Sådan en almindelig torsdag.

Dagens ”tour”☺ blev på 30,72 km. (de 0,72 er altså meget vigtige ☺). Egentlig havde jeg ikke forventet, at jeg ville være i stand til at cykle i dag pga. tirsdagens cykeltur på knap 50 km. Men prøves skulle det og hvis det blev for umuligt, kunne jeg altid vende om og tage bilen i stedet for.

Til min store overraskelse var der ingen ømhed overhovedet, alt gik som smurt. Kan det mon være et tegn på, at jeg er ved at komme i form? I så fald, tror jeg det er første gang, siden jeg var på konstabelskole i 1972/73 ☺.

Dagens sygehusaftale var en del mere opløftende end den sidste. Det er ikke første gang, at jeg har oplevet det, den ene specialist er ikke absolut ikke tilfreds, hvorimod den anden er yderst tilfreds. Resultatet er vel, at jeg skal drage min egen konklusion, der må ligge et sted midt imellem de 2 udtalelser.

På hjemvejen tog jeg en omvej og så, at kirkespiret fra Sint-Josephkirken, der længe har stået på en mark i Dongen, nu endelig har fået en anden plads. På grund af manglende besøg, blev kirken brudt ned i 2009 og hvis man skal tale om genbrug, så er dette vel en meget god ide.

Præstegården har også stået til salg et stykke tid, jeg har lige checket på nettet, den kan købes for den nette sum af 495.000 €, hvis nogle skulle være interesserede ☺.

Vejrguderne ved ikke helt hvad de vil i dag, da jeg cyklede til Tilburg i morges, var det klæbende varmt. Senere kom der lidt vind og da jeg var i Dongen begyndte det at dryppe en anelse. Jeg nåede lige præcis den hjemlige garage, før det begyndte at regne alvorligt, godt timet ☺. Og nu skinner solen fra en skyfri himmel

Næsten, men også kun næsten……

Jeg har et stykke tid gået og tænkt på, at jeg ville nå en cykeltur på 50 km. inden jeg runder og i dag nåede jeg det næsten, men altså også kun næsten.

Formiddagens aftale i Tilburg var hurtigt overstået og derefter var det store spørgsmål, hvor skulle dagens cykeltur gå til?

Første del af turen foregik på en cykelsti, der er lavet hvor den tidligere jernbane mellem Tilburg og Riel lå. I dag var det ret befriende, at cykelstien ligger i et større skovområde, idet temperaturen var på godt og vel 30 grader. Senere fortsatte jeg på en cykelsti, der i daglig tale kaldes Bels Lijntje. Bels Lijntje var tidligere jernbanelinje mellem Tilburg og Turnhout i Belgien, også den ligger i et større skovområde og nu var det jo højlys dag og jeg var ikke den eneste på ruten, men jeg tror ikke det er et område, hvor jeg ville bryde mig om at cykle i på en mørk nat. Dette blev også bekræftet af de indhegninger og alarminstallationer, som de få huse på ruten havde opsat.

På et tidspunkt blev jeg rasende og gal. Jeg har været tidligere været omkring emnet, men nu får de altså turen igen! De småfede gamle mænd i stramt outfit, som tror at de er de eneste som har lov til at færdes på landets cykelstier og oven i købet tillader sig at råbe efter andre cyklister med en anderledes tilgang til cykling end de selv har, de burde bures inde! På grund af den megen kritik der har været af disse ”Wannabe tour de France ryttere” i dagspressen, har vi indenfor de sidste år oplevet, at de ofte takker fordi man giver plads, men ikke dagens fjolser.

I landsbyen Riel, syd for Tilburg, herskede der middagsdøsighed og jeg kunne cykle rundt på må og få uden at møde ret mange mennesker.

Vi har et par gange drukket kaffe på en cafe ved kirken og det var egentlig min plan at gøre i dag, men på det tidspunkt synes jeg stadig, at der måtte lidt mere cykling til, før der var kaffepause. Jeg havde en ide om, at det måske ikke blev til mere, hvis jeg først havde fået mig bænket på cafeen.

Kirken i Riel var under renovering, så der var adgang forbudt.

Jeg har lige fundet ud af, at jeg nok må tilbage til Riel en dag, idet der i byen skulle findes et monument over en tysk soldat. Soldaten reddede under en beskydning i 1944 2 hollandske børn fra Goirle. Den tyske soldat, der på det tidspunkt var 18 år, døde selv under skyderiet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er bemærkelsesværdigt, at et land der led så meget under 2 verdenskrig, har valgt at hylde den unge soldat med et monument.

Efter at have cyklet rundt fandt jeg en vej ved navn Goirleseweg og nu var jeg jo kommet hjemmefra, så hvorfor ikke fortsætte til Goirle.

På vejen så jeg dette!

Ovenstående skulptur stod udenfor dette hus. Gad vide hvordan de vasker vinduer, de må da kravle rundt!

Mens jeg stod og fotograferede tænkte jeg, at der måtte bo en kunstner i huset, men nu hvor jeg sidder og skriver, kommer jeg til at tænke på, om det måske kan være monumentet over den tyske soldat. Altså, jeg må tilbage til Riel!

Goirle (knap 23.000 indb.) er en del større end Riel, men knap så spændende (synes jeg). Jeg vidste, at der lå en mølle i byen og at den lå i nærheden af et Albert Hein supermarked. På et tidspunkt så jeg en Albert Heijn, men møllen var væk! Mit cykelkort afslørede ikke nogen mølle, så der blev cyklet nogle kilometer, før jeg endelig fandt et bykort. Det viste sig, at jeg befandt mig i den forkerte ende af byen og at der altså findes flere end en Albert Hein i Goirle☺. Af sted igen og endelig fandt jeg både mølle og Albert Hein.

Jeg kan huske, mens jeg stadig var på jagt efter et gammeldags syskrin, at jeg en søndag havde fået lokket husbond med til loppemarked i Goirle. Det var simpelthen det værste bras, der var til salg på loppemarkedet, plastdimser, plastetuier og ikke en eneste ordentlig bod med ældre ting og sager, som jeg var ude efter. De tillod sig oven i købet af tage entré, 2.50 € pr. person, for det ikke skal være løgn. Siden da har jeg fået lidt skræk for hollandske loppemarkeder.

På tilbageturen skulle kaffen jo indtages i Riel, men da alle borde og stole under parasoller var optagede og jeg ikke orkede at sidde midt i solen, fortsatte jeg mod Tilburg, hvor det vrimler med cafeer og der er endda en supergod én, der har den skønneste gulerodskage ☺.

Igen lidt brok! Uanset hvor man ser håndværkere, så er der med garanti også en radio, som regel gul og sort (ofte endda flere radioer, indstillet på hver sit program). Mens jeg cyklede mod broen over A58, gjaldede musikken ud over området. Men hvor kom den fra? Jo, den kom skam fra vinduespudseren på 11. sal!

Undervejs fik jeg kontakt med husbond og han forventede at være tidligt klar på jobbet. Da det jo ville være hyggeligt at følges med ham hjem, blev kaffen og gulerodskagen gemt til en anden gang og af sted det gik tværs gennem Tilburg.

På hjemvejen var vi nødt til at besøge boer (bonde) Peders, en gård hvor der sælges frugt og grønt. De har de mest fantastiske jordbær med utrolig meget smag og der måtte et par bakker med hjem ☺. Da de var rengjorte, var der altså heller ikke mere energi tilbage i konen ☺.

In den Bockenreyder…..

Lørdag fik naboerne endelig deres fælles fødselsdagsgave, en middag  hos  ”Bockenreyder”. Efterhånden var det vel også på tide, idet fødselsdagene blev fejret i februar, men i mellemtiden har de kunnet nyde forventningens glæde, idet de til fødselsdagsfesten fik overrakt et gavekort på en middag fra os 4 i nytårsaftensklubben.

Bockenreyder skal egentlig opleves, det er svært at beskrive stedet, idet det er i en klasse helt for sig. Jeg kan forestille mig, at det tidligere har været en gård, hørende under det nærliggende landsted ”Utrecht” og det ligger inde midt i skoven nær Hilvarenbeek. Man kan komme kørende, cyklende, ridende og gående dertil og alle – mennesker, hunde og heste – er velkomne. Da vi kom i lørdags, var der mange ridende gæster, idet de 2 små marker ved husene var fyldt med heste.

Der er altid fyldt på stedet og man kan vælge at spise inden- eller udenfor. Jeg har en enkelt gang kigget indenfor i et af husene, hvor der var sand på gulvet, fyldt med skønne gamle ting og meget dunkelt. Menukortet er ikke stort (gudskelov, for alt er på dialekt), det består mest af uitsmijters (brød med spejlæg, skinke og ost), dog med stor forskel i størrelsen. Desuden må vel også nævnes, at der serveres nogle isanretninger, der får øjnene på de der nu er vilde med is, til at lyse op (men dem glemte jeg at fotografere).


En ægte herreportion til en af herrerne…..

Vi bestemmer ofte, at næste gang den lille familie fra Danmark kommer, så skal de altså med dertil, for at få den oplevelse med, men endnu er det ikke lykkedes.

Efter middagen travede Roxy og jeg en tur sammen med herrerne.

Vi har fået fortalt, at der tidligere gik der et æsel rundt mellem bordene og tiggede, men det har vi ikke oplevet. Der står nu et æsel i en lille indhegning sammen med en pony, gad vide om æselet skal oplæres til at gå rundt mellem gæsterne?

Forventer man den store kulinariske middag, skal man ikke tage til Bockenreyder, men det er et herligt uforpligtende sted at besøge, når vejret er godt.

Hverdag igen……

Så er der igen hverdag efter en dejlig aktiv weekend.

Lørdag startede med et besøg i det lokale byggemarked, hvor der bl.a. blev købt ny gardinstang til soveværelset. Den gamle, en udtræksmodel monteret i loftet, gjorde knuder allerede da vi flyttede ind for 7½ år siden, med årene blev den mindre og mindre samarbejdsvillig, for så endelig at blive udskiftet i lørdags. For søren da, hvor en lille ting, som en ny gardinstang, dog kan gøre én glad.

Nej, nej, det er ikke her vi bor (desværre ☺), billedet er fra Grave.

Der blev købt plantejord og nye blomster til terrassen. Vi har de sidste 2 - 3 år haft myrer på terrassen, diverse husråd og skrappere midler er blevet anvendt i kampen mod de små, uden at det på nogen måde hjalp. Men pyt, så lang tid de bare blev udenfor, kunne vi godt leve med dem. Men i år besluttede myrerne sig for, at de også ville se hvordan der så ud indenfor og så var det slut med kærligheden. Alle blomsterkrukkerne blev tømt og i en af dem boede myrerne indtil i lørdags trygt og godt. Krukkerne blev rengjort, fik nyt jord og nye blomster. Det var lidt øv, at en Buksbom måtte smides ud, men det var netop i dens krukke, at myrerne havde deres bo.

Da vi nåede aften, var der ikke megen energi at spore på matriklen ☺☺.

Søndag stod i familiens tegn, først til et plejehjem i den østlige del af Brabant, hvor husbonds mor netop er flyttet ind. Hun har gennem de sidste mange år boet i Frankrig, men er nu tilbage i Holland.

Det er altså Jomfru Maria, der står forsvarligt bag gitter i 1 sals højde!

I dagspressen har jeg læst meget om forholdene på danske plejehjem og mens vi gik rundt på den smukt indrettede institution, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om der er forskel på danske og hollandske plejehjem. Stedet vi besøgte, var som før nævnt smukt indrettet, bl.a. havde man på gangene store fotostater med gamle billeder fra byerne omkring den by, hvor plejehjemmet lå. Der var store volierer fyldt med fugle på de små torve i bygningen og alt var meget, meget rent. Vi havde indtryk af, at stedet var indrettet for beboerne og at det var beboerne, der var i fokus. Blandt andet blev vi bedt om at vente udenfor, indtil husbonds mor kom fra gudstjeneste, fordi en del beboere blev forvirrede, hvis der var flere gæster i opholdsstuen. Vejret var pragtfuldt, fuld sol og blå himmel, så vi nød ventetiden.

For husbonds mor var det meget glædeligt at være tilbage i eget land og til eget sprog og hun strålede af glæde og tilfredshed.

Derefter kørte vi videre til Grave (hvor billederne stammer fra) for at få lidt frokost og trave en tur, inden turen gik videre.

Næste stop var 31 års fødselsdag hos mit yngste hollandske bonus”barn”. En dejlig eftermiddag med familie, børn, glade stemmer og hygge på terrassen i fuld sol. En dag fuld af nydelse.

De gør noget ud af skiltningen i Grave…..

Og så kom vi pludselig på museum……

En søndag først i maj, hvor vejrguderne til en forandring viste sig fra deres smukkeste side cyklede vi en tur i nærområdet (det virker, som om alt går op i cykling for øjeblikket ☺). På hjemvejen cyklede vi lidt rundt i Dongen og kom på veje, hvor vi normalt ikke færdes. Undervejs opdagede vi et skilt med ”Leerlooijerijmuseum” (Lædergarvningsmuseum) og af sted gik det, vi skulle på museum. Til min store overraskelse - det var jo trods alt søndag eftermiddag i en stille landsby - viste det sig, at utallige andre havde fået samme ide.

Jeg vidste egentlig godt, at museet var der og havde flere gange tænkt på, at det måtte vi da se ved lejlighed, for så at glemme det igen. For et par år siden var vi til ”Åbent hus” på Eccos lædergarveri i Dongen, hvor vi så (og lugtede) hvordan læder behandles i dag og derfor burde vi vel egentlig også have forhistorien med.

Tidligere var den del af Brabant hvor vi bor, fyldt med lædergarverier og på museet fandt vi ud af, at hele 46 % af Hollands garverier lå i Dongen. Nu drejede det sig ikke just om storindustri dengang, garveriet foregik hos bønderne, hvor her og hver anden havde en ”grav” i baghaven til garvning af huder.

Jeg var i den heldige situation, at jeg takket være ”Bonderøven” havde forhåndsviden om emnet ☺. Men det gjorde bestemt ikke besøget mindre interessant. På museet var der forskellige film og opstillinger, så vi kunne følge det hårde arbejde med at garve læderet.

I samme bygning var der en udstilling af den slags, som jeg holder så meget af, gamle husholdningsredskaber og øvrigt inventar. En del genstande kendte jeg fra min danske barndom, men der var så sandelig også mange ting, som jeg aldrig tidligere havde stiftet bekendtskab med. Det er sjovt at tænke på, at til trods for at afstanden mellem Danmark og Holland ikke var/er enorm, så var/er der alligevel stor forskel på, hvilke redskaber der blev anvendt i husholdningerne dengang. Jeg elsker at gå rundt på sådanne museer sammen med husbond, for pludselig siger han ”Sådan en havde min bedstemor også” og så får jeg en forklaring på, hvordan genstanden fungerede.

Alt i alt en god lille udstilling.

Museet lå i den dejligste lille gade med smukke gamle huse, alle smukt vedligeholdte.

Da vi cyklede videre sagde husbond pludselig ”Så du, at der ikke var tag på kirken?”.

Et par dage efter museumsbesøget måtte jeg til Dongen for at undersøge, om det virkelig kunne passe, at kirken manglede tag. Og jo, den var god nok!

Billederne er ikke verdens bedste på grund af modlys!

Internettet måtte konsulteres for at finde ud af hvordan det hang sammen. Det viste sig, at kirkens skib var blevet ødelagt under 80 års krigen (1568-1648). I 1640 valgte man at bygge et nyt skib i stedet for at restaurere det oprindelige. Senere er de tilbageværende mure på det gamle skib blevet præserverede og står nu smukt, dog uden tag. Det tagløse skib anvendes bl.a. til udendørsarrangementer og jeg har set billeder fra meget stemningsfulde koncerter.

Sådan kan man altså også gøre det og nu, hvor jeg har fundet forklaringen på det, virker det egentlig som en god ide, at bevare det gamle skib.

Roen har sænket sig i det lille hjem…..

Efter en forfløjen uge er der endelig faldet ro i det lille hjem. Misse sover på sofaens ryglæn uden at frygte at små barnehænder finder vej til hende, vaskemaskinen har snurret lystigt hele dagen og rengøringen er næsten klar, så det lille hjem igen kan ligne sig selv.

Forrige lørdag var vi på heldagsbesøg i Amersfoort hos vore dejlige venner, Walter og Gre. Det er altid en stor fornøjelse at besøge dem og jeg glæder mig hver gang vi ses over, at jeg tog kontakt til dem efter jeg var flyttet herned. Jeg har tidligere været omkring, at Walter kom til mine bedsteforældre i Brovst efter 2. verdenskrig for at blive fodret op. Der opstod et tæt bånd mellem de 2 nationaliteter og Walter blev som en søn af huset. Efter min mormors død i 1990 og min mors i 1991 ebbede kontakten ud, for at blive genoptaget efter jeg forlagde residensen til det hollandske.

I løbet af eftermiddagen kørte vi sammen med værtsparret en tur til Spakenburg. Det er ikke første gang jeg har den by oppe og vende og det bliver nok heller ikke sidste, for jeg kan så godt lide at komme der.

I lørdags var byen ikke så indbydende som vanligt, idet der både blev afholdt byfest samt Eemmeer stafetløb, et løb på 50 km i området omkring Spakenburg og nabobyen Bundschoten. Der var tilskuere, løbere og biler overalt, derfor nøjedes vi med at gå en tur på havnen, hvilket jeg absolut ikke havde noget imod, da det er mit favoritsted i byen.

På havneområdet har man netop færdiggjort 2 flydende modelhuse. Det er planen, at der i alt skal bygges 15 huse, alle med udsigt over Spakenburg havn til den ene side og Eemmeer til den anden. Det ville ikke være så ringe et sted at bo og hvis der findes interesserede købere, så ligger prisen mellem 399.000 og 445.000 € plus det løse.

Mandag var jeg igen på farten, turen gik til den sydlige del af Belgien. Vejret var ualmindelig dejligt, helt uventet havde vi den smukkeste blå himmel og fuld sol, egentlig lidt synd at tilbringe dagen i en bil, men pyt jeg nåede at få strikket 1½ sok til svigersønnen samt læst en del.

Hvis nogle skulle mangle en ide til en robust postkasse, så gives ideen hermed videre. Den stod i det sydlige Belgien lige ved den franske grænse og så vidt jeg kunne se var den lavet af gamle jernbanesveller ☺.

Motorvejskunst i Belgien ☺.

Som den forfløjne kone jeg nu er, når chancen byder sig, tog jeg med til Tyskland tirsdag. Igen en dag med et fantastisk vejr. Dog er blodsukkeret ikke så fjollet med at sidde stille for længe og jeg var tirsdag klar over, at der skulle en hel del bevægelse til resten af ugen for at veje op på 2 dage i en bil.

Kønt er der ikke hos Statskraft i Hürth-Knapsack  Nordrhein Westfalen.

Onsdag og torsdag blev det til lidt cykling, desværre ikke de helt store afstande, den længste var ca. 20 km. Fredag formiddag var en stor dag for mig, jeg kunne da hente mit nye kørekort, endnu et plastik kort til den store samling, men et meget vigtigt et. Mit gamle kørekort udløber 14. juli og pga. diabetes måtte det store maskineri startes op. Undervejs fik jeg af en læge at vide, at jeg ikke måtte blive skuffet, hvis CBR (den instans der står for bl.a. udstedelse af nye kørekort) ikke ville forny kortet pga. de mange hypoer (når blodsukkeret pludselig bliver for lavt). Men, men alt lykkedes og jeg er glad.

Fredag eftermiddag dukkede vort hollandske barnebarn Merijn på 13 måneder op sammen med sin mor. Og så skal jeg ellers love for at der har været aktivitet lige indtil søndag eftermiddag, hvor vi afleverede ham. Han er en skøn knægt, altid glad og tillidsfuld. Sover med det samme han bliver puttet i seng og vågner op med et stort grin.

Vi havde fået at vide, at Merijn var syg og moderen havde spurgt om vi godt ville passe ham alligevel, men ud over lidt forkølelse, hvilket var meget naturligt, eftersom der var 4 tænder undervejs på en gang, mærkede vi ikke noget til sygdom.

Hvorfor pokker knægten altid smed den ene sko og sok fandt vi aldrig ud af.

Den eneste, der havde en hård weekend var Misse, der af og til måtte løbe for livet, når de små barnefingre kom for tæt på. Hun har praktisk talt sovet siden Merijn blev kørt hjem. Indrømmet hun er nok ikke den eneste der er lidt mat i sokkerne, vi 2 gamle er altså ude af træning med at være på hele tiden. Men hyggeligt har det været, ingen tvivl om det.