Jeg, en kylling………….

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg var altså ikke sej i går, nærmere sådan lidt kyllingagtig, øv!

Jeg cykler jævnligt 50 km eller mere, også til Oisterwijk, med stor fornøjelse og efter lange forhandlinger med mig selv, besluttede jeg mig for også at gøre det i går. Regntøj, gummistøvler,  diabetesudstyr, vandflaske osv. var pakket, da jeg så 2 damer passere forbi ude på gaden iført paraply! Ud og checke vejr og jo, ganske rigtigt det var begyndt at regne og så synes jeg ligesom slet ikke det virkede så tiltalende at cykle ☺.

Ud over regnen, havde jeg også den undskyldning, at jeg skulle være hjemme 17.30, da vi i går aftes skulle til formøde i ejerforeningen og hjemturen ville byde på stik modvind.

Det blev altså Golfen, der måtte holde for og igen i går tænkte jeg på, hvor besværligt det er at være i bil i forhold til at cykle. Jeg ville tage billeder fra Oisterwijk til en medblogger og det er unægtelig noget nemmere at stoppe cyklen i stedet for at finde et sted, hvor bilen kan stå uden at være til alt for megen gene for de øvrige trafikanter, når der skal fotograferes. Og så er der jo lige det med parkering, cyklen kan jeg sådan set stille fra mig overalt, men bilen, det er straks en anden sag. Min jagt på en parkeringsplads førte mig rundt i centrum, hvor jeg fandt en plads med max. 3 timers parkering, en anden plads havde max. 4 timers parkering (begge til en rimelig overkommelig pris af 1 € pr. time) alternativt et dagkort til 8 €. Selv om Rosemary og jeg snakker meget og længe når vi er sammen, så er et dagkort måske lige i overkanten, så det blev 4 timers parkering og så måtte jeg jo flytte kareten, hvis ikke vi var færdige med at snakke ☺.

Heldigvis var der en lille p-plads ved indkørselen til Oisterwijk, derfor lykkedes det mig at få fotograferet byens mølle. Sjovt nok, så er lige præcis den mølle den første jeg var oppe i lige efter jeg var flyttet til Holland i 2002. Møllen stammer tilbage fra 1895 og er, takket være mange frivillige, stadig fuldt funktionsdygtig.

Jeg havde lidt tid inden Rosemary skulle hentes ved toget, de blev brugt til at fotografere i, men desværre er billedmaterialet fra Oisterwijk temmelig intetsigende pga. finregn og den manglende cykel ☺. Kisser, jeg lover dig, jeg nok skal nok forsøge at gøre det bedre næste gang.

Turisterne havde allerede indfundet sig i den lille perle Oisterwijk, men hvis man er til shopping i den lidt dyrere ende af prisskalaen, så er der bestemt også muligheder nok, især inden for beklædning.

Det blev ikke til shopping for Rosemary og mig i går, fra stationen gik vi direkte til en café, hvor vi spiste og snakkede og snakkede igen i den pga. parkeringen afmålte tid.

 
Den dejlige pige havde endda en gave med til mig, en lille lampe til de lyse sommeraftener, herligt.

Jeg nåede det hele og på hjemvejen fik jeg endda købt ny forsyning af sokker til husherren, så han slipper for de hjemmestrikkede i sommervarmen ☺.

Skal/skal ikke………

Jeg har en date i dag (eller kan man kun skrive det, hvis man skal mødes med en mand?) med min tidligere kollega, engelske Rosemary. Vi har sat hinanden i stævne i skønne Oisterwijk, der ligger ca. 25 km væk. Skal jeg cykle eller skal jeg tage bilen? KNMI melder 50 % chance for regn og 50 km i regn er nok lige i overkanten af, hvad jeg synes er sjovt, men på den anden side set samvittigheden vil have det godt, hvis jeg cykler. Beslutningen er ikke taget endnu, men det bliver den snart.
En god dag til alle jer derude i Blogland.

Sightseeing ved Linge……

Nu kan det jo i og for sig være ret ligegyldigt hvad folk tænker, men jeg forstår glimrende hvis eventuelle tilhørere har undret sig! Vi har netop haft dejligt besøg fra Danmark og det må være ret lystigt at høre os 3 snakke sammen.

Frank og vores gæst taler engelsk iblandet dansk, når de snakker med hinanden, jeg taler dansk med vores gæst, Frank og jeg taler hollandsk (af og til med et dansk, engelsk eller tysk ord rodet ind i sætningen) og snakker vi sammen alle 3, ja så foregår det på engelsk ☺.

Rent bortset fra det, så har vi haft nogle dejlige dage. Lørdag var vi på tur i et område af Holland, som jeg så vældig godt kan lide. Der er mange små idylliske landsbyer med smukke gamle huse og gårde, der er masser af vand og gamle møller, der i lørdags var i brug.

Et stykke af turen fulgte vi floden Linge, der med sine 108 km. er den længste flod, der befinder sig udelukkende på hollandsk grund. Floden løber fra Doornenburg nær den tyske grænse og til Gorinchem.

Da vi nærmede os frokosttid, begyndte vi at holde udkig efter et passende sted for indtagelsen. Takket være en manglende parkeringsplads på det sted vi havde udset os, fandt vi det skønneste gæstgiveri beliggende nedenfor diget ved Linge.

Jamen dog, for en idyl! Ganske vist havde jeg på fornemmelsen, at drengene ikke så med helt samme øjne på idyllen som jeg gjorde ☺. Stedet, en smuk gammel gård ved navn ”De Lingehoeve”, var overalt dekoreret med skønne gamle ting og helt igennem vidunderlig.

Det hjalp lidt på drengene, da der kom en stor gruppe motorcyklister, der skulle have kaffe, mange af dem var nemlig kørende på Harleyer og at der på stedet også var et bryllup.

Turen gik videre mod vest og i Nieuwpoort meldte kaffelysten sig.

Det er ikke mange dage siden Frank og jeg snakkede om en by, hvor vi havde været et par gange. Vi kunne huske, at vi både havde spist frokost og drukket kaffe på en café midt i byen og at vi havde gået rundt i byen, men ingen af os kunne huske hvilken by det drejede sig om, før vi lørdag kom til Nieuwpoort, her var den, den glemte by ☺.

Centrum i Nieuwpoort er total idyl, et lille vandløb, gamle huse der alle er flot vedligeholdt, skanser med kanoner, en havn og en rig historie.

Nieupoort er en kendt plet i den hollandske historieundervisning, idet der her under 80 års krigen udkæmpedes et stort feltslag mellem hollandske og spanske soldater 2 juli 1600.

Efter kaffen i Nieuwpoort var det som om gassen var gået ud af ballonen og vi vendte næsen hjemad. Jeg var ganske vist blev lovet muslinger til aftensmad, men kineser restaurantens indiske rijstafel indtaget ved det hjemlige spisebord smagte nu også godt.

Til dessert var der jordbær i rigelige mængder, som drengene havde stået for indkøbet af ☺.

De håber stadig…….

Skal, skal ikke……

Skabet har stået i et hjørne i kælderen i lige så lang tid, som vi har boet her.

Hvor gammel skabet egentlig er, ved jeg ikke. Jeg kan huske, da jeg var barn da var skabet fyldt med små rum og blev brugt til at opbevare de kuponer, der skulle udfyldes, når der blev ringet udenbys på telefoncentralen, som min mor bestyrede. Siden telefoncentralen blev nedlagt i 1969, har skabet haft flere funktioner, bl.a. på gæstetoiletter og jeg mener at kunne huske, at det også har været brugt til opbevaring af søm og skruer i en periode.

Pludselig kom ideen, skabet skulle males hvidt og på lågen skulle der i det ene hjørne males en rød blomst direkte lånt fra Mega mussel stellet. Det skulle hænge i køkkenet og bruges til krydderier!

Så langt, så godt, jeg fik skabet slebet ned, jeg nåede at tælle op til 5 forskellige farver undervejs.

Da jeg var klar med den hvide maling, hængte Frank skabet op i køkkenet. Vi skulle have gæster, derfor skulle det op og jeg kunne afprøve min kreativitet udi røde blomster på et senere tidspunkt. Men efter at have nu at have kigget på skabet i et par uger, er jeg blevet meget i tvivl om den røde blomst egentlig skal males ☺. Måske skal det i stedet være rødt indvendigt?

Gad vide, hvad i alverden jeg ellers skal bruge den indkøbte røde maling til?

Her i foråret havde Albert Heijn en aktie, hvor man for hver 15 € man havde købt for i en af filialerne, fik en miniature til at lege købmandsforretning med. Et par gange fik jeg plastfrugter, dem var jeg ikke så vild med. Men det lykkedes til sidst at få noget andet, at det så blev 2 ens marmelade”glas”, der har en højde af 4 cm, er helt fint ☺.

Ja og hvad siger man så?

Lige pt. er Holland indhyllet i orange plast, som ovenfor i Goirle!!!!!!!
Og danskere er ikke vildt populære ☺☺☺

Lykke er………..

at undersøgelser viser, at det halve år med meget for højt blodsukker, inden jeg begyndte på insulinen, ikke har givet varige mén eller skader.

Vi vil tilbage til sol, varme, fred og ro……

Det hele begyndte sådan set med en stor stabel blade, som jeg fik fra en nabo. I et af bladene ”Bloemen en Planten”, var der en artikel om en hollandsk dame, der havde skabt et paradis i det sydlige Frankrig, nær den spanske grænse. En dejlig artikel krydret med smukke billeder fra damens have.

Da jeg havde læst bladet, lagde jeg det for at husbond også kunne få ”glæde” af det, vel vidende at hans interesse for haver, blomster og planter kan ligge på et meget lille sted. Til min store overraskelse kiggede han bladet igennem og gjorde endda holdt ved en af artiklerne! Pludselig sagde han ”Det er lige noget for dig” og greb telefonen!!!! I løbet af kort tid havde han bestilt en uges ophold til os hos damen i den sydfranske idyl!!!

Endelig oprandt dagen for afrejse og vi besluttede os for ikke at booke hotelværelse undervejs, men i stedet køre hjemmefra således, at det tidsmæssigt var muligt at finde et overnatningssted, hvis ikke vi orkede at køre de 1200 km i et stræk. Turen gik ud over al forventning, selv om vejrguderne gav regn i skiftende mængder praktisk talt hele vejen. Sjældent har jeg smagt noget så dejligt, som den ”Petit dejeuner” vi indtog lidt før 6 søndag morgen på en motorvejscafé i det midtfranske ☺.

Hjemmefra havde vi konsulteret Google maps og set den ”gedesti”, som de sidste 3 – 4 km. til ferieadressen foregik via og jeg havde derfor insisteret på, at vi skulle ankomme ved dagslys. Vejen viste sig at være en anelse bredere end det så ud til på Google maps, men der var kun få steder, hvor 2 biler kunne passere hinanden ☺.

”La Jeanne” viste sig at være netop det paradis, som artiklen havde lovet. Vi blev budt velkommen af den hollandske dame Femke, en niece der var på besøg fra Holland, 3 store hunde og ikke mindre end 6 katte.

Den totale stilhed var vidunderlig, af og til blev den afbrudt af kirkeklokkernes bimlen på den anden side af dalen. Intet fjernsyn, ingen radio og kommunikation med den store vide verden lykkedes kun af og til eller når vi var ude og handle. Senere hørte vi dog, at det var muligt at få kontakt via mobiltelefon oppe ved poolen.

Resten af søndagen og mandag bød på regn i rå mængder og natten til tirsdag blev regnen endda tilsat en gevaldig storm. Tiden blev brugt til at hygge, læse, sove og en enkelt gang vovede vi os – iklædt al regnvejrsudstyret - ud på en travetur, men den blev ikke lang ☺.

Tirsdag morgen havde vejret ændret sig til smuk blå himmel, fuld sol og varme og alt liv blev flyttet udenfor det lille hus, der var vores for ugen.

Haven var vidunderlig, den kan ikke beskrives, den skal opleves! Den var på 2 ha., derudover hørte 25 ha skov med til ejendommen, så der var plads nok at boltre sig på.

Det var svært at forlade ”La Jeanne”, derfor blev det kun til en enkelt udflugt til Lourdes.

Lourdes er katolikkernes største valfartssted og vi besøgte byen for 3. gang.  Jeg kan egentlig ikke give nogen forklaring på, hvorfor vi skal til Lourdes, når vi er i det sydfranske, men sådan er det bare. Det utrolige cirkus var ikke blevet mindre siden vi var der sidst, dog var der ingen kø ved grotten, hvor jomfru Maria åbenbarede sig for Bernadette Soubirous i 1858.

Byen er ubeskrivelig, der er uendeligt mange souvenirbutikker, der alle handler med religiøse figurer, plastdimser og alt mulig ragelse, der er turister en masse (vi hørte endda dansk tale, men var for langsom til at få hilst på) og der er syge mennesker, der er kommet til byen i håb om mirakel og helbredelse.

Egentlig bryder jeg mig ikke om alt det hurlumhej, men alligevel er der en stemning, som jeg ikke kan undgå at blive grebet af. Vi (husbond mestendels) kommer altid i snak når vi er i Lourdes, denne gang var det et selskab af mentalt handicappede fra Schweiz. En ung mand, der sad tæt på os var meget snakkesalig og han betroede husbond, at han slet ikke havde lyst til at være i Lourdes, han ville meget hellere hjem ☺.

Indkøb af dagligvarer foregik i St. Girons og St. Lizier.

St. Girons er hovedstaden i Couserans, den ligger ved Salat floden.

Lørdag finder regionens største marked sted i byen og det måtte vi have med. Der var selvfølgelig ALT hvad man finder på et marked sydpå endda en større afdeling med økologisk frugt og grønt. Vi brugte tiden på at jagte 2 forskellige slags salatplanter, som vi have lovet Femke at købe. Derudover kom der igen safran i krydderibeholdningen (det er altså ikke billigt i Frankrig), samt en kurvetaske (jeg fandt nemlig ud af, at man ikke kan gå på marked uden at have en sådan ☺).

Det sjove var, at jeg på markedet følte mig hensat til mine meget, meget unge dage, da flowerpower bevægelsen var på sit højeste i det nordjyske ☺. Overalt var der mennesker der så ud, som dem min mor kaldte for hippier, klædt i farverige gevandter og med langt hår, unge som gamle og der var en dejlig varm stemning overalt.

Vi havde et par gange kørt forbi en engelsk forretning og lørdag måtte vi indenfor for at få et par engelske frugtkager med hjem….Udsolgt, prøv igen mandag!!! Det blev til et par glas grapefrugt marmelade fra Wilkin & Son i stedet for.

Men den lille engelske butik fik mig til at tænke på, om en butik med hollandske produkter mon ville kunne løbe rundt dernede? Søndag, da vi var undervejs til ”La Jeanne” mødte vi uendeligt mange hollandske biler, mon ikke gerne de vil være fri for at slæbe hagelslag, pindakaas, stroopwafels og ontbijtkkoek med til det sydfranske? Og det kunne da være, at der også kom en enkelt dansk bil forbi, så man kunne have lidt danske produkter ☺☺. Husbond siger, glem det!!!

Nabobyen St. Lizier har derimod alt hvad St. Girons mangler i skønhed. Byen ligger smukt på en bakketop og domineres Biskoppaladset fra det 17 årh. samt katedralen. St. Lizier nævnes som værende en af de smukkeste byer i Frankrig og er på UNESCO´s verdensarvliste. Desuden er byen en vigtig pilgrimspost til Santiage de Compostela.

Hjemmefra havde vi haft det skattefri paradis Andorra oppe og vende, men da det kom til stykket var lysten væk, det var så svært at løsrive sig fra ”La Jeanne”.

Det lille hus i den skønne have gav mulighed for privatliv i det omfang vi selv ønskede og var lysten der til at deltage i husets liv, var vi velkomne til det.

Når vi opholdt os i haven fik vi jævnligt besøg af husets 3 store hunde, en labrador og 2 gadekryds, der var bror og søster. Alle ville de gerne  nusses og klappes.

En enkelt dag var jeg med på havearbejde, dog i begrænset omfang. Alt i alt et vidunderligt sted med en gæstfrihed og menneskelig varme, som man skal lede længe efter.

Det var slet ikke sjovt, da vi tidligt søndag morgen måtte sige farvel til Femke, heldigvis sov alle husdyrene stadig ellers havde afskeden været endnu sværere.

Turen op gennem Frankrig gik fint, lyngen blomstrede flot ved Cahors.

Mens husbond var på familiebesøg i Couffy, vandrede jeg rundt og tog billeder i en søndagstrist Selles-sur-Cher.

Senere på året håber vi, at kunne vende tilbage til Femke for en uges tid eller mere. Femke er nu 72 og snakker om at sælge og flytte til noget mindre, da hun bliver mere og mere afhængig af hjælpere, for at få alt til at se ud som hun gerne vil have det. Vi håber, at hun også på det nye sted vil have et lille hus, som hun lejer ud til sol hungrende nordeuropæere.