Er der noget at klage over?

Vejret, ja det kan næsten ikke blive bedre.
I går eftermiddags var der i henhold til termometeret 27,2 grader på terrassen og lige nu 23,7 grader. Jeg nyder at gå og pusle med mit projekt, mens døre og vinduer står åbne. Jeg kan høre børnene lege i haverne og den hane, der er flyttet ind et sted i nærheden og som plejer at afmærke sit territorium ved at gale konstant hele dagen, han tier endda stille i varmen.

I morgen er der national fridag i Holland på grund af Koninginnedag.
Sjovt nok, så er det nu afdøde Dronning Julianes fødselsdag der fejres og sådan forbliver det indtil videre. Dronning Beatrix blev efter Julianes død spurgt, om hun ville have dagen flyttet til sin egen fødselsdag den 31. Januar, men hun foretrak at beholde den 30 April som Koninginnedag, for at ære sin mor.

Sidste år endte dagen i en stor tragedie i Apeldoorn, da en ung mand kørte ind igennem tilskuermængden, han dræbte 5 personer og kvæstede 12 andre . I år tager den kongelige familie til den skønne by Middelburg i Zeeland, forhåbentlig kommer dagen til at foregå uden tragedier af nogen art.

Nyt indlæg udi maleføljetonen....

Jøsses, hvor bliver det flot!
Hvor er det altså godt, at husherren bestemte at den væg skulle være rød og det er ham som siger, at han ikke har det fjerneste forstand på indretning og farver. Det kan han altså godt glemme alt om i fremtiden ☺

Den 100% helt rigtige farve – har det i dag vist sig, efter jeg har fået malerbøtten åbnet – fandt vi hos en antikvitetshandler i Breda ☺. Utroligt, men sandt. Vi kunne også få den andre steder, men da vi havde besluttet os for at cykle, blev det Breda for så havde vi medvind hjemad ☺. Malingen er belgisk og selv om de belgiere kløjs en hel del i det med deres politik, så kan de altså finde ud af at lave maling, så det er den rene og skære nydelse at male.

Jeg synes malerbøtten i sig selv er så flot og mens jeg har kæmpet med den hvide maling, har jeg flere gange tænkt, at hvis den røde væg bare bliver halvt så flot som malerbøtten, så kan det ikke gå helt galt.

Søde Lone fra Himmel og Fjord skrev på et tidspunkt til mig, at man skulle tænke over det stuens øvrige interiør, når man har en rød væg og når jeg kigger rundt i stuen, så er der faktisk allerede en del i næsten samme nuance.

Nå, jeg må videre…..

Tulipaner m.m.

Han havde ret, ham tulipanløgsavleren fra Noord Holland, der blev interviewet på TV.

Han sagde, hvis folk kører til Noord Holland for at se på tulipanmarker nu, så bliver de skuffede, idet den hårde vinter har sat tulipanerne en del tilbage i forhold til andre år.

Det gjorde vi så ikke, altså kørte til Noord Holland ☺

Til gengæld kørte vi lidt syd for Roosendaal, hvor min mand fra motorvejen havde set nogle smukke marker.

Et er at se markerne fra motorvejen, men hvordan i alverdens riger og lande finder man hen til dem på cykel?

Bilen blev efterladt i Wouw og så gik den vilde jagt via bi- og markveje på cykel. Kort efter start havde vi den første mark i syne og det lykkedes endda at komme frem til marken rimelig nemt uden at skulle forcere bondens have osv.

Det er lidt hyggeligt at gå på jagt efter tulipanmarker, alle snakker med alle og giver tips om hvordan man finder hen til andre tulipanmarker. Måske er det en vældig dårlig sammenligning, men for mig er det lidt ligesom når vi er ude og lufte motorcyklen, hvor alle motorcyklister vinker til hinanden og sludrer sammen ved pitstop.

Desværre gik vi glip af en blå mark som vi blev anbefalet. Det lykkedes os ikke at finde den, da den eneste besked vi fik, var at den lå derovre længere østpå ☺.

Men igen, tulipanløgsavleren havde ret, mange tulipaner var stadig ikke sprunget ud. Men det måtte blive denne weekend, da agendaen er booket op for de næste par weekender.

Det var så fantastisk smukt et syn. Utroligt at se en blodrød mark, man kan slet ikke se sig træt og min mand holdt tålmodigt ud, mens jeg fartede rundt og tog billeder.

Ellers er der sådan set nok af emner at tage hul på i disse dage.

Det politiske liv både her og i Belgien står på gloende pæle, flere sørgelige rædselshistorier dukker frem fra den katolske kirke, sidst men ikke mindst, så spilles lige her og nu en af årets to vigtigste fodboldkampe (ikke at jeg har den fjerneste forstand på fodbold) mellem ærkerivalerne Ajax og Feyenoord fra Rotterdam.

Det er utroligt, men for at undgå, at de hollandske hooligans slår hinanden og uskyldige sagesløse forbipasserende ihjel og brænder byer ned, så spiller man 2 kampe. Den der foregår lige nu spilles i Amsterdam og her må Ajax hooligans komme og se på, senere spilles en ny kamp med samme spillere i Rotterdam og her må Feyenoord tilhængere vise sig på tilskuerbænkene. Utroligt, men sandt.

Den lilla er vistnok havnet i den forkerte kasse med løg ☺.

Dette fra Wouw måtte med, selv om der ikke er meget tulipan over det.

Og der males videre......

Det skrider fremad, malerprojektet.
Ikke fantastisk hurtigt, men i et adstadigt tempo med mange indlagte pauser. Jeg mangler kun en væg samt det sidste stykke loft, som så absolut er det værste, da det befinder sig lige præcis ovenover de fleste af stuens møbler, som der så skal findes plads til, mens loftet males.

Væggen har været årsag til mange samtaler indenfor det seneste stykke tid, idet min mand en aften sagde, at han faktisk godt kunne tænke sig, at den blev malet rød.
Rød!!!!! Nu er rød nok ikke lige min farve, må jeg indrømme og under mange aftenture i vinterens mørke, hvor jeg har mulighed for at kigge ind i stuerne kan jeg se, at mange, rigtig mange har en eller flere røde vægge og jeg har nok altid haft det lidt svært med at følge det store flertal.

Jeg gik og tænkte lidt over den røde væg og fik overbevist min mand om, at det ville være bedre, at det hele blev hvidt (det er altså også lettere at male ☺). Alt omkring en udvidelse af farveskalaen blev glemt lige indtil en aften, hvor jeg så ”Escape to the country”, et BBC program som jeg en sjælden gang ser, det sendes nemlig på det mest irriterende tidspunkt af dagen, lige omkring kl. 18.

I det store og hele ligner det alle andre hus- og ejendomsmæglerprogrammer, som i hvert fald hernede er meget in i tiden, dog er der den forskel, at ”Escape to the country” handler om, at finde en bolig for mennesker med rigtig mange penge på kistebunden og man ser derfor de mest fantastiske boliger, ombyggede lader, mindre herregårde osv. Og i et af de hjem da så jeg væggen og jeg var tændt med det samme. Farven mindede om dybrøde kirsebær, den var varm og helt vidunderlig og jagten på kirsebærvæggen er gået ind.

Nu er indkøb af maling her som regel forbundet med en del besvær, hvis kunden er en irriterende dansker. Inden den famøse glasplade i køkkenet (som alle mine indlæg i november/december vistnok handlede om) skulle males, fik vi uanset hvilke farvehandler/byggemarked vi frekventerede at vide, at man IKKE kunne male på glas. Sadolin sagde til gengæld, hvorfor skulle man ikke kunne det og den importerede maling har nu siddet på glaspladen i ½ år uden problemer.

Der findes vægge, bl.a. i køkkenet hvorpå jeg helst vil have blank maling, jeg mener at kunne huske, at det kaldes glans 80 i Danmark, men det kan man ikke få her. Når jeg hos en farvehandler beder om maling med glans, så kigger de opgivende på mig og hvis min mand er med, så fortsætter de simpelthen med at snakke med ham og ignorerer mig totalt. Således også lørdag, hvor vi indledte jagten på den dybrøde kirsebærmaling, vi fandt farven men i lak til udendørs brug og bad om at få den farve blandet til vægmaling, helst med en lille smule glans. Svaret var, at det ikke kan lade sig gøre, maskinerne kender ikke koden, man kan ikke male med rød maling ovenpå det famøse korrelpleister, man maler ikke vægge med glans osv. osv. osv. Det hjalp ikke engang, at jeg forsøgte at være lidt morsom og sagde, at der ikke er noget der er umuligt, det tager bare lidt ekstra tid ☺

Jagten på kirsebærvæggen fortsætter og indtil den er fundet, så har jeg ikke så travlt med at få malet det sidste stykke loft. Men det dejlige er, at der nu i stuen findes op til flere steder, hvor alt nu er vasket af og nypudset, så der er fremgang og i de mange indlagte pauser er fryser og køleskab blevet gjort rent, der er bagt et utal af brød og boller. Så alt i alt så er det slet ikke så slemt at male ☺.

Lige et par fridage......

Jeg snuppede lige et par fridage fra maleprojektet og computeren.

Onsdag var jeg en tur i Turnhout – lige syd for grænsen - for at handle lidt fornødenheder hos ”Aveve” og ”Carrefour”. Siden vi for nogle uger siden fandt ud af, hvor mange forskellige spændende slags mel, der kan købes hos ”Aveve”, så har der været gang i brødbageriet. I onsdags røg der spelt mel, mel til morgenbrød med "skorpe" samt birkes (dem har jeg ledt efter i et stykke tid her i NL) i kurven. Selv om det fristede at smutte en tur omkring centrum og selvfølgelig Dille & Kamille, så afholdt jeg mig fra det. Hvis jeg skal være fuldstændig ærlig, så mangler jeg ikke noget, selv om jeg plejer at mene, at et behov alligevel let kan opstå når man står i en spændende forretning ☺

Torsdag var jeg med en tur i Belgien, vejret var fantastisk 18,5 grader og alt er grønt og smukt. Jeg tror, at jeg talte de første 50 udsprungne tulipantræer, enten var jeg for langsom med kameraet (og billedet viser noget gnidret lyserødt) eller der stod et eller andet foran ☺.

I stedet for ordentlige billeder af tulipantræer, bliver det et par af en bro i Tisselt ☺.

Fredag var jeg i Deventer, den smukke gamle hansestad der ligger i provinsen Overijssel. Det er en af de byer, hvor jeg ikke ligefrem råber højt om min nordiske afstamning, idet vikingerne i 882 røvede byen for alt af værdi og derefter brændte resten ned til grunden. Så vidt jeg ved, har vore forfædre kun været på besøg i Deventer den ene gang, da man efter genopbygningen sørgede for at anlægge en gigantisk bymur ☺.

Byen ligger så smukt langs med Ijssel floden og vore forfædre har haft let adgang.

Deventer er fyldt med smukke gamle huse, som jeg kan rende rundt og glo på i timevis.

En sjov detalje fra Deventer er, at filmen ”Broen ved Arnhem” der handler om slaget ved Arnhem i 1944, den blev faktisk filmatiseret i Deventer. Grunden var, at Arnhem havde mistet sit historiske bycentrum, hvorimod Deventer havde sit intakt og broen, hvorom filmens titel handler, den ligger lige midt i Deventer.

Lørdag var vi opsatte på, nu skulle vi endelig op og kigge tulipaner. Men skæbnen ville anderledes, da jeg det meste af natten helst skulle være i meget kort afstand af det rum, hvor man helst vil være alene ☺. I løbet af dagen gik det bedre og måske kunne vi sagtens være kørt nordpå, men vi blev i stedet enige om at lufte det ”røde lyn”. Den har stået i garagen og set meget trist ud (og til trods for, at den hele vinteren har været nydeligt dækket af et gammelt gardin, så var den utrolig støvet).

Dyret spandt som en kat, da den endelig fik lov til at komme på landevejen. Vi kørte lidt rundt i Noord Brabant, bl.a. på digerne langs med floden Maas, det er den rene svir for motorcykelentusiaster, da der ikke er ret meget lige vej. Vi kom også igennem landsbyer fyldt med smukke gamle huse, som ved lejlighed skal udforskes nærmere. Selv om jeg sidder på bagsædet og ret beset har begge hænder fri til at fotografere, så foretrækker ”chaufføren”, at jeg forholder mig i ro og derfor bliver der ikke taget fotos undervejs.

Vi havde et pitstop i Lith, hvor vi fik eftermiddagskaffe i det smukke vejr. Både får og lam hyggede sig i varmen neden for caféen.

I dag har den stået på familiefødselsdag, det er altid hyggeligt selv om det har taget mig en del år at vænne mig til den hollandske fødselsdagsform.

Alt hvad huset indeholder af stole/sofaer bliver anbragt langs med stuens vægge og efter ankomst bliver man bænket med en kop kaffe (med ske i koppen) og en tallerken med et stykke tærte. Lykkeligvis var der i dag opsat lave borde i midten af stuen, men det gælder ikke altid. Det er med megen nervøsitet, at jeg forsøger at drikke af koppen, da teskeen altid glider hen for munden og da den anden hånd er beskæftiget med at holde kagetallerkenen, så er der ingen hjælp at hente fra den. Når man så skal spise af tærten, så aner jeg aldrig hvor jeg skal gøre af koppen.

Jeg har igennem årene forsøgt at lure de indfødte kunsten af, hidtil er jeg ikke kommet meget videre, men jeg er overlykkelig, når værtsparret som i dag har anbragt borde ☺. Straks man er klar med kaffen bliver man budt på øl, vin eller en forfriskning og så bliver der båret alverdens forskellige salater og oste ind sammen med kiks. I dag var sortimentet udvidet med adskillige fade med ”bitterballen”, det er små boller/pølser, der er vendt i rasp og dyppet i friture. Indholdet kan være kød eller ris, der findes også nogle der indeholder et eller andet ubestemmelig grå masse.

Egentlig så tror jeg at det var meget godt, at vi besluttede os for at cykle de 2 x 9 km. til/fra fødselsdagsfesten, da kalorieindtaget langt oversteg det tilladelige ☺.

I den kommende uge fortsætter mit malerprojekt og ind i mellem skal der læses blogs, for mine fridage har gjort, at jeg nu igen-igen er kommet langt bagud med hvad der sker ude i den store blogverden ☺.

Lykke er......

Lykke er, at vi lever i en tid med så mange forskellige elektroniske kommunikationsmidler.
Lykke er, at jeg via webcam kan se de skoldkopper, som mormors guldklumps har lige nu.
Lykke er, at jeg kan se guldklumpens mors mave vokse sig stor.
Lykke er, at den nye lille baby forventes at blive en dreng.

Jeg kom til at tænke på, hvor heldige vi er med kommunikationsmidler i vor tid, da vi i lørdags så filmen ”La Veuve de Saint-Pierre”. En film der foregik i 1850 på den franske ø Saint Pierre i Atlanten, hvor det tog måneder at få nyheder fra moderlandet.

Jeg valgte først og fremmest ”La Veuve de Saint-Pierre” på grund af Juliette Binoche, hun er så fantastisk smuk og så har hun det uudgrundelige spændende over sig, som jeg synes mange franske kvinder har. Da jeg fandt filmen under kategorien Romantik og Drama, var den også lidt en hævn, da min mand for et par uger siden valgte ”Inglorious bastards”, der var en tynd kop the ☺.

Da vi i fredags i Belgien – på vejen mellem Antwerpen og Gent – så de smukkeste hyacintmarker blev vi enige om, at det stadig er for tidligt at køre op og se tulipanmarker.
Desværre var jeg for sent på den til at få taget et ordentligt billede af markerne (jeg håber, at farverne kan skimtes mellem træerne ☺).
Holland og Vlaanderen er så smuk lige nu, hvor påskeliljerne blomstrer overalt og alt er grønt. Jeg føler mig utroligt privilegeret over at bo i så smukke omgivelser.

Og nu tilbage til maleriet, det har ligget stille siden torsdag middag, hvor mit knæ indstillede samarbejdet, det nægtede simpelthen at kravle op og ned ad flere stiger ☺.

Jeg pønser på, om denne tallerkenrække også skal males når jeg er færdig med loft og vægge. Min far lavede den til mig tilbage først i 80´erne og egentlig har jeg lyst til at male den, men jeg er i tvivl om den skal være hvid eller måske mørk, da alle vore møbler er mørke. Nå, men det varer lidt inden jeg behøver at tage beslutningen.

Jeg håber også at der i løbet af i dag og i morgen kan indlemmes et par pauser, da jeg er rent bagud med hvad der sker rundt i blogverdenen ☺.

Så er der gang i pensel og malerrulle......

I rigtig mange hollandske hjem af nyere dato, findes der noget halløj på loft og vægge, som jeg efter at have konsulteret Gyldendals den røde, kun kan oversætte med kornpuds ☺. Hvor vi boede før, var der på et tidspunkt en lejlighed i opgangen, der fik stadset som hedder ”korrelpleister” sprøjtet på mure og loft og det som stukkatøren efterlod overalt på trappen mindede mest om gips.

Men der skal absolut ikke herske nogen som helst tvivl om, at jeg hader det skidt, ikke bare lidt, men meget. Vores lejlighed er af nyere dato (2003) og da vi købte den i 2005 var det ikke nødvendigt at male lofterne, da der aldrig havde været røget i lejligheden. Men vi har efterhånden flyttet et par lamper (jeg er bange for, at det begge gange har været min ide, hvorfor i alverdens riger og lande fik jeg dog den ide?) og vi har ofte et par stearinlys tændt, så nu er tiden inde for at give stuen en overhaling.

Jeg har brugt ca. 2 timer på et lille stykke loft på ca. 3 m2 og det ser stadig ikke ordentligt ud. Mens jeg står der og siger en hel masse ikke ret pæne ord (jeg er helt alene), så husker jeg så vældig godt, hvor forfærdentlig det var, da jeg malede køkkenloft og –vægge kort før jul.

Nå, men nu er te pausen vist overstået og jeg er kommet af med lidt af mit raseri, så jeg må videre. Skidtet maler jo ikke sig selv ☺. Jeg glæder mig utrolig meget til det øjeblik, hvor jeg igen kan sætte mig ned og læse, hvad der er sket rundt omkring i blogland.......

Ud i det blå.....

Vi måtte ud og luftes, dårligt vejr eller ej…..
Turen startede i trekantsområdet mellem Eindhoven, den Belgiske grænse og Hilvarenbeek. I dette område, der hører under ”De Kempen” ligger 8 landsbyer, der med en fællesbetegnelse kaldes de 8 saligheder ”Acht Zaligheden”. Alle bynavnene ender på –sel og hedder Eersel, Steensel, Knegsel, Wintersel, Netersel, Hulsel, Reusel, Duizel. I ”De Kempen” har befolkningen ord for at nyde de glæder som dagen bringer, tage lidt afslappet på tingene og generelt være gladere end folk er normalt, med andre ord ægte livsnydere.

Egentlig troede jeg, at landsbyerne havde fået navnet ”Acht Zaligheden” på grund af befolkningens ry som livsnydere (bourgondiere). Men jeg har senere fundet ud af, at historien bag navnet er langt mere alvorlig. Det var de hollandske soldater, der gav landsbyerne navnet ”Acht Zaligheden”, da de sloges med belgiske tropper under den Belgiske revolution i 1830 og årsagen til navnet var, at der overalt var goldt og uhyggelig fattigt.

Tørsten og lækkersulten begyndte at melde sig og da vi ikke var langt fra den belgiske grænse og klostret i Postel, blev det følgende stop på ruten.

Det hænder med jævne mellemrum, at vi ligger turen omkring Postelse Abdij og der er flere grunde til det. De har en vældig dejlig restaurant, faktisk så ligger der 2 restauranter lige over for hinanden (begge kan anbefales), klostret har den dejligste urtehave, hvor 2 Jack Russel terriere hersker og regerer med hård hånd. Sidst, men så absolut ikke mindst, så findes der et lille bageriudsalg på den modsatte side af vejen.

I udsalget kan man købe skønne, skønne abdijbrød (jeg glemte at fotografere kæmpebrødet, før det blev puttet i fryseren), brødene vejer nok det samme som 3 – 4 hollandske brød tilsammen og konsistensen minder om nybagt gammeldags lyst rugbrød (eksisterer det mon stadig) og hvis vi her på matriklen havde uanede mængder af fryseplads, så blev den fyldt med brød derfra ☺. Ud over de skønne abdijbrød, så føres der hos bageren 2 forskellige slags kager, den ene ligner nærmest en spandauer med hindbærmarmelade, dog lavet af en anden slags dej, men dem har jeg aldrig smagt. Til gengæld så har jeg smagt de andre, det er ren nostalgi for mig. De er – tror jeg – lavet af brøddej der er rullet tyndt ud, derefter er der blevet lagt en klat æblegrød ovenpå, stykkerne er klappet sammen omkring æblemassen og kanten er presset sammen med en gaffel. For år tilbage, måske skal vi helt tilbage til 70´erne var der en bager i Tranum, der lavede de samme kager, den eneste forskel var, at Tranum bagerens havde form som et æble. Min mand, der ikke helt har samme forhold til dansk bagværk som jeg, synes kagerne er frygtelig tørre, men jeg elsker dem.

Vi fik en herlig frokost, selvfølgelig med lidt belgisk øl til.

Efter frokosten travede vi en tur på klostrets område, de ældste bygninger stammer fra 1138 og klostret har været selvstændigt Norbertinerkloster siden 1618. Der bor nu 20 brødre på klostret og de får hjælp af 10 udeboende medarbejdere til deres omfattende aktiviteter..

På klostret produceres ost, lækker fuldfed ost, som vi kun har smagt en enkelt gang for år tilbage, da fuldfed ost ikke harmonerer med diabetes. Der produceres alle mulige forskellige cremer og salver, hvis hovedbestanddel er gensing, yderligere så hører restauranten "Debeiaard" også ind under klostret.

Vi var et smut inde i kirken, der er temmelig trist og derfra videre til urtehaven, som jeg er nødt til at skal igennem, hver gang vi er i Postel.

Der er et utal af skønne urter i den have og jeg kunne gå rundt der i timevis. Egentlig er det lidt selvpineri, da jeg savner lidt at have en køkkenhave når vi går rundt der, jeg savner at kunne gå ud og tage løvstikke, basilikum, citronmelisse, timian, peberrod m.v. Men man kan jo ikke have det hele ☺.

Pludselig opdagede jeg et træ, det mindede utroligt meget om et jeg så under en cykeltur til Tilburg og som bloggeren Folehaves univers allerede har sat navn på for mig.

Det var kun den ene af urtehavens 2 chefer, der var ude for at nyde solen.

Vi besluttede os for at følge ”Abdijruten” videre, en plan vi har haft mange gange, men som altid ender med, at vi overser et skilt et eller andet sted ☺.

Pludselig så jeg det, nej hvor blev jeg glad.

Engang for jeg vil tro 6 – 7 år siden passerede vi et kloster. Det eneste jeg kunne huske var, at selve klostret lå på den ene side af vejen og på den anden var der en større parkeringsplads, hvor vi havde smidt vores affald ud i en affaldsspand.

Jeg har utallige gange spurgt min mand, om han ikke kunne finde det kloster igen, men ud fra min vage beskrivelse var det temmelig svært at vide hvor det lå. Jeg vidste bare, at jeg måtte se det kloster igen, men var ikke sikker på om det lå i Holland, Belgien eller måske vi havde set det under en ferie i Frankrig ☺

Men nu var det der lige foran mig, det hed Averbode. Jeg har lovet aldrig nogensinde igen at spørge, hvor det er at det kloster ligger ☺.

Klostret er et enormt etablissement, der stammer fra 1135 og tilhører - som klostret i Postel -norbertinerordenen. Der findes 92 munke på stedet, hvoraf de 39 lever og arbejder i klostret.

Der var gudstjeneste i kirken da vi ankom, men ventetiden blev tilbragt i den uhyre velassorterede boghandel på stedet.

Kirken var utrolig smuk og tydede på enorm rigdom.

Efter besøget i Averbode blev vi enige om, at gemme resten af "Abdijruten" til en anden gang og satte kursen mod nord.