Min lille verden lige nu.....

Pfffff...... Endelig er jeg igen oppe og se lys efter at have ligget underdrejet, på grund af en omgang maveinfluenza, den var af en styrke som jeg heldigvis ikke har prøvet gennem de sidste mange år. Livet går lidt i slow motion og er ikke så sjovt lige nu, men forhåbentlig er jeg snart tilbage i normaltilstand, for der er altså slet ikke tid til den slags!

Men der er skam også positive ting at melde her fra træskolandet.
NOS journal (nyhederne over det hollandske TV1) meddelte i går aftes, at det sidste af de store projekter, der blev sat i gang efter Hollands store oversvømmelse i 1953, kaldet Deltaplanen, nu endelig er færdiggjort.

Arbejdet, der med næsten 50 års forsinkelse er blevet færdigt, ligger i den smukke frisiske by Harlingen ved Waddenzee (sjovt nok, så var Harlingen netop den første hollandske by hvor jeg overnattede - sammen med min familie i 1983) og projektet var ud over en dæmning rundt om havneområdet, hvorfra færgerne til Waddeneilanden sejler også en sluse.

Fotografiet, der er fotograferet af Meindert van Dijk, har jeg tyvstjålet på NOS hjemmeside.

Det lød voldsomt med 50 års forsinkelse, især når man tager nutidens diskussion om det stigende havspejl i betragtning og heldigvis var det knap så slemt som det lød. Allerede i 1965 blev der i Harlingen bygget en dæmning, der skulle beskærme byen imod vandmasserne fra Waddenzee, men denne havde status som sekundær dæmning, da den kun skulle fungere som et ekstra dige bag de højere havdiger.

Da miljøorganisationerne i 70´erne krævede stop for tørlægning af marsken, måtte dæmningen i Harlingen overgå fra at være sekundær dæmning til at være primær dæmning, hvilket den var 80 cm. for lav til at være. Først midt i 90´erne bevilgede regeringen penge til forhøjning af dæmningen. Også enkelte andre projekter rundt om Waddenzee, blandt andet digerne på Terschelling og Vlieland blev gjort højere i henhold til Deltaplanen.

Deltakommissær Wim Kuijken fortalte under et interview i nyhederne, at muren kan klare en stigning i havspejlet på 65 cm. Videre sagde Deltakommissæren , at Holland er det bedst beskærmede land i verden, men at der alligevel hele tiden skal udvikles og arbejdes for at gøre det bedre, både på grund af det stigende havspejl, men også fordi der vi bliver flere og flere indbyggere i Holland og dermed bliver der også flere værdier der skal bevares. En ny Deltaplan vil blive præsenteret på Prinsjesdag (den 3 tirsdag i September, hvilket er den dag forslag til næste års budget fremlægges).

Babysitter....

Også i dag har jeg fået lov til at passe guldklumpen William.
I går havde han denne skønne trøje, med påskriften "Scandinavian Tour for cool guys" på, men i dag var han ikke helt cool. Han havde det lidt skidt, det bette pus, ville helst sidde på arm og småklynkede jævnligt. Men heldigvis hjalp det i løbet af eftermiddagen, hvor han var tilbage til sit normale glade og smilende væsen.

Det har været en meget stor glæde at passe William, det gør jeg gerne igen hvis der byder sig en lejlighed. Williams søde mor, min tidligere kollega Heidi kom med denne skønne buket som løn, jeg gør det altså gerne gratis næste gang ☺.

Også i dag måtte vi ud og spadsere i det gode vejr. William snorksov få meter efter vi havde forladt hjemmet.

Undervejs på Williams og min travetur så vi noget besynderligt!

Jeg beklager meget billedkvaliteten både på dette og det følgende foto, men fotograferingen måtte foregå lidt i smug.
Der er her i Holland tradition for, at man dekorerer vinduer og forhave, hvis familien er blevet udvidet med et lille nyt medlem. Dekorationerne kan være alt fra storke i forskellige formater, balloner, tøjsnore med babytøj og engang har jeg endda set en oppustelig baby, der var større end selve huset! På en af dekorationerne er navnet på den lille nye hollænders som regel anført og nu kommer til vi det besynderlige.

I 2 naborækkehuse er der en af de seneste dage blevet født hver sit lille nye familiemedlem:

I det første hus var den lille ny en dreng ved navn "Jord"!!!!!

I det næste hus var den lille ny en pige ved navn "Cato"!!!!!

Babysitter....

Jeg har fået lov til at være babysitter på denne skønne lille fyr i dag. Han hedder William og er dansk!
Lige nu ligger han og fortæller utroligt mange ting samtidig med, at han "kører bil", slås med sin frø og synger en lille sang for mig.
Det var egentlig meningen, at vi skulle have været ude og gå, for han er ikke meget for at sove, der er alt for meget der skal opdages herindenfor. Men jeg løb ind i et problem med hensyn til Maxi-cosi´en (jeg er ikke helt omskolet til den slags moderne udstyr), så nu venter vi til efter næste omgang mad og tør numse.
Men hvor er det altså hyggeligt og får mig til at længes efter min lille danske familie, hvor mit barnebarn nummer 2 forventes indenfor de kommende dage. Karoline mit første barnebarn, der skal være storesøster, sagde forleden til sin mor "Er han ikke snart bagt færdig?"

Lørdagstur....

Hold da op hvor vi nød det i lørdags, hvor der var dømt idyl og hygge for alle pengene ☺.
De sidste mange weekender har vi enten haft et eller andet praktisk, der skulle overstås eller vi har haft gæster/været gæster, derfor besluttede vi os lørdag morgen for, nu var det tid for lidt luftforandring og kort før frokost var vi klar til at køre nordpå.

Mit eneste krav til turen var, at der skulle traves og at det skulle helst være langs med en eller anden form for vand. Det viste sig, at husherren lige præcis vidste hvor vi skulle hen for at opfylde mine krav.

Første stop var Ameide, en lille by ved Lek floden i provinsen Zuid-Holland. Det var idyl, idyl og atter idyl.

Byen, der stammer helt tilbage fra 866, var fyldt med smukke gamle huse og til trods for at den ligger lige under diget (at køre på de bugtede diger, hører til de fleste hollandske motorcyklisters favorit), var der utroligt stille og den eneste lyd der hørtes, var en flodbod der af og til gled forbi på Lek.

Et kig hos en ejendomsmægler viste også, at til trods for byens vidunderlige beliggenhed, så er prisniveauet på huse mere fremkommeligt i Ameide end her i det sydlige ☺.

Hvad er det dog for nogle træer? "Bladene" var formet som gran, men meget bløde.

Efter en lang travetur sagde vi farvel til Ameide og fortsatte turen på diget langs med Lek.

Næste stop var en af Hollands mindste fæstningsbyer Nieuwpoort.

Vi har gennem hele vinteren (når vi ellers har husket det) fulgt en quiz ved navn "Slaget ved Nieuwpoort" i fjernsynet. Den handlede udelukkende om Hollands historie og var utroligt spændende. Pludselig sad vi i Niuewpoort og ventede på frokost. Det hele var perfekt, det var næsten som vi var på ferie, solen skinnede, maden var god, det øvrige publikum var en blanding af motorcyklister, cyklister og gæster i bil. En af gæsternes hund fik det største gnaveben jeg nogensinde har set og caféens kat veg ikke fra os (den kunne ikke lide den rå oksepølse min mand fik, men synes til gengæld vældig godt om min kylling). Nej hvor vi nød det.

Nieuwpoort fik byrettigheder allerede i 1283 og på grund af byens position på grænsen mellem provinserne Zuid-Holland og Utrecht, har den op gennem tiden været et stridpunkt. Dog fandt jeg ikke tegn på, at "vi" (hermed mener jeg vore forfædre vikingerne) har aflagt en selskabelig visit lige præcis der ☺.

Nieuwpoort spillede også en stor rolle i funktionen af den gamle "Hollandse Waterlinie".

Også her måtte der naturligvis traves og hele tiden var det åh, ih (fra mig), for vi så det ene smukke hus efter det andet.

Det var ikke pænt gjort (at fotografere folks vinduer), men jeg kunne ikke lade være.

Er dette måske en ide til kommende gardin indkøb? Der må skulle bruges utrolig mængder af kartoffelmelsstivelse for at få de cirkler til at blive stående.

Denne lille gavtyv drønede rundt i vinduet, han var overalt og umådelig dejlig.

Et kig mod byens gamle rådhus, der nu rummer et lille bymuseum. Vi havde foden indenfor, men det fristede ikke rigtigt.

Vi er begge meget interesserede i 2. verdenskrig og besøger ofte steder, bygninger og monumenter med tilknytning dertil. Et skilt uden for kirkegården i Nieuwpoort proklamerede at der var krigsgrave og vi gik indenfor for at se disse.

Vi fandt ingen grave fra krigen, men til gengæld smukke og anderledes gravsten. En meget trist gravsten - denne smukke unge pige er død 28 år gammel, givetvis ved en motorcykelulykke.

Hvad mon historien er bag denne gravsten? Hunden der var lavet i samme slags sten som en del af gravstenen våger over sine mennesker.

Alle gange og arealer på kirkegården var belagt med strandskaller. På denne grav var der som man ser på jødiske gravsten placeret hvide småsten, yderligere var der en smuk blå ler "skål".

Skålen indeholdt spilleterninger i forskellige størrelser og farver.

Fra Nieuwpoort kørte vi videre mod Gelkenes, hvorfra vi tog færgen mod Schoonhoven. En færgetur over floderne koster næsten ingen penge her, som regel 10 - 12 kr (0fte er turen gratis i weekenden), denne kostede dog 25 kr. Jeg kan huske engang for nogle år siden i Danmark, hvor vi tog færgen over Limfjorden et eller andet sted vestpå, vi måtte dengang betale en formue og troede at det var en fejl ☺.

Jeg kan bare ikke blive træt af at køre rundt i dette smukke land ☺. Fra Schoonhoven kørte vi langs med Lek mod vest til Vianen.

I Ijsselstijn havde vi endnu et stop, da vore medbragte drikkevarer var sluppet op. Vi nåede byen lidt før kl. 17 og da alle andre forretninger end fødevareforretninger lukker kl. 17 var der - heldigvis for husherren - ikke tid til at ose lidt ☺. Fødevareforretninger lukker kl. 18 og nogle steder endda først kl. 20. Den lokale Albert Heijn blev frekventeret og efter en travetur i Ijsselstijn gik turen hjem motorvejen.

29,15 km og en Tilburg tur senere......

Lidt våd blev jeg, ikke af regn, men af dovenskabens sved ☺.
Vi har det underligste vejr, der er både meget lummert og en kold vind!
Termometeret viste 20,9 grader da jeg cyklede hjemmefra i bluse og cowboybukser. På landevejen var det måske lige i underkanten hvad beklædning angik, men i Tilburgs centrum var det bestemt rigeligt, da der var lummervarmt og inde på biblioteket var der uhyggelig varmt. Den store grå sky der fulgte mig hele vejen, valgte til sidst at overhale mig uden at give regn fra sig.

Jeg har forkælet mig selv i dag og ikke bare lidt!
Jeg har gennem længere tid kigget langt efter en stand med kropsprodukter af mærket "Le Couvent des Minimes" hos Vroom og Dressman, men er hver gang endt med den billige fra Kruidvat (en slags Matas) i stedet for - indtil i dag! Jeg har simpelthen bare givet den fuld skrue indenfor selvforkælelse, intet mindre. Der blev indkøbt både bad- og bodylotion fra "Le Couvent des Minimes", den dufter så vidunderligt, blidt og fint af citron, samme duft som hvis man står og skærer i en citron. Yderligere blev der indkøbt lidt til ansigtet fra H2O+, et for mig hidtil ukendt mærke, men damen påstod at hvis jeg var til "ikke testet på dyr" samt naturprodukt, så kunne jeg ikke få noget der var bedre og så var der endda 20% rabat på produkterne! Da jeg kom hjem og ville checke firmaets filosofi fandt jeg ud af, at hvis jeg bestiller direkte hos firmaet for over 100$, så sender de det endda fragtfrit! ☺☺☺. Men nu er kvoten for selvforkælelse vistnok opbrugt for de kommende måneder.

Min mand spurgte for et stykke tid siden om jeg på mine cykelture havde været på havnen i Tilburg. Havn i Tilburg? Jeg vidste, at der fra den brede Wilhelminakanal, der er lavet rundt om Tilburg udgik nogle småkanaler bl.a. ind til industriområdet, hvor der var en containerhavn, men jeg forventede ikke, at det var den han mente. Det var det heller ikke, husherren påstod alvorligt, at der midt i Tilburg lå en lystbådehavn og da vejret forblev tørt, så skulle den havn udforskes i dag.

Han havde sørme ret, husherren. Midt i Tilburg ca. 5 min. på cykel fra biblioteket ligger der en lystbådehavn. Nu var vejret jo lidt trist og der lå kun enkelte både ved kajen. Selv om det ikke just var Nyhavnstandard med små cafeer og værtshuse rundt om havnebassinet, så kan jeg forestille mig, at der på en dejlig solskinsdag udspejler sig et hyggeligt folkeliv, da der kun er få hundrede meter til Tilburgs overvældende antal af cafeer, værtshuse og restauranter. Og jeg så da også en enkelt Wok restaurant på havnen ☺

Det vil være fint hvis regnen holder sig væk...bare i et par timer.

Det er ikke fordi jeg har lavet noget revolutionerende i den forløbne uge og jeg har heller ikke glemt bloggen. Men energiniveauet har ikke været på det allerhøjeste, alderen er begyndt at trykke ☺.

Men nu skinner det lille hjem, så det er den rene fryd, strygetøjet er væk, der er ryddet op i skuffer og skabe, alle gulvene er behandlet med et eller andet belgisk mirakelmiddel, som er tilsat bivoks og der er skam også kommet nye gardiner op i arbejdsværelset.

Jeg indrømmer blankt, at jeg i den forløbne uge også har krøllet mig sammen i sofaen og læst 3 bøger af Rosie Thomas og Joanna Trollope ☺.

Nu mangler der så bare lige at planlægge og købe ind til søndagens menu, hvor dejlige danske venner kigger forbi. Lige nu er jeg mest til Kylling med estragon og abrikoser og bagte æbler med blød vanilleis til dessert. Men det kan nu godt nå at ændre sig et par gange inden den endelige menu planlægges.

Min plan er, at jeg skal biblioteket i Tilburg, men det ser ud som om vejret ikke rigtig kan finde ud af hvad det vil, så regntøjet må nok med i cykeltasken ☺

En ny dag med pensel og malerrulle.....

Jeg ved det, jeg burde ikke, slet ikke, overhovedet ikke, men....

Hollandske kager og bagværk i det hele taget, er fnuglet, elegant, fint og luftigt og en utrolig delikatesse for de fleste. Men når man som jeg, bedst kan lide et stykke tungt chokoladekage, der gerne må være lidt faldet sammen eller måske en træstamme, så har der ikke været meget at vælge imellem. Indtil i går, hvor jeg tilbragte en times ventetid på en ny cafe i Oss og fik det mest fantastiske stykke chokoladekage. Godt, at vi ikke længere bor i Oss, for så var jeg blevet stamkunde på den cafe ☺.

Pause i malerarbejdet!
Jeg har fået lov til at publicere mine "arbejdsgivere" udi malerarbejdet. Arbejdet skrider godt fremad, mens de unge mennesker fik malet soveværelse, arbejdsværelse og et par døre på første salen, fik jeg malet et skab i entreen, hoveddøren indvendig, 2 døre og karme på begge sider. Men jeg må indrømme, at det er efter sådan en dag, at jeg kan mærke at jeg ikke ligefrem er 17 år længere ☺.

Hvordan mon man bærer sig ad med at få fat i den pose med fårekæber, der ligger midt på havebordet? (Det lykkedes senere på dagen, men heldigvis havde de 3 baryler ikke nået at få posen åbnet ☺).

Hvis jeg nu - som altid - finder mig i, at hun nusser og kæler for mig, mon så ikke hun giver mig et stykke fårekæbe? Greyhound Silvan er en ældre dame, hvis krop bærer præg af det hårde liv hun har haft inden hun kom til Holland fra Spanien for ca. 4 år siden. Utroligt, at tilliden til mennesker stadig er i behold.

Nå, mon ikke snart de 2-benede er færdig med at holde pause, så jeg kan blive fri for dette nusseri og få ro til at sove igen?

Dette vidunder mødte mig, da jeg endelig var hjemme ved 21 - tiden i går aftes. Jeg var ellers lige ved at tro, at denne knop ikke kom i blomst, da den havde ramt vinduesruden, men jo den udfoldede sig i al sin pragt. Og søsteren har også en knop der nu er ca. 4 cm. lang.

Formoderen for denne kaktus fik jeg af min mormor tilbage i 1989 og hvor den dog blomstrede indtil den døde. Jeg mener, at kunne huske, at det højeste antal blomster den nåede op på på en gang var 10, men jeg har desværre ikke beviset på billedmateriale.

Formoderen døde i 1997, hvor vi flyttede til et hus med udestue, hvor alle vore kaktus fik lov til at stå, men de kunne ikke klare en temperatur over 50 graders varme. Heldigvis havde jeg nået at få taget et par aflæggere og de beriger vor sommer med 1 - 3 blomster hver. Blomsterne dufter ikke, men de er så smukke og kronbladene føles som silke.