Og nu med “egen” have…….

Endelig, endelig, efter 13½ år er jeg igen blevet “haveejer” og du store kineser, hvor jeg glæder mig.  Det vil nok være noget af en overdrivelse at skrive, at jeg har grønne fingre, men jeg elsker havearbejde.

Den første have, som jeg havde halvpart i, var et lille bitte frimærke der lå udenfor terrassen og der var ikke plads til andet end lidt græs og et par blomster.

Vor næste have var en 998 m2 parcelhushave, hvor hus og garage skal trækkes fra arealet. Så snart muligheden var der, var jeg at finde i haven, hvor jeg flyttede rundt på bestående og indkøbte vækster og forandrede bede. Enkelte naboer tillod sig at bemærke, at jeg aldrig så noget vokse sig stort, fordi jeg flyttede så meget rundt. Jeg dyrkede økologisk køkkenhave efter Troels V. Østergaards principper og havde om ikke så meget udbytte, så i hvert fald områdets største regnorme. Jeg kan huske, at gødskning skulle foregå med kød/benmel og efter vi fik hund, så var det en problematisk affære at holde hende ude af køkkenhaven, idet kød/benmel så vidt vi kunne dømme, var noget af det lækreste der findes i en hundeverden. Indrømmet, efter vi overtog familiesommerhuset, og begge havde mange, mange arbejdstimer, da ville jeg gerne have byttet haven ud med noget med mange fliser, men i løbet af de 20 år, hvor vi boede i huset, da gennemgik haven mange forandringer og hvor jeg dog nød det.

Næste og sidste have i Danmark var en mindre enderækkehushave i storbyen. Den bød ikke på de helt store muligheder for at flytte rundt på væksterne, især ikke efter min mand anlagde en pragtfuld stor terrasse foran udestuen. Men til gengæld tog antallet af indendørs vækster til og på et tidspunkt havde vi, så vidt jeg husker omkring 100 kaktus og planter i udestuen og jeg var ikke ovenud populær, når jeg af og til tog på længerevarende kurser ☺.

Og nu er der så gået 13½, hvor jeg har sukket efter en køkkenhave, sukket efter nyopgravede kartofler, jordbær, ærter m.m. Da vi i sin tid købte fast ejendom her i Holland, sagde min mand, at hvis vi skulle have noget med have, så ville den helt og holdent være min, for han synes han havde lavet nok havearbejde i sit liv og i øvrigt havde han aldrig nogensinde kunnet fordrage det. På det tidspunkt lå min arbejdsuge på ca. 60 timer plus transport, så derfor blev det ikke til noget med have.

Endelig for en måneds tid siden fortalte en nabo, at hun påtænkte at leje en have. Nøøøj, hvor var jeg misundelig! Dagen efter kom hun og fortalte, at der også var en større have, som vi kunne dele, hvis jeg virkelig mente, at jeg savnede en have. Så jeg har lejet en halv have og jeg glæder mig helt ustyrligt til at komme i gang.



Selv om haven var fin, da vi overtog den, måtte jeg ud og have jord under neglene. Og der er nu gravet hestemøg ned, kultiveret og anlagt en særdeles skæv gangsti (jeg havde ikke noget at rette stien til med).

Det der med hestemøget, ja det var lidt problematisk, idet det var under den fase, at jeg fandt ud af, at der er et lille bitte hul i min ene gummistøvle og til trods for brusebad samt mindst 15 gange vask af hænder og arme, kunne jeg stadig lugte møget, da jeg kom i seng i aftes ☺.

Haven ligger idyllisk midt mellem marker og skov og jeg fik at vide af en af de garvede havefolk, som også var i haven i forgårs, at alt skal under net, for hvis ikke vildkaninerne er på spil, så er fuglene det. Jeg havde godt set, at selv grønkålene var under net og havde undret mig lidt over det, men i henhold til den garvede, så var man nødt til det. Havebeskrivelser vil helt sikkert tilgå bloggen i en lind strøm fremover ☺.

Under gårsdagens regnvejr måtte jeg lige ud og kigge til nyerhvervelsen ☺.

Besøg fra det store udland……

3 dage er næsten kun et lille øjeblik, når det drejer sig om samvær med den allerdejligste lille familie fra Danmark ☺, men det gjorde godt, rigtig godt at se dem igen.

2 der holder sammen! Misse elsker Karoline og finder sig troligt i at blive båret rundt hele dagen. Så vidt jeg kan se, er kærligheden gengældt ☺.

Mens forældrene var ude og handle, fik husbond og jeg lov til at være oppassere. Der var ingen tvivl om, at Kristian og jeg skulle ud og se på tog, vi fik set en hel del tog samt vor lille bys politistation. Imens gjorde husbond og Karoline i de stillesiddende aktiviteter ☺.

Børnebørnene investerede sparepengene i nyt legetøj, Karoline købte Lego Friends dyrehospital og jeg fik lov til at hjælpe med at samle. Hold da op, der er godt nok sket en del med Lego assortimentet, siden min datter var barn. Kristian købte “Thomas tog”, også den fik jeg lov til at være med til at lege med,  men modsat Kristian, der sad i timevis og hyggede sig med konstruktionen, så er jeg mere til Lego.

En af dagene havde vi besøg af Merijn, hans mor og tante. Vi var lidt spændte på, om Kristian og Merijn kunne finde ud af at lege sammen til trods for aldersforskellen på 1½ år. Til min 60 års fødselsdag hyggede de sig gevaldigt sammen, men denne gang gik det ikke helt gnidningsløst. Kristian legede med sit splinternye “ Thomas tog”, da Merijn ankom og Merijn blev ellevild, for det kendte han fra TV. Merijn stjal den ene vogn og kastede den ned på gulvet, så blev Kristian sur og daskede til Merijn og så var det slut med den kærlighed ☺. Så er det godt, at man kan sidde hos mor i stedet for.

Karoline og jeg fik lavet fletninger, 10 stk. i alt. Undervejs var hun ved at opgive projektet, for det er længe at sidde stille, når man nu meget hellere vil lege med Misse, men det lykkedes mig at overtale hende og det var slet ikke min ide fra starten ☺.

Tak for besøget, håber at turen snart går til Holland igen ☺.

Amsterdam, Akillessene og Brunch, ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge…..

Så smuttede der igen en uge, bare sådan lige uden videre. Jeg fatter ikke hvor tiden bliver af, men det siges, at det har noget med alderen at gøre ☺.

Der var jo den anden billige togbillet, der skulle bruges inden 2. februar. Jeg var ikke sikker på, hvor turen skulle gå hen, men havde lavet en del research for at finde ud af, i hvilke byer togstationen lå i centrum, så jeg slap for at gå (humpe) for langt. Venlo og Nijmegen synes at være de bedste muligheder, lige indtil husbond sagde: ”Hvorfor tager du ikke til Amsterdam, der er du jo midt i centrum og du snakker altid om Amsterdam?”

Jeg stod af toget i Den Bosch og besluttede mig for at kigge på køreplanen (en papirudgave, der snart forsvinder, for at blive afløst af digitale køreplaner. Det bliver “sjovt” ved eventuelle strømafbrydelser ☺).  Min tanke var, at tage til den by på køreplanen, der havde det pæneste navn og mens jeg stod og funderede over det, rullede Intercitytoget til Amsterdam ind på perronen. Beslutningen blev hurtig taget ”Amsterdam, here I come”.

Det blev så den korteste Amsterdam tur, jeg nogensinde har været på. Og dog, sidste sommer da vi hele familien var på besøg i hovedstaden og måtte afkorte besøget pga. lille Kristian pludseligt opståede sygdom med høj feber, da var besøget heller ikke langt, men jeg mener at kunne huske, at det besøg i hvert fald var længere end 1½ time.

Mine favoritkvarterer i Amsterdam er så absolut Jordaan og ”De 9 straatjes” og jeg nåede lige at passere begge steder, inden jeg gav op.

Jordaan var tidligere et fattigt slumkvarter, beboet af arbejdere og immigranter. Det var kendt som en folkelig bydel og har fostret mange berømte hollandske kunstnere, især indenfor kategorien “levenslied”, vemodige sange sunget med kraftig amsterdamsk accent. I dag er det IN at bo i Jordaan og hus- og lejlighedspriserne er derefter. I kvarteret findes mange, rigtigt mange små sjove og kringlede butikker og caféer.

”De 9 straatjes” er 9 korte gader beliggende mellem Singel, Herengracht, Keizersgracht og Prinsengracht. Så absolut et sted, hvor det er dejligt at trykke næsen flad mod butiksruderne og kigge indenfor i de mange spændende butikker. Fælles for både Jordaan og ”De 9 straatjes” er, at der er knap så mange turister som f.eks. i Kalverstraat, men jeg hørte både svensk, dansk og fransk tale.

Men uanset hvor gerne jeg ville være blevet, så var der ikke andet at gøre end at tage hjem. Jeg kunne næsten ikke gå pga. smerter i venstre ankel og læg og humpede derfor til stationen. Jeg nåede lige at købe en sandwich og en flaske kiwijuice inden afgang og det var så al den handel, jeg fik gjort i Amsterdam.

I toget, på vej hjem, havde jeg kontakt med min datter, hun spurgte om jeg da ikke havde købt et eller andet spændende, som kompensation for min korte visit. Det fik mig til at udnytte de 20 minutters ventetid i Den Bosch til et halte hen til bagerforretningen Jan de Groot. Forretningen siges, at være Noord Brabants bedste, hvis man er til noget med flødeskum og fine kager. Yderligere har bagerbutikken den kæmpe fordel, at den ligger ca. 200 meter fra stationen. Besøget gjorde, at husbond fik sig en Bossche bol og jeg et stykke chokoladekage til aftenkaffen, så lidt fik jeg da ud af turen.

En Bossche bol er en vandbakkelse, fyldt med flødeskum, den hollandske flødeskum fyldt med sukker, vel og mærke. Bollen er beklædt med et tykt lag chokolade og en yndet spise hernede.

Med hensyn til akillessenen, har jeg på nettet læst, at pludselig opståede smerter mest forekommer hos toptrænede sportsfolk og ældre mennesker. Da det er omkring 40 år siden jeg var toptrænet sportsudøver, så må jeg jo nok erkende, at jeg hører til den anden kategori.

Søndag var vi inviteret til at spise brunch på et hotel i nærheden. Det var min 60 års fødselsdagsgave fra 2 hold naboer. Hold da op, hvor var der meget mad, jeg nåede ikke engang at få kigget på eller smagt mere end højst en tredjedel, men var alligevel så mæt, at jeg dårligt kunne rejse mig.  Selv om kameraet lå i tasken, glemte jeg alt om at fotografere, men heldigvis var vores nabo i stand til at levere et par foto ☺.

Da vi kom hjem kaldte sofaen, nej den skreg nærmest på mig, for den megen mad sammenholdt med en gevaldig forkølelse, der pludselig holdt sit indtog lørdag aften, gjorde at det var meget få aktiviteter jeg involverede mig i den eftermiddag og aften.

Jeg var godt klar over, at der måtte ske et eller andet med den ankel med mindre al gang i meget lang tid skulle foregå haltende samt at længere gå- og cykelture måtte opgives. Klogere mennesker med forstand på den slags sager måtte konsulteres. Mandag morgen var jeg hos lægen sammen med husbond, der skulle have sin ankel checket efter det fatale uheld 2 uger forinden. Lægen var heldigvis tilfreds med husbonds ankel og mente, at han efter 5 – 6 uger ville være helt ovre smerter og hævelse.

Alt det pjat med min ankel startede den 23. december, da vi efter aftensmaden gik en tur. Vi var ikke nået langt fra hjemmet, før jeg pludselig fik vanvittig ondt i venstre ankel. Jeg prøvede at vælte et par træer og stenmuren omkring kirkegården, uden det havde nogen effekt. Det gjorde bare så ondt, at tårerne trillede. Husbond tilbød at hente bilen, men ud fra devisen, at det går vel over igen, humpede jeg hjemad. Juleaftensdag ringede jeg til vagtlægen, der anbefalede at tage nogle Iboprofen samt gå rundt på høje hæle, da det ville aflaste akillessenen. Lykkeligvis stod der bagest i skabet en skoæske med et par højhælede sko, der ikke havde været i brug i årevis. De kom straks i brug og det var en befrielse uden lige.

Men smerterne ville bare ikke forsvinde, af og til føltes det som om de blev værre og værre. Siden 23. december har gang/cykling kun været foretaget af nødvendighed og noget jeg skulle tage mig gevaldig meget sammen til. Der har ikke været det fjerneste lyst inde i billedet.

Lægen mente, at akillessenen sikkert var revnet under gåturen d. 23 og er vokset forkert sammen. Lægmusklerne, både den store og de mindre bagvedliggende, der er hæftet fast på akillessenen var der også sket et eller andet underligt med og de var derved blevet alt for korte? Underligt, fordi vi gik altså bare stille og roligt på fortovet, ikke noget med at slå vindmøller eller hoppe på havemure. Første step i retning mod en normal gangart var en konsultation hos fysioterapeuten, hvor jeg fik første behandling i går. Det var noget med nogle nåle, der blev stukket i nogle punkter på læggen og punkterne (muskelknuder, tror jeg) blev masseret med nålene. Hold da op, hvor det gjorde godt, jeg dansede ikke hjem, men det var lige før ☺. Næste besøg er torsdag og hvis det bliver lige så godt som i går, så er jeg back to normal inden længe og så skal der cykles og vandres i rå mængder☺.