Nu må de da gerne lukke for vandhanerne deroppe……

Det regnede i morges, da jeg stop op ved 7 tiden, det har regent hele dagen, det regner stadig og for at det ikke skal være løgn, er der 90% chance for regn i morgen.

Det er ellers lidt ærgerligt, for jeg har et gavekort, der brænder efter at blive brugt. Indrømmet, det er næsten et år siden jeg fik det og der har været tid nok til at få det brugt, men jeg har hele tiden tænkt, at det skulle bruges, hvis jeg på et tidspunkt fandt et eller andet unødvendigt, som det ville være rart at inkludere på matriklen. Nå, men i stedet for at bruge penge, er strygetøjet klaret og der er støvsuget, det er jo også fint nok.

I søndags var vejret anderledes dejligt og vi hoppede på cyklerne efter frokost. Starten krævede lidt forhandlinger, idet husbond helst vil starte ud i modvind, for så at have det behageligt på hjemturen. Jeg plejer til gengæld bare at starte ud og se, hvad der byder sig.

Turen gik først til Dongen, hvorfra vi fulgte en cykelsti langs med en blikstille Wilhelminakanal til Oosterhout. Netop der, havde jeg engang for år tilbage set en sluse, der i min erindring lå nær centrum og den ville jeg vise husbond. Efter lidt søgen lykkedes det os at finde slusen, beliggende i kanten af Oosterhout og ikke i centrum ☺.

Der var ingen trafik på kanalen og dermed heller ingen aktivitet hverken for sluse eller bro.

I går stod den på havearbejde og jeg havde taget kameraet med, for at forevige den grønne pragt. Desværre glemte jeg alt om fotografering indtil jeg kom hjem, til gengæld fik jeg fjernet næsten al ukrudtet. Der var ellers noget, som jeg gerne ville have spurgt om. Vi gøder med hestemøg i foreningen, der ligger et bjerg til fri afbenyttelse, hvilket er fint nok. Men jeg ved ikke om gødskningen er årsag til, at der overalt er det fineste lillebitte ukrudt, som jeg ikke kender fra Danmark. Heldigvis har både jeg og min medhavelejer fået bugt med vores, men i nabohaven er der et fint grønt tæppe over kartoffelrækkerne, det ligner mest af alt karse. Men jeg kan da ikke forestille mig, at hestene har spist karse ☺☺☺?

Jeg har et problem!
Min bonussøn sendte mig i sidste uge en whatsap, hvor dette nedenstående billede var inkluderet. Han synes, at det var en besynderlige statue og ville gerne vide, hvad den skulle symbolisere. Den hollandske tekst ved billede var noget med racisme i Danmark. Jeg har søgt lidt på må og få blandt de forskellige Nykredit afdelinger, for at se om jeg har kunnet finde statuen, men indtil nu er det ikke lykkedes. Er der nogle af jer, der ved i hvilken by statuen står?

Og så er det vist ved at være tid til at finde under dynen.

Lidt af hvert……

I torsdags bevilgede jeg mig selv en fridag og tog med på landevejen. Selv om det sker jævnligt, er jeg stadig fuld af benovelse over, at det kan lade sig gøre og at jeg har muligheden for at farte rundt i Holland og nabolandene. Sightseeing og cafebesøg er der ikke mulighed for, men alligevel er det hyggeligt, vi får klaret verdenssituationen samtidig med, at det selvfølgelig ikke skorter på kommentarer om de øvrige bilister.

Første stop var Gelsenkirchen midt i Ruhrdistriktet og der var undervejs dertil ikke et eneste emne der egnede sig til at blive foreviget, synes jeg. Netop Ruhrdistriktet fik mig til at tænke tilbage på en ferietur til Tyskland for mange år siden. Jeg vil tro, at det har været sidst i 70´erne, det var i hvert fald lang tid før, der var noget der hed GPS for menigmand og da tiden var en anden for den tyske industri. Jeg var kortfører og selv om jeg gjorde mit ypperste for at få os til de aftalte destinationer, smuttede det ind i mellem. Således endte vi på et tidspunkt fejlagtigt midt i en storby, jeg husker ikke længere hvilken, men vi var i hvert fald i et beboelseskvarter. Det var noget af det mest grå, triste og håbløse jeg nogensinde har set, med den ene høje kaserne efter den anden, alt var gråt i forskellige nuancer og mændene, der alle så ud til at komme fra et ikke nordeuropæisk land, sad udenfor mens børnene legede på fortovet. Jeg glemmer aldrig det syn.

Nu hvor vi er ved det triste, så er vejen, altså motorvej E34, mellem Eindhoven og grænsen ved Venlo også uendelig trist. Ligeså trist, som vi er enige om, at det stykke af A7, der ligger mellem Hamburg og den danske grænse er. Hver gang vi når til det stykke vej på vej mod nord og vores dejlige lille nordjyske familie, så håber jeg at det er min tur til at sidde ved siden af, så jeg kan sove, men på den anden side set, jeg vil jo også nødig gå glip af det smukke syn, som udsigten over Kielerkanalen er.

Efter Tyskland fik jeg fuld valuta for min udlængsel alt imens maskerne gled af pindene. Via Baarle Nassau i det sydlige Holland kørte vi til Belgien. Her var første stop Zaventem (Bruxelles lufthavn) inden turen gik til Aalst.

Belgien byder på kø i lange baner for øjeblikket pga. vejarbejde. Men vejarbejde med 50 km/t. er selvfølgelig ikke altid af det onde, idet det giver mulighed for at betragte omgivelserne mere intenst. Mens vi trillede afsted sagde husbond pludselig ”Har du set den Maybach?”. Det foresvævede mig svagt, at  jeg tidligere via husbond havde hørt et eller andet om, at Maybach var en bil, så det lykkedes mig heldigvis at få kigget i den rigtige retning, hvor jeg så et stort sort skrummel af en bil med hollandske nummerplader. Jeg var meget mere nysgerrig efter at se, hvem der mon sad i bilen ☺.

 
Nær motorvejen ved Bruxelles stod disse fine telte og nettet afslørede, at Cavalia er et show med  heste, ryttere, akrobater, dansere og musikanter.

 
Vi har ikke været i Bruxelles som turister i de sidste 2 – 3 år eller måske længere og hver gang jeg på motorvejen passerer storbyen, tænker jeg altid i hvilken retning jeg mon skal kigge for at se Nilles lille univers? Husbond og jeg har i en del år haft en aftale om, at vi vil ned og se Koekelbergbasilikaen, da den ser uhyre imponerende ud fra motorvejen, men til den tid vi får os taget sammen til det, må vi desværre undvære Pernille som guide i storbyen.

 
Lidt aftenhimmel på vej mod nord, inkluderet medfølgende flueskidt.

I dag sidst på eftermiddagen travede vi rundt i den Bosch og pludselig så vi en parkeringsbås med et skilt, hvorpå der stod ”Autodate”. Gad vide, hvad der mon foregår på et sådan sted? Nu lå parkeringspladsen midt i centrum uden det mindste træ eller busk i nærheden og selv om det derfor er begrænset hvad der kan foregå af luskede sager, fejlede fantasien ikke noget hos os. Igen takket være internettet ved vi nu, at ”Autodate” i al sin enkelthed drejer sig om en parkeringsplads for en delebil, så blev vi så kloge ☺.

En velsignet søndag til jer alle, her lover de dejligt forårsvejr og det er jo ikke så ringe ☺.

Rundt i omegnen.

Lige pt. bliver cyklen af flere årsager luftet dagligt. Som det måske allerede er fremgået af bloggen, holder jeg meget af at cykle, men netop nu skyldes det også, at foråret har budt på megen lidt fysisk aktivitet pga. den pokkers revnede akillessene (der stadig driller ind i mellem) og det kan aflæses på badevægten! Derfor, hvis jeg vil undgå skæld ud, når jeg skal til check på hospitalet i slutningen af juni, så skal der arbejdes ☺.

I forgårs var turen på 36,71 km og da jeg ville fotografere den yndigste vilde kanin, der lå udstrakt på en sandbunke og nød solen, fandt jeg ud af, at jeg var taget hjemmefra med et kamera, hvis batteri var fladt! Det burde egentlig ikke komme som den helt store overraskelse, idet kameraet altid ligger i tasken ☺. I øvrigt, så er vilde kaniner en stor plage hernede, de yndige små langører er overalt og haveejerne bander dem langt væk.

I går gik det bedre, dog blev cykelturen kun på knap 26 km, men kameraet var til gengæld opladt ☺.

I Molenschot ligger den yndigste cafe/restaurant ”Herberg De Drie Linden”. Den stammer tilbage fra 1843 og var tidligere en bondegård. Jeg tror, at vi engang ved lejlighed på have en kop kaffe der, så jeg kan komme indenfor og bese lokaliteterne.

 
Holland er jo som bekendt fladt som en pandekage, lige på nær de 7 bakker i området øst for Nijmegen og den sydlige spids i provinsen Limburg. Nu er jeg ikke klar over, om der er tænkt hvad vi ikke har fra naturens hånd, det laver vi da bare selv. Der ligger givetvis flere hjemmelavede bakker rundt i landet, jeg er kun bekendt med denne bakke ved Breda, en ved Oss og en større ved Arnhem desuden ligger der et par enorme bjerge hos vore naboer mod syd, ved Antwerpen.

Og hvad bruger man så til at kreere sin egen bakke? Affald! Det er mig ubegribeligt, at man i det så miljørigtige Holland gør den slags, men det skal jeg nok ikke bekymre mig om. I øvrigt er det lidt sjovt, i Oss fandt folkene der i sin tid arbejdede med at lave bakken mellem affaldet en større hvid kasseret havestatue, den er nu stillet op på toppen og er i døgnets mørke timer belyst.

Turen gik over Bavel videre mod Breda.

Jeg har en yndlingsforretning, når det drejer sig om fødevarer, rengøringsmidler m.v., EcoPlaza. Det er ikke så ofte jeg handler der, både pga. pris og afstand, idet den nærmeste ligger i Tilburg. En dag jeg var i Body shop i Breda, kom jeg i snak med ekspeditricen (der i øvrigt var englænder), hun fortalte, at der nu også var en EcoPlaza i Breda og i går fandt jeg den endelig. Jeg havde fået at vide, at Eco-shoppen skulle ligge på Haagdijk, en multikulturel gade med frugt og grønt på fortovet og hvor lugten afslører Hollands afslappede holdning til hash. Jeg var flere gange ved at vende om, idet jeg ikke kunne forestille mig, at forretningen virkelig kunne ligge der, men jo, den var god nok. Selv om husbond af og til kommer med en bemærkning om, at det er utroligt hvad jeg transporterer på min cykel, så begrænsede jeg indkøbene i går ☺.

Den nye havn i Breda, den var tidligere havn, for derefter at blive parkeringskælder, for nu igen at være havn. Et yndet sted med mange caféer.

På hjemvejen cyklede jeg gennem Boswachterij Dorst, et større skovområde der ligger mellem Dorst, Rijen og Dongen. Normalt plejer de skotske højlandskvæg og de vilde heste der går rundt i området enten at gemme sig eller i hvert fald kun at kunne ses på lang afstand, men i går var en ko og hendes kalv på udflugt. Kalven stod og hyggede sig langs med cykelstien og mor stod i buskadset på den anden side og gumlede i buskene. Jeg ville gerne have haft en billede af koen også, men jeg turde ikke ☺.

Alt for længe siden……

Igen er det alt, alt for længe siden, jeg har haft bloggen åben.

Siden sidst har vi været gennem hele følelsesregistret, både fra den positive og den negative ende. Den første er selvfølgelig altid den rareste, men desværre byder livet ind i mellem også på den negative part.

De glædelige og positive oplevelser fylder heldigvis en del. En af de største er, at vi den 15. april kunne byde Imre velkommen til verden. Han er en fin og elegant lille fyr, der ved fødselen vejede 2720 gram og var 50 cm. lang. Både ved Imres og hans storebror Merijns fødsel havde moderen svangerskabsdiabetes, men heldigvis udviste lægerne denne gang mere seriøsitet og Imre kom til verden uden komplikationer.

Vi har haft dejligt besøg fra Danmark. Vor gæst havde udtrykt ønske om, at han gerne ville se tulipanmarker og måske blomsterparken ”Keukenhof”. Det blev ved markerne, idet radioen meldte 4 km. kø ved ”Keukenhof”. Uanset hvor mange gange man ser en tulipanmark, så er det et hver eneste gang et betagende syn.

Både i Holland og Danmark er der kommet nye 4 benede familiemedlemmer. I det hollandske er det Jaro, en Galgo der er adopteret fra Spanien. Selv om den er en smule tilbageholdende, tror jeg at den har accepteret os. Det langbenede pus har lige stiftet bekendtskab med et elektrisk hegn for første gang (så vidt vides) og det var en traumatisk oplevelse. Den danske 4 benede er en smuk Munsterlander, der lyder navnet Bella, hende har jeg desværre kun set på billeder. Hun er 3 år og kommer fra en skilsmisseramt familie. Min danske familie fortæller, at Bella er uhyre velopdragen og det må være en særpræget oplevelse, at have en hund der kan gå uden snor og kommer når man kalder på den, idet vi tidligere har haft Cairn terriere og de var knap så velopdragne. Jeg glæder mig rigtig meget til vi får mulighed for at hilse på Bella.

Andre følelser, der har været inde i billedet i den forløbne tid er forbavselse, vrede og sorg. Det skyldes, at vi via en dødsannonce i avisen blev gjort bekendte med, at husbonds mor var død og på det tidspunkt vi så annoncen allerede var brændt. Alle formaliteter var ordnet fra Frankrig, hvor husbonds søster residerer.

Husbonds mor var 89 år og ville have fyldt 90 den 17. maj, så aldersmæssigt kommer dødsfaldet ikke som den store overraskelse. Hun har i en del år boet i Frankrig hos datteren og manden, men flyttede til et plejehjem i Holland i maj 2013 pga. af begyndende demens. Hun var utroligt glad for at være tilbage, hvor hun kunne tale med folk og var for det meste ovenud positiv. Vi har regelmæssigt været på besøg hos hende og haft mange dejlige stunder og gode grin sammen. Det kneb måske af og til for husbonds mor med at finde de rigtige ord og ind i mellem blev der rodet lidt rundt i tingene, men jeg synes ikke det var mere end man kunne forvente af en dame i hendes alder. Hun imponerede mig utrolig meget ved stadig at være i stand til at læse uden briller. Under vort sidste besøg havde vi taget husbonds første små sko, hans sølvrangle og en lille terning han fik som baby med for at vise hende og det vakte lykke, rigtig megen lykke.

Egentlig burde det ikke komme som den helt store overraskelse, at husbonds søster har handlet som hun gjorde, idet hun er en meget speciel dame. Hun var bl.a. årsag til, at jeg ofte i de første år hernede tænkte, om jeg nu også havde den psyke der skulle til, for at lade mig omplacere til et land med en meget anderledes kultur, end jeg var vant til fra mit trygge Danmark. Rasende blev hun, da jeg efter lang tids gransken og grublen endelig gjorde hende bekendt med, at jeg ikke var et ungt ubeskrevet blad, men en 49 årig der hidtil havde klaret mig fint uden hendes evindelige indblandig og “gode råd”. Nok om det, sket er sket, men for søren da, hvor er det ondt, at nogle mennesker kan finde på at handle som de gør, men det er jo endnu en lære på livets landevej.

I de efterhånden knap 12 år jeg har boet i Holland, har vi haft mange sjove oplevelser (nu kan jeg tænke tilbage på det som værende sjovt og pudsigt, men ikke da vi stod i situationen) med div. myndigheder. Bl.a. stod vi 1 måned uden telefon og internet, da vi ville skifte fra en udbyder til en anden og havde rettidigt sendt papirererne ind. I forbindelse med vor vielse i 2011 fik jeg at vide, at vor kommune skam havde sine helt egne regler i forbindelse med vielse hvor udlændinge var involverede, de var ikke interesserede i hvad EU foreskrev og sådan kunne jeg blive ved. For en måneds tid siden havde jeg en ny sjov oplevelse. Den var affødt af, at vor sygesikring havde besluttet sig for, at strips til glukosemeter og nåle til insulinsprøjter nu skulle bestilles via et firma i Eindhoven, i stedet for som hidtil afhentes på apoteket. Iht. sygesikringen ville det blive en hel del billigere, hvilket selvfølgelig ville komme kunden/patienten til gode. Nu tillader jeg mig, at stille et stort spørgsmålstegn ved det med det billige, idet man også skulle have nyt glukosemeter, men nok om det.

Jeg var efterhånden ved at nå bunden i nålekassen og ville bestille nye nåle via internettet. Men oh ve, oh skræk, på hjemmesiden kunne jeg ikke entydigt se hvilke var de korrekte (der var ingen foto og der manglede størrelse), derfor sendte jeg en mail til firmaet. Mailen indeholdt 2 linjer og et vedhæftet billede af kassen med de nåle som jeg var vant til at bruge. Efter en uge var der intet svar og jeg prøvede påny og heller ikke denne gang, kom der svar.

Skumle, skumle og jeg klagede min nød til husbond, der sagde vi prøver da at ringe for at høre hvad der er galt. Husbond fik en dame i røret der sagde ”Nu er det jo ikke alle der kan engelsk, så deres hustrus mail er sendt videre til en ekspert, der skal svare på den!!!!!!!!”. Men rent tilfældigvis havde damen sandelig min mail liggende foran sig (gad vide, om hun så var eksperten?). Da jeg ikke har en hollandsk ordbog i min computer, plejer jeg som regel at sende mails på engelsk (pånær til vennerne, de må være over med mine grammatiske fejl). Jeg havde tænkt på, om det måske kunne være årsag til det manglende svar, men forventede det ikke, idet en customers service afdeling som regel er betjent af unge mennesker.

Udkommet af hele historien var, at firmaet ikke måtte levere nåle, idet de ikke må sendes via postvæsenet, de skal stadig hentes på apoteket og desuden behøver jeg nu kun at sige datoen for min fødselsdag, når jeg ringer til Eindhoven, så ved alle, at det er hende den underlige med den engelske mail. Det er let at blive berygtet i vore dage ☺ ☺.