Blogning mv.

Jeg har i dag fået lov til at være barnepige for denne yndige lille trold, Roxy. Hun er 13 uger og der er fuld fart over feltet hele tiden. Lige nu er der ro og hun sover dybt efter en formiddag med leg samt masser af krammere.

Nå, men til det mere alvorlige…..

Det er overhovedet ikke, fordi jeg ikke har lyst til at blogge længere, men lige pt. er der så mange ting, der farer rundt i hovedet på mig, så det kniber med at koncentrere sig om blogning. Men jeg forventer, at vende stærkt tilbage.

Jeg lovede en blogger at fortælle lidt om mine oplevelser omkring diabetes 2. Jeg har været til det første møde med den diabetes specialist, der er tilknyttet vort lægehus. Hvis man kan tale om hygge i forbindelse med diabetes, så var det rigtig hyggeligt og selv om jeg allerede vidste en del om diabetes fra min mand, så fik jeg af hende, den bedste og simpleste forklaring på, hvordan det hele hænger sammen. Og det sjove af det hele var faktisk, at forklaringen kom fra Danmark, lavet af Novo Nordisk, der er en af mine gamle kunder.

Lige her og nu drejer det hele sig om bevægelse og uendelig meget af det, at tabe sig nogle kilo, at få taget blodprøver ind i mellem for at se, om den ændrede livsstil har en positiv indvirkning på tallene og for at holde øje med kolesteroltallet. Ud over det, så skal der tages foto af nethinden og fødderne skal checkes (jeg er lidt spændt på, hvordan mon det kommer til at gå, for jeg er frygtelig kilden ☺) og blodtrykket skal jævnligt kontrolleres, men det er heldigvis utrolig fint. Jeg blev tilbudt, at blive tilknyttet en diætist, men har indtil videre takkede jeg nej til tilbuddet. Foreløbig undgår jeg, at skal have medicin, men jeg husker fra husbond, at det stopper på et tidspunkt. Jeg fik at vide, at diabetes er en sygdom og når man først har fået den, så slipper man aldrig af med den igen, men at det hele kan blive bedre ved en ændret livsstil. Diabetes damen mener, at min diabetes skyldes en kombination af arvelig diabetes (min morfar var diabetiker) og usund levevis.

Da min mand i sin tid fik konstateret diabetes, havde jeg netop fået flere store poser gamle blade fra Danmark, jeg hev alle opskrifter på diabetiker mad ud, de opskrifter er nu fundet frem igen. Den småkage eller hvad det nu var, der tidligere blev indtaget sammen med aftenskaffen/theen, den er nu droppet, men derudover er det ikke de revolutionerede ændringer, jeg har foretaget i hverdagen. Det eneste er megen bevægelse og det har jeg ingen problemer med. Mere følger…….

Ud over ovenstående, så pusler der også noget andet rundt i hovedet ☺. Det er uventet og slet ikke hvad jeg/vi havde planer om og egentlig ville, men på den anden side, så er jeg da utrolig beæret. Det handler om noget jobmæssigt, en verden som jeg sagde farvel til for 2 år siden og ikke regnede med igen at skulle stifte bekendtskab med igen. Lige nu og her er der mange tanker i gang, skal, skal ikke. Hvis jeg får mine krav opfyldt, så det måske være svært at sige nej, men vi får se.

Vær sød og bær over med mig, selv om der ikke er megen aktivitet lige pt. ☺.

Pyha, sikken en formiddag…..

Igennem det sidste par år er det blevet ”moderne” at stjæle kobber fra togledningerne hernede. Hvor lige præcis det kobber, som nu er så eftertragtet er placeret, det har jeg ingen anelse om. Og hvordan i alverdens riger og lande det lykkes vandalerne, at få fat i det kobberet, det har jeg heller ingen ide om, men for søren hvor er det dog irriterende.

Nu ved jeg godt, at jeg ikke skal brokke mig, for der er mange mennesker, der dagligt må leve med det besvær et sådan tyveri medfører, hvorimod jeg tager toget ca. 1 – 2 gange om året. Men i dag havde jeg en aftale i Oisterwijk og da stedet for min aftale lå 5 min. fra stationen og togturen i alt (under normale forhold) ville tage 30 min., valgte jeg at tage toget.

Det nåede jeg at fortryde de første mange gange undervejs, idet turen bød på 30 min. ventetid uden information af nogen art, 45 min. forsinkelse til aftalen og en bustur tilbage til Tilburg, hvor folk stod som sild i en tønde. Og det alt sammen i silende regn.

Jeg stod og talte med en ældre dame, mens vi ventede på bussen fra Oisterwijk til Tilburg, hun var inde på, at hænderne skulle hakkes af de vandaler, der lavede den slags unoder som at stjæle kobber fra togledningerne. Jeg turde slet ikke fortælle damen, at jeg for nylig læste i avisen, at kobberbogstaver på gravsten også er i høj kurs og forsvinder rask væk.
Jo, jo jeg har skam oplevet noget i dag.

Hvad er konsekvenserne?

Nu har jeg nok aldrig tænkt særlig meget over det arbejde brandfolk udfører i forbindelse med en brand, udover at de selvfølgelig forsøger at slukke branden. Men i den forløbne uge, så jeg et eksempel på deres fantastiske kunnen og hold da op, hvor har jeg fået respekt for, hvad de kan.

Onsdag eftermiddags ved halv 3 tiden udbrød der en storbrand i en kemikalievirksomhed i Moerdijk, der er et større industriområde godt og vel 35 km. nordvest for, hvor vi bor. Da virksomheden forarbejder og pakker kemikalier til brug for bl.a. den kemiske industri, gummiindustrien samt landbrug og gartneri, var det intet mindre end en katastrofe.

Da jeg hørte om branden fra husbond, der havde set den enorme sorte røgsky fra motorvejen, tændte jeg for fjernsynet, hvor vor lokalsender ”Omroep Brabant” var udråbt til katastrofekanal. Det var frygteligt at se de op til 40 meter høje flammer og den tykke sorte røg, der blæste mod nord, men det værste var selvfølgelig frygten for, at de giftige og farlige stoffer, der blev opbevaret på fabrikken, skulle blive spredt.

Vinden blæste røgskyen og dens indhold mod nord til Doordrecht og Rotterdam. I det sydlige Doordrecht havde man ladet katastrofealarmen lyde, for at få folk til at blive inden døre med lukkede vinduer og senere på dagen, fik bønderne besked på, at husdyrene måtte ind fra markerne.

Mens jeg så udsendelsen, tænkte jeg på hvordan det mon ville være muligt, at få en brand med den kraft slukket. Flere gange, mens journalisten stod og snakkede ca. 800 meter fra brandstedet, sås nogle af de 10 store kemikalietanke eksplodere og sende en kæmpe paddehattesky af ild og røg højt op i luften, frygteligt. Senere bredte branden sig også til nabovirksomheden Wärtsilä, der laver skibsskruer.

Men allerede omkring kl. 23.30 onsdag aften, var det lykkedes de 130 involverede brandfolk at få ilden så meget under kontrol, at de ved hjælp af Flyvevåbnets enorme brandfartøjer, der er beregnet til brug ved flykatastrofer, kunne sprøjte et skumtæppe ud over en stor del af området. Utroligt, at det kan lade sig gøre, at slukke en brand med så megen kraft.

Under branden blev der hele tiden foretaget målinger af luften, først oplyste RIVM (Det Nationale Institut for Befolkningssundhed og Miljø), at det ikke tydede på, at der var kommet skadelige stoffer fri, men man advarede dog beboerne i Dordrecht og omegn om ikke at komme i kontakt med affaldet fra branden. TV viste billeder af grøfter fyldt med en tyk brunlig substans, det stammede fra slukningsvand iblandet affald fra fabrikken.

Det forekommer helt utroligt, at der slet ikke skulle være kommet skadelige stoffer fri fra branden og siden da er der da også kommet en del modstridende oplysninger frem i pressen. Fredag lød det, at grøfterne omkring brandstedet var svært forurenede med bl.a. Benzeen, Naftalin og Tolueen fra slukningsvandet. Lokalradioen oplyste i går, at der var kommet kræftfremkaldende stoffer fri og grøntavlere i området må ikke anvende grøntsagerne fra markerne. Til gengæld så jeg i en avis, at miljølæge Henk Jans oplyste, at der i landsbyen Moerdijk ikke var målt koncentrationer af skadelige stoffer, der kunne udgøre nogen sundhedsrisiko for befolkningen, han siger videre ”Hvis De nu spørger mig om Moerdijk er sikker, så siger jeg af hele mit hjerte ja”. Det sidste jeg har set er, at der ikke vil blive lavet en befolkningsundersøgelse, i det man ikke ser nytten af en sådan. Hvad skal man tro? Jeg forstår godt, at befolkningen i Moerdijk og omegn er utrygge ved situationen og nervøse. Jeg læste også i går, at man forventer, at oprydningen vil tage 1 – 2 år.

Heldigvis var der ingen tilskadekomne ved branden og da fabrikken ligger midt i industriområdet, stod de nærmeste beboelseshuse ca. 2 km. fra brandstedet.

Endelig fik jeg forklaringen….

 

Det har været lidt sporadisk med blogningen gennem de sidste par måneder, længere endda. Et indlæg på bloggen samt en linje på Facebook i ny og næ, det er alt hvad jeg har kunnet svinge mig op til.

Madame viste for et stykke tid siden 2 billeder af sine katte, der lå henslængt i hhv. stol og sofa, kattenes energiniveau passer meget fint til mit, sådan lige pt.

Efter en forkølelse i begyndelsen af december, blev energien bestemt ikke større, tværtimod. Før der nu er nogle, der får medlidenhed med den stakkels mand, jeg bor sammen med, så vil jeg lige bemærke, at der skam er blevet lavet mad, redt senge, vasket tøj, støvsuget osv., bare ikke med samme frekvens som normalt.

Egentlig skulle alarmklokkerne nok have ringet allerede for lang tid siden, men jeg gik hele tiden og tænkte, det er nok efteråret/vinteren eller alderen, der gør, at det hele er så uoverkommeligt. Videre tænkte jeg, hvis nu det er alderen og dette er situationen i en alder af 57½, hvordan i alverdens riger og lande bliver det så på sigt?

Da husbond, pga. af sin diabetes, havde kontakt til diabetesdamen mellem jul og nytår, var der endelig en alarmklokke, der begyndte at ringe og en blodprøve følgende morgen viste, at den var god nok. I går fik jeg resultatet af laboratoriets blodprøver og de afveg ikke fra mit eget check. Næste mandag starter hele maskineriet ud, med besøg hos diabetes damen og så må vi se, hvad hun siger, i hvert fald så er alle madopskrifterne fra dengang husbond fik konstateret diabetes, fundet frem og hver eneste aften knokler vi med WII fitness super plus med et personligt træningsprogram, løb, cykling, tennis, bowling m.m. Min veninde sagde i aftes, at det da er vild luksus, at kunne spille tennis i en lejlighed på 80 m2 og med en lofthøjde på 2,50 meter ☺.

Det eneste jeg på et eller andet tidspunkt er nødt til at skal have skubbet ind i kostplanen er den pakke med ”Lav-selv-superluksus-brownies”, som jeg købte før jul og stadig ikke har orket at lave. Den lader jeg i hvert fald ikke gå til spilde ☺.

Og nu er det jo ikke sådan at jeg går rundt og tror, at jeg er helt speciel pga. opdagelsen, idet 220.000 danskere og 740.000 hollændere har diabetes og man regner med, at der hvert år kommer 20.000 flere danskere og 71.000 flere hollændere mere til, så jeg er bestemt ikke alene.