Og så smuttede den uge, bare sådan lige uden videre…..

Ugen har budt på et blodsukkertal, der bare stiger og stiger…..Grrrrr!

Min intense kamp mod det, har budt på timevis af fitness foran WII´en, på daglige cykelture rundt i Noord Brabant og gåture med det 4 benede dagplejebarn og lige lidt hjælper det. Ind i mellem har jeg lyst til at sætte mig på sofaen en hel dag og ikke lave andet end at strikke og læse blogs, for at se om det mon har en positiv effekt.

Ikke mere ynk, weekenden står for døren og solen skinner.

Onsdagens cykeltur gik mod vest, vejret var fantastisk, temperaturen lå omkring de 16 grader og alt var bare så smukt.

Jeg kan huske den første, jul jeg boede i Holland, da kom min datter og svigersøn på besøg og temperaturen på terrassen var hver dag mellem jul og nytår ca. 13 grader. De blev meget begejstrede for Holland den jul, men har siden set, at det er mere undtagelsen end reglen, at December byder på forårstemperaturer.

Onsdagens cykeltur endte i Breda, der er uendelig smuk med alle de skønne gamle historiske bygninger. Jeg har vist tidligere fortalt, at vi egentlig lige så godt kunne have boet i Breda, hvis ikke lige det var fordi, at Falkenberg parken, lige præcis den dag vi gik på huskig, var fyldt med junkies, der var travlt optaget af at handle og tage junk samt ældre mænd med plastposer fyldt med øl, der synes at det var tidspunktet var passende for et større slagsmål ☺.

                 

Breda Museum.

Veemarktstraat.

Det var også denne uge, at jeg efter lang betænkningstid besluttede mig for at takke nej til et jobtilbud, som jeg tidligere har fortalt om. Firmaet kom med et nyt løntilbud, men det var stadig langt fra, hvad jeg synes er rimeligt for jobbet. Så indtil videre forbliver jeg husmor på fuld tid, men det er nu heller ikke så ringe ☺.

En rigtig god weekend til alle jer derude i Blogland.

Og jeg, som troede at mit hollandske var så nogenlunde……

Tirsdagens cykeltur blev på 28 km, minus 100 meter!
På udvejen kæmpede jeg mod en strid modvind, men på hjemvejen fløj jeg.
Og så var det hele endda forgæves, øv!

For nogle dage siden, var jeg på biblioteket med min liste (tak til jer alle) over svenske forfattere og hurra, der var skam op til flere Liza Marklund bøger på reolen. Og så kom det spændende, at finde ud af, hvilken af bøgerne, der egentlig var nummer 1 i rækken, men heldigvis fandtes der et udgivelsesår, så jeg kunne glad og fro cykle hjem med de 3 første af hendes bøger i cykeltasken.

Da jeg læste Ken Follett var jeg uhyre stolt af mig selv, idet jeg fandt ud af, at det faktisk ikke betød noget om bogen var på dansk, engelsk eller hollandsk. Det samme forventede jeg selvfølgelig ville gøre sig gældende med Liza Marklund. Jeg har læst en bog af hende på dansk og jeg vidste derfor, at teksten er uhyre let læselig. Men jeg skal da lige love for, at der er en oversætter, der har sat sit præg på bogen, du godeste hvor er det en langsommelig affære, at læse Liza Marklund på hollandsk.

I går ”smuttede” jeg så lige på biblioteket for at finde bøgerne på engelsk, men der var ikke en eneste Liza Marklund bog på engelsk, mere øv! Senere har jeg fundet ud af, at der findes 1 stk. ”Postcard killers” den var udlånt, men er nu reserveret og indtil videre slider jeg mig gennem de hollandske udgaver med Gyldendals den røde i nærheden ☺.

Hvad du ønsker, skal du få……☺

Til trods for diverse dårligdomme på matriklen (husbond slås på 4 uge med Iskias og vi er begge rendt ind i en mild influenza), så bød søndagens visit på utallige grineture. Gæsterne var de sødeste venner fra provinsen Overijssel, som er dejlige at være sammen med. Det hænder yderst sjældent, at der opstår en pause i konversationen, men hvis der endelig gør, så har mændene  nok af emner at tage fat på bl.a. drillerier fra soldatertiden, hvor de lærte hinanden at kende eller den store forskel, der er på dialekterne i Overijssel og Noord Brabant ☺.

Værtindebuketten var en skøn efterårsbuket.

Gæsterne opfyldte også et stort ønske, som jeg har haft gennem det sidste par år, en gammeldags sykasse.

Da vi i det tidlige forår var på besøg hos søndagens gæster, snakkede vi loppemarkeder og jeg bad værtinden Jeanette om at holde øjne og ører åbne efter en sykasse ☺.  Allerede få dage efter, ringede  Jeanette og fortalte, at hun havde skaffet mig en sykasse. Hun og en veninde har hvert år en bod på et loppemarked i Hengelo, hvor de sælger diverse genstande fra oprydning, fejlkøb m.m. Det hænder af og til, at naboer og familiemedlemmer giver de 2 piger ting til loppemarkedet og i den forbindelse var der pludselig kommet en sykasse til huse.

Denne er enorm, jeg husker min mors som værende mindre. Samtidig er den i mørkt træ, hvilket jeg ikke tidligere har set, men det gør bare det hele meget bedre, idet møblementet i stuen netop er mørkt, så sykassen behøver ikke at være henvist til et værelse.

Den er fin, rigtig fin og eneste skade var lidt misfarve af det ene låg, men lidt belgisk møbelpolitur har klaret det meste af det. Men det gør heller ikke noget, at det kan ses, at den har stået i et hollandsk hjem gennem mange år. Nu er der tømt 10 – 15 gamle kagedåser og tingene er flyttet ind i sykassen…..skønt!

Vi burde skamme os…..

Der er blevet handlet ind til morgendagens gæstebud plus andre fornødenheder…..
Der er blevet støvsuget og vasket gulv….
Der er lavet vanillesyltede abrikoser til desserten i morgen…

Og belønningen, lige om lidt, når chokoladen er tør, er disse, sammen med friske figner….☺

En rigtig god lørdag aften til jer alle ude i Blogland.

Frem- og tilbageblik…..

Jønne skriver, at der har været lidt stille hernede fra ☺☺☺.

Nu er det skam ikke, fordi jeg ligger på sofaen og driver den af med en god bog, jeg har bare ikke rigtig følt, at der var været det helt store at skrive om, og så alligevel, det har der, men er det nu noget at skrive om på bloggen? Nu gør jeg det i hvert fald!

Fredag før vi rejste på ferie i Danmark, blev jeg ringet op af et job bureau, der ville høre om jeg var interesseret i at komme i arbejde igen? Det var en svær beslutning, jeg gav et delvist tilsagn og brugte så ferien til at tænke, om jeg nu egentlig ville eller ej.

Nu kommer der så en længere fristil over mit arbejdsliv hernede og jeg har fuld forståelse for, at eventuelle læsere hopper af her.

Inden jeg flyttede til Holland natten mellem 31. juli og 1. august 2002, havde jeg fra Danmark taget kontakt til et job bureau ved navn ”Undutchables”, for at forhøre lidt om arbejdsmulighederne for en dansker i Holland.

Grunden til, at jeg kan præcisere tidspunktet for min flytning så præcist er, at det var en afskyelig togtur, som jeg sent skal glemme. Alt mit bohave var flyttet til Holland, der manglede sådan set kun mig, tøj til ca. 3 uger, toiletartikler plus det løse, der dukkede frem hen ad vejen, da jeg ugen før afrejsen faldt og forvred min fod. Skadestuen sagde, den skal du holde i ro i 2 – 3 uger! Men det gik ikke, lejligheden skulle gøres ren, de få ting jeg havde tilbage i lejligheden skulle køres ud til min datter, hvor jeg opholdt mig de sidste dage, mens jeg fik gjort rent bord på mit job. Togturen foregik med en gigantrygsæk, der vejede 19 kg. plus det løse ved siden af, alt i alt en bagatel af 44 kg. (jo, jeg vejede det hele på badevægten) samt selvfølgelig den forbistrede forvredne fod, der sådan set lignede foden på en elefant, hvilket gjorde at eneste aktuelle fodtøj var badesandaler! Var jeg ikke rendt ind i en sød ung professor fra universitetet i Leiden, der var så godt opdraget hjemmefra, at han hjalp med bagagen et langt stykke af vejen, så havde jeg nok sat mig tudende på gulvet i toget ☺.

Nå, men tilbage til sagen! Jeg fik efter 14 dage i Holland job hos et svensk firma, der havde besluttet sig for, at blandt andet alle de skandinaviske landes indkøbsaktiviteter skulle flyttes til Holland. Jeg var en del af det hierarki, der skulle sørge for at de indkøb, der blev foretaget af firmaets skandinaviske medarbejdere, kom igennem godkendelsessystemet. Herligt job og utroligt søde mennesker, de skandinaver. Senere mente man, at jeg da også godt kunne tage England under mine vinger samt et par andre aktiviteter. Kors, hvor jeg knoklede og var sjældent hjemme før ved 20 – 21 tiden om aftenen.

Efter at være sluppet af med England igen, mente man fra firmaets side, at jeg godt kunne stå for implementeringen af det polske kontor til Holland, hvilket endda lykkedes uden de store sværdslag. Den succes gjorde, at man fratog mig alle mine skandinaviske kunder og overlod mig det store slag med også at få det ungarske kontor ind under de hollandske vinger. Hold da op for en bjergbestigning! Det var hele tiden 1 skridt frem og 3 tilbage, jeg kom bare ingen steder, der var ingen hjælp at hente og jeg hadede hver eneste dag, jeg gik på arbejde. Der blev brugt mange aftner/nattetimer på at skrive alenlange forslag til forbedringer af dette og hint og lige lidt hjalp det. Efter 1 år med den ungarske kamp og 4 år i firmaet gav jeg op!

En del af årsagen til jeg gav op var måske, at jeg fik tilbudt et andet job. En dejlig dansk pige, som jeg lærte at kende i mit første job i Holland, havde fået tilbudt et job i et amerikansk firma, men da hun på daværende tidspunkt var ved at pakke hele familien sammen for at flytte til Danmark, henviste hun til mig.

Igen var jeg tilbage hos mine skandinaviske kunder, ren lykke! Det var ganske vist en helt anden type job og en helt anden type varer firmaet solgte, her havde jeg mest kontakt med universiteter, sygehuse og større skandinaviske firmaer. Til trods for, at de skandinaviske kunder havde været vant til, at firmaet havde en repræsentant i hvert land, der tog sig af alt, hvad der måtte opstå af problemer og service, modtog de mig med åbne arme.

Det var lidt en svær balancegang, idet man fra den hollandske ledelses side absolut ikke havde været vant til at skulle tænke på de skandinaviske kunder og intet kendte til de forskellige forretningsgange der. Det der gjorde, at jeg elskede jobbet, var kunderne, fantastiske mennesker og de skandinaviske teknikere, der var villige til at gå gennem ild og vand for deres kunder.

På et tidspunkt ansatte man en hollandsk pige, der sammen med en englænder, skulle stå for den engelske afdeling, men det gad hollænderinden bestemt ikke og på snedig kvindevis lykkedes det at få support for det engelske kontor bugseret over på mit skrivebord.

Da jeg kun havde min skandinaviske kunder, kunne jeg køre hjemmefra omkring 6.15 om morgenen med det resultat, at jeg var på min pind når de morgenfriske Skandinaver havde brug for mig og jeg undgik den forbistrede kø på motorvejene. Men da England kom ind i billedet, blev flextiden suspenderet, idet de engelske kunder var langt vigtigere end de skandinaviske og arbejdstiden kunne først afsluttes efter kl. 18. Jeg har ikke tal på de småveje og mindre landsbyer, som jeg stiftede bekendtskab i kampen for at undgå at sidde i kø på motorvejen. Arbejdsugerne blev desuden på et sted mellem 55 – 65 timer plus selvfølgelig transporten og livet var ikke sjovt. Jeg ved ikke hvor mange gange influenza jeg nåede at have i løbet af godt og vel ½ år, men det var ikke få og lægen advarede.

Efter mange søvnløse nætter med spekulationer sagde jeg mit job op. Jeg orkede ikke længere, jeg var træt, træt og atter træt.

Jeg har nu nydt livet som hjemmefræsende husmor i knap 3 år, det har været uendelig dejligt at kunne gøre lige præcis, hvad der passer mig. Men det sidste halve års tid har jeg kunnet mærke en vis kriblen for at komme tilbage på arbejdsmarkedet igen. Jeg er nu helt ude over mine tidligere oplevelser, jeg vil godt udfordres igen. Men hvor meget/lidt og i hvilken type job, det havde jeg overhovedet ikke gjort op med mig selv, da “Undutchables” ringede den fredag og tilbød mig et job.

Lige nu og her er vi gået lidt i stå ved mine lønkrav! Jeg har besluttet mig for, ikke at gå på kompromis med mine ønsker. Jeg har lært en del af mine tidligere jobs hernede, jeg har lært en del om mig selv, hvad jeg er i stand til og ikke er i stand til. Jeg har lært, at man er nødt til at sige NEJ ind i mellem og holde fast ved det. Jeg har lært, at jeg ikke skal lade mig skubbe ud i ting, som jeg inderst inde ikke har lyst til. Men derudover, så er jeg da vildt stolt over i det hele taget at blive spurgt, for jeg er jo immervæk ikke nogen årsunge længere ☺. Lad os se, hvad det hele ender med, jeg er bestemt åben for arbejdsmarkedet igen, men ikke for enhver pris.

Svenske forfattere…..

For søren da, hvor de kan noget, de svenskere!

For år tilbage husker jeg, at jeg læste alt, hvad jeg kunne få fat i af Maria Lang og senere af Per Wahlöö og Maj Sjöwall.

Inden jeg sidste sommer lånte Stieg Larssons Millennium trilogi af min datter, tænkte jeg hver gang, jeg så en ny rosende omtale af bøgerne, om de virkelig kunne være så fantastiske? Men jeg var totalt tabt for omverdenen i den lille uges tid, det tog at læse bøgerne, det var en utrolig oplevelse, sikken en research og sikken en evne til at fange læseren. Jeg mente, at min mand måtte have den oplevelse med og gav ham først første bind, for at se om det var noget for ham. Men da den var slugt på meget kort tid, måtte jeg på jagt efter de 2 næste, for han var nøjagtig lige så begejstret, som jeg havde været. Senere var vi så utroligt heldige, at få trilogien forærende på DVD og igen var vi tabt for omverdenen. Jeg plejer at påstå, at der ikke er noget der kan få mig til at koncentrere mig så meget, så jeg ikke ænser hvad der foregår omkring mig, men Millennium kunne ☺.

Da vi var i Danmark på ferie, fik jeg sammen med et eller andet dameblad, ”Søndag” tror jeg, en bog af Liza Marklund ”Livstid”. Den lå uåbnet i et par uger, men nu er den også slugt ☺.

Hvad er det de kan, de svenskere? Jeg tror, at jeg skal holde lidt mere øje med svenske forfattere på biblioteket hernede.

Efterårsvejr og husbåde…..

Efteråret har indfundet sig, sådan helt og aldeles, i dag!

I formiddags regnede det så meget, at det 4 benede dagplejebarn overhovedet slet ikke trængte til at komme udenfor, heldigvis blev det tørvejr efter frokost og den vanlige ro og orden kunne genoprettes.

I tirsdags nåede jeg at få en cykeltur til Tilburg i det lidt disede morgenvejr.

Halvanden time senere, så det lidt lysere ud.

Indtil for kort tid siden anede jeg ikke, at vi havde husbåde så nær.

Jeg er lidt, nej meget, vild med husbåde og tror godt, at jeg gad at bo på sådan en, men de er altså ikke helt billige, hvis man vil have en af nogenlunde standard og da det drejer sig om, at der er vand, vand og atter vand i kælderen, så tror jeg ikke, det går an at gå på kompromis med standarden.

Eindhoven

I mandags havde jeg et par aftaler i Eindhoven, Hollands 5 største by med godt og vel 216.000 indbyggere.

Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men jeg har aldrig synes særlig godt om Eindhoven. En af årsagerne kan måske være, at der findes meget lidt ældre byggeri i byen. Det er skam ikke fordi jeg har noget imod moderne byggeri, slet ikke, men nybyggeriet skal helst have en vis charme, før jeg finder det attraktivt. En del bygninger i Eindhoven, får mig altid til at tænke på tidligere østeuropæisk byggestil, med tonsvis af beton og ikke ret meget andet.

Men Eindhoven har alt hvad man overhovedet kan ønske sig, et fantastisk handelsliv, et verdenskendt universitet med et stort viden center, i henhold den yngre generation har byen også for et fantastisk aften/natteliv og sidst, men selvfølgelig ikke mindst PSV. Jeg arbejdede i byen et par år og det var egentlig yderst sjældent, at jeg bevægede mig ind til centrum, det vildeste jeg kunne svinge mig op til var at besøge en garnforretning i et af shoppingcenter i nærheden af jobbet. Dagligvareindkøb blev foretaget på vejen hjem i den idylliske by Oirschot, det kunne jeg ligesom bedre forholde mig til ☺.

Men altså i mandags var jeg i Eindhoven og mellem første og anden aftale havde jeg halvanden time, som blev brugt på at trave rundt i byen.

Rundt 1900 var den industrielle udvikling i Eindhoven stor, der var tekstil-, tobaks-, hatte og tændstik fabrikker, samt selvfølgelig Philips fabrikken, der blev startet i 1891 og DAF der kom til i 1930. Siden 2. verdenskrig er de fleste fabrikker forsvundet, DAF eksisterer stadig i byen, hvorimod Philips kun har videncentret fra Philips Lighting og Philips Research tilbage i byen. Overalt i byen ses de store gamle fabriksbygninger fra Philips, enkelte er blevet omdannede til lækre lejligheder og andre står stadig tomme.

Midt i centrum, på 18 septemberplein foran varehuset Bijenkorf, der er et af Hollands bedste og dyreste varehuse (hold da op, hvor blev jeg fristet mange gange derinde i mandags, men tegnebogen forblev i tasken), kommer der 2 besynderlige rør op fra undergrunden, de var kommet til, siden jeg sidst har været på pladsen. Da min anden aftale, min tidligere kollega Rosemary dukkede op, fandt jeg også ud af hvad der foregik indeni rørene, det var nedgangen til cykelparkering, smart.

Det er specielt at køre gennem Eindhoven om aftenen, de kan noget med lys i den by ☺. Desværre har det ikke helt samme effekt at fotografere de forskellige ”lyskunstværker” i dagtimerne.

Men uanset hvor meget godt, der er at sige om Eindhoven, så bliver det aldrig min by.

Ferie - 4 og allersidste del ☺.

Torsdag var en stor dag, en meget vigtig dag og egentlig årsagen til, at vi holdt ferie lige præcis på det tidspunkt vi gjorde. Karoline, mormors guldklump fejrede sin 6 års fødselsdag. Ubegribeligt som tiden drøner af sted, jeg synes ikke det er ret mange dage siden, at jeg kørte på Rijksweg N65, kort før Berkel Enschot på vej på arbejde, da min svigersøn ringede og fortalte, at hun var født.

Et af barnets hedeste ønsker for dagen var morgenmad på sengen! Gad vide, hvem hun har det fra? (Det er bare ikke så tit jeg får det ☺).

I løbet af formiddagen blev de sidste exportindkøb foretaget sammen med en lille sightseeing tur rundt i det dejlige område syd for fjorden.

Efter skoletid gik farmor, Frank og jeg i samlet flok op for at hente prinsessen i skole og hyggede med hende, indtil de stolte forældre, morfar og lidt senere lillebror kom hjem.

Efter morfars ankomst blev den sidste gave overbragt……..gaven fra alle os bedster.
Det dejlige barn havde ønsket sig en cykellås samt at få sæde og styr skruet højere op på cyklen! Først kom cykellåsen, denvar hun vældig tilfreds med ☺.

Og i stedet for at få skruet sæde og styr op, så fik hun en ny cykel. Tak til morfar fordi han igen, igen ville tage sig af gaveindkøbet. Hold da op, hvor gaven vakte lykke.

 

Om aftenen var vi ude og spise (igen, igen), denne gang var det på Bones! Her fik jeg spareribs i en helt fantastisk marinade og salat i overdådige mængder.

Mon ikke snart maden kommer…………

Alt i alt en rigtig dejlig dag for os alle, fødselsdagsbarnet, de stolte forældre, lillebror samt alle os bedster. Da de var 2 i klassen, der havde fødselsdag samme dag, stod den på Disko om lørdagen i  klassekammeratens store opvarmede dobbeltgarage! Det ville nu ikke have været helt ringe at have overværet det fra et skjulested ☺.

Det er utroligt, som ens tilværelse bliver beriget med sådan en lille størrelse og nu er der oven i købet 2 børnebørn. Da jeg ikke ser dem til hverdag, følger jeg udviklingen på en helt anden måde end de bedsteforældre, der er nær hende. Hvad jeg husker bedst, fra da Karoline var mindre, var udviklingen i sproget og at perioden fra man skulle tænke over ordvalg og til at hun var med på ”voksentale”, ikke var ret lang. Af og til har jeg lidt svært ved at følge med i hvad en 6 årig egentlig kan og ikke kan, hvilket nogle gange sikkert er irriterende for Karoline og andre gange selvfølgelig skal udnyttes ☺. Vi var så heldige, at lillebror startede på at gå ugen før vi kom, herligt at vi fik lov til at træne med ham, mens vi var der. Savnet er stort i hverdagen og de knap 1000 km. er lang vej, men så meget mere intens er samværet, når vi endelig er sammen.

Fredag var store hjemrejsedag og det lykkedes os ved hjælp af lidt udvidet planlægning og snilde at få plads til det hele ☺.

Vi havde pitstop i Kristiansfeld, hvor kaffen….og honningkagen…..og æblekagen blev indtaget. Som om vi trængte til mere at spise☺, men vi skulle jo sige farvel til Danmark med manér.

Kort før Elb-tunnelen meldte de 7 km kø over radioen! Takket være al den moderne halløj, som nutidens biler er udstyrede med, blev vi enige om, at vi i hvert fald ikke havde lyst til at sidde og vente ved Elb-tunnelen, nej, nej vi ville drøne gennem Hamburg ☺.

Godt gik det, vi ramte Hamburg lige midt i fredag eftermiddags myldretiden, men det lod jeg Frank om at klare.

Men jeg brugte tiden på at kigge og fotografere, vi kom endda gennem St. Pauli.

Jeg tror godt, at jeg gad at bo i Hamburg, hvis jeg kunne bo på 2 eller 3 sal i denne bygning.

Om vi havde sparet tid ved at køre gennem byen, var vi ikke rigtig klar over, men i hvert fald var det (for mig) langt mere sjovere ☺.