Hos Lene (Underet vi er til….) læste jeg, at hun blander hvidtøl med gul sodavand ved juletid, det har jeg aldrig smagt, men det fik mig til at tænke på, at min far altid drak varm hvidtøl til maden i vintermånederne. Jeg har måske engang smagt det, men det har ikke været en smagsoplevelse der har sat spor i erindringen. Jeg har altid holdt mig til min mormors favorit, koldt hvidtøl.
Nu har hvidtøl for mig altid været forbundet med risengrød og jeg har egentlig aldrig forestillet mig, at jeg ville kunne lide det til andet, indtil julen 2011. På grund af sukkersygen reagerer jeg meget kraftigt på øl og vin og selv om jeg ikke synes det er sjovt, så har jeg ligesom set i øjnene, at jeg indtil videre er nødt til at holde mig fra det.
Hvad er der så af alternativer? Vand er fint nok, det drikker jeg meget af, både fra hanen og fra flaske med og uden bobler. Saft/juice må der kun nyder 1 glas af pr. døgn, hvilket er lidt øv, for jeg har lige opdaget en ikke-filtreret æblejuice, der smager som en drøm.
Da vi var i Danmark i jul, var vi så heldige at blive inviterede med til julefrokost i min svigersøns familie og jeg opdagede pludselig, at der stod hvidtøl på bordet. Det var ganske vist indkøbt til børnene, men jeg tror ikke, at de stakkels børn nåede at få ret meget af det, for jeg fandt lynhurtigt ud af, at hvidtøl smager udmærket til andet end risengrød.
Hver gang der går bud herned beder jeg om at få hvidtøl med, men stik mod hvad jeg troede, så kan man ikke få det hele året og hvad så? En sød veninde fandt ad omveje en kasse, som hun tog med fra Danmark, men den holder jo desværre ikke evigt.
Husbond synes, at det var lidt synd for mig, at jeg ikke længere er i stand til at nyde et godt glas øl eller vin og satte sig for at finde en hollandsk erstatning ☺. Det lykkedes og den hedder Oud Bruin (gammel brun), den er en anelse mere bitter end den danske hvidtøl, men det kommer måske af, at den er på 2,5 % mod hvidtøllens 1,9 %.
I går stod den på laboratoriebesøg i Tilburg og selv om vejret var lidt trist og det kunne se ud til regn, så piblede forårsbebuderne op overalt.