mandag den 12. december 2011

En lørdag i det nordlige…..

Tilliden til Nederlandse Spoorwegen er nu genoprettet!!! De gjorde det godt i lørdags, rigtig godt endda, ingen forsinkelser eller aflyste tog, alt gik planmæssigt.

Vi får jævnligt et tilbud i postkassen/computerens inbox om en hel dags togkørsel rundt i Holland for næsten ingen penge og hver gang siger vi til hinanden, at det kunne være sjovt at prøve, men indtil i lørdags er det kun blevet ved snakken.

Målet for lørdagens tur var Groningen, en tur på 304 km. hver vej og til en for mig ukendt del af Holland.

Vi startede ud med toget kl. 8, det i sig selv var lidt af en bedrift på en lørdag morgen, men det lykkedes og vi var efter et par togskift i Groningen 11.14.

Det første, der mødte os udenfor banegården var Groninger Museum!!! Det kan man så mene om hvad man vil, men så vidt jeg har kunnet læse mig frem til i diverse udklip fra blade, så er museet kendt ude i den vide verden og kendte personer som Bono fra U2, Michael Gorbatjov og Joan Collins har åbnet udstillinger på museet.

Groninger museum

Efter en hårdt tiltrængt cappuccino blev byens gader indtaget og vi opdagede, at der i forbindelse med lørdagens marked var en lille byfest med pariserhjul, hvilket jeg ikke kan huske nogensinde at have været oppe i, så det skulle selvfølgelig prøves.

Pariserhjul1Pariserhjul2

Det var en stor oplevelse at se Groningen fra oven, faktisk havde jeg troet at byen var meget større, end den egentlig viste sig at være.

Groningen1Groningen2

Vi fik bl.a. set et af byens kendetegn, det smukke og lidt skæve Martinitoren fra oven. Husbond fortalte, at han for kort tid siden havde hørt i radioen, at man var i gang med en undersøgelse af tårnets klokker, idet man frygtede, at de beskadiger tårnet. Tidligere havde tårnet 4 klokker, men det blev i 1995 udvidet med 8 og siden da er der blevet registreret vibrationer i tårnet og revner i murene. Det var nu ikke årsagen til, at vi ikke tog den lange tur op til toppen af tårnet, men vi havde jo ligesom set byen fra oven via pariserhjulet.Martinitoren

Jeg havde i et udklip læst noget om Kornbørsen i Groningen, som jeg ikke helt forstod. Men da vi stod foran bygningen, var jeg helt med på hvad det drejede sig om. Man har simpelthen lavet en Albert Heijn (den hollandske superbrugs) i Kornbørsen, en smuk gammel bygning fra 1826. Umiddelbart synes jeg, at det var lidt synd for den smukke gamle bygning, men på den anden side set, hvorfor ikke? Der er jo også apotek i Jens Bangs Stenhus i Aalborg og det har jeg egentlig aldrig tænkt over, at det var besynderligt. Jeg glemte at tage et foto af kornbørsen og har derfor lånt fra Internettet.

Korenbeurs

Men til gengæld, fik jeg et billede af det smukke kakkelmaleri, der findes i forhallen. Desværre blev det lidt uldent, men det er da muligt at se, at det drejer sig om en gave fra kornhandlerne i Amsterdam og Rotterdam, som tak for hjælpen til kornhandlerne i Groningen i årene 1944 – 1945.

Korenbeurs1

Vi snakkede flere gange om friheden ved at køre med tog (når de altså kører problemfrit) og at man ikke skal betale en eller anden uhyrlig sum for parkering samt at man kunne tillade sig mere end 1 glas vin til aftenens middag osv. Men den manglende bil på P-pladsen satte også sine begrænsninger for mængden af indkøb. Der var ellers nok af ting der fristede, men intet der ikke kunne undværes og de par småting, som jeg havde sat mig i hovedet, at de 2 små i Danmark skulle have fra Groningen, dem synes jeg ikke lige jeg fandt.

Groningen3Groningen4

Groningen5Groningen6

Efter godt og vel et par timers traven rundt i den smukke by, var vi lidt i tvivl om hvad vi skulle. Blive i Groningen eller måske tage et andet sted hen, vi var jo frie til at gøre lige præcis hvad vi ville. Vi snakkede lidt om at tage til Leeuwarden, aftensmad i Amsterdam var også inde i billedet. Men enden på snakken blev, at vi tog toget til Assen, der ud over at være hovedstad i provinsen Drenthe, også er kendt for sine motorcykelløb.

Assen1

Assen var ikke helt hvad vi havde forventet eller måske skyldes det, at vi ikke gik på de rigtige steder.

Assen2Assen3

Byen var fyldt med, hvad jeg vil kalde japanske lygter, men da vi var i ”Chinatown Assen”, så må det være kinesiske lygter. Indtil i dag troede jeg, at det var byens juleudsmykning, men det drejer sig simpelthen om, at byen fra 17 november til 15 april er vært for en udstilling om ”Det gyldne århundrede fra Kina”.

Assen5

Efter godt og vel en times tid, hvor en stor del af tiden blev brugt i en boghandel med mange, mange fristelser, var på parate til at drage videre og igen opstod spørgsmålet ”Hvad nu?”

Assen4

Vi blev enige om, at prøve om det var muligt at få aftensmad, uden at have reserveret, i Zwolle.  Jeg er glad for at have set både Groningen og Assen, men Zwolle, den er helt speciel, sikken en by! Desværre var vi efterhånden ved at være sidst på dagen og mørket var begyndt at sænke sig, da vi ankom til den smukke gamle Hansestad.

Zwolle1

Da vi kom ud fra stationen, var det som om vi blev omfavnet af skønhed, jeg må simpelthen tilbage til den by……snart. Vi valgte at følge skiltene mod centrum og kom til den imponerende byport Sassenpoort, der stammer fra slutningen af de 14 århundrede og begyndelsen af det 15 århundrede. Den var en del af byens voldanlæg og er bygget i natursten. Der er ikke noget at sige til, at Sassenpoort står på UNESCO´s liste, der indeholder 100 bevaringsværdige Nederlandske bygningsværker.

Sassenpoort Zwolle

Overalt hvor vi kom frem dukkede et nyt smukt gammelt bygningsværk frem og for søren, hvor var det trist, at klokken var blevet så mange, at mørket havde sænket sig over byen eller måske var det netop det, der gjorde den så fantastisk.

Jeg har i lang tid gerne villet spise på en restaurant i Zwolle (De Librije), men da det er en begivenhed, man ikke lige farer ud i pga. prisen og da vi ikke havde bestilt bord, blev det ikke der middagen blev indtaget, men til gengæld på en italiensk restaurant “La Toscana” på Oude Vismarkt. Det var et skud i tågen, idet vi intet anede om restauranter i Zwolle (altså ud over den, som jeg gerne har villet besøge gennem de sidste 2 - 3 år), men vi blev bestemt ikke skuffede. Vi fik et fantastisk middag i hyggelige omgivelser og med en herlig betjening.

La Toscana

For år tilbage havde vi en stamrestaurant i Den Bosch, siden den desværre lukkede, har vi ledt efter en ny restaurant som vi kan udnævne til vores stamrestaurant. Jeg tror, at “La Toscana” let kunne overtage pladsen, hvis det altså ikke lige var fordi den ligger godt og vel 150 km fra hvor vi bor.

Efter den skønne middag var det på tide at komme sydpå, første del af turen gik til Utrecht, hvor jeg var fast besluttet på, at jeg ville prøve at smage en kop Starbucks kaffe, men det lykkedes heller ikke denne gang, idet der kun var 4 minutter til afgang mod Den Bosch.

treinrose

Men til gengæld lykkedes det, at få den smukke rose, som jeg fik foræret på “La Toscana” hjem i hel tilstand og den står endda endnu. Vi var hjemme 21.26 efter en skøn dag med mange oplevelser. Tak til Nederlandse Spoorwegen for en god dag med fin service til 15.50 € pr. person.

søndag den 27. november 2011

Dimsen fra sidste blog indlæg!

Inge, selv om Lene har givet en forklaring (tak, Lene), så får du lige et par billeder af dimsen ☺. Jeg spekulerede på, inden jeg skrev sidste indlæg, om jeg burde tage billeder af konstruktionen og nu kommer de med lidt forsinkelse ☺. Sov godt.

Grydeskeholder

Grydeskeholder1

En skøn dag i dejligt selskab og hvordan man let kan komme til at synes meget dårligt om Nederlandse Spoorwegen.

Station den Bosch

I fredags, hvor det endelig lykkedes Jeanette og jeg at få en aftale om et besøg i Utrecht i stand, havde vejrguderne bestemt sig for, at vejret skulle være trist og gråt, iblandet lidt regn af og til. Men pyt, vi er hårdkogte, der skal mere end en smule regn til at slå os ud ☺.

Undervejs på togturen så jeg bynavne, som jeg aldrig tidligere har hørt om, bl.a. Houten Castellum! Det ser for mig ud, som et stednavn fra et Asterix og Obelix album ☺.

Det lykkedes os at finde hinanden på gigant stationen Utrecht centraal, hvilket i sig selv må siges at være en bedrift, idet de skilte, som jeg havde fået ordre på at gå efter, pludselig ændrede navn til noget andet.

Første stop var en fantastisk café “Olivier”, egentlig en Belgisk øl cafe, men vi nøjedes med en cappuccino. Cafeen var indrettet i en tidligere kirke og bl.a. orglet samt forskellige statuer havde fået lov til at forblive på stedet. Der kunne jeg godt have brugt mere tid, end det tog at drikke en cappucino ☺.

Olivier1OLivier2

Olivier3Olivier4

Og så var vi parate til at gøre Utrecht! Du godeste hvor vi travede, alt hvad vi overhovedet kunne finde, af den slags butikker som vore mænd ikke er vilde med, blev frekventeret, bl.a. Laura Ashley (selv om de havde ombygningsudsalg, var der slet ikke noget der fristede), Loft (hvor Jeanette fandt en skøn trøje, lige sådan en hun manglede, men størrelsen passede ikke og prisen var ikke for almindelige mennesker ), Dille og Kamille, Sissy Boy osv. Og vi faldt begge for utroligt mange ting, men da eventuelle indkøb også skulle slæbes rundt i byen resten af dagen, nøjedes vi med at ose.

UtrechtUtrecht 5

Utrecht 6Utrecht7

Frokosten indtog vi sammen med Jeanettes ene datter Karoline, der bor og studerer i Utrecht. Stedet var en lille cafe i Zakkendragerssteeg, hvor vi var udsat for den sureste betjening, jeg længe har oplevet (hun fik heller ingen drikkepenge). Karoline havde udstyret os med insider informationer om, hvor i byen vi kunne finde marskandisere, kunst og kitsch, antikvitets- og køkkenudstyrsforretninger og vi var parate til næste afdeling shoppingraid.

Utrecht2

Nu kan det godt være, at denne dims er fast inventar i mange køkkener i Danmark, men indtil jeg fik den vendt, anede jeg ikke hvad den skulle bruges til. Den måtte med hjem, for sådan en har jeg ofte manglet, lige nu fortryder jeg faktisk, at jeg ikke købte et par stykker mere.

Utrecht3Utrecht4

Og sandelig om ikke der midt i Utrecht, lå en dansk forretning, som jeg ofte har set omtalt på forskellige blogge Tiger.dk! Her lykkedes det endda at finde noget, der er en stor mangelvare hernede sydpå….strømpegarn med 75% uld til husbonds sokker og det til en pris af 1 € pr. bundt og stadig med dansk tekst ☺. Det er noget, jeg kan lide.

Tiger.dk

Utrecht er en fantastisk by, fyldt med gamle huse og langs kanalerne har man lavet restauranter i de gamle pakhuse. Det er bestemt en by, som jeg gerne vil besøge noget oftere.

Utrecht8Utrecht 9

Utrecht10Utrecht11

Vi var enige om, at aftensmaden skulle indtages i en af de mange restauranter der er lavet i de gamle pakhuse og efter at have kigget indenfor i et par stykker, besluttede vi os for at spise italiensk.

Utrecht13

Efter maden hastede vi til stationen for at nå vore tog, Jeanettes mod nord og mit mod syd. Da vi kom til ankomsthallen sagde Jeanette, at det var utroligt så mange mennesker, der var på stationen en fredag aften, det var sandelig noget andet end Hengelo, hvor hun kommer fra! Og straks derefter spottede vi et skilt, hvorpå der stod, at al trafik til/fra Utrecht var indstillet pga. en strømafbrydelse!!!!! Så forstod vi bedre den enorme menneskemængde og vi kunne glemme alt om at sidde hyggeligt i hver vore sofaer i løbet af et par timer.

Vi skiltes og ventede på hver vore perroner, jeg havde sat næsen op efter at komme med et tog 19.41, men klokken blev 21.16, før der gik et tog i sydlig retning. Den ene del af toget, a-delen kørte til Tiel og b-delen kørte til Breda! Men der var ingen, der kunne fortælle, hvad der var a og b-del! Efter en rum tid blev vi alle enige om, hvordan det måtte hænge sammen og da jeg nåede en togvogn, som jeg forventede havde Breda som bestemmelsessted, tændte man for skiltene og jo, den var god nok. Men til gengæld var togvognene så fyldte, at der ikke kunne være så meget som en håndtaske mere, flere måtte opgive at komme med, der var simpelthen ikke plads til alle og dørene kunne ikke lukkes. Alle tog det med godt humør, der blev sunget og grinet under det meste af turen og halvvejs lykkedes det mig endda at få en siddeplads.

På vej mod syd fik jeg fat i husbond, der på det tidspunkt var på vej hjem fra jobbet og jeg kunne fortælle ham, at jeg forventede at være hjemme 22.27! Mens toget holdt i Den Bosch, annoncerede en hektisk stemme pludselig, at toget kørte tilbage til Utrecht centraal!!!!!! På grund af en ulykke med en personvogn, var alle spor i retning af Tilburg lukkede og rejsende, der skulle i retning af Breda, måtte prøve om det måske var muligt at komme dertil via Boxtel eller Eindhoven!!!!

Jeg så ikke andre muligheder end at ringe til husbond, der netop var nået hjem fra jobbet og efter 50 minutter blev jeg hentet i Den Bosch og vi var hjemme 23.40!!! Hold da op for en togtur, det er ikke ofte at jeg er med toget, men jeg skal da godt nok love for, at når det endelig sker, så får jeg oplevelser for alle pengene ☺☺.

torsdag den 24. november 2011

Jeg er bare så glad…..

Bospad

Forhandlingerne er brudt sammen, helt og aldeles og de vil ikke blive genoptaget!

Nu tænker jeg hverken på Eurokrisen eller regeringsdannelsen i Belgien, nej, nej det drejer sig såmænd bare om det job, som jeg fik tilbudt i begyndelsen af september ☺☺☺☺.

Det hele startede 9. september, hvor jeg blev ringet op af en glad stemme fra job bureauet Undutchables (hernede hedder et job bureau et uitzendbureau og en person, der arbejder gennem et job bureau, hedder en uitzendkracht ☺). De ville høre, om jeg var interesseret i et arbejde! Det havde jeg overhovedet ikke gjort mig tanker om, men hvis de havde noget ualmindelig godt at byde på, så var jeg da interesseret.

Grunden til, at de havde fundet frem til mig, var fordi mit første job i Holland var et, som jeg blev henvist til, af netop det bureau og samtidig så arbejder der en sød svensk pige på bureauet, som jeg gennem årene af og til har haft lidt kontakt med.

Da jeg fik jobbeskrivelsen tilsendt, virkede den bekendt og det viste sig, at jeg allerede havde fået jobbet tilbudt for ca. 2½ år siden, dengang takkede jeg nej! I mellemtiden har jeg set jobbet opslået hos utallige andre job bureauer, uden nogensinde at have reageret på det, selv om det er en dansker de mangler og arbejdspladsen ligger i cykelafstand fra hjemmet.

Nå, men jeg besluttede mig til at se, hvad det hele drejede sig om og efter ferien mødte jeg op hos firmaet og fik en lang snak med en dansk pige, der netop var blevet udnævnt som teamleder for de danske medarbejdere. Da vi i slutningen af samtalen nåede til løn spørgsmålet blev jeg noget, for ikke at sige en del overrasket. Lønnen, de ville tilbyde mig, lå 300 € under den løn, jeg havde fået oplyst via job bureauet! At den så samtidig lå 500 € under den løn, som jeg fik i det job jeg forlod i 2006 og 980 € under det job, som jeg forlod i 2008, det er en helt anden sag!

Under samtalen fik jeg ikke rigtig nogen følelse af arbejdsklimaet i firmaet, hele samtalen gik mest på hypotetiske spørgsmål, men jeg kan huske at jeg tænkte, at der i hvert fald skal være et knagendes godt klima i firmaet, for at kompensere for den lave løn. Ok, der var da også fordele, de 2 x 14 km på cykel hver dag, det vil i hvert fald min diabetes synes godt om og chancen for 3 dage om ugen, at snakke alt det dansk jeg har lyst til, ville jo heller ikke være af vejen. Men alligevel, et eller andet sagde mig, at det hele måske ikke var så rosenrødt, men prøves skulle det, for jeg havde jo ligesom ikke noget at tabe, dog bad jeg job bureauet undersøge om ikke lønnen kunne hæves lidt.

Og så gik der 1½ måned, hvor jeg intet, som i absolut intet, hørte fra job bureauet og man kommunikerer kun via dem, idet de jo også skal gøre noget for den store sum penge, som kunderne må betale. Men livet gik videre, vi lavede aftaler omkring julen og alt halløjet med diabetes og medicin gjorde, at jeg glemte alt om det job.

Pludselig blev jeg ringet op af job bureauet, der havde fået besked af firmaet på at tilbyde mig 200 € mere om måneden samt en 3 dages arbejdsuge! Efter et par dages betænkningstid blev jeg enig med mig selv om at sige ja…igen, igen. Dog lige med den bemærkning, at jeg nu havde lagt planer for julen og hvis ikke det kunne accepteres, så kom jeg ikke. Det blev accepteret!

Der var igen tænkepause fra job bureauet og firmaets side, men kommunikationsvejen var meget lang, jeg taler/mailer med job bureauet, der taler med den unge og uerfarne teamleder, der skal have tingene diskuteret igennem med sin chef og så samme vej tilbage til mig igen, derfor gav jeg dem et par uger, før jeg slog det hele ud af hovedet.

Nye spørgsmål meldte sig. Firmaet mente, at det var en god ide, at jeg begyndte på jobbet 21. november og det fik jeg at vide ugen forinden, så den ide, mente jeg ikke var så god. Jeg kunne begynde 1. december eller 2. januar. Næste hurdle var hvilke ugedage der skulle arbejdes. Hvis det var muligt at bestemme, så ville det passe mig bedst med mandag, tirsdag og onsdag. Firmaet meldte ud, at det blev mandag, tirsdag og torsdag, hvilket jeg dog godt kunne acceptere.

Så gik der igen 1 – 1½ uge uden jeg hørte noget og jeg lod dagene gå. Inderst inde havde jeg nok også besluttet mig for, at det nok ikke lige var et job, som jeg havde lyst til, især de lange svartider fik mig til at tænke på, mon det også er sådan, når man er ansat i firmaet. Der var et par nætter med mange vågne øjeblikke, hvor jeg tænkte, at jeg bare ikke havde lyst til det job, for 5 min. senere at tænke, at det skulle have en chance osv. osv.

Endelig i går morges 5 minutter over 9 (det er meget tidligt for sådan en institution) blev jeg ringet op, firmaet havde meldt ud, at jeg ville bestemme for mange ting og derfor passede jeg ikke ind i deres profil. Du godeste, hvor var jeg lettet, nu behøvede jeg ikke selv at tage beslutningen.

Jeg ved godt, at jeg nok er lidt miljøskadet efter de mange år i forsvaret og at jeg har det bedst i et miljø med ” Ordnung muss sein” og jeg har svært ved at tage tingene seriøst, hvis jeg skal vente 1½ måned på et svar. Jeg forstår nu også bedre, hvorfor jeg har set stillingsopslaget hos så mange job bureauer og igennem så lang tid. Men jeg håber selvfølgelig, at der sidder en dansker et eller andet sted i nærheden, der har lyst til at arbejde i firmaet.

Når man er ny i et andet land, vil man gerne bevise overfor en arbejdsgiver, at man er lige præcis den medarbejder, som de har brug for og som er værd at give en fast kontrakt. Det har for mig i de 2 jobs jeg har haft i Holland, indebåret arbejdsuger på 60 – 65 timer og 2 – 3 personers arbejde, hvilket har medført lange sygdomsperioder pga. stress. Jeg er nu i den fantastisk luksuriøse situation, at jeg kan sige nej tak enten til et job eller vilkår, som jeg ikke bryder mig om, men jeg har det rigtig godt med, at firmaet meldte fra i dette tilfælde, idet det også fortæller mig, at jeg har lært, at jeg ikke skal lade mig byde hvad som helst ☺.

Egentlig var jeg gået i gang med den helt store hovedrengøring, hvor alt har været ude af skuffer og skabe, idet jeg regnede med, at der nok ville blive mindre tid til julerengøringen, det fortsætter selvfølgelig, men bare ikke i samme tempo. Og i morgen vil jeg tage til Utrecht sammen med en god veninde, hvor skal vi hygge os og fejre, at jeg stadig er hjemmegående husmor ☺.

torsdag den 17. november 2011

Så smuttede der igen et par uger sådan bare lige uden videre…

Indrømmet, der er lidt langt mellem aktiviteterne hernede fra det sydlige Holland. En længere sygdomsperiode har gjort, at der har måttet prioriteres hvad energi angik, men jeg håber at energien snart bobler lystigt igen og at der vil være overskud til ALT det, jeg gerne vil☺.

Ind i mellem er det lykkedes mig, at få jernhesten sadlet og hermed lidt indtryk fra turene rundt i den Noord Brabantske natur.

Der er ikke sket meget med huset på N282, et ”Til salg” skilt er kommet op, men det er vist også alt. Det er nok ikke lige tiden for at sælge et hus, der tidligere har været invaderet af besættere. Af ren og skær nysgerrighed, var jeg omkring den webside der henvises til på skiltet, og det viste sig at huset hedder ”De Oude Leij”, hvilket også er navnet på en lille bæk, der løber nær huset.

De Oude Leij1

Skulle der være interesserede rundt i Blogverdenen, så findes kontaktinformationerne i større udgave her.

De Oude Leij2

Der er vejarbejde overalt hernede, især på cykelstierne, hvilket er fint nok, for resultaterne bliver så gode. Ofte bliver man dirigeret via omveje og får derved set steder, som man nok ellers ikke ville få at se. Dette kunstværk dukkede frem under en omkørsel, gad vide hvad det mon skal forestille? Gaden kunstværket står på, hedder Vierwindenlaan, men for mig at se er der kun tale om 2 vinde, så det har nok ikke noget med hinanden at gøre ☺.

Vierwindenlaan1Vierwindenlaan2

Jeg opdagede pludselig, at Tilburg også er med i den verdensomspændende demonstration ”Occupy”, dog ikke i samme målestok som bl.a. London. Tilburgs deltagelse finder sted ved bagsiden af rådhuset og begrænser sig til 6 – 8 telte. Jeg opdagede faktisk kun lejren, fordi jeg hørte et eller andet knase under mine cykeldæk, det viste sig, at jeg var cyklet over et par næsten-til-atomer-smadrede flasker.

Mens jeg stod og undersøgte cykeldækkene for glasskår (indrømmet, når det kommer til glasskår, så er de ”traktordæk”, som hollandske cykler er udstyrede med, fantastiske i forhold til mine gamle racerdæk) så jeg, at der rullede 2 brandbiler ind på fortovet på den anden side af gaden og derved opdagede jeg teltlejren. Jeg forestillede mig, at det ville udarte sig til noget med vandkanoner osv., men efter få minutter kørte brandbilerne igen.

Occupy1

I går så jeg, at Occupy teltlejren i New York var blevet ryddet og at lejren i Oakland blev ryddet for et par dage siden. Uden at jeg vil påberåbe mig den helt store viden om verdensøkonomi, så stemmer mange af ideerne bag Occupy meget godt overens med de tanker, som jeg gennem årene har gået og puslet lidt med omkring det amerikaniserede Holland. Jeg kender ikke meget til situationen i Danmark nu, men for søren hvor var der stor forskel på de 2 lande, da jeg i 2002 skiftede land.

Occupy2

Det får mig i øvrigt til at tænke på forskellen i nyhederne i Danmark og Holland lige pt. Jeg ser danske aviser via nettet og har kun set et par småartikler om Eurokrisen, hvorimod vi hver gang vi enten åbner en avis eller ser nyheder bliver bombarderede med skrækeksempler på, hvad der vil/kan ske med Euroen og EU. For et par uger siden havde Ellen (Mommer) et indlæg om misinformation, kan denne ”malen fanden på væggen” mon kategoriseres som misinformation eller måske agurketider for pressen eller er det den barske sandhed, at den usikkerhed, der er omkring Euroen lige pt. er det største der er sket i EU´s tid og hvis ikke der kommer styr på Euroen, så er det slut med EU? Hvad skyldes denne forskel i informationer i de 2 lande, er det fordi Danmark ikke har Euroen eller er det fordi den danske mentalitet er helt anderledes end den hollandske?

Ind i mellem er der selvfølgelig også blevet tid til at passe guldklumpen Roxy.

Roxy1Roxy2

Roxy3Roxy4

Det er og bliver en fantastisk hund, normalt elsker den en rask lille slåskamp, når vi kommer hjem fra en gåtur. Men i den seneste tid, hvor jeg langt fra har været på toppen, så lister den sig roligt hen og putter sig i sin kurv, kommer af og til og ser om alt er ok med mig, giver mig et slik og går så tilbage i kurven. Utroligt, at hunde har den evne.

For et par uger siden var Tilburg i gang med julepyntningen (hvis det altså kan kaldes julepynt ☺), heldigvis er andre byer lidt mere kreative udi det julede og gør i lys og læssevis af plastguirlander ☺.

Julepynt

Og selvfølgelig måtte der lige et par gamle huse med.

Dongen1Dongen2

Fuji fuldførte for et par måneder siden byggeriet af 5 vindmøller på fabrikkens terræn. Det kan godt være, at de ikke pynter i landskabet og det kan også godt være, at det er vanvittigt irriterende at høre på deres susen, hvis man arbejder lige i nærheden, men for søren hvor er jeg dog glad for de vindmøller. Når jeg af og til cykler rundt på må og få og egentlig ikke aner hvad der er nord og syd og i hvilken retning jeg skal, så rager møllerne så meget op i horisonten, at jeg kan bruge dem til at orientere mig efter. Tak for det Fuji!

Fuji vindmøller

Hvor har jeg dog hygget mig med ”Borgen” via nettet. Jeg anede intet om serien, indtil for et par måneder siden, hvor naboen kom med en stak CD´er med de første 10 afsnit og spurgte, om det var noget for os, han havde downloadet afsnittene via et eller andet program, han abonnerer på. Jeg blev så forgabt i serien, at mere vil have mere og stor var glæden, da jeg fandt ud af, at den kan ses via nettet. Hold da op, hvor jeg glæder mig til hver mandag morgen, når jeg kan få lov til at se næste afsnit.

Pludselig spøger jobbet, som jeg blev tilbudt for 1 – 1½ måned siden, igen. Jeg havde ellers definitivt takket nej, men i forgårs fik jeg et nyt tilbud og efter mange spekulationer og vågne nattetimer, har jeg netop besluttet mig for at give det en chance. Arbejdstiden bliver 3 ugentlige dage og lønnen er blevet en anelse bedre end første tilbud, men stadig langt fra på højde med hvad jeg fik i løn hos mine tidligere hollandske arbejdsgivere. Jobbet skal være ualmindelig godt og interessant for at kompensere på den lave løn og hvis ikke det er tilfældet, ja så har jeg i hvert fald prøvet det.

Overalt i Noord Brabant og Belgien ses Jesus på korset, også ved indkørselen til Gilze. Desværre er det ikke lykkedes at finde nogen forklaring på, hvorfor korset står lige præcis hvor det står.

Gilze

Så går det hjemad……

Op weg naar huis

Her til morgen har jeg netop været hos diabetes damen og jeg var godt klar over, at tingene ikke var helt som de skulle være…ØV! Blodsukkertallet er til trods for cykelture og fitness steget til mere end det dobbelte siden sidste check for 3 måneder siden. En længerevarende forkølelse, som jeg pådrog mig i Danmark har haft indflydelse på tallet, men da forkølelsen nu er væk, så skulle blodsukkertallet også gerne være for nedadgående, hvilket det ikke er, tværtimod. Nye tabletter har indtaget hjemmet…. Grrrr. Diabetes damen klagede over, at jeg havde tabt mig lige rigeligt (tænk, at jeg nogensinde skulle få det at høre), men en omgang maveinfluenza eller hvad nu sådan noget hedder, har sat en stopper for madlysten. Vi får se, jeg satser i hvert fald på, at alt er ok igen om et par uger.