torsdag den 31. december 2009
Godt nytår.
Tak for dejlige kommentarer i 2009, de har bragt mig megen glæde.
Kærlig hilsen
Annette
onsdag den 30. december 2009
Den helt sikkert sidste julegave for i år......
Gad vide om den passer i størrelsen? Modtageren er vort lille danske gudbarn Isabella på godt 1 år, der lige nu er på besøg hos farmor og farfar i Holland sammen med sin storebror, danske mor og hollandske far.
Egentlig er mit bekendtskab med Isabellas mor en lidt sjov historie.
Vi flyttede begge til Holland i 2002 med et par måneders mellemrum og mødte hinanden hos vor første hollandske arbejdsgiver. I begyndelsen var det begrænset hvor meget vi så hinanden, da der på daværende tidspunkt var en del danskere på stedet. Men efterhånden flyttede de hjem til Danmark og tilbage var Isabellas mor og jeg, der begge var flyttet til Holland på grund af en hollænder. Ingen af os var ovenud lykkelige for vor arbejdsplads og det hjalp det altid lidt, når vi kunne læsse lidt af hos hinanden, uden kollegerne forstod hvad vi talte om.
På et tidspunkt blev der en stilling ledig i Isabellas mors afdeling og vi var rørende enige om, at den skulle være min ☺ Jeg kom til samtale og fik at vide, at jobbet var mit og vi var glade.
Men afdelingschefen, der gav mig tilsagn om jobbet, havde glemt at tage Centerchefen i ed og man fandt ud af, at jeg skulle blive hvor jeg var, da det ikke var muligt at få en anden dansktalende!
Jeg var temmelig sur over den beslutning og begyndte at se mig omkring på jobmarkedet. Skæbnen ville så, at Isabellas mor på et tidspunkt have lagt sit CV ud på nettet og hun blev ringet op af en arbejdsgiver der spurgte om hun var interesseret i at skifte job. Det var hun ikke, da hun og hendes mand havde taget beslutning om at flytte hjem til Danmark, men hun kendte en anden dansker som måske var interesseret – mig! Jeg fik jobbet.
Hvad jeg synes er lidt sjovt er, at Isabellas mor er samme alder som min datter og jeg har samme alder som hendes mor.
Vi holder stadig forbindelsen ved lige og vi blev meget beærede, da vi blev bedt om at være gudfar og gudmor til lille Isabella.
tirsdag den 29. december 2009
Jul i Danmark......
tirsdag den 22. december 2009
mandag den 21. december 2009
Så stopper produktionen.....
Men det blev egentlig også til mere end forventet.
3 par benvarmere. 2 par til mit dejlige barnebarn, lavet på bestilling af hendes mor. Et par skulle være sorte og de voldte ikke problemer, da der fandtes utallige rester af sort uldgarn i garnkurven, men det andet par skulle være pink med sølv! Nu er garnforretninger ikke noget der findes på ethvert gadehjørne hernede og jeg kunne kun få pink garn uden sølv. En dag da jeg gik rundt i Turnhout kom ideen, sølvbroderigarn det måtte kunne strikkes sammen med pink garn! Og ja, det det lykkedes da også, men det var et pokkers arbejde at dele broderigarnet, foruden jeg havde fået købt for lidt. Jeg håber, at de bliver en lille smule tilfredse med resultatet. Det sidste par benvarmere er til mit lille danske gudbarn.
1 lille babytrøje i lyseblå til mit gudbarns lillebror, der dukker op her i begyndelsen af det nye år, jeg mangler at sy knapper i, men den skal først afleveres i juledagene, så mon ikke nok det nå´s.
1 trøje i lilla til gudbarnet, delene er lige blevet vasket og ligger til tørre inden sammensyning og hækling af kant.
1 par lilla bukser til mig selv! Da jeg i sommer købte hvid hørlærred til gardiner i stuen købte jeg 5 ekstra meter, man ved jo aldrig….. En dag farvede jeg i vildskab de 5 meter hørlærred lilla og nu har jeg et par meget lilla bukser. Sidst jeg havde bukser i den farve var engang i slutningen af 60´erne og de var overstrøede med små blomster, det er disse ikke……..
1 nederdel til barnebarnet. Gad vide hvad de siger til det deroppe i det nordjyske? Det meste af nederdelen består af lilla stof, men en flæse samt et lille indsat stykke imellem delene er fra en gammel Jackpot nederdel, som jeg ikke har kunnet nænne at smide ud.
1 grå trøje til mig selv af garn jeg har haft liggende de sidste 15 – 20 år og ikke har fundet anvendelse for før nu.
søndag den 20. december 2009
Så er vinteren kommet til Holland.....
Jeg var i torsdags nordpå i landet og der var stor forskel på, hvor der var sne. Her i Brabant var der om morgenen ingen sne overhovedet, i provinsen Gelderland var der en del sne og nordpå i Overijssel omkring Hengelo og Oldenzaal var der heller ikke sne. Men i løbet af dagen flyttede sneområdet østpå og da vi nåede Brabant omkring ved 18 tiden, da var der sne og der var rigtig meget af den. En tur der normalt tager ca. 45 minutter tog i torsdags godt og vel 3 timer.
Holland er ikke gearet til sne og da slet ikke i de mængder der daler ned fra himmelen i disse dage. Torsdag bedyrede myndighederne, at man var godt forberedte, men alligevel var det få steder der var saltet. På de steder hvor der var meget sne var der lange køer på grund af glatte veje, mange uheld og biler der var efterladt i vejsiden. Men også sneplovene forårsagede køer, idet de kørte midt på motorvejen og ikke lod biler komme forbi.
I byerne bevæger man sig med fare for liv og lemmer, da der her ikke er nogen lov for at man skal rydde sit fortov – kun en moralsk lov. Jeg så i fredags, at det stedlige politi ryddede sneen væk udenfor hoveddøren, men på fortovet fik sneen lov til at ligge.
mandag den 14. december 2009
Breda søndag eftermiddag......
Udflugten plejer at starte i Sint-Antoniuskathedraalen, hvor forskellige kor og orkestre spiller dagen igennem. Vi kommer for at høre seniororkestret SONG fra Nieuw Ginneken, hvor min mands herlige og snart 80 årige onkel spiller med.
Lørdag i Oberhausen.
Selve julemarkedet ligger i forbindelse med et enormt indkøbscenter Centro, som jeg faktisk lige har fundet ud af er Europas største indkøbs- og fritidscenter. Vi er enige om, at selv om indkøbscentre absolut ikke hører til vore favoritter, så var dette enorme center bestemt et besøg værd en anden gang ☺
Vi var tidligt på farten, da fruen fra naboparret er gangbesværet og rollatorbruger, hun har derfor brug for lidt ekstra plads for at komme rundt. Det gav os på vejen fra parkeringen, der for at det ikke skal være løgn består af 14.000 gratis parkeringspladser, mulighed for at nyde det utroligt smukt pyntede Centro indkøbscenter.
På dette julemarked var hovedsproget så absolut hollandsk, inde i selve indkøbscentret var det dog blandet med tysk.
tirsdag den 8. december 2009
Udfordring.
Skriv 3 ting, du husker som var det i går:
- min datters fødsel
- første møde med min mand
- natten mellem 31 juli og 1 august 2002, hvor jeg rejste til Holland for at blive....
Skriv 3 ting, du ikke kan lide:
- vold
- overdreven egoisme
- snobberi
Skriv 3 ting, du godt kan lide:
- at min ex-mand er vores bedste ven, det er en gave.
- ferier og forlængede weekends i Danmark, hvor min lille danske familie bor.
- den måde mit liv former sig nu, jeg nyder hver dag og føler mig utrolig priviligeret
Skriv 3 blogs du besøger dagligt:
Den er svær, det er ikke hver dag jeg når at se blogs og når jeg gør, så tager jeg hele runden for at se hvad bloggerne har bedrevet i de dage jeg mangler.
Skriv 3 sange du hører for tiden:
Det er også en af de svære, for jeg holder utroligt meget af stilhed, derfor hører jeg sjældent musik, men blandt favoritterne hører:
- In the Dutch Mountains med the Nits.
- Great gig in the sky med Pink Floyd
- Oerend hard med Normaal
3 TV-programmer, jeg følger med i:
Det er ret begrænset hvad jeg ser af TV og jeg følger ikke med i diverse serier, som kører i næsten alle europæiske lande. Når jeg endelig ser fjersyn, så er det mest:
- Nyhederne over Holland.
- BBC har en serie (nå ja, det er jo godtnok en serie) der hedder "Coast", den handler om den engelske kyst´s historie.
- TV-makelaar, hvor man som regel besøger et historisk hjem.
3 blogge, jeg udfordrer:
- Bistels brenneri
- Kom så i gang
- MissMuffin.
søndag den 6. december 2009
Vi snupper lige et til....
Da vi tog den beslutning blev jeg lidt stresset, for så skulle et projekt, som jeg har rodet med siden efteråret 2006 være færdig til i går aftes. Det har kostet mig utallige dag/nattetimer foran computeren at få det klart og det hele skulle gøres uden husherren opdagede hvad jeg havde gang i, men det lykkedes ☺
I går aftes var jeg i stand til at overrække et digert værk på 51 tætskrevne sider med en del billedmateriale = 12.765 KB om min mands fars familie fra perioden 1585 og frem til lige efter 2 verdenskrig.
Lykkeligvis er der indenfor de sidste 2 – 3 år sket en revolutionerende udvikling på internettet hvad angår slægtsforskningsmateriale. Det gør unægteligt tingene lettere, at man kan sidde hjemme bag computeren og finde oplysningerne i stedet for som i begyndelsen, hvor man måtte af sted til de forskellige regionale arkiver. Det tog mig også lidt tid at finde ud af opbygningen på de hollandske arkiver, da oplysningerne skulle søges andre steder end jeg var vant til fra Danmark, men takket være internettet er det nu kun i specifikke tilfælde jeg er nødt til at besøge arkiverne.
For resten, i forbindelse med Gyldendals røde ordbøger på Dansk/Hollandsk/Dansk, der kan jeg fortælle, at den Dansk-Hollandske udgave er 4,5 cm tyk, men sjovt nok så er den Hollandsk/Danske 5, 5 cm tyk. En historie som jeg ynder at fortælle med jævne mellemrum i hollandsk selskab, da jeg mener at det må være åbenlyst for enhver, hvorfor det ikke er let at lære det hollandske sprog, når sproget indeholder mange flere ord end det danske sprog ☺
Sinterklaas avond.
Hos os begrænsede forberedelserne sig til rengøring, julepyntning, bagning af tyske lebkuchen (smagen er ok, men udseendet ligner noget der ikke kan gøre for det), fabrikation af cornflakestoppe (efter Vibekes opskrift), indkøb af nogle enkelte gaver og for min mands vedkommende fabrikation af diverse digte.
Vi fejrede aftenen sammen med vore hollandske børn og deres kærester. Først gik vi ud at spise på en lokal restaurant og da alle var mere end mætte, gik vi hjem for at fortsætte aftenen.
Som på en juleaften i Danmark, er også Sinterklaas aften et gaveorgie, spisning af diverse lækkerier og hygge. Med hver gave følger et hjemmekomponeret digt, der læses op af modtageren inden der pakkes ud og de er fantastiske til at digte i min familie, jeg er målløs af beundring over hvad de ”sådan bare lige” har rystet ud af ærmet.
Min meget unge og skønne bonussvigerdatter havde ud over de forventede gaver lavet et digt til alle (inklusive hende selv), digtet beskrev en begivenhed og gaven var chokolade der havde samme form som begivenheden. Mit digt handlede om, at jeg tog til Oss for at købe sko (svigerdatteren er leder af en skoforretning) og da jeg ikke lige fandt de sko jeg var på udkig efter, købte jeg støvler i stedet for, men da svigerdatteren ikke synes jeg skulle gå julen i møde uden nye højhælede sko, så fik jeg et par sko af chokolade.
Gaver fra Sinterklaas.
Overalt i Holland findes de forhadte ”flits paalen” der tager de nydeligste foto´s af biler, der overskrider den tilladte hastighed (lykkeligvis har jeg altid undgået dem, men jeg deler adresse med en der af og til har fået tilsendt et foto ☺).
onsdag den 2. december 2009
Erindring og glæde....
søndag den 29. november 2009
Vaccination.....
Jeg undrede mig for et stykke tid siden, da jeg læste at man i Danmark kun skulle vaccineres 1 gang mod mexicansk influenza plus den normale influenzavaccination, idet jeg vidste at min mand, der tilhører en af risikogrupperne pga. diabetes, var tilsagt til 2 vaccinationer ud over den normale.
Men hernede vælger man som oftest en anden løsning end alle andre europæiske lande og det gjaldt også i forbindelse med vaccination mod mexicanske influenza, hvor alle i risiko grupperne skal vaccineres 2 gange.
I forrige uge opstod der så pludselig tvivl i Rijksinstituut voor Volksgezundehid en Millieu (RIVM), da WHO meldte ud, at 1 vaccination imod ”mexicogriep” var nok. I fredags meddelte minister for folkesundhed Ab Klink, at alle der tilhører risikogrupperne skal vaccineres 2 gange, altså man holdt sig til den oprindelige plan. Hvad skulle man også gøre med de enorme mængder af vaccination der i henhold til dagspressen er indkøbt?
Ud over de forskellige risikogrupper har voksne og børn i børnefamilier med babyer der er for små til at blive vaccineret samt alle børn i alderen fra 1 til og med 4 år også været indkaldt til vaccination og når 2. vaccinationsrunde starter den 14. december så får de anden omgang.
En enkelt gang har jeg hørt en journalist har vovet at spørge hvorfor dog 2 vaccinationer når alle andre lande nøjes med en enkelt og det yderst videnskabelige svar var, jamen man kan jo aldrig være for sikker!
tirsdag den 24. november 2009
Rundt i landet.....
I området findes der også et utal af gamle vindmøller, hovedparten er smukt restaurerede og lavet om til beboelse og i under stormen var der enkelte der fik lov til at arbejde.
Jeg beklager billedkvaliteten, men fotograferingen foregik under kørselen.
Hvis mølleren var glad, for eksempel i forbindelse med en fødsel, så ville han lade alle se det og satte derfor møllevingerne så de ikke stod helt i midten, men en smule mere til venstre.
Hvis der var dødsfald i møllerens familie blev vingerne sat ikke helt i midten, men en smule mere til højre. Ofte blev denne vingestand brugt i 6 uger. Hvis et medlem af kongehuset døde, blev møllen holdt i denne tilstand til og med bisættelsen.
Hvis der er skete et eller andet alvorligt i nærheden af møllen, f.eks. en stor brand eller lignende satte mølleren vingerne som vist på billedet, samtidig blev der sat et stykke klæde på hver møllevinge. De omkringboende vidste så, at der var sket et eller andet alvorligt og hastede afsted til møllen.
torsdag den 19. november 2009
Hvor er det dejligt.....
mandag den 16. november 2009
Ørnen.
En af vore Tv-kanaler viser udelukkende kriminalserier og jeg opdagede midt på ugen, at de sender den danske serie ”Ørnen”.
Det tog lidt tid at finde ud af hvad de sender hvornår, men i går lykkedes det. Fra 23 – 24 sendes et nyt afsnit i serien, det bliver genudsendt næste dag fra 11 – 12 samt 16 -17 og jeg var altså lige nødt til at skulle se det nye afsnit inden sengetid. Det er lidt sjovt, men dejligt at høre dansk tale og se hollandske undertekster.
søndag den 15. november 2009
Frygten var totalt ubegrundet, han ankom til tiden…...
Ovenstående kræver måske lidt forklaring, det gjorde det i hvert fald for mig, da jeg i sin tid stiftede bekendtskab med begrebet Sinterklaas.
Saint Nicholas, Sankt Nikolaus, Sint Nicolaas eller som han kaldes i daglig tale her Sinterklaas blev født i år 270 e. Kr. i Pataras i Lilleasien. Han var biskop i Myra, der ligger i det nuværende Tyrkiet, hvor han døde 6. december 340 e. Kr. Der findes en del historier om Sint Nicolaas´s gode gerninger (og nogle få knap så gode), men allerede før år 1000 var han en af både den østlige og vestlige kirkes mest ærede skikkelser.
I middelalderen udviklede Sint Nicolaas´s dødsdag 5. december sig til at være en fest for børn, hvilket den stadig er hernede. I de lande hvor Sinterklaas fejres, findes der forskellige traditioner for hvordan festlighederne afvikles og i enkelte lande fejres Sinterklaas først d. 6. om morgenen. Den hollandske version indebærer, at Sinterklaas hvert år på en lørdag midt i november ankommer med dampskib fra Spanien til Holland sammen med sine hjælpere. Hvorfor lige Spanien fremgår ikke helt tydeligt af historien, nogle mener det skyldes at Sint Nicolaas var skibsfartens skytshelgen, andre mener at traditionen er kommet til Holland med spanske søfarere.
Mange hollandske byer fejrer Sinterklaas ankomst til landet med stor fest, optog og festivitas (klik på billedet for forstørrelse), men intet overgår den by der er valgt til at være den officielle ankomstby.
I perioden fra Sinterklaas ankomst til landet og frem til Sinterklaasaften den 5. December, besøger Sinterklaas og hans sorte hjælpere alle hollandske børn. Sinterklaas rider på en smuk hvid hest "Amerigo", der har evner ud over det sædvanlige, idet den er i stand til at gå på hustage og tagrygge. Gaverne leveres nemlig, som vi kender det fra julemanden, gennem skorstenen og grunden til zwarte Piet altid er sort skyldes selvfølgelig, at han må tage den hårde tur ned gennem skorstensrøret. Alle de børn der igennem året har været søde får en lille gave, det kan være chokoladebogstaver, chokoladepenge, spekulaaspoppen (spiselige dukker der er lavet af en dej, der minder om den danske brunkagedej), pebernødder med skumfigurer eller andre små gaver, der ligger i børnenes sko når de vågner om morgenen. Sinterklaas kan også finde på at besøge forretninger, idet børn kan aflevere sko hos supermarkeder som Albert Heijn (vores Superbrugs).
Pakkeaften er her Sinterklaasavond, altså den 5. december og det er selvfølgelig hovedsagelig børnenes aften, men også voksne giver hinanden gaver og med de voksnes gaver følger et digt. Efter den store aften drager Sinterklaas tilbage til Spanien, hvor han opholder sig indtil næste år i november.
Holland har egentlig ikke mange traditioner i forhold til Danmark, men det er mit indtryk at Sinterklaasavond er en af de traditioner der fastholdes. Den 24. december er almindelig arbejdsdag her og der findes ingen traditioner hvad maden angår.
Hvilken aften vi fejrer, er altid lidt afhængig af hvilken dag i ugen den falder, i år passer det fint at fejre d. 5 da det er en lørdag, andre år har det været den 24.
Hollænderne drager i stor stil til Tyskland for at handle, dog ikke i samme antal som ved den danske grænsehandel, men det hollandske sprog er det mest fremherskende i gadebilledet i Kleve, der er byen hvor de fleste hollændere handler ind. Vi spiste morgenmad i Kleve i går, da man i Tyskland kan få morgenbrød der er en del mere lækkert end det man kan købe her. Sjovt nok så hedder de rundstykkelignende boller som man kan bestille hos bagerne her også Duits brood.
Nogle gange kan jeg godt komme lidt i tvivl om, hvilken indretningsstil jeg finder smukkest. Er det køligt, hvidt, smukt, rent og minimalistisk eller et det et sammensurium af gamle ting og sager som kan fortælle om generationers liv og levned og når vi af og til er i "De Waagh", så er jeg ikke spor i tvivl om mine præferencer. Alt i alt en vidunderlig dag.