Golf. Den blev bestilt med de rigtige sæder og med al den teknik husherren kan ønske sig, så han har en masse af knapper og dippedutter at sidde og pille, rode og rage med. Og selv om jeg kun har siddet i den en halv time i går aftes, så sad jeg vidunderligt ☺.

Selv om jeg godt ved hvem der betaler, så fik vi en fantastisk service ved købet af Golfen, det var vi ikke vant til fra den tidligere Audi/VW forhandler, som ikke af den grund er billigere. Da bilen blev bestilt, fik vi en flaske rødvin, i går aftes var der ud over den sædvanlige dug over bilen også et tillykke skilt samt en stor buket blomster til fruen og så brokkede han sig ikke engang, den søde unge sælger Gijs, da jeg fortalte ham, at han ville være at finde på en blog ☺.