Jordemodertasken.

Jeg er ved at tørre støv af (hvad laver jeg så lige her, bag computeren?) og kom forbi min jordemodertaske.

Min mormor havde 3 søstre, i forbindelse med slægtsforskning, har jeg fundet ud af, at der også var en halvbror, men det er en helt anden historie.

De 3 søstre var Ane Dorthea, der sammen med sin mand overtog forældrenes husmandssted på Vilsbæk ved Brovst, Johanne Kristine, der sammen med sin mand bosatte sig i Amerika og Petrea Masine, som denne lille historie handler om.

Petrea blev født på husmandsstedet ved Brovst i 1895. Hun har givetvis i sin ungdom været ude at tjene, idet hun, da hun var fadder ved min mosters dåb i 1918, står som værende bosiddende i Vadum. Jeg kan forestille mig, at amorinerne har flagret i luften dengang i 1918, idet Petreas senere mand møllersønnen Harry, netop kom fra Vadum.

Hvor Petrea opholdt sig efter 1918, er det ikke lykkedes mig at finde ud af, men jeg har en formodning om, at hun nok har været i nærheden af Brovst, idet Harry, da han var fadder ved min mors dåb i 1922, var kommis i Arentsminde Brugsforening, kun ca. 8 km. fra Brovst.

Petrea og Harry blev gift i Brovst kirke i 1923 og jeg har fået fortalt, at jordemodertasken kom ind i parrets liv på det tidspunkt. Jeg kan næsten ikke forestille mig, at parret har været på bryllupsrejse og at jordemodertasken er blevet indkøbt til det formål.

Efter vielsen flyttede Petrea og Harry et par kilometer længere vestpå, da Harry blev brugsuddeler i Øster Svenstrup Brugsforening, der var oprettet i 1921. I 1927 fik ægteparret datteren Sonja.

Petrea var, da jeg som barn lærte hende at kende, svagelig og sengeliggende meget af tiden og måske hun har været det i mange år, idet min mor har fortalt, at hun som stor pige af og til var i Øster Svenstrup for at hjælpe til i brugsforeningen. Blandt andet husker jeg, at hun fortalte, at en af nabo sønnerne kom ind i butikken for at købe en ”lim”, et udtryk blandt andet thyboerne brugte for en kost, men det var ikke kendt i ”storbyen” Brovst 2 km. længere mod øst.

I 1933 var medlemstallet i Øster Svenstrup Brugsforening nået det svimlende antal af 90 personer og omsætningen var på 60.000 kr. (Kilde: Danske byer og sogne, Hjørring Amt).

Datteren Sonja døde allerede i 1951 og Petrea døde i 1962. Inden Petreas død var parret fraflyttet den røde hjørnebygning i Øster Svenstrup, der indeholdt brugsforeningen. Om det også var på det tidspunkt brugsforeningen i Øster Svenstrup blev lagt sammen med brugsforeningen i Skovsgaard, er jeg ikke klar over. Harry og Petrea havde bygget en dejlig aftægtsbolig med udsigt over markerne nær brugsforeningen og det er også i det hus, jeg husker den sengeliggende Petrea.

I mine teenageår blev det moderne at gå med jordemodertasker og hvordan min mor havde fået opsnuset, at onkel Harry var i besiddelse af en sådan, det må stå hen i det uvisse (for søren, hvor jeg savner din viden mor, der er så mange ting, jeg gerne ville kunne spørge om). Min mor spurgte onkel Harry, om jeg måtte få tasken og jeg husker endnu den højtidelige overdragelse af skatten i 1969/70.

En af de første gange jeg havde jordmodertasken med til Aalborg, havde jeg en sjov oplevelse. Jeg kom spadserende i Bispensgade, da 2 – 3 unge mænd kom hen til mig. De pegede på jordemodertasken, en greb ud efter den samtidig med, at de alle 3 sagde rigtig mange ord på fransk. Selv om 1 års fransk i realen ikke just havde gjort mig i stand til at tale perfekt fransk, så fik vi dog gang i lidt kommunikation og det viste sig, at de ville købe tasken. Så vidt jeg husker, var de endda villige til at betale en pæn sum for den, men nej den var ikke til salg.

Jordemodertasken, der med årene er faldet lidt sammen, pynter nu min mormors gamle skab sammen med en gammel kuffert, der stammer fra min mands bedstefar. Jeg elsker at omgive mig med sådanne skatte der har en historie.

Jordemodertasken fik i foråret 2001 en yngre søster, idet jeg under en rygsæktur til Holland led af pladsmangel og måtte ud og investere. Den moderne version er selvfølgelig vældig praktisk, men den har knap så stor betydning for mig som Petrea og Harrys gamle jordmodertaske.

Det er heldigvis stadig ok med bløde pakker……

Vort dejlige gudbarn Isabella på 2½ år er sammen med hendes søde forældre og 2 skønne søskende på besøg i Holland her i påsken. Af og til bliver den dejlige unge udsat for nogle af gudmors hjemmekomponerede og hjemmestrikkede gaver og således også denne gang ☺. Heldigvis er hun endnu ikke så stor, at hun siger ”Jeg gider altså ikke bløde pakker”.

Gudmor var selvfølgelig alt for sent på den og samme gudmor havde selvfølgelig valgt garn, der skulle strikkes på pind 2 og 2½ og sidst, men ikke mindst, så blomstrede gudmors kreativitet allerhøjest midt under hele projektet, der alt i alt endte med at blive så tidskrævende, at knapperne først blev syet i 10 minutter før vi kørte på kaffevisit hos Isabella og hendes familie.

                                                                                                                    

Hvor var det dejligt at se dem igen og få lov til at snakke højt, inderligt og længe på dansk en hel aften ☺ ☺.

Lykke er……..

På regnvejrsdagen i sidste uge, kastede jeg mig ud i et projekt, som jeg har skubbet foran mig gennem de sidste 3 - 4 år.

Forstoffet på min højtelskede og uendeligt gamle læderjakke, kunne bare ikke længere, hullerne blev større og større og jeg var nu nået så langt, at jeg kun turde tage jakken af hjemme, af frygt for, at nogle skulle se de store huller ☺. Nu er det skam ikke, fordi jeg ikke vil have en ny jakke, jeg har forsøgt utallige gange, at finde en jakke nogenlunde magen til den gamle, men det er bare aldrig lykkedes og under hvert forsøg, kommer ekspedienterne med nydelige jakker, der givetvis passer bedre til min alder end den gamle, men det er bare ikke det jeg vil ☺.

Faktisk så er det lidt en sandhed med modifikationer, at det er min jakke, men jeg har i hvert fald været bruger af den gennem de sidste 13 – 14 år. Min datter købte jakken, mens hun var meget ung og jeg mener at kunne huske, at grunden til hun aldrig rigtig fik den brugt var, fordi den var for stor. På et tidspunkt, tænkte jeg, at den måtte jeg da kunne bruge og siden har den hængt på mig, fra de første forårssolstråler titter frem og indtil den bliver for kold om efteråret og jakken bliver smukkere og smukkere, for hvert år der går.

Jeg har ofte tænkt på, at indleverede jakken hos et syatelier og lade dem sy nyt forstof i, men så er der gået et nyt år og intet er sket. Sidste sommer, tænkte jeg, hvor svært kan det være? Nyt forstof blev indkøbt, endda sådan lidt Burberrylike, når der nu endelig skulle ske noget, så skulle det også ske med maner ☺.

I sidste uge blev det gamle forstof hevet af, nyt er syet i, endda med håndkraft, idet min symaskine nægtede at sy igennem alle lagene af læder. Jeg er bange for, at jeg nok bliver nødt til at sy det en ekstra gang, for at være sikker på, at det holder, men det behøver jo ikke at være lige nu ☺. Nu skal det bare nydes, at jeg igen kan være bekendt at tage jakken af og på uden for hjemmet. Godt, at der var en regnvejrsdag i sidste uge ☺.

Ardennertur…..

Husbond rundede i marts et skarpt hjørne og havde besluttet, at han allerhelst ville fejres i Ardennerne, omringet af børn, svigerbørn og børnebørn og til alt held, måtte jeg også komme med ☺. Huset blev lejet allerede sommeren 2010, det lykkedes desværre ikke at komme af sted på selve dagen, men tæt derpå.

Jeg var lige så spændt, som resten af familien på, hvad der mon ventede os, idet husbond havde lejet huset uden min deltagelse ☺. Mens vi selv udlejede sommerhus i Danmark, gennem et stort dansk sommerhus udlejningsbureau, der også stod for rengøring efter udlejning, var det ikke småting, der mødte os, når vi nåede frem efter en lang køretur (opvask, der var sat i skabene uden at være vasket af, køkkenudstyr, der lå udenfor osv. osv. osv.). Derfor var det uhyre spændende at se, hvordan standarden i Ardennerne var.

Midt i marts drog vi alle mod Chevron-Stoumont i Ardennerne, nogle havde længere at køre end andre, men vi var glade og taknemmelige for, at den lille familie fra Nordjylland godt gad køreturen.

Alle mine bekymringer angående husets stand blev gjort til skamme, sjældent har jeg set et så rent og pænt vedligeholdt udlejninghus. Er der nogle, der skulle være interesserede i en ferie i Ardennerne, kender jeg et rigtig godt sted ☺. Vi nåede lige at få tømt bil og kigget rundt i huset, inden de næste 2 hold dukkede op og det sidste hold, min lille danske familie, nåede frem ved 21 tiden, heldigvis havde børnene klaret den lange køretur flot.

Mens vi ventede på danskerne sørgede drengene for, at der var ild i kaminen, mens de filosoferede lidt over tilværelsen ☺.

Ud over, at vi fejrede husbonds fødselsdag, så var der ingen af børnene der vidste, at vi havde giftet os og da alle var kommet på plads, hev vi champagneflaskerne ud af køleskabet og de til lejligheden indkøbte romantiske petit fours kom frem og vi var parate til at fortælle dem nyheden. Det kom ikke som den helt store overraskelse for nogle af vore børn, enkelte troede endda, at vi havde giftet os for lang tid siden og bare ikke havde fortalt om det. Men som der var en der sagde, ingen information = ingen gaver ☺.

Vi fik dog en helt fantastisk gave, der havde gjort turen med fra Danmark. Jeg havde fortalt en af mine søde veninder i Danmark om giftermålet, dog med ordre om, at hun ikke måtte fortælle det til nogle, der måske kunne komme i kontakt med min datter. Samme dejlige veninde havde sat himmel og jord i bevægelse, for at få både en bryllupsgave og en fødselsdagsgave med til Ardennerne, alt var camoufleret som fødselsdagsgave til husbond, så min datter ikke skulle fatte mistanke. Alt lykkedes og vi er begge utroligt glade for den flotte gave, tusinde tak begge to.

Ardenner regionen strækker sig ud over Belgien, også ind i Tyskland, Luxemborg og Frankrig. Det er et skovklædt og meget bakket området, hvor det højeste punkt er Botrange (694 m). Under 2. verdenskrig blev området kendt på grund af Ardenneroffensiven, hvor den tyske hær i december 1944 planlagde, at drive en kile ind i de allieredes frontlinje og indtage Antwerpen.

Lykke er, når børnebørnene Karoline på 5½ (i mormors hjemmesko) og Kristian på 6 måneder kom ind og vækkede os om morgenen, selv om deres stå-op-tider ikke helt passede med vores. Hold da op, hvor jeg savner det i hverdagen, men som en anden blogger, der ikke bor i samme land som børnebørnene skrev, så er det 100% kvalitetstid, når vi endelig er sammen.

Dagene gik med traveture, bilture, diverse spil og hygge, det var total afslapning og der var endda nogle der meldte ud, at de havde ferie og slappede endnu mere af end andre ☺.

Vi besøgte blandt andet vandfaldet ved Coo i floden Amblève. Vandfaldet, der har en højde på 15 meter, anses for at være et af de vigtigste vandfald i Belgien. På vej ned til vandfaldet, var det dejligt at se, at Karoline efterhånden bliver mere og mere tryg ved at være sammen med hollænderne.

Meningen var, at alle vore børn, sviger- og børnebørn skulle være blevet til tirsdag, men lille Kristian blev desværre syg med opkastning og diare. Da det ikke forsvandt, blev den hjemlige læge konsulteret, heller ikke hans råd hjalp og derfor blev den lille familie enige om, at køre hjem allerede mandag eftermiddag. Onsdag dukkede Kristians første tand frem og vi var alle lettede over, at det var årsagen til sygdommen.

Vi nød at køre rundt i det smukke område, hvor der hele tiden var noget nyt og spændende at se.

Tirsdag havde min bonusdatter fødselsdag og da hun og hendes kæreste skulle af sted tidligt tirsdag morgen, blev vi enige om at fejre fødselsdagen mandag aften. Jeg havde i farten glemt alt om, at der til enhver hollandsk fødselsdag hører guirlander, men det er utroligt hvad Albert Heins wc papir kan gøre, især når vi har en meget kreativ svigerdatter i familien ☺.

Sidste hold børn kørte hjem tirsdag eftermiddag, det var hårdt for dem at komme af sted, idet tirsdagen bød på pragtfuldt vejr. Men onsdag var arbejdsdag, så der var ingen vej udenom. Men vi ville gerne have beholdt dem lidt længere ☺.

Onsdag var vi på tur og så blandt andet Barrage de L´ourthe, en stor opdæmmet sø, der skal understøtte kommunerne Aisne og Ourthe med drikkevand. Det siges, at søen indeholder 2,5 mill. m3 vand, om det er nu er korrekt eller ej, det ved jeg ikke, men imponerende var den i hvert fald. Vi opgav dog at trave den 13 km. lang tur rundt om søen.

Senere kørte vi til Houffalize, hvor vi spiste frokost og travede rundt i et par timer. Byen er kendt som turistby og at den er velbesøgt, er der ingen tvivl om. Engang for år tilbage, var vi på vej til Frankrig og forsøgte at få et hotelværelse  for natten i Houffalize, men alt, selv det mindste kosteskab, var optaget. Det endte med, at vi kørte til Luxemburg by, slog bilens sæder ned og sov der, jeg husker især den vidunderlige udsigt, da vi vågnede (den kompenserede 100% for øm ryg, manglende bad m.m. ☺).

Under 2 verdenskrig havde Houffalize en strategisk position, det var her generalerne Montgomery og Patton mødtes. Under Ardenneroffensiven blev byen flere gange bombet af de allierede og et vidne om grusomhederne fra dengang står centralt på Place Roi Albert, en kampvogn af typen Panther, fra 116e Panserdivision.

Efter Houffalize var vi en smut over grænsen til Luxembourg for at få tanket benzin til næsten ingen penge ☺. Mens vi kørte rundt i området lagde jeg mærke til, at så godt som hvert eneste hus havde vasketøj hængende ude, blafrende i vinden. Det er noget, som jeg af og til godt kan savne, bevares jeg har da vasketøj ude og tørre her, men det foregår på et lille stativ. Der er altså ikke noget så dejligt, som at ligge sig i en seng med rent sengetøj, der har hængt på snoren og tørret i solen ☺.

I La Gleize, tæt på hvor vi boede, besøgte vi museet december 1944, et meget indtryk vækkende lille museum, der ud over flotte opstillinger med erindringer og situationer fra 2 verdenskrig, også fortalte historien om Obersturmbannführer Jochen Peiper. Selv om byen La Gleize blev frygtelig ødelagt under 2. verdenskrig, så finder jeg alligevel den historie, som den meget snakkesalige museumskustode fortalte, rørende. Han fortalte, at museet for et par år siden havde haft besøg af et par ældre tyske herrer og mens de vandrede rundt, opdagede de pludselig fotos af sig selv, på plancherne af fotos med tyske officerer. Den ene af museets grundlæggere, nu en ældre mand, der hver dag besøger museet inviterede de tidligere tyske officerer med hjem. Selv om 2. verdenskrig og alle dens grusomheder aldrig må blive glemt, så finder jeg det rørende af den gamle mand.

På vejen hjem til huset, passerede vi byen Chaudfontaine. Jeg ved ikke om kildevandet Chaudfontaine sælges i Danmark, men her sælges det overalt og der reklameres jævnligt for det i TV. Reklamen viser, et par der sidder på en restaurant nær havet. De bestiller og får selvfølgelig en flaske Chaudfontaine, derefter bliver de optaget af et eller andet og observerer derfor ikke, at en blæksprutte snupper Chaudfontaine flasken. Blæksprutten og alle dens venner i havet, bliver selvfølgelig overmåde glade og begynder at danse, efter der er hældt Chaudfontaine ud i havet ☺.

Jeg altså ingen blæksprutter i Chaudfontaine!!!! Men til gengæld opdagede vi et eller andet bygningsværk, der var bygget ind i en klippevæg. Da vi kom lidt nærmere, kunne vi se, at det var kilden, hvorfra vandet kommer og pludselig kom en bil kørende op foran og ud stiger en mand med et hav af plastflasker….. Jeg var ikke beruset af Chaudfontaine, da jeg tog billederne, men da jeg måtte zoome ret kraftigt, behøvede jeg støtte og støtten var altså skæv ☺.

Enkelte familiemedlemmer har luftet tanken om, at det skal være en årligt tilbagevendende begivenhed, at vi alle skal mødes et eller andet sted, spændende at se, at det vil lykkes.

Hvad er nu det for noget roderi?

Jeg vidste det jo godt!
Meteorologerne havde fortalt, at det fantastiske vejr ikke ville fortsætte, men alligevel…..
Nå, men det er jo ikke så galt, at det ikke er godt for noget, så kan jeg måske få check på bare en lille smule af alle de projekter, der ligger og venter på mig ☺.

Søndag i Hengelo…..

I går var vi sådan set på vej til Danmark eller i hvert fald næsten ☺. Vi var på besøg hos venner i Hengelo, der ligger knap 200 km ud af ruten, på vej til Danmark.

Det var en skøn dag, hvor vi blev fyrsteligt beværtede af værtsparret, solen skinnede fra en skyfri himmel, temperaturen lå på godt og vel 20 grader og vi blev oven i købet vist rundt i provinsen Twente, hvor Hengelo ligger, hvad kan man egentlig forlange mere af en forårssøndag?

Jeg har fået lov….. ☺

Bygningsstilen i Twente er anderledes end hernede sydpå, så godt som alle gårde og huse har hvide sternbrædder (mener jeg at kunne huske, at de hedder) og det øverste af gavlen er malet grøn. Der er noget hyggeligt over hele området, der selvfølgelig præsenterede sig fra sin allersmukkeste side i forårssolen.  Billedet er tyvstjålet fra internettet og er nødt til at forblive i denne størrelse, da det ellers bliver det for utydeligt ☺.

Vi gjorde holdt i Ootmarsum, som jeg kun kendte fra vejskiltet undervejs til/fra Danmark. Men jeg skal da lige lov for, at byen med det besynderlige navn, gemte på spændende ting og sager.

Ootmarsum er den ældste by i den nordøstlige del af provinsen Twente, den er fyldt med smukke gamle hus, med et utal af gallerier, med åbne butikker fyldt med ”hebbedinge” (ting, som man næsten ikke kan undvære ☺) og med turister.

Byen er også kendt som hjemsted for maleren Ton Schulten, han er også et helt nyt, men absolut spændende, bekendtskab for mig. Jeg ville gerne have kopieret et par af hans pragtfulde og farverige billeder ind på siden, men desværre. Han favner bredt, denne Ton Schulten, idet galleriet, der bar hans navn, var fyldt skønne ting af glas og ler, samt de farverige malerier.

De mange gallerier gjorde også, at turisterne var en anden type, end man normalt ser rundt rundt på de forskellige turistattraktioner og det var uhyre interessant, at sidde stille og roligt på en af de mange cafeer med en øl og kigge på de forbipasserende ☺.

Værtinden og jeg var nødt til at frekventere et par af de åbne butikker og der røg da også et enkelt pragtstykke i tasken ☺. Værtinden købte matchende ørestikker ☺. Jeg har forsøgt, om ikke det var muligt at ungå rynker på fotoet, men nej ☺. Men hvad søren, armen er jo heller ikke 17 længere ☺☺☺.

Værtsparret har det sjoveste husdyr, en så vidt jeg husker 12 år gammel kanin, der løber rundt i den helt lukkede have, som en anden hund. Da den ene af værtsparrets smukke døtre kom hjem, blev hun fulgt rundt overalt af kaninen. Da min datter var lille, havde hun 2 kaniner, men så speciel og tam som denne, blev hendes aldrig.

Maden smagte pragtfuldt og vi fik den mest fantastiske dessert, som jeg endda fik opskriften på. Den kommer på bloggen på et tidspunkt, men jeg skal først lige have den lavet til en ekspert ud i desserter og kager fra Danmark, der kommer på besøg inden længe og da jeg ved, at han læser med på bloggen, skal han ikke have chancen for at se opskriften ☺.

I går var en af de dage, der bliver gemt i erindringen.

Det er da utroligt, hvad man kan blive udsat for ☺…….

Da husbond mandag sidst på eftermiddagen trådte ind ad døren, var han askegrå i ansigtet, krumbøjet som en forslidt gammel mand og med en fremtoning, der sagde ondt, ondt og atter ondt. Det sker 1 – 2 gange om året, at ryggen som et lyn fra en klar himmel, gør vanvittig ondt og således også i mandags.

Der skal helst ikke veksles mange ord, når situationen er sådan. Han blev bugseret ind på sofaen med varmepude og Ibropofen og vi nåede lige at sige ”Det er da godt, at vi ikke skal på ferie”, før han faldt i søvn.

Det med ferien, er der en årsag til!
For 2 år siden var alt planlagt til den helt store ”Tour de France”, alle hoteller var bestilt rundt i hele Frankrig og kufferterne var næsten klar, da husbond fredag aften, før feriestart søndag, kom hjem fra job, askegrå i ansigtet og ude af stand til at rette sig op. Det var intet mindre end frygteligt at se på, ligge ned gjorde ondt i ryggen, at gå ligeledes og at stå forholdsvis smertefri, var kun muligt, hvis han hang ind over spisebordet. Hvad skulle vi gøre? Efter en søvnløs nat blev vi enige om, at besøge vagtlægen, der kun kunne byde på smertestillende tabletter og sige det samme som egen læge ”Den slags tager tid, lang tid, men prøv at være så meget som muligt i bevægelse osv.”. Ud fra den betragtning blev vi enige om, at vi lige så godt kunne tage på ferie, i stedet for at patienten lå/sad hjemme i feriens 3 uger.

Nu ville skæbnen altså, at jeg onsdag før feriestart, havde haft et pokkers uheld, som jeg ikke rigtig havde tid til at koncentrere mig om, ud over at tage en Panodil af og til. Jeg kom drønende med vores dyne, der havde været ude til luftning og så derfor ikke, at en lav dørstopper lå i vejen. Hold da op, hvor en dørstopper kan slå én ud ☺. Min ene tå blev i løbet af få minutter enorm tyk og gjorde vanvittig ondt. Nå, men ved hjælp af Panodilerne, lykkedes det mig at få pakket færdig til ferien og alle de yndige små sko, der var i kufferten, blev taget ud igen, da eneste fodtøj jeg kunne være i, var klip klapper samt med lidt god vilje, også de uundværlige Jesus sandaler. Det var vores første ferie, efter jeg var stoppet med at arbejde, hvilket vil sige den første ferie, i de år jeg havde boet i Holland, hvor jeg ikke skulle igennem alt muligt bøvl og brok for at få ferie sammen med husbond. Undervejs i dagene fra onsdag til fredag eftermiddag, hvor husbond kom hjem fra arbejde, havde jeg haft en ide om, at jeg måske kunne undgå at slæbe kufferter i ferien og kun koncentrere mig om min ”lille” elegante håndtaske (kaldet kommoden) samt pleje min givetvis brækkede tå ☺. Set i bakspejlet, var det temmelig naivt.

Søndag morgen var der afgang, ”France, here we come” ☺. Det tog ganske vist noget ekstra tid at blive færdige, på grund af vore skavanker, men af sted kom vi og husbond blev bænket på bagsædet, så ryggen havde mulighed for ligge udstrakt.

Under et stop i det nordlige Frankrig, blev alle vore besværligheder med at få husbond ud af bilen (gudskelov for 5 døre) observeret af en ældre herre - en pokkers klog hollænder! Han kom og spurgte, om Frank havde ondt i ryggen? Det kunne jeg jo ikke nægte, selv om det sådan set ikke kom manden ved. Hollænderen fortsatte, at så skulle vi købe en Lexus, for den kunne næsten kurere en dårlig ryg! Han fortsatte med alle fordelene ved en Lexus og fortalte, hvor mange han havde haft af den slags biler igennem sin levetid og hvor dårlig ryg han havde haft og blablabla. Her stod jeg og var vildt stolt af mig selv, over at det var lykkedes mig at få os styret helt til det nordlige Frankrig i vores 1 måned gamle Audi, der oven i købet havde automatgear, et udstyr, som jeg aldrig tidligere havde stiftet bekendtskab med (men gudskelov for det, for så behøvede jeg ikke at bevæge min tå så meget ☺) og så kom sådan en bedrevidende hollænder og gjorde sig klog på alt og alle. Grrrrr…..

Det skal lige siges, at vi havde en pragtfuld ferie og vore skavanker kom sig lidt efter lidt. Eneste minde sådan rent fysisk er, at min tå har den underligste facon ☺.

Nå, men tilbage til overskriften! På grund af husbonds manglende mobilitet, bestemte jeg mig for at tage med ham på arbejde tirsdag og onsdag, idet jeg forventede, at jeg altid kunne være til en smule hjælp undervejs. Og det var da utroligt, hvad jeg denne gang havde vovet mig ud i ☺.

Jeg har skam mine egne arbejdshandsker (Roxy´s yndlingslegetøj, når hun er på besøg) og dem har jeg så sandelig også fået lov til at bruge i de 2 dage. Jeg har knoklet med presenning (gudskelov, at det snart er slut med dem, for det er godtnok noget bøvl), jeg har udøvet hærværk med hammer på et beslag, der havde sat sig fast og jeg har skiftet pære i baglyset og alt muligt andet sjovt. Jo, det er utroligt, hvad ens kontorfingre kan blive udsat for ☺.

Og turene, du godeste hvor har vi dog set meget smukt undervejs. Tirsdag var vi i Belgisk Limburg, et forholdsvis fladt område i den østlige del af Belgien. Alle æbletræerne i æbleplantagerne stod i blomst, magnolierne/tulipantræerne lyste i hvidt, lys rødt og lilla, blomstringen var på sit højeste, enkelte var allerede begyndt at smide kronbladene. Måske jeg er ene om at have den opfattelse, men umiddelbart synes jeg ikke der er den store forskel på Vlanderen og Limburg. Overalt ses store, utroligt imponerende nybyggerier og sproget der tales, ligner (for mig) meget det der tales i den hollandske del af Limburg, hvilket vil sige så godt som uforståeligt ☺.

Onsdag gik turen til en helt andet landskab, de Flamske Ardenner, hvor der er så smukt, at det næsten gør ondt ☺. Jeg elsker de gamle bondegårde med deres forfaldne skønhed, de gamle palæer i byerne, der får lov til at stå, som de gjorde i deres storhedstid. Området, der er kendt for sine cykelløb, er fyldt med amatørercykelryttere, der frivilligt kæmper sig op ad bakkerne.

Det kneb nok lidt mere for chaufføren, at se al charmen ved de hullede veje, som Tom-tom´en sendte ud os på pga. vejarbejde, idet han trods  fjedrende stol osv. fik et jag i ryggen, hver gang vi passerede et hul i de dårligt vedligeholdte småveje.

I går og i dag må husbond klare sig selv, da jeg har andre opgaver ☺. Mit dejlige lille 4 benede plejebarn Roxy har været her i “dagpleje”.

Den lille skat blev steriliseret i onsdags og i går sov den næsten hele dagen. I dag har der været anderledes fart over feltet og den har ikke glemt nogle af de unoderne den kunne før operationen. Men jeg støvsuger gerne tøjklemmerester og blade fra pengetræet op samt rydder op, når dens menneskemor har hentet den, for hvor er den dog dejlig. Men jeg er spændt på, hvordan det vil lykkes dens menneskemor og –far at holde den i ro i de foreskrevne 10 dage.