De skal i hvert fald ikke smides væk, altså togbilletterne…….

Når der er et godt tilbud på togbilletter, der giver adgang til en hel dags rejse rundt i Holland, plejer jeg som regel at slå til. Jeg har en veninde, der bor oppe nordpå, hun og jeg plejer at mødes rundt i Holland et par gange om året og det var egentlig hende, der gav mig ideen i sin tid.

Da der i efteråret igen var tilbud, spurgte jeg husbond, om han havde lyst til en dags togrejse. Det har vi gjort et par gange og synes begge, at det var vældig hyggeligt og husbond var derfor straks med på ideen.

I forrige uge opdagede jeg, at de 2 billetter vi havde liggende, skulle bruges inden 2. februar! Da husbond stadig ikke skal involvere sig i for megen fysisk aktivitet pga. det skadede ankelbånd, var en dags togrejse ikke noget for ham, med mindre vi kun ville sidde i tog og det ville vi ikke. Dagene for rejsernes anvendelse begyndte at svinde ind og da det vil være synd at smide billetterne væk, står der 2 gange udflugt i kalenderen for mig i denne uge.

Jeg havde gået og tumlet lidt med tanken om, at den ene tur skulle gå til Rotterdam, som jeg kender alt for lidt til. En erfaren Rotterdamfarer og blogger Mai-Britt fra bloggen At bo i Holland, blev kontaktet for ideer. Mai-Britt gjorde kort proces og tilbød sig som guide ☺.

Søde Mai-Britt havde lagt forskellige planer, bl.a. Euromasten og en bustur rundt i byen. Planer, som vi desværre måtte opgive, da jeg er hæmmet af en skade på achillessenen, der pludselig opstod under en aftenvandring den 23 december og som bare bliver ved med at gøre ondt (ja, er der ikke det ene i vejen, så er der det andet, ØV).

Rotterdam er en spændende by, grundet Luftwaffes kraftige bombardement under 2. verdenskrig, er den ikke fyldt med smukke gamle huse som Amsterdam, men alligevel er der noget interessant over byen. Uanset i hvilken retning man ser, er der ny og moderne arkitektur og brede boulevarder. Jeg kan huske, at jeg engang skrev, at Tilburg vil i højden bl.a. med den 48 etagers høje beboelsesbygning West Point, men i forhold til Rotterdam, kan Tilburg ikke være med.

Aftalen var, at Mai-Britt og jeg skulle mødes på stationen Rotterdam Blaak. Stationens entre er en flyvende tallerken lavet i stål, den har en diameter på 35 meter.

Første stop var Piet Bloms kubehuse, der er et af Rotterdams ikoner. De 40 huse, der ligger tæt på hinanden og er vendt 45 grader, blev tegnet i 1984. Arkitektens design skal symbolisere træer og husene skal sammen danne en skov.

Mai-Britt havde hørt, at man kunne komme ind og se et af husene, hvilket ville have været en oplevelse, men det viste sig desværre, at der i netop i januar og februar var lukket for besøg.

Spadsereturen gik videre til Maasfloden med Erasmusbroen.

Vi skulle jo selvfølgelig ikke sulte og hos Douwe Egberts fik vi dejlige varme drikke og lækker gulerodskage, alt imens snakken gik.

En helt igennem dejlig dag, hvor vi til trods for at aktivitetsniveauet ikke blev helt som planlagt, fik set meget. Blandt andet var vi inde i den skønneste stofbutik, med stof fra gulv til loft i 3 etager, den kunne jeg godt tænke mig at besøge igen en gang ved lejlighed. Det gjorde bestemt heller ikke sagen ringere, at der nu ligger 4 stk. Hendes verden her ved siden af mig, fyldt med dejlige strikkeopskrifter. Tak for en dejlig dag og godt selskab i går, Mai-Britt.

Nu mangler jeg så at finde ud af, hvor morgendagens tur skal gå hen. Der bliver checket togtider og kigget bykort til forskellige distinationer Nijmegen, Zwolle, Deventer, Middelburg og Venlo. Jeg har en kaffe- og krammeinvitation fra Merijn og hans mor i Oss. Desuden er der jo endelig dejlige Amsterdam, selv om det ganske vist kun er en måned siden jeg sidst var der sammen med veninden fra det høje nord . Vi får se, hvad dagen byder.

Så nærmer vi os normaltilstand……..

Vi havde længe glædet os til, at vi i weekenden skulle have besøg af vort hollandske barnebarn Merijn på knap 2 år. Han blev afleveret af forældrene fredag sidst på eftermiddagen.

Misse har et had/kærlighedsforhold til Merijns besøg, hun elsker at han kæmper den hårde kamp med at lære at spise selv og har, som de fleste kender det, fast plads under hans stol, for at kunne opsamle alt hvad der falder ned (alt det, som hun ikke må få til hverdag). På den anden side set er hun “hundeangst” for ham og for hans hurtige bevægelser og rent bortset fra omkring spisetiderne, forsøger hun at være så langt væk fra Merijn som muligt.



Da husbond kom hjem fredag aften, fortalte han at han var faldet i løbet af dagen. Han var hos en kunde, hvor man havde lavet en forhøjning på et par centimeter på gulvet, den havde husbond ikke set og var derfor vredet om på foden. Resultatet var, at han var helt nede og kysse betongulvet og om aftenen, mange timer efter uheldet, gjorde den ene hånd og skulder lidt ondt og højre ankel gjorde ikke kun lidt ondt.    

Merijn er utrolig nemt barn at have på besøg. Blandt andet finder han sig uden videre i at blive lagt i seng, til trods for, at han ikke kommer her så ofte. Når vi kigger ind til ham, kan vi se, at han ligger og kigger lidt omkring, hygger med sine sovedyr og på et tidspunkt falder han i søvn, uden vi så meget har hørt ham en eneste gang. Og lørdag morgen tillod jeg mig at vække ham kl. 8, for vi havde mange planer for weekenden, bl.a. skulle vi på legeplads og til et eller flere kinderboerderijen (børne bondegård) med mange dyr, så tiden skulle ikke soves væk.

Meeen, et er teori, noget helt andet den barske virkelighed ☺.
Da husbond stod op, var hans ankel svulmet op til elefantstørrelse, den var ildrød, meget varm og han kunne næsten ikke støtte på højre ben! Det så ikke godt ud og der blev straks taget kontakt til lægevagten for råd og vejledning. De ville se ham med det samme! Heldigvis stod en flink nabo bi og kørte husbond, for Merijn var ikke klar med formiddagsmaden og jeg var ikke nået ud over morgenkåbestadiet.
Det viste sig, at ankelbåndet på husbonds højre ankel var revnet, den røde farve og varmen var forårsaget af bakterier. Husbond stod (som jeg, da han kom hjem) lidt uforstående overfor de bakterier, idet der ikke var noget åbent sår. Ifølge lægen var det heller ikke nødvendigt, hun fortalte, at vi alle har bakterier i kroppen, de sidder og venter på en lejlighed til at blive aktive og den havde de fået ved husbonds uheld med ankelen. Ordren lod på ro, ro og atter ro, så lidt bevægelse som mulig og en skrap penicillinkur. Desuden skulle ankelen checkes regelmæssigt, for at se om den røde farve havde bredt sig pga. fare for blodforgiftning. Efter lidt snak blev vi enige om, at det bedste nok ville være at tegne omkredsen af det røde område (med blå tusch, selvfølgelig ☺), for at se om farven bredte sig.
Alt imens begyndte lille Merijn at få maveproblemer, sådan maveproblemer fra nakken og ned til anklerne, hvilket gjorde at det var lettest at putte ham i bad og smide alt tøj i vaskemaskinen (det nåede vi en del gange i løbet af weekenden ☺).
Lørdag aften kunne jeg godt mærke, at aktivitetsniveauet i løbet af lørdagen var oversteget hvad jeg var vant til, jeg nåede at få stoppet et par hypoer i opløbet. Jeg glædelig mig utrolig meget til at komme i seng og sove til den lyse morgen, da jeg sad og checkede blodsukker omkring 22.30. Men heller ikke det kom til at gå helt efter planen ☺. Normalt sprøjter jeg langtidsvirkende insulin før sengetid (grøn pen) og om dagen sprøjtes 3 x korttidsvirkende insulin (orange pen). Og lørdag aften, oh ve oh skræk, tog jeg den forkerte pen! For pokker da også, jeg kunne have tudet.
Jeg surfede lidt rundt på nettet for at se, om der var andre diabetespatienter der havde gjort noget så idiotisk som jeg. Egentlig havde jeg ikke forventet det, men der viste sig faktisk at være op til flere. De fleste skrev ”ring 112/911” afhængig af, hvor de nu kom fra. Men det synes jeg overhovedet ikke jeg kunne overskue på det tidspunkt. Andre havde holdt blodsukkeret oppe i 3 – 4 timer ved hjælp af juice m.m. samt målt blodsukker hvert kvarter/halve time og det var gået godt, så det råd fulgte jeg. Fra kl. 23 og indtil 2.30 nåede jeg at konsumere 2 små colaer (ikke noget med light, zero), 1 stk. chokolade, 1 pk. rosinkiks, rosiner, 1½ pk. druesukker, 3 stk. Peperkoek (minder lidt om sirupslagkagebunde, hollænderne spiser det til morgenmad), alt imens blodsukkeret faldt og faldt. Endelig omkring 2.30 var det imidlertid stabiliseret så meget, at jeg turde gå i seng og endelig sove, sove og atter sove. Men kunne konen sove? Overhovedet ikke, maven var så fyldt, at jeg bare ikke kunne falde i søvn ☺☺☺.
Da Merijn var kvik rundt 6 – 6.30, blev han og jeg blev enige om, at det var tid til lidt morgenmad. Derefter var den gal med maven igen for den lille stakkel, et nyt bad blev forberedt, heldigvis havde havde han det ellers fint, han spiste og legede som om intet var galt.

Kyssemund!
Da det var overstået, gik vi ind og puttede os under dynen og det lykkedes at få en times søvn, inden husbond begyndte at røre på sig.
Meningen var, at jeg skulle have afleveret Merijn, men da jeg i løbet af formiddagen fik en hypo, måtte det opgives, idet husbond ikke mente, at det ville være forsvarligt at sende mig på landevejen og da slet ikke med barnebarnet på bagsædet. Heldigvis kom moderen og hentede barnet.
Søndag aften, da oprydningen var overstået, sad vi og hang til hinanden på sofaen og var bestemt ikke til pænt brug.
Den røde farve på husbonds ankel er heldigvis væk, den er afløst af interessante nuancer udi blå/lilla. Hævelsen er aftaget en del, men at komme i et par sko/støvler lader sig stadig ikke gøre. Det går også en del bedre med at humpe rundt, men husbond er stadig ansat i “Ministeriet for gakkede gangarter”.
Øv, for en weekend!
Som et plaster på såret, fik jeg mandag morgen opfyldt et længe næret ønske, men det må jeg fortælle om i et andet indlæg.

Sol over Holland og en mærkelig historie.

Vejret i går var skønt, lunt og dejligt, det måtte selvfølgelig udnyttes. Cykelturen blev på lige knap 32 km og det vildeste der skete var, at jeg var ved at blive kørt ned. Jeg havde grønt, for cyklister der skulle ligeud og 2 biler havde grønt for biler, der skulle svinge til højre! Hvordan det kan lade sig gøre, fandt vi aldrig ud af, men der skete heldigvis ikke noget. Billederne er fra gårsdagens tour.

I går formiddags læste jeg en artikel, den gjorde mig i første omgang harm, men under de knap 32 km. nåede jeg frem til, at en sag altid har 2 sider. Selvfølgelig er der begået fejl, men et eller andet sted, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, om det nu også er foregået helt på den måde, som det er beskrevet, både på den hollandske diabetesforenings hjemmeside og på hjemmesiden for den lokaltv station, der dækker den vestlige del af Holland.


Jo, jo jeg bor skam i den katolske del af Holland.

Sagen drejer sig om en 17 årig diabetespatient X, der sammen med en veninde var ude og handle. Pigerne går rundt i en stor HEMA (i øvrigt er en vældig dejlig forretning) i Den Haag. X får det dårligt og går ind i et prøverum for at måle blodsukker. Blodsukkertallet viser sig, at være 33,3 mmol (det er højt), X har det, der kaldes en hyper, der bl.a. kan give tør mund, tørst, sult, rystelser og hyppig vandladning. Hun finder straks insulinsprøjten frem for at injicere. Under injiceringen kommer X til at tisse (i henhold til artiklen, sker det af og til hos diabetespatienter med en hyper, det var jeg ikke klar over og jeg håber heller aldrig, at der kommer til at overgå mig).



Så vidt jeg kan forstå ud af artiklen, injicerer X sig i låret (man kan vælge mellem lår eller mave, jeg har valgt det sidste) og mens hun er i gang med at injicere, bliver prøverummets gardin hevet til side og 2 butiksvagter siger - i henhold til X - at hun er ved at sprøjte narkotika og at hun ødelægger butikkens inventar med sit tisseri.

Veninden forsøger at forklare butiksvagterne, at X har diabetes, men hun taler for døve øren og X bliver taget med til forretningens kontor. Moderen til X bliver kontaktet og da X ser hende udenfor kontoret, spørger hun om hun må gå ud til sin mor. Der opstår tumulter på kontoret og  X bliver af de 2 butiksvagter trykket op mod en væg, for derefter at anholdt for ødelæggelse af prøverummet.

X sad fast hos politiet i 4 timer og da hun fremviste insulin og sprøjter til politiet, blev der sagt: ”Det er et trick for at komme ud af cellen. Det trick laver mange Allochtoonen (det hollandske ord for immigranter og mennesker med oprindelse i et andet land)”. X får en bøde på 50 € for ødelæggelse af prøverummet, hvilket hun finder absurd, da veninden har gjort gulvet rent. 

Efter løsladelsen tager X på sygehuset og her bliver konstateret blodudtrækninger og opsvulmede pletter på begge overarme.

Efterfølgende gav både HEMA og politiet deres forklaringer på, hvorfor der er handlet som der er gjort og yderligere findes på hjemmesiden en del reaktioner, positive som negative.

X kommer ikke til at betale bøden på 50 €, men har fået en advarsel fra HEMA. Den hollandske diabetesforening anbefaler, at diabetikere går rundt med et armbånd, hvorpå der står diabetes, som man i påkommende tilfælde kan vise frem.

Gad vide, hvorfor den gyngestil hænger der?

Jeg har tænkt meget over sagen. Selvfølgelig skal man ikke straffes, fordi man er diabetespatient, man er jo ligesom straffet nok. Men på den anden side set, så er der også ting i pigens forklaring, som jeg ikke helt kan få til at stemme.

Da jeg startede med at injicere, gjorde jeg det altid på et toilet, idet jeg synes det var lidt pinligt. Men det har ændret sig, efter jeg læste en artikel hvor i der stod, at man aldrig skulle gemme sig, når man injicerede, idet det ikke var noget at skamme sig over, så nu gør jeg det i fuld offentlighed. Gad vide, om jeg i fremtiden skal tænke over, om der mon er nogle der tror, at jeg er narkoman?


Så er det vist på tide at komme hjemad…………

Søndag i sol…..

Jeg så, at Pia (Pigen fra landet) havde bagt ”Svenske chokoladebrød”. Dem havde jeg fuldstændig glemt, tidligere blev de bagt med jævne mellemrum. Spændt var jeg - i går - da de var klar, for bagværk med chokolade/kakao hører bestemt ikke til husbonds favoritter, men han spiste en og sagde ”Det er en skam, at de hedder chokoladebrød”. Siden da, har jeg af og til hørt, at “nogen” har været i kagedåsen, så det gør nok ikke så meget med den kakao.

Det er altså ikke, fordi vi er specielt royale her i huset, at kagedåsens låg er prydet med et forlovelsesbillede af Maxima og Willem Alexander, det var bare den der stod først.

Jeg bevæger mig langsomt, men sikkert ned gennem læselisten på bloggen, der er sket meget i mit fravær og da husets øvrige sysler selvfølgelig også skal passes, tager det tid.

Selv om hun er lidt uskarp (det med Makrofunktionen smuttede) er Misse overlykkelig over, at naboen fodrer fugle! Når solen skinner, er damens faste plads i køkkenvinduet, hvorfra hun kan holde øje med alle de fjedrede tingester, der hastigt bevæger sig rundt udenfor.  

Egentlig var det meningen, at der skulle cykles i dag, solen skinner og temperaturen er på 10 grader, men foreløbig skal brødet til ugens madpakker være bagt færdigt og så må vi se hvad det bliver til ☺.

Til min store overraskelse fik vi os hevet op af stolene og kom afsted på cykeltur, det blev endda til lige knap 20 km. i fint solskin. Turen gik gennem skoven til Oosterhout og hjem igen via landevejen.


Det skal vi altså prøve igen! 


Der er ikke megen aktivitet på Wilhelminakanalen en søndag eftermiddag.


Holland Foodz fabrikken i Oosterhout, hvor man laver gammeldags hollandsk slik. Jeg ved ikke om det er verdens højeste kanelstok i højre side, men høj er den i hvert fald.

Meningen var, at vi på hjemvejen ville ud i et eksperiment og se, om der måske var cykelsti hele vejen langs Wilhelminakanalen, men da husbond frøs og jeg fik en hypo (for lavt blodsukker), mens vi var i Oosterhout, blev vi efter en pause med indtagelse af rosinkiks og druesukker, enige om at vælge den sikre og kendte rute.

Cykling og gær……

Cykelturene her i januar har ikke helt den ønskede længde, enten kommer jeg for sent af sted eller også blæser det en halv pelikan, som gør at jeg synes at det er lidt synd for mig og derfor vender jeg næsen hjemad. Men snart, meget snart har vi forår og så bliver det til langt flere kilometer pr. dag (tror jeg nok).

Jeg plejer altid at checke vindretning, inden jeg ligger fra land, da jeg synes det er rarest at tage det hårde træk på vejen ud, men det glemte jeg i går! Måske fordi jeg tænkte på gær, altså sådan rigtig gær, ikke den tørre, da jeg for kort tid siden fandt ud af, at man kan købe rigtig levende gær i Dongen.

Altså gær, der er ikke grænser for hvad jeg har slæbt til huse af gær, både fra Danmark og Belgien, hvor man kan købe det. Men adskillige gange er der sket det, at jeg ikke lige har fået gæren anvendt og det er afgået ved en stille død i køleskabet. Derfor er jeg nu ellevild af glæde over, at jeg kan købe gær, når jeg har brug for det. Af en eller anden besynderlig årsag bliver tørgær og jeg aldrig helt gode venner. Måske fordi det ikke føles på samme dejlige måde i fingrene, når det skal opløses i den lune mælk.

Er den ikke bare sød? Denne var på almindelige nummerplader, men findes også i en udgave, hvor man ikke behøver kørekort for at køre den, men så er tophastigheden altså også kun 45 km/t. Jeg har foreslået husherren, at vi skal have sådan en lille sag, når han går på pension, så vidt jeg husker, lød svaret noget i retning af ”Glem det!”

Dongen er bare så fin med alle de gamle huse og små krogede veje og selv om jeg synes jeg har cyklet den by rundt på kryds og tværs, så opdager jeg alligevel jævnligt nye smutveje.

Sidste nyt i projekt fyrværkeriforbud for private! Det kan godt være, at det kommer til at knibe lidt med at få det forbud indført. Jeg læste i avisen, at ud af de 67 mill., der blev brugt på fyrværkeri hernede til årsskiftet, da strøg der 11,6 mill. direkte i statskassen og det er da også en slat penge. Men vi får se, hvad der sker i sagen.

Sidst, men absolut ikke mindst! Jeg tror nok, at jeg så en Forsytia i blomst i går! Nu stod den i en have helt op ad husmuren, så jeg kunne ikke så godt checke om det nu var rigtigt eller ej. Men gratisavisen Metro beretter, at det ekstreme vejr (6. januar var den varmeste nogensinde i Holland i de år man har målt temperaturer, med 13,3 grader) gør, at vintergækkerne, almindelig vorterod og hasselbuske blomstrer og sommerfuglene kommer ud af deres vintersøvn, så måske var det en Forsytia jeg så i går?

Godt nytår plus diverse……

Rigtig godt nytår til alle jer derude i Blogland. Vi kom stille og roligt ind i det nye år sammen med 2 hold venner. Værtsparret rejser som regel på ferie på Bali en gang om året og værtinden deltager der i madlavningskurser, derfor stod nytårsmenuen på balinesisk mad. Spændte var vi, da vi gik til bords og vi fik kendte retter, men så sandelig også ukendte, bl.a. en helt vidunderlig kylling, der var kulsort med en sovs i samme farve. Det smagte himmelsk og værtinden afslørede, at kyllingen havde marineret 6 timer i Ketjap (den søde, vel og mærke), derfor den sorte farve.


Jeg har tyvstjålet et par af værtindens billeder, håber hun tilgiver ☺.

Den hollandske befolkning spenderede op til årsskiftet intet mindre end 67 mill. euro på fyrværkeri!!!!! Der må være nogle, der har købt rigtig meget, for vi er en del der ikke havde købt. I henhold til hollandsk lov, er det forbudt at afskyde fyrværkeri før kl. 10 formiddag den 31. december, men så vidt vi kunne høre mellem jul og nytår er der megen elastik i den lov ☺. Holland er det land i Europa, hvor der afskydes mest fyrværkeri og da alle skaderne, det være sig person- og materielle skader, koster samfundet bunker af penge, tales der en del om, at det skal forbydes borgerne at afskyde fyrværkeri.

Ovenstående billede, skulle i henhold til Google Earth samt et par hollandske aviser være et satellitbillede af Europe omkring midnat nytårsaften, men den belgiske “De reactie.be” stiller spørgsmål ved, om det nu er fra nytårsaften, idet den påpeger at en række punkter ikke stemmer overens med virkeligheden.

Vor lille by fik desværre en kedelig omtale i medierne i årets første dage! Det takket være 4 unge fjolser på hhv. 13, 14, 14 og 15 år, der ikke har lært hvordan man skal opføre sig. Ungerne sad i toget og tiltrak konduktørens opmærksomhed, idet de flyttede frem i toget, hver gang han nærmede sig. Da konduktøren fik fat i ungerne, havde de ingen gyldig rejsehjemmel, desuden påstod de, at de ikke var i besiddelse af legitimation eller penge. Derefter blev konduktøren overfaldet, først af en af de unge og derefter af alle 4. En passager hjalp konduktøren og holdt den ene af de unge fast. Da toget holdt ved byens stationen, tog ungerne benene på nakken og løb gennem hovedgaden. Heldigvis ligger politistationen nær togstationen og de 4 blev takket være vidner fanget efter kort tid, det viste sig, at de var lokale.  Jeg ved godt, at dette absolut ikke er et enestående tilfælde, der sker desværre overalt og hver eneste dag, men for søren da, ungerne er mellem 13 og 15 år!!!!! Konduktøren slap med diverse knubs og hudafskrabninger samt et hævet øje.

I går læste jeg om et projekt, som jeg flere gange tidligere har set omtalt. Det drejer sig om, at man ikke må købe nyt tøj i et år. I en af artiklerne, hvor projektet var omtalt, skrev forfatteren, at hun som barn fik nyt tøj til sin fødselsdag og ellers ikke. Det fik mig til at tænke tilbage på min barndom. Jeg kan ikke længere huske, om det nye tøj blev indkøbt til fødselsdag, jul eller måske en eventuel familiefest, men jeg kan i hvert fald huske, at det som regel var temmelig stort, når det blev købt, for det skulle jo kunne bruges længe. Den første tid blev tøjet udelukkende brugt til pænt brug og senere, kunne man så få lov til at bruge det til daglig. Jeg husker, at jeg til en familiefest i min fars familie, havde fået lov til at få nylonstrømper, det var stort. Det var så stort, at jeg skrev om det i min jævnlige korrespondance til en fætter, der sejlede som telegrafist, at jeg så ikke lige var helt inde i stavemåden af de vidunderlige genstande, det var noget andet. Fætter korrigerede og skrev, at det ikke hed ”nejlonstrømper” ☺.

Gårsdagens cykeltur blev en del afkortet pga. de mørke skyer der med stor fart kom ind fra syd, jeg nåede heldigvis hjem i tørvejr. Håber at turen bliver lidt længere end 7,8 km i dag. En god dag til jer alle.