Sikken en dejlig weekend.....

Jeg er ikke blevet færdig med at studere "Live writer", så nu må vi se, hvordan det kommer til at gå med linieskiftene i blogger. Men hvad jeg indtil nu har set af "Live Writer" lover godt.

Er det ikke bare vidunderligt, fredag aften kom husherren hjem med denne skønne buket i de danske nationalfarver. Hvor blev jeg dog glad og jeg føler mig temmlig forkælet ☺.

Og endnu en buket! I går havde vi besøg af Valter og Gre fra Amersfoort og da fik jeg denne skønne buket. Det er utroligt, 2 smukke buketter i stuen på en gang og der er ikke engang rund fødselsdag, men bare en ganske almindelig weekend.

Når Valter og Gre er på besøg, forsøger jeg altid at lave et eller andet, som Valter måske kan genkende fra sine år i Danmark eller fra besøg (han var hollænderdreng hos min morfar og mormor efter 2 verdenskrig). Nogle gange lykkes det, som sidste gang, da jeg havde lavet æblekage. Denne gang var det danske islæt citronfromage. Det hører ikke lige til blandt mine favoritter (måske jeg har fået for meget af det som barn ☺), men husherren elsker det og heldigvis gjorde gæsterne det samme. Og selvfølgelig skulle mormors gamle citronpresser også i brug, i stedet for den elektriske ☺.

For at gøre det hele perfekt, så har jeg lige haft en lang snak over Messenger med min lille familie i det nordjyske. Lille Kristian vokser sig stor og stærk, hold da op hvor han vokser og hans smukke storesøster er så stolt af ham.

Hvad kan man ønske sig mere af en weekend.

Lige et lille hjertesuk!

Hvordan i alverdens riger og lande kan det være, at blogger er begyndt at opføre sig så underligt mht. linieskift. Jeg skriver på nøjagtig samme måde hver gang jeg skriver et indlæg. Nogle gange er der enorme afstande mellem afstandene, andre gang slet ingen.
Jeg vil prøve, at downloade Windows Writer, da jeg har set at andre benytter den med stor glæder, for dette er noget hø!

Moral og mænd....

Vi prøver igen, det gik galt første gang, gad vide om det er på grund af emnevalget ☺.


I går, da jeg cyklede hjem fra Tilburg, fulgte en række tanker hinanden (hedder det ikke ide associationer), der var modvind, så der var vældig god tid til at tænke.


Det begyndte med Ellens indlæg "Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt", derefter strøg tankerne videre til Achtseweg Zuid i Eindhoven, hvor jeg gennem 3 måneder dagligt cyklede til/fra toget, efter jeg var kørt sur i at bruge 4 - 5 timer dagligt i kø på motorvejen.


Hvad har Ellens indlæg så med en gade i Eindhoven at gøre?
Jo, langs den ene side af Achtseweg Zuid havde jeg lagt mærke til en betonmur, der var bygget lidt besynderligt, nærmest i zigzag, hvorved der 4 - 6 steder på muren, opstod et frit stykke "fortov" mellem mur og gade, foran dette stykke fortov var sat en metalvæg op med adgang fra begge ender (jeg har forgæves forsøgt at finde et billede af indretningen). Yderligere var der opsat store skilte forenden af gaden, der proklamerede, at gaden var ensrettet i aften- og de tidlige nattetimer??

Station Beukenlaan, der ligger på Achtsweg Zuid.

Jeg spekulere jævnligt på dette underlige fænomen, når jeg jullede forbi på Strida´en, indtil en dag jeg kom til at tale med en kollega om det. Det viste sig, at være en indretning, bygget og beregnet til Eindhovens prostituerede og deres kunder. Yderligere var der få meter fra betonmuren opført et større skur, hvor pigerne kunne vente på kunderne i varmen.

Pigerne er der, overalt i verden, det ved vi og der er et behov for den vare de sælger. Turisterne valfarter til de Wallen i Amsterdam, hvor "Red light district" ligger, til Zandpad i Utrecht, hvor pigerne arbejder fra husbåde osv. Jeg kender ikke årsagen til, at pigerne er samlet nær station Beukenlaan i Eindhoven, men uanset hvad, så synes jeg det er flot, at byen Eindhoven har lavet denne konstruktion i stedet for, at skulle arbejde fra et gadehjørne og at de og deres aktiviteter ikke gemmes væk. Aktiviteterne kan ikke genere, idet de industribygninger der findes på den anden side af gaden, har andre tilkørselsveje, ligeledes har stationen i samme gade.

Tankerne førte mig videre til en klumme fra gratisbladet Metro, som jeg hev ud i sidste uge. I første omgang skimmede jeg artiklen og tænkte, at det må være mangel på interessante emner, der har fået avisen til at trykke den. Artiklen blev ved med at pusle i hovedet på mig, ikke på grund af emnet, men jeg ville gerne vide baggrunden for, hvorfor den var skrevet.

Jeg har siden dag 1 i Holland, betragtet de hollandske kvinder som værende en del mere frigjorte end jeg tidligere har kendt (mellem os sagt, så har jeg ofte lidt ondt af de hollandske mænd), Metro læses dagligt af 1.952.000 læsere, hvilket gør, at forfatteren, klummeskriver Thom Arisman er temmelig sikker på, at få sit budskab ud til en stor menneskeskare. Er artiklen ment som en provokation, er der et gran af alvor i den eller er det hele bare for sjov?

Artiklen er oversat efter bedste evne og ved hjælp af Gyldendals den røde.

Kvinder, der vil ligne mænd.
Jeg har naturligvis ikke kunnet undgå, at ligge mærke til, at kvinder mere og mere vil ligne mænd. I deres væremåde, mener jeg. Først kunne jeg le af det. Jeg mener, en kvindelig kuglestøder og en kvinde på en gaffeltruck er sjovt. Men da kvinderne også begyndte at være utro, da måtte jeg synke en ekstra gang.

At være utro, det ved vi alle er et mandligt terræn, vi er lavet til at jage, det er kvinder ikke. Til de kvinder, der nu begynder at opponere, siger jeg simpelthen: Hvem har moder natur udstyret med en pistol? Nå? Præcis!

Gudskelov, var der en ting, vi mænd altid har kunnet og kvinder ikke, det er at have sex uden følelser. Vi mænd kan det. Vi mænd kan adskille nydelse og nydelse. Vi mænd kan have sex med en kvinde, vi ikke kan udstå. Det er en gave, vi er stolte af. Tro mig, det er ikke let at være sammen med en kvinde, som man afskyr. Det er slet ikke let, men vi mænd klarer det, flot endda. Det har jeg dyb respekt for. Kvinder kan gøre deres bedste for at efterligne os, men det lykkes ikke, for kvinder må altid føle noget for en mand, hvis de vil have sex med ham. I det mindste, det har jeg altid troet, Men jeg frygter, at det er fortid.

I sidste uge røbede en enlig veninde, at hun havde fået en ven. "Aha" udbrød jeg begejstret "du er forelsket". Hun så forbavset på mig. "Forelsket? Jeg? I det fjols? Absolut ikke. Vi har bare sex en gang imellem, det er det hele". Det forstod jeg slet ikke. "Men du føler vel noget for ham, det fjols" sagde jeg. "For du er da en kvinde". Veninden grinede. "Jeg føler absolut intet for ham. Han er god i sengen. Når vi er færdige, går jeg hjem til mig selv". Det fattede jeg naturligvis ikke, derfor sagde jeg: "Du går hjem til dig selv, fordi han ikke vil have, at du bliver for at sove?". Veninden løftede øjenbrynene: "Han vil, at jeg bliver at sove, men jeg vil ikke". Det var pokkers. Jeg frygter, at det kun er et spørgsmål om tid, før kvinderne også tisser op ad et træerne. En meget skadelig virkning. Især for træerne. Jeg råber regeringen Rutte op om at gøre noget ved dette med det samme. Det er mit politiske bidrag.

Og hvem er så denne Thom Arisman, der skriver ovenstående i sin klume. Han er freelance journalist, i 30´erne og single. Han har en umådelig populær klumme i det belgiske tidsskrift "Flair" (jeg kender det ikke), hvor han skriver om sit liv som single med alle de dertilhørende op- og nedture. Han siges, at være åbenhjertet, humoristisk og at have indsigt i den kvindelige psyke. Hans tredje bog blev udgivet i Oktober 2009.

Og så afsted ud og handle til gæstebud i morgen. Rigtig god weekend til jer alle.

Amazoner - del 2.

På Høveltegaard fulgte 9 måneders uddannelse og der var ikke mange aspekter indenfor det danske forsvar, som vi ikke fik lov til at stifte bekendtskab med.

Jeg lyver, hvis jeg skriver, at der ikke blev gjort forskel på os piger og drenge. De kvindelige konstabelelever ved Telegraftropperne skulle være fyldt 18 år og have en realeksamen før start, hvorimod de mandlige kunne starte allerede som 16 årige. Lønmæssigt lå vi piger også klart foran, idet vi fik en normal månedløn (jeg husker ikke længere hvor stor, men der var i hvert fald penge nok, til at gå på shopping i Birkerøds tøjbutikker), hvorimod jeg mener, at drengene måtte klare sig for en almindelig soldaterløn. Også indenfor den fysiske træning (FUT=Fysisk Udmattelse og Tæring) var der forskel, vi slap med lidt mildere krav end de, der gjaldt for drengene. Blandt andet de forhadte løbeture, kors hvor jeg dog hadede dem, det var simpelthen noget af det værste de kunne udsætte mig for, var kortere for os. Jeg husker kun en enkelt gang, hvor jeg kom i mål som nummer 1, men det var altså på et 100 meters løb, mere kunne jeg ikke svinge mig op til. Til gengæld elskede jeg, når vi skulle på forhindringsbanen, det passede bedre til mit temperament.

Ud over, at tiden blev brugt på at specialisere sig inden for det, vi nu skulle arbejde med ude på tjenestestederne efter endt uddannelse, så forsøgte vi også at opøve færdigheder indenfor ALT, hvad man dengang mente, at en dansk soldat måske ville få brug for. Det være sig førstehjælp, selvforsvar, skydning med forskellige våben, håndgranatkast samt udøvelse af forskellige mærkværdigheder i gaskammeret, det sidste har måske været relevant nok (dengang), men det hørte bestemt ikke til blandt favoritterne. Vi lærte at kende forskel på de forskellige fly og pansrede køretøjer, at lave Molotov cocktails, at kende alle de farer en atombombe fører med sig. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har det på præcis samme måde, som jeg har det den viden jeg tilegnede mig i de første klasser i folkeskolen med hensyn til salmevers og kongerække, jeg kan overhovedet ikke huske noget som helst af det tillærte. Men hvad jeg til gengæld husker er, at vi så sandelig også brugte tid på at kravle igennem mudder og pløre i sumpområdet bag lejren, det foregik både i dag- og aftentimerne og jeg husker særdeles godt, det enorme rengøringsarbejde, der fulgte med sådan en begivenhed. Det lykkedes mig endda at blive tildelt en ekstravagt efter sådan en sen-aften-kravle-på-alle-4-ude-i-terrænet-tur, da mit ene par støvler var hos skomageren til forsåling og det andet par var umulige at få rene, til trods for brug af sæbevand og neglebørste, det kostede en weekend på Sjælland.

På det beklædningsmæssige område var det stadig nyt med kvindelige soldater indenfor Hæren og det meste af de udleverede beklædningsgenstande var derfor "unisex". Men selvfølgelig, når man fryser, så er det jo komplet ligegyldigt, at der er gylp i de lange underbukser.

På et tidspunkt kort efter uddannelsesstart blev jeg bedt om at tage alt mit habengut med mig hjem på weekend, for om mandagen at drage til Hjørring for at lege fotomodel til en brochure, der skulle bruges til hvervning af kvindelige soldater. Det skulle foregå sammen med 2 andre piger, en pige fra Marinen og en fra Flyvevåbenet og vi havde det herligt som fotomodeller for en dag, alt imens vi blev fyrsteligt beværtede på Forsvarets regning. Men jeg fandt da ud af, at både Marinen og Flyvevåbnet var meget længere fremme udi ekviperingen af kvindelige soldater og de havde ikke gylp i underbukserne ☺. Trods adskillige forsøg, er det desværre aldrig nogensinde lykkedes mig at få fat i den brochure.

Nu hvor jeg sidder og tænker tilbage på den tid, så dukker der egentlig mange sjove episoder frem i erindringen og selv om det var pokkers hårdt, så er det bestemt en tid jeg aldrig nogensinde har fortrudt, at jeg sprang ud i.

Vi havde et antal øvelser, der kun varede i 24 timer, en af dem foregik i begyndelsen af December, hvor Sjælland var dækket af sne og der var afsindig koldt. Man skulle dele en bivuak, lavet af 2 regnslag med en kollega og arbejde/sove på skift. Da det midt om natten blev min tur til at skulle ud i "frysehuset" for at sove, var det selvfølgelig umuligt at falde i søvn, fordi det var så koldt. Jeg sneg mig ind i bygningen og havde besluttet mig for at installere mig på toilettet en cigarets tid. Hvad skete der? Klovnen tændte filteret i stedet for cigaretten og hele toiletrummet ganske forfærdentligt. Jeg tror nok, at jeg var tudepunktet nær, for der blev holdt nøje øje med antallet af toiletbesøg af den kvindelige løjtnant, så der gik lang tid inden der igen var mulighed for lidt varme og en cigaret.

Heldigvis slap vi for sovesale, men boede 2 på hvert værelse med eget bad. Værelserne blev hver eneste morgen kigget efter i sømmene på samme måde, som man ser i amerikanske film. Tæpper og lagner skulle ligge nydeligt sammenfoldede efter et helt bestemt mønster (det var før dynerne vandt indpas i det danske forsvar), ens tøj skulle ligge/hænge i snorlige rækker i det absolut minimale skab, som man havde fået tildelt (der kom min tid i dametøjsforretningen mig til gode, for der skulle vi hver aften vende alle bøjlehovederne samme vej samt sørge for, at der var en fingersbredde imellem hver bøjle) og der skulle være orden og absolut intet støv på hylder og borde, ikke noget med en bog eller et blad der lå og flød. Jeg mener, at kunne huske, at der var en stor forskel på hvem af de 2 kvindelige sergenter der udførte morgeninspektionen, den ene tog det lidt mere afslappet på tingene end den anden. På det område har jeg nok fået mig en erhvervsskade, for det hænger stadig ved. Jeg øver mig hver dag på, at der gerne må være lidt smårodet hygge, men der er lang vej endnu. Billedet stammer fra Melbylejren, hvor vi forenede den evindelige rengøring af våben og støvler med at nyde forårssolen.

De 9 måneder bød selvfølgelig også på alt det sjove udenfor arbejdstiden, bal på Gels Kro i Holte om tirsdagen eller var det nu onsdag aften (jeg ved, at kæresteforhold der blev knyttet dengang stadig holder ☺), turene til København, hvor vi frekventerede forskellige diskoteker (kan det passe, at der var et der hed "Den røde Pimpernel"?) og tog posttoget tilbage nordpå midt om natten, diskoteksafterne på Høveltegård og aftenerne i cafeteriet på kasernen på den anden side af Kongevejen, hvor der kunne købes øl. Alt det var sandelig også en vigtig del af uddannelsen ☺.

Kort før afslutningen af de 9 måneders uddannelse havde vi en længere øvelse, der varede en uge, hvor vi flyttede rundt i det nordsjællandske område. Egentlig husker jeg kun det bøvlede i at skulle på toilettet midt ude i skoven, da der først skulle graves et hul midt mellem alle trærødderne samt de afskyelige nattevagter, hvor man stod mutters alene ude i skoven og holdt vagt, så det hele ikke pludselig blev overmandet af den onde fjende. Efter den tur sov jeg næsten uafbrudt i 24 timer ☺.

I løbet af foråret 1973 var vi på tur til Sønderjylland, hvor vi var rundt og bese alle for den danske hær så interessante seværdigheder. Vi var indkvarterede i Søgårdlejren, hvor der også var kvindelige soldater og pludselig fandt jeg en pige, som jeg havde gået i skole med, herligt.

Jeg har en ide om, at vi måske har opført os som en flok utilpassede børn på den tur, da jeg husker et par episoder, der ikke faldt i god jord hos befalingsmændene ☺.

Førstehjælp til forældredagen. Vi tabte uheldigvis den stakkels sårede soldat, da vi efter møjsommelig forbinding af alle hans sår, skulle gå et langt stykke med ham på båren ☺.

Hen imod afslutningen af tiden på Høveltegård begyndte kampen om tjenestestederne. Jeg havde i mellemtiden mødt min tidligere mand, der også var indenfor forsvaret og vi ville jo gerne til samme by. Det lykkedes at få det hele til at gå op i en højere enhed og vi fik endda job på samme kaserne, selv om det var i hver sin ende af området. Mere om det i følgende afsnit ☺.

Amazoner, del 1.

I del 1 af Stieg Larssons bog "Luftkastellet der blev sprængt" nævnes kvindelige krigere - amazoner, det sagnagtige folkefærd af krigeriske kvinder. Dette fik mig til at tænke tilbage på min ungdom, ikke at jeg på noget tidspunkt har følt mig som en amazone (og dog, måske lidt af og til) mere på grund af mit jobvalg.

Da jeg forlod skolen havde jeg absolut ingen ide om, hvad jeg ville bruge mit liv på, jeg vidste en del om, hvad jeg ikke havde lyst til og en af de ting var, at følge min mors drøm om, at jeg skulle være tandlæge. Tanken om, at skulle fortsætte et uoverskueligt antal år på skolebænken for derefter at bruge hver dag på at stå og rode med andre menneskers tænder, den virkede ikke særlig tiltalende på mig.

Indtil jeg vidste mere om hvad jeg ville, fik jeg et midlertidigt job i en dametøjsforretning i den dyrere prisklasse i Aalborg. Meningen var, at jeg skulle i lære i forretningen, men situationen var lidt uholdbar, da jeg stadig boede hjemme i Brovst, der ikke just var verdens navle hvad offentlig transport angik. Det indebar, at jeg på hverdage var hjemme omkring kl. 20 og om fredagen kl. 23 og da kundekredsen i forretningen var speciel (senere har af ofte tænkt på Damernes Magasin fra Matador i forbindelse med forretningen), hændte det ofte, at jeg også på hverdage først var hjemme kl. 23, da jeg som yngste m/k skulle dekorere foran forretningsdøren efter lukketid og dette først kunne foregå efter kunderne havde forladt forretningen.

Jeg var meget i tvivl, forretningens kvindelige ejer var utrolig sød mod mig, hun havde sine bestemte meninger, men havde fra selv at have været ansat i andre forretninger formået at åbne en forretning, hvor kun det ypperste indenfor damemode blev solgt. Jeg var klar over, at hvis jeg holdt ud, så ville der være mange døre åbnet for mig, da jeg kun var en ud af en lang række af piger, der havde prøvet lykken netop der. Men på den anden side set, ud over bøvlet med den mangelfulde transport, så var det måske ikke helt lige mig. Selvstændigheden rakte ikke til at få et værelse i Aalborg, i det hele taget kan jeg slet ikke huske, at det nogensinde kom på tale.

Min mor har sikkert været fortvivlet over, at pigebarnet ingen ambitioner havde og hun har givetvis beklaget sig til veninderne. I hvert fald fortalte hun en dag, at militæret åbnede for tilgang af kvindelige konstabelelever og at hun havde bestilt brochurer, som hun bad mig kigge på.

Det tog mig meget lang tid, i det hele taget at få ansøgningsskemaet om optagelse som konstabelelev sendt afsted. Sjælland synes meget langt væk, når man er 18 år og aldrig nogensinde har været afsted på egen hånd.

I løbet af 1971 kom jeg til optagelsesprøve på Hærens Signalskole på Høveltegård. Alt gik godt og jeg fik besked om, at jeg var velkommen til at begynde som konstabelelev indenfor den danske hær. Lykkeligvis havde jeg ventet så længe med at bestemme mig, at jeg var for sent på den til at starte på det første hold, der inkluderede kvindelige elever, det gav mig en periode hvor jeg igen kunne tænke over, hvad jeg egentlig havde lyst til. Hvad var alternativet? Læse videre og starte på en længevarende uddannelse, hvor hjertet ikke rigtig var med, var det godt?

Endelig blev beslutningen taget, soldaterlivet skulle prøves og jeg sagde farvel til dametøjet. Jeg husker, at ejeren sagde til mig, da vi tog afsked "Jamen frk. Mortensen, det er jo slet ikke noget for Dem, De er velkommen tilbage, hvis De fortryder". D. 1 august 1972 skulle jeg møde på Høveltegård nord for Birkerød og til stor moro for mine kommende kolleger, blev jeg fulgt til København af min mor, dog skal det lige siges (skrives), at hun havde besluttet sig for at besøge min moster, der var bosiddende i København og synes det var hyggeligt, hvis vi kunne rejse sammen.

Godnat.....

Det kan altså ikke blive ved med at gå med dette natteroderi, men jeg læser stadig blogs.

Godnatbilledet er ikke fra Holland, nej det er skam pæredansk.
Møllen, der er totalt beklædt med lyng, stammer fra 1876 og står ved Grønnestrand, nær ved Thorup Strand i Jammerbugten.

Sengetid......

Min mand plejer altid at sige, at der findes ikke smukkere solnedgange end i Danmark, denne er fra Oktober 2005 og fra Tranum strand.
Slut med at læse blogge for i dag eller rettere i nat, for nu kan jeg bare ikke holde mig vågen længere ☺.

Ugen der gik.....

Nej, nej, jeg har skam ikke holdt ferie på en eller anden fjerntbeliggende ø med tropiske temperaturer, kun næsten ☺.
Jeg hev en uge ud af kalenderen og tog med på landevejene og selv om meteorologerne havde bebudet regn i enorme mængder, så havde vi faktisk rimeligt vejr det meste af ugen.

Jernbanebroen ved Hollands Diep.

Selv om vækkeuret flere dage ringede kl. 03.45 og at vi enkelte dage ikke var hjemme før 22 - 23, så nyder jeg det fuldstændig uhæmmet og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg i det hele taget har mulighed for at komme ud og opleve eventyret.

Regn på motorvejen ved Ridderkerk/Rotterdam.

Jeg ved, at jeg har været omkring det før, men jeg er stadig utroligt fascineret af, at jeg i løbet af en og samme dag kan besøge Belgien og Tyskland og endda også få lidt af Holland at se. Jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af det.

Kø, kø og atter kø...... (det hedder i øvrigt file her ☺) og stadig regn.

Dagene går med læsning, strik, fotografering, af og til en halv time på øjet, snak, grin og ind i mellem får jeg også lov til at arbejde lidt ☺. Sidst, men så absolut ikke mindst, så bliver der selvfølgelig også brugt tid på at diskutere medtrafikanternes af og til temmelig besynderlige opførsel i trafikken og den forskel der er på kørestilen i Holland, Belgien og Tyskland ☺.

Aftenhimmel på vej hjem fra Tyskland.

I Tyskland hører vi ofte WDR 4, hvor der af og til sendes pragtfulde musikprogrammer med 60´er musik. Således også i onsdags, hvor vi skrålede med på de fleste af numrene. Herligt! Bare lidt irriterende, at chaufføren er meget bedre til at huske alle teksterne end jeg.

Kvarterets konge/Kortrijk i det sydlige Belgien. Han (jeg tror, at det er en han) havde utrolig travlt med at kigge efter en ged, der løb frem og tilbage i en have lige under hvor han sad samt 2 grå killinger der løb og legede længere inde i haven. Hold da op hvor var han tålmodig, jeg tror at han blev siddende det meste af en halv times tid.

Indtil i sidste uge havde jeg aldrig set Tagetesmarker (der i øvrigt kaldes Afrikaantjes her). Temmelig sent opdagede jeg denne mark på motorvej A11 på vej mod Liefkenshoektunnel i Antwerpen. Jeg kan huske, at man i sommer på nogenlunde samme sted havde tulipanmarker. Det må være tagetesfrøene, der gør det interessant at have hele marker med tagetes. De har aldrig rigtigt hørt til mine yndlingsblomster (jeg kan ikke så godt lide lugten), men flot ser det i hvert fald ud med et par marker i skønne efterårsfarver.

Jeg måtte lige have ham her med......

Brussel med Atomium i horisonten.

Hvis man kombinerer en strejke hos de belgiske sporveje med en efterårsferie, så kan resultatet blive 460 km kø og vi sad midt i den. Men hvad søren, vi sad jo trygt og godt og hørte "De Madamme" over radioen, 3 hyggelige piger/damer, der kommer vidt omkring i emnevalg.

Den rager godt op i landskabet, broen over Zeekanal i Humbeek/Belgien. Vejret var fantastisk godt og det ville have været dejligt med en t-shirt i stedet for en stor tyk rullekravetrøje.

Så er der vitaminer til chaufføren ☺.

Dobbelt regnbue ved Tilburg/Holland.

Jeg har altid troet, at der var tale om en joke, når vi passerede dette hus på Boomsesteenweg i Wilrijk i Belgien. Nu skulle det undersøges og sandelig om ikke huset indeholder et seriøst firma, der handler med undervisningsmidler. Sjov reklame!

Prins Clausplein mellem Rotterdam og den Haag. Jeg bliver stadig lige imponeret hver gang vi kommer forbi.

Den Haag skyline.

Tak Stieg Larsson.

Jeg har været totalt tabt for omverdenen siden weekenden!
Jeg var så heldig, at kunne låne bøgerne på dansk i ferien og har indtil i fredags gjort et par forsøg på at starte på første bind, men jeg synes ikke rigtig jeg blev fanget af indholdet.
Fredag tænkte jeg, at det for søren da ikke kan passe at resten af verden er utroligt begejstrede over de bøger og jeg ikke kunne blive fanget af dem.
Indtil side 40 var jeg ved at opgive flere gange, men efter side 177 var jeg lost, helt aldeles og totalt indtil i nat kl. 01.50, hvor sidste side blev læst.
Fantastisk velskrevne bøger og hvor er jeg glad for at jeg holdt ud længere end side 40.
Nu mangler jeg bare at se filmen, men den er lettere at få fat i, da naboen har tilbudt, at jeg kan låne hans eksemplar.

Hollandske efternavne

Efternavne er ikke noget jeg har hæftet mig særlig meget ved, indtil jeg begyndte at beskæftige mig med slægtsforskning i Holland.

Alle de forskellige stavemåder jeg løb ind i for samme efternavn, besværliggjorde tingene og fik mig til at interessere mig for emnet, idet jeg aldrig har haft samme problemer i forbindelse med slægtsforskning i Danmark.

Det viste sig, at det i Nederlandene indtil for et par hundrede år siden, kun var adelige der brugte efternavne, den øvrige del af befolkningen brugte kun fornavnet. Men som befolkningstallet steg, blev det mere og mere problematisk at finde ud af præcis hvilken Joanna eller Marinus der var tale om og der måtte der en tilføjelse efter fornavnet og denne tilføjelse varierede fra region til region.

I en del regioner gjorde man - som man tidligere gjorde i Danmark - brugte faderens fornavn som efternavn, så Willems søn Marinus blev til Marinus Willem(s)zon og Willems datter Joanna blev til Joanna Willem(s)dochter.

I den østlige del af Nederland brugte man navnet på gården, hvor man boede, som efternavn. Dette gik fint så lang tid gården gik i arv fra far til søn, men den dag hvor et af gårdens børn giftede sig med en person fra en anden gård og flyttede dertil, ja så måtte "efternavnet" ændres.

I andre regioner brugte man personens erhverv som efternavn, men igen, det holdt ikke i længden, da der i byerne ofte var flere personer med samme erhverv, som for eksempel i Gent og Ieper, hvor der var mange vævere. Man besluttede derfor, at man på sådanne steder måtte have et familinavn. Det samme gjorde sig gældende i den tætbefolkede vestlige del af Nederland. Når Gent og Ieper nævnes i forbindelse med efternavne i Nederland, skyldes det at Belgien og Holland tidligere var et og samme land.

Men i regioner som Groningen og Friesland, hvor befolkningstætheden ikke var stor, da var det alene adelen og immigranter, der havde et familienavn.

Da Nederland i årene 1799-1815 var under fransk herredømme, kom der andre boller på suppen og ved indførelse af civilregistreringen den 18 august 1811, blev der udsendt et dekret om, at alle der indtil da ingen efternavn havde, de måtte vælge et og at efternavnet altid skulle overgå fra far til søn.

Hold da op, hvor har de været kreative tilbage i 1811, da de skulle vælge efternavne.
Jeg havde på et tidspunkt et par kolleger, den ene hedder "van de Gevel" til efternavn, hvilken betyder "fra Gavlen", den anden hedder "van Dijk", hvilket betyder "fra Diget". I forbindelse med slægtsforskning har jeg set så kreative efternavne som "Zuikerbuik" (Sukkermave), "Aardappel" (Kartoffel), "Naaktgeboren" (født nøgen) og "De Naamloze" (uden navn) og sidst men ikke mindst "van Muiswinkel" (fra museforretning).

Folk med et mindre kreativt gen valgte ofte navnet på den by, hvori de var bosiddende, vor tidligere bilforhandler hedder van den Udenhout (fra Udenhout, der er en lille landsby her i Brabant).

Jeg kan stadig huske, da jeg for godt og vel 8 år siden sagde mit job op i Aalborg, for at rejse til Holland og bosætte mig, da sagde en af mine kolleger til mig "Hvordan i alverden kan du finde på at flytte til et land, hvor statsministeren hedder Kok til efternavn" ☺.

Søndag i sommervejr....

Oktobersøndag med sommervejr! De fleste var i t-shirts, enkelte endda i short, herligt.

Vi besluttede os for at lufte "det røde lyn", hvem ved, det bliver måske sidste mulighed i år og selv om det var varmt, rigtig varmt i hele udstyret, så var det også rigtig dejligt.

Første stop var Waspik, hvor kirken lige skulle foreviges til slægtsforskning i min mands familie. Hvad klovnen (altså mig) ikke lige havde forudset var, at der i en lille bitte landsby kunne gå hen og være 2 kirker, begge endda ret imponerende.

Mens vi stod og så på, opdagede vi, at sideskibet var skævt.

Imponerende bygning, men desværre for meget modlys til at få et godt billede.

Efter Waspik fik chaufføren lov til at bestemme ☺ og vi kørte lidt rundt på må og få. Vi var omkring smukke Geertruidenberg, i håb om at finde en kop kaffe. Men da der var byfest, fortrak vi hurtigt igen.

Efter den!

Foran os kørte en Rolls Royce i astadigt søndagstempo.

Kaffen blev indtaget på en restaurant i Drimmelen, med udsigt over Bergsche Maas med nationalparken Biesbosch i baggrunden. Det var lidt svært at løsrive sig.

De sad troligt og ventede på smulerne fra de "riges" borde ☺.

Undervejs på hjemturen opdagede jeg, at klokken kun var 15.30, hvilket betød at vi stadig kunne nå at se jubilæumsudstillingen for Flyvestation Gilze-Rijen, idet den også havde været på programmet over mulige aktiviteter for søndagen.

Vi har flere gange snakket om den udstilling, min mand ville meget gerne se den, da han som barn altid synes det var spændende, når de passerede flyvestationen undervejs til/fra familiebesøg i Breda. Og da jeg gennem mange år har arbejdet indenfor branchen, så kunne der måske også nok være et par ting, som jeg ville finde interessante ☺. Til udstillingen er der sådan set kun at bemærke, at vi har været der og det var så det! Der var fyldt med glade ældre mennesker, der igennem mange år har arbejdet på flyvestationen og fik meget ud af se alle de gamle billeder og enkelte mødte endda gamle kolleger, alt i alt lidt hyggeligt.

På hjemturen, hvor jeg sad der på bagsædet og nød det gode vejr, kom jeg til at tænke på, da jeg var barn og vi havde været i sommerhuset om søndagen for at drikke eftermiddagskaffe og måske vælte rundt i Vesterhavets bølger. Jeg kan huske, at jeg altid blev en smule trist, når vi kørte hjem sidst på eftermiddagen, jeg ville at den dejlige stemning og hyggen skulle fortsætte, jeg havde det lidt på samme måde i går, for det hele var bare så dejligt ☺.

Så lykkedes den endelig.......

Efter ca. 120 dage blev de enige oppe i Den Haag. Den sidste hurdle CDA kongressen, hvortil der normalt er tilmeldt mindre end 1000 kongresdeltagere mod 4000 denne gang, var også positiv stemt for den nye koalition og Nederland er klar til at sige velkommen til en ny koalitionsregering.

Regeringen kommer til at bestå af partierne:

• CDA, de kristne demokrater, der har en central politisk agenda, er et parti for folket uanset baggrund, religion og nationalitet.
• VVD, de liberale, der blev det største parti ved valget, er folkets parti for frihed og demokrati.
• Og så endelig PVV, Gert Wilders parti, ham de andre ikke ville lege med efter valget, men som har været utrolig svær at komme udenom, idet partiet fik 1,5 million stemmer. Wilders, der så vidt jeg tidligere har kunnet læse mig til, går godt i spænd med Pia Kjærsgaard og partiet kalder sig "Partiet for Frihed", men har punkter som lukning af grænser for muslimske immigranter, anti islam og anti muslim politik på partiprogrammet.

Der er ingen tvivl om, at det har været en drøj omgang og det er givetvis ikke få kameler, der har måttet sluges for alle 3 partier. Men spændende, meget spændende bliver det at se, hvordan samarbejdet mellem de 3 partier kommer til at forme sig.

Billedet af de 3 partiledere Wilders (PVV), Rutte (VVD) og Verhagen (CDA) er lånt fra ED.nl´s hjemmeside.